Da krigen brød ud den 24. februar, oplevede vi pludselig at skulle tage imod tusinder af flygtninge. I løbet af få timer, fik kirkerne i Moldova organiseret hjælp, transport og call-centre til de mange tusinde, som kom over grænserne hver dag. Kirker blev lavet om til sovesale og store gryder med suppe stod klar ved grænserne. Børn, kvinder og ældre fik husly og hjælp til at komme videre, og det var hovedsageligt de evangeliske kirker, som stod sammen om opgaven.
Pilgrims International var fra dag ét til stede ved grænsen, og sammen med en stor flok af frivillige hjalp vi til med at trøste, vejlede og helt praktisk hjælpe de mange fortvivlede og bange mennesker vi mødte. Efter bare et par dage begyndte vi at kende ”rutinen” og opleve, hvordan mennesker først kom til os i panik og angst og næsten var mistænkelige over den hjælp, de blev tilbudt.
Efter et par dage mærkede vi igen og igen at folk begyndte at slappe af. Den unge mor havde, med hjælp fra vores call-center, fået kontakt med sin slægtning i Tyskland. Nemmeste rute og hjælp til rejsen blev planlagt. Kristne kirker op igennem Rumænien og Polen blev kontaktet, og de stod også klar med hjælp.
Den gamle bedstemor fik kontakt til en bekendt i Italien og blev sat på en direkte bus.
Er det også kristne som jer?
Vore medarbejderes telefoner buzzede både med opråb om hjælp, men også med beskeder med tak fra de mange, som var ankommet sikkert til en videre destination. ”Er det også kristne som jer? ” var det standardspørgsmål, vi fik, når vi skrev adresser og telefonnumre ned på grupper i Europa, som stod klar med videre hjælp. Vi delte bibler ud og fik aldrig et afslag, og alle ville gerne have bøn om bevarelse videre frem. Vi oplever det samme med kirkerne inde i Ukraine. Alle stod sammen og hjalp hinanden. Hvert et kirkerum, ungdomslokale osv. blev lavet om til sovesale. Kristne åbnede deres hjem og vi er i skrivende stund i gang med, at sørge for ressourcer og hjælp til de mange kristne grupper, som hjælper deres landsmænd, som er interne flygtninge i Ukraine.
Vi får også opråb om hjælp fra præster, som ikke kan følge med til at betjene og hjælpe de hundredevis af mennesker, som opsøger kirkerne for hjælp og åndelig støtte. En af vore kontakter er en menighed i Vinnitsa, Ukraine hvor præsten Fred Ankaj Taylor og kirken har betjent tusindevis af mennesker siden krigens start. Deres by betragtes, på trods af flere missilangreb, som et forholdsvis fredeligt sted, og det er især mennesker fra fronten, som søger dertil. De har skullet lave hele kirkebygningen om til et flygtningecenter og har travlt med alt lige fra at sy skudsikre veste til at sende mad ud til frontlinjen og til at huse de mange, som flygter og hjælpe dem videre på vej.
En stor gruppe chauffører har siden krigens start kørt non-stop for at hjælpe med at evakuere mennesker fra de besatte og meget krigshærgede områder.
Mange mennesker er kommet til tro i den periode, de har opholdt sig hos dem, og de har trøstet og givet sjælesorg til tusinde og atter tusinde af mennesker som er kommet deres vej. Sammen med de mange brutale og smertefulde beretninger og meldinger vi hører om, har vi også mødt kristne, som fortæller om Guds bevarelse og hjælp i deres situation. Kristne flygtninge fra de besatte områder har været med til, hjælpe os med at betjene deres landsmænd her i Moldova, og det har været stærkt og trostyrkende at møde disse brødre og søstre, som midt i deres egen flugt vidner om Guds trofasthed og styrke i denne fuldstændige uvirkelige og forfærdelige situation.
Følgeskab af Jesus
Vi hører også vidnesbyrd som Veras og Svetlanas, som får os til at takke Gud for hans englevagt: I den tidlige morgentåge går 3 kvinder ud af Butcha ved Kiev. Det er i begyndelsen af april, krigen raser og de okkuperende tropper skaber terror og mange bliver dræbt. Vera Krasnopolskaja har taget sin datter og en anden kvinde fra Rovno med. De tager vejen til Ipren, og Vera fortæller, at de er rædselsslagne. ”Hele vejen sang og bad jeg i mit hjerte og da vi langt om længe nåede de Ukrainske tropper, løftede vi vore hænder og gik mod posten. De Ukrainske soldater havde observeret os og spurgte: ”Hvor er den fjerde mand som gik med jer?.” ”Det må have været Jesus, svarede jeg, for der er kun os 3..!! Gud bevarede os!” tilføjer Vera , ”på en vej hvor mange omkom.”
Reddet af biblen
Svetlana fortæller hvordan et missil ramte kun 2 meter fra hende og et metalstykke ramte hendes håndtaske og standses af bibelen i den. ”Bibelen standsede bogstaveligt talt det skarpe metal i at ramme mit hjerte”, siger Svetalana og viser bibelen frem.
Som vi skriver, raser krigen stadig, og vi møder stadig mennesker på flugt og kører stadig ind med hjælp og til de mange kirker. Gud taler til de kristne i Efeserne 5.16 om at være vise og kende timen, for dagene er onde. Vi har i de sidste måneder set kirker i Moldova og Ukraine som har kendt sin time og været mobiliseret til det yderste, for at hjælpe mennesker i nød. Vi tror at Gud stadig har en stor opgave for os som kristne i denne krise, og vores bøn er, at vi må være i hans vilje og gøre hans gerning. Samtidig er vi i bøn for at krigen må standse og svare de mange tusinde i Ukraine som bønfalder Gud. Lille Cenja lagde denne bøn i kirken: Hej Gud, frels Ukraine jeg er Cenja 8 år!
Støt projekt 5698