Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Leder - af Elly Lohse Bruun
”I magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt!” (2. Kor. 12,9)
For mange år siden, da jeg sammen med min daværende mand Otto Lohse var i Sydkorea, besøgte vi et alderdomshjem, og jeg fortalte der lidt om ’mit’ plejecenter i Danmark, hvor jeg har været forstander i 24 år. Jeg husker, at jeg bl.a. blev spurgt, om ikke jeg var lykkelig for at være født i Danmark. Det var nok lidt af en øjenåbner for mig, og jeg har faktisk mange gange siden, sagt Gud tak for at jeg blev født dansker.

I Danmark har vi mange dygtige og ansvarsbevidste mennesker, som gør en stor indsats ikke kun for egen vindings skyld, men for at hjælpe andre.Men alligevel sker det, at vi oplever så håbløse situationer, at vi føler os ganske magtesløse. Når man kommer dertil, hvor man ikke kan klare situationen mere og må give slip, så er det ikke ligegyldigt, hvad og hvem vi tror på.

Sommetider har jeg grundet over, at Jesus på korset råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Men det har altid trøstet mig at Jesus ikke så længe efter sagde: ”Far, i dine hænder befaler jeg min ånd.”

Det sker af og til at vi beder, men oplever, at vi ikke får svar; så kan vi have lyst til at spørge: Hvorfor har du forladt mig Herre? Men Jesus har ikke forladt os, for det har Han lovet og Hans løfter holder, og det er især i vores magtesløshed, at Guds kraft udfolder sig helt.

Elly Bruun.

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Irland - af Agnete og Tony Simpson
Kære missionsvenner,
”Åbne døre, rige muligheder og mange modstandere!”
Det skrev Paulus om (1.kor, 16,9). Og vi finder også, at vores ærkefjende ikke ligger på den lade side, når det gælder om at skabe hindringer og modstand mod udbredelsen af Evangeliet. Men Gud er almægtig, og Jesus har lovet sejren.

Cork, Irland
Arbejdet i den nye ejendom til kirken går fremad - og noget langsommere end vi havde håbet. Den ene håndværker må vente på, at den næste kommer for at gøre noget færdigt - eller på forskellige ting der kræver godkendelse, når det er en offentlig bygning. Vores tømrer, Eamon, som står for arbejdet, har lige lavet en nødudgang, og vi har fået godkendelse af brandvæsnet.
Edwin, som er ældste i kirken, står for gadeevangelisationen hver lørdag. Der er forkyndelse og uddeling af traktater. Edwin har altid på hjertet at nå byen med Evangeliet, og han har næsten altid personlige kontakter med folk - også ofte med nogen fra de forskellige nationer, som har flokket sig til Irland. Selv er Tony og jeg kun i stand til at være med på gadearbejdet fra tid til anden. En mand, som altid hjalp Edwin i det arbejde, er desværre holdt op af uheldige grunde. Men samtidig er der to andre, som har sagt, at de har fået på hjertet at hjælpe til på gaden, når de kan!

De rejsende folk
For tiden ser vi ikke så mange af vores rejsende venner i kirken - de er nemlig REJST! Sådan er sommeren.
Vores franske sigøjnervenner har købt et stort telt til arbejdet i Irland. Det var meningen at det særligt skulle bruges i Cork, og det var en stor skuffelse for dem, og for os alle, at det ikke lykkedes at få en teltplads i Cork i år. Vi er allerede begyndt at bede alvorligt om, ar Gud vil fjerne alle hindringer, så vi kan få en plads til teltet her i Cork næste sommer.
Men teltet blev brugt til et stævne og til evangelisering i Dublin, og mange af vores venner fra Cork var med dér. Dernæst tog mange af dem til det store stævne i England, hvor en del tusinde samles - fra dette uønskede og ofte forhadte mindretal!- Men ”de, som intet var, udvalgte Gud” (1.Kor 1,28).
Congo
Vores venner Alberto og hans kone Angela er lige kommet hjem fra Congo efter deres meget intensive arbejde i Kimwenza, samt i den nærliggende by Congelos. Vi har hørt, at arbejdet gik godt fremad - på trods af at Alberto faldt af motorcyklen på de ret ufremkommelige og hullede veje, og han blev en del forslået, et par dage efter faldt hans kone af, osv., osv.

Men på trods af de mange forhindringer er de taknemmelige for resultatet af turen. Vi har dog ikke fået en fuld rapport endnu, for da de kom hjem til Cork for 10 dage siden (og var dødtrætte af strabadserne) fandt de, at deres hus var blevet slemt vandskadet og sengetøj og meget andet var ødelagt. Det er meningen at kommunen skal reparere noget af skaden, men de lader ikke til at være særligt ivrige for sagen!

Kun tre dage efter deres hjemkomst skulle Angela på hospitalet her - hun har været på venteliste i 1½ år, for at få opereret en underlivslidelse, der er meget almindelig blandt afrikanske kvinder. Det blev til en temmelig stor operation med en del blodtransfussion. Nu regner lægerne med, at alt skulle blive i orden. Da vi besøgte hende dér, fortalte hus os, hvordan Gud havde hjulpet dem igennem de mange genvordigheder i Congo.

Noget at det første hun sagde til os var: ”Djævelen er en løgner!” Gennem alt hvad der er sket, er der en urokkelig tro på Gud og Hans Ord. Nu er Angela lige kommet hjem og behøver tid til at komme til hægterne.

Jo, der er hindringer og modstand alle vegne - men også åbne døre for Evangeliet.

Tony og Agnete

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Peru - af Helmi og Felipe Castro
Forkælelses uge for familier fra junglen!

”Det som mit hjerte troede, min mund bekendte, det så min øjne!”
NU er en vidunderlig uge med præstefamilierne fra junglen, fra bjergene og en familie fra jordskælvs området i Ecuador slut!

Familierne begyndte deres rejse en mandag og var fremme lørdag! Med båd på floderne i junglen, bus over bjergene (som de beundrede, mens de kastede op på grund af højden!), og så frem til Piura, hvor de blev taget imod klokken 4 om morgenen! Derfra blev de fordelt i forskellige menigheder, hvor de var gæster i weekenden. Næste dag tog jeg imod familierne fra bjergene. Og så var det ellers rundt hos busselskaberne og købe billetterne til hjemrejserne og meget andet.

Mandag morgen var hele gruppen samlet - og så på bustur 3 timer mod nord og ud til kysten. Da de så havet fra bussen var de begejstret! Hotellet var supert og lå langt væk fra vejen, hvilket jeg var glad for, for de er ikke vant til veje og biler, så de går bare ud!

Mandag til fredag havde vi nogle dejlige dage. Det er mennesker, som ikke er vant til at vise mange følelser og har svært ved at glæde sig. Den eneste rigtige kontakt, jeg så, var, når de tager lus ud af håret på hinanden! Men kvinderne blev begejstret, da vi startede op med at lægge en masse tøj på bordene, som de kunne tage! Og så havde vi købt rejsetasker, så de kunne have det med hjem. Jeg havde også sendt julebrød fra Trujillo, så de hver dag havde lidt ekstra at spise.
Langsomt fik de grædt en masse ud... Kvinderne var så sultne efter en omfavnelse, at jeg delte bjørneknus ud over det hele! En kvinde så jeg aldrig smile før på busstationen, da de rejste tilbage, hvor jeg gav hende et bjørneknus til i dag, et til i morgen, et til i overmorgen, et til...! Den sidste aften holdt vi fest med lækker kage, og de fik alle 200 kroner til at købe noget personligt. Lige fra babyerne...

Den kristne ejer af hotellet havde bedt til Gud og sagt, at hvis Gud ville bruge hotellet, så var det fint, og så var det, at jeg kontaktede ham - og fik en super pris... Priserne på transport stiger altid til det dobbelte omkring nationaldagen, men jeg fik alle billetterne til normal pris!!! - Det er et mirakel!!

Et par, som arbejder på floderne med de små samfund langt inde i junglen, var så trætte og ville gerne til familien ved kysten for at holde fri, men det havde de ikke penge til. Så ringede jeg og inviterede dem! Gud ser!!! Han startede med at se helt træt og modløs ud, men sluttede af med løftede hænder og stråle!
En pastor fik Andrés jakkesæt, det var hans første i sit liv, og han var lykkelig!!!

I sådant et arrangement giver jeg alt af mig selv, men det er det værd!!! Næste drøm: For præstefamilier fra det centrale Peru med jungle og bjerge!!!! Der, hvor jeg begyndte arbejdet i Peru for næsten 34 år siden!

Kærlighed er den største kraft, som findes, til at forandre liv!!! Og hvad er bedre end at investere i dem, som skal forkynde på steder, vi aldrig når til?

Tak for forbøn, tak for støtte, tak for omsorg, tak!
Helmi og Felipe

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Med Alterna til Tanzania
af Dennis og Camilla Sørensen
Vi har fået lov til, af flere omgange, at rejse med Efterskolen Alterna på missionsrejser i Østafrika, Mellemøsten samt forskellige europæiske lande. Rejserne har haft en længde på knap to måneder, hvilket har betydet, at vi kun har fået lov til at kradse lidt i overfladen, i forhold til de missionærer vi har besøgt, som ofte har dedikeret deres liv til den missionsmark, som er blevet deres.

På en rejse til Tanzania, hvor vi havde base hos Mirjam og Per i Arusha, rejste vi med Torkild Jensen til en landsby. Her boede vi på et guest house, hvor vi delte værelserne med både kakerlakker og skorpioner samt en række insekter og småkryb, som vi aldrig fandt ud af hvad var. Myggenettene var hullede og varmen om natten var ulidelig, hvilket betød, at Danmark føltes meget langt væk. Faktisk spredte der sig et slogan blandt teamet, som lød som den ældre lovsang: “Joy comes in the morning”. Uanset hvor sur og udfordrende natten er, så vil glæden komme ved solopgang.
Under disse fremmede himmelstrøg fik teenagerne lov til at sprede en lille dråbe af Jesu kærlighed til landsbyens beboere. Hjemmefra havde teenagerne forberedt dramastykker, som skulle formidle budskabet om Jesu kærlighed. Dagene gik med at danse, synge og fortælle om, at Jesus elsker børnene. Sammen med Torkild, som lavede dukketeater, den afrikanske dansegruppe og de lokale pastorer indgik vores team i en stor børnekampagne i landsbyen.
At så stor en gruppe unge teenagere besøgte landsbyen blev et trækplaster for hele oplandet, hvorfor vi fik taletid ind i tusindvis af børn og voksnes liv.

Når dagene ikke gik med besøg på skoler eller i kirker så vi teenagerne lege med børnene, give dem svingture og danse bro-bro-brille på dansk. På denne måde fik vi et værdifuldt indblik i missionsarbejdet.
Når unge mennesker rejser ud til alverdens missionsprojekter, sker der noget specielt. Det er umuligt at vide hvad der nøjagtigt vil ske, men de kommer i situationer, hvor de er mere afhængige af Gud. Under et ugelangt besøg hos en kirke i Dar Es Salaam besøgte vi afrikanske familier.

Familierne syntes det var spændende at få besøg helt fra Danmark, mens vi nød at se hvordan man bor i Afrika. Under besøgene spurgte familierne om teenagerne ville bede for, at deres sygdomme måtte forsvinde. Pludselig stod de unge i en situation, hvor de var afhængige af Gud.

At rejse ud giver de unge et nyt perspektiv på livet. Vi har under missionsrejserne mødt mennesker, som er mindre priviligerede. En del af missionsarbejdet er, at møde de behov, der findes. Derfor har vi malet huse og ordnet haver i Israel, for mennesker, som havde brug for en hånd. Vi har også været i Masai-land i Tanzania og delt nødhjælp ud, fordi høsten var slået fejl.
I mødet med mennesker, som af forskellige årsager er kommet i nød, har været med til, at teenagerne har fået et nyt syn på hvad der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt i livet.
I Kenyas hovedstad Nairobi mødte nogle af vores teenagere engang en kvinde med en forfærdelig historie. Hun havde mistet sine børn i en tragisk køkkenulykke. Efter at have mødt et sådant menneske forandres vi, og vi finder ud af, at Gud også er trøstens Gud.

Adskillige gange har vi set teenagerne give hvad de har, for at møde mennesker omkring dem med Guds kærlighed. I Eldoret i Kenya har vi besøgt Søren og Birgitte, som har investeret deres liv i at hjælpe de kristne med at bygge kirker, hvilket vi fik lov at hjælpe til med.

En morgen i Eldoret besøgte vi en kirke, hvor teenagerne lavede dramastykker, dansede og sang for børnene i kirken. Det specielle ved denne gudstjeneste var, at børnene kom direkte fra gaden og sniffede lim undervejs. Herefter uddelte teenagerne mad til børnene. Oplevelser som disse har printet sig ind i vores bevidsthed og forandret os.

Vi tror det er vigtigt, for unge som elsker Jesus, at rejse ud og deltage i missionsarbejdet, som foregår i den virkelige verden. Hvis den unge har en kærlighed til Jesus, vil der også komme en kærlighed til de mennesker, som den unge vil møde på sin vej. Ved at involvere sig i verden udadtil, vil den unge vokse indadtil.

Dennis og Camilla Sørensen, Aalborg Citykirke

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Tanzania, af Tabitha og Torkild Jensen
Vi blev for noget tid siden kontaktet af den lutherske kirke i Mfereji området, hvor de spurgte, om det var muligt, at vi ville uddele nødhjælp ud til dem. De har ikke har fået en dråbe regn i år, så de har ingen høst, og mange sulter. Vi tog derud, og jeg siger jer, ’vejen’ derud var mildest talt forfærdelig.
Vi havde i forvejen sendt en lastbil derud med majs og bønner til uddeling, men på tilbagevejen sad lastbilen fast, og vores medarbejdere havde lagt sig under den for at få sovet om natten. Men vi nåede frem til dem og fik lastbilen trukket fri.

Denne tur var lidt speciel da Torkild og Mirjam var afsted sammen, og Rebekka og Sarah var med til at dele mad ud. Derudover deltog Margaret Madsen fra Sanjaranda.

Kvinder, børn og mænd var kommet langvejs fra for at få mad. Vi uddelte 4 tons mad, heriblandt 2 sække med bønner, som er meget nærende, til omkring 200 familier. Da vi ankom, sad kvinderne foran kirken og spillede musik og sang for os, hvilket var en stor overraskelse. Det havde vi ikke oplevet før. De sad tålmodigt og ventede på det blev deres tur til at få majs.

Mange kom langvejs fra og havde deres æsler med for at bære majsen hjem. Det var så tørt og støvet derude, som jeg aldrig har oplevet før. Nogle af dem havde taget små bænke med, som vi kunne sidde på.
De stod med GLÆDE i kø for at få mad, det var en LYKKELIG dag for de mange familier.
Vi føler vi skal hjælpe i dette nye område med at dele nødhjælp ud, indtil de får regn og en høst. Da det er høsttid i Tanzania nu, er majsen forholdsvis billig. Vi vil derfor gerne købe stort ind, så vi har mulighed for at hjælpe i en længere periode. Nu kan vi købe en sæk majs (100kg) til 175 kroner, men når vi når frem til december, vil det koste cirka det dobbelte. Tak, om du vil hjælpe os med at gøre dette muligt.

Tabitha og Torkild Jensen

Projekt
5066 i Missionsfonden - Mærket: Nødhjælp Mfereji

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Mission i Rumænien af Dorthe og Cornel Pascu
Kære venner
Vi sender jer en varm hilsen i Jesus Kristus! Vi er en kristen familie (dansk-rumænsk ægtepar) der har arbejdet som missionærer i Rumænien siden april 2006.

Vi arbejder med evangelisering, menighedsplantning, børnearbejde og nødhjælp til fattige familier. Gud har givet os en dyb fred i vores hjerter, og vi oplever at vi er på det rigtige sted. Gud arbejder på en stærk måde i vores land, især i vores område. De sidste år har vi set mange mennesker blive frelst, der er blevet startet 3 menigheder og 4 børneklubber.

De fleste af børnene, som kommer i børneklubberne, kommer fra familier som ikke er troende. Men mange af børnene har mødt Jesus og har valgt at følge Ham. Mange mennesker er blevet velsignet gennem vores arbejde, og vi føler os priviligeret over at være her i landet og kunne gøre en forskel.

Vi arbejder i Moldavien, et af de fattigste områder i Rumænien. Gud har velsignet os med to dejlige børn, Sara (10 år) og Jonathan (13 år) som vi er meget glade for.
Kærlig hilsen med ønske om Guds rige velsignelse

Dorthe og Cornel Pascu / Rumænien
Projekt
5251 i Missionsfonden
Missions-Nyt nr. 3 - 2016
Mirakler i Haydom, Tanzania af Hannah og Egon Falk
Ord kan ikke beskrive vore følelser eller det, som skete i byen Haydom. Ikke kun blev 1822 nye kristne registreret for opfølgning igennem de lokale kirker og pastorer, men mennesker bad om, at vi afholdt sene aftenmøder i den Lutherske Kirke.

Mange meget stærke helbredelser fandt sted hver dag. En kvinde med diabetes gik tilbage til hospitalet for at blive tjekket, og lægen fortalte hende, at hun var helbredt.

En anden kvinde, som var indlagt på hospitalet, bad om tilladelse til at gå til forbøn på vore møder, og derefter blev hun udskrevet, fordi hun var helbredt. Derefter bad man fra hospitalets side om, at vi ville komme og bede for patienterne – hvilket vi gjorde. Vi gik fra sygestue til sygestue og bad for meget syge og døende patienter. Sygestuerne var overfyldt, og vi oplevede følelsen af opgivenhed iblandt de indlagte.

Efter at Hannah havde forladt en sygestue, kom lægen løbende efter hende og var meget begejstret og fortalte, at patienterne en efter en stod ud af deres senge og var helbredte! Lægerne var meget taknemmelige og fortalte os, hvordan de desperat prøvede at hjælpe de syge og dårlige patienter, men de var begrænsede – men vor Gud har ikke nogen begrænsninger.

Hannah og Egon Falk, New Life Outreach - Projekt
5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Xpect - Tanzania af Margaret og Verner Madsen
Varme hilsner fra Sanjaranda august 2016!

Shamba (marken)
Majsen er høstet og anbragt i siloen, og solsikkerne er ved at blive høstet. Der arbejdes nu på at rydde jord til den nye mark, og forhåbentlig vil der blive et stykke jord klar til, at vi kan nå at bruge det i år. Det ser meget bart og goldt ud nu, men i følge Verner, vil bøn, god såsæd, regn, noget gødning og lidt hårdt arbejde gøre, at det giver en god høst.

I sidste uge var skolen vært for et landbrugsseminar kaldet: ’Farming God’s Way’. (Landbrug på Guds måde). Landmændene blev bl.a. undervist i, hvordan de kunne beskytte miljøet. De fik også vist metoder til, hvordan de kunne spare på vandet i køkkenhaverne, og hvordan de bedre kunne udnytte regnvandet på deres marker. Vi håber, at landmændene vil gøre brug af det de har lært på seminariet.

Sanjaranda Bible College (S.B.C.)
Juli måned var eksamensmåned på bibelskolen. Der var 11 elever fra vores 3-årige diplomkursus i bibelen, der blev færdige, samt 5 fra vores 9-måneders engelskkursus og 2 fra vores 3-måneders computerkursus. Vi beder om, at der må komme flere elever, når det nye semester begynder i september.

Bush Team
Teamet har haft en travl og spændende måned. Normalt bliver teamet i en landsby i tre dage, men i juli var de i den samme landsby i en uge, og det viste sig at blive en fantastisk uge. De havde mere tid til at betjene de kristne og bede sammen med dem. Tre døve blev helbredt, hvilket opmuntrede andre til at komme frem til forbøn, og mange blev helbredt. Den første dag blev en kvinde, der havde lidt af epileptiske anfald i mange år, fuldstændig helbredt og fik ikke flere anfald.

Sidste uge var teamet i en landsby, hvor der ikke var en eneste butik og kun en meget lille kirke. Hver aften samledes over 100 mennesker for at se filmen om Jesus. En aften, efter filmen, kom en ung kvinde hen til Verner og bad ham om at bede om, at hendes forældre ville blive frelst. Verner mindede hende om, at hvor to eller tre er enige om at bede, vil Gud besvare bøn, så i enighed tog de hinanden i hænderne og bad for hendes forældres frelse. Søndag morgen, før mødet startede, kom et ægtepar og ønskede at blive frelst. Søndag eftermiddag, fortalte præsten Verner, at et andet ægtepar også ønskede at blive frelst, og de havde inviteret teamet til deres hjem for at bede for dem.

Da de ankom til huset opdagede de, at det var forældrene til den unge kvinde, som Verner havde bedt med. Efter at de havde bedt og glædet sig sammen, fandt de ud af, at begge de ægtepar teamet havde bedt til frelse med, var medlemmer af den unge kvindes familie. Teamet fik derefter et måltid, bestående af ris og kylling; et måltid man kun serverer for særlige gæster. Gud er trofast!

Vi sætter stor pris på jeres kærlighed, bønner og støtte og vi føler os meget privilegeret over, at være en del af ”Jesusteamet” her i Tanzania. Som apostelen Paulus siger i Ef. 3: 8: ”Tænk engang! Jeg, som er den ringeste af Guds børn, har fået lov til at fortælle alle folkeslagene om de ufattelige, åndelige rigdomme, de har adgang til gennem Kristus”.

Vi er alle medarbejdere i Herrens mark!

Projekt
5163 i Missionsfonden,
mærket ’Xpect Tanzania’

Missions-Nyt nr. 3 - 2016
”Min missionsrejse til Sydamerika” af Mette Stenberg
I juli måned i år afsluttede jeg et fantastisk år på efterskolen Alterna, et år fyldt med en masse fede oplevelser og spændende mission. I februar rejste jeg med mit hold til Sydamerika i 6 uger. Vi tog til Argentina, Paraguay og Bolivia hvor vi mødte mange, både børn og voksne, som næsten ingenting ejede.

Da vi var i Paraguay, var vi på en flodtur, hvor vi skulle sejle til nogle forskellige indianerstammer. Det er en præst og hans kone som har båden, og de gør et stort stykke arbejde for at hjælpe indianerne. Hos en af stammerne skulle vi dele mad og tøj ud. Vi havde fordelt en masse tøj i nogle sække, så det passede med en sæk til hver familie. Vi fordelte også mel, olie, sukker og andre madvarer i nogle sække, så der var nok til alle familier. Det fik vi lov at dele ud til hver familie. Det var fantastisk at opleve den enorme glæde og taknemlighed, ved at de fik lidt tøj og en smule mad.

Samme aften havde vi et møde med lovsang og præsten holdt en kort prædiken. Flere af familierne op iført deres nye tøj. Det var skønt at se, hvor glade og stolte de var over det vi havde delt ud.

Da vi var i Bolivia, tog vi en dag ud til det fattigste område i Cochabamba. Hvor vi skulle bruge dagen med børnene fra området. Så vi fyldte vores bus med alle børnene, det var mellem 50 og 70 børn, vi sad ret klemt. Så kørte vi til en stor legeplads/udendørs legeland. Jeg tror aldrig jeg har hørt børn juble så højt, som da vi ankom til legepladsen. At se den glæde i deres ansigter var fantastisk.

Vi legede med børnene i nogle timer, inden vi kørte tilbage til det område, hvor børnene bor. Der fik vi lov at optræde med nogle dramastykker og lege mere med dem bagefter, inden vi skulle sige farvel til dem. Det var virkelig en god dag både for dem og for os. Følelsen af at give dem den opmærksomhed og kærlighed, som de måske ofte mangle i hverdagen var fantastisk. Smilet på deres læber reddede min dag så meget. Det er noget jeg stadig bliver utrolig glad af at tænke tilbage på.

Jeg er så taknemmelig, for alt jeg oplevede på rejsen, og alle de mennesker jeg mødte. Mennesker jeg aldrig vil glemme. Jeg er stolt over at jeg har været med til at sætte et smil på så mange læber hos både børn og voksne.
Jeg har lært, at mission ikke altid behøver at være at dele ud af noget materielt eller stå på en stor scene og fortælle om Gud. Det er super fedt, men mission kan også være, at videregive Guds kærlighed og omsorg til de mennesker, man møder, både i udlandet - men også her i Danmark.
Mette Stenberg

Missions-Nyt nr. 3 - 2016
”Guds kald skaber en brand i mig” af Louise Niss Larsen
Jeg er vokset op i en kirke med en søndagsskole, hvor der altid var en god undervisning i biblen, hvilket gav et grundlag for mig egen tro. Da jeg var 12 år gammel, kom jeg på Evangelisk Børnemissions børnelejre (det nye navn er ’Børn og Tro’) og blev en personlig kristen med dåb til efterfølgelse.

Efterfølgende var jeg hjælpeleder i mange år. Allerede her begyndte jeg at få en passion for at evangelisere til børnene. Hvis børnene får fat i evangeliet, har de et stærkt fundament at bygge resten af deres liv på. Dette var en tanke, der var meget inspirerende for mig, som også dækkede mit eget liv.

Omkring samme tidspunkt som lejrene, begyndte jeg også at komme med på forskellige ture med Teens to Children (også udarbejdet af ’Børn og Tro’), hvor jeg fik flere færdigheder til at lære børn om Jesus via bl.a. dukketeater, bibelvers og bibelhistorier. Senere hen fik jeg 2000 kr. tilbage fra varmeregningen, som jeg brugte med det samme på materiale, som jeg bl.a. havde anvendt på disse ture, så jeg selv kunne fortælle børn om Jesus, når den tid kom.

Da jeg gik på min første efterskole i 08/09, fik jeg mit første kald, om at jeg skulle rejse til Afrika. Det kom til mig i en drøm, hvor en tydelig stemme sagde ”Du skal rejse til Kenya”, samtidig med at ordet ’Kenya’ stod foran mig med store flammende bogstaver. Dette resulterede i, at jeg valgte at komme på Euroclass i Kolding 09/10, hvor jeg kom på teamet til Afrika, som også skulle til Kenya.

På turen kom vi bl.a. ud på skoler og børnehjem og fortalte evangeliet primært gennem dans, drama og vidnesbyrd. Det var en fantastisk oplevelse, hvor Gud virkelig udfordrede og udviklede mig, særligt angående sproget, som altid har været en udfordring.

Da jeg kom hjem efter det år i Kolding var det lidt, som om den opgave fra Gud var løst. Jeg havde ikke umiddelbart en trang til at komme afsted igen. Hverdagen med gymnasiet og efterfølgende uddannelse begyndte af fylde. Passionen og glæden ved at fortælle børn om Jesus var der stadig, men blev lidt gemt og kom kun frem et par gange om året, når andre fortalte om hvordan evangeliet blev delt til børn, eller når jeg blev spurgt om, jeg ville træde til i børnekirken i min nuværende kirke (Aalborg Citykirke) og i en børneklub i Brovst. Det var (og er stadig) altid nogle fantastiske oplevelser, selvom der var meget forberedelse mellem alt skolearbejdet, som tog på kræfterne. Men disse møder pustede altid lidt mere til ilden, der stadig brændte i mig.

Den 24 juni 2016 fik jeg det første spadestik til mit andet kald. Jeg var sammen med min familie til Sankthans aften. Det blev holdt det sted, hvor jeg altid var på søndagsskolelejr som lille. Da jeg ankom, gik jeg en tur rundt på stedet og fik genopfrisket alle minderne og opblødt mit hjerte endnu mere. Den aften var der besøg af en mand fra Danmission som havde været i Tanzania. Han fortalte nogle fantastiske vidnesbyrd, men det der rørte mig, var et billedhæfte med bibelhistorier med undertekster på swahili, som han havde med. Yderligere var tegningerne tilpasset Afrika med f.eks. mørkfarvede personer, så det var nemmere for børnene at forholde sig til det. Det talte lige til mig og rørte mig helt til tårer.

Den efterfølgende søndag skulle Sven Axel Conrad, som ofte befinder sig i Tanzania, prædike om mission og om at der mangler missionærer. Men allerede inden han talte, havde Gud kaldt på mig. Jeg skulle rejse til Afrika og fortælle børn om Jesus på swahili. Det var så fantastisk og overvældende. Branden og passionen i mit indre blussede op samt lysten til at komme til Afrika fyldte mig igen på ny.

Nu mens jeg har skrevet dette ned, er det blevet tydeligt, hvor meget Gud har haft en finger med i spillet og haft en plan med mit liv. Jeg har allerede fået noget undervisning i evangelisation, jeg har mit eget materiale, og jeg har allerede været i Afrika, så jeg fik en lille forsmag på omgivelserne, behovet og længslen efter Gud.

Til februar er jeg færdig som ergoterapeut og er klar til at starte et nyt kapitel. Jeg skal bare finde ud af hvor Gud vil have mig hen i Afrika og så arbejde hen imod det.

Louise Niss Larsen

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Indonesien af Stella Christtreu
Kære venner i Missionsnyt

Varme hilsner fra det dejlige solrige Bali. Lad mig tage jer med på en lille tur til Indonesien.

I dag er det 17. august Indonesiens uafhængighedsdag. Hele dagen kan man høre børn og voksne råbe: ”Merdeka” (Frihed!) Foran hvert hus vejer Indonesiens rød-hvide flag. På stranden uden for min dør er der arrangeret lege for børnene og fra hver af de mange små kiosker spilles Indonesiens national sang.

Indonesien kan allerede fejre 71 år som selvstændig land efter mange år under kolonimagternes herredømme og alligevel føles Indonesien stadig som et nyt land, med mange udfordringer og muligheder.

Og her midt i dette land har Gud sat mig - her i Bali. At følge Hans plan, arbejde i Hans mark som evangelisten Johannes skriver i 9:6: ”Så længe det er endnu er dag, må jeg gøre de gerninger, som Gud har lagt til rette for mig.”

Men hvordan er jeg mon havnet så langt væk fra Danmark? Hvordan kaldte Gud mig så langt hjemmefra?

Det har været en lang rejse, ikke kun de tusinde kilometer fra Denmark til Indonesien, men også et langt og spændende liv, som de sidste 25 år har ført mig fra Albanien til Holland og nu Indonesien.

Jeg er taknemlig til Gud for at jeg fik muligheden for at vokse op i et hjem, hvor mine forældre læste Guds Ord for os børn hver eneste dag og lærte os at elske og følge ham. Det gav mig en naturlig tro på Gud, en kærlighed til Hans Ord og en lyst til at følge Hans vilje.

Men særlig sommeren 1991 fik mit liv en hel speciel drejning. På en stor konference hvor tusindvis af unge fra hele Europa var samlet til inspiration og bøn, hørte jeg beretninger om, hvordan hundredevis af albanere havde hørt de Gode Nyheder og givet deres liv til Jesus ved en konference i hovedstaden Tirana. Dette skete kun få måneder efter at Albanien blev fri fra et af mere end 45 år langt kommunistisk diktatur. Med en næsten lydhør stemme, hørte jeg Gud, sige til mig: ”Stella, du kommer til at være der i Albanien”. Min reaktion var: ”Tak Herre, men hvor ligger Albanien?”

På forunderligvis ledte Gud mig til en tur til Albanien i påsken 1992 sammen med dejlige venner gennem det krigsramte Jugoslavien til Albanien. Den tur ændrede mit liv. Aldrig havde jeg mødt et folk der levede i sådan fattigdom. Og aldrig havde jeg mødt et folk så desperat for at høre sandheden. Især sandheden om Guds Ord. Folk ventede i lange køer uden for de steder hvor der blev holdt møder. Da der endelig blev åbnet op masede folk sig ind for at få en plads, til at høre De Gode Nyheder endnu engang. Vi græd meget i de dage. Både over sorgen og smerten de havde måtte gå igennem under det 45 år lange kommunistiske diktatur, men også af glæde over deres nye frihed. Disse oplevelser gjorde et stort indtryk på mig og jeg kunne kun tænke på hvordan jeg kunne komme tilbage.

Muligheden kom i efteråret samme år. På helt mirakuløs vis var jeg på det rette sted på det rette tidspunkt til at høre om en Discipelskabs Træning Skole (DTS) med organisationen Ungdom Med Opgave. Kurset foregik i Grækenland, hvor undervisningens fokus var at lære Gud at kende og gøre Ham kendt. Og dette førte mig tilbage til Albanien.

Efter nogle få måneder hjemme i Danmark sagde jeg farvel til mit arbejde som pædagog, selv om jeg elskede mit arbejde og ”mine” børn højt. Jeg måtte lægge alt andet til side for at følge Guds videre plan for mit liv.

Fra 1993 til 2009 arbejdede jeg sammen med Ungdom med opgave i Albanien og så en nation blive forvandlet foran mine øjne. Fra at være et land isoleret fra resten af verden i yderst fattigdom, så jeg Albanien blomstre op, begynde at tage sine første skridt mod demokrati. Den største glæde var at se hvordan Gud forvandlede livet for dem som valgte virkelig at følge efter Ham.

I 1995-1997 boede jeg sammen med et lille team, i en by i det nordlige Albanien. Byen lå langt inde i bjergene. Dens indbyggere var stærke og stolte og heltemodige. I vinterperioden var den afskåret fra resten af verden pga sne og is. I denne by levede man efter en gammel tradition om at hævne et drab på et familie medlem med endnu et drab. Dette skete ofte i den tid jeg boede i byen. På den måde blev familiens ære opretholdt. Men midt i dette barske miljø oplevede jeg Guds grænseløse kærlighed for hver enkelt af vores nye venner i byen. Også her græd jeg meget. Nogen gange fordi der var så koldt indenfor og jeg ikke vidste hvordan jeg skulle holde mig varm. Men de fleste gange af glæde og taknemlig over at kunne nævne hvert navn i bøn til Gud.

Men pludselig blev vi revet væk af omstændigheder som var langt ud over, hvad vi kunne klare. I 1997 blev hele nationen kastet ud i endnu et kaos. Pga den store fattigdom havde de fleste familier i hele Albanien investeret store summer i økonomiske pyramide spil som braste sammen med et brag. Hele nationen gik fallit. Alle havde mistet penge. Nogle endda også hus og hjem og land. Så folket tog situationen i deres egne hænder, åbnede militærets våben depoter, stjal alle våben og begyndte at skyde i luften. Mange begyndte at marchere mod hovedstaden. I disse kaotiske måneder blev rigtig mange dræbt. I sidste øjeblik fløj jeg ud af Albanien en mandag eftermiddag hvor det hele brød sammen næste dag.

I et par måneder græd jeg og mine andre udenlandske venner, fordi vi måtte efterlade vores albanske venner til kaos og frygt. Mange ganske nye i deres tro. Hvordan skulle de holde fast ved troen. Hvem skulle lede dem. Men Gud gjorde et fantastisk mirakel. Gennem disse måneder af terror og kaos holdt de fast ved Gud og Han holdt fast ved dem. En hel ny gruppe menighedsledere var blevet født over en nat. Albanien tog et mægtigt skridt frem.

Da jeg kom tilbage i begyndelsen af 1998 flyttede jeg til en anden lille by sydpå. Denne by havde mistet 17 unge kriminelle i den kaotiske tid, i et internt opgør. Så pludselig var byen uden sine unge men også helt fredelig. Denne by var på mange måde anset som ’lille’, ’ingenting’ i andres øjne. Men lige netop i denne by oplevede en ny generation mægtige ting med Gud. Som rigtig mange steder i Albanien blev en gruppe gymnasieelever fundamentet i den nye menighed. Gang på gang oplevede vi at Helligånden gav os frimodighed til at holde fast i troen. Selvom der ikke var mange økonomiske midler tilrådighed, så følte vi os ofte rige. Rige på Guds nærvær og kærlighed til hinanden. Ud fra denne rigdom sprang en vidunderlig lovsang, en ny sang til Gud. Disse sange blev sunget over hele Albanien og bragte velsignelse og helbredelse for hele nationen.

De unge gymnasie elever voksede op, fik sig en uddannelse, blev gift og fik børn. Stadig var der mange albanere som endnu ikke kendte til hele Guds Ord, men var desperate for at finde svar til livets mange spørgsmål. Fra år 2000 begyndte jeg at rejse rundt i Albanien og undervise i en enkel metode i at studere Guds Ord for sig selv. Målet var, at så mange som muligt, lige meget deres baggrund, uddannelse, religion, eller etnisk gruppe skulle have mulighed for at studere Gud Ord. Det var fantastisk opmuntrende at se hvordan Guds sandhed forvandler og giver nyt mod og styrke at vandre med Gud, dag for dag. I denne periode flyttede jeg også senere til hovedstaden Tirana hvor jeg var bosat til 2009.

Men lige pludselig var det tid at sige farvel til Albanien. Midt i en tid med mange spørgsmål sagde Gud: ”Vil du følge efter mig? Elsker du Albanien højere end mig?”

Det tog mig et år med mange indre kampe at sige farvel til Albanien. Jeg kunne slet ikke forstå eller acceptere, hvorfor Gud ville have mig væk fra mit elskede Albanien. Det var jo Ham, som havde sendt mig der. Men jeg måtte ydmygt erkende, at der var intet andet sted jeg hellere være, end der hvor Gud er.

Derefter var jeg i Holland i 4 år, hvor jeg fortsatte med at undervise i at studere Guds ord. I forbindelse med undervisningen fik jeg mulighed for at besøge Indonesien på nogle korte besøg i 2011,2012 og 2013. Senere i efter året 2014 begyndte jeg på en sprogskole på øen Java og nu er jeg så her på øen Bali.

Efter hvert eneste besøg oplevede jeg at Gud gav mig en kærlighed for folkene her i dette enorme ørige. Det var som om Gud ville vise mig at Hans verden er stor. Rigtig stor. Og Gud er stor. Han kan gøre mægtige ting for mennesker helt omme på den anden side af jorden. Og alt det har han gjort længe før jeg vidste om at disse områder og folk eksisterede.

I Indonesien er situationen helt anerledes end i Albanien. Her tror alle på Gud den Almægtige. Spørgsmålet er mere: ”Hvad er navnet på din Gud? Er han stærk?”

Hver morgen vågner jeg til lyden af bølgerne der skvulper mod strandbredden lige uden for vores dør. Jeg bor sammen med venner fra hele Indonesien og flere dele af verden. Vi har alle et ønske om at kende Gud og gøre Ham kendt.

Lige nu er der rigtig mange i hele Indonesien, som for første gang finder ud af hvem Gud virkelig er. Fra øst til vest, fra nord til syd gør Gud noget nyt. Mange bliver helbredt. Mange bliver udfriet for onde ånders indflydelse i deres liv. Så jeg er glad for, at jeg kan få lov til at være midt i det.

Men jeg er også ny her, så der er stadig meget jeg skal lære om Bali. Der er mange mennesker jeg skal lære kende. Den sidste uges tid har jeg gået rundt i nabolaget og mødt mine nye naboer. Jeg skulle lige genopfriske det indonesiske jeg lærte på sprogskolen. Heldigvis er mine naboer flinke og vil gerne snakke.

Jeg er glad for de nye venner som Gud har ledt mig til. I dag hjalp vi til med at arrangere legene på stranden for de mange børn, som var mødt op til festlighederne for Uafhængighedsdagen. Luften fyldtes af latter og jubel. Nogle af legene mindede mig om nogle lege, vi legede, da jeg var barn. Festligt var det i hvert fald. I dag var en god dag at fejre Uafhængighedsdag. Jeg glæder mig til, at se de børn, som i dag tumlede frit rundt på stranden, vokse op i frihed og gøre en forskel i denne nation. ”Merdeka”.

Tak fordi I læste med i denne beretning fra Indonesien - og fra Albanien.

Må Gud velsigne jer.

Kærlig hilsen fra Stella Christtreu
Projekt
5462 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2016 - Missionshjørnet af Lis Christensen
Relationen til Gud får mennesker til at gå ud med bud!

I 1. Mosebog 1:26 læser vi, at Gud bestemmer sig for at ”skabe mennesker i sit billede, så de ligner os”. Der var fra begyndelsen et fællesskab i den treenige Gud. Det var det fællesskab, der var forud for det fællesskab, Gud havde med mennesket i haven. Desværre blev fællesskabet i haven brudt ved syndefaldet. Det var nødvendigt at gribe ind og genoprette relationen.

Derfor sendte Gud sin Søn ”ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved Ham” (Joh. 3:17). Der var fra begyndelsen en helt klar målformulering for udsendelsen. Jesus var lydig mod opgaven og fuldbragte værket. Det skulle fortælles til alle folkeslag.

Jesus Kristus, Guds Søn sender sine disciple med den bedst mulige udrustning, nemlig Helligånden, som er her i Hans sted. Der var også en klar målformulering at gå med fred og at videregive, at det nu var muligt at få synder forladt. Jesus udsender på baggrund af sin almagt – og sin evige tilstedeværelse ved Helligånden til opgaveløsningen: ”Mig er givet al magt – gå derfor ud. Se jeg er med jer alle dage ­ indtil verdens ende”. Evangeliet bliver fortalt, og menigheder dannes.

Menigheden sendte Barnabas og Saulus fra menigheden i Antiokia til den gerning, Helligånden havde udtaget dem til (Ap.G. 13:2­4). Der var en klar sammenhæng mellem udsendelsen og den menighed, hvorfra Barnabas og Saulus kom.

De var kendte og anerkendte i deres tjeneste hjemme i menigheden, og på den baggrund lagde menighedens ældste hænder på dem og udsendte dem. Menigheden var kaldet til at samarbejde, og deres færd blev fulgt.

Barnabas og Paulus stod menigheden til regnskab for deres rejse og tjeneste. (Ap.G.14:26­28) De havde et klart formål med rejsen og beskriver det sådan: ”Vi taler altså nu til jer på Kristi vegne, som hans ambassadører. Og vi bønfalder jer, som var det Kristus selv: Lad jer forsone med Gud. Kristus var syndfri: men Gud lagde vor synd på ham for at vi i troen på Ham må stå frikendt

overfor Gud og få Guds egen retfærdighed” (2.Kor. 5:20-21)

Menigheden udsender i dag mennesker, der får et kald fra Gud til at gå med bud om tilgivelse for synder. I dag er det også menigheder, der står bag udsendelsen med håndspålæggelse. Hele vejen igennem er der et tydeligt spor; At det er relationen til Gud og relationen mellem mennesker, der fører til evangeliets udbredelse. Det kræver trofasthed mod opgaven, hvad enten man er udsendt eller den, der sender ud.

Korset symboliserer relationen fra Gud ­ himmel til jord – ved den lodrette stolpe. Den vandrette stolpe symboliserer relationen fra menneske til menneske. Alle troende er udsendte til andre med budskabt om tilgivelse for synd.

Missions-Nyt vil gerne - også i fremtiden - være bindeled mellem de udsendte og de, der udsender.

Lis Christensen