Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Leder - af Christian Petersen
Forbilleder

Jeg er i forskellige sammenhænge blevet spurgt om, hvem jeg har som forbillede. Jeg har svaret, at jeg kun har Jesus som forbillede, idet jeg har tænkt, at menneskelige forbilleder fungerer bedst på afstand, men ikke når man kommer tæt på. For så opdager man alle fejlene.

Nu er jeg nået så langt i livet, at jeg må erkende, at jeg har taget fejl. Jeg har masser af forbilleder! Jeg har været så heldig, at da jeg som ung teenager begyndte at komme i kirke og blev kristen, så tog Otto Lohse, der i øvrigt er en af Missionsfondens grundlæggere og mangeårige administrator, sig af mig som en åndelig far. Han var ældstebror i kirken. Han døde desværre for tidligt, men jeg oplevede hos ham og hans hustru et utroligt åbent hjem med middage efter gudstjenesterne, og jeg var med dem på ferier og havde samtaler om tro og kirke. Jeg savner ham stadig, når det er teologiske spørgsmål, jeg ikke kan finde ud af.

Otto Lohses svigerfar var også ældstebror i kirken. Samtidig var han leder af søndagsskolen i mange år, og efter ham overtog hans ældste datter ledelsen. Hun har både haft Elisabeth, der senere blev min kone, og mig og efterfølgende vores børn i søndagsskolen.

Da nye kræfter på et tidspunkt skulle til at lede børnearbejdet, faldt det i min lod at sige et par ord fra talerstolen i kirken til tak. Jeg gjorde her op, at far og datter tilsammen havde ledt børnearbejdet i kirken i over 65 år! Det er jo ikke så lidt. Et par år efter, da de nye ledere fik en ny kaldelse og flyttede fra kirken, overtog datteren ledelsen igen i nogle år. Også hos hendes familie var der et hjem, der var åbent for os unge til netværksgrupper, korøvelser, udflugter med børnekirken mv. Der var i det hele taget et stort engagement i børnearbejdet med to store årlige udflugter med wienerbrød, saftevand, tovtrækning, museumsbesøg mv.

Også andre ledere i kirken havde åbne hjem, hvor vi kunne komme og hænge ud og spille bordtennis om søndagen og holde ungdomsmøder. Og de tog også med på sommerlejre, hvor både ældstebrødre og andre engagerede medarbejdere med familier år efter år skrællede kartofler til os alle sammen hele ugen eller lavede mad og sov på sovesal med os og samtalede og bad med os, som det mest naturlige i verden, selvom vi var store børn eller generte unge, og brugte en uge af deres ferie på, at vi skulle have det godt og lære Jesus bedre at kende.

Det har betydet virkelig meget i mit liv, og i min kones liv - og i mange andres liv, er jeg sikker på - at der var nogle, der investerede deres liv og ressourcer i os. Perfekte var folk ikke, og investeringerne lykkedes ikke altid, uenighed kunne der også være, men at man skulle tage sig af os unge, var der ingen tvivl om. Det var en selvfølgelighed, og det blev næppe overvejet, at det kunne være ret meget anderledes. Det skal I have tak for!

Dette har lagt et spor ned i mit liv og præget den måde, som jeg selv forsøger at varetage mit kristne liv på. Det er mit håb, at vi både må møde forbilleder og være forbilleder i vores kristne liv og i kirken, således at vi kan vokse i Kristus og være med til at føre mennesker frem til Ham.

Hebræerbrevet 12, 1-3.

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Irland - af Agnete og Tony Simpson

Congo:

Fra kirken i Cork udsendte vi igen vores bror Alberto til Congo, hvor han har været i hele juli måned. Der har været en god tilgang af nye kristne i kirken dér i Kimwenza.

Alberto medbragte endnu en af Tony’s bibelstudiebøger oversat til fransk, så lederne derude har enkel og praktisk bibelsk kristendom og lære at holde sig til. Der er utrolig meget religionsblanderi overalt i Congo - som overhovedet intet har med sand kristendom at gøre - men hvis bare det er sensationsbetonet, så kan det alt sammen spredes i kristendommens navn!
Derfor er det så nødvendigt at have praktisk og letfattelig bibelundervisning.

Om få dage venter vi Alberto hjem igen - uden tvivl dødtræt og udmattet! Men vi venter spændt på nyheder om den nye udpost fra Kimwenza, samt om udvidelse af skolen og meget mere.

Ejendommen i Cork:
Vi havde aldrig troet, at vi skulle have ventet og ventet så længe! Vores sagfører kontaktede os i sidste uge og sagde, at nu var det sidste dokument ved at være i orden, så vi ’snart’ ville kunne overtage bygningen - og fortsætte med istandsættelsen. Der vil blive mange nye muligheder dér. Vores bøn er, at Gud vil kalde og udruste flere arbejdere hertil.

De rejsende folk:
De rejsende folk har i de sidste par år været en ret stor del af kirken i Cork. De er på mange måder et helt specielt folkefærd. Gud virker på en særlig måde blandt dem - og vi har en fjende, som er vred over dette! Det sidstnævnte har vi mærket på en særlig måde i de sidste par måneder.

I juli måned var der teltkampagne og stævne i Cork i en uge. Der var folk fra Frankrig og England samt fra Cork og andetsteds i Irland som camperede på lejrpladsen. Desuden var der mange andre, som kom til møderne, hvor der var god tilslutning.

En stor del af vores tid og kræfter er nu også optaget af at hjælpe de nye folk blandt de rejsende. De har så mange problemer, tragedier og kriser, og de trænger konstant til personlig opmuntring - og så midt i det hele oplever de også Guds hjælp og indgreb på en måde, der næsten gør os til skamme!

Ja, vi trænger til Guds hjælp på alle fronter - og Han er mægtig!

Tak for forbøn, Tony og Agnete

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Peru - af Helmi og Felipe Castro

Hvad sker der, når man giver Helmi i Peru 30.000 kroner i hånden til skolefond?!

I skolen i Peru skal man købe skoleuniform, bøger og materialer, og man skal betale alt til sin videre uddannelse. De fleste præstefamilier har en meget lav indkomst, og det er svært for dem at kunne give deres børn en uddannelse.

Der betales en afgift på omkring 8.000 kroner, når man skal præsentere sin afhandling på universitetet. Har man ikke det, så kan man ikke få arbejde, og man er ikke færdig. De fleste præster tjener 2.000 kroner om måneden - den månedlige afgift for at gå på universitetet er 1.000 kroner og op...!

Så hvor gik de penge så hen?
Esther: Hjælp til at betale udgifterne for at kunne præsentere sin afhandling på universitetet. Esther studerer til lærer, og hendes far er baptistpræst.
Johana: Hjælp til at betale udgifterne for at kunne præsentere sin afhandling på universitetet. Johana læser international business. Hendes forældre er præster i den Wesleyanske kirke.

Abigail: Hjælp til at betale udgifterne for at kunne præsentere sin afhandling på universitetet. Hun studerer til sagfører. Hendes forældre er præster i Piura i det nordlige Peru. Sidst jeg så dem, havde moderen en brækket, opsvulmet hånd, som der ikke var gjort noget ved, fordi de ikke har penge dertil. En af de gange, hvor jeg bare dukkede op på rette tid!

Nora Belen: Hjælp til at betale udgifterne for at kunne præsentere sin afhandling på universitetet. Nora læser til psykolog og ønsker at bruge sin uddannelse for de mest behøvende. Hendes forældre er præstepar oppe i bjergene, moderen er alvorlig syg med ulidelige smerter. Når hun ikke kan mere og bare ønsker at dø på grund af smerterne, så sender hun mig en SMS. Hun får ikke den rette behandling, for hun foretrækker, at datteren kan studere.

Colin: 10 årig fattig dreng, som har en meget voldelig far, og han bliver mishandlet i skolen. Han havde ikke nogen skoleuniform, så det blev købt til ham, samt joggingsko og lidt andet, han behøvede. Nogle gange skal der bare en lille kærlighedsgerning til, at ændre ens måde at se livet på!

Priscila: Hjælp til at studere til dessert-kok. Hendes forældre er præster i den Wesleyanske kirke.

Israel: Dreng, som blev misbrugt sexuelt i sit første år i børnehave. Siden da betaler jeg, for at han kan gå et lidt tryggere sted...

Og så er de 30.000 kroner brugt! Investeret i menneskers fremtid! - Og takken går op til Herren, som brugte dig til at glæde nogle mennesker i Peru! Tak!!!!

Forkælelses lejre
Jeg har set, hvor meget det betyder for præstefamilier at få nogle dage, hvor de kan slappe af og få et møde med Herren! Dette år har det været en velsignelse at kunne holde forkælelseslejre først i Puno for Aymaraindianer præster, som virkelige bor i de mest barske områder, man kan forestille sig. - derefter i det nordlige Peru i juni for præstefamilier fra alle kirkesamfund.

Det ligger mig på sinde igen at holde en international forkælelseslejr for de menigheder, som er med i vores sammenslutning af kirker. De ligger over hele Peru, så der er ikke så megen fællesskab, og endnu mindre kan de være sammen som familier. Dette er et stort projekt, for der skal transport til de fleste af dem, men det gik én gang, så hvorfor ikke igen?! Hvis 100 giver 1.000 kroner, så er det hjemme...!

Jeg har også i tankerne at tage præstefamilier ud af junglen nogle dage ud til kysten... De trænger til det! De er total isoleret i små landsbyer langs floderne... Hvis ingen opmuntrer dem, hvordan skal de så kunne holde ud? Hvem kan de dele deres sorger og behov med?

Her i Trujillo var der en fattig præstekone, som hørte om denne drøm, og hun lovede straks, at hun vil give en del af sin indkomst dertil. Fantastisk kristent sind!

Det er mine drømme; og jeg er sikker på, at I kommer til at se billeder, når det er blevet realitet! Intet er så stærkt som kærligheden! Moses behøvede nogen til at holde sine arme oppe, for at fjenden ikke skulle få overtaget. Vi behøver alle nogen til dette!
Tak for forbøn og støtte!

Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Grønland - af John Østergaard Nielsen

Grønland nu er organiseret i Den Grønlandske Frikirke ”Inuunerup Nutaap Oqaluffia” siden år 2000. De første menigheder blev grundlagt i 50’erne og 60’erne og drevet af Skandinaviske frikirkers mission. Apostolsk Kirke overtog ansvaret for Nuuk tilbage i 1966, hvor Gunnar Andersen med familie kom til byen.

Siden da har Apostolsk Kirke været ansvarlig for arbejde i Nuuk, både forlagsarbejde og missionsarbejde, som har bredt sig og gjort Nuuk til et center i missionsarbejdet i Grønland.

I dag er der en ret stor menighed på omkring 130 medlemmer. Menigheden er stort set selvdrevet og har meget grønlandsk tjeneste og vil i en overskuelig fremtid kunne overdrages til grønlandsk ledelse.

Andre steder i Grønland er vi også involveret både direkte og indirekte.

Inuunerup Nutaap Oqaluffia tæller i dag 13 menigheder eller husfællesskaber. Nogle med danske støttemeningheder bag og andre etableret af INO selv.

En ny menighed er under opstart i Tasiilaq i Østgrønland. Et ungt hollandsk ægtepar Peter og Katharina de Graff er rejst dertil efter 4 md. i Nuuk og er nu i færd med at købe et hus, ombygge det til beboelse samt kirke-center. Der er i forvejen en lille husmenighed, men egentlig etableret arbejde er der ikke endnu.

Et andet projekt som INO Nuuk har for øje, er at starte et menighedsarbejde i byen Paamiut syd for Nuuk - med godt 1.500 indbyggere.

Der har tidligere været missionsarbejde i byen, men aldrig etableret en menighed. Der er en trofast gruppe af mennesker der får Gudstjeneste-CD’er og -DVD’er fra menigheden i Nuuk og vi tror der er potentiale til at danne en kirke der. - Vær med til at bede for planlægningen og timingen.

En ’spejder’ er udpeget her primo august og vil være den første, der besøger byen. Vi beder om at et missionsteam fra Nuuk kan blive etableret i efteråret 2015 - og for de rette lokaler.

Menigheden i Aasiaat
INO menigheden i Aasiaat, startet af Olavs og Lolly Hakkebo tilbage i start 70’erne og senere drevet og støttet af flere danske pinsemenigheder, vil få ny ledelse. Sara Mouritsen der har ledt menigheden og boet i huset i en årrække, flytter på uddannelse i Nuuk.

Nyt lederpar bliver Samson og Pauline Larsen fra Sisimiut. Der er erfarne kristne og vi glæder os til at se dem træde ud i tro og ud i en ny og større tjeneste. Vi beder om forbøn for familien, som har to børn, og for flytning, tilpasning til nye omgivelser mm. Desuden vil vi bede om økonomisk støtte til at dække ægteparrets flytning samt mindre reparationer og vedligeholdsopgaver på huset. Målet er kr. 30.000.

Teamtjeneste
Både i 2014 og i 2015 har vi haft mange besøgende UMO-teams der har været her i 2-3 uger ad gangen.

Er det også tiden for Apostolske/Pinse-unge at komme til Nuuk??

Det er vel værd at overveje. Vi har mulighed for at indkvartere en mindre gruppe. Vi har VERDENS BEDSTE BUDSKAB og VERDENS BEDSTE fritids- og natur-oplevelser lige uden for døren!!

Nipaa, en kristen radiostation - 88,5 mHz Kommer du til Nuuk, vil du også kunne opleve et kristent lokalradioarbejde, der ikke kun er lokalt, men når ud til 12 byer og potentielt til næsten samtlige 50.000 indbyggere i landet! Du vil høre historien, om hvordan GUD har givet det kristne Grønland en stemme, som når der ud, hvor mange ikke kan komme. Du kan være med til at lave radio under meget fine tekniske forhold!

Nipaa Nuuk sender desuden 12 timer i døgnet på en stream til hele verden via internettet på www.inn.gl.
.
August 2015
John Østergaard Nielsen - Nuuk

Projekt 5400 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Tanzania - af Tabitha og Torkild Jensen

Mama Oberline

Med denne hilsen, vil vi gerne fra dybet af vore hjerter, sige jer tusind tak for pengene, som er sendt for at hjælpe Mama Oberline med færdiggørelsen af hendes byggeri med de to værelser. Alt er nu færdigt, og de er flyttet ind.

Mama Oberline tror at hun drømmer. For hun forstår stadig ikke, at det er sandt, at hun har fået denne store hjælp, så de har fået bygningen færdiggjort. Hun takker så inderligt for denne hjælp, som I har givet, og beder Herren om at velsigne og lønne jer tilbage, så I ikke skal mangle noget.

Jeg var selv derude en dag, inden der var malet udenfor. Jeg var så heldig, for netop denne dag havde hun alle børnene hjemme. Dermed kunne vi få et billede af dem alle.Den ældste ved navn Adam, som læser til mekaniker, tog flere gange vores hænder og så takkede han så inderligt for den store hjælp, som vi havde givet hans mor, og så kneb han en tåre.

Jeg vil gerne sende takken videre til jer, som har været villige til at give til dette projekt.
Huset er nu helt færdigt, der er glas i vinduerne, huset er malet ind og udvendigt. De har fået køjesenge og nye madrasser, samt en ’Jiko’, som er et komfur til brænde.

Endnu engang tusind tak for jeres store hjælp

Præstefamilien
Vi kører sammen med vores venner Laila og Leo ud og besøge en lille kirke ca. 140 km fra Arusha. De sidste 30 km er på jordvej og ind mellem små tjørnebuske, som klarer sig, trods området mest minder om en ørken. Der er ingen hytter eller marker, bare noget så øde og goldt.

Pludselig midt i det golde og udtørrede område, dukker der en stor sø op og de omkringliggende marker er grønne, og der kommer liv. Søen har fået navnet oversat fra swahili ”Guds hus.”

I søen er der fisk, og der findes mange små fiskere, som tidligere levede af fiskeri. Desværre kom der en rig mand, som havde råd til en stor båd og et kæmpe net, og så ’støvsugede’ han søen for fisk, så de små fiskere havde ikke mere at leve af. Dette virker bare så uretfærdigt og synd for lokalbefolkningen.
Vi kørte derud om lørdagen og skulle medvirke ved gudstjenesten om søndagen, 7 km fra denne flotte sø.

Kirken var en lille lerklinet bygning med græstag, ikke meget større end et gammeldags hønsehus. Men der var en fantastisk atmosfære af Guds nærvær, Og det blev en meget speciel gudstjeneste, da præsten og hans kone fortalte deres vidnesbyrd, som skar os alle langt ind i hjerterne.

De fortalte om en tragisk episode, der fandt sted for 2 år siden mens de var i marken for at arbejde. De havde lejet nogle marker ved floden, så flodvandet kunne bruges til at overrisle markerne. De dyrkede ris, majs og bønner. Manden var taget af sted meget tidligt om morgenen, for der skulle høstes majs. Konen ville tage ud og hjælpe ham senere, men ville lave mad og derefter lægge den lille pige på 1½ år ind for at sove. De to store drenge på henholdsvis 3 og 6 år skulle blive hjemme og tage sig af lille Ruth, når hun vågnede.

Moderen går ud til sin mand for at hjælpe med at høste majs, hvilket foregik med håndkraft. Pludselig ser de en stor røgsky stige op i landsbyen, hvor de bor og noget i dem siger, at det måske er deres hytte. De løber straks hjem og til deres store forskrækkelse ser de, at deres hytte står i flammer. Den mindste dreng Ebenezer på 3 år var blevet så bange for ilden, at han løbet ned og gemt sig i kirken. Den store dreng var løbet ind i hytten for at redde lille Ruth, men han nåede ikke ud igen. Dermed mistede de begge deres kære børn. Det har været et forfærdeligt tab for dem, og mens de fortalte om deres frygtelige oplevelse, var der ikke et øje tørt i kirken.

Vi har gennem længere tid kendt denne familie og deres vanskelige situation. Vi har hjulpet deres overlevende dreng Ebenezer med at komme i skole. Han bor nu på ’Kærlighedshjemmet’ og går i vores nye skole. Han har været der i godt ½ år og er så glad for at gå i skole.

Det lykkelige midt i alt det svære er, at de i marts 2015 fik en lille pige, som er kommet til at hedde Tabitha, og som er deres lille livsstykke, og hun er så sød og kær.
Ikke længe efter deres tragiske ulykke, var præsten udsat for en motorcykelulykke. Ofte er en motorcykler det eneste transportmiddel i landsbyerne. Præsten sad bagpå som passager, da motorcyklen forulykkede, og han brækkede skulderen 3 steder.

Hospitalet fik det ikke sat ordentlig sammen, så han nu har meget svært ved at bruge sin arm, og har altid smerter. Han kan ikke arbejde i marken mere, hvilket er en stor belastning for deres økonomi. Deres indtægt i kirken er meget lille og de bor meget fattigt.

Vi prøvede at spørge ind til deres dagligdag, og de havde stort set ingenting i huset, da alt deres indbo gik til under ildebranden. De har lånt en seng af naboen, men de ligger direkte på brædderne, da de ikke har penge til at købe en madras. De får ondt i kroppen af at ligge der og sover kun få timer af gangen. Præsten har ondt i armen, og det hårde underlag gør kun situationen værre.

Ja vi gav dem straks nogle penge til at købe en madras, og til hans sygehusophold, hvor han skyldte penge. Vi hjalp dem, så de også kunne købe lidt mad, så de kunne klare sig et stykke tid.

Når vi står overfor sådanne situationer så tænker vi altid, hvad ville Jesus have gjort? Jeg ved godt, at vi ikke kan hjælpe hele verden, men vi oplever, at dem vi hjælper kommer videre med deres liv. Vi beder ofte Jesus om at vise os, hvor vi skal hjælpe og ikke hjælpe, så derfor, når vi møder nogle som denne familie, føler vi, at det er Herren som har sendt os derhen.

Hvis der er nogle, som ønsker at hjælpe med et engangsbeløb, så ville det være til stor glæde for denne trængte familie.

Kunne det ikke være dejligt at bygge et lille hus til dem? Det koster ikke mange penge derude, da de kan bruge soltørrede sten, som vi kan pudse op med cement. Jeg tror, at vi kommer langt for 20.000 kr.

Hvis der er nogle som ønsker, at give et beløb til at få denne familie til at komme videre, vil de blive ovenud lykkelige. Måske er der en eller to, som får lagt på hjerte, at støtte denne familie med 500 kr. pr. måned, så de kan overleve og forsætte som præstepar for deres lille kirke. Gaverne kan øremærkes ”Brændt hus og børn”.

Vi vil gerne sige tusind tak for den opbakning, som vi får, når vi kommer med sådan et nødråb.

Kærlighedshjemmet
Vi vil starte med at sige tusind tak, til alle jer som har sendt en gave til os, for at vi kunne udbygge ”Kærlighedshjemmet”.

Nu står bygningen færdig med køkken, spisesal, 4 soveværelser til børnene, samt et værelse til en leder, som skal sove i samme bygning som børnene. Der er lavet to toiletter med bad. Der blev også lavet en dejlig stor terrasse, hvilket børnene nyder rigtig meget.

Denne bygning har kostet ca. 190.000,- kr.
og til Guds store ære så er alle pengene kommet ind.

Her ser vi virkelig at, ”mange bække små gør en stor å”, så derfor fortvivl ikke, når vi sender et nødråb og beder om hjælp, for din gave har stor betydning.


Kærlig hilsen,
Tabitha og Torkild

Projekt 5066 i Missionsfonden.

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Missionstur til Nepal - af Josias Schultz

Vi var et lille team, bestående af 4 elever og 3 stabsmedarbejdere fra UMO (Ungdom med opgave) basen i Skien, Norge som følte, at Gud sagde, at vores 2 måneders obligatoriske missionstur skulle gå til Nepal.

Efter vi havde været i Nepal i to uger, hvor vi havde rejst rundt til forskellige landsbyer, blev alle vores planer ændret meget hurtigt.

Det var egentlig vores oprindelige plan, at blive i Nepal’s hovedstad Kathmandu en dag længere, men vi bestemte os istedet for at rejse til Pokhara (den næststørste by) en dag før. Da vi var i bussen på vej til Pokhara fik jeg en opringning fra vores kontakt, som ventede os i Pokhara. Han fortalte os, at der lige havde været et jordskælv, og at det måske ville blive svært at komme ind i byen. Min første reaktion var, at det nok kun havde været et mindre jordskælv.
Da vi ankom til Pokhara, viste det sig så at have været meget større end vi troede. Vi havde kørt midt igennem epicenteret, uden at mærke noget til det. Gud beskyttede os, og når vi ser tilbage på, hvor vi skulle have været den samme dag, ifølge planerne, er det et mirakel, at vi ombestemte os, og tog afsted en dag før.

Vi snakkede med vores kontaktpersoner med det samme, for at høre, hvordan vi kunne hjælpe til. Desværre var det hele ikke så let som vi havde håbet. Det var en kaotisk situation, og mange landsbyer var fuldstændigt ødelagte.

Vi fik at vide, at vi ikke bare kunne gå ind i en landsby uden noget overblik, da det ville skabe endnu mere kaos, så vi måtte tænke strategisk. Alle vores oprindelige planer var pludseligt lagt til side, og nu ventede vi bare på, at finde ud af, hvordan vi kunne hjælpe. I mellemtiden gik vi meget til slumområderne i Pokhara, hvor vi bad sammen med de kristne der, og spredte lidt glæde.

Vi besluttede os for at samle penge ind, så vi kunne købe nødhjælpspakker. Vi samlede omrking 73,000 danske kroner ind til at købe mad, presseninger og andre fornødenheder.

Vi rejste ud i en landsby og uddelte nødhjælpspakker, betalte og hjalp til med at bygge nogle midlertidige barakker, som folk kunne benytte, mens deres egne huse blev genopbygget. Vi delte det gode budskab om Jesus til folk, som var skræmte og modløse efter jordskælvet.

Vi havde bedt meget om at få nogle muligheder for at hjælpe til, men da det trak ud med at få det, gik vi ud i en park i Pokhara, for at samle skrald op. To fra vores team kom i snak med et par, som havde arbejdet med ’Iris’, som er det, som Heidi Baker har startet i Mozambique. De fortalte at ’Iris’ havde en lejr i en landsby i Nepal, og ledte efter folk, som ville hjælpe.

Vi kontaktede dem straks, og det førte til at vi brugte en uge i en landsby, med at rive gamle huse ned, så de kunne bygge nyt op. Dette var en utrolig god mulighed for os til at hjælpe de lokale side om side.

Det som overraskede os mest, da vi var i landsbyen med ’Iris’, var at de lokale var så modtagelige over for budskabet om Jesus. De fleste lokale var frosset fast, på grund af frygt for flere jordskælv, men det hjalp, at der kom nogle fra et andet land, med en fred, som var uforståelig for dem, nemlig Jesus.

Det jeg så i Nepal var, at midt i al den håbløshed, som de oplever, så står budskabet om håb i Jesus endnu stærkere end før. At deres guder ikke hjælper dem, men at Jesus er den eneste som kan.
Josias Schultz

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - IFES-konference i Mexico - af Sara Friis

Elisabeth, fra Sverige, og jeg går efter aftenmødet over i La Palapa, som er et fællesrum på hotellet. Vi sætter os ved nogle asiatere, hvortil vi spørger: ”hvordan er det så at være en kristen i Malaysia?”

Tidligere på dagen snakkede jeg med George, en Staff-worker i Kenya fra min smågruppe, om hvordan de hjælper de studerende efter skuddramaet i februar, og hvordan de frygter større splittelse mellem de kristne og muslimerne i landet nu. Senere hørte jeg om, hvordan det er at være kristen i Nepal, når man er vokset op i en buddhistisk familie, og hen over frokosten delte en pige fra Singapore og jeg vores udfordringer på universitetet og fandt ud af, at vi egentlig ikke er så forskellige.

Samuel fra Malaysia fortalte, hvordan det er ulovligt for kristne åbent at fortælle om deres tro, fordi Malaysia er et muslimsk land, og der er fængselsstraf til den, som evangeliserer for muslimerne. Til gengæld er universitetet blevet et sted, hvor der skal være plads til alle holdninger og trosoverbevisninger, hvilket har ført til, at universitetet er blevet et frirum for de kristne, hvor de åbent kan fortælle om deres tro. De kristne har det bedste ry, og mange synes, at kristne er de sejeste mennesker.

IFES står for International Fellowship of Evangelical Christians. I 170 lande laver de kristent studenterarbejde, og Det danske KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) er også en del af den store IFES-familie. Hvert fjerde år inviterer IFES til generalforsamling og dertil en konference for studerende og Staffworkers, i år blev denne afholdt på et hotel i Mexico. 1200 mennesker fra 150 lande deltog, og vi fra Danmark var så priviligerede, at vi kunne sende fem deltagere afsted.

Danmark er et af de få lande, hvor man bliver født ind i kirken. 77,8% danskere er medlem af folkekirken, men spørgsmålet er hvor mange der ville være medlem, hvis vi også bliver sekulariseret, og er Danmark egentlig ikke allerede et sekulariseret land, selvom vi stadig har en statskirke? Der er ingen love imod kristne, men alligevel oplever vi mindre og mindre plads til vores holdninger og evangelisering i det offentlige rum.

Når vi fortæller andre om vores tro, bliver vi ofte mødt med en ligegyldighed og tanken om, at kristne er gammeldags. Mange er bange for at falde udenfor og lever derfor sjældent efter Jesu mind-set. Vi er ikke ene om vores udfordringer. Størstedelen af Europa møder samme udfordringer som bekostning af denne post-modernisme, hvor egne spirituelle overbevisninger er mere tillokkende end gamle etablerede religioner.

Europas problemer bliver taget meget seriøst i resten af verden, hvilket overraskede mig en lille smule. Hvad har vi danskere at frygte? Måske social eksklusion, ellers andet? Andre frygter for deres liv, hver gang de går for at møde deres IFES-gruppe, alligevel mener de, at vi har større problemer.

En kineser bad os alle om ikke at bede om, at forfølgelsen i Kina ville holde op, for han sagde, at Gud bruger forfølgelsen og hjælper de kristne, og de kristne viser større engagement, når de ved, at de sætter livet på spil ved at være kristne. Han frygter for, at Europas problemer skal ramme Kina en dag, og jeg undres. At deltage på sådan en konference sætter virkelig ens liv i perspektiv. Jeg føler mig udfordret på at vise, at der også findes stærke kristne i Danmark, og at vi også kan finde vores vej i evangelisationen for det post-moderne menneske.

Meget lærte jeg på denne konference, men noget af det vigtigste må være budskabet fra en lovsang, som vi sang stående alle 1200 mennesker: ”For hvis Gud er med os, hvem kan da være imod os”
Sara Friis

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Missionstur til Indien og Malaysia - af Peter Christensen

Jeg takker Gud for en vellykket tur til Indien og Malaysia fra midt i Januar og lidt ind i marts. Først besøgte jeg Indien i staterne Tamil Nadu og Andra Pradesh.

Der blev afholdt mange træningsseminarer for medarbejdere og undervist på forskellige Bibelskoler. Emnet var hovedsageligt, hvordan den enkelte kan forberede sig på at blive en effektiv sjælevinder. Jesus sagde: Følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere (Matt. 4.19) Når vi er i oprigtig forbøn for mennesker, vil Gud skabe anledninger til, at vi på en helt naturlig måde kan fortælle andre om Hans vidunderlige kærlighed og frelsesplan.

En helt speciel dag havde vi i Tirupathi i Andra Pradesh. Denne by er kendt i hele Indien for en af Indiens største hindutempler. Hver dag kommer der tusindevis af pilgrimme til fods til dette tempel fra hele Indien. Når jeg så disse mange pilgrimme blev mit hjerte fyldt af medlidenhed for dem. De længes på en måde så meget efter Gud - og på en anden måde holder deres religion dem i fangenskab.

I Tirupathi havde vi et heldags seminar for kirkeledere - over 70 pastorer deltog. Emnet for dette var, hvordan de kan træne de næste generationer af ledere i den lokale menighed gennem omsorg, lederskabstræning og mentoring. Pastor Cesar Castellano - grundlæggeren af G12 - har sagt, at enhver kristen er en leder. Men dette bliver kun en realitet gennem systematisk discipleskabstræning- ellers kommer det kun til omfatte nogle få. Pastorer har et medansvar for, at den enkelte får fuld løn i Himmelen. Det er af nåde alene, at vi frelses - men vor lydighed vil blive individuelt belønnet i Himlen af Jesus.

Malaysia
Det var første gang jeg var i Malaysia. Igen var der mulighed for lederskabstræning og vi havde også en masse vækkkelsesmøder i 4 af de store byer i Malaysia - Klang, Melaka, Johor Bahru og til sidst i nogle kirker i Kuala Lumpur.

I det ydre er Malaysia et virkeligt skønt og rigt land. Mange familier har 2-4 biler - det har vi ikke engang i Vesteuropa. Det betyder dog ikke at alting er perfekt. Der er en kraftig etnisk klassedeling, hvor de 60 % Malayer er den privilegerede overklasse. De er udelukkende muslimer - vi ved dog, at der er hemmelige kristne iblandt dem. Men i samme øjeblik at en bekender sig til Kristus, er det med livet som indsats. Der er også voldsomme repressalier for at evangelisere muslimer. Malayerne har en masse privilegier - f.eks. skal de store selskaber være ledet af en malaj - og de får 10 % i rabat når de køber hus. Lag nr. 2 i samfundet er kineserne - de er dygtige forretningsfolk og bankfolk. Lag nr. 3 er indere - de er også tit forretningsfolk. Mange har 2 jobs - alle i Malaysia er meget flittige - det er en af grundene til den store velstand. Derudover er der gæstearbejdere fra 12 forskellige nationer - såsom Nepal, Thailand og Indonesien. De arbejder mange timer 7 dage om ugen for en beskeden løn.

Mens jeg var i Klang havde jeg anledning til at tale til en større samling af gæstearbejdere fra Nepal. Når man tænker på de mange millioner af unge i sydøstasien som endnu ikke kender Jesus, kommer ens hjerte til at brænde med en byrde for at de må blive nået af evangeliet. Selvfølgelig er det ikke kun de unge - Guds hjerte brænder for at enhver må modtage Hans Søn som frelser, inden det er for sent.
Venner - lad os bede, give og gå med evangeliet, som Guds medarbejdere, hvor som helst Han åbner døre for, at vi kan bringe fredens evangelium.

Din i Kristus, Peter Christensen, Good News Global Outreach
Projekt 5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - På besøg i Jordan - af Hannah og Egon Falk

Vi er lige kommet hjem fra en rejse til Amman, Jordans hovedstad. Vi prædikede og bad for de lokale folk sammen med flygtninge fra Irak og Syrien. Mennesker blev frelst og helbredt på møderne.

Vi er meget berørte over hele den vanskelige flygtningesituation vi så i Jordan.
Vi mødte en kvinde som er flygtning fra Syrien. Hun har to sønner, som kom sammen med hende til Jordan som flygtninge. En af sønnerne er læge og arbejder nu på et hospital i Yemen. Den anden søn er sammen med hende i Amman.

Hun har også to døtre som bor i Syrien med deres mænd og børn. Hendes døtre bor i et farligt område og forlader næsten aldrig deres hjem, men hun taler med dem via telefonen.

Mens hun boede i Syrien hændte der noget forfærdeligt for hende. Hun var gået ud for at købe mad og da hun kommer hjem havde man sat ild til hendes hus og to af hendes yngre børn brændte ihjel. Ved en anden anledning hældte man syre over hendes arme, og hendes hænder stadig er meget deforme efter den hændelse. Pastoren i Jordan, som fortalte hendes historie, ved ikke noget om hendes mand.

Da kirken i Jordan kom i kontakt med hende, sad hun alene på en madras i et helt tomt værelse, der stod kun et TV. Hun var meget ensom.

Søndag aften bad vi for hende, og hun blev helbredt for en svulst hun havde i nakken.

Hun har intet ønske om at ændre sin påklædning for dette er sådan hun har klædt sig hele sit liv. Hun er så taknemmelig til Jesus, men hun behøver din forbøn. Hun elsker kirken, og de gør hvad de kan for at hjælpe hende.

Hannah og Egon Falk, NLO
Projekt 5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Missionshjørnet - af Annelise Matina Larsen

MISSION ER……………..?

Mission er at være sendt med en opgave !!!!!

I vor tid bliver ordet ’mission’ brugt på mange forskellige måder, både inden for militæret og i virksomheder. Da vores regentpar for nyligt rejste hjem, stod der i reportagen, at deres mission på Grønland var lykkedes.

Mission er selvfølgelig også brugt i den religiøse og humanitære ’verden’. Nogle bøjer ordet : Mission – humissionhumanision – humanisme. Jeg vil gerne bøje mission helt ’bagud’ til en salme som min 92 årige mor fornylig sang for mig, med sin tynde sprukne stemme. Her udfolder missionens kerne, vision og værdigrundlag sig. Den strækker sig fra urtiden til evigheden:

1 : På en fjern, ensom høj, Jesu kors dystert stod,
symbolet på smerte og skam. O, jeg elsker det kors,
hvor Guds søn gjorde bod, da forbandelsen blev lagt på ham.

Jeg vil elske det kors, i dets kraft er der sejr og sang.
Lad mig favne det hellige kors, der med kronen ombyttes engang.

2 : O, det urgamle kors, med sin hvile og fred,
tilhyllet af verdens foragt! Se, det hellige lam,
som på Golgata stred og til jorden Guds nåde har bragt!

3 : I det urgamle kors af hans blod farvet rødt
en underfuld skønhed jeg ser, ja, det var på det kors
at han selv blev forstødt, nu skal aldrig for dommen jeg mer.

4 : For det urgamle kors står mit hjerte i brand,
min plads jeg nu har ved hans fod, til han kalder en dag
mig til himmelens land og til hvilen hos faderen god.

Mission må altid have korset centralt placeret i ord og kærligheds handlinger. Fjerner vi korset, foragter det, eller er beregnende på at ’korset’ ikke giver penge til et projekt, ja så er vi ved at bøje os over i humanismen, som ikke har den kraft og sejr, som der er i ordet om korset.

Mission er at kristne udlever deres tro på Jesus i hverdagens mange situationer.
Det gælder i familien, på arbejdet, blandt venner og som borger i samfundet. Det gælder overfor min nabo i Danmark eller under andre himmelstrøg.

MISSION ER…….
- kirkens inderste væsen.
- kirkens dynamik og åbenhed ud mod verden,- vi er sendt ud for at tjene.
- det bevidste arbejde med at forkynde evangeliet om korset- til alle.
- at gøre Jesus kendt OG troet.
- at præsentere og udleve evangeliet i nærvær, ord og handling.

HVORFOR MISSION…..? FORDI
- mission er Guds væsen, han giver sig selv- til alle - gennem Jesus.
- kristentro er at videregive troen til andre mennesker.
- kristendom er en levende tro, der gives fra generation til generation.
- mission er en konsekvens af hvad Jesus iværksatte på korset.
- mission videreføres af Jesu efterfølgere.
- evangeliet bryder altid grænser.

Det er imod troens natur at holde evangeliet for sig selv, fordi det er budskabet om Guds kærlighed, som ingen grænser kender. Grænsen går ved ”verdens ende’, derfor er vi aldrig ’færdige’ med mission. I væren, ord og handlinger skal vi deltage i Guds mission. Fordi der er tale om Guds mission, er mennesker aldrig i centrum, men blot bærere af ordet om korset, som de er blevet betroet.

Mit hjerte fyldes af taknemmelighed til Gud, at han har så mange tjenere her i Danmark, og der hvor I er i alle verdens dele , som er med i Guds mission !!!!!

Til allersidst et vers fra endnu en salme, som min gamle mor altid synger fra hjertet. Tak, o Gud for tider svundne….. vers 2:

Tak, for hvad du åbenbared,` tak, for hvad jeg ej forstår,
tak, for bønnen du besvared`, tak, for hvad jeg ikke får!
tak, for livets skjulte tråde, tak, for hjælp når kampen stod.
tak, for Jesu rige nåde, tak, for pagten i hans blod.

Guds fred fra Annelise Matina Larsen.

Missions-Nyt nr. 3 - 2015 - Zambia - af MAlene og Andreas Vejnøe

Vil du være med til at investere i næste generation i Zambia?

De sidste par måneder har været fyldt med rejseaktivitet og team besøg, som du kan læse mere om på vores blog (som i øvrigt har fået nyt design – alene af den grund, inviterer vi dig til at slå vejen forbi).

Lad det være sagt fra starten; dette nyhedsbrev fortæller både hvordan visionen om at plante børnekirker er nået ud til mange – og er samtidig udtryk for behov om konkret hjælp til vores fortsatte arbejde.

Kids in Ministry Zambia i (tørre?) tal
Vi lancerede officielt Kids in Ministry Zambia (KIMI Zambia) umiddelbart efter vores konference i august sidste år. Siden da har vi skabt et godt team af ledere, som har trænet mere end 300 medarbejdere og pastorer ved 5 forskellige træninger i 3 forskellige provinser i Zambia.

Vi har 12 registrerede PowerClubs (børneklubber) som hver uge rækker ud til mere end 600 børn. I virkeligheden er antallet af klubber og børn nok langt højere, da vi har mange som aldrig får udfyldt de nødvendige papirer, men stadig betrager sig selvsom PowerClubs.

Vores PowerClubs er spredt over en radius på omkring 900 km., hvilket gør opfølgning vanskelig, så det er en udfordring vi stadig arbejder på.

Egentlig er det ikke alle disse tal som er vigtige, men de mange vidnesbyrd om børn som opbygger en levende relation til Jesus, hører Ham tale og bringer Ham med sig i deres hverdag. Det er vidnesbyrd om børn som træder ud i tro og ser Gud bringe håb og hjælp til mennesker omkring dem.

At vi alligevel deler tallene med jer denne gang, er fordi der bag ved tallene, gemmer sig andre tal – udgifter. Vores aktiviteter i år har været langt flere end tidligere, og vi har derfor brugt flere midler end tidligere år – men det er vi egentlig ikke kede af, pengene har været givet godt ud.

Hvad midlerne bruges til...
I yderområderne er vi taknemlige hvis deltagerne på vores træninger kan bidrage med 10 kr. hver. Det dækker langt fra udgifterne til deres frokost i 3 dage, transport, printning af materialer og andre udgifter forbundet med at sende et team af trænere afsted. Derudover forsøger vi så vidt muligt at hjælpe med at dække transportudgifter for dem, som bor længst væk.

Kan vi sammen gøre det muligt?
Igen i år planlægger vi i efteråret at afholde en uges konference i Kaniki. Vi ønsker at samle KIMI familien til en uge med yderligere træning og opfølgning, praktiske redskaber og tid i Guds nærvær gennem lovsang, forkyndelse og personlig betjening. Vi åbner også dørene for at nye interesserede kan modtage vores PowerClub træning, som kvalificerer til at starte en PowerClub under KIMI.

Det er en unik mulighed for vores ledere til at netværke med andre med samme hjerte og vision, og en stor opmuntring at blive fyldt på, når man til hverdag står alene i sit arbejde blandt børn.

Det er vores længsel at vores ledere må få et forfriskende møde med Gud og vokse i deres relation til Ham. Vi ønsker de må vende tilbage til deres PowerClubs med ny energi og passion for at bringe Jesus til børnene.

Vi forventer omkring 150 deltagere og udgifter for omkring 20.000 kr. Derudover håber vi at kunne lave en transportpulje, som kan søges af deltagere i yderområderne – det er deres eneste mulighed for at deltage.
Vi har brug for din hjælp!
Vi har brug for nogle, som vil stå sammen med os økonomisk, for at denne konference kan blive til virkelighed, og dermed være med til at investere i den næste generation i Zambia. Er du en af dem?

Måske du leder en bønnegruppe, en ungdomsgruppe eller kender andre steder, hvor I sammen kunne være med til at indsamle en gave inden Danmark går på sommerferie. Enhver gave er meget værdsat! Gavebeløb kan indbetales gennem Missionsfonden - Mærk indbetalingen ’KIMI Zambia’ - TAK til enhver som vil være med til at give!!

Fornyet tro på børns værdi
”Visionen for “Cornerstone PowerClub” er at bringe fremelske værdi og lederskab i børnene. I vores samfund bliver børn set som fremtidens ledere og er ikke inkluderet i kirkens arbejde. Vi tror børn spiller en vigtig rolle i kirken – i dag – og derfor investerer vi tid og ressourcer i at udvikle deres potentiale.”

Uddrag af rapport fra en af vores PowerClubs i Lusaka:

Starten på nyt liv på skolen
”I Kazembe havde vi for to år siden besøg af et team, der underviste vores børn både på vores skole og i kirken.

Det blev starten på et nyt åndeligt liv i vores skoleelever, og vi ser fortsat frugten af deres arbejde i børnene.”
Joseph, præst og skoleleder i Kazembe.

Landsbyen kommer til børnene
”Et KIMI team besøgte i januar vores børnehjem for blandt andet at undervise børnene om helbredelse gennem Jesu blod og tage dem med i vores landsby for at bede for folk.

Nu er folk fra landsbyen begyndt at komme til vores børnehjem for bøn og vi har set flere blive helbredt!”

Austine, leder af børnehjem i Lufwanyama.

Projekt 5163 i Missionsfonden - Øremærket KIMI Zambia