Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Leder - af Annelise Matina Larsen
Har du et hjerte for Guds Mission
Et hjerte, der tør teste Gud Faders trang til at velsigne? Alt hvad Missionsfonden støtter af evangelisk arbejde og mission rundt om i verden er drevet af, at mennesker som du og jeg, har HJERTE for MISSION – et så stort hjerte at der gives villigt af interesse, forbøn og økonomiske midler ind i de mange forskellige missionsopgaver der er. Vi ønsker her i Missions Nyt at præsentere det arbejde, vores udsendte missionærer står i.

Mange venner / unge fra Danmark er ofte med ude i missionsarbejdet i kortere og længere perioder, og vi erfarer, at de kommer tilbage til Danmark med glød og entusiasme for Guds Mission.

I januar 2016 var der inviteret til en fælles inspirationsdag om GLOBAL MISSION i Betania Kirkecenter Blåhøj. Der var deltagelse af 41, der alle er involveret i Mission fra Danske Pinsekirker, Apostolsk Kirke, Netværkskirken Metropol, Høj- og Efterskolen i Mariager samt Missionsfonden.

Det blev en fantastisk dag, hvor vi ikke skulle konkurrere mod hinanden - men dele liv og erfaringer, og være med til at bede for og med hinanden. Det var en bøn fyldt af Guds Ånd, Gud var så stærkt tilstede med sin velsignelse ind i ethvert missionsarbejde, der var repræsenteret. Gud har en særlig trang til at velsigne sit folk, som er villige til at gå ud i al verden og forkynde evangeliet, Gud har en særlig trang til at velsigne dig, som involverer dig i mission med interesse, forbøn og økonomiske midler.

Efes 1 vers 3-6 fortæller lidt om, hvad Guds velsignelse er: I Kristus er vi velsignet med AL den himmelske verdens åndelige velsignelse. Vi er UDVALGT til at være hellige og forudbestemt til at have BARNEKÅR hos Gud. Vi er FORLØSTE fra skyld, ved Jesu blod. Vi er FYLDT AF GUDS NÅDES HERLIGHED.

Du kan have et hjerte for Guds mission, Du kan gøre alvor af det, som Gud minder dig om lige nu ? Tør du teste Guds trang til at velsigne dig?
Annelise Matina Larsen.

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Irland - af Agnete og Tony Simpson
Kære missionsvenner, Det er en stor taksigelse, at vi nu har en god ejendom til kirken i Cork. Købet blev vedtaget i januar 2015, men blev først afsluttet i november, idet der blev gjort mange forsøg på at hindre, at det skulle gå igennem.

Vi har nu fundet ud af hvorfor! - Efter januar steg ejendomspriserne voldsomt, og en af ejerne forsøgte at gøre alt, for at få os til at trække os tilbage, så han kunne få endnu mere for ejendommen end de 420.000 EUR, som var vedtaget. Men vi havde allerede betalt et depositum, så det lykkedes ikke for ham. Tænk om vi havde være 2 måneder senere, så ville det have været for sent, men Gud hjalp os netop i rette tid. Nu er hele prisen betalt, og vi har stadig lidt tilbage til istandsættelse og indretning.

Vi har en god mand, som vi kender og stoler på, som vil tage sig af arbejdet. Han og hans partner gjorde allerede noget før jul, men er for øjeblikket i gang med et andet job, som allerede var lovet. Når det er gjort om 3-4 uger, vil de ordne vores ejendom. Så vi beder om, at alt vil gå vel - og så hurtigt som muligt!

Hele 1. salen er vores - til venstre i billedet er der yderligere 2 vinduer, som ikke kan ses her. 1. salen er i forholdsvis god stand, men der skal flyttes skillevægge, etableres køkken og toiletter. Stueetagen (bag vores røde bil) er kun ½ så stor som 1. salen, og her er der meget der skal gøres. Først skal etagen brandsikres, så må resten vente til senere. Hidtil er alt betalt, og sådan vil vi helst fortsætte.
Her er vi på 1. salen til taksigelse og bøn - samt drøftelse af den foreløbige indretning

Blandt de rejsende folk fortsætter arbejdet, skønt der har været næsten utrolige tragedier og vanskeligheder i det sidste år. Nogle er blevet mismodige, og vi ser dem ikke for tiden, skønt der er telefonkontakt fra tid til anden, og vi besøger dem når det kan lade sig gøre. Men der er en trofast flok, som holder ud på trods af alt.

Møde blandt de rejsende folk i kirken i Cork. Og nogle af dem synger for os - alle andre er med. Patchin er en god sanger, og har været frelst i 2½ år nu. For mange år siden var Patchin et af de børn, som Tony hentede til børnemøder i vores lille lejlighed. Patchin kan stadigvæk huske at Tony kunne stuve 17 børn ind i vores lille blå Ford Anglia. Da han blev frelst i 2013, sagde han: ”Nu fik I mig endelig!”

Lille Frankie forsøger ivrigt at følge med i sin bibel - han er kun 7 år! Hans bedstemoder passer på bibelen for ham, så han kan læse den, når han er dér. De bor ved samme gårdsplads, men hans far vil tage bibelen fra ham. Drengen er fast besluttet på, at han vil være en kristen, skønt hans far - som i øvrigt er fraværende ½ delen af tiden, siger NEJ!
Der kommer gode rapporter fra vores udpost i Congo. Alberto er i telefonkontakt med dem hver uge. Til jul kunne han sende en god sum fra vores kirke her i Cork. Det blev til en fest med god mad - god mad er altid en fest derude! Man medbringer selv sin skål, helst en stor én, så man kan tage mad med hjem til de, der ikke magter at komme.

Alberto begynder snart at forberede sig til sin næste tur til Congo til sommer. Tak for forbøn for alle fronter. Kærlig hilsen, Tony og Agnete
Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Peru - af Felipe og Helmi Castro
Kære venner!
Så er jeg tilbage i Trujillo efter nogle fantastiske dage i det nordlige Peru!!! Dybt taknemmelig til Jesus!

Mandag morgen havde jeg ikke nogen idé om, at jeg skulle rejse, at Herren havde planlagt sådan nogle dage! Igen så jeg, at det er vigtigt at bevæge sig, når man har tilskyndelsen til at gøre det, lige meget hvor langt og hvor mærkeligt det menneskeligt ser ud! Og at Gud har en plan i planen i planen....!

Også tak til Felipe, som må forholde sig til, at jeg lige pludselig rejser, men folk her ser, at det er Herren, som har beredt det!
Jeg overnattede i Chiclayo, og tog så videre til Piura, hvor jeg købte legetøj til de 5 børn, som jeg ville være sammen med. Fra Piura er der 1 times buskørsel til Tambogrande.

Der var jeg først hos en pastorfamilie, Doris og Jaime med deres 2 drenge. De har arbejdet en del år i Cuzco, og Jaime fortsætter der et år til, for der er ingen, som vil rejse dertil og tage over, men sidste år tog Doris med drengene tilbage til det nordlige på grund af hendes helbred. Hun har haft en barsk tid! Astma, artritis, angst og lige nu; mistet sit lille barn. Hun kunne ikke tåle mere medicin og smerterne var uudholdelige. Så lavede de en kur, som de bruger her. Hun blev smurt ind i petrolium. Det får en til at svede og det er ikke så behageligt. Efter 3 gange var hun ved at besvime, men smerterne er væk! Barnet var dødt inde i maven, og de havde hende 5 dage på hospitalet, og hun måtte vente, inden de tog det ud, for der var optaget i operations stuen!! Det er jo ikke ligefrem sundt at have et dødt barn i underlivet i lang tid!

Senere på dagen kom Jorge og Paola for at hente mig ud på landet. Paola kom lige fra hospitalet - med nyheden om, at deres nyfødte dreng havde dawn-syndrom, så nu havde jeg et par, som havde mistet et barn og et som havde fået, men ikke som de havde tænkt! En lille bitte for tidlig født vidunderlig dreng på 2 og et halvt kilo! Vi havde en fantastisk bedestund!

Så gik turen 50 minutter med motorcykel ud på landet af forfærdelige jordveje, ødelagt af regnen. Der ventede deres 3 piger, som kalder mig ”tante”!

Hvad jeg ikke vidste var, at Jorge havde plamlagt kampagne i menighederne i området, men den prædikant, som skulle komme, havde lige meldt afbud, så jeg havde lige 3 møder på forskellige steder! Af hullede veje på motorcykel! Det var Guds hånd, for kvinderne behøver nogen, som de kan græde ud hos, og Helligånden var tilstede på en vidunderlig måde!

Da lægen sagde til Jorge, at hans søn Samuel havde et problem, gav det ham sådan en smerte. Han sagde til Gud at han ikke ville have barnet, det var ikke det, de havde bedt om og ønsket.
Om natten, mens han græd, talte Gud til ham. Næste dag tog han sin lille dreng, kyssede ham, bad ham om tilgivelse og salvede ham med olie. Den lille dreng løftede sig op og lagde sig ved hans skulder med armen ved hans hals, hvilket ellers er umuligt for sådan et lille barn. De negative ord var blevet annulleret!

Da Samuel var 4 dage gammel, så han sådan ud på billedet på forrige side. Dagen efter, da jeg rejste, så han helt anderledes ud! Jeg tror, at det er en helt normal dreng! Han har bue på foden, organer fungerer supert, linjer i hænderne... Og han er begyndt at græde!

Præste familierne får jo næsten ingen økonomisk støtte, så i situationer med sygdom er det en stor udgift, som de ikke har til. Jeg efterlod derfor en lille sum penge til de to familier samt en pastor, som kom på besøg, og som også arbejder på landet. Vi kan ikke lukke øjnene, når vores medkristne er i behov! Ikke bare sige ”Herren velsigne dig”!
Billeder fra to af de møder jeg var med til. Til venstre ses det bliktag jeg gav til i tro i november sidste år.

Nu er jeg tilbage i Trujillo og skal være klar til møde i morgen! Taknemmelig for forbøn og støtte! Gud er trofast!!! Jeg er glad for de to steder, jeg har været nu i januar!!! De var fattige og behøvende!
Knus fra Felipe og Helmi
Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Rejsedagbog fra Tanzania - af Sven-Axel Conrad
I 2015 har jeg i alt kørt mere end 35.000 km i alle områder i hele Tanzania. Vi har haft 35 forsoningskonferencer i de største byer i Tanzania hvor vi har mødt 3800 kirke- og samfundsledere fra alle kirkesamfund.

Jeg har en drøm og et ønske om at se et forenet Guds folk. At se Kristi kirke fyldt med Helligånden og Kristi sind. At se Kristi legeme stå sammen i åndelig enhed og demonstrere Guds kraft og kærlighed til verden. Jeg drømmer om at se de mure blive revet ned, der er rejst mellem kristne og kirkesamfund. Jeg har en drøm om at se en sund kirke, der kan bringe lægedom til sårede nationer.

Tanzania var truet af radikale islamister og borgerkrig op til valget i oktober 2015. Målet med vore forsoningskonferencer var at bringe forsoning mellem kirkerne og samle de kristne til bøn for fred i landet. Missionen lykkedes: Der er fred i landet og Tanzania har fået en kristen præsident!

Hvordan skal vi hele nationens sår hvis Kristi legeme (kirken) er såret og splittet?

En syg kirke kan ikke bringe lægedom til et sygt samfund!

Jeg er lige kommet hjem i december for at fejre jul med min familie. Det har været en intensiv lang rejse med mange konferencer over hele Tanzania.

Her kan I følge nogle glimt fra rejsen gennem udpluk fra mine dagbogsnotater:

20.09.15
Er rejst til Kigoma det vestlige Tanzania (Hvor journalisten Henry Morten Stanley fandt Dr. Livingstone i 1871) Har haft to Freds- og Forsoningskonferencer i Kigoma og Kasulu. Det er en stor glæde at møde så mange kirkesamfundsledere. Jeg er udsendt i en speciel opgave: at bringe kirkeledere sammen i enhed og at mobilisere de kristne til at bede alvorligt for et fredeligt valg i oktober.

21.09.15
Ankom til Bukoba ved Viktoriasøen efter en lang rejse. Til frokost nød jeg en typisk afrikansk lækkerbisken: stegte græshopper. Når du er i Afrika må du vænne dig til afrikanske skikke!
27.09.15
I dag har jeg haft den store ære at prædike i Skt. Stephens anglikanske katedral i Tabora. Blandt andre sammen med biskop E. Chakupewa og præsterne i hans kirke. Det er altid en glæde at dele verdens bedste budskab; ”Vi er Guds skabning, skabt for at herliggøre ham.” Gud har åbnet en dør for mig ind i alle kirkesamfund.

29.09.15
Jeg er lige ankommet til Mwanza på den anden side af Viktoriasøen. Vi havde igen en helt ubeskrivelig dejlig konference i går i Bukoba. Oplevede en fantastisk enhed mellem alle kirkesamfundene og jeg fik så mange opmuntringer om at vi var sendt af Gud i den helt rette tid. Da vi kom frem her til Mwanza fik vi besked om at muslimer havde sat ild til seks kirker i byen, hvor kirkelederne havde været med til konferencen. Det virker som om nogle ved hvad vi laver og vil straffe og standse det vi gør. Det er en alvorlig tid for Tanzania hvor man oplever øgede trusler fra radikale islamister, der har sat sig som mål at dræbe kristne og ødelægge kirker. I dag hørte jeg en kristen mor fortælle at hendes lille pige der gik i 1.klasse, havde fået at vide af en af hendes veninder i skolen; ”I kristne kommer snart til at dø. Mine forældre siger at I alle vil blive slået ihjel.” Pigen var forståeligt nok helt ulykkelig, da hun kom hjem fra skole. Der er også et anspændt forhold mellem de politiske fløje der står stejlt overfor hinanden i deres aggressive valgkampagne op til det kommende valg. Derfor er det indlysende at disse forsonings konferencer er højaktuelle.

29.09.15
Indtil nu har vi haft hundredvis af ledere og mange biskopper fra forskellige kirkesamfund til konferencer i mange forskellige store byer. Hvert sted er der nye udfordringer og nye muligheder. Der skal en sund og forenet kirke til for at læge en syg nation. Jeg er begejstret over at være med til at bygge broer og nedbryde mure der adskiller kristne og kirkesamfund.

02.10.15
De sidste tre uger har vi kørt mere end 5.000 km i denne gamle Land Rover Discovery. Landskabet har skiftet rundt om de store søer Tanganyika og Viktoria. Vejene har varieret fra behagelige asfaltveje til støvede, hullede og næsten ufremkommelige veje. Vi har kørt gennem sumpene ved Malagarasi floden til bjergområderne ved Kondoa. Nu er jeg kommet frem til Dodoma hvor jeg kan slappe af i to dage. Så starter jeg på den anden etape af vores næste lange safari, der vil føre os fra det sydvestlige til det sydøstlige Tanzania og videre op langs hele kystområdet. Der er endnu 6.000 km der ligger foran på en eventyrlig rejse hvor vi bringer fred og forsoning til denne nation.

08.10.15
Efter næsten 12 timers udfordrende kørsel på støvede, hullede jordveje, gennem endeløse skove uden bebyggelse, lykkedes det at komme frem fra Songea til Masasi nær Mozambiques grænse. Er nu indlogeret på et billigt gæstehus for natten inden rejsen fortsætter i morgen tidlig til Mtwara. Billedet viser konferencedeltagerne i Mtwara.

25.10.2015
Efter tolv og en halv times kørsel nåede jeg frem fra Dodoma til Songea. Uheldigvis blev slidbanen på et af dækkene flået af, mens vi kørte på de snoede stejle bjergveje i Livingstone bjergene. Men som ved et mirakel blev luften i dækket, selvom slidbanen var helt skrællet af, og der skete intet alvorligt. Kun bagskærmen blev beskadiget.

11.11.15
Første etape af vores ’Freds- & Forsoningssafari’ er lige afsluttet. Rejsen har ført mig gennem hele Tanzania på kryds og tværs og vi har tilbagelagt tusindvis af kilometer fra Kilimanjaros sletter i nord til Livingstone bjergene i syd. Ekspeditionen har ført os fra sumpområderne ved Malagarasi- og Rufiji floderne til swahilikysten. Vi er kørt gennem endeløse savanner midt i landet til dystre guldgravermiljøer omkring Tunduru i syd. Vi rejste gennem de dybe skove tværs gennem landet i Dr. David Livingstones fodspor; fra Ujiji ved Tanganyika søen til Bagamoyo ved det indiske ocean via Tabora. Rejsen har ført os til de fjerneste egne ved grænserne til nabolandene; Congo, Burundi, Uganda, Kenya, Zambia, Malawi og Mozambique.

Jeg er så glad fordi missionen er lykkedes. Vi har mobiliseret kristne over hele landet til at bede for et fredeligt valg og for fred i Tanzania efter valget, og dette er lykkedes! - Tanzania har nu fået en kristen præsident.
Sven-Axel Conrad

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Tanzania - af Tabitha og Torkild Jensen
Kære venner. - Ja så kommer jeg igen med et lille nødråb.
Vi har været ude i et for os ukendt og svært tilgængeligt masai-område. Sjældent har vi kørt på så dårlig vej med store sten, som I kan se på billedet.

Vi besøgte præsten og hans kone som var meget opmuntret over vores besøg.
De fortalte om kvinder, som kommer bærende med en kop og beder om at få den fyldt op med majs, da de hverken har penge eller mad. Det er ikke altid nemt at være præstepar.

Vi kunne med egne øjne se, at her er intet tegn på afgrøde. Alt var brunt og tørt, og regn har de ikke set i lang, lang tid. Folk sulter virkelig og det gør så ondt at se på.

Det må virkelig være svært ikke at have mad til at sætte på bordet.
Vi har derfor besluttet sammen med Mirjam vores datter, at køre nødhjælp ud til 3 udsatte områder. Mswakini; Losimingori og Olkokola.

En sæk majs med 100 kg. koster 220 kr. Tak, om der er nogle som føler for at hjælpe disse stakkels mennesker. Når vi deler majs ud, får hver husstand en stor spand majs. Vi kommer så igen efter 2 uger og deler ud igen.

Der er jubel og glæde iblandt kvinderne når de får en spand majs. Alt bliver samlet op når de er færdige der er ingen majs korn som går tabt. Nogle kvinder havde ikke en sæk til majsen, men brugte deres ’kanga’ (et stykke klædestof).

Næsten hver ’Boma’ (husstand) har et æsel, som transporterer deres varer. De henter også drikkevandet meget langt væk

Når de skal vaske tøj, går de ned til en sø 6 til 8 kilometer væk. Dér vasker de, og kommer så hjem til aften, når tøjet er tørt.

Heldigvis regner det i denne tid, så vi håber og beder til Herres om, at der må komme en ny og god høst. Men alligevel vil der gå 4-5 måneder, inden den første majs er klar til høst.
Vi håber, at vi får mulighed for at hjælpe dem i disse måneder, hvor de ingenting har. Den første nødhjælp, vi har ydet her, er sket for en pengegave, som Mirjam har fået til dette formål.
Kærlig hilsen fra Torkild og Tabitha
Projekt 5066 i Missionsfonden - mærket NØDHJÆLP

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Irak - af Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst
Jeg glemmer aldrig drengens øjne. Han så stift frem for sig, mens han fortalte sin families grusomme historie. Krigere fra Islamisk Stat havde jaget drengen og hans familie ud af deres hjem og op på Sinjar-bjerget i det nordlige Irak. Søsteren fangede de og smed op på en pick-up truck og kørt væk, mens moren tryglede og bad for datterens liv. Moren blev senere forsøgt indebrændt på den nedlagte gård. Faren og brødrene var væk, og drengen ledte efter dem i bunker af lig.

Nu sad drengen i en teltlejr og fortalte historien monotont, mens moren sad i et hjørne og græd. Familien tilhører det etniske mindretal yezidierne, som har boet i Nordirak i over 2000 år, men nu bliver fordrevet af IS, som henretter mændene, voldtager kvinderne og bortfører pigerne som sexslaver.

Jeg hører den ene grusomme beretning efter den anden, når vi i Mission Øst giver tøj, tæpper, presenninger og varmeovne til yezidierne, så de kan modstå vinterkulden i deres tynde telte på Sinjar-bjerget kun få kilometer fra frontlinjen. Over 50.000 mennesker har vi hjulpet siden IS raserede området og drev yezidierne på flugt for halvandet år siden. Men det er stadig den enkeltes historie, der griber mig, så jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg mødte børn, hvis forældre blev skudt af IS, mens de lå og sov. Jeg talte med en far og én af hans to sønner, der var blandt 70 mænd, der blev henrettet af terrorbevægelsen. De overlevede mirakuløst ved at ligge musestille under bunken af lig. En mand var grædefærdig, da han fortalte om ældre, gravide og personer med handicap, som ikke magtede at flygte op ad bjerget, men blev liggende på jorden for til sidst at dø af sult og tørst. Manden så en storfamilie på 70 personer blive mejet ned af IS-krigere. Gruen vil næsten ingen ende tage.

Hvad skal vi dog gøre med disse yezidier, som ikke er kristne, men tilhører en særlig religion med ingredienser fra islam, zoroastrismen og kristendommen. Skal vi lukke af for deres råb og klage?

Det kan jeg ikke! Ligesom Jesus hjalp dem blinde mand på vejen til Jeriko, som blev ved at råbe: ”Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!”, må vi som kristne række ud mod de nødlidende, som råber til os - uanset deres baggrund. ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig!”, sagde Jesus.

Derfor hjælper vi de fordrevne yezidierne på Sinjar-bjerget. Derfor hjælper vi de fordrevne sunnimuslimer i Kirkuk. (Ja, Islamisk Stat trakasserer også de muslimer, der ikke fuldt og helt bøjer sig under deres ekstreme udgave af islam.) Og derfor hjælper vi de kristne, som er tilbage efter at to tredjedele af Iraks kristne mindretal er flygtet ud af landet.

Hvor er det sørgeligt! Kristne har boet i området i 1700 år. De har en ældgammel kultur, civilisation, tradition og tro. Der er klostre fra 300-tallet, og de taler det samme sprog i kirken, som de talte på Jesu tid. Men de er jaget vildt sammen med yezidierne og alle andre, som ikke blindt adlyder Islamisk Stats voldelige fortolkning af Islam.

Hvad kan vi gøre? Vi kan lette de overlevendes byrder og bekymringer ved at gøre deres kummerlige tilværelse en lille smule lettere. Ved at give dem presenninger til ly for vinden, vinterjakker, tøj, sko og termotæpper til at værne mod kulden, sæbe, kander og dunke til at holde sig selv og maden rene med, og varmeovne og brændstof til opvarmning af deres telte.

Nej, vi forkynder ikke for dem. Det er ikke mission i traditionel forstand. Og dog: Missionsarbejde har altid gået på to ben: det sociale og det åndelige arbejde.

I Mission Øst giver vi evangeliet hænder og fødder på sammen måde, som den barmhjertige samaritaner uden tøven tog sig af sin næste. I vores søsterorganisation Aktiv Mission forkynder vi også evangeliet med ord gennem vores samarbejdspartnere i Rusland, Albanien, Indien, Polen - og til hele Mellemøsten gennem satellit-tv.

Begge sider er vigtige. Begge dele rækker ud til mennesker. Og begge dele giver dem værdighed, når de mærker, at andre mennesker kærer sig om dem.

Det er svært at rejse hjem efter en nødhjælpsuddeling og efterlade de mange stakkels mennesker tæt på krigszonen. Men det hjælper at vide, at vi i hvert fald gjorde hvad vi kunne for at hjælpe dem.

Tak til alle, som vil være med i denne svære, men vigtige mission.
Missions Øst, projekt 5140 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Pilgrim International i Moldova - af Noomi Falbe Mortensen
Charlotte Noer og Johannes Møller Petersen har nu arbejdet under navnet Pilgrims International i snart 25 år i Østeuropa. Først 3-4 år i Ukraine og nu snart 20 år i Moldova

De bor stadig i deres skurvogne med lidt plads, men med meget stor rummelighed. De sidste 10 år har de været en del af byen Riscani i det nordlige Moldova. Byen har ca. 12.000 indbyggere og desuden ca. 25 omkring liggende landsbyer, som en del af kommunen Riscani. De har været med til at plante en menighed i byen, ligesom de har gjort de tidligere steder de har virket. Sammen med menigheden og et fast team knyttet til deres arbejde, er Charlotte og Johannes en aktiv del af det lokale samfund. De arbejder sammen med de sociale myndigheder om en lang række hjælpeprojekter. Det primære fokus er de dårligt stillede familier. Og dem er der rigtig mange af. En ¼ af den voksne befolkning er rejst til udlandet for at tjene penge eller bare for at komme væk fra elendigheden. Det har efterladt de mest svage, de ældre og børnene tilbage i dyb håbløshed, som ofte giver sig udslag i druk, vold og misbrug. Landet har et alkoholforbrug på 18 l ren alkohol per person om året, dobbelt så meget som Danmarks forbrug.

Blandt de projekter som er etableret i det nordlige Moldova er nu et rehabiliteringscenter, en skole for børn med indlæringsvanskeligheder, suppekøkkener, projekt ’sult og kulde’ og nu hjem for udsatte unge piger og kvinder. De forskellige projekter hænger sammen. Evangeliets forkyndelse om at Gud elsker dem og at Jesus har gjort det muligt for et genoprettet liv sammen med omsorg og fællesskab i menigheden. Mulighed for at sende forældre med misbrugsproblemer på rehabilitering samtidig med at der bliver taget hånd om børnene.

Derudover uddeles der rigtig meget tøj og det lokale plejehjem støttes. Der køres mange ton brændsel og mad ud til meget trængende i de omkringliggende landsbyer. Tilsammen giver det en stor kontaktflade med tilbud om hjælp.

Jeg besøgte Charlotte og Johannes i sommeren 2014 og har siden fulgt arbejdet, som jeg finder helt enestående. De arbejder ikke i et missionsprojekt, de er et missionsprojekt, de lever der og har investeret hele deres liv der. Deres tre drenge, som er vokset op derude, bor nu alle i Danmark og nu også et lille barnebarn.

Det er svært at se om Moldova kan komme på fode igen efter løsrivelsen fra Sovjet i 1991. De øverste myndigheder er korrupte hvilket gennemsyrer hele samfundet. Der var tidligere et frugtbart landbrugsland, som brødfødte sovjetunionen, men er nu i stor materiel og åndelig nød. Et land på kanten af Europa og på kanten af afgrunden. At måske flere hundrede tusinde piger er lokket ud af landet bl. a via trafficking, siger noget om hvor desperate de er. Landet er lidt mindre end Danmark og har en lidt mindre befolkningstal, så det drejer sig om rigtig mange piger, hver og en af dem er en for mange. Deres skæbner er ofte uoprettelige, hvis man overhovedet finder dem igen. Pilgrims International ønsker sammen med de kristne i Riscani at nå piger i et forebyggende arbejde, inden de udsatte piger træffer et forkert valg.

I 16 år har Pilgrims International nu afholdt sommerlejre for børn, teenagere, unge, familier og menigheder. Ca. 800 deltagere fordelt på de fem lejre hver sommer. Nu ses frugterne, da mange af dem, som er blevet mødt af Gud på lejerne, nu er medarbejdere og er med til at forkynde evangeliet og arbejder med rund omkring i andre menigheder i Moldova. Arbejdet i Moldova er præget af meget glæde og kreativitet. Guds kærlighed giver overskud ind i menneskers liv.

Alle Pilgrims Internationals projekter er kun mulige med frivillig støtte fra Danmark og andre lande. Selv præstens beskedne løn finansieres gennem Pilgrims International. De tror på en enkel livsstil og tror på samarbejde med lokale kirker og mennesker i bestræbelserne for at genopbygge sårbare mennesker og udvikle deres fulde potentiale og evner i en tæt, kærlig og omsorgsfuld medmenneskelig relation.

Projekt PILGRIM HOUSE
Da jeg var i Riscani sommeren 2014, købte Charlotte og Johannes et lille hus på en ret stor grund. På grunden står deres vognpark nu og huset er restaureret i ægte moldovisk stil. Den 14 nov. 2015 blev huset taget i brug af otte unge piger, med meget stort behov for omsorg. Indtil da havde nogle af pigerne haft til huse i beboelsesvognene. Der er allerede venteliste til en plads i PILGRIM HOUSE. At hjælpe disse piger eller unge kvinder betyder også at rumme deres ofte forfærdelige baggrunde. Charlotte har lige været i Danmark for at afslutte sin uddannelse som pædagog i Aabenraa. 3½ års studie gennemført fra Moldova. Afsluttet med højeste karakter og ekstra udmærkelse for sine praktikker i Moldova. Charlottes eksamensopgave handlede om det, at rumme de meget belastede hjem, som pigerne kommer fra. Det er en meget vanskelig opgave, men jeg tror det er en bibelsk rigtig betragtning. Disse piger har ingenting og hvis vi også forkaster det de kommer fra, så har de ikke nogen identitet. Charlottes uddannelse vil hjælpe hende til større autoritet i samarbejdet med de sociale myndigheder.
Anden fase i projekt PILGRIM HOUSE er at restaurere og indrette en ubrugt del af menighedsbygningen. Der er god plads og det skal huse piger og kvinder, som er på vej ud i livet, men som behøver støtte og omsorg. PILGRIM HOUSE er ikke en institutions tanke, men et omsorgsfællesskab, som med det kristne budskab vil vejlede og støtte til et selvstændigt og genoprettet liv. Det betyder skolegang, uddannelse og mulighed for arbejde. Det er et stort helingsarbejde, som kun lykkes af Guds nåde og ved Hans ånd. Det er på grund af manglende skolegang, uddannelse og arbejde at mange falder for fristelsen for uigennemskuelige tilbud fra udlandet, som ender i trafficking.

Flere informationer på Pilgrims Internationals hjemmeside: pilgrims.mono.net. hvor man også kan bestille nyhedsbrevet, eller se deres facebook side Pilgrims international. Se også film fra Danmarks Radio: www.dr.dr/tv/se/horisont-2016-01-18
Projekt 5163 i Missionsfonden, mærket ’Moldova’

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Xpect Tanzania - Nytårshilsen fra Margaret og Verner Madsen
2015 var et travlt år og vi takker Gud for HAns trofasthed og for den store støtte af forbøn, vi modtager fra vores kirke Expect, vores familie og venner i Danmark, Canada og England.

Shamba (marken)
I november havde Verner meget travlt med forberedelserne til den kommende plantesæson og med at hjælpe nogle lokale landmænd, med at få deres udstyr klar og installere brøndringe. De fleste af brøndene i vores område er håndgravede og uden brøndringe til at støtte brøndene, kan de bryde sammen i regntiden.

I den sidste uge af november havde vi besøg fra Frederikshavn og USA. Én af aftnerne blev brugt med Bush Teamet. Vi spiste sammen og vores besøgende delte Guds ord, hvorefter vi havde en tid med bøn og lovsang. Der blev også afholdt møder i kirken, og de var meget gode og opbyggende både for os og de kirkemedlemmer, der deltog.

SCB (Sanjaranda Bible College)
I november blev 35 studerende døbt og det var et fantastisk dåbsmøde! En ung mand, Felix, deltog i dåbsmødet, men havde besluttet sig for ikke at blive døbt. Han kommer fra Sanjaranda og hans familie er kristne. Lige før den afsluttende bøn spurgte præsten, om der var andre, der gerne ville døbes. Felix kom løbende og tog en våd dåbskjole på og blev døbt. Han har studeret engelsk i 9 måneder, så vi kender ham ganske godt, og vi, såvel som hans familie, glæder os over hans beslutning.

Dagen efter dåbsmødet, besluttede to unge kvinder, der kommer fra muslimske hjem og havde studeret på SBC i 6 måneder, at de ønskede at blive døbt, før de tog hjem. Det var en meget festlig lejlighed. Nu beder vi for, at deres familier vil acceptede dem og give dem frihed til at gå i kirke samt fortsætte deres uddannelse. Det var ikke en nem beslutning for dem, men vi ved, at Jesus kender dem, der er Hans, og han vil tage sig af dem.


December i Danmark
Vi havde en vidunderlig juleferie i Danmark. Vi er meget taknemmelige for, at vi kunne bo i Xpects lejlighed og opleve kirkens store gæstfrihed og generøsitet. Tak til pastor Trine og pastor Allan.

Margarets søster, Carolyn, kom fra Canada og tilbragte 10 hektiske dage med os. Sammen med vores datter Maren, nød vi at vise Carolyn noget af det unikke, som hører juletiden i Danmark til, og vi var også en tur til Vesterhavet.

Det var dejligt og hyggeligt at tilbringe tid sammen med vores familie og venner. Tak til alle, der hjalp med at gøre vores december i Danmark så fantastisk.
Vi ser frem til 2016
I marts 2016 har vi, sammen med Berit og Jens Haslund-Thomsen, planer om at deltage i en missionskonference i Heartland Community Church i Missouri, USA. Vi vil bruge lidt tid i Danmark, såvel som besøge vores canadiske familie, og vi er meget taknemmelige for dem, der sponsorerer vores tur. Gud er god!

1. Krønikebog 4:10
Men Jabetz bad til Israels Gud: ”Velsign mig og gør mit område stort. Grib ind i mit liv og beskyt mig mod sorg og smerte.” Og Gud gjorde, hvad han bad om.

Vi længes efter at se gennembrud på mange områder og vores bøn er, at Gud vil øge og forstørre synliggørelsen af Hans tilstedeværelse, når vi betjener mennesker og beder for menneskers frelse og helbredelse til krop, sjæl og ånd.

1. Samuel 30:24
”Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
Så velsignelsen vil være til os alle, der arbejder med!
Kærlig hilsen, Margaret og Verner Madsen
Projekt 5163 i Missionsfonden, mærket ’Xpect Tanzania’

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Missionsrejse til Paraguay - af Thomas og Pia Hågensen
Status efter fem måneder som udsendt missionær til Paraguay….. og retur til lille Danmark til en hverdag - bl.a. til min arbejdsplads, et flygtningecenter inden for Dansk Røde Kors!

Gå ud i hele verden, forkynd Guds ord.… Sådan kender vi starten af missionsbefalingen (med vægt på befaling), og idet jeg forlod huset i Danmark den 24. juni 2015 for at rejse til Paraguay, trådte denne befaling for alvor i kraft for mig.

Som en god Kristi soldat adlyder jeg befalingen om at være på mission, hvor jeg end er. Selve flyrejsen derud var også et led i at gå ud i hele verden. Der er nemlig ingen grænser! Hvor der er mennesker, kan jeg udføre befalingen. Der er ingen ’forkerte steder’, men der er dog nogle gange et mere rigtigt sted end andre at forkynde, når nu Gud valgte at sige Paraguay til Pia og jeg angående det arbejde, Gud har bedt os om at udføre.

I Paraguay har jeg i løbet af de sidste fem måneder bl.a. arbejdet med fængselsmission, et fantastisk arbejde, hvor mere end 1000 fanger er blevet frelst rundt omkring i Paraguays fængsler på under to år. De har deres egne pavilloner, holder daglige møder, og arbejdsbyrden for de ansatte er faldet så drastisk, at manden, der startede arbejdet, har fået helt frie hænder af fængselsdirektørerne og er blevet udnævnt som ledende fængselspræst i landet. Han har udført arbejdet uden løn i hele perioden og er ’bare’ gået i tro på, at det, Gud har lovet, det holder Han. At høre 70 mandlige fanger - lige fra lommetyve til lejemordere, synge til Guds ære og at prædike for dem, at se den forvandling, Gud kan skabe i mennesker, har været en bevidsthedsudvidende oplevelse for mig, Gud er virkelig stor!

Når jeg ser tilbage på arbejdet i Paraguay, som jeg har været en del af ud fra flere kirker i byen San Ignacio Misiones, har jeg deltaget i et brydningsarbejde, hvor nyt land er blevet pløjet op, så Guds ord kunne sås. Vi har evangeliseret, motiveret og prædiket - både i forhold til folk, som ikke kendte Gud og til kristne, som trængte til at blive opmuntret til at gå ud af kirken og vove at stole på Guds ord.

Jeg har set talrige helbredelser, udfrielser og mennesker, der kom i syndenød, og jeg er blevet mindet om de første apostle og deres gerninger. Det, der har manglet, og som jeg også har levet fint uden, er forfølgelse pga. evangeliet!

En stor del af mit arbejde har været at forkynde i områder for mennesker, der aldrig tidligere havde hørt Guds ord. Vi har bogstaveligt talt gået fra hus til hus, har prædiket Guds ord, helbredt de syge og kastet dæmoner ud. Når området var evangeliseret, eller der var nok til at starte en gruppe, begyndte undervisningen og opbygningen af de nye kristne.

En af dem, der blev frelst og helbredt i benene, så hun kunne gå (en dame på 83 år) blev så lykkelig over den nyfundne tro og fælleskabet med Jesus, at hun, da vi havde forladt hende, skyndte sig over til naboen og lykkeligt delte Guds ord med hende. Derefter gik hun retur til sit hus, gik glad i seng, sov ind og gik hjem til Gud!
Sammen med en lokal præst har jeg startet en fodboldskole for fattige børn. Vi har nu 77 tilmeldte, og ca. 50 af dem har givet deres liv til Gud. Vi har skaffet fodbolddragter, fodboldstøvler, der er maduddeling efter endt træning og bibelundervisning hver uge. Efter en træning blev Guds ord delt til de stadig svedende drenge. “Hvor mange vil modtage Jesus som deres personlige frelser?”, blev der spurgt! Som en flok soldater rakte alle prompte armen i vejret og råbte: “Jeg vil”!

På mange måder har det været som at vandre rundt i apostlenes gerninger, og nu er jeg kommet hjem til Danmark. Mange hundrede (måske 1000) er blevet frelst, helbredt og udfriet og har fået et nyt liv i den tid, jeg har været i Paraguay.

Personligt har jeg nok bedt frelsesbønnen med ca. 200 mennesker ved at gå fra hus til hus og rekord-mange andre brændende kristne lever for at udbrede evangeliet her. Rigtig mange af dem er unge mennesker, nogle helt ned til 16 år, der med ild i øjne, sjæl og ånd forkynder Guds ord.

Der sker helt sikker noget specielt her i Misionesregionen i Paraguay. Er det fordi Gud vil mennesker frelse der mere end i Danmark? Det tror jeg ikke. Det sker, fordi de kristne har rejst sig som en enhed, beder tidligt og sent og er fyldt med Guds ild. De er 100% villige til at gøre det, der skal til for, at mennesker i deres område skal møde den levende Gud

Nu er jeg hjemme igen i Danmark blandt syriske flygtninge, venstreorienterede, humanister og andet godtfolk, som alle trænger til at høre og handle på Guds livsforvandlende og levende ord.

Er jeg villig til at være salt i verden, at udføre missionsbefalingen, hvor end jeg er - og med samme ild og gejst som i Paraguay? Svaret er et stort JA i mit hjerte. Gud er den samme over hele verden. Spørgsmålet er nærmere, om jeg vil være den samme i Danmark, som jeg var i Paraguay. God help me, what ever it takes!!! Hvis de første disciple kan, så kan jeg også.

Thomas og Pia Hågensen

Missions-Nyt nr. 1 - 2016 - Missionshjørnet - af Gardar Ragnarsson
Lad os være Golgataorienteret!

For en del år siden fik jeg den oplevelse at besøge Grækenland og se de forskellige historiske steder. Blandt dem var Korint.


Da jeg gik op ad hovedgaden i den gamle ruinby og betragtede resterne af afgudstempler og forlystelsessteder, har ordene som apostelen Paulus skrev til menigheden i byen mange gange siden ekkoet i mit hjerte, hvor han siger: ”Jeg vil ikke vide af noget andet blandt jer ,,, end Jesus Kristus og det som korsfæstet”. (1.Kor.2:2)

Paulus havde al grund til at være bekymret for menigheden. De var i færd med at miste taget på det Kristuscentrerede evangelium han havde forkyndt, og som bragte vækkelsen blandt dem i begyndelsen. Den udsvævende livsstil som levedes i byen sammen med al dens religiøse forvirring, var ved at trænge langt ind i menigheden.

Ordet om korset er hjørnestenen i det kristne budskab og den svingaksel, hvorved hele Guds frelsesplan drejer sig. Det var, og er fremdeles for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab, - for den lille menneskehjerne ikke kan fatte perspektivet og visdommen som den Højeste har nedlagt deri. Ja – men for dem som tager imod det i tro, er det fremdeles Guds kraft til frelse, lægedom og beskyttelse. Dette ville han minde dem om! Og vi trænger også i vore dage til, at blive mindet om det.

Hvis man prøver at fjerne forargelsen og dårskaben fra evangeliet, har man kun tilbage intetsigende menneskelige religiøse spekulationer, og tom snak at byde på, som ikke er til nogen hjælp for mennesker i nød. Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Nøden er der. Men Gud har gjort noget ved det, for Han sendte sin enbårne søn til verden, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh.3:16)

Gud fremstillede sin Søn som nådestol ved troen, og dermed åbnede Han vejen til sig selv, så vi kan få nåde i rette tid og blive delagtige i Hans herlighed, både her og hinsides! Det skete på Golgata.

Korsets budskab har vi tydeligt og klart i Bibelen og må vi ikke pille ved det, for det vil altid få skadelige følger når det gøres.
Ordet giver os klarhed og bringer os sandheden og virkeligheden om at vore synder er os tilgivet i Kristus Jesus, når vi beder om det. Tilgivelsen er fuldkommen, og det er godt at huske, at ”så langt som østen er fra vesten har Han fjernet vore synder fra os”. (Salme 103:12) Dette stadfæster Guds Ånd og gøres levende for mange i hver generation.

Jesus bar vor synd og skam op på korset, hvor Han og tog dommen på sig i vort sted. Jesus var syndfri og ren, men han trådte i vort sted og blev ’gjort til synd’ for os for at lede os til Gud. Derfor råbte døberen Johannes, da han så Jesus komme vandrende hen imod sig: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd”. (Joh.1:29) Og ved opstandelsen fra de døde blev Han ved Helligåndens kraft og vælde godtgjort at være Guds Søn

Ser vi dette? Lad os bede Gud om at åbne vore øjne så vi klart kan se vort påskelam, vor Frelser og Forsoner, som er soning for vore synder, ikke alene for de troende, men også for hele verden. (1. Joh.2:2) Han er vor fred.

Så i princippet er der en rig mulighed for alle. Men Gud har givet mennesket fri vilje til at vælge så lad os derfor ’vælge side’ medens vi har nådetiden.

Jesus er den eneste vej til Gud. På Golgata råbte Han: ”Det er fuldbragt”. Intet må tages fra det eller noget lægges til det. Vi beder om, at alle vore missionærer og prædikanter får nåde til altid at forkynde det uforfalskede evangelium. - God Påske.
Gardar Ragnarsson