Missions-Nyt nr. 4 2014 - Leder: af Annelise Matina Larsen

Kære alle missionærer, læsere, givere og øvrige medhjælpere, som hører Jesus Kristus til.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vores far og Herren Jesus Kristus. Hver gang jeg tænker på jer, fyldes mit hjerte med glæde, og når jeg beder for jer, gør jeg det med stor tak til Gud. I har jo været med til at sprede det glædelige budskab om Kristus lige fra det øjeblik, I tog imod evangeliet, og I gør det stadig.

Jeg er overbevist om, at han, som har begyndt sin gode gerning I jer, han vil fuldføre det indtil Jesu Kristi dag.

Vi har nu i hele 2014 set 50 år tilbage i Missionsfondens historie, og vi har læst og hørt fra jer kære missionærer, at Gud på mange måder har kaldet jer til at arbejde for Herren. Han har begyndt den gode gerning i jer - OG HAN VIL FULDFØRE SIT GODE VÆRK. Der er her tale om fremtiden - lige INDTIL - Jesu Kristi dag.

HAN VIL fortsat arbejde med jer INDTIL den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen. (se

nr. 3 af Missions-Nyt, hvor Gardar Ragnarsson havde et fint missionshjørne om, når

Jesus kommer igen og henter os hjem til sig i himlen). Jeg beder om, at jeres kærlighed må blive ved med at vokse, og at I må få større åndelig forståelse og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige og træffe de rigtige valg.

Jeg beder om, at I på Jesu Kristi dag må kunne stå med en ren og uplettet samvittighed OG MED RIGE RESULTATER AF DE GODE GERNINGER SOM KRISTUS HAR UDFØRT GENNEM JER TIL ÆRE OG PRIS FOR GUD.

Jeg er så taknemmelig for, at det er KRISTI GERNINGER I OS OG MED OS der tæller, og ikke hvad vi som enkelte mennesker formår i egen kraft.

Thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Midt i denne verden, der er fyldt af fordærv og frygt, skal I være som strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørke.

I år 61 e. Kristus blev dette brev første gang sendt ud. Paulus skrev til mennesker i Filippi, men budskabet er også en hilsen til jer i 2014 Kærlig hilsen Annelise Matina Larsen.

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Irland, af Agnete og Tony Simpson Fra vores udpost i Congo:

Vi takker Gud for det, der er opnået, bare i de sidste få måneder dér. Skolen bygges og fungerer - skønt der er meget, der skal udvides - og meget der skal ordnes endnu, så som løn til lærere og skolepenge for de, hvis forældre ikke kan betale

(det er de fleste). Første etape af registrering ved regeringen er i orden efter deres

forlangende.

Vi spurgte Alberto, hvordan i alverden doktoren havde klaret at udføre operationer, bare på et solidt hjemmelavet bord, og praktisk talt uden udstyr. Alberto svarede: ”Når man er i Congo, må man improvisere med alt muligt!” - så vi ved ikke ret meget mere - ud over, at vi hjælpe nu. Vi er i gang med at samle medicinsk udstyr til ham - sager som bliver smidt væk her i Irland. Alt kan bruges i Congo! Så næste gang Alberto sender en container derud, kommer der hjælp herfra.

I kirken i Kimwenza er der stadigvæk folk, der bliver frelste. Der er flere gode hjælpere

dér, både mænd og kvinder. Alberto indsatte ledere, da han var derude i sommer. Mange fattige og forsømte børn har fundet et hjem i kirken dér.

I landsbyen Congelos er der en gruppe kristne, som samles. De, der er i stand til at gå over et bjerg for at komme til Kimwenza om søndagen, gør dette. Mange kan dog ikke, og vejen er for lang, om man ikke har motorcykel. Alberto ser behov overalt, som kalder!

Cork, Irland

Efter at kirken i Cork har været ’hjemløs’ i over 11 år og har måttet bruge forskellige steder til arbejdet, har vi i de sidste halve snes dage fundet en ejendom, som vi er i forhandling om. Stedet er først kommet på markedet i de sidste få uger og passer os langt bedre end noget, vi tidligere har set på. Vores ejendomsmægler har givet et tilbud for nogle dage siden, så vi beder om, at sagen vil gå i orden.

Blandt de rejsende folk ser vi stadigvæk, at nogen bliver frelste nu og da. En stor del af dem kommer regelmæssigt i kirken, hvor der nu er to vidt forskellige kulturer, og der skal arbejdes med tilpasninger. Men når viljen er der, så hjælper Herrren.

Vor gode bror Kevin, som arbejder blandt de rejsende folk her, kører nu også til Dublin (300 km. fra Cork) hver uge. Siden de første fra Dublin blev frelste, da de var på familiebesøg i Cork i foråret, er der nu en gruppe på 40, som samles i Dublin. Kevin døbte 6 af dem denne uge.

Det er en stor forpligtelse for Kevin at klare Dublin såvel som Cork, og han behøver Guds nåde og hjælp. Sidst men ikke mindst, ønsker vi at udtrykke vores store taknemmlighed til Missionsfonden for den støtte, vi har fået gennem så mange år. Uden dette ville vi vanskeligt have kunnet fungere - det samme gælder Albertos arbejde i Congo de sidste par år.

Tak for forbøn. Må Gud velsigne alle i det nye år. Tony og Agnete - Projekt 5076/Congo i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Peru, af Helmi og Felipe Castro Tre dage i paradiset

146 børn og voksne fra fattige pastorfamilier var tre dage i paradiset!

Takket Missionsfonden, som gav penge til formålet, kunne vi invitere disse familier, fra et stort område i Nordperu, til en weekend ved havet.

De fleste bor til daglig i små ler-murede huse med små mørke værelser - i ørkenområder

med fattige landsbyer, og de forkynder evangeliet under trange kår. For dem kom denne invitation som et lys i en ellers svær hverdag. De samledes i den større by, Piura, og så blev de transporteret de tre timers kørsel mod nord i 3 busser og derfra videre i hotellets små busser.

De blev indlogeret i dejlige værelser lige ved stranden. For nogle af dem var det første

gang, at de så havet. Børnene fik et strandsæt med spand og skovl, og så var de som familier klar til eftermiddagens konkurrence i sandfigurer. Det var så dejligt at se dem

arbejde sammen som familie.

Hver dag havde vi en samling, hvor vi delte Guds tanker for dem, og mange af dem var

trætte, mismodige og ensomme. Med disse dage fik de nyt mod og kunne se, at Gud

ikke har glemt dem!

Det var dejligt at se dem spille fodbold, billard og lege; nyde svømmebassin og havet; nyde at få serveret maden! Mest af alt se dem søge Herren om morgenen på stranden og til møderne! Og børnene var lykkelige!

Da de skulle tilbage, var de kede af det; det var svært for dem. Alt det, som vi tager for givet, for dem er det udelukket. Fattigdom er forfærdeligt! Ikke at have mad til sine børn, ikke at kunne gå til lægen, ikke kunne købe medicin, skolebøger...! Min dybeste respekt for disse mennesker, som tjener Jesus under den slags vilkår.

Tak til alle jer, som har gjort TRE DAGE I PARADISET muligt! At velsigne dem, som arbejder for Jesus, det er at gå direkte ind i Jesu hjerte! Tak for jeres fortsatte støtte til vores arbejde med pastorfamilier i hele Peru. Holder vi pastorerne oppe, så holder vi Guds rige oppe! Så kan de trøste med den trøst, som de selv har modtaget! Når pastoren bliver fornyet, så kan han bringe fornyelse! Sådan når vi meget længere ud med evangeliet.

Stort knus og tak fra Felipe og Helmi Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Thailand, af Birthe Steffensen

Hjemme igen efter et dejligt besøg til skolehjemmet i Nakhonthai og familien Maprang er glæden og taknemligheden stor. Jeg husker modløsheden efter sidste besøg, og de mange store behov, der sprang i øjnene. I dag er situationen meget anderledes, og alt ser bedre ud. Der er elektriske vifter i loftet på sovesalene og gitter for vinduerne og metaltrådsgitter for vinduer og døre. Det elektriske system er udskiftet. Lejligheden ovenpå sovesalene er udvidet og har fået eget toilet. Der er bygget et helt nyt og meget dejligt køkken, og lavet nye toiletter ved kirken. Nu er de i gang med at lægge nyt tag på bygningen med sovesalene samt støbe cementgulv i spisepavillonen. Det er to store men også dyre projekter, som vil forbedre forholdene meget.

Prayoon er meget fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden. Der er 30 børn på skolehjemmet fra stammelandsbyerne, og Prayoon forventer, at det er et stabilt antal de kommende år. Det er også et antal, som passer meget bedre til deres kapacitet og til stedets kapacitet, end de 75 børn, som de havde en overgang.

De har også forsøgt at have et elevcenter/fritidshjem for thailandske børn, som havde behov for støtte og omsorg, men det skabte for meget uro på skolehjemmet, og de måtte se i øjnene, at det havde de ikke kapacitet til, og det kunne de ikke tage ansvar for.

Medarbejdersituationen har været stabil de sidste år, og Prayoon har været meget glad for sit team. Det er et takkeemne. Nu har de desværre lige måttet sige farvel til 3 medarbejdere på grund af familieproblemer, som gør, at de må prioritere anderledes. Den ene kvinde har stadig mulighed for at hjælpe dem i weekenderne, og det er en stor hjælp. Det andet ægtepar håber, at situationen ændrer sig, så de kan komme tilbage. Det er et bedeemne. Heldigvis er der endnu et ægtepar, som bor på skolehjemmet med deres to børn, og de har ingen planer om at rejse. Det er også et takkeemne.

Det er også en glæde at kunne fortælle, at sy-værkstedet er i fuld gang. Efter at det blev totalt ødelagt i en orkan for nogle år siden, og de dyre maskiner blev smadret, er det langsomt kommet i gang igen og har år for år vokset sig større. Sathiyaa’s storesøster Manit er tilskærer og skrædder, og det er hende, der underviser og uddanner nye medarbejdere. Der er nu over 30 hjemmesyersker og 5 under uddannelse. Manits datter

og svigersøn er også medarbejdere. De kører rundt til hjemmesyerskerne og afleverer

materiale til nye opgaver, afhenter det færdige arbejde og pakker og sender det til kunderne, ligesom de opsøger potentielle nye kunder.

Ved et tilfælde har de også fået en finsk kunde. Sathiyaa faldt i snak med nogle udlændinge på natmarkedet i Nakhonthai. De viste sig at være fra Finland, og på en eller

anden måde fik hun en ordre i hus på skoleuniformer til en grundskole i Finland. De

øvrige kunder er thailændere, og lige nu er der ekstra travlt på sy-værkstedet, fordi distriktet Nakhonthai har fået et logo. Det betyder at offentlige myndigheder og institutioner skal have skjorter med det nye logo, så der er gang i produktionen. En dag var vi med Prayoon ude at køre, og han holdt ind til mekanikeren for at få ordnet en lille ting på bilen. Da vi kørte derfra, fortalte Prayoon, at mekanikeren havde haft problemer med en kvinde, som ønskede at købe hans hjerte. Det er en meget rig kvinde, som har en alvorlig hjertesygdom. Hun er i regelmæssig behandling på et hospital i Phitsanulok, men hun havde fået den idé, at hun ville overtale én til at sælge sig sit hjerte, og derfor blev hun ved med at plage mekanikeren. Hun ville betale ham næsten hvad som helst, men han blev ved med at sige nej og var træt af, at han ikke kunne få hende til at holde op.

Prayoon kendte ikke kvinden men vidste, hvem hun var, og hvor hun boede. Han besluttede sig til at tage ud og fortælle hende om Jesus og hans magt til at helbrede. Hun lyttede interesseret, og Prayoon fik lov til at bede for hende. Der skete en øjeblikke

lig bedring. Hun fik en helt anden kulør og følte sig meget bedre. Prayoon opfordrede

hende til at tage til hospitalet og fortælle dem, at Jesus havde helbredt hende. De var forbløffede, da de så hende. De kunne ikke forholde sig til hendes beretning om Jesus, men de kunne konstatere, at der var sket noget uforklarligt. Kvinden er glad. Hun har mødt Jesus, og er begyndt et nyt liv med ham. Mekanikeren er glad, for kvinden er holdt op med at plage ham. Han lytter gerne, når Prayoon taler med ham om Jesus, men han er endnu ikke kommet til tro. Det tror jeg, han gør.

Jeg vil slutte med ønsket om Guds rige velsignelse over julen og det nye år og mange varme hilsner fra Prayoon og Sathiyaa Maprang og Birthe Steffensen Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Filippinerne, af Abby og Peter Capili Hansen

Kære Missionsvenner. En lille hilsen fra vores missionsarbejde på Filippinerne.

Vi takker for jeres forbøn og støtte i vores arbejde i Sydøst-Asien. Og mens du læser

dette, hjælper vores lille missionsorganisation Angel Relief fattige børn flere forskellige

steder på Filippinerne denne jul. Vi kan ikke være alle steder, men gennem vores fantastiske frivillige og samarbejdspartnere kan vi hjælpe hundredevis af fattige børn, som aldrig vil glemme den hjælp de får og evangeliet, der bliver plantet i deres hjerter. Og uden jeres støtte ville dette ikke være muligt. TAK. I løbet af jul og nytår har vi specielle fremstød i provinserne Cavite, Cebu, og Sydlige Leye. Her vil en masse børn få julegaver og andet af Angel Relief. Vi har også arrange

ret flere evangelistiske kampagner med crusades og mad-uddeling i Cavite. Ved disse

kampagner bruger vi både kirker og åbne sportspladser, og vi vil også have specielle møder for unge mennesker og børn, hvor vi vil undervise dem og sætte dem i brand for evangeliet og opfordre dem til at evangelisere.

Det er meget vigtige samlinger som vi kalder the Great Comission”, fordi hvis vi kan sætte unge i brand for Jesus og undervise dem i evangelisation, kan dette land blive forvandlet. Børnene og de unge tilhører den nye generation af evangelister og pastorer i dette store land med 100 millioner indbyggere.

Vi planlægger ungdomstræningsamlinger på alle de steder vi har fremstød på Filippinerne. Vores slogan er: Win-Train-Send. (Vinde-Træne-Udsende). Vores vision er at vinde sjæle, træne kristne og sende arbejdere ud på missionsmarken i samarbejde med lokale kirker.

I forbindelsen med denne vision har vi en drøm om at udvikle et Angel Relief Hope Center i Cavite, hvor alt vores arbejde går ud fra. Det vil være en slags evangelisations-og hjælpecentral hvor vi kan koordinere alt vores arbejde i forbindelse med crusades og akut nødhjælp til områder som er berørt af naturkatastrofer mm.

Dette er en stor vision og drøm som vi kommer til at dele mere med jer snart. Det er også en drøm der er meget større en vores nuværende budget, men hvor Gud leder, skal han nok åbne de økonomiske døre.

Husk forsat at bede for vores arbejde i 2015. Må Gud velsigne dig. Godt Nytår

Abby & Peter Capili Hansen Angel Relief, Filippinerne. www.angelrelief.org Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - ’Kærlighedshjemmet’, af Tabitha og Torkild Jensen

Kære elskede venner. Vi håber, at I har haft en rigtig god ferie. Sommeren har jo været fantastisk i år med masser af sol.

Under vores ophold i Danmark, oplevede vi selv noget af den skønne danske sommer. Derfor var det lidt svært for os at forlade Danmark, da vi vidste, at vi skulle tilbage til den afrikanske ”vinter”, som kan være ganske kold.

Vi havde 3 fantastiske måneder i Danmark, hvor vi mødte mange af jer kære venner. Tusind tak for jeres kærlighed og den måde i tog imod os.

Selvom vi kun har været tilbage i kort tid, er vi efterhånden ved at have et overblik over arbejdet samt vore byggerier. Medens vi har været i Danmark, er der sket en udvidelse af køkkenet og spisesalen på vores skole, på grund af et stigende antal elever. Desuden er der gjort to klasseværelser færdige til børnehaven, så Gud har virkelig velsignet arbejdet.

Under vores ophold i Danmark, samlede vi penge ind til et køkken og en spisesal på

vores ’Kærlighedshjem’, som ledes af John og Rosabella. Vi fik samlet gaver ind på i alt

102.000,- kr. al ære til Jesus.

Børnene bor meget trangt på ’Kærlighedshjemmet’, da der er 18 børn fordelt på 2 små værelser, på 3x3meter. Nogle af børnene er ved at være teenagere, og pladsmæssigt er det ikke særligt rart for børnene, der bor som sild i en tønde. Derfor har vi tænkt på at bygge 2 sovesale (til henholdsvis piger og drenge), ovenpå køkkenet og spisesalen. Dette vil give mere plads og gøre det meget rarere for børnene at bo på hjemmet.

Børnene kan ikke få bedre hjem, end hos Rosabella og John. De er bare de fødte forældre. Selvom de selv er barnløse, så har Gud alligevel givet dem disse mange skønne børn.

Hvis I vil være med til at støtte byggeriet af sovesale oven på køkkenet og spisalen, så

har vi brug for lidt flere penge. Hele projektet vil komme til at koste ca. 170.000,- kr.

Dermed har vi brug for endnu 70.000,- kr. Tak om du vil være med til at bede om, at pengene må komme ind, så de kære børn kan få bedre sovemuligheder. Vi har så ofte oplevet det store mirakel, at ”mange bække små gør en stor å”.

Vi vil være meget taknemmelige for din støtte til dette projekt. Vi tror det er vigtigt, at børnene vokser op under trygge og gode forhold. Tusind tak, at du vil være med til at bede om, at det, der ser umuligt ud for mennesker, er muligt for Herren. Kærlig hilsen Tabitha og Torkild.

Projekt 5066 i Missionsfonden Mærket ’Sovesale’

Missions-Nyt nr. 4 2014 - ’Passion for næste generation’, af Malene og Andreas Vejnø

Vi har gennem de seneste tre år været involveret i børnearbejde i Zambia med særlig fokus på børn og det overnaturlige. Vi brænder for at se den næste generation vokse op med en levende, dyb relation med Jesus. Derfor har vi i børnekirke-regi arbejdet særlig med 3 værdier:

I august slog vi for første gang dørene op til en hel uges børnemedarbejder-konference med 90 deltagere fra mange steder i landet. Konferencen var afholdt i samarbejde med organisationen ’Kids in Ministry International’, som vi har været i kontakt med hen over det sidste år.

Konferencen indeholdt 15 lektioners ’PowerClub Training’ som Kids in Ministry står bag. Vi tilrettede undervisningen lidt og tilføjede et par lektioner for at gøre undervisningen relevant i Zambia.

Træningen lægger et bibelsk fundament for børnearbejde og bruger tid på at forstå den generation af børn, som vokser op idag. Derudover er der mange praktiske lektioner som skal udruste til rent faktisk at lede en børneklub.

Alle 90 deltagere modtog på konferencens sidste dag et certifikat som kvalificerer dem

til at starte en børneklub – en såkaldt “PowerClub” – i deres lokalområde. Vi havde opmuntret til, at kirker sendte mindst 2-3 medarbejdere fra hvert område, så det er et helt lille team som vender hjem og kan starte en “PowerClub”. Konferencen indeholdt også tid til at fremstille forskellige kreative rekvisitter til brug i børneklubberne. Vi oplever tit at folk er begejstrede for at se hvordan man kan bruge forskellige virkemidler i interaktionen med børnene, men når de så vender hjem, bliver

det vanskeligt selv at finde kreativiteten frem. Derfor ønskede vi at give kreativiteten et

skub allerede inden medarbejderne blev sendt hjem.

Vores vinkel på konferencen var endnu engang at lede børn ind i Guds nærvær. Det kræver medarbejdere som selv har smagt Guds godhed og kærlighed. Aftnerne var derfor dedikeret til lovsang, tilbedelse og tid i Guds nærvær.

Vi oplevede virkelig at være under åben himmel. Gud var stærkt tilstede, og ofte fandt vi os selv fulde af beundring over, hvordan Han mødte mennesker. Mange kunne fortælle vidnesbyrd om, hvordan de havde haft livsforvandlende møder med Gud, og hvordan de havde mødt Faderens kærlighed. For en stor del var det en ny måde at være på konference på, fordi der ikke kun blev undervist men også tid til respons og tilbedelse.

Vi havde nogle dygtige lovsangere med os, og ligesåvel som vi brugte tid i tilbedelse, var der også fest og farver, høj jubel og dans. Zambianerne forstår virkelig at feste! Den første respons på konferencen er begyndt at komme ind, og vi har mange, som vil i gang med at starte PowerClub’s. Andre, som ikke nåede konferencen, spørger efter nye træningsmuligheder. Så vi glæder os til at se hvilke døre Gud åbner, for at flere børnemedarbejdere kan blive trænet og tændt for at række ud til den næste generation i Zambia. Malene og Andreas Vejnø.

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Med enkeltbillet ’Downunder’, af Dina Andersen

I oktober lagde Karen og Ole Andersen ud på en længere rejse. Turen gik til Perth, Australien – på enkeltbillet.

Karen (49) og Ole (50) har været gift i 29 år og har to børn på henholdsvis 25 og 27 år. Efter 19 år som plejehjems-assistenter forlod de karriererne, solgte huset, og rejste på

DTS i Australien. Efterfølgende flyttede de til Sjellebro for at engagere sig på fuldtid i

UMOs familiearbejde. Det er nu otte år siden og 5 familie-DTSer, 16 familielejre og utallige par-kurser og seminarer senere er Karen og Ole klar til at tage hul på næste kapitel.

Lige siden DTSen (Discipel Trænings Skolen) i 2006 har Karen og Ole drømt om en dag at vende tilbage til Australien for at se UMOs familiearbejde etableret på basen i Perth. Nu bliver drømmen til virkelighed.

– Vi begyndte i UMO som en respons på en trosvision for vores familie, som vi fik på

’Weekend for Ægtepar’ tilbage i 2003, fortæller Ole. – Den vision kan opsummeres i sætningen: ”Equipping today’s families for the challenge of tomorrow”; altså at udruste familier i dag til at møde morgendagens udfordringer, hvad end de måtte være. Om det er en relationel udfordring dem imellem eller i forhold til at række ud i tjeneste, ønsker vi at hjælpe familier og par og udruste dem til den opgave, som ligger foran dem.

– Vi brænder for at se familier discipelgjort og rejst op som stærke søjler i samfundet, som kan være med til at række ud til andre, tilføjer Karen. – Det er det, vi har været med til at gøre gennem familiearbejdet i UMO Danmark, og det er det, vi skal fortsætte med,

når vi flytter til Perth.

Parret fortæller, at drømmen om Perth for alvor blev vakt til live igen sidste sommer på en UMO DNA-konference i Norge, da de uventet stødte på Peter Brownhill, som pionerede UMO i Perth. I tillæg til dette ’tilfældige’ møde oplevede de, at Gud på nyt bekræftede deres kald til nationerne og mindede dem om ord, som han havde sået i deres

hjerter for flere år siden, allerede tilbage på DTS’en i Perth.

Guds timing er perfekt, siger Karen, som fortæller, at selv om drømmen blev plantet for otte år siden, var tiden ikke moden dengang.
Tiden på Sjellebro har været utrolig værdifuld og vigtig for os, og været med til at forme os og udruste os til det, som vi nu skal træde ud i. Vi ser tilbage på årene med stor taknemmelighed; taknemmelighed for alt det vi har lært, for det vi har været med til at bygge op, og for de mennesker vi har lært at kende.
Mest af alt sidder vi tilbage med taknemmelighed til Gud for hans store trofasthed. I løbet af de sidste otte år er vi blevet udfordret mere end i de 19 år i normalt arbejdsliv, fortæller Karen, og Ole tilføjer: – Vi er blevet udfordret på tro, på fleksibilitet, på lederskab, og ikke mindst på det økonomiske felt. Men Gud har været med hele vejen og mødt os i udfordringerne. Han er Klippen som står fast, og det vil han fortsat være i de udfordringer, som venter forude. Vi ser fremad med stor forventning.
Karen og Ole flyttede til Perth i oktober. Her skal de være med til at starte et familiearbejde op som både samarbejder med de lokale kirkers eksisterende arbejde, samt tjener basen indadtil.
Der er en stor mænge unge på basen i Perth. Både unge singler, par og familier. Vi ønsker at starte et familiearbejde som også rækker ud til dem, for at styrke og udruste dem i de udfordringer, de står i. Vi ønsker at se unge familier klædt på til fuldtidstjeneste, hvor de trives, vokser og holder i det lange løb, fortæller parret. – Desuden vil vi gerne tage familie-relateret tjeneste med ud på missions-ture udenfor Australien. Vi ønsker at udruste familier til at række ud til andre, og til at bygge deres eget familieliv på et bibelsk fundament og på bibelske sandheder. Karen og Ole håber også på sigt at kunne starte skoler for familier på basen i Perth – både Familie DTS (DTSF) og Family Ministry School (FMS).
Det er fantastisk at se den forvandling, der sker, når familier er i en proces med discipelskab. Børn og voksne vokser sammen med Gud og hele familien bliver ’impactet’. Det er noget, vi har elsket at være en del af gennem vores tid på Sjellebro, og noget vi ser frem til at være involveret i igen i Perth, fortæller parret.

I løbet af deres første fire år ’Downunder’, kommer Karen og Ole sideløbende til selv at

være elever på to skoler, fokuseret på lederskab og tjeneste-udvikling.

Vil du vide mere om Karen og Oles arbejde, kan du kontakte dem på e-mail adressen: okand@okand.dk. Dina Andersen

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Stor kampagne i Tanzania, af Hannah og Egon Falk

Aldrig tidligere har vi oplevet så mange mennesker møde os på vejen som ved ankomsten til Dongobesh. Omkring 5000 mennesker hilste os velkommen med stor begejstring, sang og gaver.

På åbningsmødet kom Distriktskommisæren og holdt en uforglemmelig tale, hvor han

sagde, at han hellere ønskede flere sådanne Gospel-kampagner end politiske møder.

Gospel-kampagner forener folket, hvorimod politiske møder splitter folket, sagde han med stor tyngde.

Efter Egons forkyndelse stormede cirka 5000 mennesker frem til forbøn for frelse og

helbredelse. I løbet af ugen så vi mange helbredelser, blinde og svagtseende fik deres

syn, dårlige ben blev raske og kræftsvulster forsvandt. På seminaret i den lutherske kirke var der stopfuldt hver eneste dag og søndag formiddag måtte ca. 1000 mennesker stå udenfor. Hannah og Egon Falk, NLO - Projekt 5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hilsen fra Laura Axell

Efter vi vendte tilbage til Danmark, har min arbejdsbyrde været ret stor. Jeg skrev og oversatte næsten i døgndrift, men nu efter jeg kom tilbage fra den seneste rejse til Sydamerika, er byrden blevet mindre. Nu håber jeg så at kunne gøre noget ved alt det, som jeg altid har haft lyst til at gøre. Så timerne er forsat besat, men det er med mere spændende og mere private ting.

Det er jo rigtig fint at Missionsfonden samler ind til en jubilæumsgave til arbejdet i

Paraguay. Det bliver Tirsa virkelig jublende glad for. Hun gør et godt og meget solidt arbejde blandt Paraguays udsatte børn og unge samtidig med at hun og hendes mand Gabriel er meget aktive i kirken, de tilhører og i de kirker, der behøver deres hjælp. Ved den seneste dåb var der 4 fra hendes arbejde, som lod sig døbe.

Jeg (og min mand Bengt) var virkelige glade for, at vi brugte tiden, vi fik på den bedste

måde. At vi begge blev velsignet med arbejdsglæde og den energi et sådan missionsarbejde kræver.

Nu, i dag er der andre, der har taget over og forsætter. De er dygtige og udholdende. Jeg hjælper Tirsa (og andre) med skrivearbejde, speciel det, der skal skrives på nordisk sprog…og med at oversætte... og sådan, som ikke kræver så meget fysisk kraft – og hvor der ellers behøves lidt ekstra viden om arbejdet.

Som alle andre bedstemødre, så assisterer jeg mine 7 børnebørn, der bor i nærheden, når der er behov for det. Et par stykker kommer tidlig for at spise morgenmad inden skolen. Deres forældre tager tidligere afsted. Siden kommer de tilbage nogle timer efter

skolen de fleste af dagene.

Ruben har nogen gange nævnt evangelisk børnemission, som nu har skiftet navn. Jeg husker da vi var i Danmark, for mange år siden, var vi med på en af disse skønne børnelejre.

Ja, jeg/vi har, og har haft den store glæde, at alle fem børn tjener Gud sammen med

deres familier på de steder, hvor de befinder sig. At missionsmarken/arbejdet ikke har

skadet dem, tværtimod! Der er så meget at sige Gud tak for.

Det er mærkelig at tænke, at jeg var dér og hørte Ib Sund Nielsen fortælle om sin vision, at oprette et organ, et missionsblad, som alle missionærer kunne bruge for at få sine informationsbreve ud. Missionærene der var hjemme, skulle så gøre arbejdet. Det sidste kunne nu ikke rigtig lade sig gøre, og så tog Otto Lohse over og siden Svend Lohse… og alle medarbejdere, der har været gennem årene. Et dejligt blad - til glæde for missionærer og missionsinteresserede. Håber I ikke trættes! Må Gud RIGT velsigne jer alle. Mange kærlige hilsner, Laura Axell Projekt 5353 - JUB4 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hilsen fra Hans Neerskov

Tænk at der er gået 50 år fra den spæde og vanskelige start for Missionsfonden og Missions Nyt.

Dengang var der desværre strid i Pinsevækkelsen. En stærk fløj tillod ikke initiativer,

som blev taget af andre selvstændige menigheder. For ”magten lå hos dem!” og ikke hos Den almægtige Gud, som inspirerede andre gode tiltag.

Heldigvis er de tider forbi. Da forstander Alfred Lorenzen blev leder i Elim, kom der en forsoning i Pinsevækkelsen, og det er uforståeligt, at hans liv skulle blive så kort.

Missions-Nyt har gennem årene været til megen stor velsignelse for missionsinitiativer, taget af enkelte mennesker og grupper, som Gud ved sin Ånd har kaldet til mange forskellige missionsopgaver. Otto Lohse var initiativtageren til dette, som gennem årene har båret så megen frugt.

Det er altid en glæde, når bladet kommer hver tredje måned, og alt bliver læst med interesse og glæde over de mange forskellige missionsinitiativer. Tak også til Svend Lohse for det store arbejde han lægger for dagen.

Må jeg opfordre alle abonnenter til at dele glæden over Missions-Nyt med kristne venner

og bekendte, så bladet må få endnu flere abonnenter.

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hilsen fra Esther og Sankar, Indien MANY CONGRATULATION FOR 50TH YEAR ANNIVERSARY

50 years of faithful service to Gods kingdom.

We as a family have many good memories from the past many years of how God used Missionsfonden as a tool in His hand to help and to support us as a family as well as to build the broken life of many hurting and fatherless children - to bring hope and dignity by restoring them and by providing quality education.

Esther and I want to bring our deep appreciation to Missionsfonden and its partners for your generosity, kindness and friendship extended to us by providing excellent service to

our God given vision - and helping hand to build Gods work in India. We wish you a Gods Blessings prayer for protection over your mission. With Prayers and Congratulation many good wishes from Sankar and Esther Projekt 5145 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hilsen fra Israel, af Ann Goldman

Her i Poriya er høstens højtider nu godt i gang. ’Rosh Hashanah’ og ’Yom Kippur’ er allerede over, og vi er midt under løvhyttefesten.

Vi har haft mange gæster her i Beit Rafael, som har hjulpet med bønnearbejdet for Israel. Folk her i landet er heldigvis ved godt mod, på trods af al den modstand, de møder fra resten af verden. Det er ikke let for dem at forstå den megen antisemitisme. Det er godt og være her for dem, som behøver vores hjælp, hvad enten det er holocostoverlevende eller fattige børn, som behøver økonomisk hjælp til både mad og klæder, skoleudstyr mm. Vi har ikke så meget, men vi giver det, vi kan.

Vi er her også for lokalbefolkningen i vor landsby. Nabodrengen på 17 år fik pludseligt

hjernehindebetændelse og har været kritisk syg. Vi har bedt meget for ham og forældrene og også hjulpet dem med at passe de mindre børn, mens mor og far var på sygehuset.

En anden nabo har ernæret sig ved at sælge kogebøger gennem turistbutikkerne, men på grund af krigen i sommer, stoppede salget for hende og hun ved ikke, hvordan hun nu skal klare sig. Den nabo har vi også hjulpet med lidt penge og formidling af salg af kogebøger. Hun er messiansk jøde og tror at Jesus vil hjælpe henne. Vi vil formidle salg af hendes kogebog via vores hjemmeside: www.beitrafael.com.

Rebecca er vort nye medlem i huset. Hun er også jødinde og har hjerte for at hjælpe traumatiserede mennesker. Hun har arbejdet som psykolog, også for kristne, og hun har brugt Guds ord og bøn som led og hjælp i behandlingen.

Vi er taknemmelige for al økonomisk støtte til ’Hans aller-mindste’ her i landet. Vores arbejde er også at formidle Jesus til hans eget folk. Det er ikke altid så let, men vi må bruge de anledninger, vi får. Vi beder om Guds visdom på alle områder. Men vi ved også at vor livsførsel er et vidnesbyrd.

I skal vide, at vi er taknemmelige for alt som I giver til vort arbejde. De, som velsigner Israel, bliver selv velsignede.

Hilsen fra Ann Goldman i Beit Rafael. - Projekt 5065 - Jub 3 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hjem til det østlige Ukraine, af Irene og Jan Kaae

Den 27. september havde Jan og jeg den glæde at besøge vores Ukrainske venner Stas og Ludmilla samt halvdelen af deres 11 børn i et sommerhus på Falster. Familien var på vej hjem til en uvis situation i det borgerkrigsramte østlige Ukraine. Alligevel var de glade.

Med os havde vi en pengegave fra Missionsfonden. Pengene var oprindelig givet til transport af nødhjælp. Men da transporten pga. krigen ikke var mulig, tillod Missionsfondens bestyrelse at pengene blev givet, som en gave til familien i en svær økonomisk tid. Offentlige lønninger og hjælp til de mange plejebørn er nemlig ikke blevet udbetalt i det

østlige Ukraine i flere måneder. En situation, der har gjort livsvilkårene for familien svær.

”Vi må være der, hvor Gud har sat os”, sagde Ludmilla, da vi forsigtigt spurgte om de nu også var helt sikre på, at hjemrejse var det bedste. ”For det er nu, at mennesker brug for Gud”, fortsatte Ludmilla. Og ja - det kunne vi godt forstå. For har det ikke altid været sådan, at vi mennesker er mest åben for evangeliet, når nøden banker på. ”Vi er ikke bange for at rejse. Vi tror at Gud vil være med os og vi er så taknemlige for den hjælp som vi modtager” forklarede Stas. Det blev aftalt, at vi skulle viderebringe familiens varmeste tak til Missionsfonden. Derefter havde vi tid til en bønnestund. Børn og voksne stod vi sammen i en rundkreds og bad og priste Gud. Det er i den situation, at vi for alvor kan bedømme hinanden som kristne. For vi bedømmer ikke hinanden på det ydre, på sproget, på vores veltalenhed eller på formen, men vi lærer at kende hinanden på den ånd, som vi hver især bringer med os. Et nærvær af Gud selv som styrker troen og tilliden til Gud i vores indre. Og det var netop dette åndelige fællesskab i bønnen, der gjorde at vi med fred kunne sige farvel og overlade familien til Guds omsorg.

Ludmilla er til daglig leder af en lille skole i Krasnyy Luch, mindre end 50 km. fra den russiske grænse. Skolen er delvist ødelagt pga. krigen, men det har vist sig, efter familiens hjemkomst til byen, at deres hus var uden skader.

Stas har, sammen med sin svigermor Svetlana, samarbejdet med en mindre dansk nødhjælpsorganisation ved navn ’JOY’. Det har gennem årene været Stas og Svetlanas opgave, at modtage og fordele nødhjælp til skoler, hospitaler, børnehjem og privat personer. Alt sammen ting der er indsamlet i Danmark ved en kæmpe indsats fra ’JOY’s leder Jessie Marker.

Kontakten til børnehjemmene i området har medført at familien stille og roligt er vokset, således at deres egne 3 børn er blevet suppleret med endnu 8 børn. Alle børn, der har haft et massivt behov for et hjem og en familie.

Når familien var i Danmark sommeren over, så skyldes det, at Jessie Marker og ’JOY’s

bestyrelse, i en situation, hvor familien var forflyttet ca. 400 km fra deres hjem til et

midlertidigt opholdssted pga. krigshandlinger i hjembyen, satte sig for at hjælpe familien til Danmark. Det blev til 2 måneder i ro og fred, et tiltrængt pusterum fra en hektisk og farefuld hverdag.

Kristen Center i Slagelse og vi i Pinsekirken, Nykøbing F. samt Nødhjælpsorganisationen ’JOY’ vil holde kontakten til vores venner i Ukraine. Men vær gerne med til at bede for dem. Bed om fred i det østlige Ukraine. Bed om nåde og visdom til at opfostre 11 børn, bed om åndelig visdom og sunde menighedsforhold, og bed om evangeliets fremgang i menneskers hjerter.

En stor tak til jer givere og forbedere. Må Gud hjælpe os alle til fortsat tjeneste for ham. Irene og Jan Kaae

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Afghanistan, af Jens Kruse Eriksen

I løbet af 2014 er der sket store ændringer i Afghanistan. De fleste af de lande, som har

ydet militær støtte til den afghanske regering har trukket deres soldater ud af landet – det gælder også Danmark. Den nye situation er derfor, at regeringen nu selv skal beskytte sin befolkning mod terrorisme. Der har også for nylig været præsidentvalg, som endte med, at de to opstillede kandidater, der til sidst kunne vælges mellem, besluttede at danne regering sammen. Landet er altså i en overgangstid, hvor det selv skal løse politiske og militære problemer. Landets

befolkning er inddelt i mange grupper og klaner, som hver især prøver at få indflydelse.

Mange er nervøse for landets stabilitet.

Vi har i de sidste tre år støttet skoleprojekter og hjælpearbejde for mennesker i nød. Vi har også hjulpet de få kristne, som er i landet. De lever på mange måder med fare for at blive forfulgt for deres tro. Kristne i Afghanistan kan ikke gå i kirke, men må mødes i små grupper, hvor de må opmuntre og hjælpe hinanden. Det siger sig selv, at det er meget svært at skulle udleve sin kristne tro år efter år under så svære betingelser.

Nogle vælger at flygte ud af landet og forsøger at få asyl i de vestlige lande. Det lykkes

kun for få, og mange bliver sendt tilbage ....men til hvad?

I ’Christian Family Care’ glæder vi os over at kunne hjælpe og opmuntre forfulgte kristne og undertrykte muslimer til at kunne leve i deres eget land. Vi vil fremover også øge vores hjælp til især kvinder, fordi disse har meget lav status og ingen uddannelse. - 2. Kor. 4,9: Vi er forfulgte, men ikke forladte.

Du kan støtte os gennem Missionsfonden, eller kontakt gerne Jens Kruse tlf. 21721267, e-mail: jenskruseeriksen@gmail.com - eller Jørgen Kruse tlf. 48480621, e-mail: j.kruse@e-box.dk

Vi kommer også gerne og viser billeder og fortæller om vores mission. Se mere på: www.christianfamilycare.dk

Christian Family Care - Projekt 6002 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - Hilsen fra Stella Christtreu

Kære venner, Hilsen fra Thyregod. Siden jeg kom til Danmark d. 7. juli fra Holland, har jeg nydt en helt fantastisk sommer i

smukke Danmark. Solen skinnede fint, og det fik smilene frem hos os alle.

Da jeg måtte vente lidt længere, end jeg havde planlagt, med at komme afsted til Indonesien, har jeg nydt godt af ekstra mange dejlige oplevelser sammen med mine forældre og mine brødre og deres familier, og jeg har nydt at mødes med jer rundt om på stævner og møder.

Det har været meget inspirerende at rejse gennem Danmark og opleve, hvad Gud gør. Helt fra Thisted til Tønder, fra Viborg til Blåhøj og mange andre dejlige steder, har jeg glædet mig over at møde nye og gamle venner og set den smukke natur. Tak for den utrolige varme og tro jeg er blevet modtaget med, når jeg har delt mit hjerte og planer for Indonesien. En særlig stor tak til mine forældre, som har været med mig rundt - og til Betania Kirke Center, min hjemmemenighed, som endnu engang sender mig ud.,

Nu er jeg i Indonesien. Den 3. oktober fløj jeg fra Billund via Amsterdam, Singapore og

så endelig Indonesien.

I første omgang har jeg har fået et 2 måneders visum, som gav mig mulighed for at starte på sprogskolen sidst i oktober. Dette visum kan senere forlænges yderligere 2 mdr. eller helt fornys. Men selvfølgelig håber og beder jeg meget til, at det endelige studievisum er kommet inden da. Jeg regner med at komme hjem d. 30 maj næste år.

Jeg er virkelig glad for, at jeg kan begynde at studere indonesisk, og begynde at forstå de mennesker og det land, som jeg er begyndt at holde rigtig meget af.

For at gøre det så enkelt og sikkert som muligt for mig at modtage post, har jeg besluttet, at post til mig kan blive sendt til mine forældre, Aage og Brita Christtreu, Sdr. Stationsvej 18, Thyregod, 7323 Give. De vil derefter samle det og sende det videre til min bopæl i Indonesien, men ellers kan jeg stadigvæk kontaktes på min e-mail adresse: stellachristtreu@gmail.com Kærlig hilsen Stella Christtreu

Projekt 5462 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2014 - ’Missionshjørnet’, af Lis Christensen

Guds medarbejdere

Paulus anvender betegnelsen ”Vi er Guds medarbejdere” om sig selv og sine medarbejdere i det første brev til menigheden i Kortinth. Paulus fortsætter med at sige at menigheden i Korinth er Guds mark.

Det billede er før blevet brugt i Mattæus evangeliet, hvor Jesus ser de store skarer af mennesker, der trænger til at blive hjulpet, som en mark, der er klar til at blive høstet. Menneskenes behov er overvældende stort og der er brug for mange og villige arbejdere. Disciplene bliver opfordret til at se på det samme måde som Jesus ser.

Fordi høsten er så stor og fordi det er nu, den er moden og klar til høst, er det menneskeligt naturligt at sige: ”Skynd jer ud med høstredskaber og høst, hvad I kan nå, inden høsten bliver ødelagt”. I vort land vil høsten nemt kunne ødelægges af en storm og en stor regnskyl. Derfor er helt almindeligt, at landmænd bruger al deres tid på at få høsten i hus i tide. Hele den lange lyse sommerdag benyttes til at høste lige til mørkets frem

brud. Men Jesus anviser en anden vej i samarbejdet med Gud om høsten.

Bed høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Når vi beder til den almægtige Gud, så beder vi til den ansvarlige for høsten. Vi beder i den erkendelse af, at kun Gud formår at sende de rette arbejdere - til det rette sted - i den rette tid og på den rette måde. Vi har ikke indsigt i hvormange, der er til rådighed, om der er den nødvendige viden om, hvordan arbejdet skal udføres eller hvordan arbejderne skal rekrutteres.

Det er en svimlende tanke, at Gud har gjort sig afhængig af mennesker for at få sit arbejde udført. Gud kalder os til samarbejde om den store opgave, at mennesker skal høre evangeliet og få mulighed for at tage imod Guds enestående gave: frelsen i Jesus Kristus.

Opgaven er i første omgang overskuelig: ”Bed: send arbejdere ud til din høst”. En engelsk bibeloversættelse bruger udtrykket: ”tvinge ud” hvilket antyder, at der er et arbejde i at få arbejdere. Det er ikke et menneskes opgave at overtale et andet menneske til at være høstarbejder. Selv om der er brug for mange, så er det ikke mennesker, der skal sende ud. Men når vi beder - sætter vi en proces i gang.

Gud kalder selv sine arbejdere ud til høsten. Han giver dem sin jobbeskrivelse. Når vi beder, taler Gud til menneskehjerter og sender dem ind i rækken af medarbejdere. Som høstens Herre er det Gud, der kalder og udruster den enkelte med den nødvendige kunnen og anviser, hvor arbejdet skal gøres og hvordan.

Et eksempel på en udsendt arbejder er Hudson Taylor, der oplevede kaldet til missionær i Kina og blev grundlægger af China Inland Mission.

Det var et princip hos Hudson Taylor at leve i tro både når det galdt personlige fornødenheder og behovet for medarbejdere til det stadigt voksende arbejde i Kina. Han sagde til sine medarbejdere: ”I må ikke bede mennesker om noget. Men I må bede Gud om alting”.

Bønnen er redskabet Gud har valgt til samarbejdet med os. Det er ikke svært, det kan gøres uden uddannelse og penge. Det kræver kun tid og tro på den bønhørende Gud. Vi kan alle være med at fremme Guds rige på jord ved at bede om arbejdere.

I dag bliver høstarbejdet hos en landmand ikke udført af ret mange hænder. Der er maskiner til det meste og det går meget hurtigere end for 100 år siden. På samme måde kræver det ikke 4 måneders sørejse, som på Hudson Taylors tid, at nå Kina. Det klares

på under 1 døgn med fly.

Men der er fortsat behov for at bede høstens Herre om at udsende villige og duelige arbejdere. Der er fortsat behov for mennesker, der rent fysisk vil gå ud at samle høsten ind. Der er fortsat brug for mange forskellige slags midler for at få høsten ind.

Når vi beder om høstarbejdere, må vi også være forberedt på at lade os udruste og selv blive sendt ud som arbejdere. Vi må være villige til at at give og gøre det, vi bliver kaldet til, hvad enten det er at rejse, give penge, ting, energi eller tid til arbejdets udførelse. Herre, send arbejdere ud til din høst. -The end