Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Leder: Det glade budskab

af Elly Lohse Bruun

I 1993 skulle jeg holde juletalen til børnenes julefest i vores kirke. Jeg forsøgte naturligvis, at fortælle juleevangeliet så spændende jeg kunne for at fange børnenes opmærksomhed, blandt andet brugte jeg forskellige hovedbeklædninger, som kunne illustrere, hvem jeg nu skulle forestille.

F.eks. var jeg en engel, som kiggede ned fra himlen og talte, hvor mange km Maria og Josef havde tilbage at gå for at komme til Betlehem; og englen bekymrede sig om, at den højgravide Maria ville nå til Betlehem, for det var jo der, at Guds søn skulle fødes.

Jeg var også en soldat, som stod ved indfaldsvejen til Betlehem og standsede alle de tilrejsende. Han skrev ned, hvem der kom. Her var det Josef, Davids søn og Maria, og de var nummer 497 og nummer 498, der kom til byen.

Senere var jeg en hyrde, som først var lidt søvnig, fordi det var nat, og fårene var stille og rolige; men som pludselig blev meget, meget forskrækket, fordi der stod en engel foran ham og de andre hyrder på marken. Men englen sagde til dem, at de ikke skulle være bange, og fortalte dem, at der i dag inde i Betlehem var født en frelser for alle mennesker på jorden. Hyrderne skyndte sig ind til Betlehem, og jeg kunne forestille mig, at de på vejen snakkede om, hvor fantastisk smukt det lød, da en masse engle sang og lovpriste Gud. Måske sagde denne hyrde: „Tror I ikke, der var 200 engle?" Hyrderne havde ikke fået talt englene, men de var enige om, at der var mange.

Til sidst i talen var jeg mig selv, og fortalte, at der sikkert også i år havde været en engel ved indgangen til himlen, som havde haft travlt med at tælle. I begyndelsen af dette år sagde englen velkommen til min mand Otto Lohse og krydsede ham af i ‘Livets Bog’, og måske talte englen, at han var nummer 5.045.002.151.544. Senere på året sagde englen igen velkommen til himlen, og det var til min mor, og så viste englen hende den dejlige bolig, som Jesus havde gjort klar til hende.

Alt dette ved jeg, fordi Jesus selv har sagt det. En dag skal vi være en skare så stor i himlen, som ingen kan tælle.

Er det ikke et vidunderligt budskab vi har til mennesker i alle aldre, at når vi tror på Jesus som vores frelser, skal vi mødes hos Ham, hvor der ikke skal være sorg og pine men kun glæde og evig fryd.

Det er dette glade budskab, vi ønsker at være med til at bringe ud til alle folkeslag i hele verden.
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Irland

af Agnete og Tony Simpson

Irland er enestående blandt europæiske lande hvad angår, at grundloven giver os frihed til at forkynde Evangeliet på gaden hvor som helst. Vi har haft friluftsmøder i centrum af Cork så at sige hver lørdag i mange år. Flere af vores venner hørte først Evangeliet på gaden eller læste det i en af de mange traktater, der uddeles.

George er en af vores trofaste arbejdere på gaden. Han forkynder Guds Ord med stor varme og overbevisning, og hvis ingen kan komme med højtaleren, så er George der som regel alligevel og deler traktater ud og taler med folk, både unge og ældre.

Georges datter Brenda har været missionær i Cambodia i en del år sammen med sin mand Ming, som er af kinesisk afstamning. De arbejder på et børnehjem for børn fra AIDS-ramte familier. Brenda er sundhedsplejerske dér, og Ming har en del af ansvaret for børnenes opdragelse, både åndeligt og praktisk. Desuden tager Ming ud og evangeliserer og holder bibelstudium i flere landsbyer, hvor han har startet små grupper. Hvert år kommer Ming og Brenda hjem på nogle ugers ferie. De bringer altid en særlig velsignelse med sig, skønt de som regel er for udmattede til at sige noget i de første par uger. Mings forkyndelse af Guds Ord støtter sig ikke på menneskemetoder og nye ideer, men hviler på de evige værdier, som altid er lige aktuelle. Efter forkyndelsen er der vist ingen, der kan være i tvivl om, at vi har hørt fra Gud, eller i tvivl om at de lever det ord, han forkynder. Det har været vores privilegium at kunne støtte dem fra menigheden her i Cork.

I Guds Ord står der: „Kast dit brød på vandet, og du skal få det igen efter lange tider." (Præd. 11,1) En dag for et par uger siden fil vi pludselig besøg af 3 unge mennesker. Den unge mand præsenterede sig som Bernadettes ældste søn Christoffer, nu 24 år. Skønt han genkendte os og huset vældig godt, kneb det for os at kende ham, vi har nemlig ikke set Christoffer og hans søskende, siden han var 10 år gammel. Dengang for 14 år siden flyttede Bernadette og hendes 6 børn til England - eller rettere hun flygtede af frygt for sit liv på grund af en forfærdelig familietragedie og nogle meget hævngerrige slægtninge, som bor hér. Nu var de unge kommet for at få sat en gravsten på deres fars grav, og Bernadette havde indprentet dem, at de endelig måtte sørge for at hilse på os.

Hele historien begyndte såmænd for ca. 29 år siden, da en hjemløs 17 årig pige fra de omrejsende folk kom til os fra forfærdelige forhold. Vi havde haft hendes ældste søster boende hos os i flere måneder for nogle år siden, så hvor skulle hun ellers søge hen! Bernadette blev hos os og var vores ‘plejedatter’ i 2 år. Hun var med på møderne, og læste Det Nye Testamente igennem mindst én gang, dog overgav hun sig aldrig helt til Gud. Hun voldte os aldrig det mindste besvær i de 2 år, hun boede hos os, tværtimod. Men efter at hun havde forladt os, var der en drastisk forandring i den retning!

Bernadette fandt sammen med en ung mand fra en meget stor familie af de rejsende folk. Hun ventede hans barn, men hans familie var stærkt imod Bernadette og ville ikke have hende i deres familie; „For vi er respektable, og det er hendes familie ikke!" Så den unge mands søstre overfaldt Bernadette for at få ‘det’ sparket ud af hende. Da det ikke lykkedes, forsøgte de igen, og med endnu værre hensigter. Denne gang fik Bernadette en dyb flænge i baghovedet, efter at de ‘respektable’ søstre havde angrebet hende med et sværd! Vi gav hende husly nogen gange ved sådanne anledninger.

På trods af alt dette blev Christoffer født. De to unge holdt sammen og fik flere børn, giftede sig endelig, og fik i alt 6 børn. De tog sig faktisk godt af børnene og holdt godt sammen, selv om det til tider gik op og ned, særligt når der var drikkeri med i spillet.

Men så havde de et skænderi, efter at nogen af hans familie igen havde overfaldet Bernadette, og hun var bange og ville melde det til politiet. Det ville manden ikke tillade, fordi det var hans familie. I skænderiet tog Bernadette en køkkenkniv for at forsvare sig og slippe væk. Det gik så tragisk til, at hendes mand døde af et knivstik i hjertet. Bernadette var dybt ulykkelig, hun sad i fængsel i 6 måneder, men da sagen endelig kom for retten, blev hun frikendt for mordanklagen, fordi hun havde handlet i selvforsvar.

Mandens hævngerrige familie ventede længe på, at Bernadette skulle komme ud efter retssagen. En sagfører havde allerede hvisket til os, at hun var ført ud af en bagdør og var blevet kørt til Dublin. Så det varede et godt stykke tid, før familien blev klar over, at ‘fuglen var fløjet’! Alt dette skete for 14 år siden.

Siden den tid har Bernadette boet i England, og hun har opdraget sine børn efter bedste evne - ja, meget bedre end man havde kunne have ventet. I de år har vi været i kontakt med hende fra tid til anden pr. brev eller telefon. Men hvis hun sætter sin fod i Irland igen, vil hun sandsynligvis blive dræbt. Men nu for nyligt fik vi altså besøg af ‘vores børnebørn’! De var så flinke, og det var tydeligt, at de satte deres mor vældig højt.

Men for et par måneder siden skrev Bernadette til os, at hun havde fået en temmelig alvorlig kræftsygdom, og hun bad om forbøn. Vi regner med at tage til London om et par uger for at besøge hende. Christoffer sagde, at han gerne ville hente os ved lufthavnen og køre os hen til sin mor. Vi har også andre planer, når vi skal gøre besøg, der er nemlig en sigøjnermenighed, som vi kender, inden for rækkevidde. Vi håber og beder om, at vi må kunne få dem i kontakt med hinanden, for de vil kunne tage sig af Bernadette og familien, bedre end nogen andre kan. Vi beder om, at situationen efter alle de mange år nu vil være moden til en indhøstning for Gud.

I oktober i år fik vi en glædelig anledning til at forny fællesskabet med en bror, som har været en meget kær ven gennem mange år. Henry fra Syd-Indien var manges specielle ven, da vi gik på bibelskole i England. Han var betydelig ældre end os andre, og for at følge det kald, Gud havde givet ham, havde han efterladt sin familie hjemme i Indien uden andet underhold end troen på Guds løfter.

Dette kald har gennem årene udviklet sig fra 6 bibelskoleelever i en lejlighed, til det der nu er 6 bibelskoler på 3 forskellige sprog. Derfra har de uddannet over 2000 elever næsten gratis! Mange af dem tager tilbage til de kirker, de kom fra, og arbejder med dem. „Derfor har vi kun(!!) 400 menigheder, som vi skal passe," siger Henry. En stor del af de menigheder er opstået ved poinérarbejde i de vanskelige nordindiske stater, som ofte er utilgængelige for udlændinge. Henrys arbejde omfatter blandt andet også 2 børnehjem samt radiostationer på 2 forskellige sprog. Siden Tsunami-katastrofen har de også haft et stort hjælpeprogram i gang.

Gennem årene har vi haft en stærk forbindelse med vor gode ven Henry, som for resten har besøgt Irland 3 gange. Vi har også haft den glæde at kunne støtte ham lidt, som vi bedst kunne, gennem årene. Men ved Tsunami-katastrofen var vi i stand til først på året at sende hjælp fra menigheden i Cork på over 60.000 kr.

For nogle uger siden telefonerede Henry til os fra Indien, at han ville besøge Europa endnu en gang for at forny fællesskabet med nære venner. Da han ikke havde visum til Den Irske Republik, tog vi en hurtig flyrejse til Nord-Irland for at være sammen med han i et par dage hos fælles venner dér. Henry er 82 år, og selv om det er hans sønner, der leder den praktiske del af arbejdet, så er Henry stadig i fuldt arbejde med forkyndelse og rådgivning og med vejledning af yngre pastorer og arbejdere. Ikke desto mindre lod Henrys ordforråd tilat være helt blottet for udtryk som målsætninger og lederstile, strategier og visioner o.s.v. Når vi spurgte, svarede han helt enkelt, at han frem for alt underviser i, at vi som arbejdere for Herren behøver at holde den daglige forbindelse med Jesus fornyet og frisk.

Det var et stort privilegium for os at være sammen med Henry. Efterhånden er der jo ikke mange tilbage, som er ældre og har mere erfaring i Guds rige, og som vi kan spørge om råd og vejledning. Og hvad var så hans råd til os i vores situation? „Lad forbindelsen med Jesus blive fornyet hver dag og tage første prioritet!"

Vor ven Henry ønsker kun at være en enkel tjener for Herren. Han lader til at være uberørt af sin egen eller andres ‘succes’, og han har intet til overs for menneskeære og gunst. En virkelig apostel har slet ikke brug for titlen! Så med denne inspiration fra en velprøvet Herrens tjener fortsætter vi med at forkynde det gamle og altid aktueller Evangelium her i Irland.

Tak for forbøn, også for den specielle situation vi står i for tiden, og som vi har nævnt i flere tidligere breve.

Kærlig hilsen Tony og Agnete
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Peru

af Helmi Castro

Her fra Peru vil vi sende jer en varm og solrig julehilsen! Hvert år må vores hjerter berøres over, at Jesus var villig til at give afkald - og blive menneskelig. Må det samtidig være et kald også til os, at være villige til at give afkald og gå ind i menneskers behov ved at identificere os med dem, deres situation og behov.

Når jeg tænker tilbage på det forløbne år, så glæder jeg mig over Guds trofasthed mod det enkelte menneske. Gud er aldrig for stor til at sætte alt i bevægelse for bare et menneskes skyld! Jeg glæder mig over at Margarita, som Missionsfonden er med til at støtte, nu afslutter sit andet år på bibelseminaret. Tak for hjælpen! Samtidig røres jeg, når jeg tænker på en lille dreng på 3 år, som i sin børnehave var blevet slemt misbrugt, og sammen med det at hans forældre har forladt ham, er det meget at have med i bagagen for sådan en lille fyr. Han var blevet en lille, frustreret dreng, som slog og kastede ting omkring sig, og han ville bestemt ikke høre ordet børnehave! Vi har siden da kunnet støtte ham, så han er kommet i en kristen børnehave, og han er nu så glad for det!  Bedsteforældrene, som han bor hos, har ikke økonomisk mulighed for at betale børnehaven, så vi håber, at vi kan fortsætte med at støtte også til næste år.

Det generelt største problem for alle her i Peru er den økonomiske situation. Mange flytter fra byen og menigheden, fordi der ikke er arbejde, og det er altid en udfordring at nå ud til nye med evangeliet. I fire måneder har vi holdt et familiekursus med relevante temaer, som har med folks daglige liv at gøre, og det gav en stor berøringsflade til nye mennesker. Mange vil ikke komme på møde, men de vil gerne på kursus!  Vi har netop afsluttet kurset, og begynder nu et nyt med temaet: ‘Min identitet - hvem er jeg?’.

I arbejdet med pastorerne og deres koner, oplever vi, at der kommer flere og flere til os med deres problemer. Mange bærer tunge byrder, og det er derfor godt at have et sted, hvor Gud skaber en lille oase! Vi ved aldrig, hvor mange der kommer, så der må nogle store gryder i gang, for vi slutter altid af med et måltid mad, hvor der også er mulighed til at kunne tale lidt sammen. Og så mindes jeg den eftermiddag, hvor der kom 20 flere, end jeg havde beregnet, men med lidt opfindsomhed og hurtig reaktion, så var der ingen, som gik sultne fra bordet eller opdagede, at jeg havde haft mit at se til! Folk har en utrolig tillid til, at vi kan løse alle deres problemer. Det kan vi selvfølgelig ikke, men Herren viser som oftest, at han kan! Jeg tror, at min største tjeneste er, at tørre tårer væk, give lidt kærlighed og opmuntring til vejen frem!

Tak for jeres forbøn og støtte! Den som sår meget, høster også meget!

Guds rige velsignelse ønskes fra

Helmi og Felipe, André og Mike
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Thailand

Af Birthe Steffensen

Jeg har lige fået brev fra familien Maprang i Nakhonthai i Thailand. Familien har det godt, og både Barinyaa og Banithaan trives i skolen. Phloy går selv nu, og hun snakker i et væk, så der er nok at se til.

Elevcentret i Gaeng Thung:

Der er stor glæde over, at 3 forældrepar er kommet til tro, siden Prayoon og Sathiyaa kom tilbage fra Danmark. Det er forældre til børn i projektet. Det er så dejligt, når hele familier kommer til tro, så de nye kristne ikke isoleres i en buddhistisk familie. Vær med til at bede om, at disse familier må vokse i troen og blive til velsignelse i menigheden. For 4 år siden var der flere kristne, som forlod menigheden i Gaeng Thung i vrede, men de har nu omvendt sig og er kommet tilbage til menigheden. Derudover er en del vendt tilbage til menigheden fra andre provinser, hvor de har haft arbejde. Det går altså rigtig godt i menigheden, og der er grund til at takke for denne gode udvikling. Prayoon og Sathiyaa fortæller også, at de to bibelskoleelever fra menigheden nu er færdig på bibelskolen. De har været til stor velsignelse for menigheden i Gaeng Thung i deres praktikperioder, og Gud har brugt dem begge. Nu søger de Guds ledelse for deres fremtidige tjeneste.

Jobtræningscentret i Nakhonthai:

I april måned, mens familien Maprang opholdt sig i Danmark, blev Nakhonthai ramt af et kraftigt uvejr, og det ramte Jobtræ-ningscentret så voldsomt, at det faldt sammen, og en del af maskinerne blev skadet. Arbejdet i Jobtræningscentret har været ramt af en del problemer, men ødelæg-gelserne på grund af uvejret satte en stopper for al kursusvirksomhed. Der har ikke været penge til at genopbygge centret. Bestyrelsen har mødtes, men det lykkedes ikke at finde sponsorer til at hjælpe med genopbygningen, så der er intet sket i de forløbne måneder udover, at Prayoon hver uge har været ude at slå græs på den store grund. Det har været utrolig nedslående for ham. Mennesker i lokalområdet har spurgt, hvorfor stedet bare fik lov til at ligge hen som en ruin, hvorfor de ikke byggede nyt og kom i gang igen. Prayoon og Sathiyaa har oplevet det som et dårligt vidnesbyrd, og både de og bestyrelsen har søgt Gud for hans ledelse. Prayoon og Sathiyaa har ikke kunnet glemme deres ønsker og visioner og brænder stadig for centret.

Nu ser det ud som om der måske er lys forude. Provinsregeringen har besluttet at bevilge 20.000 kr. til hjælp til genopbygning af syværkstedet og 10.000 kr. til reparation af maskinerne. Nu er der virkelig glæde og håb for fremtiden for Jobtræningscentret. Der er behov for 60.000 kr. udover det bevilgede beløb for at kunne indrette flere værksteder og bringe centret op til en standard, som er nødvendig, for at det kan fungere som kursuscenter på længere sigt.

Jobcentret i Nakhonthai har tilbudt kortvarige erhvervskurser, som har gjort det muligt for fattige og marginaliserede mennesker at finde arbejde, så de kunne forsørge deres familie. Samtidig er evangeliet dagligt blevet forkyndt, og mennesker er kommet til tro igennem dette arbejde. Vær med til at bede om, at arbejdet på Jobtræningscentret igen må komme i gang og blive til frelse og velsignelse for mange.

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Paraguay

af Bengt og Laura Axell

Det er med glæde og taknemlighed, jeg skriver dette til jer direkte fra landsbyen Pejupá, hvor vi er i fuld gang med en evangelisa-tionskampagne. Byen ligger 5½ times kørsel fra Asunción, så vi var tidligt oppe den dag, kampagnen begyndte. Det er bedst at være fremme fra morgenstunden, så vi kan nå alle forberedelserne. Lastvognen kom dog først frem nogle timer senere, fordi de sidste 75 km af jordvejen var vanskelige at passere.

Da alle formaliteterne var i orden, strømmen sat til, udrustningen monteret og stolene sat på plads, tog vi et brusebad i brusekabinen på lastvognen, og så var vi klar til det første møde.

På dette sted findes der ingen form for evangelisk arbejde, så vores mål var at plante en evangelisk menighed. Alt gik som det skulle på nær nogle småproblemer, som at gassen slap op, køleskabet, hvor vi opbevarer vores madvarer, ville ikke starte, og der var 36 graders varme i skyggen.

Den første aften kom der 65 personer til kampagnen. Broder Julio Ovelar prædikede Guds ord på ‘guarani’ (det lokale indianersprog) og da indbydelsen til frelse gik ud, røg alle 65 hænder i vejret. Det har vi aldrig oplevet før, så Julio forklarede igen, hvad det gik ud på, og alle rejste sig for at tage imod Jesus som deres frelser. Det var som om, at hele landsbyen var blevet enige om, at de ville overgive deres liv til Herren.

Aftenen efter talte evangelisten Nelson Chamorro også på ‘guarani’, og budskabet gik lige til hjertet. Nu var der 30 personer, der ville tage imod Jesus som deres frelser, og glem ikke, at der ikke tidligere havde været nogen form for evangelisk arbejde på dette sted. Den tredje aften talte menig-hedstjeneren Carmelo Diaz om kvinden, der rørte ved Jesus kappe, og yderlige 39 personer tog imod Jesus som deres frelser. Alt i alt fik vi mulighed for at bede med 180 personer på denne kampagne. Dyrebare sjæle vindes for evigheden, og det gør os meget glade.

Mens jeg sidder og skriver på den notebook-computer, jeg fik på min 60 års dag af menighederne i Vejle og Blåhøj, og som nu altid følger med på kampagnerne, kom der en kvinde i 30-års alderen. Hun havde taget imod Jesus som sin frelser aftenen før og fortalte, at hun havde fået konstateret tyktarmskræft, men da hun rejste sig dér om aftenen, for at give til kende, at hun ville blive en kristen, var der nogen der skubbede til hen, så hun var ved at falde, men der var ingen i nærheden. Nu spurgte hun, om vi ville bede for hende, og tårerne strømmede ned over hendes ansigt. Hun går sikkert igennem en meget svær tid, og vi håber og beder til, at hun er blevet helbredt. Vi så taknemmelige til Herren for, at vi får lov at bringe Ordet til mennesker, og at mennesker tager imod Jesus som deres frelser.

Efter kampagnen i Pejupá forsatte vi til byen San Joaquin som er en lidt større by. Vi havde lånt byens torv til kampagnen og i løbet af de ni dage, vi var der, fik vi lov til at bede med ikke mindre 320 personer til frelse. Inden vi tog fra byen, havde vi købt en byggerund, støbt fundamentet til kirken og også bestilt stålkonstruktionen, der skal holde taget oppe, samt alle tagpladerne. Samme dag vi tog hjem, kunne vi lægge taget på kirken. Det var nogle trætte, men glade evangelister, der rejste hjem, lykkelige over at se, hvad Gud havde gjort på disse steder og fulde af iver efter at forsætte med evangeliseringen. Også her i San Joaquin efterlod vi en erfaren broder, som nu er i fuld gang med at bjerge indhøstningen og undervise de nyfrelste. Tilbage er der så kun at bygge murerne på den nye kirke færdige, da midlerne her og nu kun rakte til vindueshøjde.

Næste kampagne bliver i byen La Pastora. Vi beder Herren om et åndeligt gennembrud der, da der heller ikke i denne by findes nogen evangelisk kirke i forvejen. Vi besøgte byen nogle gange og fandt også et velegnet sted til kampagnen, men så viser det sig, at grunden tilhører nogle nonner. Byens borgmester gav os i stedet løfte om, at vi kunne bruge byen store kommunale hal til kampagnen.

Prædikanterne var mødt talstærkt op til deres fem dage lange prædikantkonference i Asuncion. På afslutningsdagen blev der trangt i kirken med 300 personer klemt sammen på bænkene, på ekstra stole, og hvad man eller kunne finde at sidde på. Ugens tema var ‘menighedens organisation’. Menighederne her har to ledelser, den legale og den interne, som er ældsterådet. Det er nødvendigt at ‘vi taler samme sprog’ i al vores arbejde, speciel når det gælder de forskellige tjenester. Det er ligeså vigtigt, at alle medarbejdere har forstået alle de nye administrative regler, der er kommet her i landet. Vi har registreret mere en 160 arbejdssteder over hele landet, og det er et kolossalt arbejde at samle alle regnskaber og informationer, der skal ind til myndighederne hver måned, så det har været nødvendigt at ansætte en administrator. I vores tilfælde valgtes vores datter Tirsa, som har en fem-årig universitetsuddannelse bag sig i virksomhedsledelse, så nu arbejder hun på kirkens kontor hver dag fra 8 til 5, samtidig med at hun forsætter sin journalistiske virksomhed.

På konferencens sidste aften indsattes nye 21 i tjenesten. En ung broder, som læser på sit sidste og femte år på universitetet ingeniøruddannelse, præsenterede sin nye musik-CD. Han er en ganske habil musiker. For nogle år siden kom han fra Bolivia til Paraguay for at præsentere boliviansk musik, men så mødte han Herren, og siden har han været en virksom sjælevinder.

Kirkebygningerne i byerne Vacaria, Juan Leon Mallorquin og O´leary er nu færdigbyggede, og der er allerede afholdt møder disse steder et stykke tid. I byen Itá Corá er konstruktionen sat op, taget er lagt på og væggene er nu ved at blive bygget op.

Som tidligere nævnt begynder vi ofte at bygge kirkerne i løbet af kampagnerne. Det skaber interesse og omtale i byen, at se disse evangelister slide på byggepladsen om dagen for så om aftenen tale Guds ord til forsamlingen. Efterfølgende forsætter de nyfrelste, som nu er til grundstammen til den nye menighed, med at bygge kirken færdig. Nogen gange kommer der et hold fra teamet tilbage for at give en hånd med ved byggeriet, og det styrker fællesskabet.

Med denne information om arbejdet i Paraguay, sender vi de varmeste hilsner og tak til alle venner af missionen med ønsket om en god Jul og et rigt velsignet Nytår.

Jeres i Herren

Laura og Bengt Axell
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Ny Guinea

af Sophia og Jacob Sode

Kære venner.

„Nu er det jul igen, nu er det jul igen..." Ja, det er lige om hjørnet ifølge kalenderen.

Her hos os er det ikke festtid som hjemme i Danmark. Det er den varmeste tid på året for det første, og hvem har vel lyst til at fejre jul ved stranden? Eller holde julemøde med jakke og slips når det er 31 graders varme?

Sophia og jeg har i mange år prøvet at glæde fangerne i fængslet lidt ved at sørge for lidt julemad til dem, det er nu ikke hverken gås eller flæskesteg, men stegte pølser og brød, for det kan de lide, og en Coca Cola, ja, så er det jul for dem. Til hverdag får de kun ris og dåsefisk. Det er ikke sikkert vi klarer at servere i år, men så prøver vi at få andre til at hjælpe til.

Julebudskabet er selvfølgelig det vigtigste, og det er en stor velsignelse at opleve, at det virker. Netop i går var vi ude i fængslet med den sidste nye avis „Challenge" (det er noget lignende „Udfordringen"). Vi får tilsendt 400 eksemplarer fra Australien hver måned, og vi uddeler dem gratis naturligvis, alle elsker at få noget at læse både i fængslet, på sygehuset og rundt omkring. I fængslet traf vi vores ven Charlie. Vi satte os ned i græsset på et afsides sted og talte sammen. Charlie har været i fængslet næsten 10 år. Vi talte om ‘gamle dage’, da han først kom til Bomana fængslet, og om hvordan han kom til at kende Jesus gennem de mange bibeltimer, vi havde sammen.

Charlie er en af de mest åndelige kristne jeg kender. Han har en åndelig forståelse som få, og han elsker Herren af hele sit hjerte. Hans tro smitter af på alle omkring ham, og han har vundet tillid hos alle officererne, fra kommandanten ned til de yngste fængselsbetjente. Men hvad med fremtiden? Hans sag er naturligvis anket, men er blevet udsat igen og igen. Nu er der en ny dommer, som måske vil tage sagen op. Vi får se, men vi kan blot tage en dag ad gangen og takke Gud for, at Charlie har en vidunderlig gerning for Herren her mellem 5–600 fanger. Lad os blot bede, Herren ved jo lige bestemt, hvad han gør.

Rigtig glædelig jul og Gud velsigne jer.

Varme hilsener fra Sophia og Jacob
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Indien

af A. Sankar

oversat af Simon Vestergaard, Græsted

Hilsener til Jer fra Esther og Sankar!

Vi beder for Jer alle og takker Gud for, at I hjælper os med at løfte den opgave, Jesus har givet os.

Siden starten at dette år har vi været chokeret over ødelæggelserne efter Tsunami-en, der ikke bare ramte Indien, men mennesker fra hele verden blev revet væk. Det er et smerteligt minde. Men jeg tror, at alle af dem, der troede på Ham, nu glæder sig I Himlen.

Naturkatastroferne var ikke forbi med Tsu-namien. Jordskælv har ramt dele af Kashmir og skabt voldsomme ødelæggelser i Pakistan, orkanerne Katarina og Rita ramte USA i november, og vi havde mere end 10 dages kraftig regn i Syd Tamil Nadu, hvor vi bor, og 50 landsbyer blev oversvømmet.

I Chennai (Madras) løb der vand ind I husene, og veje og broer blev slemt beskadigede. El- og telefonledninger faldt ned, og mere end 100 mennesker døde, og mange mennesker blev berørt.

Ønsker Gud gennem alt det her at sige noget til mennesker? Jeg tror, at det er en påmindelse fra Gud om, at vi skal være på vagt, være parate og samvittighedsfulde, for Herrens komme er nær. Vi brænder for, ikke bare at evangelisere, men for at gøre mennesker af alle nationer til Jesu disciple, som Han bød os at gøre det.

Vær med os i bøn for vores kommende juleprogram for mere end 200 børn og unge, som vi regelmæssigt mødes med i Ooty. De skal alle sammen være sammen og fejre Jesu fødsel, og de vil også opføre et julespil. Også ikke-kristne har mulighed for at deltage, og alle børnene vil få en julegave.

I januar 2006 vil vi som familie gøre et fremstød I kystområdet I Tamil Nadu, som er 10 – 15 timers kørsel fra Ooty. Stedet hedder Nagappattinam, og er en af de Tsunami-berørte områder. Vi har uddelt tøj og anden humanitær hjælp dér efter Tsunamien. Vi vil besøge nogle af fiskerlandsbyerne og nogle af de hjem- og forældreløse børn. Bed om, at folk I Nagappattinam vil blive berørt at Guds kærlighed.

Tak at I også vel bede for de økonomiske behov til den ejendom og grund, som vi har købt i Nilgiris.

Venner, vi ønsker jer en vidunderlig Jul og et velsignet Nytår.

Kærlig hilsen fra Sankar

Esther, Paul and Princy
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Kenya

af Birgitte og Søren Pedersen

Kære Missionsvenner.

Først vil vi sige jer hjertelig tak for forbøn gennem året, som nu snart er gået. Det har for os været et år med mange kampe men også med store sejre. Vi føler os ofte meget magtesløse og ved, at det kun er Herren, som kan få vort arbejde til at lykkes. Vi er i sandhed afhængige af, at Gud selv fører sit værk igennem.

De første godt 11 år, vi har været i Kenya, nåede vi op på 180 projekter, og de sidste 3 år har vi nået 255, hvoraf de 85 er i 2005. Vi har fået flere og flere kontakter og henvendelser om ønske om hjælp til at bygge kirker. Behovet er enormt. Vi tror på, at når vi har fået et større værksted, kan vi, med Guds hjælp og nåde, nå op og hjælpe med 200 kirker om året – eller mere.

Hver kirke, som bliver bygget, bliver et sted, hvor Guds navn bliver prist, og hvor evangeliet bliver forkyndt, og mennesker tager imod Jesus som deres frelser.

Vi købte, som mange af jer ved, en grund til at et større værksted for nu 2½ år siden. Vi oplevede mange stærke bekræftelser på, at det var Guds vilje for os at købe netop den grund. Bl.a. oplevede Søren, at Gud den 16. marts 2003 talte helt klart til ham om, at der ville ‘ske noget’ omkring købet af denne grund i løbet af 3 måneder – og altså inden 15. juni. Da han sidst i maj kontaktede den tidligere ejer af grunden for at forhandle, sagde denne, at han efter den 15. juni ikke længere ville sælge grunden! Ejeren er hindu og havde ingen chance for at vide, at Gud havde talt til Søren om, at vi skulle købe inden 15. juni. Den 10. juni betalte vi det første beløb på grunden, og advokaten skulle så udarbejde papirerne. Da vi senere fik skødet på grunden, så vi, at det var udstedt den 13. juni – den sidste hverdag før 15. juni!

Vi søgte så om tilladelse til at bruge grunden til værksted, da grunden ligger i udkanten af et beboelsesområde, og vi fik denne tilladelse på fuld lovlig vis.

Men så kom der modstand fra en gruppe borgere i området. De tog os i retten og førte anklager imod os, som bestod af den ene usandhed efter den anden. Og nu er der så kørt retsag mod os i 17 måneder. Det har været måneder, hvor vi måtte sætte vores lid til, at Gud ville føre os igennem. Han havde bekræftet så stærkt på mange måder, at vi skulle have netop denne grund, og vi vidste dybt i vore hjerter, at Gud ville dette. Da Gud lovede sit folk Kanaan, var der også megen kamp, inden de kunne komme ind i det lovede land. Vi tror, at Gud nogle gange tillader, at vi udsættes for trosprøver, hvor vores tålmodighed og tillid til Gud kommer på prøve. Men hvor vi også bliver ydmyge ved at stå i total afhængighed af Herren.

Den 16. november faldt dommerens hammer: Anklagen mod os blev afvist og dermed gælder den tilladelse, som vi fik fra kommunen til at bruge grunden til værksted.

Det er en stor sejr for os, og vi priser naturligvis Herren. Gud er trofast, og når Han har startet et værk, vil Han fuldføre det.

Siden vi købte grunden har vi brugt tid på at bygge en sikkerhedsmur omkring den, og det sidste års tid har vi bygget hus til os selv. Når vi rejser tilbage til Kenya i januar, begynder vi på byggeriet af værkstedet.

Det har været fantastisk for os, hvordan Gud har sørget for os økonomisk, så vi er nået så langt, som vi er. Da vi begyndte at forhandle med den tidligere ejer af grunden, havde vi ingen penge til at købe for. Det var helt i tro og tillid til Herren, at vi ‘kastede os ud’ i så stort et projekt. Men midlerne kom de sidste par måneder før købet. Pengene til muren er også kommet ind, og vi har cirka 100.000 kr. til at starte byggeriet af værkstedet for. Vi har brug for yderligere mindst 350.000 kr. for at kunne færdiggøre værkstedet. Det er en stor mundfuld for os, og vi har aldrig stået i så stort behov før. Tak om I vil være med til at bede om, at disse midler også må komme ind. Det nye værksted vil blive et redskab til at bygge endnu flere kirker i fremtiden. Stedet, vi lejer nu, er så overfyldt, at det er umuligt at udvide produktionen. Desuden ligger mange materialer udenfor, så sikkerheden er et stort problem. Især når vi ikke selv er på pladsen. Gud har dog holdt sin hånd over os, vore medarbejdere og værkstedet indtil denne dag, og det er virkelig til Guds ære.

Vi beder også for vores modpart i retsagen. De er naturligvis ikke glade for udkommet af retsagen, men vi ved, at Gud kan røre menneskers hjerter. Vi tror også på, at de en dag skal se, at Gud er med os, og at de vil respektere det, som vi oplever, Gud gør.

Til sidst vil vi ønske jer en rigtig glædelig og velsignet julehøjtid. Må Gud velsigne hver enkelt af jer.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Tanzania

af Tabitha og Torkild Jensen

Kære elskede venner

Julen nærmer sig med raske skridt, hvilket minder os om, at endnu et år snart er gået. Vi vil derfor gerne ønske jer kære læsere en rigtig glædelig jul, samt et velsignet nytår.

Vi føler stor trang til at sige jer tusind tak for pengegaverne, som I har givet os i årets løb og en speciel tak for jeres trofaste forbøn. Gennem jeres hjælp har vi været i stand til at formidle hjælp til mennesker i nød og bringe lys og håb til en mørk verden.

Når vi ser tilbage på året som er gået, har vi oplevet mange dejlige ting. Vi har haft nogle helt fantastiske børnekampagner hovedsagligt i muslimske områder, hvor både børn og voksne er kommet til tro på Jesus Kristus. Det bliver skønt, den dag vi skal være sammen i Himmelen og se frugten af det arbejde, som I har været en del af ved at ofre af jeres midler.

Vi har nu børnehaveklasser og en grundskole med knap 400 elever. Skolen er blevet forbedret på mange områder, bl.a. har vi fået bygget en flot klatrestativ til stor glæde for børnehaveklasserne.

Efter en længere periode uden kopimaskine har vi nu fået en stor kopimaskine, som kan dække det store behov der er. Specielt i eksamenstiden er der brug for mange kopier, så vi havde brug for en rigtig god kopimaskine, og det har Gud givet os.

Skolens bibliotek har fået hjælp til køb af en masse gode undervisningsbøger som eleverne gør ivrigt brug af, hvilket har gjort, at skolen har fået en højere standard rent undervisningsmæssigt.

Vores næste skridt er at starte en ‘Secon-dary School’, en slags gymnasial overbygning til grundskolen, som vi forhåbentlig kan starte op med et enkelt klasseværelse, der skal stå klar til at blive taget i brug senest til januar 2007.

Gennem hjælp fra bl.a. Missionsfonden er det lykkedes os at købe grunden, og vi ved, at I sammen med os glæder jer over, at vejen nu er åbnet, så vi kan fortsætte med at undervise de elever, der ellers ikke ville have økonomisk mulighed for at læse videre, bl.a. alle de forældreløse ‘hjertebørn’ som vi kalder dem. Dette er vi Herren meget taknemmelig for.

Næste projekt bliver at bygge selve skolebygningerne, og vil vi gerne lægge det frem som et bønneemne, at Gud vil lægge det tilrette økonomisk.

Skulle nogle føle for at hjælpe til med dette projekt, kan man sende pengene til Missi-onsfonden og øremærke dem til projekt: Tabitha og Torkild ‘Gymnasium’.

Må Herren Jesus Kristus rigt velsigne jer alle og tak for jeres kærlighed og omsorg.

Kærlig hilsen

Tabitha og Torkild
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Tanzania, NLO

af Hanne og Egon Falk

Singida var det sted vi begyndte vor tjeneste her i Tanzania i 1974, og derfor var det en stor glæde at blive modtaget den 9. november lige udenfor byen af Distriktskommissæren og tusinder af mennesker, der med politieskorte ledte os ind i byen til en fantastisk modtagelse, hvor vi fik tildelt en række gaver bl.a. 15 høns, 3 geder, 1 ko, penge og tøj. Hvilken kærlighed og respekt til os og vor tjeneste, og hvilken opfordring er det ikke, at fra den højeste politiske myndighed blive bedt om offentligt, foran tusinder af mennesker, at forkynde evangeliet med en sådan kraft, at hele byen vil blive forvandlet. Et land som har sådanne ledere kan ikke undgå at blive velsignet og forvandlet.

Allerede den første dag gjorde Gud noget meget stærkt. En yngre kvinde, bundet af narkotika siden hun var 15 år, lå i sengen på et gæstehus og hørte, at Egon forkyndte på stadion. Hun blev så grebet og berørt, at hun stod op og løb til stadion for at få forbøn, og hun blev helt fri.

En ung pige havde været indlagt flere gange på hospitalet og var blevet opereret 2 gange på det ene øre og 3 gange på det andet, uden at det havde hjulpet hende, i løbet af nogle sekunder helbredte Jesus hende, og hun kunne høre helt klart uden problemer.

En ung mand udtrykker sin store glæde over at kunne høre igen på sit venstre øre, som havde været døvt i flere år.

En ung mand var født med en defekt fod og har hele sit liv gået med stok. Men Jesus gjorde et mirakel i hans ben, og han hoppede og dansede rundt på platformen helt vild af glæde og havde absolut ikke brug for nogen stok længere.

I 2002 havde vi et korstogsmøde i Singida og da bad vi for en barnløs kvinde. Hun var meget ulykkelig over ikke at kunne få børn, og det var da også et problem i forhold til hendes mand og påvirkede hendes ægteskab. Nu, 3 år efter fremviser hun stolt og lykkelig sin lille dreng som hedder: Samuel Egon den 6. (den 6. fordi der er 5 andre børn opkaldt efter Egon).

Der kom 15.000 mennesker til korstoget på stadion i Singida by og cirka 7.745 mennesker blev frelst. Mange stærke helbredelser bekræftede evangeliets forkyndelse, og det bevirkede en voksende tro hver eneste dag.

Utroligt mange dæmonbesatte blev udfriede fra deres pinsler under høje råb og skrig. Men det største er altid at se de mange mennesker tage imod Jesus som deres Frelser og Herre. Hvilken glæde, både i Singida og i himlen hos englene.

Sammen med den internationale leder for Jerry Savelle Ministries, USA, Joe McCrow-sky afholdt vi et seminar for 1500 pastorer og prædikanter. Vore venner fra USA var til stor opmuntring og velsignelse, som sætter dybe spor i alle disse pastorer og prædikanter.

I de sidste dage har vi haft et meget kraftigt dæmonisk angreb på nogle af vores New Life Academy skolebørn i alderen 4-7 år. Pludseligt og tilsyneladende ud af intet begyndte 5-7 børn at falde omkuld på samme tid og skrige uhæmmet under grusom rædsel. Dette gentog sig flere gange og det var helt klart for vores lærere, at det var et dæmonisk angreb.

Efter 2 dages bøn sammen med disse børn var lærerne totalt udkørte og sendte bud efter os og vore bibelskoleelever. Efter fællesbøn, såvel som bøn for det enkelte barn, blev alle dæmonerne kastet ud, og i dag er der fred på skolen, og børnene har det godt.

I denne tid udfører Masai-stammen, som vi bor iblandt, ukulte ritualer og vi mener, at det er dette, der har medført disse angreb på ‘vores’ uskyldige børn.

Det er så ondt og grusomt, og vi kan slet ikke forstå de mennesker, som siger, at der ikke findes dæmoner. Den åndelige verden er virkelig, og der er et helvede og en himmel. Evangeliets vej, som er Jesu budskab, befrier os fra alle dæmoner og fører os til himlen.

Vort sidste korstog og prædikantseminar i 2005 bliver i Arusha den 7-11 december. Det finder sted i et slumområde som hedder Mbauda, hvor mange menneskers nød og lidelse er helt ubeskriveligt. Ja, der er hele tiden nye opgaver at tage fat på, og vi er samtidig konstant presset på økonomien. Men vi giver ikke op, det gælder tusinder af menneskers evige liv, himmel eller helvede!

Derfor behøver vi din støtte i dag – TAK!

Hanne og Egon Falk,

og NLO-teamet
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

Argentina

af Niels Ove og Monica Rasmussen

Vi er en lille familie ved navn Rasmussen, Monica, Niels Ove samt vores lille datter Elisabeth. Vi arbejder som missionærer i Argentinas hovedstad Buenos Aires.

Tidligere har vi arbejdet 4 år på børnehjemmet i provinshovedstaden Corrientes, men modtog et kald til Buenos Aires i december 2004, hvilket vi oplevede som Guds ledelse. Arbejdet er primært koncentreret omkring to mindre menigheder i bydelene Martin Coronado og Loma Hermosa. Karakteren af vort arbejde har også ændret sig efter at vi rejste fra Corrientes. Arbejdet på børnehjemmet var meget socialt orienteret, for nu at være meget mere åndeligt fokuseret. Jeg arbejder hovedsageligt med søndagskolearbejde og med forkyndelse af ordet.

Jeg har bl.a. haft ansvaret for aldersgruppen 9-12 år i vores søndagsskoler. Vi har i dette år haft nogle lidt svingene elevtal, men vi oplever nu, at grupperne er stabiliseret. Klasserne karakteriserer sig ved at bestå af en ret høj procentdel af kirkefremmede børn. De har lige skullet falde til, og de er faktisk ret ivrige for at lære om Bibelen, men som lærer er man selvfølgelig nød til at tage højde for deres manglende bibelkendskab.

I den forbindelse er det vigtigt, at vi også stimulerer de børn, som er vokset op i menigheden, så de vokser optimalt i forhold til deres situation. Derfor blev der afholdt en lejr for dem, med henblik på tjeneste og evangelisation, i en mindre by Baso Vilvaso. Her fik de daglig undervisning og blev kastet ud i forskellige opgaver, så som medvirken på møder, besøgstjeneste og hospi-talsevangelisation.

Vi har også besøgt nogle søstermenighe-der. Torsdag d. 6. okt. rejste vores lille familie nord på til familien Palma oppe i provinsen Tucuman. Det var meningen, at vi skulle hjælpe i tjenesten dér på forskellig vis. Det var dejligt at se familien igen. Vi har et særligt tæt forhold til dem efter at have tjent så lang tid sammen med dem i Cor-rientes.

Fredag aften medvirkede Monica og jeg på et ungdomsmøde, hvor vi erfarede, at der også kom unge ude fra. Jeg prædikede to gange både lørdag og søndag, så det var noget af en udfordring, da man jo altid er bekymret for, om man nu siger det rette. Vi synes, at Guds Ånd virkede specielt stærkt på det sidste møde lørdag aften, hvor flere søskende gik frem til forbøn.

Mandag underviste Monica og jeg så i henholdsvis lovsang og søndagskolearbejde. Dagen efter var vi på historisk visit, idet vi så et meget berømt hus fra revulotionens tid „La Casa de Tucuman". Vi blev lidt skuffede, for vi troede det så anderledes ud. Man har tit set huset afbildet som tegning i flere bøger, men så viser det sig, at det ikke stemmer overens med virkeligheden. Vi kunne dog rejse glade hjem til Buenos Aires med en god oplevelse i bagagen, ikke mindst det, at vi havde oplevet at blive brugt af Gud.

Lørdag d. 22 okt. afholdt vores moderme-nighed en missionskonference med specielt indbudte missionærer fra Sverige. Måske har I hørt om vores svenske brødre Samuel Fosberg og Uwe Lindskaar. Det var en meget stærk dag, hvor vi blev mindet om de store behov for forkyndelse, der er rundt omkring i verden. Konferencen afsluttedes med et vækkelsesmøde. Ved mødets afslutning gik en hel del søskende frem, da der blev spurgt, hvem der den aften havde oplevet en kaldelse til missionær. Det var dejligt at se hvordan Gud rørte ved folks hjerter.

Som menighed står vi lige nu midt i forberedelserne til Billy Grahams kampange i november. Det er en landsdækkende kampagne som transmitteres i tv. Det er tanken, at vi som søskende skal invitere folk med hjem for at se programmet. Hver bror og søster er altså ansvarlig for sin næste og, når programmet slutter, for at bede til frelse med dem, der måtte ønske det. Herefter er det også broderens/søsterens opgave at tage hånd om disse nyfrelste og lede dem til menigheden.

Kærlig hilsen

Niels Ove Sloth Rasmussen
 

Missions-Nyt, Nr. 4 - 2005

MISSIONSHJØRNET:  På jorden fred!

af Solveig Kühn

Kalenderen viser os, at vi igen er nået frem til årets sidste måned, og snart skal vi atter lytte til det gamle juleevangelium om barnet i krybben i Bethlehem. Vi har læst og hørt det så mange gange, at storheden i budskabet kan have en tilbøjelighed til at fortone sig og blive selvfølgeligt for os. Derfor har vi brug for, at Guds Ånd hvert eneste år gør budskabet nyt og levende.

Centralt i julens evangelium står ordene: „På jorden fred" (Luk. 2:14 gl.ovs.). Juleevangeliet er frem for alt budskabet om, at Jesus kom til jorden for at bringe fred. Hvad englene sang julenat, gentager Jesus ved en senere lejlighed, da han siger til sine diciple: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, jeg giver ikke som verden giver" (Joh. 14:17).

Når ordene om fred på jorden er taget ud af evangeliets sammenhæng, kan man med stor ret sætte spørgsmålstegn ved ordenes sandhed. Vi lever i en verden, som altid, helt til i dag, har været tynget af krig og terror, som aldrig synes at få ende men snarere at tiltage.

Jeg gik i skole i årene under og lige efter 2. verdenskrig og husker, at min historielærer en dag viste klassen for en artikel som fortalte, at nu var ‘De Forenede Nationer’ dannet, og at denne organisation var en garanti for, at vi ikke mere skulle opleve en krig. Jeg husker frk. Matzens bedrøvede ansigt, da hun sagde: „Jeg er ikke sikker på, at artiklen har ret. Jeg husker vores optimisme, da ‘Folkenes Forbund’ blev dannet efter 1. verdenskrig, men det forhindrede ikke, at vi igen fik krig. Historien har lært mig, at selv de bedste menneskelige bestræbelser ikke slår til, når det gælder om at skabe fred i verden." I den forbindelse er det relevant at huske de profetiske ord af Jesu mund, da han talte til sine diciple om fremtiden og de sidste tider: „Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige" (Luk. 21:10).

Derfor må vi læse juleevangeliets ord om fred i deres rette sammenhæng, hvis de skal give mening: „På jorden fred i mennesker, som har Guds velbehag", eller i en ældre oversættelse: „ i mennesker Gud har kær". Evangeliets vidunderlige budskab er, at det er muligt for dig og mig, det enkelte menneske, at opleve fred midt i en verden fuld af krig og terror, når vi i tro modtager Jesus, Guds gave. Paulus udtrykker sig sådan i Rom. 5:1 „Da vi nu er gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud." Overalt hvor evangeliets budskab er blevet forkyndt og modtaget i tro, lyder vidnesbyrd om oplevelse af Guds fred og nærhed midt i krigens rædsler, terror og forfølgelse.

Men vi ved også, at evangeliets endemål er fred på hele jorden. Man bliver bevæget, hvis man har en anledning til at besøge det nordlige Israel og ser den berømte grænseovergang til Libanon kaldet: ‘The good fence’ (det gode hegn). Ved denne grænseovergang finder man ordene fra profeten Es. 2:4 „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere".

Guds Ord har lovet os fred på jorden. Når Jesus kommer igen som Herrernes Herre og Kongernes Konge, så vil evangeliets endemål være nået. Men indtil Han kommer, lyder missionskaldet stadigt til Guds folk: „Gå ud i alverden og forkynd evangeliet" - bringe budskabet om fred på jorden i mennesker, som har Guds velbehag.
 

 
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede