3 års krig. 3 års erfaringer.

3 års krig. 3 års erfaringer.

Projekt 6169

Af Jonas Holdensen

I Hebræerbrevet kapitel 11 læser vi om trosheltene og opfordres til at efterligne dem. Det kan dog være svært helt at sætte sig ind i liv, der foregik for flere tusind år siden under helt andre omstændigheder. Jeg er derfor taknemlig for, at jeg ved flere lejligheder har fået lejlighed til at møde Jonas Holdensen, som er stifter af HURT Denmark og kan lade mig inspirere af hans liv. Her kommer en hilsen fra Jonas, som kan være med til at inspirere dig til at være aktiv for Guds rige.

Da Rusland d. 24. februar 2022 invaderede Ukraine, havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvilket arbejde, der ventede mig. At det blev startskuddet til en ny NGO, havde jeg ikke drømt om. Mit kirke-netværk i Østeuropa var blevet etableret i 2005, hvor jeg studerede i Ungarn. Dér blev jeg i min lokale menighed af to omgange inviteret til Ukraine – og besøget hos en ukrainsk kirke i Chernihiv og deltagelse i en kristen konference i Kyiv-regionen gjorde et stort og varmt indtryk på mig.

Jeg var derfor i en form for choktilstand, da jeg fulgte med mediernes rapporter om invasionen, tab af menneskeliv og de millioner af ukrainere, der måtte flygte. Dét folk, der havde vist mig gæstfrihed og åndelig fornyelse, var nu på flugt. Og jeg kunne blot følge med fra Danmark. 

Heldigvis var jeg stadig forbundet med mine ukrainske brødre og søstre via sociale medier. Jeg fulgte deres opdateringer om flugt, fortvivlelse og uvished. 

“Send dem til Danmark! Vi har masser af plads!”

Steven og Teresa var nogle af dem, jeg fulgte via sociale medier. Steven er amerikansk præst og gift med Terese, som er ukrainer – og de har i mange år tjent i kirkeligt arbejde i Moldova. De havde hænderne fulde og gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe de store strømme af flygtninge, der skyllede ind over Moldova. 

En morgen kontaktede Steven mig og spurgte “om jeg kendte et sted i Vesteuropa, hvor de kunne sende ukrainere hen – for Moldova var ikke længere et godt sted for dem”. Jeg svarede med det samme: “Send dem til Danmark! “Vi har masser af plads!”

I Danmark var vi derfor nogle få danskere, der forenede os om denne sag; at hjælpe ukrainere til Danmark; “Help Ukrainian Refugees to Denmark” var vores arbejdstitel. Dét navn blev lidt for langt, så vi forkortede det til HURT Denmark. Og vi samlede penge ind til en bus. 

Vi fik efterhånden sendt 2 busser mod Moldova. Resten er historie med busser, tog, fly osv. Mellem 400 – 500 ukrainere fik vi hjulpet til Danmark. Mere end 1 % af alle ukrainere, der er flygtet til Danmark, er kommet gennem HURT Denmark. De kom på alle mulige tænkelige måder – vi fik endda chartret et fly, som ikke kostede os så meget som en krone. 

Historierne er mange. Skæbnerne var mange, men det gav mening at være en sikker bro og havn for de mange på flugt. 

Kirken var first-mover

Nu hvor jeg kan kigge tilbage på 3 års krig, er der ting, der kalder på en særlig taknemmelighed imod Kirken. Den første taknemlighed, der rammer mig, er at Kirken var first-mover. 

Det var inspirerende at se – og jeg ville ønske, at alle kunne have set det med egne øjne: Dem, der gik forrest – og hurtigst mobiliserede sig med nødhjælp – var kirker og kirkelige organisationer, der stillede sig til rådighed med det samme, da det virkelig gjaldt. 

Jeg taler her om Kirken med stort, i ental og i bestemt form:

Med stort K fordi det er Guds store kirke, der er en samling af forskellige grene, betoninger, traditioner og organisationsformer.

I ental, fordi den dybest set er forenet under samme herre; Jesus.

I bestemt form, fordi den virker som én enhed trods de menneskelige skel. 

Før de store humanitære organisationer turde sende sine nødhjælpsarbejdere ind, så distribuerede Kirken al slags nødhjælp til alle dele af Ukraine.

Før det politiske liv i Europa reelt turde støtte ukrainerne, så var Kirken allerede i gang. 

Jeg er så stolt og taknemmelig over, hvad kirkerne, de kirkelige organisationer og de kirkelige relationer formåede – og hvordan de har turdet gå forrest. Kirkernes uselviske og opofrende DNA trådte tydeligt frem – og gjorde en stor forskel for et stort antal mennesker. 

Kirken på tværs af grænser

Kirken opererede på tværs af nationale, kontinentale, kulturelle, sproglige og organisatoriske grænser, der alle blev krydset for en større sags tjeneste. Den ene organisation samlede penge ind, den anden bidrog med frivillige, en tredje leverede logistikknudepunkter, en fjerde var klar med backup osv. Alle stod sammen for at virke ind i samme projekt – uden at det hele var koordineret og aftalt indbyrdes på forhånd. Kirkens Herre fik det hele til at virke. 

Det var befriende. Det handlede om sagen – og ikke om at kirker, organisationer og relationer skulle lukke sig om sig selv. Grænser og skel blev ubetydelige. 

Ét blandt mange eksempler på dette virke på tværs af alle mulige grænser og skel var en stor ukrainsk plejefamilie. Jeg blev i marts 2022 kontaktet af Anya, som jeg havde mødt i menigheden i Chernihiv i 2005. Anya var i mellemtiden blevet amerikansk gift og derfor bosiddende i Californien. Da krigen brød ud i februar 2022, var Anya og familien flyttet midlertidigt til Krakow i Polen for at opbygge et logistikcenter med nødhjælp dybt ind i Ukraine (apropos first-movers). Anya spurgte mig, om vi kunne modtage en stor ukrainsk familie, hvor hun kendte moderen. Selvfølgelig kunne vi det! Men vi blev overrasket over størrelsen: 15 mennesker! 

De kom kørende 15 mennesker i en 9 personers VW Transporter op gennem Europa. Tetiana, som moderen i familien hed, havde kort før krigens udbrud haft en drøm, hvor hun oplevede, at Gud gjorde et hus klar til dem på landet et sted i udlandet. De bestilte derfor pas til hele familien. De fik alle pas, netop som krigen brød ud. Imens de var på vej ud af Ukraine, skrev jeg med dem. Kommunerne kunne umuligt huse så stor en familie. De heldige fik 2-værelses lejligheder i den første kaotiske tid. Vi skrev derfor ud via vores Facebookside: Hvem kunne tilbyde sådan en dejlig familie husly? Inden for 24 timer fik vi to tilbud om huse – og valgte det største: et stuehus på et stort landbrug ved Tylstrup. Men det var helt tomt! Vi lavede igen et opslag med ALLE ting, sådan en familie på 15 mennesker måtte mangle af tøj, møbler og indbo. Efter 48 timer var ALT doneret! Der var endda en dobbelt garage ekstra fyldt op med tøj og indbo, som var i overskud! 

Jeg kom i tanke om, at der vist i Tylstrup var en frikirke fra Missionsforbundet/Evangelisk Frikirke Danmark. Jeg fandt nummeret online og ringede til præsten Finn: “Du kender mig ikke, men jeg vil bare sige, at en kristen familie kommer til Tylstrup”. Finn svarede: “Det ved vi godt! Vi er nemlig i gang med at hjælpe med at indrette deres hus!” Jeg blev forundret. Gud havde absolut styr på det! Jeg mødte den store familie på den tyske side af grænsen. 7 af deres børn skulle nemlig sidde i autostole, inden de mødte den danske paskontrol. De kunne fremvise nye biometriske pas – og vi kørte derfor sammen uproblematisk igennem paskontrollen. Da vi kom til Tylstrup og kom ind i huset, så sagde Tetiana: “Ja, det er her! Det er huset, som Gud viste mig i drømmen!” Jeg fik gåsehud. 

Gud havde helt styr på det.

Og behøver jeg at nævne, at familien har været en særdeles stor velsignelse for Tylstrup Frikirke? Utallige besværligheder har denne familie været igennem, men Gud er trofast og baner vej. 

Et fællesskab i Danmark 

I Danmark blomstrede fællesskab mellem danskere og ukrainere hurtigt op. Det var vildt at se. Hvor vi hjalp ukrainere til Danmark, blev de forbundet med frivillige. Det skabte mange utrolige ting; lagre med tøj og indbo til ukrainere, huse der fungerede som modtagecentre for den første nat, hvor ukrainerne ankom, og kommunens kontor jo havde lukket. Kirken havde døgnåbent. Det havde kommunekontoret ikke.  

Mange ukrainere ville gerne med på kristne lejre. Og det skete i stort antal. Et af stederne var International Camp på Hjallerup Bibelcamping. Utroligt nok lykkedes det med små ressourcer at arrangere International Camp, men selvom det kostede utroligt mange penge at give ukrainere en sommerferieoplevelse, så fandt pengene vej. Da det var svært at finde danskere, som havde overskud til at være frivillige, skete der deciderede mirakler; kristne fra kirker i Israel og USA havde hørt om vores Internationale Camp i 2022 i Hjallerup (af alle steder!) – og tilbød at komme og hjælpe i sommeren 2023! Der kom således 12 israelere og 18 amerikanere flyvende ind for at være frivillige! Hvordan kunne det lade sig gøre? Kun Kirkens Herre kan den slags! 

Genopbygningen er begyndt

I dag er HURT Denmarks fokus i høj grad opbygningen af Ukraine. Igen er det kirkelige netværk afgørende. En ukrainsk kristen familie, der havde været på International Camp i sommeren 2022, oplevede i foråret 2023, at Gud lagde dem på hjerte at flytte tilbage til Ukraine for at åbne en kristen børnehave et nyt sted. I denne proces var det naturligt at støtte dem. Vi fik opmuntret dem til at kigge efter en optimal ramme for deres kristne børnehave – og de fandt et nybyggerkvarter i en Kyiv-forstad. Vi hjalp dem med en del af fundraisingen – og sammen med flere internationale bidrag blev de i alt 100.000 Euro indsamlet og bygningen blev købt! Vi støtter dem fortsat. Visionen er nemlig at opbygge sunde institutioner, som kan opbygge børn og unge, som er Ukraines fremtid. For kirkerne og kirkeligt arbejde i bred forstand har en betydelig rolle at spille lokalt og nationalt. Mulighederne er mange.