Missions-Nyt nr. 1 2015 - Leder - af Gardar Ragnarsson
Herren vil møde alt sit folk!

Da Jesus gav disciplene missionsbefalingen om at gå ud med evangeliet til alle folkeslagene, forkynde og undervise og bygge Herrens menighed, sagde han; ”men I skal blive her i byen indtil I bliver iført kraft fra det høje”. Jesus vidste bedre end alle andre, hvad der venter dem, som går ud i tjenesten. De skulle nemlig få en åndelig udrustning og evner af en himmelsk karakter til at formidle det glade budskab med sine liv, i ord og gerning. Mennesker, - uanset deres menneskelige ressourcer, uddannelse og begavelse, organisationer og penge, samt en god vilje, - er ikke nok i sig selv. Det skal mere til.


Løfter om himmelsk hjælp var givet af Gud. Hjælpen kom! Jesus havde jo sagt: ”Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit og forkynde jer det”. (Joh.16:13-14)

Da så det store gennembrud indtraf hin pinsedag, opstod et stort røre og den ene sagde til den anden: ”Hvad kan dette være?”. Efter at apostelen Peter havde talt, blev der sagt: ”Brødre! hvad skal vi gøre?” Svaret kom prompte: ”Omvend jer og lad jer døbe … I skal få Helligåndens gave … for jer gælder løftet og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde”. Dette skulle gælde for alt Guds folk til alle tider.

Vi må ikke glemme at det er Talsmanden, Helligånden, som fremdeles kan overbevise sekulariserede og de såkaldte ’moderne’ mennesker i dag om synd, retfærdighed og dom, mennesker, som ikke har nogen forkundskaber om kristentroens indhold, så de kan finde HAM som sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, for ingen kommer til Faderen uden ved mig”. (Joh.14:6)

Bønnen i Højsangen er stadig relevant hvor bruden beder: ”Nordenvind, vågn, søndenvind, kom, blæs gennem min have, så dens vellugt spredes.” (Høj.4:16) Paulus mindede menigheden i Efesos om, at de skulle til stadighed lade sig fylde af Ånden, så både sind, tanker og handlinger skulle være derefter, som en frugt af et vedblivende fællesskab med Herren.

En ægte pinseoplevelse afføder mission. Pinse er indhøstning. Pinse er ledelse. Pinse er kraft af en Guddommelig kvalitet. Pinse er visdom. Pinse er bøn og tilbedelse. Pinse er salmesang. Pinse er tungetale og profeti. Pinse er tegn og undere. Pinse er vækst. Pinsen gør Ordet aktuelt og levende og bringer Jesus i centrum!

Jesus sagde: ”Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner;…” (Joh.15:26-27a)

Lad os derfor gå afsides med Herren og bede om en ny fylde af Helligånden og udrustning, som behøves for at møde de mange behov i dag, for Gud giver alle dem som beder både gavmildt og uden bebrejdelser. Vejen til urkristendommens kraftkilder er stadigvæk åben!

Gardar Ragnarsson, Februar 2015

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Irland - af Agnete og Tony Simpson
Kære Missionsvenner
Her i Cork i Irland går arbejdet støt fremad i kirken - og ud fra kirken. Vi takker Gud for de, der er kommet med i de sidste 1½ år. Til tider er der temmelig fuldt hus i vores lejede lokaler.
Købsforhandlinger om den ejendom, vi er ved at købe, går fremad. Her i januar blev der sat skilt op med teksten: ”Salg Vedtaget” - endelig, efter at vores kirke har væres ’hjemløs’ i snart 12 år! Der er dog mange ting, der skal gennemgås og undersøges endnu, før kontrakten kan afsluttes. Vores ingeniør og sagfører arbejder med dette, men de er enige om, at der er en god ejendom, og at der ikke er nogen risiko ved at købe den - endda også i tilfælde af, at vi kunne blive nødt til at vente en tid med at tage den i brug.

Vi har alle midler til køb og afgifter. Omforandringer, istandsættelse og inventar er en anden sag, men vi vil gøre en god begyndelse med det vi har - så langt vi kan - og så vente til Herren hjælper med resten! Ejendommen ligger så centralt, som det næsten kan lade sig gøre, ved de mange busruter, som alle går til byens centrum (på trods af at Cork er en storby). Det vil blive godt at få ordentlig plads til børne- og ungdomsarbejde samt til forskellig bymission. Der har været så mange år med begrænsninger i den retning.

Congo: Alberto får gode beretninger fra Kimwenza. Han er i telefonkontakt med dem hver uge. Flere nye folk er kommet til i kirken, og skolen har været i gang siden september. Der skal oprettes flere klasser, når det kan lade sig gøre.
Før jul holdt vi en særlig indsamling her i Cork, for at hjælpe vores udpost i Congo. Det indkomne beløb kan nu klare deres skoleudgifter, lærerløn m.m. i de næste par måneder. Alberto vil, at også de større børn, hvis forældre ikke kan betale, skal kunne gå i skole. Desuden blev der også indsamlet nok, til at de kunne holde en julefest for alle med fællesspisning.

Vi har hørt, at der var stor glæde - og de har udtrykt deres taknimlighed til os her i Cork. Men det er kun Gud, der skal have al æren.
Tony og Agnete, Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Peru - af Helmi og Felipe Castro
Så havde vi 3 dages forkælelses lejr i Puno for præstefamilier! jeg er så taknemmelig til Herren, for alle mine drømme og ønsker gik i opfyldelse! Det er utroligt, at vi har kunnet lave to af den slags arrangementer på en måned! Gud ser, at rigtig mange præster er ved at give op under presset og ensomheden. Og så giver han denne utrolige gave til dem ved at give nogle dage væk fra det hele og blive overvældet af velsignelser!

Vi var der en weekend inden for at finde steder at spise, tur på søen og andre detaljer! Der var virkelig kamp! Det var nogle barske dage og nætter! Samtidig at vænne sig til det ilt-fattige Puno i 3800 meters højde! Nu i Trujillo nyder jeg ilten, at kunne trække vejret og føle, at der er ilt nok!
For en del var det jo første gang, at de var udenfor deres landsby oppe i et af verdens højeste og barskeste områder! Det var rigtig sjovt, for der var en masse ting, som de var helt ukendt med; bruge en elevator, en serviet, tage mad på en buffet og meget andet, så det var noget med at sige, ”I må godt bruge sengene på værelset (de havde talt om, at de da ikke kunne bruge dem, for så ville de komme i uorden, man kan jo sove på gulvet eller ovenpå sengetøjet!), bruge sæben og shampooen, bruge bruseren og det varme vand og meget andet!
Der kom lige lidt flere end beregnet, men hvordan kan man sende dem tilbage?! Så jeg måtte leje et værelse mere... Men heldigvis var receptionisten rigtig sød, og hun gav mig værelser med flere senge. Det var jo en helt utroligt stor hjælp!

Der var to forskellige grupper Aymara-indianere, nogle, som ligner dem fra Bolivia, der dækker ansigtet til, og dem, som mere ligner Quechua (fra inkaerne). De ”peruanske” aymaraer ser lidt ned på de bolivianske, mens at Quechua ser ned på dem begge! En aften, hvor vi var ude at spise, sad vi og ventede 2 1/2 time, og de tog det meget personligt, som en ringeagt mod dem, og til sidst ville de gå. Den ældste blev rigtig vred og gik!

Vi var på heldags tur til Taquile, en ø som ligger i Titicaca søen, en bådtur på ca. 3 timer. Som vi havde bedt om, havde vi godt vejr alle dagene! Midt i regntiden! Vi gik en lang tur på øen (kan stadig mærke det i benene!), for jeg havde bedt vores guide, som er fra øen, at jeg gerne ville have en forevisning af strik og vævning. Han ledte os så til sit hjem, hvor vi fik en opvisning. Mange fra vores gruppe væver og strikker jo, så de kunne se nogle andre former for arbejder. Vi gik over hele øen, og det var smuk men også hårdt. Jeg tror, at det var for ikke at betale indgangsgebyr til øen! Til sidst var vi på et besøg på ’Uru’ øerne, som er lavet af siv. De var alle som en glad børnehaveklasse på udflugt! En af nætterne faldt der hagl, og de fik ødelagt deres planter. Det er et barsk liv! En fortalte mig, at deres ko og gris lige var døde af en eller anden sygdom... De lever af rådne kartofler, som for dem er normalt. De valgte jo selv, hvad de ville spise til middag og aften, og der var frugt og grønsager rigtig populært!

En mor fortalte mig, at hun har 5 børn. Den ældste er 15 og er rejst væk, og han siger hele tiden til hende i vrede, hvorfor hun har fået så mange børn, når hun ikke kan give dem, hvad de behøver! Barsk! De unge rejser bort, og ofte afslutter de al kommunikation med deres familie, og det er virkelig smertefuldt! De vil ud af ringeagten - være fra bjergene og leve et nyt liv.

Pablo, som hjalp mig med at tage kontakt til alle, er en ung fyr fra en af landsbyerne. Hans ønske var også, da han tog af sted på bibelseminaret, aldrig at komme tilbage. Men vejen gik tilbage. Han er nu borgmester i den lille by og samtidig pastor. De har en spisesal for 50 børn, hvor de deler evangeliet med dem. Han var virkelig bebyrdet og græd. Det er en enorm ensomhed, han oplever! Jaime og Doris fra Cuzco fortalte, at deres ældste søn var blevet helbredt for astma, da vi var i Cuzco for 6 år tilbage, da vi var der sammen med Niels, Benedikte og Karen Margrethe!

Jeg tror, at alle fik et møde med Jesus! Vi fik også ordnet det, så de satte dato på en samling, hvor lederne kan mødes en dag og have fællesskab (med begge Aymara grupper!). Det vil de gøre jævnligt nu.

Onsdag fik de en konvolut med penge til deres rejseudgifter og 200 kroner til at købe for! Hvordan kan man lade dem komme til byen og se en masse, hvis de ikke har penge til at købe noget med hjem?! Det var en af mine drømme at gøre dette! Eftermiddagen var fri! Om aftenen bad vi for dem alle, og så havde vi en masse ting og sager med, som vi gav dem. Da de skulle hjem, hulkede de! Det gjorde bare så ondt at sende dem tilbage til deres barske forhold! Men...! Målet var nået! De havde mærket, at de er elsket og set, og at Herren har set deres skrig om hjælp! Og selv de intime Bolivia Aymaraer gav omfavnelser! Og tårerne løb ned af deres kinder!

Tusind tak til alle, som har været med til at gøre dette til virkelighed! Jeg er så taknemmelig! Stort knus og tak for forbøn og støtte!
Felipe og Helmi, Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Thailand - af Birthe Steffensen
Der har været gang i meget i og omkring skolehjemmet i Nakhonthai, siden jeg sidst skrev. Først i november måned fik de besøg af et norsk sangkor, som var i Nakhonthai i 4-5 dage. Der blev arrangeret møder og koncerter ved den kristne skole i byen, og det tiltrak rigtig mange fra hele området. Sangkoret var meget populært og til stor glæde og velsignelse og flere kom til tro i de dage. Prayoon har en smuk sangstemme og blev også inddraget i programmet.

Senere fik skolehjemmet besøg af Wari, som tidligere har boet på skolehjemmet. Hun læste siden til læge, og nu kom hun tilbage til Nakonthai for at sige tak for den tid, hun havde boet der. Hun blev i flere dage, og viste sin taknemlighed ved at give alle børnene på skolehjemmet et gratis helbredscheck. Hun arbejder som læge på et stort hospital i Phitsanuloke.

Den 5. december er det kongens fødselsdag, og den fejres overalt i Thailand. Prayoon har dannet et lille sangkor sammen med nogle fra menigheden i Hallelujah Dormitory Church. De synger en gang om ugen på sygehuset i Nakhonthai og er meget velkommen der. I anledning af kongens fødselsdag havde koret øvet med nogle af børnene fra skolehjemmet, og de sang på sygehuset og havde små gaver med til patienterne. Det var en rigtig dejlig overraskelse for både patienterne og personalet.
Kongens fødselsdag blev også markeret i Hallelujah Dormitory Church.

Spisepavillonen med det flotte nye gulv nåede at blive færdig og klar til brug til skolehjemmets julefest midt i december. Den nye tagkonstruktion på bygningen med lejligheden på 1. sal er først lige blevet færdig. Det var meget tiltrængt, og det ser meget godt ud, men det er desværre også blevet en del dyrere end først anslået, så der mangler stadigvæk ca. 20.000 kr. før regningen er betalt.
Der er mange julefester i løbet af december måned. Hver menighed holder en julefest, hvor hele landsbyen inviteres, og alle de andre menigheder i området deltager så vidt muligt. Skolehjemmet i Nakhonthai og elevcentret i Na Gai Khia holder også julefest. Der er blevet tradition for, at så mange menigheder som muligt går sammen om julefesten juledag, som afholdes midt i Nakhonthai på en stor plads ved distriktskontorene. Jeg var spændt på, om de fik lov til det i år på grund af indkrænkningen i forsamlingsfriheden under militærregimet. Det fik de heldigvis, og 9 kirker arbejdede sammen om arrangementet. Der kom over 2.000 og omkring 100 tog imod Jesus den dag. To af familierne kommer nu i Hallelujah Dormitory Church, og den ene er den håndværker, som de har brugt i årevis til alt det arbejde, der er udført på centret. Han har set deres gode gerninger, hørt deres lovsange og helt sikkert også fået et ord med på vejen – men har ikke altid fået sine penge til tiden! Det sidste forhindrede dem heldigvis ikke i at tage imod Jesus.

Slutningen af februar og begyndelsen af marts måned er eksamenstid i Thailand. Skoleåret slutter midt i marts måned, og så er der 2 måneders sommerferie, hvor der stille på skolehjemmet. Prayoon og Sathiyaa sender varme hilsner med ønsket om Guds rige velsignelse og med stor tak for forbøn og støtte, som betyder så uendelig meget.
Birthe Steffensen for
Sathiyaa og Prayoon Maprang, Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Filippinerne - af Peter og Abby Capili Hansen
Kære Missionsvenner
Vi vil gerne takke alle Missions-Nyts læsere for interesse for vores nødhjælps- og missionsarbejde på Filippinerne. Vi vil altid gøre vores bedste for at sprede evangeliet om Jesus Kristus og hjælpe folk i dyb nød blandt de fattigste. I næsten 10 år har vi forkyndt evangeliet og hjulpet tusindvis af fattige på Filippinerne. Vi har prædiket de Gode Nyheder i junglen, på lossepladser, shoppingcentre, skoler, gader, strande og kirker. At vise Jesus Kristi kærlighed til mennesker er vores passion. At bringe håb til en fortvivlet verden - et håb der kun kan findes i Jesus Kristus.

I slutningen af 2014 fik vores missionsorganisation Angel Relief et æresbevis ved en speciel ceremoni i Cavite City for vores støtte til et socialt program, som hedder ’Adoptér en skole’ igennem flere år. Til stede var borgmestre, politikere og skoleledere. Vi ville ikke kunne gøre dette uden missionspartnere, og vi er taknemlige for hver en støtte Angel Relief får.
Vi har netop haft en masse julefester og børnefestivaler for fattige børn fire forskellige steder på Filippinerne. Den første julefest var i Leyte, hvor vi også har en lille farm, og hvor vi samarbejder med lokale kirker. Nogle af præsterne i kirkerne får næsten ingen løn, så derfor har vi besluttet, af de kan komme og få gratis grøntsager, frugter m.m. på ’Angel Relief Eco-Farm’. De måtte tage lige hvad de behøvede! Det er vores måde at støtte de lokale pastorer på. I november havde vi et specielt julearrangement for fattige børn, som har deltaget i et kristent discipelskabs program i efteråret. Alle børnene fik en taske med skolematrialer og en masse god mad. I Leyte hjælper vi fattige familier, som bor i bjergene og også fattige fiskerfamilier.

I Cebu var vi med til at sponsorere en kæmpe julefest hvor 600 børn fra et lossepladsområde fik mad på en lokal restaurant, som hedder ’Jollibee’. Bagefter fik de is til dessert på ’MacDonald’ og en paraply i julegave. I en del år har vi hjulpet denne mission i Cebu.

I Bacoor havde vi en julefest og børnefestival for 200 børn fra et meget fattigt område, hvor husene er lavet af pap, plastic, poser og metal. Deres levestandard er ufattelig lav. Og det er sørgeligt at se disse ’glemte’ områder. Børnefestivalen blev holdt ved vores hjemmmekirke på Filippinerne i en stor udendørs arena. Her havde vi et program med underholdning, lovsang og evangeliets forkyndelse. Alle børnene fik tasker med skolematerialer og julemad. Peter prædikede også til søndagsgudstjenesten i denne metodistkirke med hundredvis af deltagere.
I General Trias lige uden for Manila havde vi endnu en stor julefest for 400 børn fra forskellige fattige områder. Vi lejede små busser til at hente børnene, og de blev bragt til en stor kirke, hvor vi havde julebørnefestivalen i samarbejde med en lokal kirke. Der kom flere børn til festivalen, end vi havde regnet med, men vi kunne ikke afvise alle de børn, der ville med bussen. Men det var godt, at der var meget mad, så alle fik noget at spise. Der var et tætpakket program med masser af underholdning, indslag af forskellige slags, og Peter fortalte juleevangeliet på en spændende måde til børnene. Bagefter fik alle 400 børn en masse god julemad og juice. Dagen efter prædikede Peter i den samme kirke, og vi delte ris ud til 300 familier og serverede julemad for alle kirkedeltagere. Du kan se flere billeder og videoer på vores hjemmeside: www.angelrelief.com

Vi håber at du vil være med til at støtte vores mission i 2015. Gud velsigne dig.
Abby & Peter Capili Hansen - Angel Relief, Projekt 5279 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Paraguay - af Mariana og Pablino Romero
Kære venner i Missions-Nyt
Først vil vi præsentere os. Vi er Esteban og Lise-Lotte Laniecs datter og svigersøn. Det er 16 år siden at Esteban overgav ledelsen af kirken i San Ignacio til os, da han følte, at det var Guds vilje. Igemmen disse år har de stået bag os - og gør det stadigt på alle måder. Menigheden er vokset, specielt gennen det sidste 6 måneder, hvor vi har fået en ny og meget effektiv vision om, hvordan man arbejder i kirken, og hvordan man følger op på de nye, som stadig bliver lagt til menigheden. Vi begyndte 2014 med 205 medlemmer og sluttede året med 441.

Kirken har flere forskellige programmer alle med det formål at nå så mange som mulligt med evangeliet.:

Skolen CEFIF som i år har 174 elever fordelt i klasser med 2, 3, 4 og 5 årige børn i børnehaveklasse, første og anden klasse i grundskolen. Det er undervisningsministeriets program som bruges, samt kristne værdier, som at synge, bede og lære bibel historier. Der arbejdes også meget tæt med forældrene, med kapacitetsopbygning af deres ansvar som forældre.
Arbejde med børn og unge fra kirken; Koncerter, lejre, sammenkomster i hjemmene, gøre rent i byens gader og pladser, gå ud og spise sammen samt hygge sig på alle måder.
Samtaler med elever i de forskellige skoler i byen og i andre byer her i området. I år er målet at nå 3000 unge, en gang om ugen. I 40 minutter bliver de undervist i varierende temaer med kristne værdier. Dette projekt er betalt af en kristen virksomhed her fra Paraguay.
Fængsel; Hvor kirken har to pavilloner, hvor der nu er kristne som er blevet frelste gennen arbejdet der, ialt 160. En broder kører de ca. 25 km hver dag dertil og holder møder o.s.v.
Social arbejde: hvor der gives madvarer til 10 familier. Der købes også medicin, samt hjælpes med udgifter til skolegang til mange forskellige børn.

Bibel- og teologi-undervisning i kirken en gang om ugen i forskellige moduler, i det program har vi ca. 100 medlemmer fra kirken. Udover disse forskellige programmer er der de almindelige aktiviteter i kirken; Vi har hjemmemøder i 36 forskellige huse om tirsdagen. Onsdag, undervisning for fremtidens ledere. Torsdag, bedemøde to steder, i kirken og på en lille udpost i byen, hvor ca. 70-80 er med. Fredag hver anden uge, velkomstfest for nye som kommer i kirken, der samles ca. 60 – 70 folk og de bliver opfordret til at blive frelst, døbt og opleve dåb i Helligånd. I gennemsnit er der 20 -25 som tager denne beslutning. Lørdag er der flere akviviteter. Vi starter med bøn fra kl. 4 til 6 om morgenen, hvor der kommer ca. 30 – 40; børnemøde kl 9; teenagemøde kl. 15 og til sidst ungdoms møde kl. 20. Søndag møder kl 9 og 18. to møder er nødvendigt, da der ikke er plads til alle, hvis vi kun samles til et enkelt møde.

Vi oplever virkeligt en vækkelse i denne tid. Mange bliver frelst og mange bliver helbredt, og vi oplever også økonomiske mirakler. Vi vil benytte denne lejlighed til at takke Sjølundkirken i Næstved af hele hjertet, for den hjælp og støtte de har givet os i mange år. Samtidig takker vi Korsør menighed for at de fra i år har overtaget denne gerning. Det betyder meget for os, at vi fortsat har kontakt med Danmark.
Må Gud velsigne jer alle. Pablino og Mariana Romero, Projekt 5332 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.
Fra det varme og meget tørre Kenya sender vi mange varme hilsner. Vi har stort set ikke fået regn i et par måneder, så alt bliver så støvet. Når vi på en jordvej kører forbi fodgængere eller cyklister må vi sagtne farten meget for ikke at skabe en stor støvsky. Og taget på vores værksted er mere brunt end grønt, selvom vi netop har fået foræret nye tagplader af fabrikken, fordi de gamle falmede alt for hurtigt. Der ligger et tykt lav støv på taget… Så vi beder om regn.

KIRKER I DE FATTIGSTE OMRÅDER I NORD KENYA
I november var vores montører i Turkanas ørkenområde for at rejse tagkonstruktionen til 6 kirker. Desuden skal vi skal i løbet af de første få måneder i år hjælpe yderligere 14 menigheder i det nordlige Kenya med tagkonstruktionen til en kirke. Vores medarbejdere er kommet hjem fra den første tur i Turkana, hvor temperaturen ligger på 40 grader i skyggen. Men de arbejder jo ikke i skyggen men i den bagende sol! Vi danskere ville have meget svært ved at klare det!
Billederne nedenfor viser tagkonstruktionen til en kirke, vi netop har hjulpet en af menighederne i Turkana i det nordvestlige Kenya med at bygge – samt menighedens gamle ”kirke”.

Vi har netop sammen med gæster fra Danmark været sammen med en kvindelig præst, Mary. Vi hjalp hendes menighed med at lægge tag på deres kirke i storbyen Kisumu i august sidste år. Mary fortalte os om, hvordan hun var i det dybeste mørke, efter at hendes mand, som var senior præst i menigheden, for 3 år siden pludselig døde efter 1½ døgns sygdom. Hun var så langt nede, at hun om morgenen i et helt år lagde sig på gulvet i den gamle og faldefærdige kirke, og hun blev i kirken indtil aften, mens hun samtidig bad Gud om at lade den faldefærdige kirke falde ned over hende, så hun døde. Men det var ikke Guds plan.

Det var fantastisk at høre Marys vidnesbyrd om, hvordan Gud ud af mørket kaldte hende til at lede menigheden videre. Og om taglægningen på de allerede opførte mure sagde hun: Det er simpelthen et mirakel!

SOMMERCAMP INDSAMLING I 2007 BÆRER FRUGT
Værkstedet, som vi begyndte at bruge i juli 2007, selvom det endnu ikke var helt færdigt, har nu været brugt til at fremstille og forberede materialer til 825 bygninger – fortrinsvis kirker men også skoler, børnehjem og klinikker i Kenya og Syd Sudan.

Er vi bare interesseret i bygninger? Nej – bygningerne er og forbliver kun redskaber og værktøjer til at nå ud til mennesker. Først og fremmest med evangeliet! Men vi glæder os også over at se og høre, hvordan menighederne rækker ud til mennesker omkring dem ved at hjælpe forældreløse, de fattige og enkerne samt at mange menigheder også hjælper med skolegang. Ja i mange tilfælde bruges kirken til skole i løbet af ugen.

Efter indsamlingen til vores værksted under sommer camp i 2007 byggede vi bl.a. flere kirker i Syd Sudan. En af dem blev bygget I oktober 2009. Dengang var de ifølge præsten en lille forsamling på 7 voksne og 11 børn, som mødtes i en meget ussel bygning, som dårligt kan kaldes en bygning, og hvor bænkene var lavet af grene. Men i juni sidste år fortalte præsten at de var vokset til 98 voksne og 120 børn! De bruger endvidere kirken til børnehave for 105 børn samt skole for yderligere 60 børn. De har også oplevet, hvordan Gud har gjort mange mirakler. Bl.a. blev en kvinde befriet for onde ånder og en anden kvinde, der var blevet bidt af en slange, blev helbredt, da de bad for hende. Miraklerne har fået en del til at modtage Jesus som deres frelser.

Præsten for en anden kirke, som også blev bygget for midler indsamlet under sommercamp i 2007, fortalte os i august sidste år at menigheden først samledes under et træ, og senere mødtes de i et hus med græstag. I oktober 2009 fik de tagkonstruktionen til en ny og større kirke, som de siden har muret op med røde mursten. Præsten fortalte endvidere, at de plejede at være 20 voksne og 30 børn i menigheden, men i august sidste år var de 250 voksne foruden 180 børn. Denne menighed har også en børnehave for over 100 børn samt en skole med 67 elever. Menigheden har også oplevet drankere få et helt nyt liv, foruden at heksedoktorer, besatte og syge er blevet sat fri. Dette er blot eksempler på, hvad to menigheder har oplevet, siden de fik en kirke.

UDVIDELSE AF VÆRKSTEDET
Værkstedet har været et redskab til at bygge kirker, som har været et redskab for lokale menigheder til at række ud til mennesker. Men om ikke Gud virkede med, gavnede det alt sammen intet. Men GUD VIRKER med! Al ære til Ham.
Da vi købte grunden til værkstedet i 2003 ønskede vi i første omgang blot at købe halvdelen af den grund, vi endte med at købe. Men først da vi tilbød den tidligere ejer at købe hele grunden, uden at vide hvor pengene skulle komme fra, lagde alt sig til rette – og Gud bekræftede meget stærkt, at vi skulle have netop denne grund – og hele grunden. Hvorfor skulle vi have så meget plads? Gud så, at vi ville få brug for det! Gud kender fremtiden!

Nu, hvor vi hjælper med omkring 150 bygninger om året (i 2014 i alt 146 bygninger), oplever vi at pladsen i værkstedet ofte er meget trang – og at vi derfor har brug for at udvide værkstedet, foruden at vi har brug for mere plads til kontor.

Vi har i flere år planlagt at lægge knap 1500 kvadratmeter til værkstedsbygningen, hvilket vil koste ca. 1.150.000kr. Det er rigtig mange penge for os, men det er heller ikke blot 500 eller 1000 mennesker, der vil ’nyde godt af’ værkstedet. Kun Gud kender tallet – men vi tror, det vil være millioner af mennesker.

Hvor mange mennesker har allerede nu eller vil i løbet af de næste få år have ”nydt godt af” værkstedet? Det vil være undervurderet, hvis vi siger, at hver bygning i gennemsnit bliver brugt af 100 mennesker, for blot missionshospitalet, vi hjalp med at bygge først i 2014, rækker ud til 40,000 mennesker i Turkanas ørkenområde. Det vil være mere realistisk at sige, at hver bygning i gennemsnit i løbet af få år bliver til gavn for over 500 mennesker – hvilket med de 825 bygninger bliver til over 400,000 mennesker, som snart har nydt godt af værkstedet. Men kirkerne vil stå i mange mange år – så dette tal kan let tidobles. Vi kender ikke det præcise tal. Men det gør Gud.

Vi føler os igen og igen magtesløse i den tjeneste Gud har kaldet os til. Ja vi føler os meget små, og vi ved, at det er Gud, der skal have æren for, at arbejdet med at bygge kirker o.s.v. lykkes, og at de lokale brødre og søstre i Kenya og Syd-Sudan dermed får redskaber til at nå ud til deres lokalbefolkning. Når vi står overfor det store projekt at udvide værkstedet, føler vi os også meget små. Men vi ved, at vi har en stor Gud for hvem ingenting er umuligt.
Vi har netop fået at vide, at kommunen har godkendt udvidelsen af værkstedet. Dette har taget 3½ år, hvilket det også tog for at godkende byggeriet af værkstedet, som det står nu.

Tak om I vil være med til at bede om midler til værkstedet. For Gud er ingenting umuligt. Må Gud velsigne jer.
Kærlig hilsen Birgitte og Søren, Projekt 5325 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Danske missionærer hjælper forsømte børn i Israel - af Svend Løbner

Som i andre storbyer kan børn også i Jerusalem blive forsømt, misbrugt og efterladt på gaden. Men en ungdomsinstitution samler dem op med støtte fra Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen.

”Trøst, ja trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til…”
Sådan indleder Esajas sine profetier i Bibelen om en kommende Messias - og i dag bliver ordene virkelighed for hundredvis af børn og unge på børnehjem og en ungdomsinstitution i Jerusalem.

Arbejdet er hjulpet godt på vej af Palma
Foundation, som ledes af Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen. Parret har været missionærer i over 50 år – først i Tanzania og Kenya og siden med afstikkere til Uganda, Nepal og Grønland. De seneste 22 år har de støttet velgørende arbejde i Israel med særligt fokus på udsatte børn.

Forsømte børn
Vi befinder os lige nu på ungdomsinstitutionen Jerusalem Hill, hvor udviklingschef Shira Skolnik tager imod. Jerusalem Hill driver også et kontaktcenter i byens centrum og børnehjemmet Denmark House uden for byen. Denmark House er sponsoreret af Palma Foundation. Og der er brug for al den trøst og hjælp, som disse unge Jerusalemborgere kan få.- En dreng har kun sin mor, som i hele hans liv har været inde og ude af psykiatriske afdelinger og institutioner, fortæller Shira Skolnik. - Når moderen er ude, har hun det ikke nødvendigvis godt. Hun skifter mellem at ville have drengen meget tæt på og at ignorere ham fuldstændig. Sådan har det været hele hans liv, og vi har haft ham, siden han var 10 år. Han har været her i fire år nu og kan have dage, hvor han er fuldstændig skør, hvor kan skriger og smider ting og løber væk. Samtidig er han et dejligt barn og meget musikalsk, fortæller Skolnik og fortsætter med endnu en menneskeskæbne:

Forkvaklet syn på sex
En pige er blevet misbrugt seksuelt af sin far. Hun kom hertil da hun var syv år. Faren døde året efter. Moren og søstrene giver hende skylden, for det var hende, han misbrugte og ikke dem. De har altså et meget alternativt syn på sex. Og hun har selv samme syn på sin far. Hun synes, han var fantastisk, selv om han misbrugte hende. Hun har været her i fire år nu og udvikler sig nu til en ung dame. Men hun kan ikke forholde sig normalt til det modsatte køn og løber konstant efter rengøringsfolkene. Sidste gang hun var hjemme på ferie, løb hun hjemmefra og kom i lag med mænd, som bedøvede hende med stoffer og efterlod hende i rendestenen. Nogen fandt hende om natten, ringede og bad os om at hente hende.

Medarbejdere følger børnene tæt

Hvad kan Jerusalem Hill stille op over for børn, der har så alvorlige sår på sjælen?

- Vi arbejder med dybdegående terapi, og børnene er her i mindst fire år, forklarer Shira Skolnik. - Vi modtager børnene fra de sociale myndigheder, efter at de er opgivet af plejefamilier og andre institutioner. Børnene er på børnehjemmet uden for byen fra de er 7 til 11 år. En fjerdedel fortsætter her på ungdomsinstitutionen til de er 14, og nogle til de fylder 18. Efter intensiv behandling sluses de tilbage til samfundet.

Jerusalem Hill udmærker sig ved, at der er mange medarbejdere til at tage sig af de unge: pædagoger, lærere, en socialrådgiver, en psykolog, en koordinator og en del, der aftjener deres værnepligt på stedet. I øjeblikket bor omkring 25 unge på hjemmet.

- Vi kan derfor følge børnene individuelt. Og alle medarbejdere forpligter sig til at være her i minimum fire år, forklarer Shira Skolnik.

Plejefamilie gav op

Børnene og de unge har først og fremmest brug for voksne, som de kan være trygge ved.

En bror og en søster blev forladt af deres mor. Han var fire og hun var to år, da man fandt drengen på gaden i færd med at lede efter mad til dem begge. Og moren har ikke villet have noget med dem at gøre siden. De sociale myndigheder prøvede at få dem bortadopteret, men ingen ville have dem, for de var hverken pottetrænet eller opdraget på anden måde. En familie tog dem ind men leverede dem tilbage og sagde: ”Vi vil ikke have dem!” Så de kom til os og har været her lige siden. De er vidunderlige børn og er begge meget smukke. Og desværre for dem, vil de ikke forlade institutionen, før de er voksne, for de har ingen at vende sig til. Så vi har praktisk talt opfostret dem begge to. I dag er de hhv. 14 og 12 år.

Og I tager både jødiske og arabiske børn?

- Ja, naturligvis. De sociale myndigheder henviser børnene til os efter behov, ikke efter oprindelse. Så vi har både jødiske og arabiske børn og unge her. Vi tager dem ind, fordi de har brug for vores dybdeterapi.

Tilbage til samfundet

Hvordan vil disse børn nogensinde lære at leve et normalt liv?

- For det første modtager børnene terapi både enkeltvis og i grupper. Hvert barn modtager mindst tre timers terapi om ugen i fire år. Og de kommer sig lidt efter lidt. Først – når de kommer ind fra gaden eller efter overgreb i hjemmet – giver vi dem et knus. Vi beskytter dem og viser al den omsorg, forståelse og støtte, som vort personale kan give dem. Når de når 12-årsalderen fører vi dem langsomt tilbage i samfundet. Her får de også særlig terapi i forbindelse med hestetræning eller hundetræning. De lytter til musik og danser sammen med andre unge på deres egen alder.

Menneskesky og skizofren

Kan du se forandring i dem?

- Ja, jeg kan se børnene udvikle sig, fordi jeg kun kommer her en gang imellem. En pige kom her som 11-årig. Hun havde været indlagt på psykiatriske hospitaler næsten hele hendes liv og var bange for stort set alt. De sidste to år havde hun bedt om at være i isolation, for hun var simpelthen så bange for verden udenfor. Hun var så bange, at hun nægtede at være tæt på andre mennesker. Da hun først kom til os, måtte hun mandsopdækkes hele tiden, for hun ville ikke opholde sig med de andre i spisestuen. Når hun så nogen komme gående i haven, ville hun skynde sig at gå en anden vej. Og nu – et år senere – deltog hun på vores lejr og optrådte på en scene foran alle de andre, og der var flere end 100 børn. På bare ét år! Og det er især bemærkelsesværdigt, fordi hun er den eneste af vores børn, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom. Normalt diagnosticerer man ikke børn så tidligt. Men hun havde fået diagnosen skizofreni.

Slog knytnæve gennem muren

Er der også forandringer i drengenes temperamentsfulde og voldelige adfærd?

- Ja, de lærer at kontrollere deres vrede og få udløb på andre måder. Sidste år afsluttede en dreng behandlingen. Han havde slået sin næve gennem væggen på sit værelse, men da han var færdig med behandlingen holdt han en tale, hvor han sagde: ”Jeg har lavet meget ballade, men nu har jeg lært at håndtere mine følelser. Nu kan jeg møde verden, og når jeg er færdig med min værnepligt, vil jeg komme tilbage hertil som rådgiver”. I år har vi faktisk fået en med i bestyrelsen, som er tidligere klient her på stedet.

- De er meget stolte af at have gennemført forløbet her. Jeg får tit besøg af voksne, som boede på institutionen for 10-20 år siden, og de vil vise, hvad de laver: ”Nu er jeg forretningsmand”, eller ”Nu har jeg fire børn og de har alle en grad fra universitetet”. De er måske ikke stolte af at have været her – for det er stadig stigmatiserende at have været på en institution – men de er stolte over det, de har opnået, fordi de fik hjælp her. Vi har en succesrate på 70 procent.

Tæt samarbejde med familierne

En af årsagerne er, at Jerusalem Hill arbejder tæt sammen med de unges familier.

Selv om vi er en institution for unge, mener vi, at familierne er den vigtigste komponent. Socialrådgiverens opgave er at arbejde med familierne. Familierne kommer på centret en gang om ugen og får en opringning to gange ugentligt. Vi har forældrene i terapi, så de kan have et normalt forhold til deres barn.

Medarbejderne er under stort pres. Derfor er det vigtigt, at de rådgives og efteruddannes løbende. Hver medarbejder er involveret i en eller anden form for rådgivningssamtale tre-fire gange om ugen. Det er med til at fastholde dem. Medarbejderne arbejder her gennemsnitligt i 10 år. Og vi har nogle, som har været her 20, 25 og helt op til 35 år. De bliver bare ved, selv om det er et meget vanskeligt arbejde, slutter Shira Skolnik stolt.

Anne-Lise og Peter Løbner Madsen
Palma-Mission / Mission ude og hjemme, Projekt 5215 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Indisk biskop på møderejse i Danmark - af Kristen Nørgaard Kristensen
Den indiske biskop Jacob Marineni, der er stifter og leder af den indiske, kristne missionsorganisation Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS) besøger danske menigheder i dagene 15. maj 2015 til den 28. maj 2015. Møderne for biskop Jacob er arrangeret i samarbejde med den fælleskirkelige forening Agape Indien Danmark, hvis formål er:
- At informere om GTSSSs mission og arbejde i Indien
- At støtte GTSSSs uddannelse af evangelister og pastorer, GTSSSs sociale arbejde, herunder etablering og drift af børnehjem og skoler for forældreløse børn og børn af spedalske forældre, samt støtte og hjælp til medarbejdere
- At bygge kirker, brønde, hospitaler, plejehjem og teknisk skole m.m.
- At udbrede kendskabet her i landet til den sociale og åndelige nød i Indien
- At bede for biskop Jacob og GTSSSs medarbejdere og deres tjeneste for Herren.

For eventuelle aftaler om møde med biskop Jacob kontakt formanden for Agape Indien Danmark: Svend Meldgaard, tlf. 47312769, mob. 51307261, e-mail: svend.meldgaard@mail.tele.dk

For information om medlemskab af Agape Indien Danmark, aftale om afholdelse af møder om arbejdet, sponsorater for børn, missionærfamilier m.m. kontakt formanden eller kasserer og sekretær Gert Svendsen, Foreningen Agape Indien Danmark, Mågevej 14, 3600 Frederikssund, www.agapeindien.dk, Mail: gert@gert-svendsen.dk Tlf.: 47312769. Mobil: 51307261.
Medlemskab af Agape Indien Danmark og støtte til GTSSS kan betales på bankkonto: Reg. nr.: 5327 Konto: 0241336 med angivelse af navn og adresse eller gennem Missionsfonden projekt ’5939 Agape Indien’.

Om stifteren af GTSSS, Jacob Marineni
Inderen, Jacob Marineni, blev født i 1971 i en traditionel hindufamilie. Som 8-årig lå Jacob for døden, ramt af blodcancer (leukæmi). Hans forældre tog ham med til heksedoktorer, læger og til sidst på sygehus. Lægerne opgav håbet om at redde Jacobs liv. På vej hjem med Jacob overnattede hans forældre hos nogle slægtninge i en landsby, hvor en indisk og en amerikansk evangelist forkyndte evangeliet. De råbte i en højtaler: ”Hvis ingen kan hjælpe dig, så kan Jesus, og han gør det gratis!” Jacobs mor tog sin søn hen til dem, og de bad for ham. Samme nat, hvor Jacobs mor og søster lå og sov, kunne Jacob ikke sove. Det var svært for ham at trække vejret. Medens Jacob kæmpede for at få luft, lukkede han sine øjne og så en mand i hvid dragt. Han troede, at det var hans far. Manden bad Jacob rejse sig. Jacob tog hans hånd, rejste sig og gik ved siden af ham. Manden spurgte til Jacobs navn, og Jacob fortalte ham sit indiske navn. Manden svarede: ”Nej, nej, jeg kendte dit navn allerede, før du blev født.” Manden åbnede en stor bog og pegede på 3 bogstaver ”ja”, ”co”, ”bu”, som betyder ”Jacob”. ”Dette er dit navn, sagde han.” Han lukkede bogen, lagde sin hånd på Jacob og sagde: ”Min søn, du skal ikke dø, du skal leve. Gå tilbage!” Jacob spurgte manden, hvad han hed. Han svarede: ”Jeg er Jesus fra Nazareth.” Idet Jacob hørte hans navn, åbnede han sine øjne, sprang op fra sin seng og begyndte at råbe om Jesus og fortælle om sit syn til forældrene. Efter at være vågnet fra sit syn var Jacob fuldkommen helbredt og hans krop genoprettet. Efter denne mirakuløse helbredelse tog Jacob, hans forældre, søster og slægtning imod Kristus som deres Frelser og Herre.

Kald fra Gud
Under sin opvækst følte Jacob Guds kald. Han begyndte at studere på bibelskole og tog eksamen i teologi. Under bøn og faste forstod han, at Gud kaldte ham til de unåede stammelandsbyer. I 1991 blev han missionær i stammeområderne i den nordvestlige del af delstaten Andhra Pradesh. Han gik til fods fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og blev ofte forfulgt. Han syntes ikke, at han havde noget at tjene med, kun sine tomme hænder. Men Gud sagde til ham: ”Du har din Bibel, så hvis du vil bære Bibelen, vil den også bære dig”. - Sin første menighed startede han med tre personer i en landsby ved navn Duginepalli.

Det var starten på den helt fantastiske missionsvirksomhed, Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS), baseret på Guds kald til Jacob, og dermed til indfødte, gudhengivne, evangelister og missionærer der taler sproget, kender kulturen, leder, uddanner og driver arbejdet.

Missionsorganisationen Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS)

GTSSS er en missions- og hjælpeorganisation fortrinsvis blandt stammefolk, kasteløse og spedalske, som blev grundlagt i 1994 af Jacob Marineni (Herefter kaldet biskop Jacob) i delstaten Andhra Pradesh. I dag har GTSSS arbejde i Andhra Pradesh, Telangana, Orissa og yderligere delstater. GTSSS er baseret på biskop Jacobs vision og byrde for at give de unåede stammelandsbyer i Indien en berøring af Jesu kærlighed gennem forkyndelse af evangeliet og udøvelse af barmhjertighedstjeneste. Fra begyndelsen har Gud velsignet biskop Jacobs arbejde. GTSSS har etableret en lang række hjælpeprogrammer, herunder 31 børnehjem med over 4000 børn, ambulance- og lægehjælp til specielle kolonier for spedalske, har boret Jesus-vandbrønde i over 1.000 landsbyer, som ellers ville være uden eget vand. Flere hundrede landsbyer står på venteliste for at få en ”Jesus-brønd”. I Indien er der ca. 5 millioner mennesker, der er ramt af spedalskhed. Med en ambulance, en læge og to sygeplejersker samt anden form for hjælp rækker GTSSS ud og gør en forskel i de 30 spedalskhedskolonier, som organisationen har kontakt med.

GTSSS har i dag ca. 855 indfødte pastorer/missionærer , som forkynder budskabet om Jesus med deres eget liv som indsats i områder, der er utilgængelige for andre end indfødte. Der er blevet etableret 1095 menigheder i stammeområderne med ca. 60.000 medlemmer og man har arbejde i ca. 12.000 landsbyer. I 2013 blev der åbnet 589 nye afdelinger/områder. Disse pastorer/missionærer forkynder budskabet om Jesus med deres eget liv som indsats i områder, der er utilgængelige for andre end indfødte. GTSSS har egen bibelskole, der årligt uddanner mere end 100 pastorer/missionærer.

Organisationen har en skole for ca. 800 børn i landsbyen Manuguru. 250 af eleverne er børn af GTSSS’ børnehjem på stedet, men størstedelen af eleverne er fra fattige familier i det omgivende samfund. Her findes også et hjem for handicappede børn, som går i samme skole som de andre børn. Det største af GTSSS-hjemmene med egen skole m.m. er i dag et hjem for ca. 1.000 børn udenfor Khammam city. Her er flere hundreder af børnene børn af spedalske forældre. På samme område har GTSSS også en sygeplejerske-skole og en bibelskole. GTSSS har også et lille hjem for gamle, som ellers ville være henvist til at tigge i hindutempler.

GTSSS har hidtil etableret ca. 1.000 vandbrønde, kaldet ’Jesus-brønde’ i landsbyer, som ellers ville være uden eget vand. Flere hundrede landsbyer står på venteliste for at få en ’Jesus-brønd.’ Organisationen har i juni 2014 indviet den første del af bolig- og skolefaciliteter for slumbørn, et projekt kaldet ’Save 1000 slum children’ for børn fra
Hyderabads og Mumbais slumområder.

Som anden prioritet har man planer om iværksættelse af selvhjælpsprojekter som f.eks. risdyrkning og hønsefarm. Ved naturkatastrofer rækker man ud med hjælp til de nødlidende.

I betragtning af, at GTSSS kun er i stand til at rejse 7% af missionsorganisationens udgifter i Indien, samt den forfølgelse kristne i Indien er udsat for, ligger der en meget stor udfordring til os kristne i Vesten om at slutte op om GTSSSs virke både i forbøn og økonomisk.

Kristen Nørgaard Kristensen, Agape Indien, Projekt 5939 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Brasilien af Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro
Kære venner

Ja. vi er i fuld gang med det nye år, og den første måned af året bød på rigtig mange udfordringer. Men nu er de vel overstået, så vi ser tilbage på det alt sammen med taknemmelighed, fordi Herren selv var så trofast i det alt sammen. Og nu er det blevet tid at dele lidt med jer. Vi er her i den, desværre på mange måder ret komplicerede tid, der kaldes karnevalstiden, hvor vi i lørdags hjalp til ved et arrangement på gadeplan i samarbejde med en kirke i Messejana.

Jeg siger tak for forbønnen for mine forældre hjemme i Danmark, de har det efter omstændighederne godt, og det er som om, der har været en bedring for dem begge, et bønnesvar, og min mor går nu på dagcenter 2 gange om ugen.

REJSE I JANUAR TIL AMAPÁ
Med julen og nytåret godt overstået, og besøg nogle dage i starten af januar af noget familie til Pinheiro, så pakkede vi rygsækkene og rejste den 10. januar med bus til Belém, hvor vi var et par dage. Vi var blandt andet til en gudstjeneste i den kæmpestore ’Assembly of God’ kirke dér søndag aften. Og om mandagen den 12. januar var det byens 399 års fødselsdag. Og den dag mødtes vi med to danskere – far Jan sønen Rasmus, og om morgenen den 13. januar tog vi så sammenbåden til Macapá. Det var en speciel oplevelse for dem, og også for os, for det er snart nogle år siden, at vi har rejst med båden og sovet i hængekøjer ombord. Normalt flyver vi. Det tager mindre end en time, men med båden når det let op på 28 timer. Men det er en uforglemmelig oplevelse, der skal prøves!

I Macapá var vi få dage, og jeg havde samtaler med familierne i JIREH programmet, og vi fejrede UMOs 20-års jubilæum den 16. og 17. januar. Det foregik på ækvator-skillelinien. Monumentet, der er bygget dér, er ret specielt. Rasmus optrådte med et trylleshow den 16. om aftenen, og lørdag den 17. var der en workshop i kreativ evangelisering med deltagere fra forskellige kirker. Søndag var vi på en længere udflugt til en mindre by Cutias i Amapa, der grænser op til et naturreservat, hvor vi kender den kvindelige borgmester og hendes familie.

Tidlig mandag morgen skulle vi flyve hjem. Vi kom dog i første omgang kun til Belém, hvor vi ikke kunne komme videre før om aftenen, da flyet, vi skulle havde været med var blevet aflyst, men hjem kom vi, og det endte med, at vi kom til Fortaleza lufthavn samtidig med Rasmus og Jans familier, koner og børn – 2 piger på 4 og 2 år Sabrina og Amanda, og Jonatan på 4 måneder, der kom fra Danmark med en masse bagage. De tog dog på hotel de første dage og vi skulle hjem og have de sidste ting gjort klar.

TIDEN MED FAMILIERNE HER OG TRÆNING AF ARTISTER
De to kreative familier fra Herning var indkvarteret her hos os fra 23. januar til 2. februar, og det var i de dage, at vi havde et fælles program med Rasmus, der optrådte i forskellige sammenhænge, og også med hans mor Henny, der er uddannet pædagog kreativ dynamisk børnekirkekonsulent i Danmark. Rasmus var i Brasilien som 18 årig i 11 måneder, hvor han var på nogle kurser i UMO regi. Vi afholdt her en træning uge, hvor nogle få deltog, der også var indkvarteret her, og vi havde løbende mindre indlagte praktikker, som del af programmet, så det lærte kunne blive brugt. Vi havde også besøg af Carla dos Anjos fra Belo Horizonte Minas Gerais, der er akrobat og junglør. Vi afholdt workshop lørdag den 24. januar i Fortaleza, i en stor kirke, med næsten 200 deltagere.

Nu er vi tilbage til en lidt mere normal hverdag igen, regner vi med. Dog starter vi ikke program op endnu, da der er krav om, at vi skal tilpasse lokalet til en ny lovgivning på det sociale område, med blandt andet et større handicaptoilet, så det arbejder vi på, og lokalet får nu egen indgang fra vejen af, og en mindre legeplads foran. Vi har fået lagt fliser i rummet, men vi skal også have malet, så tingene skrider frem. Vi vil forsøge at arrangere nogle såkaldte arbejdslørdage med frivillige, der kan komme og deltage med at male o.s.v. Vi har i længere tid haft svært ved at få fat i håndværkere, og det er stadigvæk tilfældet.

I april planlægger vi en tur til Amazonen, Amapá, og nok også i oktober, vi har en gruppe af folk interesseret i at tage med på kort missionstur og få et indblik i en anden del af deres eget land og udfordringerne dér. Og vi er inspireret til at forsætte med forskellige træningskurser både her og i kirkeregi, så vi kan være med til fortsat at mobilisere og lære fra os, også af forskellig inspiration og strategier erfaret her i januar.

De er regntid i øjeblikket, men vi har kun fået meget lidt regn indtil videre. Det kan blive kritisk, hvis det ikke kommer regn, især med hensyn til vandstanden i brøndene. Mangofrugterne på vores store træ er ved at være modne, og vi afventer også de modne papayafrugter på de spinkle papayapalmer. Tit får vi frugter foræret af bekendte og naboer, så vi kan altid lave dejlig frisk juice.

Vi sætter i øjeblikket en lille kampagne i gang for at skaffe brugte børnebæreseler, til mødre, så mindre børn kan bæres på maven. Vi har en gruppe på en halv snes mødre med små børn fra en lille landsby nogle få kilometer herfra, som vi vil starte med at invitere til legestue ugentligt, når lokalet er klar.

Vi siger en rigtig stor tak forsat for jeres forbøn for os her og også for jeres støtte. Vi oplever bønnesvar, og vi takker for sundhed og energi. Raimundo fyldte 52 år her den 8. februar.

Vi håber, at det går imod forår i Danmark og ønsker her - i lidt god tid - også glædelig påske.

Kirsten Solveig Larsen og Raimundo Valentim Pinheiro, Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2015 - Missionsrejse til Nigeria
Kære læsere af Missions-Nyt!

Jeg takker Gud for endnu en vellykket tur til Nigeria - jeg bare elsker det land. Tak for forbøn mens jeg var af sted. Forbøn udløser Guds kraft, så mange gode ting sker.

Denne gang var der mange møder på alle døgnets timer. Vi besøgte forskellige ’bedebjerge’ 7-8 gange i dagtimerne. Om natten havde vi flere gange undervisning på bedemøder, der varede hele natten. Der var også pastorseminar, 3 dage på en kirkeorganisations årlige stævne, evangelisation på friluftsmøder, i en landsby og på 2 gymnasier. Til sidst have jeg 4 møder på ’Redeemed Church of Christ Bible College’ - så der var fuld fart på - og det er også bare dejligt - Kongens budskab har hast!

En speciel dejlig oplevelse var en formiddag, hvor vi først evangeliserede en landsby, hvor også landsbyhøvdingen deltog. Jeg prædikede om, at synd er en værre infektion end ebola! Alle modtog Jesus. Derefter prædikede vi på to forskellige gymnasier og så over halvdelen af eleverne modtage Jesus. Jeg fortalte de unge beretningen om, hvor en kommer til Jesus og kalder Ham ’gode mester’ - og Jesus svarer, at kun Gud er god. Galaterne 5.22 fortæller os om Åndens frugter - d.v.s at alle der er født på ny har Åndens frugter - faktisk er kærlighed til vore medkristne beviset på, at vi er født på ny. Det var virkelig dejligt at se så mange gymnasieelever modtage frelsen begge steder. Sikken en stor Gud vi har.

Der var også flere anledninger til at bede med stammekonger til at modtage vækkelsesild - der er mere end 200 stammer i Nigeria. På et møde var der både en undervisningsminister og en tidligere finansminister, fremstående advokater, lederen af et ingeniør teknikum og en stammekonge tilstede.

En af lederne i vor kirke i Danmark havde sagt til mig inden jeg tog af sted: - ”at jeg går til de fattigste” - men Gud vil lade mig betjene de rige og fremstående også. Det er med glæde, at jeg rækker ud til de fattige. Det er en del af evangeliet, at Gud vil lindre enhver menneskelig lidelse - også fattigdom - Jesus blev fattig, for at vi må blive rige ved Hans fattigdom. Og det er en del af forkyndelsen af jubelåret, at Gud sætter de fangne fri og annulerer gæld! Gældssanering er derfor en del af evangeliet - og der blev bedt for rigtig mange netop derfor.

De fleste af møderne foregik i Ibadan, som er Nigerias næststørste by. I byen Gbongan talte jeg 3 dage på et kirkesamfunds årlige stævne. De har lige bygget en katedral, og fortalte mig, at jeg forrige gang jeg var der, havde profeteret, at de næste gang ville have et større sted. Første gang jeg besøgte dem for ca. ti år siden fortalte jeg dem om G12, som er et Guddommeligt princip, der mobiliserer hele Guds folk til aktiv tjeneste. Den gang var de ikke i stand til at implimentere det - det var derfor en stor glæde at høre at pastoren nu en gang om ugen samler 10 disciple, som han træner som ledere. Om discipleskabstræning kunne sprede sig til hele Kristi legeme, ville vi kunne gøre arbejdet med at evangelisere hele verden færdigt i en fart, og Jesus kunne komme tilbage.

Turen afsluttedes på ’The Redeemed Church of Christ Bible College’, hvor der var planlagt 2 møder - men de blev så glade for undervisningen, at der med det samme blev arrangeret 2 mere. Det er et stort privilegium at undervise disse unge - hvoraf rigtig mange skal være distriktspastorer i denne store kirkeretning med 10 milioner medlemmer i Nigeria alene. Den vokster fantastisk meget. Forrige gang jeg var der, havde de datterkirker i 118 lande - nu er det vokset til 183. Wow - Gud gør store ting i de sidste dage. Lad os alle være med til at sprede vækkelsesilden alle steder - også i Danmark og i Europa!

Nigeria er det af verdens lande, hvor kristne er mest forfulgt - men samtidigt er næsten halvdelen af befolkningen født på ny! Det er Afrikas mest befolkede land med over 160 millioner indbyggere. Vær med til at bede om, at det ikke skal blive en slagplads mellem muslimer og kristne. Det kunne hurtigt sprede sig til mere end Nigeria!

Må gud velsigne dig med alle velsignelser i Kristus Jesus. (Efeserne 1:3) Lad os alle helliggøres og deltage i Guds Riges arbejde med flid.

Peter Christensen - GOOD NEWS GLOBAL OUTREACH, Projekt 5582 i Missionsfonden