Her på ”trapperne”, lige før vi tager til Danmark en måneds tid, sender vi mange varme hilsner fra Kenya. Vi har travlt med at få arrangeret mange ting, så arbejdet kan køre videre de første par uger, mens vi er væk. Derefter har alle vore medarbejdere ferie, indtil vi er tilbage sidst i august. Dog er en af medarbejderne en del af vores vagtordning sammen med et vagtselskab.

Kirker i det fattige Turkana

De sidste par måneder har vi og vore medarbejdere hjulpet med tagkonstruktionen til 5 kirker i Turkana. Det er altid specielt for os at hjælpe deroppe, hvor befolkningen er yderst fattige. Billederne her er fra en af kirkerne, vi lige har hjulpet med i Turkana:

Søndagsgudstjeneste i den gamle ”kirke” lavet af grene. På billedet beder prædikanten for mennesker, der vil give deres liv til Jesus.

Menigheden jubler over, at de er ved at få en ny og bedre kirke, som vil give god skygge til alle.

Piller og tag til kirken er færdig. Andre er gået i gang med at lave forskalling til vægge af blikplader.

I Turkana er det så varmt, at man søger hen i skyggen, hvis ikke man lige SKAL arbejde ude i solen. Her tager en blind mand sig en lur i skyggen af en tønde med vand.

Samburu Stammen

Det er ikke kun i Turkana, at mennesker er utroligt fattige. Også hos Samburu stammen er mange yderst fattige og kan sammenlignes med Turkana folket, idet også mange dér lever som nomader. Samburu ligger øst for den sydlige del af Turkana og grænser mod nord og øst op til nabostammer, hvor der er mange muslimer. I Samburu tror man ikke på Islam, men mange tror på en ”gud” i naturen. Ikke mange har hørt om Jesus.

Vi blev spurgt, om vi ville hjælpe en menighed hos Samburu folket med en kirke. 

En del af menigheden i Samburu, som samles under et træ. Hvordan kan vi sige nej til at hjælpe dem med en kirke?

Vækst i baptistkirke

For 9 år siden hjalp vi en baptistmenighed tæt på Eldoret med piller og tag til en kirke. Dengang havde de en lille trækirke, og menighedens ledelse siger, at de dengang var 40 i menigheden men nu er 200, foruden at de kan have op til 100 børn. Menigheden udtrykte stor glæde over at se os og vil gerne have udvidet kirken.

Nedenfor et billede af den gamle kirke fra 2014 og hvordan den nye kirke ser ud nu:

Vi kan kun hjælpe vore kære afrikanske søskende med kirker, fordi Gud er med os OG fordi nogen i Danmark hjælper os med midler og beder for os.

Det er hele tiden en udfordring at få økonomien til at hænge sammen, men Gud er trofast, og HAM sætter vi vores lid til.

Ind imellem får vi også opmuntringer, som vi mange gange oplever som profetiske budskaber fra Gud, og det er bare som helt fantastiske vitaminindsprøjtninger.

En dag ringede en præst til Søren, og uden at præsentere sig begyndte han bare at bede i telefonen: 

”Velsign Pedersens, velsign deres børn, velsign alle deres støtter”. Da han var færdig med at bede, sagde han ”Amen”, og så afbrød han forbindelsen. Wow!!!

Samme dag tog Søren hen til hans kirke for at hente vores gule lastbil, og menigheden var fuldstændigt overvældede af glæde over det arbejde, som vores medarbejdere Samuel og Peter Ibrahim havde udført.

Tak til jer, som beder for os og er med til at støtte vores arbejde.

Må Jesus velsigne jer alle.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren

The post Nye kirker og vækst i Baptistkirke i Kenya first appeared on Missionsfonden.

Kære Missionsvenner.

Vi er blevet bedt om at dele lidt om vores kald til mission, så det vil vi starte med.

Det er nu godt 31 år siden vi rejste til Kenya som missionærer ene og alene fordi Gud gav os et meget stærkt kald til helt specifikt at hjælpe med at bygge kirker. Jeg Birgitte fik allerede som 14 årig en indre følelse af, at jeg en dag ville blive missionær i Østafrika, hvilket nok var årsagen til, at jeg tidligt ønskede at blive sygeplejerske. Søren var med Egon Falk i Østafrika i både 1980 og 1981, så inden vi blev gift i 1982 lå kaldet til mission i vore hjerter. Men der gik yderligere 9 år, før vi rejste. Det var frustrerende at vente, og på et tidspunkt opgav vi alt om at rejse ud i mission. Kaldet blev simpelthen begravet!

Men i 1990 blev Søren igen inviteret med på en tur til Østafrika. I første omgang sagde han blankt nej. Men samme aften, som han havde sagt nej til at tage med på turen, så han et syn på loftet i vores soveværelse: Et billede af en faldefærdig kirke han 10 år tidligere havde set i Tanzania. Hver aften i den kommende uge så han det samme syn – et billede af den faldefærdige kirke i Tanzania. Derefter ombestemte han sig og sagde til vores daværende præst Svend Madsen, at han alligevel godt ville med. Fra da af var der ikke flere syner men derimod en åndelig kamp mod dæmoniske kræfter, som var meget voldsom. Hvad var det Gud ville på turen?

Kort fortalt oplevede Søren på en gudstjeneste i Uganda, at præsten, som Søren aldrig tidligere have mødt, fik et profetisk ord til Søren. Det var kort sagt et kald til at tage til Afrika for at hjælpe med at bygge kirker.

Jeg var alene hjemme i Danmark med vores 4 måneder gamle søn, og om aftenen, når jeg bad og læste i Bibelen kom tanken til mig: Måske er det nu, Gud vil at vi skal rejse til Afrika og være missionærer? Men den tanke brød jeg mig bestemt ikke om. At forlade familie, venner, menighed, mit barndomshjem, som vi havde købt og istandsat, at sige farvel til karrieren som sygeplejerske, tage et lille barn med til Afrika – DET kunne ikke være rigtigt. Men Gud talte til mig gennem sit ord ind i hver eneste undskyldning, jeg havde, og jeg måtte igen sige til Gud: ”Her er jeg send mig.”

Mange ting lagde sig til rette på fantastisk vis og bekræftede at Gud var med. Bl.a. blev vores hus solgt på bare 3 dage, til fuld pris og den rette overtagelsesdato, og det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor det var umuligt at sælge huse. Ejendomsmægleren havde ikke solgt et eneste hus det sidste halve år!

Søren bad meget Gud vise ham HVORDAN vi skulle bygge kirker. Og en dag fik han et syn, hvor han så en Mercedes lastbil med en kran. Med det syn kom idéen til at starte med at rejse piller og tag til en kirke.

Vi har siden hen set hvor stor betydning en kirkebygning har for en menighed i Afrika. I 1991 var der ca. 24½ millioner mennesker i Kenya. I dag er der ca. 56½ millioner mennesker – mere end en fordobling! Og Gud elsker hver eneste af disse mange mennesker og ønsker de skal blive Hans børn og disciple. Gud kalder mange kenyanere til at plante menigheder. Men uden en kirkebygning mangler de et fundamentalt stykke ”værktøj”. Vi har det sådan, at vores opgave er at GØRE DE HELLIGE FULDT BEREDTE TIL DERES TJENESTEGERNING, som der står i Ef 4:12.

I dag kommer menighedsledere og beder os om hjælp. Og vi hjælper så godt vi kan på tværs af kirkeskel. Men økonomien er en stor udfordring.

Kirkebygning blev ”kickstarter” til udvikling i forstadsområde

Her følger et vidnesbyrd fra en menighed vi i marts sidste år hjalp med en bygning, der skulle fungere som søndagsskole. Der var dengang stort set ingenting i nærområdet. Området deromkring var dog kendt for meget slum og kriminalitet. Men siden da er der sket så meget i området, og flere er flyttet til.

Menigheden startede fra ingenting til at de nu samler 130 børn søndag formiddag foruden 70 unge om søndagen i skoleferierne, hvor de unge er hjemme fra kostskolerne. Da må de sætte et telt op, så der også er plads til de unge. Og så er en del forældre også begyndt at komme og har givet deres liv til Jesus, så i dag kommer ca. 40 voksne i kirken.

I april hjalp vi med at udvide kirken til dobbelt størrelse.

15 årig piger prostituerede sig selv

På billedet ovenfor ses en del af lederne for menigheden, og de fandt bl.a. ud af, at unge piger på 15 år solgte sig selv og gav sex til motorcykelchauffører for bare 3kr. For så kunne de tjene penge til hygiejnebind!!! I dag udleverer menigheden hver måned hygiejnebind til pigerne, og drengene har fået underbukser, hvilket de ikke havde før.

Desuden arrangerer menigheden særlige aktiviteter for de unge, så de kan bruge deres fritid på en god måde. Bl.a. arrangerer de forskellige sportsaktiviteter og har også lavet en basketball bane på kirkens grund. Disse sportsaktiviteter har bl.a. medført, at et gymnasium har givet gratis skolegang til 5 elever, som ellers ikke havde noget håb om at kunne gå på gymnasiet!

Alt dette fordi nogen fik hjerte for at plante menighed i dette område med meget slum og kriminalitet! Og menigheden er vokset fra 0 til ca. 240 børn, unge og voksne på ca. 1½ år.

Men – uden kirkebygningen var intet af dette muligt.

Alene kan vi intet gøre, men sammen kan vi ved Guds hjælp gøre en forskel.

Tak til jer, som beder for os, og tak for jer, som vil støtte vores arbejde og på den måde være med at hjælpe de mange menighedsplantere i Kenya.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren

The post Sådan statede over 31 års tjeneste i Kenya. V. Birgitte og Søren Pedersen first appeared on Missionsfonden.

Biskoppen Daniel skrev (oversat til dansk):

 Vi er dybt ulykkelige over disse billeder, vi sender jer. Billederne fra Kakuma Flygtningelejr er af en af ​​vores kirker, der blev ødelagt af kraftig vind, og hele bygningen blev revet ned. Nu har de ikke et sted at mødes og holde gudstjenester. Vi appellerer af kærlighed og medfølelse til vores brødre og søstre, til jer om at hjælpe med at bygge en stabil og stærk kirkebygning. Vær venlig at stå sammen med os. Må Gud bevæge sit folks hjerter. Vi vil virkelig elske, at vi ved Guds nåde og i kærlighed kan hjælpe dem med at bygge en ny kirke.

Heldigvis kom ingen mennesker noget til, da kirken faldt sammen.

Ud over at fungere som kirke til gudstjenester vil den nye kirke også fungere som skole til hverdag, hvor både voksne og børn kan få undervisning.

Da vi havde sendt et budget til Daniel og i tro lovede at hjælpe med ca. 15.500 kr. til piller og tag til kirken, skrev Daniel mange tak, og fortalte, at de havde tro til Gud for, at projektet skal lykkes, så ”Disse kære Guds folk” vil få en bygningsstruktur til gudstjenester og de ”Dyrebare små” et klasseværelse. Desuden siger Daniel, at også voksne vil komme og få skoleundervisning.

Til sidst, vil vi sige varmt tak til jer som beder for os. Vi har SÅ MEGET brug for forbøn, da vi ofte står i meget store udfordringer. Det koster for os alt at følge Jesus – men Jesus har givet ALT for os, så vi ønsker også bare at give os selv til ham og være lydige mod vores elskede frelser. Samtidig med, at det mange gange er hårdt, så har vi også glæden over at se, hvilken forskel det gør herude, når menigheder får et sted at samles – et sted for børn, unge, modne og ældre.

Tak også til jer, der støtter vores arbejde. Vi har brug for økonomisk hjælp til de mange projekter. Og ligesom mad, varme m.m. er blevet dyrere i Danmark, sådan er alt også blevet dyrere i Kenya. Vi er forbavset over, hvor dyrt mad er blevet herude. Og brændstof er steget – foruden at der er en alvorlig mangel på brændstof i Kenya. Mange gange holder biler i lange køer ved tankstationerne for at få brændstof. Vores missionærven fra New Zealand tog en dag til tankstationen kl 5 om morgenen for at få brændstof på sin bil. Klokken 14 havde han fået brændstof!!! Søren brugte en dag næsten 5 timer på at få brændstof. Dertil skal det siges, at der er et enormt kaos på tankstationerne, da bilister og motorcyklister klumper sig sammen, og der ikke altid skelnes mellem ud- og indkørsel!

Vi mærker også, at krisen kradser for vore medarbejdere. Ud over at få mad på bordet er det en stor stor udfordring for dem at betale for deres børns skolegang. Derfor kan vi se, at vi er nødt til at give dem lønforhøjelse.

Endnu engang tak for forbøn og støtte. Må Gud velsigne enhver af jer!

Kærlig hilsen Birgitte og Søren. Projekt 5009

The post Ørkenstorm ødelagde kirke. Nyt fra Birgitte og Søren Pedersen i Kenya first appeared on Missionsfonden.

I maj sidste år hjalp vi og vores medarbejdere en menighed i den østlige del af Pokot med piller og tag til en kirke.

Vi har lige modtaget et fantastisk vidnesbyrd om 26 årige Enock, som en dag kom forbi tagkonstruktionen til kirken og besluttede sig for at lytte til, hvad den indfødte missionær og præst Isaac havde at sige. Enocks vidnesbyrd har endda været i en af Kenyas mest solgte aviser ”Daily Nation”.

Enock begyndte at gå i skole, da han var 9 år gammel, men da der ikke var en skole i nærheden af hans hjem, måtte han gå i skole 30 km væk og bo hos en slægtning. 2-3 år senere blev han af sin far bedt om at komme hjem. Det tog ham 2 dage at GÅ hjem. Faderen sagde, at han var nødt til at stoppe skolegangen, da der var brug for, at han overtog sin storebrors arbejde med at vogte familiens husdyr. Faktisk bliver mange drenge allerede som 8 årige adskilt fra deres mødre for at være hyrder for familiens dyr!

Da Enock startede som hyrde, var der en ødelæggende tørke, og Enock måtte, ligesom andre hyrder, drive husdyrene langt væk i jagten på græsgange og vand – ja hundredevis af km. Han kom også ind i naboområdet Turkana, og da måtte han lære at bruge en pistol, da kvægtyveri var (og er) almindeligt. Andre ældre hyrder underviste de yngre i brugen af våben – og hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre på ”slagmarken”. Det gjorde ham hårdfør, men han vænnede sig til livet i junglen, da han måtte blive væk hjemmefra i flere måneder, indtil regnen kom tilbage.

Indenfor blot 2 år blev Enock dog mere og mere optaget af at STJÆLE dyr. Pokotter er bl.a. kendt for at stjæle kvæg fra nabostammen Turkana. Og han var slet ikke hjemme fra han var 14 til han var 17 år.

Han begyndte at ”arbejde” sammen med andre om at stjæle husdyr, og de organiserede sig. Tre af hans venner fra hans landsby sluttede sig til gruppen. En af de tre venner blev skudt og døde. De andre tog hans pistol og efterlod liget til at blive ædt af hyæner, for de havde ikke tid til at bære liget flere hundrede km hjem for at blive begravet!

Men så begyndte det at gå den gale vej. I 2018 var der en alvorlig tørke, og alle familiens husdyr bortset fra 2, døde. Da Enock stjal en kamel for at kunne betale en gæld, blev tyveriet opdaget. Og familiens sidste 2 dyr blev stjålet. Da endte familien som fattigfolk.

Og alle i landsbyen kendte Enock som en berygtet bandit.

På et tidspunkt kom Enock til at tænke på alle vennerne, som var dræbt, og han vidste, at han snart måtte være den næste, der stod for skud. Da indså han, at der måtte ske en ændring i hans liv.

En søndag morgen kom han forbi tagkonstruktionen til kirken, som vi hjalp med at bygge sidste år i hans hjemegn i Pokot. Han besluttede sig for at slutte sig til forsamlingen og hørte bl.a. den indfødte missionær og præst Isaac prædike om, at ”Gud er min forsørger”. Efter gudstjenesten fik en fra menigheden hold på Enock og begyndte at vejlede ham – bl.a. om at undgå dårligt selskab. Faktisk fik Enock lov at bo i hans hjem, hvor han fik åndelig næring og vejledning.

Han begyndte også at komme trofast i menigheden. Han mistede mange venner, som undrede sig over, hvorfor han nu gik imod sit samfunds kultur. Men der er også tre jævnaldrende fra hans hjemegn, der takket være den indfødte missionær Isaac, har valgt at følge Jesus ligesom Enock!

Nu går Enock på en bibelskole, som vi hjalp med at bygge for mange år siden, og som Haron, fra vores kenyanske bestyrelse, i en årrække har været og er leder for. Og Enock siger: ”Jeg er en forvandlet person, og jeg vil ALDRIG vende tilbage til min gamle livsstil.” Og han lover, at han vil nå ud til banditterne langt ude i ødemarken, hvor de stadig dræber og stjæler fra andre. Når Enock er hjemme i Pokot, er han ikke længere den berygtede bandit, han går ikke længere med pistol, og han er heller ikke længere klædt på den typiske måde med et lagen eller tæppe viklet om livet. Journalisten fra ”Daily Nation” fandt ham trods den bagende middagssol under en busk, klædt i lange bukser og skjorte, mens han sad og læste i sin Bibel.

Kraften i Guds Ord har på mirakuløs vis forvandlet Enock. Gud har brugt den indfødte missionær Isaac, for hvem kirkebygningen vi hjalp med at rejse sidste år, har været et redskab.

I december hjalp vi dem med piller og tag til en kirke med plads til alle. Det har skabt megen glæde hos menigheden og præsten på billedet til højre. Og hvem ved, hvem menigheden får lov til at vinde for Jesus? Der er så mange pokotter, der har brug for at Jesus forvandler deres liv.

Fredskonference afholdt for bl.a. Pokot og Turkana stammen

Det er et stort problem i Pokot og Turkana, at man slås om især kvæg.

For godt en uge siden hjalp vi en menighed i Turkana med tagkonstruktionen på billedet nedenfor. Den blev bygget i byen Lodwar, og det skulle gå hurtigt, for umiddelbart efter, at den blev færdig, blev der holdt en stor FREDSKONFERENCE for 3000 mennesker, som kom fra Etiopien, Syd Sudan, Uganda og Kenya. Der blev bl.a. talt om vigtigheden af enhed. Konferencen er blevet omtalt på TV i Kenya, og en kvinde nævnte bl.a., at det var helt fantastisk at opleve, hvordan en Pokot og en Turkana kunne stå og tale med hinanden i enhed og fred!

Hvis menigheden skulle have lejet et telt til konferencen, ville det have kostet næsten halvdelen af, hvad det kostede at rejse piller og tag til bygningen. Nu kan menigheden fremover bruge bygningen til at fremme Guds Rige i Turkana. Tak til jer som beder for os, og tak til jer, der støtter vores arbejde. Uden forbøn og støtte kunne vores arbejde ikke lykkes. Må Gud velsigne enhver af jer!

Støt Birgitte og Søren: projekt nr. 5009, mobile pay 81558

The post Forbryder byttede pistolen ud med biblen. first appeared on Missionsfonden.