Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Leder - af Lis Christensen

”Han er opstanden – ja, Han er sandelig opstanden!”
En præst i folkekirken udtalte for en tid siden, at han ikke troede
på opstandelsen. Der har så været nogle samtaler med biskoppen i den anledning.

Vi fejrede påsken for en måneds tid siden og blev igen mindet om denne hilsen, de
første kristne hilste hinanden med. Det var ikke kun til påske, denne hilsen blev brugt – nej, det var hver gang en kristen mødte en anden kristen.

”Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer – ellers var det forgæves at I kom til tro. Kernen i det budskab, jeg gav jer,sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, at han blev begravet og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne” - Sådan skriver Paulus cirka år 55 i 1. Kor. kapitel 15.

Apostlene lagde lige stor vægt på forkyndelsen om Kristi forsoningsdød som på forkyndelsen af Kristi opstandelse. Det var selve kernen i det kraftfulde budskab: at døden var overvundet.

Jesu død var ikke kun en martyrs død. Det var Gud, der opvakte Jesus ved en kraftfuld handling udefra. Det var ikke en kraft indefra, der fortsatte livet. Gud godtgjorde, at offeret for dine og mine synder var fuldstændig tilstrækkeligt.

I Romerbrevet 10 vers 9 -10 gøres det helt klart, at det er hjertes tro på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, der giver det evige liv.

Det er opstandelsens budskab, der giver håb i fortvivlelse, i trængsel, i farer og nød.
Det er opstandelsens budskab, at vi skal opstå, ligesom Han er opstået.
Lad os ikke tøve med at fortælle budskabet, om at ”Han er opstanden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Irland - af Agnete og Tony Simpson

Fra vores udpost i Congo.
Børnene baner vejen og en modstander overvindes
I 4 år er 3 små søskende kommet til kirken i Kimwenza til morgenbøn kl. 5 hver eneste morgen. De bor i en slags ’hus’ lavet af blikplader og skrammel. Forældrene har ikke vist interesse, tværtimod. Så hver morgen stod børnene op helt alene og kom i kirken - i hele 4 år!


Men de sidste få måneder er børnenes mor begyndt at komme med i kirke. I forrige uge blev hun døbt. Gud være lovet for denne sejr.

Hver uge telefonerer Alberto til folk i Kimwenza - til mindst 2 personer for at få helt rigtig fat i sammenhængen! Han forbereder sig ihærdigt i de sidste par måneder før han tager af sted og skal være der i hele juli måned. Når han ankommer til Congo, skal han være rede med alt, ikke alene med forkyndelse og undervisning. Skolen skal udvides, alle officielle papirer skal i orden, samt utroligt meget andet skal ordnes. Der er kun lidt tid til at spise og sove - desuden går han i fare både nat og dag, så vi beder om al mulig guddommelig beskyttelse, samt om helbred og kræfter.

Ejendommen i Cork
Vi har betalt købsprisen på 420.000 Euro. Istandsættelsen og en vis ombygning er godt i gang. De midler vi har tilbage til istandsættelse er dog yderst begrænsede. Men vores gode bror Kevin, der arbejder som missionær blandt de rejsende folk her, er kvalificeret bygmester og har også arbejdet med kirkebygninger i England. Han mener, han kan spare os for mange, mange tusinder (som vi ikke har!!) i stedet for at få engageret et firma, som koster i dyre domme.

Hovedparten af ejendommen er på 1. sal og er i god stand. Der er dog en lille, lavere del af taget som skal løftes samt toiletter, som skal flyttes. Om 1. salen fyldes, vil der være plads til cirka 300 personer - foruden nogle børne- og ungdomslokaler.
Stueetagen ud til gaden har kun halvt så stort et areal. Flere skillevægge skal ryddes, men her vil der være mange muligheder for evagelisation - eftersom Gud vil kalde de rette arbejdere til at gøre det, og det beder vi om.

Vi priser Gud for, at vi nu endelig er kommet så vidt, som vi er, efter at vores kirke har været ’hjemløs’ i 12 år. Så vi beder og arbejder og regner med, at Gud vil hjælpe med alle resterende behov.

De rejsende folk
I de sidste 2 år har vi haft den store glæde at se så mange af de rejsende folk møde Gud og blive forvandlede ved Evangeliets kraft, ja, der har været store forvandlinger - også i meget store familier.
En stor del at dette skyldes Kevin’s utrættelige arbejde med at besøge familierne og de enkelte, samt det møde han holder hver tirsdag, som er særligt tilpasset dem og deres kultur. Der kommer mange, også nogle af de, der endnu ikke kommer i kirken. Kevin har helt usædvanlige evner og gaver til at omgås folk, samt få dem til at stille spørgsmål og komme med deres egne indlæg - også børnene er inddraget i det hele.

Alt dette forøger jo travlheden i ugens løb, men det har været sådan en glæde at kunne være med og hjælpe til, samt bede for de, der ønsker forbøn - og så er der jo også flere, som trænger til besøg m.m.!

Det er helt sikkert, at fjenden gør alt for at angribe Kevin og få ham fjernet herfra. Særligt de sidste 8-9 måneder har Kevin være udsat for et helt utroligt pres - også fra sider, hvor det ikke burde ventes. Desværre er han lige blevet nødt til at rejse tilbage til England med sin familie i næste uge - selv om han vil komme tilbage hertil, frem og tilbage, for at have opsyn med vores ejendom og istandsættelsen.

Vi håber og beder til at Kevin’s fravær bliver meget midlertidigt. Alle i kirken vil savne ham og familien. Der er mange blandt de rejsende, som er helt ulykkelige over, at han er blevet tvunget til at tage herfra. De beder meget om, at han vil kunne komme tilbage snart, og de har grædt - for hvad vil der ske med deres børn og unge, som netop nu er begyndt at komme med på vejen? Der er ingen af os andre, der kan gøre det gode arbejde, som Kevin har gjort, og som er blevet så brat afbrudt. Så vi vil gerne sende et S.O.S. om forbøn for Kevin, at der hurtigt må blive en løsning på hele denne situation.
I mellemtiden vil vi arbejde og bede og stole på at Gud vil hjælpe på de forskellige fronter.
Tony og Agnete Simpson - Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Peru - af Helmi og Felipe Castro

Kære venner!

I går var en god dag (det er vel alle, men nogle dage glæder mere end andre!).

Doris, som er gift med præsten i Cuzco, og som var med hele familien på forkælelseslejren i Puno, ringede grædende til mig.
Hun har haft det godt efter lejren, hvor vi bad for astma, men i forgårs havde hun haft det skidt, også med allergiske reaktioner. Til sidst var hun faldet om, og hendes mand tog hende med på hospitalet. Desværre bliver man ofte ikke specielt godt behandlet her af lægerne. De sagde, at hun er helt rask, og det er psykisk betinget. Så de foreslog stærke piller... Det er nok begge dele, psysisk og fykisk!

Der er alt for meget pres på hendes liv,, og hun var desperat. Hun har faktisk 3 heltids arbejder: sit hjem med børn, som lærer og så menigheden! Samt de økonomiske problemer, for i disse måneder er det altid et mareridt, når skolerne begynder, og der skal købes materialer, uniformer og bøger til børnene! Det koster omkring 3 måneders løn pr. barn! Doris fik snakket ud og så bad vi...

Jeg fik sendt sange og akkorder til den unge præst ved Puno.
I dag henter han det i Puno. Den 23. har de deres 3. samling for præsterne og ledere, og når han nu kommer til byen, måtte jeg udnytte det til at sende penge til hans udgifter - samt lidt til at han kunne købe noget til deltagerne den 23. for at glæde dem!

Samtidig sendte jeg lidt til Doris...! Om aftenen ringede hun og fortalte, at hun havde det meget bedre! Man trænger nogle gange til at få luft og få grædt ud og tale med nogen! Ærgeligt at jeg er nogle tusinde kilometer derfra... Svært at give knus over telefonen!

Jeg fik også lige hjulpet nogen oppe nordpå og i Lima! Hvor er der mange muligheder i dag med alt det tekniske! - og som sædvanligt har jeg opmuntret Charo, som nu er total udkørt efter et hårdt slag med at få ministrene til at gøre noget mod narkotikasmugling. Det hårdeste er, at de ikke kan gøre noget... Alle er i lommen på mafiaen.

To præstefamilier ringede for at takke og sige, hvor meget vi betyder for dem, og hvordan de føler sig velsignet. Det glædede mig også rigtig meget. jeg føler, at det såede ord i mange liv nu vokser og gror. Kærligheden er det, som giver de bedste renter!

Jeg følte, at det var en dag, hvor mange var blevet opmuntret - mest mig for at få lov til det!

Jeg fik også købt et nyt lager af bøger til at give væk... Det er noget, som går ret hurtigt!
Så købte jeg blomster til Dronning Margrethe! Eftersom hun er så langt væk, tog jeg imod dem på hendes vegne! Ja, der er jo nogle ofre, som man må bære!!!

I aften har jeg et gruppemøde for de nye overklassekvinder... De er alle skilte, separeret med hjerterne fyldt med vrede og kamp... Jeg tror faktisk, at der er flere skilsmisser her nu - end i Danmark... De havde været så glade for Felipes prædiken i søndags

Jeg elsker at tjene Jesus! Tak, at I gør det muligt!

Helmi og Felipe Castro - Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Nepal - af Gert Mailand og Joel Raburn

Mandag den 6. april tog Gert Mailand og Joel Raburn fra Evangeliekirken, Worsåesvej 5 på Frederiksberg, af sted på en 12-dages tur til Nepal, dels for at aflægge privat besøg i Kathmandu hos Rashmira og Kaji Maharjan, som i mange år har været Gert Mailands personlige venner, og dels for Joel Raburns vedkommende at undervise ved forskellige konferencer og seminarer.

Kaji og Rashmira har et stort menighedsplantningsarbejde i gang i det tidligere meget lukkede land, hvor befolkningen overvejende er hinduer og buddhister. Det er ikke tilladt offentligt at forkynde det kristne budskab, men man kan godt konvertere til kristendommen ved officielt at udfylde en erklæring.
Siden midt i halvfemserne, hvor der blev givet en vis frihed til selv at vælge sin religion, har Kaji og Rashmira plantet 106 menigheder, dels i Kathmandu, hvor der også er en bibelskole, dels ude i bjerglandsbyer i landområderne, som i mange tilfælde kun kan nås til fods, da infrastrukturen i landet er meget dårlig. Der undervises i ernæring, sundhed og hygiejne (Rashmira er uddannet sygeplejerske) samt læsning og skrivning. En stor del af befolkningen er stadig analfabeter.

Næstekærlighed er et fjernt begreb for hinduerne, som tror på reinkarnation, og de spørger forundrede, hvorfor man kommer med hjælp på denne måde. Svaret er så, at det er en del af den kristne tro at række ud til andre, og dette bevirker, at mange tager imod Jesus og oplever, at han gør en forskel i deres liv.

Kaji og Rashmira har desuden gennem årene taget 10-12 forældreløse børn til sig, som nu er ved at være voksne og i gang med uddannelser med det klare sigte at være med til at opbygge og tjene deres land.

Det var dette arbejde og disse mennesker, Gert og Joel skulle ud at møde, for Gerts vedkommende for fjerde gang siden 1998.

Og det var virkelig ’på rette sted til rette tid’, ikke mindst i lyset af det, der skete en uge efter, at de kom hjem, hvor et stort jordskælv ramte Nepal. Heldigvis er vennerne derude sluppet med livet i behold, men de må opholde sig i det fri af frygt for nye rystelser.
Men alt dette var ikke i tankerne under besøget. Så det blev medvirken ved en kvindekonference, gudstjenester og seminarer med bibelundervisning, som er et stort behov, - desuden samvær og fællesskab med de lokale, som virkelig var sultne efter Guds ord.

Og nu står det hele så i en meget tragisk og voldsom situation med behov for hjælp til genopbygning og ny udvikling efter jordskælvet. Vi forstår ikke Guds veje, men vi må stole på, at han også har dette i sin hånd. Evangeliekirken har besluttet at støtte arbejdet, og andre er velkomne til at være med.
Gert Mailand -

og Joel Raburn fortsætter.....
Fra den 6. april til den 11. april 2015 var Gert Mailand og jeg fra Evangeliekirken på Frederiksberg på missionsrejse i Nepal. Gert Mailand har kontakt til kirkeplantere i Nepal.

Kontakten blev etableret, da to nepalesere i 1998 var på studiehold på Mariager Højskole gennem Demokratifonden. I årene siden er arbejdet vokset fra en enkelt menighed i Kathmandu til 106 menigheder over hele Nepal.

Besøget i Nepal var en stor opmuntring for os. Det var, som der står i salme 133, ”godt og herligt at sidde sammen som brødre og høre om arbejdet”. Da vi kom hjem, havde vi fornemmelsen af, at vi havde fået mere med os hjem fra dem, end vi kunne give dem.

Det var inspirerende at høre om, hvordan de går ind i et nyt område og tilbyder sundhedskurser og juridisk rådgivning. Når folk kommer på disse kurser, bliver de nysgerrige og begynder at spørge dem om, hvem de er. Direkte adspurgt må man gerne svare og fortælle, at man er kristen og om troen på frelsen igennem Jesus Kristus.

Derefter begynder folk at tage andre med, som trænger til forbøn, og som de kristne nepalesere siger: ”så tager Gud over og begynde at vise sin herlighed”. Næste trin er at etablere en husmenighed. Når den begynder at vokse, er opfordringen at begynde at lægge budgetter og spare penge op, så der er mulighed for at de kan købe materialer til at kunne bygge en kirke. Det står de nystartede menigheder selv for, og igennem processen lærer de om Gud som deres forsørger. Vi besøgte en menighed ude på landet i dalen, hvor jordskælvet ramte her for nylig.

Pastoren havde oplevet, at da hans kone døde, var der ingen, som kunne hjælpe ham. Ifølge deres tro er alt forudbestemt, og det var forudbestemt, at hun skulle dø tidligt. Han mødte Pastor Kaji, vores vært, hørte om Jesus og blev frelst. Derefter kom han på Pastor Kaji’s bibelskole i Kathmandu og mødte sin nuværende kone. Efter en tid på bibelskolen rejste de tilbage til dalen og startede et menighedsarbejde op uden nogen hjælp eller støtte. Kirken med det blå træværk på billedet er et af resultaterne. Desuden har de plantet flere menigheder i bjergene omkring dem, som så også er begyndt at plante menigheder længere ude i bjergene. Næsten 20 menigheder er det blevet til i dag.

At lære Kaji’s menighed i Kathmandu at kende var til stor velsignelse for os. Vi var sammen med ungdommen i menigheden og hørte dem fortælle meget inspirerende om deres tro. Den ene efter den anden fortalte om, hvordan de er igang med en uddannelse med henblik på at få arbejde i staten og på den måde bringe frelsen til samfundet.

Korruption er et stort problem i Nepal, og deres store ønske er at kunne vise, hvem Jesus er ved at være en medarbejder, som man kan stole på og regne med. De ønsker at vise Nepal, at der er en anden måde at leve på.
En uge efter vi kom hjem, blev Nepal ramt af det værste jordskælv i 80 år. Det har kostet mange livet, og behovene er store. Men meldingerne fra dem er, at Gud forsat viser sin magt og herlighed og bringer frelse til Nepal. Situationen åbner nye døre og muligheder for deres arbejde i Nepal.

Som David skrev i salme 133, var det så godt at sidde sammen med brødre og høre om, hvad Gud har gjort og er i gang med at gøre i Nepal. En trosstyrkende velsignelse.

Nepal, projekt 5021 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Filippinerne - af Abby og Peter Capili Hansen

Vores missionsarbejde er blevet mere og mere fokuseret på provinsen Leyte, som jo blev smadret fuldstændigt af en orkan for et stykke tid siden. Her bor mange fattige bønder og fiskere. Vores arbejde har base i det sydlige Leyte, hvor Angel Relief virkelig gør en forskel i det lokale samfund. Vi oplever, at mange filippinerne og deres politikere gerne vil involvere sig i arbejdet og hjælpe med at udvikle det.

Det er et lille mirakel. Det vi startede her for et par år siden, er ved at udvikle sig et vigtigt missionsarbejde for den lokale befolkning i Southern Leyte. Mennesker bliver forvandlet, og børn får evangeliet ind fra de er helt små, af Angel Relief frivillige, som underviser i diverse arrangementer. Det første missionsteam kommer til juni og skal bo i missionshuset og i telte i haven. De kommer fra vores hjemkirke i Manila. En stor Metodistkirke, som vi har arbejdet med i mange år.

Vores ’Mad-program’ til de allerfattigste er også under udvikling og får støtte af viceborgmesteren. På Filippinerne er det meget vigtigt med den lokale politiske støtte. Det er en blåstempling af vores arbejde og vigtigt, når vi også har store ’Gospel Crusades’, hvor vi prædiker evangeliet om Jesus Kristus. Og netop ’Gospel Crusades’ er noget vi kommer til at gøre endnu mere på Filippinerne. Både i kirker og på åbne pladser. i Southern Leyte har vi haft møder i vores missionshus med forskellige evangeliske kirkeledere, som er positive over at arbejde sammen med os på disse ’Gospel Miracle Crusades’. Også de lokale politikere er positivt stemte. Specielt her behøver vi den økonomiske støtte fra Danmark! Det er dyrt at holde disse møder, hvor der er en del udgifter. Men for det meste betaler vi dog ingenting i leje for at bruge diverse pladser m.m.

Vi har lige haft en ’sommer-workshop’ i en hel uge for fattige børn. Der var 60 børn til en uge med bibelundervisning og sang. Crisologa og Ferdinand Capili var ansvarlige for denne ’sommer-workshop’, men også pastorer fra andre kirker underviste børnene I biblen, og de lærte kristne sange og havde en fantastisk oplevelse. Det var en meget succesfuld uge. Efter en uge på workshoppen fik børnene gaver af Angel Relief. Viceborgmesteren var med til at dele gaver ud. Der var også en del andre politikere til stede foruden forældrene, som er meget glade for vores arbejde.

Angel Relief børnekor!
Ja du læste rigtigt! Angel Relief har I samarbejde med byen Libagon I Leyte haft den første prøve med et børnekor som skal hedde ’MUNTING TINIG’ (’Små Stemmer’).
Når de er blevet dygtige, skal de rejse rundt og synge i forskellige byer på flere øer! Vi vil også bruge koret i vores ’Gospel Crusades’.

Vi har haft flere workshops for de fattige børn, og Crisologa Capili er allerede igang med at forberede flere. De fattige børn vil aldrig glemme disse arrangementer, og vi vil forsætte med at investere i børnenes uddannelse og kristne tro.

Der sker virkeligt noget i Southern Leyte, og Gud åbner nye døre for evangeliets udbredelse. Tak for din trofaste støtte. Vi er utroligt glade for dit missionspartnerskab blandt de fattigste på Filippinerne. Mennesker bliver forvandlet på grund af din støtte. Tak for din investering i vores arbejde. Gud velsigne dig rigt.

Kærlig Hilsen Abby og Peter Capili Hansen - Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Tyrkiet - af Per og Annette Svenningsen

Vi hedder Per og Annette Svenningsen og har arbejdet som missionærer i Tyrkiet i 16 år. Før vi rejste til Tyrkiet arbejdede vi 3 år i Hviderusland, hvor vi organiserede nødhjælp fra Danmark og evangeliske kampagner.
Vi har to børn som begge er vokset op i Tyrkiet og har gået i skole der. Sidste sommer blev vi nødt til at rejse hjem til Danmark og bosætte os her, men vores ønske er at komme derned igen på et senere tidspunkt.
Vores børn går nu på efterskole i Mariager hvor de bl.a. lærer dansk, for at give dem mulighed for at uddanne sig her i Danmark. Deres første sprog er tyrkisk.

I Tyrkiet har vi boet i Izmir, som er en storby på omkring 4 millioner indbyggere. Ud af Tyrkiets 75 millioner indbyggere skønner man at der ca. 5000 kristne tyrkere i menigheder. I Izmir er der ca 3-400 tyrkere som er kristne og tilsluttet en menighed.

Vi har i de første år i Izmir arbejdet intenst med evangelisering, specielt blandt studerende. Vi har haft over 600 personer boende i vores hus, som har bedt og evangeliseret i den bydel vi boede i. Udover det har vi haft over 15 tyrkere boende i vores hus i længere tid, som vi har været åndelige forældre for, og som vi på den måde har kunnet træne til at leve som kristne.

For omkring fem år siden kaldte Gud os til at slutte os til en nystartet menighed, som var del af det netværk, som er ledet af John Arnott og Bill Johnsson. Det er en menighed på omkring 80 medlemmer og der har vi arbejdet med forkyndelse, betjening og lovsang.

Som menighed har vi startet et internationalt bønnehus, hvor folk kommer fra hele verden for at bede. Vi har lige bygget et træningscenter, hvor der allerede har afholdt en træningsskole for syriske flygtninge fra Kobane området. Vi har afholdt to længere bibelskoleprogrammer, og arbejder med hjælp til de syriske flygtninge der befinder sig i Izmir. Desuden bliver der fra menigheden uddelt mere end 1000 nye testamenter om måneden.

Selve menigheden ligger i det mest belastede område i Izmir, og på gaderne omkring kirkebygningen foregår meget af byens prostitution. Vi har mange mennesker der kommer ind til møderne, og der bliver altid tilbudt dem forbøn.

Gud gør mange mirakler, og mange mennesker fra gaden oplever helbredelser, udfrielser og åbenbaringer af himlen og af Jesus.

Det har været en stor sorg for os at måtte forlade alt dette, men Gud har gjort det muligt for os at være med til at sende en lastbil med nødhjælp af sted sammen med organisationen Charity.

Hjælpen sendte vi til Syriske flygtninge i Tyrkiet lige overfor den sønderbombede Syriske by Kobane, hvor vores tyrkiske menighed har et stærkt arbejde med menighedsplantning blandt flygtningene.

Der var en hel del tovtrækkeri med de tyrkiske myndigheder at få dokumenterne til nødhjælpen klar, og efter at lastbilen ankom til Urfa i Tyrkiet, blev den også tilbageholdt i to uger af myndighederne, før de fortoldede den. Men i skrivende stund er lastbilen blevet frigivet og nødhjælpen læsset af. Per var nede og besøge området og se menighedens arbejde dér og snakke med myndighederne om muligheder for fremtidigt samarbejde.

Han var meget imponeret over at høre vidnesbyrd fra dem, som allerede er blevet kristne gennem menighedens arbejde og se deres mod, når det gælder om at dele evangeliet i flygtningelejrene. Gud gør mange mirakler og Han bruger usædvanlige mennesker, som frygtløst lægger deres liv ned for evangeliet.

Ønsker i at støtte dette arbejde fremover kan det ske gennem Missionsfonden på nedenstående projektnummer.

Kærlig hilsen Per og Annette Svenningsen - Projekt 5087 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Tilbage til Danmark - af Torben og Yurika Kriatensen

Her en sidste hilsen fra Torben og Yurika i denne omgang.

Vi flyttede tilbage til Danmark fra Peru for cirka et år siden og er utrolig glade for igen at være nær vores piger Diosy og Victoria og resten af familien.

Gud har virkelig været god og velsignet os så meget i denne her tid. Vi har set Hans forsyn i form af bolig, arbejde, ny kirke og meget, meget mere!

Torben arbejder som voksenlærer og coach og er glad for sit arbejde og Yurika arbejder pt. hos SOS-børnebyerne og er voluntør hos DanMission, samtidig er vi aktivt involveret i vores nye kirke, så vi fortsætter begge to med at hjælpe de udsatte i samfundet.Sidste Projekt
Vi er i gang med at afslutte vores sidste projekt i Peru, nemlig renovering af pigehjemmet i La Victoria. Men det er svært at styre arbejdsgangen, når man er ikke på stedet, så alt går langsommere end normalt!

Selve projektet er den perfekte afslutning for os.....det er i dette hjem vi startede for cirka 5 år siden ved at betale for nogle enkelte vinduesruder. Hjemmet har modtaget hjælp gennem flere omgange, senest for ca. to år siden hvor de fik repareret og malet soveværelserne og gangene. Nu er det blandt andet badeværelserne som skal renoveres.

En del af vores hjerter vil altid være i Peru, og i den forbindelse er vi så glade for at Helmi og Felipe stadig er der, så der er en åndelig forbindelse med dette dejlige land!
Tak til jer alle som har støttet arbejdet enten økonomisk eller med forbøn.

Guds velsignelse, Torben & Yurika Kristensen

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Nyt fra Zambia - af Clara Marie og Peder Petersen

Kære venner og familie. På Chengelo School i Mkushi, hvor Peter har været i bestyrelsen i mange år, holdtes en festlighed i anledning af bestyrelsesmøde nummer 100. Alle tidligere og nuværende involverede, samt deres ægtefæller, var indbudt.
Ved begyndelsen på mødet gav skolens nyligt ansatte principal, Andrew Cowling i en Power Point præsentation et øjebliksbillede af skolen og dens mange aktiviteter. Skolen har omkring 450 elever og cirka 65 ansatte i undervisningssektoren. Det er altid en opmuntring at være med i en skoles trivsel hvis mål er at være ’Et vidne om Lyset’.
I januar fratrådte lederen på skolen, Kaluba Kapapula sin stilling efter 5 år. Her ses han (tv) sammen med Ngoie Mwilambwe som nu er skolens leder. Ngoie har været lærer på skolen i mange år og er kendt og elsket af mange.

I febr/marts har jeg undervist 30 timer i Israels histoprie til de elever, der er på skolen lige nu. En rigtig god oplevelse med meget engagement i forberedelse og opgave retning osv. Men jeg trives vel i en undervisnings situation og har stor glæde ved at se lyset i elevernes øjne og opførsel, når Gud’s Hellige Ånd virker med i denne tjeneste. Herunder er vi på menighedsbesøg i en landsby, hvor kirken holder til i et skole lokale. Pastor Leonard Mabiyah ses ved siden af Clara Marie, mens hele menigheden hilser på hinanden efter gudstjenesten. Leonard var søndagsskolelærer, da vi kom til Zambia i 1972. Han har været TROFAST i Guds Rige alle årene. Hvilken ære at tjene i hans menighed den søndag. Han er også engageret i All Africa School of Theology, Bibel-brevskolen i Luanshya.

Vi var inviteret til bryllup i Lesotho i Sydafrika, hvor Geofrey Mwape, pastor fra Living-stone i Zambia, blev gift med en ’perle’ Gud havde gemt til ham i Maseru, Lesotho. Deres vidnesbyrd om Guds ledelse er ganske usædvanlig. Brylluppet var en glædesfest med Jesus i centrum hele vejen igennem.

En søndag tjente vi i menigheden i Chililabombwe, hvor Friday og Dyness er pastorpar. Friday Sichilima er en anden mand, der med sin familie har været trofaste i Guds Rige lige fra vores ankomst til Zambia i ’72. På billedet ses Friday med værtsparret i hvis hjem vi var inviteret til middags måltid og fællesskab. Det er Friday’s datter i midten.Hun har ansvar for lovsang og tilbedelse og har et sangkor på op mod 60 mennesker.

En anden weekend var vi i Solwezi, hvor Stephen og Priscilla Chanda, som er nogle af vore nære venner og medarbejdere, havde officiel indvielse af en ny kirkebygning på menighedens 8 års fødselsdag. Søndag aften efter en lang og krævende weekend, var der tid til en hyggestund under et måltid mad på et af byens spisesteder.

Påskedag var vi inviteret til at tjene i en konference i menigheden I ser på billedet nedenunder. Clara Marie blev bedt om at synge med på en helt special sang, som hun tidligere har lært pastor Kims Mukwavi.

Det var en SEJRSDAG med stor jubel og glæde, men også en indvielses dag, hvor menigheden søger Gud’s svar på, hvordan de skal komme videre i Hans planer. Emnet var ”...at så retfærdighed”. Den mest kostbare sæd, der nogensinde er sået er Jesus selv. Joh. 12,24; Men netop derfor har Hans død og opstandelse også de største konsekvenser for hele menneskeheden.
Et symbol på frugtbarhed i vores have. - Jesus kaldes førstegrøden, hvilket forudsiger en mægtig høst af samme slags = millioner af mennesker, som iklædes samme evighedslegeme som Jesus efter sin sejrrige opstandelse. Halleluja.

Vores svigersøn, Dale Holliday, (tv) blev for nyligt kåret som ÅRETS SPORTSMAND i Zambia på national TV. Han er engageret i motorcross. WELL DONE!
Lene og Dale er i Israel på besøg hos venner lige nu.

Til slut et glimt fra Malawi, hvor Hannah tog dette billede af deres 5 biologiske børn. Familien kommer på besøg hos os i juni måned. Hvilken glæde.

Kærlig hilsen Clara Marie og Peter Pedersen - Projekt 5063 Apostolsk Kirke, Kolding
mrk. Zambia

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Mere nyt fra Zambia - af John og Tove Thomsen

Kære venner i Danmark
Dette er et helt specielt nyhedsbrev, idet det bliver det sidste, vi kan nå at skrive inden vores hjemrejse til Danmark i maj måned. Vi glæder os til at se jer igen efterhånden som mulighederne vil byde sig!

Nedenfor ses nogle billeder fra vores seneste undervisningstur til Kaniki. Holdet som vi mødte var et nyt BA-hold, og som altid var det inspirerende at mærke deres iver for at modtage indføringen i ’Mission Made in Africa’. De var voksne og modne mennesker og alle var pastorer i spidsen for forskellige menigheder. På et tidspunkt ønskede de at møde Tove og høre hendes side af missionærlivet. Det blev til en rigtig farverig foredragstime!
Når vi tager på ”den store rejse” hjem til Danmark, vil der være gået lidt over 5 år i denne omgang i Zambia (første periode var fra 1978 – 1989). Det bliver et stort farvel, og vi kan allerede nu mærke hvordan det river i vores hjerte-strenge, fordi det ikke kun bliver en afsked med Zambia, men med Afrika.

En stor trøst er det dog at vi kan bevare de mange kontakter, som vi har både i Zambia, Tanzania, og i Sydafrika. Vi vil kunne følge med i vore mange venners liv. Dette har også betydning for støtten til Projekt HAAB børnene i både Zambia og Sydafrika.

North Church, Chengelo i Mkushi i Zambia har været vores arbejdssted og base i 5 år. Kirken, ”North Church”, har den særlige egenskab at den er stærkt knyttet til skolen, Chengelo, med 450 elever, en stor lærerstab og mange andre medarbejdere. For os har ansvaret været tofoldigt: for det første at lede og opmuntre menigheden; og for det andet at have en løbende kontakt til lærere og elever på skolen, idet størstedelen af kirkens medlemmer kommer derfra.

De største højdepunkter i tjenesten her har været i forbindelse med de unge mennesker fra skolen... At se dem få tro på Kristus og vokse i ham. Hvert år har Tove og jeg nydt at have en discipelskabsgruppe af drenge fra de øverste klasser én gang om ugen, som vi skulle dele liv og fællesskab i Guds ord med.

I løbet af årene har snesevis af elever fået tro på Kristus, og mange af disse er blevet døbt på skolens grund.
Når vi indkalder til forskellige samlinger, både på skolens grund og i kirken, kommer en stor del af eleverne. Vi ved at det er kostbare anledninger, hvor alle de unge mennesker kan blive styrket i deres tro på Gud. Der kommer ofte tilbagemeldinger fra gamle elever – nu ude i erhvervslivet eller i universitetsverdenen – om at de ikke har sluppet deres personlige forhold til Gud.
Projekt HAAB i Miloso, Zambia
Da vi startede i Mkushi i 2010 tog vi de første skridt for at identificere forældreløse børn som Projekt HAAB kunne hjælpe. Dette skete i samarbejde med nogle zambianske kirkeledere, især Pastor Michael Tembo. Det varede ikke længe før de første to drenge blev ”adopteret” og bragt ind i HAABs program med omsorg og økonomisk støtte. I løbet af et par år eller tre voksede antallet af børn som blev hjulpet til seks børn. Selvom vi snart rejser fra Zambia, så bliver det muligt at fortsætte støtten til børnene, indtil de når en alder hvor de kan klare sig.

Projekt HAAB, Pretoria i Sydafrika
Her er der 7 børn som får støtte og omsorg ved hjælp af Projekt HAABs midler. Her har vi et samarbejde med en sydafrikansk kristen organisation som har direkte kontakt til børnene. Så længe der kommer støtte fra danske ’sponsorforældre’ vil Projekt HAAB fortsætte med at støtte børnene.

Projekt HAABs første projekt, i Hillcrest, Sydafrika
Dette arbejde begyndte for cirka 13 år siden, og blev bygget op i form af et børnehjem.

Tove stod i nært samarbejde med zulu-kvinden, Eunice, som har en masse kærlighed og dygtighed til at lede et børnehjem med cirka 20 børn idag. På billedet overrækker Tove en check til Eunice med et stort beløb, indsamlet ved et stævne i Kolding, til færdiggørelsen af huset hvor Eunice og børnene bor. Dette fandt sted for cirka 7 år siden.

Vi ser tilbage med taknemmelighed på de mange år, Gud gav os i Afrika; men vi ser også frem med glæde til tiden foran os, som vi tror Gud leder os til i Danmark.

Der er ikke tale om, at det hele så er slut. Vi vil altid have Afrika i vore hjerter, især Zambia, Tanzania, og Sydafrika. Den nye situation har blot den forskel at vores base bliver i Danmark.

John og Tove Thomsen - Projekt 5063 Apostolsk Kirke, Kolding, mrk. John og Tove

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.
Varme hilsner fra det til tider varme Kenya og til andre tider kølige Kenya. For nogle få dage siden fik vi en voldsom tordenbyge, som samtidig kom med en storm, så det for første gang regnede ind af et af vore åbenbart ikke helt tætte vinduer. Og en stor busk blev rykket op med rode. Og efterfølgende havde vi ikke strøm i 24 timer.

I februar og marts var vore medarbejdere bl.a. i Nordkenya og Turkana for at bygge i alt 12 kirker, heraf 11 i Turkana. Det er de mest udfordrende områder i Kenya at arbejde i. Det er de fattigste områder, og samtidig er der ekstremt varmt.
I skrivende stund har vi igen 4 montører i Turkana for at bygge tagkonstruktionen til 5 kirker – og samtidig har vi 4 montører i Syd Sudan for at bygge 2 kirker og 2 skolebygninger deroppe. Lastbilen, som havde materialerne med til kirkerne og skolerne i Sudan var en af de sidste køretøjer, der kørte over en bro, inden broen braste sammen! Vejene i Sudan kan virkelig give chauffører mange udfordringer. En nat måtte vores medarbejder, chaufføren og hans medarbejder sove på vejen under lastbilen, da lastbilen sad fast i mudder. Vi venter stadig spændt på at få vore montører hjem igen.

Fra skyggen af et træ til skyggen under en solid tagkonstruktion
I landsbyen Kakongu i Turkana plejede menigheden at samles under et træ til gudstjenesterne. Især vinden og støv var et stort problem, samtidig med at skyggen under træet, hvor de mødtes, flyttede sig. Menigheden glæder sig nu rigtigt over at have fået tagkonstruktionen til en ny og solid kirke, som også vil blive brugt til børnehave, voksenundervisning mm.Flere af familierne i menigheden har adopteret forældreløse børn. På den måde prøver menigheden at hjælpe, ligesom de også laver indsamlinger til fordel for enker og de mest fattige.
Det er en stor glæde at få lov at hjælpe vore kenyanske søstre og brødre, som gør alt hvad de kan for at nå mennesker i deres område med evangeliet men som også prøver at række ud til mennesker, som er i nød.

Behov for kirker
Vi får for tiden rigtig mange forespørgsler fra menigheder i Turkana, om vi vil komme og hjælpe med at bygge en kirke. Behovene er store. Herunder er billeder af ’kirker’, hvor menigheden ønsker vi skal komme og hjælpe med tagkonstruktionen til en kirke. Vi ønsker på en særlig måde at hjælpe vore søskende i Turkana med at nå deres eget folk med evangeliet. Men på grund af fattigdom har de behov for en del økonomisk støtte til kirkerne.

Du kan hjælpe ved at blive fadder til en kirke eller ”med-fadder” til en kirke og på den måde være med til at gøre en stor forskel for mange mennesker i det fattigste af Kenya eller Sydlige Sudan.

Tidligere kirke brændt
Vores medarbejder Martin var i februar i Bura, som ligger ca. 760 km øst for Eldoret i et muslimsk område ca. 100 km fra grænsen til Somalia. Den gamle kirke (se billede her ved siden af) var i en meget dårlig forfatning, efter at muslimer i 2003 satte ild til kirken. Menigheden har repareret den, så godt de kunne, men nu var de færdige med at bygge murene op til en ny og større kirke, hvor de ønskede vores hjælp til at lægge tag på kirken. Martin fortalte, at det føltes mere varmt i Bura end i Turkana, hvor det ellers er næsten 40 graders varme – og nogle gange kunne det på grund af varmen være svært at få luft. Så var det godt med en sodavand…

Menighed vokset fra 200 til 1000 medlemmer
For ikke så længe siden var Søren sammen med nogle kirkeledere forbi en kirke hvor vi for godt 3 år siden hjalp med den 6 kantede midterdel af kirken. Han mødte en ældre kvinde fra menigheden og spurgte hende, hvordan det gik. Hun fortalte, at da vi hjalp menigheden, var de 200, og nu var de 1000! En kirkebygning har endnu engang været redskab til en enorm menighedsvækst.
Til sidst vil vi takke jer for jeres interesse og engagement i mission. Tak til jer, som beder for os. Vi vil være taknemmelige, om I vil være med til at bede om
- Fortsat økonomi til at hjælpe med at bygge kirker, især i Turkana
- Trofaste medarbejdere. De er en stor udfordring at have nok trænede montører.
- At vore børn i Danmark må have det godt. Den yngste flytter til Danmark til august.

Gud velsigne jer.
Kærlig hilsen Birgitte og Søren Pedersen - Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Slangebid - af Tabitha og Torkild Jensen, Tanzania

Nødråb fra Tanzania
Det drejer sig om en stakkels enke, hvis mand døde for en del år siden på grund af hjertestop og efterlod sig kone og 5 børn.

Kvinden, Mama Oberline, og børnene har vi kendt igennem flere år.

Hun har været ude for endnu et tragisk uheld. Vi har haft nogle kraftige regnskyl, og der var oversvømmelse mange steder også ved hendes hus.
Den første morgen efter de kraftige regnskyl ville hun ud i køkkenet for at lave te til børnene, inden de skulle i skole. Hun tog noget brænde for at tænde op på ildstedet. I samme øjeblik hun ville tage et stykke træ, opdagede hun til hendes store forskrækkelse, at der gemte sig en stor kobraslange i brændestakken og før hun nåede at løbe væk, så havde den bidt hende i benet, som straks svulmede helt op. Kobraslangen var formentlig kravlet op i brændestakken på grund af oversvømmelsen.

Hun råbte om hjælp og straks kom nabokonen, som bandt noget meget stramt om hendes ben for at giften ikke skulle spredes yderligere rundt i kroppen. Nabokonen fik hurtigt arrangeret transport, så hun blev kørt på en motorcykel hen til den nærmeste minibus, som bragte hende videre til hospitalet. Da hun nåede frem havde giften allerede spredt sig i kroppen, så hun var ved at blive blind og på vej til at blive bevidstløs. Heldigvis havde hospitalet noget serum mod slangebid, så hun fik nogle indsprøjtninger. Hun var indlagt i flere dage, og hun svævede i lang tid mellem liv og død.

Nu en måned senere er hun kommet sig nogenlunde over slangebiddet, og synet er så småt ved at komme tilbage. Hun føler dog stadig at benet er følelsesløst, så hun kan endnu ikke gå på arbejde.
Men børnene er blevet bange for at sove ude i dette udhus, som er bygget af forskallingsbrædder og meget utæt, og det er nemt for slanger at komme ind og gemme sig.

Inden manden døde begyndte han at bygge et lille murstenshus med to værelser. Det har stået sådan som billedet viser siden han døde for flere år siden og vi er forbavset over at murene står så fine endnu.
Vi kunne godt tænke os at hjælpe hende med at færdiggøre det lille hus, så børnene kan få et sted at sove uden at frygte for at blive bidt af slanger. For at lægge tag på, pudse væggene, lægge gulv og få sat vinduer og døre i vil det koste ca. 15.000 kr.
Børnene sover for øjeblikket hos en nabokone indtil der findes en løsning.

Den ældste af drengene er kommet i mekanikerlære. Når han er færdig håber vi at han kan få arbejde og hjælpe med at tage sig af sin mor og søskende.
.
Vores hjerter banker for at hjælpe denne fattige familie med et engangsbeløb. Ofte har vi oplevet ”mange bække små gør en stor å”. Det vil også være tilfældet her.
Kærlig hilsen fra Tabitha.

Projekt 5066 i Missionsfonden - mrk. MBU, TZ - Slangebid

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Fængselsmission - af Karsten Møller m.fl.

Forventningerne til vores første dag på fængselsmissionen var store. Vi (en gruppe på 5 fra ’Kirke i Byen’, Kolding) havde glædet os til denne dag i lang tid. Det var det første besøg i et rumænsk fængsel for 4 af personerne i gruppen.
Formiddagen gik med, at bede sammen og forberede os hver især på besøget i kvindefængslet i Cluj. Vi var alle i stor forventning til hvad der skulle ske.
Lige inden mødet var vi forbi Rescue’s kontor i Cluj for at hilse på nogle af medarbejderne. Vi traf Liza som var travlt optaget af at planlægge besøg for forskellige grupper i fængslerne. Det er sådan, at Rescue arbejder som paraplyorganisation for mange forskellige grupper, som besøger forskellige fængsler i Rumænien.

Efter besøget på kontoret gik turen videre til kvindefængslet. Her mødtes vi med en stor gruppe rumænske sangere og musikere, som skulle være med på møderne sammen med os.

Vi blev lukket ind gennem den store jernport, fik tjekket vores papirer og tasker – herefter gik turen op på tredje sal og ind på en gang med fire celler på hver side. Der blev stillet nogle bænke og stole op og så var vi klar. Efter en kort ventetid kom en gruppe på cirka 50 kvinder. De tog plads og vi kunne begynde vores møde.

Vi fik lov at spille og synge for dem, samt dele vidnesbyrd og evangeliet om Jesus Kristus. Mange af kvinderne var meget berørt, af det de så og hørte. Ved mødets afslutning delte vi kuverter og litteratur ud til dem som ønskede det, og dette blev modtaget med stor glæde. Efter en kort pause kom en ny gruppe kvinder som vi fik lov til at opmuntre og bede for.

Alt i alt en fantastisk dag, hvor evangeliet blev forkyndt for over 100 kvinder. Jeg tror ikke jeg kan tænke på noget, der er mere meningsfyldt end dette missionsarbejde.

Tirsdag stod vi op til en flot solopgang. Vi mødtes kl. 06.00 på kontoret i Cluj sammen med lovsangsgruppen. Vi startede med en kop kaffe og en omgang wienerbrød og var så klar til at påbegynde dagens køretur til fængslet i Targu Mures. Efter en tur i metaldetektoren og kropsvisitering, fik vi, til dagens møder, tildelt et fitnessrum påklistret store plakater om bodybuilders - så var stemningen ligesom lagt. Flere af fangerne havde store overarme og var veltrænede.

I løbet af dagen fil vi lov til at bringe evangeliet gennem bøn, lovsang og vidnesbyrd til omkring 60 fanger fordelt på 3 hold. Stemningen var i begyndelsen af hvert møde trykket og reserveret, men dejligt at opleve, hvordan de fleste tøede op og fik smil frem på ansigterne. Fangerne lyste op, når de hørte, at vi kom helt fra Danmark for at være sammen med dem, og oplever samtidig at vi har noget vigtigt at bringe til dem. Under middagspausen fik vi lov at bede for en fængselsbetjents dårlige ben, og manden fil lov at opleve helbredelse i Guds herlige navn.

Sent om eftermidagen var det fem trætte, men glade og taknemmelige vikinger og een rumæner, der vendte næsen hjemad igen

Onsdag mogen gik turen til fængslet i Aiud. Endnu engeng kendte vi ikke til, hvad dagen ville bringe, men efter lidt ventetid i fændslet blev vi oplyst om, at vi skulle have tid sammen med de særligt sikrede fanger. 8 fanger, som hver især er blevet kristne i fængslet, mødes hver uge og har bibelstudie. Der var et fantastisk opløftende møde med intens lovsang, opmuntrring og forkyndelse. Vi fik alle lov til at dele noget med fangerne og var alle taknemlige og ydmyge efter denne oplevelse. Frokosten blev indtaget sammen med personalet i kantinen, og de gav frokosten, som ellers ikke er normalt, men netop fængslet i Aiud er taknemlige for samarbejdet med Resque.
Over middag havde vi endnu en session med 70 fanger. Der var mange unge og lidt uro i geledderne, men også her fik vi lov til at dele vidnesbyrd og evangeliet om Jesus og synge lovsange sammen med dem.

Dagen efter var vi igen i fængslet i Aiud, denne gang sammen ned en gruppe unge mennesker fra pinsekirken i Cluj.

Der var to møder om formiddagen, hvor vi fik lov til at synge sammen, dele vidnesbyrd og forkynde evangeliet. Efter vores andet møde var der tid til middagsmad i officermessen. På vej derhen lagde vi mærke til nogle blodspor på fliserne i gården og spurgte den officer der var sammen med os, hvad der var sket. Hun fortale os, at en ung mand på bare 19 år havde forsøgt at begå selvmord og var nu blevet kørt til det nærmeste hospital.

Alt dette var sket samtidig med, at vi havde holdt vores møder blot 100 meter derfra. Selvom evangeliet er blevet forkyndt igennem mange år på dette sted, og mange hundrede - måske tusinde fanger har valgt at leve deres liv med Jesus, så er der stadig et kæmpe arbejde, der skal gøres. Der er fortsat mange fanger, der lever i totalt mørke og håbløshed og derfor
vælger at tage deres eget liv!

Dette faktum understreger betydningen og vigtigheden af fængselsmissionen. Vær med til at støtte denne mission - både med forbøn og økonomisk støtte.

Fakta om fængselsmissionen:
Missionen foregår i dag i 12 ud af 42 fængsler i Rumænien

* Der er to fuldtidsansatte, Liza på kontoret og Cosmin som leder arbejdet. Derudover har Christi (præst i baptistkirken) en deltidsansættelse svarende til 15 timer om ugen.
* Der er cirka 150 frivillige medarbejdere med forskelligt kirkeligt tilhørsforhold.
* Der holdes faste ugentlige møder med bibelstudie i fængslerne i Aiud og Cluj.
* Det koster cirka 220.000 kroner årligt at drive missionen.
* Den største udfordring i forhold til at udvide missionen og derved at nå endnu flere fanger, er penge.
* Der laves missionsture fra Danmark, hvor det er muligt at komme med og være en del af det arbejder der foregår. En sådan tur varer typisk en uge og koster cirka 3.000 kroner per person.

Har du lyst til at høre mere om missionen, er du velkommen til at skrive til Karsten Møller på km@e-mail.dk

Mange missionshilsner
Karsten Møller m.fl.

Projekt 5063 Apostolk Kirke, Kolding - mrk. Fængselsmission

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - På rejse til Mellemamerika - af Linda Mortensen

Den 21. juli 2014 kom jeg hjem fra en 14 dages rejse til et land i Mellemamerika med Åbne Døre sammen med ti andre unge fra Danmark. Vi havde 10 kg bibler med hver, som vi udleverede til de præster, vi mødte i de forskellige kirker, vi besøgte. Det er et land, hvor kirken har forskellige problemer, og hvor myndighederne prøver at stække den.

Det tog 12 timer at flyve fra Moskva til landet. Vi fik bagagen efter et stykke tid, hvorefter vi skulle igennem tolden. Vi var velsignet med at få alle biblerne igennem, men to af drengene måtte en tur over til toldkontrolløren, inden de fik lov til at få deres bibler med ind. Det er ikke ulovligt at bringe bibler med ind i landet, men nogle gange vil de ikke have det og konfiskerer dem, hvis de finder dem.

Først var vi i hovedstaden i cirka halvanden dag, hvorefter vi tog med et lille lokalt fly til en lille ø. På denne ø var vi i seks dage hvorefter vi tog til fastlandet igen og var tre dage i en anden meget spændende by.

Situationen for de kristne og kirken er bl.a. at de ikke kan få tilladelse til at afholde kristne møder udendørs, de skal også oplyse en lang række detaljer for at fungere på lovlig vis, de får sjældent tilladelse til vedligeholdelse af kirkebygningen og ingen fri import af bibler og kristne materialer. En kristen kan få frataget sit arbejde for sin tro.

Vi besøgte forskellige kirker fra forskellige kirkesamfund og små husmenigheder. Da vi havde afleveret en del af vores bibler i den store by på øen havde vi stadig en del bibler tilbage, så vi delte os op i to grupper og rejste med taxa hver vores vej og mødte kirkerne på vejen.

Det var fantastisk at opleve og møde de kristnes varme og imødekommenhed. Vi fortæller at vi er kristne fra Danmark, og bliver så inviteret indenfor i deres hjem og kirker uden at de kender os. De virker interesseret i vores kirke og kirkekultur. Vi spurgte præsterne om deres behov for bibler, nogle svarede at deres behov var stort og andre sagde at de havde nok bibler. Vi spurgte også indtil situationen for de kristne i landet, og der var svarene også forskellige. Det var en stor oplevelse at mærke glæden hos præsterne, da de modtog biblerne.

Vi fik også oplevet landets fantastiske natur, strande, befolkningens gæstfrihed og venlighed, arkitektur, historie og kultur.
Linda Mortensen

Missions-Nyt nr. 2 - 2015 - Missionshjørnet - af Kenneth Kühn

Jesu enkle strategi!
Jesus talte ofte om mission. Han forberedte sine disciple på den opgave, som lå foran dem i tiden efter hans opstandelse. Det lå latent i deres kaldelse, at de skulle følge i hans fodspor og være redskaber til at gøre andre til disciple af ham. De skulle være menneskefiskere, der sendtes ud i verden, ligesom Faderen havde udsendt Jesus. Det er stadig Guds tanke for os, som tror på ham.

Ånd og liv der lærer
Set i lyset af missionens store plads er det interessant, at der kun er ganske få vers i biblen der gengiver Jesu tale om, hvordan de rent faktisk skulle missionere. Jesus talte en hel del om, hvad de var kaldet til, men kun ganske lidt om hvordan. Årsagen er todelt: For det første er selve discipel-livets DNA jo, at vi lærer ved at efterligne og ikke gennem ord alene. Jesus viste disciplene med sit liv, hvad det vil sige at leve i Guds mission. En anden årsag er at Jesus havde tillid til Helligånden. Hav vidste at disciplene på pinsedag ville få Helligåndens over sig som en kraft og visdom til at lykkes i opgaven.

Missionale principper
De få strategiske ord om mission, som Jesus faktisk taler, bliver desto væsentligere for os som troende i dette lys. De findes i de passager som i evangelierne gengiver Jesus udsendelses undervisning til sine disciple, på de tidspunkter hvor han sendte dem ud i praktik. I disse enkle ord findes nogle strategiske principper, som også er af stor betydning for mission i dag. Lad os her nævne tre af de væsentligste:

1. Bøn leder ind i vores sendelse
Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Luk.10:2). Jesus sendte sine disciplene og bad dem først og fremmest om at bede Faderen om at sende. Det er evident at de bedende disciple selv var svaret på bønnerne. Alligevel rummer denne prioritet en stor hemmelighed. Det er gennem bøn at vi finder ind i den konkrete udlevelse af vores sendelse. Gennem bøn forstår vi Guds vilje og vi udrustes med nåde til at være redskaber for ham. Det gælder også for Guds udsendinge i dag. Det er bønnen, der leder os ind i vores mission.

2. ’Fredens personer’ åbner op for relationer
Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus Luk.10:5-7).

Jesus gav her sine disciple selve nøglen til at skabe en missionsbevægelse. Gå ind i de bestående netværk i kulturen og lad evangeliet forvandle. ’Hus’ er ordet for en storfamilie, hvor flere generationer boede sammen og tog hånd om hinanden. Jesus talte om at møde nøglepersoner, der kan skabe adgang til at evangelisere i sådanne naturlige netværk. Et ” fredens barn” som vil tage imod den fred, som er kommet til jorden i Kristus.

Også i vores verden findes der fredens personer, som har åbne hjerter og som er nøglepersoner ind i sociale netværk af mennesker, der længes. I bønnen får vi ledelse til netop af finde disse personer og til at være trofaste i at nå de netværk, som de repræsenterer med Guds kærlighed.

3. Frimodighed bringer Guds kraft
Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer (Luk. 10:9). Disciplene vidste, hvad Jesus mente. Det havde set ham proklamere riget og helbrede de syge overalt hvor de kom frem. Nu sendtes de med den samme bemyndigelse.

Vi får ofte trang til at problematisere Jesu ord. Hvad nu hvis folk ikke bliver helbredt, når vi beder – eller hvad hvis de ikke tager imod budskabet? Men Jesu ord er helt ukomplicerede: Bare gør det, siger han. Den, som tager imod denne opfordring og går frimodigt til opgaven, vil opleve Guds nåde. Guds rige var en god nyhed for datidens folk. De ventede netop på at Gud skulle erstatte romernes undertrykkende regime med sit fredsrige.

Måske må de gode nyheder formuleres meget anderledes i dag. Hvad længes mennesker egentlig efter i vores sammenhænge, og hvordan kan vi forklare, at netop denne længsel opfyldes i mødet med Kristus? Jesu opfordring er enkel: Tjen med frimodighed. Hvis vi frimodigt stiller os til rådighed som formidlere af Guds helbredelse og af de gode nyheder, vil Gud også gøre sin del.

Det virker i dag!
I Netværkskirken Metropol, hvor jeg til daglig er præst, står vi i et spændende missionsarbejde. Vi ser mennesker fra Iran og Afghanistan konverterer fra Islam og tage imod Jesus. Det er ikke på grund af vores klogt udtænkte metoder, men på grund af Guds nåde. Vi har set at Jesu enkle ord bærer frugt også i vores situation.
Gennem bøn der leder til fredens personer og gennem frimodigt at betjene mennesker og dele historien om Jesus, har vi oplevet at Gud forvandler liv. Der er håb til vores verden, fordi Jesu enkle strategi stadig virker og bærer frugt igennem disciple, som tager ham på ordet og lader sig sende.
Kenneth Kühn