Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Leder - af Lis Christensen
Guds frelsesplan
har sin begyndelse fra før jordens skabelse - og allerede på syndefaldets dag lyder løftet, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved.
I Apostlenes Gerninger 13:36 læser vi Paulus’ eftermæle af Kong David mange århundreder efter hans død: ” David sov jo hen, efter han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan”.
David hører vi om, som den unge hyrdedreng, der vogtede får. Alligevel var han den, der blev salvet til konge. Men selv om han var salvet til konge, forblev han i tjenesten som hyrde, indtil han følte kaldet til at træde frem for at bekæmpe Goliat – og nej, den almindelige udrustning duede ikke til opgaven. David kendte sin Gud og stolede på Ham og David brugte, hvad han havde lært som hyrde.
Siden var det David, der spillede på harpe, så Saul fik ro i sindet – og som måtte flygte for at redde livet.
Som konge udnyttede David sin magt, manipulerede og Urias blev dræbt, for at skjule Davids utroskab.
På trods af dette kaldes han manden efter Guds hjerte.

Ingen af ovennævnte ting ser umiddelbart ud til at tjene frelsesplanen – og sandsynligvis var David selv uvidende om sin del i den plan, som rækker gennem mange slægtled.
Vi er, ligesom David, kaldede til at være deltagere i Guds frelsesplan i vores slægtled. Vi ved heller ikke på hvilken måde, vi vil være det. Evigheden vil afsløre din og min andel i den plan.
Guds frelsesplan fuldendes med en utallig skare foran den himmelske trone.

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen
Kære missionsvenner.
Efter en måneds tid i Danmark er vi for blot et par uger siden kommet tilbage til det våde, kølige og sneramte Kenya. Vi måtte have det varme tøj frem og ekstra tæpper om natten for at holde varmen. Ja sådan kan vejret også være, når man bor i troperne 2200 meter over havet. Vi er taknemmelige for at bo i et godt hus – og at have gode dyner og tæpper.

Præsidentvalg
Den 8. august er der præsidentvalg i Kenya. Eldoret der, sammen med visse områder af Nairobi, hører til de steder, hvor der er størst risiko for uroligheder, krig og ballade. Vi beder meget om at valget må forløbe fredeligt, og at dagligdagen ikke bliver påvirket unødigt for nogen. For os er det en stor udfordring at holde arbejdet i gang, og det ville være meget trist, hvis vi ville være nødt til at afskedige medarbejdere, fordi vi ikke kan bygge som vi plejer pga. valget, hvor mange ting går lidt i stå. Det er også meget dyrt at afskedige folk, da de i forbindelse med afskedigelser har en del rettigheder. Vi er jo også kede af at miste nogen, da det har taget lang tid at træne dem op, og vi kan ikke bare regne med at få samme gode medarbejdere igen.

Gud er trofast!
For få dage siden havde vi været i Kenya i 26 år. 26 år med mange fantastiske oplevelser men også svære ting og udfordringer, hvor vi har set Guds trofasthed.

Da vi tog med på sommercamp i Mariager ønskede vi ikke blot at have fællesskab med mennesker og at møde Gud gennem det forkyndte ord, lovsang og bøn, men vi bad også Gud specifikt om at give os et profetisk ord. En dag, da et møde var slut, og der var en kort pause før næste møde, vendte en ung mand, som sad ca. 5 stole fra Søren, sig om mod Søren, pegede på ham og sagde: ”Gud er trofast!”. Det var lige det ord, vi havde brug for at høre. Vi kender ikke den unge mand, og han havde ingen forudsætning for at vide, hvad disse ord betyder for os… Gud ved det. Gud kender vore behov! Og det fortæller os også, hvor vigtigt det er, at vi er lydhøre og er villige til at dele det, Gud lægger på vore hjerter, med mennesker omkring os.
Udvidelsen af værkstedet
Udvidelsen af værkstedet har kørt på meget lavt blus pga mangel på midler. Og vi er stadig i et stort behov for, at ’mulmets skatte’ bliver forløst og frigjort, så vi kan fortsætte med udvidelsen. Og det ville være fantastisk, om vi kunne gøre rigtig meget på udvidelsen omkring og efter valget, hvor mange hjul i Kenya ellers går i stå.

Billedet her er fra dagen før vi rejste til Danmark, hvor en del af vore medarbejdere arbejdede til midnat for at lægge betondæk i den ene ende af udvidelsen, hvor vi på 1. sal skal have kontorer. Derefter kørte Søren vores medarbejdere hjem, og han kom først i seng kl 1 – og næste nat sad vi i et fly på vej til Danmark…!
Vanskeligheder i ørkenområdet Turkana
Midt i maj kørte 4 af vore medarbejdere til Turkana for at bygge 2 kirker. Vi lejede en lastbil til transporten af materialerne. På et tidspunkt skulle 2 af vore medarbejdere, Daniel og Victor, lastbilens chauffør og chaufførens medarbejder køre gennem et flodleje, som var helt tørt. Men desværre sad lastbilen fast i det tørre ørkensand, og derfor måtte de 4 mænd overnatte i lastbilen. Kl 3 om natten vågnede Victor fordi lastbilen rystede. I nabolandet Uganda havde de fået et voldsom regnskyl, og regnvandet løb ned ad bjergene og ned i flodlejet, hvor lastbilen holdt! Det var en meget farlig situation, og de 4 mænd måtte derfor forlade lastbilen og efterlade den midt ude i flodlejet. På et tidspunkt stod vandet op til midten af forruden!

Da vandet var væk igen, havde lastbilen sat sig godt og grundigt fast i flodlejet,. Og det blev en stor kamp at få lastbilen trukket fri igen. Det tog flere dage at få arrangeret, at en rendegraver kunne komme og hjælpe. Der kom naturligvis mange tilskuere, og Victor og Daniel tænkte, at de kom for at hjælpe. Men de kom desværre for at se, hvordan de kunne udnytte situationen! Da vi endelig fik et par mænd til at komme med en rendegraver og grave lastbilen fri, forsøgte de også at udnytte situationen på alle tænkelige måder! Faktisk følte Daniel sig truet, da lastbilens chauffør havde sagt til folk, at Daniel var manden med pengepungen! Vi bad naturligvis meget for dem og gav dem så gode råd, som vi kunne. Og der skete ikke vore medarbejdere noget.
Ovenfor ses et billede af en af menighederne foran deres nye kirkebygning efter at halvdelen af tagpladerne var kommet på. Og de er glade! De havde brug for mere plads, da deres menighed er i vækst. Endvidere vil de bruge den nye kirke til konferencer og andre møder for den lokale befolkning.

Dejlig rapport på gaden i Eldoret
For nylig mødte Søren, da han var en tur i byen, en præst hvis menighed vi hjalp med en kirke i 2005. Ifølge præsten er de siden da vokset fra ca. 150 til mere end 1000, som kommer i kirken! Det kan ikke gøres, hvis man ikke har faciliteterne. Dette er blot ét eksempel af mange på, hvad der kan ske i en menighed, når de har fået en kirkebygning.

Til sidst vil vi sige stor varm tak for forbøn for os og vores arbejde. Må Gud velsigne jer rigt – alle jer, som støtter i mission på den ene eller anden måde.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren, Kenya
Projekt
5009 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5009 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Irland - af Tony og Agnete Simpson
Cork:
Sommeren er i fuld gang her, men på trods af manges fravær på grund af ferier og rejser, fortsætter gade-evangelisationen i Cork hver uge. Vi er taknemlige for landets grundlov, som giver uhindret frihed hertil, i kontrast til flere andre europæiske lande.
Endnu et par venner er begyndt at slutte op om dette arbejde hver lørdag, og der er så at sige altid nogle, der ønsker en samtale dér - og det gælder alle aldre. I sidste uge kom en ung polsk mand til kirken, fordi han havde fået en traktat på gaden. Der er mange hundrede polakker, som bor og arbejder i Cork

I kirken har vi haft visse problemer på grund af flere nye byplaner og andrede regler, men hidtil har Herren hjulpet.
Særligt vores afrikanere er meget lykkelige for, at vi nu har vores egen ejendom til kirken. Efter søndagsgudstjenesten bliver de der længe efter, at de fleste andre er gået - og så snakker de løs på ’lingala’ - deres eget sprog. Der er også nogle stykker fra andre afrikanske lande, som har kommet de sidste måneder - een af dem ønsker at blive døbt.

De rejsende folk: Vores trofaste franske sigøjnervenner kom her til Irland i juni. Der var 6 familer, som kom for at arbejde med Evangeliet blandt de rejsende folk her. De ville blive i landet i 5 uger. De første par uger var de i Cork og var, som altid, med os i kirken. Det var en vanskelig begyndelse, både på grund af dårligt vejr og store vanskeligheder med at finde en lejrplads, hvor de kunne få lov at blive, og de måtte flytte nogle gange - i regnvejr og rusk!

De trængte virkeligt til opmuntring, og vi forsøgte at opmuntre hinanden - deres besøg her, er altid en opmuntring
for os, lige meget hvad. Til slut fandt de dog en god lejrplads hos en landmand, der var villig til at leje sin mark til dem - og selv vejret blev godt!

Efter deres tid i Cork tog de af sted til flere andre steder i landet, hvor der var rejsende folk, som kunne kontaktes - og måske inviteres til møde i teltet - eller til barbeque! Sidstnævnte havde mest succes denne gang, men ikke desto mindre var der mange nye kontakter - og vores franske venner går frem i bøn og afhængighed af hvad Gud vil gøre, ligegyldigt hvad vanskelighederne end er. De er i sandhed et missionerende folk - vi har simpelthed aldrig set noget lignende.
Congo
Den politiske situation i Congo er fuldstændig usikker, og den økonomiske situation forværres for næsten hele befolkningen. Der er selvfølgelig nogle få, der bliver hovedrige på andres bekostning, og korruption er dagens orden overalt blandt små og store. Der høres om oprør og massedrab her og dér - og sidst på året skal der være valg, om det altså ikke forpurres igen!

På trodt af alt dette går Guds Rige fremad i vores ’udpostkirke’ i Kimwenza, og nu også i kirken i det nærliggende Congelos. En af de ansvarshavende dér, broder Thomas, har været, og er temmelig syg, og det er svært at få lægehjælp. En søster, som var en af lærerne ved kirkens skole i Kimwenza døde for et par måneder siden.
Men de er klar over, at Guds værk kun kan gå fremad i afhængighed af Gud, og hvad vi end kan udrette uden at gå fremad i bøn, er simpelthen intet værd - og så går de fremad! Hver morgen kl. 5.30 samles en stor skare til bøn derude.
Alberto regner med at rejse til Congo og tilbringe september måned dér. Han er i fuld gang med at forberede sig til at give megen bibelundervisning, og meget andet arbejde.
Vi beder om Guds hjælp for ham - og for beskyttelse af ham, mens han er derude!

I alt, og på alle fronter, ser vi hen til Ham, som har sagt: ”Mit rige er ikke af denne verden”, og: ”Gå ud....... og se, jeg er med jer i alle dage indtil verdens ende”.
Tony og Agnete
Projekt
5076 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5076 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Brasilien - af Kirsten Solveig og Raimundo V. Pinheiro
Kære Venner!
Vi er kommet tilbage for et par uger siden fra en missionstur i det nordlige Brasilien til Amapá delstaten med et Euroclass-team på 9 fra Danmark og Færøerne. De syv elever, som vi kom til at holde meget af, var bare i alderen fra 16 til 18 år. Vi arbejdede mest i Macapa, hvor vi var indkvarteret på UMO’s base og også i fiskerbyen Calcoene inde i landet.

Vi var især på en lang række skoler, og et børnehospital, i kirker, på lidt husbesøg - og de optrådte meget med drama og stærke budskaber omkring værdier og præsentation af den allerbedste ven: JESUS, og vi havde kære venner i Macapá, der hjalp os med at få aftalerne i hus forinden, især skolelærere. Vi føler os jo på en lidt speciel måde meget på hjemmebane der.
De optrådte også på båden over Amazonflodens delta fra Belem til Macapá, hvor vi alle overnattede i hængekøjer, og de så også lidt af livet på floden og kastede donationer ud til flodfolket. Vi havde forinden taget bussen de 26 timer fra Fortaleza til Belém, og ligeledes forud var vi få dage indkvarteret her, hvor de var på besøg på et børnehjem to km. her fra UMO basen i Fortaleza.

De deltog også i fejringen af Mors-dags-festen i vores ’Børnehus’, og vi var til en åbningsgudstjeneste ved en missionskonference i Beberibe, hvor de også lige fik mulighed for at besøge den flotte strand Morro Branco. Det var klart noget af en intens tid, men også en fantastisk farverig tid for os med denne yngre generation fra Norden, og vi er taknemmelige for, at vi kun var ramt af småproblemer på sundhedsområdet, og Guds beskyttelse var over os alle, også på rejserne. Vi oplevede at vi var båret af megen forbøn. Teamet havde forinden tilbragt lidt over en uge i Haiti og også et par uger i Recife og omegn, så det var også en udfordrende tur for de to lærerkræfter på deres i alt 6 ugers lange tur!

Vores UMO-plejesøn i Macapá Joao Paulo i tyverne var i slutningen af april udsat for voldeligt overfald, hvor han mistede hukommelsen i flere uger, men Gud ske lov, den er tilbage - så godt som fuldstændigt, og han selv er tilbage i arbejdet som sikkerhedsvagt.Vi takker for alle, der har bedt og bekymret sig om ham.

Nu nærmer os nu afslutningen på første semester i ’Børnehuset’. Aktiviteterne med børnene og mødrene fortsatte delvist, mens vi var afsted med teamet. Vi har danske Alexander her på 23 år som frivillig, som hjælper i arbejdet. Mange ting er jo helt anderledes og nyt for ham, da han ikke har arbejdet tidligere på området, og han forsøger sig med det portugisiske sprog, selv om det ikke er så let. Vi har været inviteret til forskellige kirker her på det sidste. Men når vi har mulighed for det, tager vi afsted til den kirke, hvor vi hører til i Fortaleza, mest til morgengudstjenesten søndag morgen.

Debora, der har hjulpet siden februar, tager her inden så længe retur til Macapá, til sin familie. Vi beder om forbøn for hende, hun har en del problemer på sundhedsområdet at kæmpe med, og også en familie, der er i noget af en udfordrende situation dér.

På afstand følger jeg også lidt med i, hvad der sker hos familien i Danmark. Min bror og svigerinde har fejret deres sølvbryllup. Min mor på plejehjemmet Strandgården i Hårby fyldte 88 år her i slutningen af maj, og her i juli var det min far, der fyldte 85 - og i det brasilianske har en større del af min mands familie været ramt af den langvarige myggeoverførte sygdom ’Chicungunya’. Men vi håber nogle af dem kommer hertil på besøg et par dage. Langt de fleste bor i Caucaia, der er en nabo kommune til Fortaleza, og kun et par timers kørsel herfra.

Kirsten Solveig Larsen og Raimundo Valentim Pinheiro
Projekt
5630 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5630 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Peru - af Herlmi og Felipe Castro
Herren tænker på os og velsigner os!
Her i Peru er folk nu gået ind i en periode med ’post trauma’ efter de store oversvømmelser og ødelæggelser for 4 måneder siden. Det er svært dagligt at gå midt i det hele med alle minderne omkring én.

Så Gud overraskede igen! Jeg var i Piura og tog ud til stranden med en lille, vild indskydelse. På det fineste hotel forhørte jeg mig, om de kunne tage imod omkring 150 personer i weekenden TO UGER efter! Jeg fik en ovenud god pris, og heldigvis bad de ikke om forskud, for jeg havde INGEN penge! Helt i bund - og lidt til! Men jeg havde Guds glæde!
Straks blev der ringet til de mange præstefamilier - og de var lykkelige! I løbet af de 2 uger fik jeg pengene til weekenden; omkring 60.000 kroner! - Når noget er født af Gud, så er det muligt! Tak, til dem som hører fra Gud og gør det muligt.
Vi havde nogle fantastiske dage! De kom trætte og belastede på alle måder, men Gud rørte ved dem. Den første nat var der forfærdelig larm med fest og høj musik indtil klokken 4.30 om morgenen. Jeg lå og tænkte på, at jeg havde taget dem af sted for at hvile, og så sådan en nat! - MEN... ingen havde hørt noget som helst! Det var kun mig, som ikke havde sovet! De sov som sten den nat!
Lørdagen var hyggedag, og den var laaaannnng! Det var som om Herren forlængede den for dem! Til møderne var Gud tilstede, og med masse af tårer blev byrder taget fra dem. Mange har derefter givet udtryk for, at deres liv har en før og efter denne weekend. Tak til Jesus, og al ære til ham! Disse familier skal jo tilbage og være til støtte og hjælp for alle de mange mennesker, som også er i den samme situation. Menigheder er blevet delt, nogle blev tilbage, andre bor i teltlejrene, hvor der nu holdes møder forskellige steder.
Vi har igen delt legetøj ud til børnene. Der er jo i tusindvis af børn, som har mistet alt. Men hvis vi kan dele ud til 400 hver måned...! De jubler, når de får en dukke eller bil! De får også et kristent børneblad med sig hjem. Jeg vil gerne i gennemsnit én gang om måneden være og give et nyt sted.....

Genopbygning er noget man taler om - og taler om! Jeg kunne godt tænke mig at sige noget til de ansvarlige! Da vi havde delt legetøj ud på en skole ved en af teltlejrene, stod der et par fine damer. De sagde, at de syntes det var så godt, det vi gjorde... Jeg sagde til dem, at det disse børn behøver, det er et hjem, og det er jo regionpræsidentens ansvar (der er kommet en masse penge ind fra udlandet til formålet)! De mumlede et eller andet til svar og forsvandt... - Først bag efter fandt jeg ud af, at jeg havde talt med regionpræsidentens kone...!!!!

Tak for jeres forbøn og støtte til Peru! Jeg er bare en kanal for jeres omsorg for disse mennesker.
Felipe og Helmi
Projekt
5079 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5079 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Frivillig hjælp i Kenya - af Karen Margrethe Mikkelsen
Kære missionsvenner!
Det er en stor glæde for mig, at Gud har betroet mig et arbejde blandt fattige mennesker i Kenya. Det er i Nakuru i NLAI´s arbejde, som ledes af Susanne og Leif Madsen.
Jeg har været i Kenya 2 gange om året i ca. 2 måneder ad gangen gennem flere år. Derfor kender jeg mange, både børn, forældre, medarbejdere og folk fra kirken. Kirken ligger på grunden, og ud fra den begyndte arbejdet for ca. 25 år siden.

Jeg vil gerne være med til at opmuntre afrikanerne, i en for mange vanskelig hverdag, hvor arbejdsløsheden er stor og kampen for at få penge til de mest basale ting som mad, husleje og tøj er stor. Godt at der er et sted som NLAI-centeret, hvor børnene kan få gratis skolegang, uniformer, mad to gange om dagen, lægetjek m.m. Takket være sponsorer, som hver måned betaler for disse børn eller støtter på anden vis.
Krisecenteret ’Nyt Håb’

De to søskendeflokke på ialt 7 børn til venstre på billedet, kom ind på krisecenteret på én gang. Deres mødre magtede ikke mere at tage hånd om dem. Efter et stykke tid flyttede de ind i henholdsvis drengehuset og pigehuset. Det er nogle skønne børn, som har det godt. De fire andre til højre på billedet boede allerede på krisecenteret, sammen med deres mødre.
I salme 27 v. 10 står der, “Far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig”. Det er det, der giver håb for disse børn, som NLAI er blevet betroet at tage sig af.

Dejligt at se at der sker en forvandling med de kvinder, som kommer og får hjælp, og, de får nyt håb, og kan gå videre i livet.

Noget af det jeg tager mig af, er et legerum med legetøj fra Danmark. Jeg fryder mig over at se børn, som har været udsat for mange traumer i deres liv, lege, udvikle sig, være glade, sociale og have det sjovt.

Jeg havde besøg af nogle unge piger, som er vokset op i pigehuset. De er alle igang med en uddannelse, ligesom mange andre unge i NLAI er. Det er fremtiden for dem og for Kenya.

Mange af mine venner har også været i Kenya. De glæder sig over at lære disse kære børn at kende, og børnene er glade for deres besøg.Man bliver taknemmelig for at bo i et land som Danmark, hvor der er fri skolegang, hospitalsvæsen og meget mere, og hvor man som pensionist, har mulighed for at rejse ud og hjælpe til som frivillig.
Jeg er glad for, at der er mange i Danmark, som beder for mig, når jeg er i Kenya, og mange som beder for mig i Kenya, når jeg er i Danmark.

Kærlig hilsen
Karen Margrethe Mikkelsen

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Japan - af Bodil og Shiro Nakabayashi
Kære alle sammen.
Her kommer en sommerhilsen fra os i Hope House.

Regntiden er endelig ovre, og dette års regntid gav meget vand. I det sydlige Japan har der været store oversvømmelser og jordskred, der har forvoldt megen ødelæggelse og flere har mistet livet. Vi selv bor for foden af et bjerg, og fik jordskredsvarsler ind på vorers telefon fra meteorologisk institut, men vi er blevet bevaret fra ulykker. Det eneste var, at vi fik en vandskade i Hope House, da voldsom regn og vind pressede vand ind gennem en utæthed ved et vindue. Skaden er nu udbedret og vi fik heldigvis ikke ødelagt noget særligt.

Nu har vi vamt vejr med høj luftfugtighed med omkring 35 grader om dagen og 25 grader om natten.

I juni ankom en ny medhjælper fra Norge. En ung mand, Michael B. Jæger-Lian (23år), der skal være i Hope House i 6 måneder. Han bor i den lille lejlighed på anden sal i Hope House. Han er en god og villig hjælp - ikke mindst i vores børnearbejde er han rigtig god med børn - de simpelthen flokkes om ham. Japansk er en stor udfordring, men Michael er god til at kommunikere med alle. Vi er taknemlige for, at han helt på egen regning kommer og giver os så dyrebar tid af sit liv.
Dåb blev til outreach!
I juni havde vi dåb i Hope House. Det var Miyuki Bartolo (gift med en australier og mor til 4), der valgte at blive døbt. Miyuki startede med at komme til Hope House igennem vort børnearbejde, men begyndte senere at komme en gang om ugen til privat bibelundervisning. En dag, hun var ude at gå tur, oplevde hun et helt specielt møde med Gud og at blive fyldt op med en uforklarlig fred og glæde.
Miyuki ville gerne dele denne oplevelse med alle omkring sig, og havde derfor inviteret 35 af sine venner til dåben.
Vi satte omkring 50 stole frem og tænkte på, hvor mange mon ville respondere på invitationen; men om søndagen havde vi fuld hus! Miyuki havde endda inviteret sin rengøringsdame med, som kom og var meget berørt af, hvad hun så. Før selve dåben delte Miyuki sit vidnesbyrd og fortalte om sit møde med Gud og om, hvordan Gud havde ændret hende. Det bibelvers, der havde været afgørende i hendes møde med Gud var Mattheus 7:7; “Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde, og den som banker på, lukkes der op for”. Miyuki fortalte frimodigt om sin beslutning om at blive døbt og sluttede af med at sige: “Jeg ønsker for jer alle, at I må opleve Gud og den Helligeånd. Så jeg vil sige til jer alle: “Søg Gud!”. Miyuki er dygtig til at tale og til at række ud til mennesker, og vi tror, hun skal blive brugt af Gud til at nå ud til mange.

Hope House har haft 2 børnelejre i løbet af sommeren. En for børnefamilier tilknyttet til kirken og en for familier tilknyttet vores engelsk-hold for børn. Vi havde blandt andet grill, sæbebobler, skattejagt og ikke mindst et eksperiment med at dele en vandmelon over med elastikker.. Jeg synes, vi fik to rigtig delige lejre og fik knyttet stærkere bånd til de forskellige deltagere.

Gunn Klaseie, vores norske missionær, skal en 6 ugers tur til Norge. Det er en velfortjent ferie, da Gunn altid er på fra morgen til aften i Hope House med café, bibelstudier, gudstjenester, events og koncerter. Vi har derfor valgt at lade caféarbejdet holde en lille pause (gudstjenesterne og vores søndagsbibelskole forsætter uændret). Denne lille pause er en kærkommen anledning for mig, Bodil, til at få lidt tid til at istandsætte nogle værelser i vores hus, så børnene kan få deres eget værelse inden Eichi (5 år) skal starte i skole.

Vi glæder os over alt, Gud gør for os i kirken og for os som familie.

Til slut tak til jer alle for jeres interesse, bøn og støtte. Må Guds rige velsignelse hvile over jeres liv.

Kærlig hilsen
Shiro, Eichi, Celia, Cadan og Bodil

Projekt 5052 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5052 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - ”Gud kalder mig ud på dybtvand” -
af Louise Niss Larsen
Sidste sommer fik jeg kaldet om at komme til Afrika og fortælle børn om Jesus på swahili. I løbet af sommeren 2016 havde Gud åbnet en dør til Tanzania gennem Torkild og Tabitha Jensen, hvor jeg kunne komme og prøve kaldet af i næsten tre måneder. Datoen for afrejsen blev sat til 14. juni 2017. Det ville give mig 14 dage af børnenes sommerferie til at falde til og to måneder som volontør på Torkild og Tabithas skole ’Tumaini’, hvor jeg skulle have religionstimerne hver fredag.

I ugerne op til afrejsen kom billedet om Peter, der bliver kaldt ud af båden flere gange til mig. Jeg havde det på samme måde. Jeg ville gerne følge Jesus ud på dybt vand, men helt til Tanzania er også noget af et skridt at tage alene. De trygge rammer i Danmark, hvor man kender omgivelserne og kan tale sproget får en særlig betydning, når man står på kanten og skal give slip. Men Jesus bekræftede bare igen og igen, at det var ham, der stod på vandet. Jeg gik til forbøn mange gange ved forskellige mennesker for at bringe både turen og mig selv frem for Gud. Hver gang fik jeg at vide, at jeg vandrede i ’forud beredte gerninger’, og at Gud havde gode planer med mig. Det har hjulpet mig til hele tiden at holde øjnene på Jesus frem for bølgerne, der slår omkring mig. Og jeg har virkelig oplevet at få lov at vandre i ’forud beredte gerninger’.

Allerede anden søndag i Tanzania besøgte jeg en pinsekirke i nærheden af Tabitha og Torkild. Jeg havde nogle børn til at vise mig vejen, og det viste sig, de også gik på skolen, som jeg senere skulle ud til. Det var rigtig dejligt allerede at kende nogle af børnene på forhånd. Efter gudstjenesten snakkede jeg med præsten, og fortalte jeg skulle fortælle bibelhistorier på skolen. Han spurgte om jeg ville komme igen søndagen efter og dele en bibelhistorie. Det sagde jeg ja til, for det var jo netop derfor, jeg var kommet til Tanzania.
Det vidste sig så, at denne søndag var den sidste søndag for alle børnene, inden de skulle begynde i skole igen, og derfor var det særligt børnenes dag. Det betød, at børnene stod for nærmest det hele. De sang, dansede, prædikede og lavede drama, men det betød også, der kom ekstra mange. Jeg talte til over 80 børn og unge på et tidspunkt, og der kom stadig flere - og nogle kunne ikke engang være inde i kirken. Lige netop denne dag havde Gud givet mig muligheden for at tale hans ord, hvilket blev Mark. 10:13 om de små børn, der kommer til Jesus og bliver velsignet. Det var så fantastisk og berigende og helt klart ’forudbestemt’. Efterfølgende aftalte præsten og jeg yderligere to søndage, hvor jeg kunne komme og tale til børnene. Jeg troede det måske ’bare’ ville blive i søndagsskolen, men det skulle være på selve gudstjenesten, så de voksne også kunne få glæde af det. Jesus har bare været med mig, selv om jeg føler mig på dybt vand med så mange nye omgivelser og nye mennesker omkring mig og en hel anden kultur.........

Mandag den 3. juli kom jeg ud på skolen, hvor jeg skal bo i en ombygget container til hverdag. Jeg skulle i løbet af ugen være med i 6. klasses matematik og 5. klasses videnskab (fysisk) samt religionstimerne, som Tabitha tidligere har haft. Det var skønt at møde de børn igen, jeg allerede kendte og fantastisk at møde alle de andre børn samt lærerne og de andre ansatte. Hele stedet, både blandt børnene og de voksne, bærer præg af en særlig stemning og et sammenhold, der bare smitter med det samme. I religionstimerne synger og danser børnene også, og der er en sådan oprigtig glæde for Gud. Her har jeg blandt andet fortalt bibelhistorier om Gud, der kalder Samuel, og hvordan Elisa bliver brugt af Gud. Det er så opmuntrende for mig personligt at gå i dybden med historierne, men endnu mere, at jeg får lov til at blive brugt af Gud netop i det arbejde, han kaldte mig til sidste sommer. Jeg kan kun dele historierne, og så må Gud gøre resten, hvilket jeg er sikker på han vil.

Denne gang er bibelhistorierne vel og mærket blevet fortalt på engelsk. Men om Gud vil, så håber jeg virkelig, jeg kan komme igen, hvor det også kan være på swahili, så jeg kan fortælle bibelhistorierne til endnu flere børn, selvom det også vil blive ’på dybt vand’.
Kærlig hilsen
Louise Niss Larsen

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Grønland - af Ulla og John Østergaard Nielsen
”Herre dig alene tilhører æren!”
Tak til alle jer der beder for os og støtter arbejdet. Vi tjener en stor Gud, som fortsat gøre store ting for os i Grønland og som fylder os med taknemmelighed.

Lad mig starte med at beskrive det første halve år i Nuuk, hvor vi har haft den glæde at se flere nye komme til tro på Jesus og 12 personer er blevet døbt. Vi har set en voksende ungdomsgruppe, der virkelig er seriøse og vil tjene Jesus. De samles ofte til lovsang, bøn og bibelundervisning. De laver direkte ungdomsradio lørdag aften, og de har været 12 personer af sted på en missionstur til Maniitsoq.

Vi har også den glæde, at vi i starten af året kunne sende en ung familie til Paamiut, for at bo der og tage del i starten på den nye menighed, som vi håber at kunne starte i løbet af 2017. Her til august kommer et team fra Canada og stiller en radiostation op i Paamiut – så er vi oppe på 13 stationer, som sender 12 timer i døgnet. Yderligere vil Paamiut få besøg ultimo august af Bergur Skovgaard, som vil tjene ved en række møder i byen. Bed gerne for det nye arbejde og familien Knud og Najannguaq Petersen, som er flyttet dertil.

I slutningen af juni deltog jeg i INO’s årlige sommerstævne, der blev afholdt i Maniitsoq. Der var omkring 200 gæster fra kysten og et antal gæsteprædikanter fra Norge og Sverige. Det var en skøn og opbyggende uge for frikirkefolket i Grønland.

Sluttelig vil jeg nævne den skønne overraskelse, der blev Ulla og jeg til del, da vi søndag under ’Sommer Camp’ i Kolding blev overrasket med et ’surprise party’ i anledning af vores 30 års jubilæum som missionærer i Apostolsk Kirke, med virke i Grønland.

Vi står lige nu akut med en lidt trist sag, idet der har været fugtskader i vores kirkebygning i Nuuk. Der kommer til at ske en større renovering af bagvæg og scene må nedtages, så skimmelsvamp og fugt kan stoppes. Vil I være med til at hjælpe os med denne sag, kan det gøres gennem Missionsfonden, mærket ’Renovering Nuuk’.

Kærlig hilsen Ulla og John Østergaard Nielsen
Projekt
5400 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5400 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Moldova - af Charlotte og Johannes Petersen
Det er dejligt at holde sommer i Moldova. Der er varmt og markedet bugner af solmoden frugt og grønt. I missionen har vi travlt med at nå ud med evangeliet til landsbyer og byer og i bogstavelig forstand også at bygge Guds rige....... Vi har nemlig i denne uge ENDELIG fået hul på byggeriet af menighedssalen og det, som vil blive til nogle skønne kollegieværelser for unge piger fra landsbyerne: ’Pilgrim house 2’.

Et team fra en britisk organisation ’MISSION DIRECT’ er i øjeblikket i gang med at bryde mure og vægge ned. Mange fra menigheden hjælper med, og vi fryder os. Dejligt at se visionen tage form, og at vi kan skabe et sted midt i byen til Guds ære. Med de midler som vi fik fra missionsfonden vil vi komme et godt stykke med lejligheden til de unge fra landsbyerne. Vi tror også vi vil endelig vil kunne installere varme i kirken, så vi ikke mere skal sidde med tykke jakker til gudstjenesterne. Salen vil også blive større, da vi efterhånden er godt fyldt op. Pladsmangel er dog et positivt problem.
Kirkens unge brugte en hel uge af deres sommerferie på at række ud med praktisk hjælp til gamle og syge. Der blev malet, hugget brænde og ordnet haver.

Der er 3 måneders skoleferie og vi er ugentlig ude og holde børne-programmer i landsbyer. Der bliver leget og fortalt om Jesus. Ofte kommer mødre også til disse outreach, og vi får lov til at både tale og bede med mennesker.
I foråret modtog vi en bevilling fra DMCDD, og vi har kunnet ansætte 2 kristne socialarbejdere til at nå ud i de små landsbyer med hjælp og støtte til unge piger. Der er et stort behov for voksenkontakt og vejledning af de unge, og vi har nu mulighed for at nå endnu flere. 40 unge piger er med i projektet, og vi har foruden de ugentlige besøg i deres hjem og skoler også kunnet invitere dem ’hjem’ til undervisning hos os og kunnet fortælle dem om Jesus og bede med dem. Vi tror på, at Gud oprejser en generation med unge mennesker, som vil følge Jesus og bryde med den kultur, som har forårsaget, at familierne er blevet opløst, og forældre har forladt deres børn. De 40 piger kommer også med på vores sommerlejre, og vi tror på en stærk tid med Guds nærvær.

DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) har også støttet et projekt, som har samlet de unge kristne i Moldova. En tværkirkelig ungdomsorganisation ”XOMM” (udtales HOME og står for: ”Unge Kristne Moldova”) er nu en selvstændig forening. Charlotte har været en af de bærende kræfter i processen, og det er fantastisk at kunne give stafetten videre og se de unge samles for bedre og mere effektivt at træne unge ledere og nå ud med evangeliet. XOMM har i år allerede trænet 50 ledere og afholdt to større stævner, og en stor ungdomskonference er ved at blive stablet på benene til efteråret.

Vore sommerlejre har været ude for et ”setback” i år- og vi har ikke kunnet få lejrstedet i lige så mange uger som sædvanlig. I over 10 år har vi kunnet låne et stort lejr område i hele August måned. I de sidste år er der sket mange forbedringer på stedet, og regionen er nu begyndt at leje det ud til andre regioner. Vore sommerlejre er derfor blevet forskudt, og vi har en udfordring med at få det hele til at passe. Familie lejren og ungdomslejren skal f.eks. nu holdes samtidig. Vi havde derfor brug for at finde et stort telt til de unges samlinger. Et ”tilfældigt” møde med en præst i et supermarked løste det problem. Han havde et sådant telt og tilbød os det straks. Tak Gud for bønnesvar. Lejrene starter d. 10 August. Det koster 120 kr. at støtte et barn i en hel uge. Vi giver rigtig mange fripladser og får dagligt opkald fra organisationer, kommuner eller kirker, som beder os om at tage endnu flere børn som ellers ikke har mulighed for at få en sådan lejr-oplevelse.

Vi takker for forbøn og støtte. Vi ser fremskridt hos de unge, som Gud har betroet os. Pigerne blev alle færdige med deres skole - også Valentina, som er en ung pige, som stak af fra os og blev udsat for noget kriminelt. Det førte til, at hun fik en hjerneblødning og lå i koma et helt døgn, før vi blev kontaktet. Mange bad og Gud greb ind, og hun overlevede og kom senere tilbage til os og færdiggjorde sin niende klasses eksamen. Gud har også svaret på hendes bøn, og hun er blevet genforenet med sin mor. Vi tror på at Gud vil bevare Valentina og hjælpe hende videre i sit liv.

I missionen har vi også i øjeblikket Valea, en kvinde som for 10 måneder siden kom til os i dyb nød. Hun var dybt deprimeret og havde drukket uafbrudt i 3 år. Valea er i dag fuldstændig forvandlet og lever hver dag i glæden over at være fri. Gud sætter fri fra misbrug, og evangeliet er Guds kraft til frelse og frihed fra enhver synd.

Vi har i år haft besøg af to af vores sønner med deres kærester. Drengene ville gerne vise deres ’hjemland’ frem. Stephan, vores mellemste er blevet forlovet med sin Elisa, og der skal holdes bryllup til maj. Vores ældste Simon er netop blevet færdiguddannet og ansat hos Grundfos. Det at vore børn har det godt, gør det nemmere at klare afstanden, og vi takker Gud for hans trofasthed og godhed mod vores familie.
Gud velsigne jer!!

Mange hilsner fra Moldova! Chalotte & Johannes Petersen
Projekt
5698 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5698 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Børn i Sydamerika - af Tirsa Axell
Når lyset slukkes, ligger lille Jesus alene i sin seng og venter på mor. Da Jesus var nyfødt, syntes hans far ikke længere det var sjovt at leve livet med kone og barn, så han forlod familien. Mor så, at hendes søn var et dejligt barn og besluttede at kæmpe for ham. For at kunne overleve fik hun arbejde et sted, hvor hun skulle arbejde 1½ dag af gangen. På den måde kunne hun forsørge sig selv og barnet, og betale husleje af det lille rum, hun havde fundet i nærheden af sit nye arbejde. Hun bad så sine forældre om hjælp med pasningen af den lille dreng.

Forældrene havde et lille hus i nærheden af børnecentret. I huset boede der også en anden datter og dennes to børn. Det var denne datter, som forsørgede de to gamle, så hun var på ingen måde glad for at få et barn mere i huset. Men da det var forældrenes hus de boede i, så var det dem, der bestemte. Så langt som Jesus husker tilbage, har han altid vidst, at det ikke var hans rigtige hjem, men han havde jo ingen andre steder at tage hen.

Mormor dør og morfar bliver mere pasningskrævende. Han behøver mere medicin, så mosteren beslutter sig for at arbejde i nabolandet Argentina en tid, hvor lønnen er bedre. Hun sender så Jesus hjem til hans mor og lader sine egne to børn på 10 og 12 år passe morfar. Jesus er nu 8 år gammel, så han kan godt klare at være alene hjemme.

Da jeg for nogle år siden åbnede børnecentret for de mest udsatte børn i byen Limpio, som ligger i udkanten af hovedstaden Asunción i Paraguay, var mosteren der straks for at se, om hun kunne få børnene ind på centret. Efterhånden var det blevet for svært for morfar at tumle børnene, mens hun var på arbejde.
Jesus, som var en rigtig dejlig dreng, holdt sig altid til mig lige fra begyndelsen. Hvis jeg satte mig ved et bord for at hjælpe børnene med deres lektier, så var han der lige med det samme. Så stod han ved min side ved bordet og lavede lektier eller arbejdede på de ting, som han var i gang med, for ikke at miste pladsen. Da min mor Laura kom på besøg, var det lidt lettere for ham, for nu havde han hele fire sider at vælge imellem, men han foretrak nu altid pladsen midt imellem os.

Arbejdet på børnecentret er et kristent arbejde, hvor børnene ved, hvem bibelens Jesus er, og de kender også alle de historier, der er om ham i bibelen. Børnene har lært at bede til Gud, og de beder for hverandre inden de går hjem. Hvis man så spørger børnene, om de ønsker at Jesus skal være deres frelser, jamen, så ønsker de det jo alle sammen, for hvem vil ikke gerne have del i Guds kærlighed og specielt, når livet er svært. Dette arbejde gør, at der er familier, som tager imod Jesus som deres frelser, så derfor vil det også være rigtig godt at have en lokal kirke i gå afstand fra børnenes hjem, da der ikke eksisterer offentligt trafik i området. Så i samarbejde med kirken vi tilhører, har vi lejet et spisested, hvor folk, der arbejdede langt hjemmefra tidligere spiste. Stedet har været ude af funktion en tid, så vi kunne godt leje det. Men da lokalet har stået ubrugt i en tid, vil det se mere indbydende ud med en ny omgang maling og nogle frivillige tilbød at gøre arbejdet.

På børnecentret var vi lige blevet færdig med vinterferien. Alle skolebørn får opgaver med hjem i vinterferien, som godt kan klares på en uge, så man er sikker på, at alle børn kan det de skal. Så den sidste uge gik med leg, sport, udflugter og andet, som børn synes er sjovt. Efter disse dage var børnene godt trætte efter de mange aktiviteter og skyndte sig hjem - på nær Jesus. Han blev tilbage uden foran børnecentret, til vi var færdig med rengøringen. ”Men, Jesus, skal du ikke hjem?” spurgte en af centrets medarbejdere, da hun fik øje på den lille dreng siddende sammenkrøbet. Så fortæller Jesus, at han synes at det er trist, at han skulle være alene så mange timer om dagen, når centret lukker. At hans mor enten arbejder, sover, vasker tøj eller køber ind. Men hun havde ikke fået løn, så der var heller ikke mad hjemme, så derfor var det mere sikkert for ham, at sidde her i nærheden af dem, som han kender, men han ventede på dem, som maler i den nye kirke. Han havde tilbudt sin hjælp – han kunne sagtens male om de viste ham hvordan man gør, og så ville han også få del i maden, som arbejderne lavede der.

Da Jesus hørte arbejderne tale om Jesus, spurgte han om ikke de havde en bibel, han kunne få eller låne. Han ville selv læse alt det, der stod skrevet om hans navnebror i bibelen. ”Når jeg bliver stor, så skal jeg være præst”, siger den lille dreng til mændene. ”Jeg skal fortælle alle om Jesus” - og Jesus går ikke glip af en eneste af gudstjenesterne, der afholdes i det lille lokale, der skal indvies til kirkelige handlinger i august. Drengen Jesus er dygtig í skolen, som de fleste børn der går på børnecentret. Han kommer på centret om morgenen, for så ved han, at han kommer rettidigt til skolen på eftermiddagsholdet, da han bare følger med de andre børn. Hjemme sover mor eller også er hun på arbejde og Jesus er meget bevidst om, at skolen er vigtig for hans fremtid.

Det var bare et af mange skæbner blandt børn, som kommer på børnecentret CIM i Paraguay. Det er gennem det arbejde børnenes forældre og naboer kommer til tro på Gud. De lader sig døbe og er glade for, at de nu har en kirke i gåafstand, hvor de kan samles.

Mange kærlige hilsner
Tirsa Axell

Projekt
5353 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5353 / dit navn + evt. cpr. nummer


DU KAN forandre et barns verden!
Bliv fadder til et eller flere børn:
Der er ingen, der selv vælger det land eller det hjem, som de fødes i – men alle fortjener en chance til at blive lykkelig - Så BLIV FADDER til et barn:

Barnet får adgang til livsforvandlende muligheder for sig selv, og for fremtidige generationer

At være fadder indebærer at du betaler 7 kr. om dagen
Dit fadderbarn vil få mad, uddannelse, tilgang til tand/helsepleje og medicin mm.
Barnet vil få det, som børn mest af alt behøver: Kærlighed, omsorg og at blive hørt.
Som fadder kan du følge barnets udvikling i billeder og tekst.
Du kan også brevveksle - og besøge barnet på egen bekostning.

Send en mail til: fadderbarn@hotmail.com
eller skriv til ’Mit Fadderbarn’ Platanvej 3, 7573 Give

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Tanzania, NLO - af Hannah og Egon Falk
KAMPAGNEN I GEITA
Når du kommer hjem fra sådan en fantastisk kampagne hvor så mange blev frelst, sat fri fra onde ånde og helbredende mirakler fandt sted – så er du glad og taknemmelig men også totalt tømt for energi og ikke alene det men malaria pumper i kroppen.
Alle vore resourser og mere til er brugt til at bringe De Gode Nyheder til mennesker som ikke har nogen steder at gå til og vi tænker også på de millioner som endnu ikke har hørt – hvad er der at gøre????? Nyde frugten af vort arbejde? NEJ IKKE ENDNU!
Vor næste kampagne er August 22 – 27 i Buhongwa tæt på Lake Victoria. Vores udstyr er der allerede og vores folk træner de lokale kirkers medarbejdere i området.
Når vi er udmattede, og den onde ånd af fortvivlelse banker på vores dør, bliver vi opmuntrede af Guds Ord i Isajas 41: 11-13 ”Se alle dine fjender lider nederlag, dine modstandere bukker skamfuldt under. Hvis du spejder efter fjenderne, ser du dem ikke, for de er alle døde og borte. Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig.”
Mennesker langt borte fra kom til Geita for at fortælle om deres frelse og helbredelser helt tilbage til 1994.
Vi ved at vores arbejde bærer frugt som ikke forgår, og derfor er vi ikke flove over at bede om din hjælp i form af ikke bare bøn men også økonomisk.

Din støtte vil ikke kun velsigne DIG - men også forvandle Buhongwa - som Geita blev forvandlet !!!

Du skal vide, at du betyder meget for os og vi at beder for dig.
Dine Hannah og Egon Falk
Projekt
5270 i Missionsfonden
MobilePay til 42647419 - Tekst 5270 / dit navn + evt. cpr. nummer

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 -
Pakistan - af Henrik Holm, Pakistan Ministry.DK
De kristnes forhold i Pakistan
Det er lovligt, at være kristen i Pakistan, men de må ikke konvertere. De må heller ikke opfordre muslimer til at konvertere og de må ikke prædike for muslimer. Taliban eller lignende grupper bruger selvmordsbomber og bomber til dræbe og skabe frygt hos de kristne. Når en muslim vil have en kristnes job bliver den kristne bare sendt hjem, så det ender med at de kristne har de dårligste job. Voldtægt af kristne pige/kvinder er OK i samfundets øjne, da disse kvinder opfattes som de laveste.

Guds plan for Pakistan
1.Kor. 1 fortæller os, at Gud bruger det, som er ringeagtet i verden, til at vise at Han er Gud. Gud vil bruge Pakistan, som et vækkelses land, og gøre det til et land hvor Han vil ændre alt. Fra at være det land i verden mange ser ned på, hvor 95% af befolkningen er muslimer - til et kristent land, hvor Hans kærlighed vil nå alle mennesker.

Første tur til Kasur, maj 2016.
I slutningen af 2015 blev jeg ven med Pastor Philips på Facebook, og vores venskab udviklede sig til, at han inviterede mig til at besøge ALL OF US MINISTRIES, PAKISTAN i Kasur. Det blev en helt fantastisk tur, hvor jeg virkelig så Guds kraft i funktion. Philips havde arrangeret 5 aftenmøder med i alt 3000 mennesker, foruden de møder, hvor hans kirke samledes i hans hjem. Mere end 1000 mennesker blev fyldt med Helligånden og bad i nye tunger, og 100 meldte tilbage, at de var blevet helbredt og udfriet.
Da jeg tog af sted til Pakistan, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle, men det fandt jeg hurtig ud af. Jeg var der for at fortælle, at deres trængsler snart var forbi, for Herren har en plan for deres land (Es. 40).

2. tur til Lahore, november 2016.
Turen gik til Lahore, der er en by med 10 mill. mennesker og Asiens største kristne område; her bor der 200.000 kristne. De første 3 dage var jeg på besøg hos Irfan Younas og hans familie, og deres kirke ”Lord’s House Church” . Familien har et stort hjerte for deres fattige brødre og søstre. De har en skole uden for byen og sycentre, hvor kvinder lærer at sy, så de kan forsørge sig selv. Mange mennesker modtog håb, åndsdåb og helbredelse. De næste 3 dage var jeg hos ”Rescue for Heaven”, som er en stor skole med 450 elever, et børnehjem og mange små menigheder rundt om Lahore. Jeg var ude ved børnene, der laver mursten. Det er slavelignende arbejde og forhold, de lever under, også der formidlede jeg Guds kærlighed og håb. Sidste stop var hos min koordinator Enoch Munir, og her betjente jeg i deres kirke og på deres skole.

3. tur i marts 2017 i Lahore, Faisalabad og Toba Tek Singh.

Som de 2 første gange landede mit fly i Lahore int. Lufthavn, men denne tur skulle blive meget anderledes. Enochs far døde ugen før jeg skulle af sted. Så jeg var med til taksigelses-/begravelses fest. 1.300 mennesker var mødt op for at takke Gud for Munirs liv. Det var en fantastisk oplevelse, og nu anses jeg for at være den femte bror i familien.

I Faisalabad overnattede vi i et kristen konferencecenter, hvor vi også havde et pastormøde. Her viste vi første afsnit fra filmen ”Transformations”, og opfordrede pastorerne til at bede sammen. Jeg bad for dem og Helligånden kom over os. Jeg mødte også præsten for Pakistans største menighed, hvor der er 10.000 mennesker, og her underviste jeg om nådegaver.

Jeg var også på et kontrolbesøg, da nogle fantastiske givere i Danmark havde givet mange penge til et børnehjem i Toba Tek Singh, og var i tvivl, om der var et børnehjem eller ej. Det var nok det værste, jeg har prøvet på mine ture, for der var intet børnehjem; i stedet for var pengene brugt til fine hjem og politisk valgkamp. Sørgeligt, men sandt. Derfor er det bare så vigtigt, at vores penge går gennem nogen, som har været ’derude’.
I Lahore besøgte jeg vennerne fra sidste besøg og afholdt et fantastisk pastormøde. Efter mødet mens vi ventede på aftensmaden (altid ris og kylling), bad en pastor om ordet. Han havde sin kone og baby med. Han fortalte at for 2 måneder siden havde deres baby været så syg, at de var bange for babyen skulle dø, men så ringede de til mig i Danmark. Jeg bad for babyen, som blev total helbredt øjeblikkeligt, så vi priste Gud for Hans kærlighed og kraft.

VISION for Pakistan Ministry -. DK:
Formidle Guds kærlighed, håb og vækkelse ved besøg i kirker og børnehjem,
Tjene gennem forbøn, profetier og det profetiske, undervisning og prædike,
Hjælpe mennesker med at finde deres kald,
Hjælpe og lære mennesker med at høre Guds stemme og profetere,
Forberede Guds folk på vækkelse ved Helligåndens Dåb
Bringe hjælp - fx. tøj, sko, mad, skolematerialer og penge.
Samle pastorer og ledere til bøn for byer og nationer.
Bygge - børnehjem, skoler, og kirker.
Bringe teams fra Danmark til udlandet, der er med til at nå mennesker med Guds kærlighed i kirker, skoler, hospitaler og på gader.
Bringe teams og prædikanter fra udlandet til Danmark
Starte profetisk vækkelsesbøn i Danmark og internationalt.

I september 2017 skal jeg til Karachi, som er den største by i Pakistan og igen til Faisalabad. I november til Kasur og Lahore. I november håber jeg at tage en lovsangsleder med, for at lave 2 konferencer i Lahore.
Henrik Holm, Pakistan Ministry - DK

Missions-Nyt nr. 3 - 2017 - Missionshjørnet - af Christian Petersen
Forsonet eller frikøbt?
I Missionsnyt i forårsnummeret 2017 skrev jeg om den korsfæstelse, som Jesus måtte gennemgå i Påsken for snart 2000 år siden, og som det fremgik, er korsdøden formentlig den mest grusomme henrettelsesmetode, som findes. Men hvorfor behøvede Jesus egentlig at dø på korset? Og hvad er betydningen af Hans død? Det er der forskellige opfattelser af.

Havde man spurgt mig for 20 år siden, ville jeg nok uden at tøve have svaret, at Jesus ved sin død på korset tog straffen for vores synd og herved tilfredsstillede Guds retfærdighedskrav, således at vores synd er sonet, og vi kan have fællesskab med Gud.

Svaret ville efter min opfattelse kunne uddybes, men ikke grundlæggende anskues anderledes. Min opfattelse af forsoningen var altså, at Jesu stedfortrædende død på korset bringer os forsoning med Gud. Denne opfattelse – forsoningslære - understøttes bl.a. af 1. Pet. 2,24, hvor der står, at Kristus på sit legeme bar vore synder op på korset. Rom. 3,23-26, Rom 5,10, 2. Kor. 5,21, Hebr. 9,26-28 og 1. Pet. 3,18 understøtter også denne lære. Dette kaldes også den objektive forsoningslære, fordi Guds vrede er objektet for forsoningen.

Hvad der imidlertid er interessant – og ukendt for mig for 20 år siden - er, at denne udlægning af forsoningen nok først blev rigtig udbredt af biskop Anselm af Canterbury i et værk, der udkom i 1098, og i de efterfølgende århundreder fik stor udbredelse. Anselm mente – også inspireret af den tid, som han levede i – at Guds ære var blevet krænket ved vores synd, og derfor skulle sones. De senere reformatorer støttede sig til dette, men her var det dog ikke så meget krænkelsen af Guds ære, der skulle sones, men overtrædelsen af Guds lov.

Selvom der absolut er skriftmæssigt belæg for denne forståelse af forsoningen, og det også er i tråd med det Gamle Testamentes fokus på sonofre, så er den objektive forsoningslære blevet kritiseret for at skabe afstand mellem Gud Fader, der nærmest har en indre kamp mellem vrede og barmhjertighed, og så Gud Søn, der ofrer sig for os. Og for ikke stemme overens med Jesu egen undervisning i fx lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18, 21-35 og bønnen i Fadervor: ”Forlad os vor skyld.”, hvor Gud tilgiver uden modydelse/forsoning. Og er det således virkeligt nødvendigt, at der betales/straffes for synden? Kan Gud ikke bare tilgive? Og er det i virkeligheden retfærdigt at straffe en anden (Jesus) i vores sted – de færreste moderne retssystemer ville da acceptere, at en person, selvom vedkommende meldte sig frivilligt, blev fængslet eller endsige dødsdømt for en andens forbrydelse?

I de første 1.000 år af kirkens historie havde mange da også en anden opfattelse af forsoningen, nemlig at Kristus gik i døden for at besejre synden og ikke mindst døden. Ifølge denne opfattelse befries vi ved Jesus død ikke fra Guds vrede – Han er slet ikke vred – men fra synden og dødens magt og hermed til et fællesskab med Gud. Jesu død og opstandelse er altså først og fremmest en sejr over døden, der ellers pga. vores synd havde magten over os. Døden er ikke bare vores, men også Guds fjende. Gregor af Nyssa skrev i trehundredetallet: ”Da vi af vores egen fri vilje havde solgt os til bedrageren, kunne Han, som af sin godhed søgte at genvinde os til frihed, fordi Han også var retfærdig, ikke til dette formål bruge tilfældig vold. Det var derfor nødvendigt, at der skulle betales en løsesum, som i værdi skulle overstige det, som skulle løskøbes; og derfor var det nødvendigt, at Guds søn skulle overgive sig selv til dødens magt.”

Dette kaldes for den klassiske (oldkirkelige) forsoningslære eller for løsesumslæren. Denne opfattelse kan fx finde støtte i Ef. 2,1-6, der forklarer, at menneskets natur er fuldstændig fordærvet, og vi var døde pga. vores overtrædelser, men Gud gjorde os ved Jesu død og opstandelse levende med Ham.

Det skal bemærkes, at ingen af de to syn på forsoningen må forstås sådan, at Kristus ved sin død løskøbte os fra Satan. Bibelen antyder ikke, at Satan har en sådan magt eller position, der gør, at syndere skylder ham noget.

Beslægtet med, men forskelligt fra, den klassiske forsoningslærer er den subjektive forsoningslære. Den subjektive - eller den moralske, som den også kaldes – forsoningslære går ud på, at mennesket skal forsones med Gud ved, at vi gennem Jesu forbillede lærer at overvinde synden. Dette syn på forsoningen tager udgangspunkt i den opfattelse, at Jesus viser Guds kærlighed til os ved at dø på korset. Men Jesus reduceres altså her til en moral- eller filosofilærer, der dør for sit budskab. Det indlysende problem med den subjektive forsoningslære er, at den undervurderer syndens og dødens realitet. Dødens realitet er ikke noget, vi kan lære at overvinde. Døden er en realitet, også selvom vi måtte lægge synet fra den klassiske forsoningslære til grund, hvor Gud ikke skal formildes.
Skal vi tages noget med fra den subjektive forsoningslære er det dog, at Kristus er et forbillede for selvhengivende kærlighed.

Men den klassiske forsoningslære med fokus på Kristus som den sejrende kan tilføre noget til vores forståelse af forsoningen. Her er Gud ikke vores modstander, men på vores side. Hans kærlighed er ubetinget, hvilket ikke er helt så entydig i den objektive forsoningslære, hvor Kristus skal ofres for vores synd. I den klassiske forsoningslære betones, at Kristus med sin død og opstandelse har sejret over døden.

Den klassiske forsoningslære kan heller ikke stå alene. Gud er udelukkende kærlighed, men det er en misforståelse, at Han så ikke skulle kunne blive vred. Vreden er ikke en modsætning til kærligheden, men udtryk for, at den kærlige Gud drager dem til ansvar, der tænker og handler ondt. Vi undgår kun dommen ved at skjule os under Jesu blod. Var vores skyld ikke blevet sonet, ville vi ikke have adgang til Guds nærvær, og dermed heller ikke til den frihed, der ligger i Jesu sejr over døden.

Det er således min opfattelse, at den objektive og den klassiske forsoningslære beriger og supplerer hinanden mere end de strider mod hinanden. Paulus synes da også at sammenfatte dem i følgende kendte skriftsted fra kolosenserbrevet: ”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.”

Da Jesus opstod fra de døde, overvandt han døden og forbandelsen og dommen. Og Han kalder alle til at tage del i den frihed og det fællesskab med Gud, der følger af beskyttelsen fra hans blod: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”, Joh. 5, 24.

Jesus har som den eneste overvundet dommen og døden, og derfor kan Han som den eneste befri os fra disse.