Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Leder - af Elly Lohse Bruun

”HUSK MISSIONÆRERNES BØRN”
I hele mit liv har jeg været så privilegeret, at jeg har hørt og lært om Jesus både hjemme og i kirken. I barndommen var det meget søndagsskolen, som optog mine tanker, måske ekstra meget fordi min far var søndagsskoleleder, og min mor havde yngstegruppen. – Et punkt der var ufravigeligt hver søndag, var at indsamlingsbøssen, udformet med en figur af en afrikansk dreng på låget, kom rundt og samlede penge ind – ikke til Afrika, men til Anna Bruun og Helene Riis som var vore missionærer i Japan. Vi havde et billede af dem i japanske dragter, og vi bad for dem hver søndag gennem rigtig mange år.

Som voksen blev jeg selv medarbejder i børnekirken. Så skete det, at Anna Bruun og Helene Riis kom hjem til Danmark, fordi de var blevet gamle og kræfterne var ved at slippe op. På vort læremøde talte vi om, hvem vi nu skulle samle penge ind til og bede for. I mellemtiden havde jeg sammen med min mand Otto Lohse været på besøg hos flere missionærer. På læremødet foreslog jeg, at vi skulle sende de indsamlede penge til nogle missionærbørn og evt. nogle tegninger og små hilsener fra børnene, fordi jeg havde oplevet, at børnene var betydningsfulde på missionsmarken.

Det blev i første omgang Merci og Robert Jespersens 3 døtre, som nu var i Japan. Det var en ekstra stor glæde for mig, da Bodil (den yngste datter) fortalte, at hun allerede som barn hørte Jesus spørge hende, om hun ville fortælle japanerne om
Jesus, og hun svarede ja. I dag er Bodil en dygtig missionær og taler det svære sprog til fuldkommenhed. – Senere skete det, der en søndag var meget få børn i vores børnekirke, og læreren spurgte: ”hvad skal vi så i dag?” og et barn svarede:
”vi skal i hvert fald bede for Bodil i Japan.” Det er godt og vigtigt, at få den trofasthed ind allerede i barndommen.

I en anden periode sendte vi de indsamlede penge til Laura og Bengt Axells yngste datter Tirsa. I dag arbejder Tirsa blandt børn, som har det svært i Paraguay, og når hun skriver til vores menighed og fortæller om sit arbejde, glæder hun os (ikke mindst mig) ved at underskrive sig som ”børnekirkens lille missionær” - ”det var dengang det rigtigt begyndte for mig.”

Når vi giver, den smule vi har og kan, til Jesus, vil Han mangfoldiggøre det, så det bliver til velsignelse for mange.
Elly Bruun.

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen
Kære Missionsvenner.
Mange varme hilsner fra Eldoret i Kenya, hvor vi for tiden har op mod 27 graders varme. Græsset er helt svedent, men det er typisk for årstiden.

Vi er i fuld gang med arbejdet efter jul. Inden jul havde vi som sædvanlig en særlig juleafslutning med medarbejderne.
Vi er taknemmelige for at have mange skønne og trofaste medarbejdere, men desværre kan der også snige sig et ’broddent kar’ ind. Det oplevede vi for nylig og afslørede en medarbejder i tyveri. Da han fandt ud af, at tyveriet var blevet opdaget, stak han af og er over alle bjerge…! Vi beder om, at Gud må hjælpe os, så vi har de medarbejdere, vi skal have.

Udvidelsen af værkstedet
Udvidelsen af værkstedet går stille og roligt fremad. På det sidste har flere medarbejdere knoklet for at at få gravet, hvor der var store klipper! Klipperne får de brudt i stykker ved at tænde et bål på klippen og derefter hælde vand på, så klippen revner.
134 menigheder fik tagkonstruktion til kirke i 2016

I 2016 hjalp vi i alt ca. 134 menigheder med støttepiller og tag til en kirke – eller et tag, hvor murene allerede var opført, foruden at vi også hjalp med 3 skolebygninger, en kombineret skole og børnehjem, et børnehjem og center for HIV positive børn samt en bygning, som både skal bruges til børnehjem og kirke. I alt ca. 140 bygninger.

Vi ved, at det kun er på grund af forbøn og ved Guds hjælp og dygtige medarbejderes hjælp, at det lykkes - og fordi andre missionærer, menigheder, venner og familie i Danmark - og ikke mindst vore kristne søskende herude - er villige til at give til Guds Rige.

For at kunne hjælpe med alle projekterne har vi brug for værkstedet, som virkelig er alt for lille.

Menighedsvækst eksploderet
Vi nævnte i november at vi havde hjulpet et præstepar i udkanten af Eldoret med en kirke, og at de netop havde bedt med en muslimsk pige til frelse. Siden har de bedt med flere muslimer til frelse foruden flere alkoholikere og andre. Hver søndag beder menigheden under gudstjenesten med mennesker til frelse! Og præsteparret bruger hele eftermiddagen på at snakke med mennesker i kirken. Og i løbet af ugen bliver det til dør til dør mission, bedemøder og meget andet. Menighedens vækst er simpelthen eksploderet, siden de fik deres kirke. Kirkebygningen var lige det redskab, præsteparret og menigheden havde brug for.

Præsteparrets svigerinde har købt kirkens nabogrund til menigheden, så de har mulighed for senere at udvide kirken og at få bygninger til søndagsskole mm. Hun er vores nabo og fortalte for nogen tid siden, at hun føler det er det bedste hun har gjort i hele sit liv – på trods af, at hun måtte tage et lån i banken på 120.000 kr for at kunne købe grunden! Det er offervilje!

Ung mand startede skole i ørkenen
I efteråret hjalp vi bl.a. med 4 kirker i Turkana, ørkenområdet i det nordvestlige Kenya, som er præget af megen fattigdom. Det ene sted plejede menigheden at samles under et træ til gudstjenester.

En mand, som blot har gået i skole i 7-8 år, og som til dagligt står for menigheden under vejledning af en præst, fik nød for børnene i området, idet der ikke var nogen skole for dem. Så han startede en skole. Landsbyens befolkning har hjulpet hinanden med at samle materialer, så børnene har kunnet sidde i skygge under et halvtag. De har ingen bøger eller tavle, så jorden tjener som ”tavle” og sten som ”kridt”.
Personligt bliver vi så rørt, når vi ser, hvordan nogen prøver at gøre noget, med det lidt de har.

I skrivende stund er vore medarbejdere i gang med at læsse en lastbil med materialer til yderligere 4 kirker i Turkana, som disse medarbejdere vil rejse i løbet af de næste få uger.
På billedet herunder ses 3 af de medarbejdere, der skal til Turkana, sammen med lastbilen.

Til sidst vil vi takke enhver af jer, som står sammen med os ved at bede for os eller støtte os og vores arbejde. Især i ørkenområderne, hvor de fleste er yderst fattige, har vi hårdt brug for økonomisk hjælp fra Danmark, for at menighederne kan få en kirke.

Må Gud velsigne enhver af jer, som på en eller anden måde er med til at støtte op om mission, så flere mennesker må få lov at opleve Jesus som deres personlige frelser.
Kærlig hilsen Birgitte og Søren
Projekt
5325 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Tanzania - af Mirjam og Per Bjerrre
Kære venner.
Jeg har nu været tilbage i Tanzania en måned og delt nødhjælp ud hos masaierne. I sidste uge var jeg i Mswakini for første gang siden begyndelsen af december.
Jeg var fuldstændig chokeret over det syn der mødte mig, for overalt lå der døde dyr. Stanken af døde dyr hang i mine næsebor i flere timer efter jeg var kommet hjem og jeg var nærmest i chock. Mit hjerte græd for det her folk som lever et så hårdt liv. Vi kørte forbi søen som var tom og så at de desperat forsøgte at grave efter vand i bunden af søen i håb om at finde vand til deres dyr. Det rev og sled i mit hjerte, så jeg kunne næsten ikke klare det. Der er virkelig brug for din forbøn at Gud vil sende regn. Der er brug for en regn der kommer stille og roligt men over en længere periode, så de kan få en høst, græs og vand. TAK at I vil være med til at bede for dette.

Vi fortsætter vores arbejde blandt masaierne i 3 forskellige områder med uddeling af majs, samt præsten fra vores kirke her i Tanzania har bedt os om hjælp til uddeling af majs til de hårdest ramte udposter. Folk dør af sult derude især de gamle og spædbørnene som ammer, da mange mødre er så udhungrede at de ikke har nok mælk til deres spædbørn. Det er bare så forfærdeligt for man føler sig så hjælpeløs i sådan en situation.

Vi vil gerne om vi kunne samle penge ind til majs, så vi kan være med til at lindre nøden hos de stakkels mennesker. - Tak for jeres forbøn.
Mirjam og Per Bjerre

Projekt
5503 i Missionsfonden - Øremærket ’Nødhjælp’

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Moldova - af Frida og Peter Forum, Herning
Vi har i de sidste år drømt om at komme til Moldova for at opleve missionen Pilgrims International hos Charlotte og Johannes Petersen dér. Det lykkedes i august 2016. Ankomst til Kishinev, Ca. 190 km. fra Riscani, hvor basen for Pilgrim International ligger.

Peter skriver: Sommerlejrene var i fuld gang, så vi startede med at deltage i: Lejr for børn i alderen 8 – 12 år med 180 deltagere. Lejrcentret har plads til 200 deltagere, og ligger i Septabani, nær den Rumænske grænse. Næste uge: - Lejr for teenagere 13 – 16 årige, - 180 deltagere. Ugen herefter igen: Familielejr med 200 deltagere, ud fra 6 forskellige frikirker i Moldova. Efter vores hjemrejse var der ungdomslejr med 180 unge.
De som var med på lejrene oplevede her, at man kunne spise sig mæt ved 3 måltider dagligt, og endda få en is om eftermiddagen.

Hver dag var der samlinger af ca. 2 timers varighed. - 1 om formiddagen og 1 om aftenen, med fantastisk lovsang og efterfølgende indlæg / tale og afsluttende bøn / forbøn. - Hver eneste dag var der et barn, teenager, ung eller ældre som gav sit liv til Jesus, eller oplevede nye ting med ham. - At se så mange børn få troen på Jesus og livet med ham, ind i deres forslåede liv og sind, er fantastisk. De oplever at få håb, fred og glæde, og en fremtid med Jesus som frelser og hyrde, med i deres livsvandring.

En aften med Guds fantastiske nærvær, blev gruppelederne bedt om at stille sig i en ring omkring samlingsstedet, - så kunne de børn som ønskede forbøn gå ud til deres gruppeledere. Mange gav sit liv til Jesus og oplevede frelsen. Efterfølgende gik børnene til deres grupperum, hvor de fortsatte bøn i Guds nærvær, for og med hinanden. Mange af børnene lå på deres knæ, og bad til Jesus, - bad for hinanden, deres gruppeledere, deres søskende, mor og far, hvis de havde nogle sådanne. Charlotte kom over til nogle af dem, og de begyndte straks at takke Gud for hende og velsigne hende. - Og tænk hvad sådan et lejrophold kan gøre for disse børn og unge, og hvad de efterfølgende kommer hjem med. - Der er tændt lys i, - og rundt omkring dem, - andre vil se det, - og det vil brede sig som ringe i vandet, og flere finder vej til Jesus! - Sådanne oplevelser gør det ved os at, efterfølgende er der så mange andre ting her i livet, som bliver mindre væsentlige.

25 engagerede gruppeledere vidnede næsten alle om, at de var kommet til tro på Jesus på en tidligere lejr, og de fleste var med i alle 4 uger. Vi kom tæt på missionen, og på børnene i øvrigt, i disse uger. Nogle dage var vi ude i landsbyerne og byerne deromkring. Her oplevede vi hvilke forhold mange af børnene kom fra. Vi så hvor fattige folk kunne være, og hvor lidt de har til mad og daglige fornødenheder. Det gav os stærke indtryk for livet, og taknemligheden bliver meget forstærket.
Pilgrimshouse: At se og opleve hvordan der er opbygget et hjem, på den samme grund som Charlotte og Johannes selv bor, - for unge piger som er i fareconen for ’kvindehandel’, var helt fantastisk. Her kan pigerne bo i et trygt hjem, sammen med to ledere, som dagligt tager hånd om dem. Det er nogle helt fantastisk søde piger, (13 – 16 år), som her har lært Jesus at kende, bliver opbygget og får lagt en grund for et værdigt liv. Alle deltog i lejrene og var aktive her.
Kirken i Riscani: Om søndagen deltog vi i gudstjenesterne i deres kirke i Riscani, og oplevede ved mødet med dem, at deres liv med Jesus, og det kristne fællesskab er det dyrebareste de ejer, med stor taknemlighed og hengivenhed til ham.

Kirken i Falesti: Vi var en dag på besøg i Falesti, hvor der er bygget kirke med plads til ca. 200 personer + B og U lokaler m.m. – Vi mødtes med præsten og lederen for Teen Challenge i Moldova, - begge tidligere misbrugere. Fantastiske mennesker, som nu tjener med at sætte andre i frihed.

Rehab-center i Falesti: I Falesti ligger ligeledes deres rehabiliterings center. - Her fik vi den oplevelse at se hvor stor en forskel missionen gør, for rigtig mange mennesker som kommer her og får hjælp. Her bor 9 mænd, i huset for mænd, - og 6 kvinder i kvindehuset. Centret ledes af en daglig leder, og præsten Sasha kommer også dagligt og formidler bibelundervisning m.m., hvilket også suppleres af Johannes en gang imellem.

Frida skriver: Min store oplevelse har bl.a. været at møde alle de varmhjertede mennesker, som er blevet hjulpet gennem Missionen, både på den ene og anden måde, og se hvor værdsat Johannes og Charlotte er alle steder.Jeg er overvældet over alt det arbejde og energi, som præsten Sasha og Johannes har ydet, både med kirken,

På Rehab-Centret er der mange, som virkelig er blevet sat fri af deres misbrug, og kommet ud og fået et godt liv. - Jeg mødte en af pigerne som bor i pigehuset på Centret der. Hun fortalte mig glædesstrålende om, at ”Jesus har givet mig et helt nyt liv.” For bare et ½ år siden havde hun kun ’flaske-venner’, levede kun i druk sammen med en voldelig mand, og havde ikke noget at leve for. Hun havde også prøvet at begå selvmord, alt var håbløst. Myndighederne bragte hende helt forslået ud til Charlotte, som straks kørte hende til Rehab-Centret. Der oplevede hun Jesus og fik kærlighed ind i hendes liv. Hun er helt forvandlet og fri. I dag står hun der på stedet og laver mad til alle i huset. Charlotte og Johannes kører ofte til stedet, opmuntrer, underviser og beder for dem.

Vi besøgte byens Ældre-center en dag. Her bor 38 virkelig gamle og svage mennesker. Centret har eksisteret i 26 år, fra Moldova blev selvstændig i 1990. En kristen kvinde fik nød for alle de gamle mennesker, som boede helt alene ude i deres kolde huse. Kommunen ser det ikke som deres opgave, for her er det børnenes opgave at tage sig af deres gamle mor eller far i Moldova.

Den nye leder, som er der i dag, sagde at hun havde opgivet for længst, hvis ikke Johannes havde hjulpet gennem Missionen, både ved hjælp af at skaffe vaskemaskiner, ovne, komfurer, toiletter og madrasser.

De bor på 4 mands stuer, hvor der blot er 4 senge og en bækkenstol, baderummet er et koldt rum bare med en vandslange. Tænk så kummerlige forhold. Vi havde en is med til dem, og hvor var de taknemmelige, gav mig knus og kys af bare glæde.

Johannes og Charlotte besøger dem ofte. Taler med dem om Gud og himmelen og beder for dem. Vi kunne bare se hvordan de lyste op da de så Johannes.

Jeg har virkelig fået at se, hvor stor en forskel de gør gennem missionen I dette fattige land. Både de piger de redder og alt det sociale de yder med.

Pilgrim International er et helt fantastisk gudgivent projekt.

Læs eventuelt det supergode indlæg i MISSIONS-NYT nr. 2 2016 om Charlottes og Johannes store arbejde i Moldavien.
Kærlig hilsen Frida og Peter Forum
Pilgrims International har projektnummer
5163 i Missionsfonden, mærket ’Moldova’

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Peru - af Helmi og Felipe Castro
Kære venner!
Fyldt med ord, uden ord! - Det er det jeg føler, når jeg tænker på en fantastisk lejr for præste-familier i begyndelsen af januar! Igen var Gud trofast og lod et nyt
trosprojekt lykkes!

At holde lejr i junglen i regntiden var vovet! Også at få en busfuld fra kysten dertil, familier fra bjergene! Nogle fortalte,at de altid havde bedt Gud om een gang at kunne komme til junglen! Her holder man jo almindeligvis ikke ferie!.

Vi havde godt vejr mens vi var der, og de frygtede oversvømmelser og jordskred begyndte først lige, da vi var kommet derfra. Siden da har vejene stort set været lukkede. Igen havde Gud ledt til de rette dage! Tak til Jesus, at jeg ikke hørte på dem, som mente det skulle være senere!
Over 100 personer havde 5 dages afslapning og møde med Gud! Supert med så mange dage for at kunne gå i dybden i deres liv! Alle mine drømme blev opfyldt!

Mit ønske var, at Gud måtte udgyde sin Helligånd! Vi er mere og mere pinsevenner - uden pinse!
Og at se Gud gøre det, se alvorlige, strenge præster tilbede Gud i tårer...! Det var al kamp og arbejde værd!

Tanken var også at gøre noget for jungle-området. Lørdag var alle på udflugt til et vandfald, spiste typisk mad og så havde vi møde i en Ashaninca lansby. Det var specielt vigtigt for mig, at bede om tilgivelse for de mange drab på de indfødte gennem tiderne, og det årelange tyveri af deres land!
Ashaninca-høvdingen, som også var med de 5 dage, fortalte, at kvinderne bærer røde tørklæder for at mindes de mange myrdede. Så bad jeg om tilgivelse!
Gud rørte sårede hjerter, ikke mindst de mange unge præste-børn! Og denne kærlighed gave til dem som familier, det var overvældende!

Jeg glæder mig over, at de nu igen er over hele Midt-Peru i arbejde for Herren, men med nye kræfter og ny vision!

Så, nu gælder det næste herligheds-lejr! Tak for jeres støtte og forbøn! Jeg er villig til igen at give mig selv! Sammen er vi et team!
Felipe og Helmi
Projekt
5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Irland - af Tony og Agnete Simpson
Se billederne af vores nye kirke ’The Upper Room’ med det store skilt oven over,: ’JESUS HEAS BROKEN HEARTS’, som forkynder at Jesus giver nyt håb til de håbløse og sønderknuste (se Esajas 61,1 og Lukas 4, 18) - og tænk, belysningen var der allerede, så det budskab kan ses på stor afstand, også om natten! (som hér).
Det er en stor taksigelse, at vi nu lige før jul har fået vores nye kirkebygning i brug.Cork, med forstæder, er på størrelse med Aalborg, og floden Lee løber gennem hele byens centrum. Desværre er det her i floden, at mange ender deres liv. For nylig var der 16 dage i træk, hvor ikke mindre ens 16 mennesker her i Cork mistede modet og endte livet, nogle af dem i floden!

Netop den første søndag vi var i vores nye kirke, hørte vi, at der for år tilbage var 2 mennesker, som var på vej til floden for at gøre ende på alt - men da de så skiltet på vores forrige kirke: ’JESUS HEALS BROKEN HEARTS’, ændrede de kurs. En af dem blev en kristen.

Nu, efter over 13 års forløb er det samme budskab der igen - som et lys over storbyens mørke. Må mange, som sidder i mørket, få syn på Ham, som er Verdens Lys, når de ser ’Den Tavse Evangelist’, som proklamerer budskabet 24 timer i døgnet.

Den sidste weekend i februar skal vi have officiel indvielse. Vi venter Jack Boyd fra England som forkynder. Han er en af lederne i sigøjnervækkelsen dér. Vi håber og beder, at vi ved den anledning, og i tiden fremover, må nå mange af byens folk, afrikanere, andre indvandrere, samt de rejsende follk hér. Vor store bøn er også om flere arbejdere til indhøstningen.
Valget i
Congo i december kunne have ledt til revolution og blodbad. Vi takker Gud for bønnesvar, alt foregik næsten uden drab og kaos.

Alberto og Angela skriver følgende hilsen til Missions-Nyts læsere:

”Angela og jeg, sammen med vores venner i ’The Upper Church’ i Kimwenza og Congelos er glade og taknemmelige for jeres støtte til missionen i Congo. Kirken vokser, og der bliver gjort et stort arbejde for at bringe flere sjæle til Jesus og for at evangelisere Guds Ord rundt i området. Må Gud velsigne Missions-Nyts læsere i Danmark. Tak, Makangila Sundi Alberto.”

Her udtrykker Alberto sin taknemlighed for de, der har støttet arbejdet i Congo gennem Missions-Nyt.
Agnete og Tony Simpson
Projekt
5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Nigeria - af Peter Christensen
Kære læsere af Missions-nyt!
Det var vidunderligt igen at være i Nigeria. Næst efter Danmark er Nigeria det land jeg har boet i længst. Fra 1991 - 1993 boede vi der fast som missionærer i det område hvor Bugo Haram nu huserer. Nigerias befolkning er næsten opdelt med 50% muslimer og 50% kristne, med en lille smule animister. Og deværre med mange religiøse kampe og forfølgelser. Det er en af verdens mest religiøse lande; men ikke et eneste menneske frelses gennem religiøsitet. Det evige liv skal ikke opnåes, men er en gave på grund af korset.

Det var en stor oplevelse at prædike dette budskab både i kirker og på offentlige steder såsom markeder. Ved flere lejligheder havde vi frifuftmøder med opbakning af lokale kirker. Budskabet blev virkelig godt modtaget og mange tog imod Jesus som frelser. Selv mange muslimer løftede hænder som et tegn på at de var med i bønnen om, at Jesus måtte tilgive dem og give dem nyt liv i sejer - og evigt liv. Naturligvis opfordrer jeg altid dem, der tager imod, til at gå til en bibel-baseret kirke, der forkynder Kristus. Hvad vi ikke ser i nyhederne om Nigeria er at mange muslimer i Syd Nigeria er meget åbne for evangeliet og er endog kristne. F. eks. når vi priste Gud i lovsang på de offentlige møder, så vi muslimsk iklædte mennesker løfte hænderne i tilbedelse sammen med os. Hallelujah. Jesus ønsker også en stor høst af mennesker med muslimsk baggrund inden Han snart kommer igen.

Der var møder hver dag og nogen gange om natten også. Turen startede i Abuja, som ligger midt i landet, og nu er hovedstad. Nigeria er Afrikas folkerigeste land med et anslået befolkningsantal på 180 millioner. I Abuja er det pastor Abe (Abraham) der arrangerede for mig, men jeg prædikede også i andre store kirker der. Vi har kendt hinanden i mange år, hvor han har plantet en kirke i Ibadan; men de sidste par år har Gud ledt ham og hans kone til at plante en kirke i hovedstaden. Vi havde lederskabsseminarer om dagen og 3 bønnenætter. Nigerianske kristne får bønnesvar, fordi de beder meget !!! Vækkelse kommer ikke suverænt ned ovenfra - nej den kommer indefra gennem bøn!!! Vi må gøre vores del - Gud ønsker at gøre det i fælleskab med os.

Efter Abuja havde vi møderækker i Lagos og Ibadan, og et årligt kirkestævne i Gbongan. I Ibadan var der ligeledes arrangeret et heldagsseminar om evangelisation for 150 ledere i et kirkesamfund.

Jesus kommer snart igen. Lad os lægge alt ned som hindrer os i at løbe hurtigt, som der står skrevet i Hebr. 12:1-2: ”
Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone”.
Kærlig hilsen, Peter Christensen. GOOD NEWS GLOBAL OUTREACH
Projekt
5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Rumænien - af Arne Jørgensen, Holbæk Frikirke
Vi var 4 fra Sjælland, som rejste sammen med 2 fra Jylland til Rumænien i uge 41-2016. Ud over Jens Peder Pedersen og Roald Hald fra Åben Kirke i Herning, var det Arne Jørgensen og Jan Bjerre fra Holbæk Frikirke og Johannes Ørsøe
og Frank Maqvard fra Apostolsk kirke i Hillerød.

Turen blev sponsoreret af Apostolsk kirke Hillerød og Holbæk Frikirke. Arne og Jan har været med 2 gange før, mens Johannes og Frank var med for første gang.
Hovedformålet var fængselsmission sammen med Cosmin fra Rescue, men der blev også tid til at besøg hos nogle sigøjnere.
Cosmin støtter en gruppe sigøjnerbørn med skolehjælp. Apostolsk Kirke skaffer penge så Cosmin kan købe det skolemateriale, som de skal have for at gå i skole så som skoletasker, notesbøger, skrivemateriale ol. desuden finder han tøj til alle børnene, så de kan se pæne ud, når de skal i skole. Han hjælper omkring 40 børn og deres familier.

Cosmin har også fra skolestart i år ansat en lærer, som kan hjælpe børnene med lektiehjælp efter skole, så fra kl.12-16 hjælper hun børnene og om formiddagen arbejder hun på Rescue kontoret. Cosmin er meget glad for denne løsning. I første omgang har han ansat hende i 3 måneder, og så vil han se, om han kan skaffe pengene til hendes løn. Cosmin har brug for 500 euro om måneden (ca. 3.800 kr.)

I Rumænien er der vækkelse blandt flere sigøjnergrupper. Cosmin har i de sidste år arbejdet en del sammen med sigøjnerer fra byen Toflea i syd Rumænien. Vi havde også i foråret besøg her i DK af en gruppe sigøjnere fra Toflea, som havde koncert i Åben Kirke i Herning. Det er muligt at nå sigøjnerne, og der sidder mange sigøjnere i de rumænske fængsler, og hvis vi kan nå sigøjnerbørn, så de kan undgå at havne i fængsel, er dette jo et forebyggende fængselsarbejde.

Netop det besøg hos sigøjnerne gjorde stort indtryk hos os. At se deres levevilkår satte nogle ting i gang. Vi blev enig om at hjælpe en familie med at få lagt et ordentlig tag på deres ’hus’, og fik samlet penge ind til det. Jan Bjerre tager retur til Cluj i november og hjælper Cosmin med taget til den familie.

Angående vores fængselsmissio,n så var turen arrangeret sådan, at mandag var i Tg.Mures, tirsdag i kvinde fængslet i Cluj ,onsdag og torsdag i Auid og fredag i Arad.
Lidt baggrund om os: Frank er tidligere alkohol- og stofmisbruger, og har et fantastisk vidnesbyrd om Guds indgriben og forvandling Frank er nu bla. en kristen biker, og har brugt rigtig meget tid på evangelisation blandt Hells Angels, Banditos og andre fra det miljø. Johannes arbejder i Vester fængsel, som fængselsbetjent og har 25 års erfaring med det. Samtidig er han også biker, og han bruger meget af sin fritid sammen med Frank i biker miljøet. Ud over det så er han musiker og spiller med i et kristent band.

Arne er til daglig maler. I sin fritid spiller han bla. sammen med Johannes i det kristne rock- og bluesband, som hedder ’Good News’, hvor visionen er at nå folk i biker miljøet og spille steder, hvor kristne normalt ikke kommer. I den forbindelse har Good News haft mange koncerter i danske fængsler, asylcentre, by fester osv. Ud over det så besøger de mange kirker og fortæller, om hvad Gud gør de steder, hvor de spiller.

Jan arbejder til daglig på et lager og er leder af mission i Holbæk frikirke.
Jan har et stort hjerte for de udstødte og svage i samfundet, og har f. eks været i Afrika flere gange for at hjælpe med arbejde blandt børn og unge afrikanere. Vi har på vores tur til Rumænien oplevet Guds rige velsignelse over os. Jens Peder delte Guds Ord, Arne og Johannes spillede noget af deres musik og delte Guds Ord. Frank og Jan delte deres vidnesbyrd.

Vi prøvede at tælle, hvor mange der gerne ville modtage Jesus som deres frelser og kom frem til 136 mennesker, de dage vi var der. Vi har haft et fantastisk team sammen med Jens Peder og Roald, hvor vi virkelig er gået godt i spænd. Jeg tror ikke, at det er sidste gang, vi tager afsted sammen.
Projekt
5251 i Missionsfonden - mærket ’Sigøjnerhjælp’

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Tanzania, NLO - af Hannah og Egon Falk
Kampagnen i Mto wa Mbu, der er en muslimsk domineret landsby, var meget vanskelig at planlægge og vi fik tilladelsen til at afholde kampagnen meget sent.
Korruptions-penge skiftede hænder i et forsøg på at forhindre os i at afholde kampagnen men Gud bragte offentlig skam over de personer som stod bag og ingen turde røre os efter det, og vi blev mødt med politibeskyttelse og horn-orkester.
Selv om vi havde problemer med regnvejr, blev 975 mennesker frelst og blandt dem mange muslimer. Mange helbredelsesmirakler fandt sted hver dag og glæden var overvældende da en chauffør fra et myndigheds-kontor blev helbredt for en dårlig diabetes, og at dette blev bekræftet af hans læge.

Vore hjerter bliver dybt berørte igen og igen, når vi oplever hvordan mennesker lider pga. sygdom og onde ånder. Når de bliver frelste, helbredte og sat i frihed kan vi ikke andet end glæde os sammen med dem.

Tak til alle jer, som gjorde det muligt med denne kampagne og må Guds allerbedste velsignelser være med jer alle.
Hannah og Egon Falk, New Life Outreach
Projekt
5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Brasilien - af Kirsten Solveig Valentim Pinheiro
Kære venner.
Ja, det bliver med en lille årsrapport her, til jer, der støtter arbejdet økonomisk og i forbøn, at vi kan se tilbage på 2016. Vi fyldes med en stor taknemmelighed til Gud, men også specielt til jer, der støtter os.

BØRNEHUSET Vi har en gruppe på 20 forskellige børn, der i løbet af året har deltaget i programmet ’Den Udvalgte Generation’ 3-4 formiddage om ugen og en eftermiddag. Skoletidspunktet ӕndrer sig for nogle, så derfor afhӕngigt af dette, hvem der kan deltage.

Her i anden halvdel af året har vi taget flere mindre børn ind på bare 3 år, så det er et stort ansvar og krӕvende på en speciel måde. Vi er glad for, at vi har nu et overskueligt miljø. Det har givet os mulighed for at have deltagelse af hele 5 af de børn, der mistede deres mor i januar i år, og som i dag har en storesøster på 23 år, der forsøger at favne nogle af de mange behov, der er til stede i familien, med en meget fravӕrende far. Vi har vӕret i stand til at deltage i nogle forbedringer i deres hjem bl.a. indlagt vand, fӕrdiggørelse af badevӕrelse etc.

ARBEJDE MED MØDRE Antallet af mødre, der kommer rimelig fast, er støt voksende. Vi har således kontakt med over 30 mødre, der gør brug af tilbudet med legestue for de mindste børn, imens mødrene lӕrer forskelligt håndarbejde, får undervisning på sundhedsområdet etc. Vi forsøger at vӕre iderige, også med lodtrӕkning, med bazar og med gratis tøj og fodtøj.Vi henter og bringer, både børn og nogle af mødrene, men vi mangler akut et bedre folkevognsrugbrød især med hensyn til de mindre børn, må vi skӕrpe sikkerheden.
Men vi skal også vӕre i stand til at bruge missionens bil til admininstrative opgaver etc.

En stor del af mødrene kommer fra ’Aldeia’, en bebyggelse omkring 4 km herfra. Den yngste mor er bare 14 år. Vi glӕder os over, at der er flere familier dér, der har taget imod Jesus i løbet af 2016.

KAMPAGNE FOR ET NYERE FOLKEVOGNSRUGBRØD (den nuvӕrende model er fra 1993) er hermed lanceret, og vi har fået tilsagn om et par specifikke gaver allerede, så vi tror på, at denne gang skal det ske. Vi har kørt kampagnen tidligere uden at målet blev nået.

Og omkring overførsel af midler til os må vi benytte andre veje end de almindelige, da vi desvӕrre stadig har midler tilbageholdt af banken her i Brasilien, hvor vi har vores missionskonto. Bliver de frigivet, vil det vӕre en yderligere hjӕlp. Vi regner med, at vi skal bruge et beløb på omkring 25.000 til 30.000 kroner for at få en model, der er mindre end 10 år gammel. Vi takker for bøn for en klar ledelse i at købe den rette brugte bil.

FADDERSKABSORDNINGEN – HVAD ER DER SKET MED DEN? Vi har stadig lidt koordinering af fadderskabsordningen JIRE, selv om den er blevet kraftig reduceret indenfor de sidste år, der er endnu omkring 20 familier og hele 30 forskellige børn, der er priviligerede i at have fadderskabsstøtte. Krisesituationen aktuelt i Brasilien har ramt i hele delstaten Amapá, hvor vi har de fleste støttede familier, og her i Ceara har vi også nogle få i helt specielle situationer. Over halvdelen af familierne er nu i Calçoene, hvor vi glӕder os over, at UMO huset dér, nu vil blive beboet igen, og der bliver genoptaget et arbejdet rettet mod lokalsamfundet, inkluderende familier i JIREH ordningen. Vi vil løbende tage dertil med korttids-teams, og jeg er i et samarbejde med UMO ledelsen i det genoptagede arbejde

FRIVILLIGE? Ja, vi er fortsat åbne for frivillige fra udlandet af for kortere eller lӕngere tid, men vi har i øjeblikket et par frivillige fra Fortaleza og en fra Para delstaten. Missionscentrets beliggenhed vanskeliggør til dels for folk, der ikke bor her, med mindre de har bil. Vi tilbyder derfor kost og logi (basisk indkvartering).

Det er lidt udfordrende økonomisk og koordineringsmӕssigt, og klart der er forskellige behov til stede iblandt dem, der bor her, som vi også nogle gange må gå ind i.

VI udbygger stedet her også og forsøger at foretage forskellige repareringer og vedligeholdelser, og det står min mand for. Og vi har også et arbejde i Gurupora i Cutias kommune i AMAPA delstaten, hvorder er store udfordringer, og vi har brug for frivillige dér, og vi kan modtage teams. Vi planlӕgger et team dertil omkring påsketid, hvis der skulle vӕre interesserede, også med besøg i Calçoene.

KURSUS OG INSPIRATION Vi havde i juli et uge-kursus her: ’Leve Kreativiteten’ med et deltagerantal på 12, også lidt børn med kursus deltagerne. Og vi fortsӕtter kursus virksomheden.

Vi forsøger at deltage i forskellige arrangementer og tilbyder os i kirkeregi også indenfor, hvad der er overkommeligt, og de frivillige, der er her, deltager jo i en form for praksisk trӕning. Vi opfordrer dem til at deltage i kurser andre relevante steder, der dygtiggør dem.

STOR TAK for partnerskabet i 2016, og glӕdelig 2017. Vi står til jeres rådighed med yderligere info!
Kirsten Solveig Valentim Pinheiro
Projekt
5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2017 - Missionshjørnet - af Christian Petersen
Korsfæst ham, korsfæst ham…!

Sådan råbte folkemængden til Pilatus, der var romersk præfekt i Judæa og Samaria fra 26-36 e.Kr. Ved siden af ham stod Jesus pisket og tornekronet.
Men hvad er korsfæstelse egentlig, og hvad dør den korsfæstede af? Og hvorfor blev Jesus korsfæstet?

De fleste kender heldigvis nok kun til korsfæstelse fra evangeliernes beretninger om Jesu henrettelse, og i kirkerne ser vi ofte gyldne og til tider smukt dekorerede kors og normalt - i de protestantiske kirker - tomme kors. Men i datidens Romerrige var det anderledes. Korsfæstelse foregik offentligt foran et publikum et sted lige uden for byen. Nok skulle det være synligt til skræk og advarsel, men samtidig betragtedes lig som urene, hvorfor det ikke foregik i centrum af byen.

Korsfæstelse blev formentlig opfundet af perserne ca. 500 år f. Kr., men blev adopteret af romerne og brugt som henrettelsesmetode for mennesker på samfundets bund, som sørøvere, landevejsrøvere, slaver mv. Henrettelsesmetoden er første gang omtalt af filosoffen Platon.

Den mest grusomme død
Korsfæstelse er den mest grusomme henrettelsesmetode, der findes! Så grusom at romerske borgere ikke måtte henrettes på denne måde, og at det desuden slet ikke var pænt sprog for romere overhovedet nævne ordet kors. Romerske borgere kunne højst risikere henrettelse ved sværd, hvilket selvfølgelig er voldsomt nok, men en langt hurtigere og mindre smertefuld død end korsfæstelse.

Evangelierne beskriver ikke Jesu pinsler i detaljer. Formentlig fordi korsfæstelse var kendt i datiden, og derfor beskrives kun det, som var specielt ved Jesu korsfæstelse, bl.a. Jesu ord på korset. Men samtidige kilder fortæller, at der var ikke én bestemt måde at korsfæste på. Det var i virkeligheden en del af korsfæstelsens psykologi: Den komplette overgivelse til bødlernes for godt befindende. Nogle blev korsfæstet med hovedet nedad; andre fik gennemboret deres intime dele; andre spændt deres arme ud over tværbjælken, som vi må forstå, at Jesus fik.

Piskning gik altid forud for korsfæstelse, hvor pisken bestod af lædersnore med indflettede spidse benstumper eller metalstykker, der flænsede sig ind i kødet. Historikeren Josefus fortæller et sted om en, der blev pisket til hans knogler blev synlige. Jøderne havde i deres lov en begrænsning på, at der højst måtte gives 40 piskeslag (og man begrænsede det derfor for en sikkerheds skyld til 39). For romernes udførelse af torturen var der næppe nogen grænser, andet end at den dømte skulle overleve til videre pinsler.

Den dømte skulle herefter bære sit kors til henrettelsesstedet. Formentlig ikke hele korset, idet den lodrette stolpe i forvejen stod ved korsfæstelsesstedet, men tværbjælken med en vægt på omkring 50 kg. Noget af en vægt at skulle bære for en gennempisket - og i Jesu tilfælde tornekronet – person, og ikke underligt, at Jesus segnede på vejen til Golgata. Med tværbjælken bundet over den piskede og blødende ryg og skuldre og gennet gennem byen blev den dødsdømte udstillet for alle og var med de til bjælken bundede arme et ubeskyttet offer for tilråb, slag og spark med et skilt om halsen, der angav, hvad han var dømt for.

Enhver kan forestille sig den frygtelige smerte, når nagler slås gennem håndled og fødder. Måske har nogen set fra katolske lande, at mennesker frivilligt lader sig korsfæste og løsnes igen uden at dø. Her anvendes tynde søm og ’offeret’ står helt stille på en fodstøtte. Men den pinefulde tortur ved en virkelig korsfæstelse består i, at det dødsdømte menneske hele tiden tvinges til at bevæge sig på korset, fordi han hænger i armene og må hæve sig op for at kunne trække vejret. Den korsfæstede må således støde fra med fødderne, der er naglet fast! Den korsfæstede må kæmpe for at få luft og udløser på denne måde selv forfærdelige smerter og kramper i arme og ben samtidig med, at den mishandlede og blødende krop gnider mod korset. Den djævelske idé med korsfæstelse er således, at offeret udfører torturen på sig selv indtil døden!

En ekstra ydmygelse består i, at den korsfæstede er udstillet foran den nysgerrige menneskemængde. Normalt nøgen. Bibelen fortæller, at soldaterne kastede lod om Jesu klæder, hvilket kan være et diskret hint om, at Jesus også var nøgen. Den korsfæstede er også forsvarsløs overfor insekter, fugle og ikke mindst varmen.

Varmen sammen med anstrengelsen får sveden til at strømme og medfører væsketab, der sammen med blodtabet indleder dødsprocessen. Den mængde ilt, der er tilbage, føres rundt med blodet og koncentreres om de centrale organer, hjerte, hjerne og lunger. Arme og ben nedprioriteres, selvom det er disse, der arbejder for at holde vejrtrækningen i gang. De syrer således til, og til sidst er det ikke længere muligt at hæve sig op, hvorved brystkassen ikke længere kan udvide sig og trække sig sammen, hvilket betyder at vejrtrækningen ophører, og døden indtræffer endeligt.

Jesus døde efter 6 timer på korset. Men det kunne tage dagevis for en korsfæstet at dø. Derfor kunne det være nødvendigt at fremskynde dødstidspunktet ved f.eks. at knuse benene på den ophængte, se også Johs. 19,31-33. Dette skete dog ikke for Jesus, da han allerede var død.

De korsfæstedes døde legemer blev ofte henkastet uden begravelse og således overladt til rovdyrene. Josef fra Arimatæa kontaktede dog Pilatus og fik lov til at få nedtage den døde Jesus fra korset og gravlægge ham i sin egen nyudhuggede familiegrav. Herfra opstod Jesus Påskemorgen og overvandt dødens magt! Han gjorde det frivilligt. Korsfæstelse er således en ufatteligt smertefuld og ydmygende henrettelsesform. Ikke underligt, at Jesus i Getsemane Have bad Gud om muligheden for at dette kunne gå ham forbi, Matt. 26, 39.

Seneca, en romersk filosof, som levede på Jesu tid, skriver: ”Findes der noget menneske, som ville foretrække at gå til i smerte, at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud dråbe for dråbe, snarere end at dø øjeblikkeligt? Kan det menneske findes, som villigt vil bindes til det ’forbandede træ’?”. Seneca stiller et retorisk spørgsmål og mener selv, at svaret er nej.
Men svaret er Ja! Det menneske findes. Han hedder Jesus. Han valgte det ’forbandede træ’.

I Rom. 5, 7 skriver Paulus: ”Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere.”
Jesus døde en smertefuld og ydmygende død for mennesker på et tidspunkt, hvor vi hverken forstod ham eller takkede ham for det. Men på grund af hans offer på korset er alle, som vil tage imod, tilgivet og sat fri! Og kan leve med troen på at være sammen med ham i evighed.