Hvor ingen vil gå
Af Egon Falk projekt nr. 5270
Da Jesus gav os missionsbefalingen, undlod han ingen lande/områder. Alligevel foregår det meste mission i lande, hvor kristendommen i forvejen er udbredt. Her er en beretning om et menneske, der vælger at ”gå hvor ingen andre vil gå”.
- Quetta er det mest farlige område i hele nationen Pakistan. Byen er kun en times kørsel fra grænsen til Afghanistan, og mere end 40% af byens befolkning er Taliban folk. Ingen udlænding får tilladelse til at komme til Quetta uden en speciel tilladelse fra myndighederne.
Folk var desperate for en berøring af Gud – ikke kun i kirkerne eller på kampagnefestivalen – men overalt bad folk om forbøn. På hotellet ringede personalet til mig, om de måtte komme til mit værelse og blive bedt for. I hotellets lobby omringede folk mig og ønskede, jeg skulle bede for dem og ingen var flove eller gemte sig.
Fra det allerførste skridt ud af flyet der bragte mig til Quetta og til det sidste skridt tilbage til flyet, der tog mig ud af Quetta, havde jeg min personlige vagt og mindst 10 tungt bevæbnede sikkerhedsvagter. Hotellet, hvor jeg boede, var som en fæstning beskyttet af mange vagter, og hver gang jeg skulle forlade hotellet for at køre til seminaret eller kampagnen, blev jeg eskorteret under beskyttelse af biler med blå lys og sirener.
Da jeg skulle rejse hjem, bad jeg uafbrudt med mennesker, fra jeg kom ind i lufthavnen og lige til jeg gik ind ad døren på. Det var immigrations personale, toldere, politifolk, folk der arbejdede i lufthavnen, og den politiofficer der havde ansvaret for lufthavnen – alle ønskede forbøn, og da jeg til sidst sad i mit flysæde, var jeg meget træt men også meget glad.
En mand spurgte mig, hvorfor jeg valgte Quetta, og mit svar var: ”Nøden blandt mennesker er større, hvor ingen går!”
Det var et meget specielt og hjerterørende øjeblik, da jeg blev spurgt om at bede for en lille babypige, der var blevet efterladt for at dø på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Imens jeg bad for hende, kom Guds nærvær så stærkt, at jeg næsten ikke kunne bede. Da jeg blev spurgt om at give hende et navn, vidste jeg med det samme, at hendes navn skulle være Hannah. Det samme navn som min søde kone.
Førend denne lige babypige blev født, havde Gud en god plan for hende, som han har for det pakistanske folk.
Ved kampagnen var der 3.289 mennesker, der gav deres liv til Kristus – mange flere vil følge i den kommende tid.
Alt angående mit besøg til Quetta, Pakistan var overnaturligt – jeg kan ikke forklare det på anden måde. Vil du være med til at sende der, hvor ingen andre går?