Kære venner

Det er som om hele naturen synger Guds pris. Blomster og træer blomstrer så smukt. Det minder mig om, at Gud gør alting nyt. Det giver mig nyt håb, midt i en tid, der er præget af den frygtelige krig i Ukraine. Min daglige bøn de sidste par måneder har været: ”Gud, må krigen stoppe, Gud send din frelse!”

Udsendelse til Bali d. 12 juni 2022

Efter mange måneders venten er mit visa til Indonesien endelig blevet godkendt. Inden længe kan jeg vende tilbage til Bali og fortsætte missionsarbejdet sammen med mine venner på Ungdom Med Opgave basen. Nu er der igen frihed til at udføre de opgaver, som Gud lægger til rette for os: få bliver smittet med Covid-19, de fleste restriktioner er ophævet og flytrafikken lander igen i Ngurah Rai Lufthavn.

Jeg er meget taknemmelig for den tid, jeg har haft i Danmark, siden jeg kom hjem december 2019. Stor og hjertelig tak til mine forældre, som har ladet mig bo hos dem i Thyregod. Sammen med Rasmus, min lillebror, har vi travet rundt i Thyregod og nydt Guds dejlige natur. Covid-19 pandemien er lagt bag os og vi har oplevet Gud gøre et stille, men stærkt, mirakel for Rasmus. Det er snart et år siden, at han blev angrebet af en pludselig og aggressiv nervebetændelse. Det har været et langt og svært år med behandling og genoptræning, men nu er han godt tilbage på sit arbejde på Ejstrupholm Skole og i Betania KirkeCenters teenagearbejde, Rock Solid. Al ære til Gud og tak for den kærlige omsorg og forbøn vi har modtaget.

Også en stor og hjertelig tak til Betania KirkeCenter, Hvor har det været dejligt at mødes til gudstjeneste og andre samlinger. Tak for kørsel til møder og hyggelige samtaler over kaffen. Tak for forbøn og fortsat tro på missionsopgaven i Bali, midt i ventetiden. Og tak for økonomisk støtte gennem mit ophold i Danmark og med nye udgifter i forbindelse med visa, forsikring, og rejse til Bali.

Ved gudstjenesten, søndag d. 12. juni kl. 10.00, blev jeg igen sendt ud af Betania Kirkecenter.

Frelsen kommer fra vor Gud

I mit nyhedsbrev fra februar måned fortalte jeg om min kollega, Yohanna. Hendes far blev pludselig meget syg. Han var allerede højt oppe i årene og led af bl.a. diabetes. Men da han i løbet af kort tid, faldt om flere gange i sit hjem, blev han indlagt på hospitalet. Da han atter kom hjem til sig selv, havde han brug for ekstra hjælp. Derfor rejste Yohanna hjem for at pleje ham.

De næste par uger bad hun for ham og opmuntrede ham med kærlige ord fra Guds Ord. Til Yohannas store glæde, gav han sit liv til Jesus og blev også døbt i sit eget hjem. Derefter fik de nogle smukke uger sammen inden han sov stille ind. Nu priser han Jesus sammen med den store skare foran Guds trone: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen og fra Lammet” (Åb 7:9-10). Hvilken en fantastisk Gud, vi har, som byder enhver velkommen til sit rige, uanset alder.

Nu forbereder Yohanna sig til at rejse til Hong Kong i begyndelsen af juli måned, for at række ud til migrantarbejdere der, med den samme Guds frelse, som hun viste til sin far. Og det er det, som Gud har kaldet mig til på Bali: at se mennesker blive frelst og finde hjem til Gud, og at træne og udruste en ny generation til mission.

Stor tak til jer, som står sammen med mig i mission i Indonesien. Lige nu er der en stor åbenhed for evangeliet og mange indonesere er villige til at blive trænet og sendt ud i mission. Det er det mit hjerte brænder for.

Tak for hver en bøn i beder for mig og mine venner i Ungdom med Opgave og de mennesker, som vi kommer i kontakt med. Vi har set Gud bringe frelse til dem, som var uden håb.

Tak for hver en gave, som I giver. Hvad enten, det er et enkelt beløb eller fast månedligt beløb. Det giver mig mulighed for at række ud til de mest sårbare på Bali.

God sommer til jer alle. Må Gud velsigne jer og jeres familie, enten ude eller hjemme,

Kærlig hilsen fra Stella Christtreu

Økonomisk støtte kan indbetales via mobilePay nr. 81558, “Projekt 5462”.

Hvis du gerne vil vide mere kan du kontakte:

Stella Christtreu: stellachristtreu@gmail.com eller på mobil nr. 61705456

Aage Christtreu: britaogaage@christtreu,dk eller på mobil nr. 61604330