Permata Bali – også kendt som Jewel Children’s Home – er et kristent børnehjem beliggende i Karangasem på Bali, Indonesien. Projektet arbejder blandt børn og familier i et område, hvor kristne udgør en meget lille minoritet.
Børnehjemmet giver omsorg og et trygt hjem til børn i alderen 4–19 år, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at vokse op i deres egne familier. Her får børnene dækket deres daglige behov, samtidig med at de får adgang til skole og uddannelse, som børnehjemmet finansierer.
Arbejdet rækker også ud i lokalsamfundet gennem en gratis børnehave, hvor omkring 40 børn fra området deltager, samt ugentlig engelskundervisning, hvor endnu flere børn kommer for at lære.
Projektets grundlag er kristent, og dets formål er at vise og formidle Jesu kærlighed gennem både omsorg, undervisning og daglige fællesskaber. Børnene på børnehjemmet deltager i daglige andagter med bøn, sang og bibelfortælling, og arbejdet er præget af ønsket om at være et lys for mennesker i nærområdet.
Hele arbejdet drives gennem frivillige gaver, som dækker børnenes behov, medarbejdernes løn og de aktiviteter, der udføres for lokalsamfundet.