Den venezuelanske invasion

Trods anstrengte diplomatiske relationer er Colombia og Venezuela ikke i krig med hinanden. Diktaturet i Venezuela har dog sin pris. Inflationen er konstant på flere tusind procent, arbejdsløsheden er himmelråbende, og millioner i det store land må dagligt leve uden mad, rent vand og andre livsvigtige fornødenheder. Landet er på sammenbruddets rand, men den ulykkelige tilstand fastholdes i et jerngreb af en kynisk regering.

Andre sydamerikanske lande har i årevis været ’værter’ for venezuelanske flygtninge. De flygter som familier, ofte med småbørn, over floder, gennem regnskove, savanner og fra by til by. Immigrationen har været mest voldsom for nabolandet Colombia, der indtil dato officielt huser over 2 millioner venezuelanske flygtninge, men det uofficielle tal er ifølge sagens natur langt højere.

Fattigdom avler vold

I store dele af Colombias udsatte landområder er arbejdsløsheden på over 80 %. Mangel på daglige fornødenheder som mad, drikke, tøj på kroppen og tag over hovedet fører for de ramte til en nødsituation med tyverier, røverier og vold. Mange immigranter gør hvad som helst for at overleve.

Hjælp Os og vores partnere i Colombia arbejder midt i dette sociale kaos. I mange byer og landsbyer bringes nødhjælp ud til de nødstedte venezuelanske familier, som er skabt og elsket af Gud med værdi, indhold og plan, ligesom du og jeg.

Fyrtårnet

Eksempelvis rækker vi ud til elskede venezuelanske flygtninge i storbyen Villavicencio på Llanos sletterne. Tusindvis af familier har i bogstaveligste forstand barikeret sig i et af byens alt for mange slumområder, La Isla (Øen). Fra menigheden El Faro (Fyrtårnet) bringes mad og drikke, tøj, bleer og medicin ud til de mange familier her. Ligesom i resten af det globale missionsarbejde, der udføres, er det kvinderne her – vores ihærdige søstre i Herren – som arbejder i fronten her, og ikke uden, at det er farligt. At bevæge sig i marginale byområder i Colombia, såvel som mange andre steder, kan være livsfarligt. Men vores kære søstre har en stor Gud med sig!

I forhold til den aktuelle nød virker nødhjælpen i det store billede blot som dråber i et stort hav. Men sammen med den fysiske nødhjælp deles de Gode Nyheder om Den Salvede Jesus som Kongernes Konge, tusindvis af børn nås med evangeliet, millioner af bønner stiger til Himlen for disse kæmpende mennesker, og hundredtusinder af håndspålæggelser finder sted til helbredelse og genoprejsning for de brudte og faldne. Hele indsatsen sætter et aftryk, ikke kun i de berørte forældre og børn, men på hele det nærliggende samfund. Den colombianske befolkning som helhed holder sig væk fra disse områder, men hundredvis af dine og mine trossøskende rækker dagligt ud her – og mange andre steder med overlevelseskamp i det smukke Colombia, med en endnu smukkere befolkning.

Tak for din forbøn og økonomiske støtte!

Flemming Kjær

Hjælp Os – projekt 6141