Kristne verden over bruger milliarder af kroner hvert år på støtte til børnehjem, der huser millioner af børn. Børnehjem kan nogle gange være den eneste løsning i lande hvis sociale sikkerhedssystemer ikke kan tage ordentligt hånd om udsatte børn, men de skaber ofte den udfordring, at de mennesker der vokser op der, har begrænset viden og netværk om og i verden udenfor, hvilket gør dem særligt sårbare. Youth for Honduras samarbejder med børnehjem og myndigheder i Honduras om at forbedre overgangen til voksenlivet og give de unge værktøjer og håb for fremtiden.
Youth for Honduras ledes af Dulce Banegas, der selv har boet på børnehjem som ung, med støtte fra hendes danske mand Andreas Daugaard der til daglig arbejder for den kristne menneskerettighedsorganisation Association for a more Just Society. Sammen er de udsendt til Honduras af Roskilde Baptistkirke.
Organisationens kerne program er ”Transition” (overgang). Her har vi en socialarbejder og en psykolog ansat, der samarbejder med over 10 børnehjem om at modtage og give holistisk støtte til de unge der vokser op og forlader hjemmene. Vi giver dem økonomisk støtte, som det vi i danmark kalder SU, en fast kontaktperson, træning og undervisning i alt fra identitet og selvværd til hvordan man laver et CV og ansøger om et job. Måske vigtigst af alt, så bliver de unge en del af et netværk hvor de kan lære sammen og dele erfaringer om voksenlivet. I juli 2022 har vi 27 unge, der månedligt modtager økonomisk støtte og deltager i aktiviteter gennem Transition-programmet, ved siden af deres uddannelse. De kommer fra forskellige børnehjem over hele Honduras.
Udover at hjælpe de unge efter de forlader hjemmene, arbejder vi i stigende grad med at udvikle materiale til at træne børn og unge, mens de stadig bor der gennem vores andet program ”Dannelse for Livet.” Vi har udarbejdet 2 manualer og udsendt over 20 praktikanter til at formidle det på børnehjem over hele Honduras.
Sidst, men ikke mindst, har vi programmet Yo Existo (jeg eksisterer), der søger at garantere retten til et navn og en identitet for børn og unge fra børnehjem. Programmet blev startet, da vi kendte til flere personer på et børnehjem, som aldrig var blevet registreret i personregisteret og derfor ikke havde et officielt navn eller en fødselsattest. Uden en officiel identitet er de afskåret fra rettigheder til ting som uddannelse, sundhedsvæsen eller at underskrive en job- eller lejekontrakt. Årsagerne til at de aldrig er blevet registreret er et sammensurium af grunde som manglende viden eller interesse hos forældrene, den historisk tunge bureaukratiske processes hos myndighederne og manglende kapacitet hos børnehjemmene til at føre sagerne. Unge fra børnehjem er særligt udsatte, da forbindelse til forældre eller viden om deres ophav kan gå tabt.
Alene på det første børnehjem hvor vi startede, var der 50 børn og unge med det problem. To af dem var endda vokset op og var over 30 år gamle, uden nogensinde at have haft et officielt navn. Af de 50 sager har vi løst de 46, takket være sponsorer og en gruppe af dygtige medarbejdere i personregisteret som vi har arbejdet tæt med. Arbejdet består i at opspore forældre og familiemedlemmer, samle dokumentation og i nogle tilfælde undergå lægelige undersøgelser for at fastslå en estimeret alder.
Vi er nu gået ind i en fase, hvor vi udover at løse enkeltsager, forsøger at styrke de offentlige myndigheder og børnehjemmene, således at dette problem ikke fortsætter med at vokse i fremtiden. Det betyder, at arbejdet i højere grad består i udarbejdelse af dokumenter og møder med repræsentanter fra offentlige myndigheder, for at komme med forslag til hvordan processerne kan forbedres og hvordan de forskellige myndigheder kan snakke bedre sammen.
Youth for Honduras er primært sponsoreret af den amerikansk baserede organisation World Orphan Fund og yderligere midler hjælper os til at kunne støtte endnu flere børn og unge.
Støt projekt 6150