Missions-Nyt nr. 3 2014 - Leder: ’Komme dit rige’ af Christian Petersen

I den forgange sommer har min kone Elisabeth og jeg deltaget i hele to sommercamps - først i Apostolsk Kirkes i Kolding og dernæst pinsekirkernes i Mariager. Vores teenagespiger var med i Kolding, men ville til SommerOase i Odder den anden uge, hvor de har en del efterskolevenner. I Kolding var det overordnede tema ’Passion’ og i Mariager ’Komme dit rige’. Og disse to budskaber – ikke mindst sat sammen - er jo centralt i det kristne liv: at vi må have en passion for at se Guds rige komme.

Stævner er inspirerende og opbyggende og kan give anledning til gode beslutninger i kristenlivet. Men det er vigtigt, når stemningen fra stævnerne har lagt sig, og hverdagen efter ferien melder sig, at vi så dagligt følger efter Jesus. Jesus siger, som nogle af sine sidste ord til disciplene, at de skal gå ud og gøre alle folkeslagene til hans disciple. En discipel er en, som følger efter Jesus. Jesus sendte altså ikke

sine 12 disciple ud for at skaffe tilhængere eller for at finde nogen, som synes, at det

lød rigtigt, det som de fortalte om, men for at gøre disciple, der vil efterfølge Jesus og holde alt det, som Han har befalet.

Jeg tror, at det er i hverdagen, at discipelskabet står sin prøve. De færreste af os er sendt ud som missionærer eller fungerer i forkyndende tjenester (disse skal vi

naturligvis bakke op om). Men for de fleste af os er det primært i familielivet, i

relationerne med venner og naboer, på arbejdspladsen og i uventede situationer, at troen og efterfølgelsen har mulighed for at udfolde sig i praksis og her skal stå sin prøve. Når nogen beder om hjælp, men vi hellere vil hjem, eller når vi har mulighed for ved en smule uærlighed at skaffe os en fordel, eller når vi bør tilgive nogen, der virkelig har irriteret os eller behandlet os uretfærdigt. Og når vi prioriterer vores tid, vores økonomi og vores ressourcer, og det gør vi alle sammen, uanset om det sker særlig bevidst og målrettet eller ej. Det er i disse relationer, situationer og prioriteringer, at passionen for Guds rige komme til udtryk, hvis vi reelt skal gøre en forskel.

De bedste hilsner med Paulus’ brev til filipperne 3, 12: ”Ikke at jeg allerede har

grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg

virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.”

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Irland - af Agnete og Tony Simpson

Der har lige været en teltkampagne med de rejsende folk i Cork og omegn. Den blev organiseret af pastor Kevin, som arbejder særligt blandt de rejsende hér, samt med vores kirke i Cork.

Efter en næsten umulig søgen efter en plads i Cork i et par måneder, fik vi i sidste øjeblik en

mark, som vores yngste søn Peter fandt et par kilometer uden for byen. Stedet var helt ideelt. I de 5 dage møderne varede, var der mange som søgte forbøn. Der var 28 som blev døbte, 26 af dem var fra Cork. Efter dagene i Cork tog vores venner afsted til en lignende kampagne i hovedstaden Dublin, som er 250 kilometer herfra. Selv magtede vi ikke at være med i Dublin - desuden var der jo

ting, som skulle passes hér!

Det gik godt i Dublin, skønt tilslutningen var noget mindre ens her i Cork. Der var 15 af de, som var blevet omvendte som resultat af det arbejde, der var udgået fra Cork i nogle måneder, som nu blev døbte i Dublin. Vi bad særligt for 2 mænd, fordi den ene mands familie havde dræbt den anden mands bror! Den slags kan forårsage slægtskrige og hævn i generationer, og der kunne jo komme ikke-kristne slægtninge til møderne i Dublin. Men nu var de to mænd begge blevet frelste og ville døbes sammen. Gud svarede på bøn, og alt gik fredeligt. Vi vil

lade fotografierne fra Cork på de næste sider tale for sig selv.

Denne week-end venter vi besøg af vores søster Brenda, som arbejder for Herren i Cambodia. Hendes mand og børn bliver derude, med hun kommer i en uges tid for at besøge sine forældre, som ikke er raske. Så hvor i verden det end er, vil vi fortsat søge at fremme Guds værk med den nåde, Han giver os dertil.

Congo

Netop som dette skrives, er vores gode bror Alberto lige kommet hjem til Cork efter 4 uger i Congo. Arbejdet i kirken i Kimwenza har været en stor opmuntring denne gang. De har nu begyndt et udpostarbejde på et lignende fattigt sted en halv snes kilometer derfra. Vi venter på en fuld rapport, når Alberto har fået nogle dage til at komme til hægterne. Kærlig hilsen Tony og Agnete, Projekt 5076 i Missionsfonden - evt. øremærket til Congo/JUB1

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Tanzania - af Tabitha og Torkild Jensen

Hjertelig tillykke med Missionsfondens 50-års jubilæum. Missionsfonden er en kæmpe velsignelse for os missionærer, da dens virke styrker missionsarbejdet og samtidig åbner muligheder for at nå længere ud. Vi kom til Tanzania som missionærer den 6. august 1987 sammen med vores tre dejlige børn, det vil sige, at vi netop her i august har været her i 27 år. Gud er trofast og han skal have al æren.

I februar/marts 1988 havde vi et dejligt besøg af Elly og Otto Lohse, som også var vores første møde med Missionsfonden.

Vi var netop flyttet i et dejligt nyt hus, men badeforholdene var ikke de bedste, når man skulle i

brusebad, da der kun var koldt vand. Vi synes det var synd for Elly og Otto, og derfor ville vi selvfølgelig varme noget vand, så de kunne få et varmt bad, som for øvrigt blev blandet i en spand. Men Otto var viking og ville ikke have varmt vand, så han sæbede sig ind og tog et lynhurtigt bad. Det var virkelig koldt, og han måtte alligevel tilstå, at det ikke var særlig behageligt. Vi husker endnu dagen de rejste hjem, som om det var i går. Otto lagde en sum penge på

bordet og sagde: ”Skynd jer at købe en varmvandsbeholder, så I fremover kan få et dejlig varmt brusebad.” Dette var de første penge vi fik fra Missionsfonden, og det tænker vi ofte på, når vi står under

bruseren. Senere i årenes løb har vi ofte fået hjælp til forskellige opgaver.

Vi har lyst til at fortælle en lille solstrålehistorie om et ’hjertebarn’ ved navn Prayson Daniel født i 1986

Prayson var kun en lille dreng da vi flyttede til Tanzania. Han er et af de første børn vi sendte i

en privat skole, hvor han startede i børnehaveklassen og sluttede med gymnasiet. Vi husker Prayson, som en meget ihærdig og dygtig dreng. Da han gik i gymnasiet var han utrolig dygtig i alle fag ikke mindst matematik. Dette fandt hans matematiklærer hurtigt ud af, og at drengen på mange måder var dygtigere end han, så han blev ofte sat til at undervise de andre elever i faget.

I 2008 skrev vi til Missionsfonden, for at spørge om de ville hjælpe Prayson med et højskole

ophold i Mariager, som han ønskede så inderligt. Svaret blev et stort ”JA”.

I september 2008 kom han til Danmark og blev elev på højskolen. Han var meget vellidt både af lærerne og eleverne. Prayson gav ofte udtryk for, at han aldrig følte, at der var forskelsbe

handling på højskolen - om man var dansker eller udlænding, alle fik en god behandling.

Derfra blev han ungdomspræst i Fælleskirken i Ølstykke for de unge nydanskere. Nu er han ungdomspræst i Citykirken i Taastrup. Gennem sit ophold på højskolen har han taget et bachelor i teologi via Harvest Universty i Australien. Nu er han så optaget på Aalborg Universitet, hvor han skal læse til kandidat i Informationsarkitektur som har fokus på kommunikation og interaktion. Når han er færdig med sin Master, kan han bruge den til projektledelse og undervise i både offentlig og privat regi. Prayson regner med at skulle bruge sin master til at læse videre til en

PhD i emnet ”God in time”.

Prayson er blevet dansk gift. Lea og Prayson har nu to dejlige piger og bor i Hvidovre. Måske kommer Prayson og familen en dag til Tanzania, hvor han kan hjælpe sine egne landsmænd med at nå de unåede med evangeliet.

Vi vil gerne sige tusind tak til Missionsfonden for dens store støtte og hjælp til missionen.Må Jesus rigt velsigne dens arbejde. Kærlig hilsen fra Tabitha og Torkild., Projekt 5055 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner. Vi takker Gud for det arbejde, som Missionsfondens bestyrelse, givere og venner gør. Vi har i

løbet af de 23 år, vi har været i Kenya, oplevet at Missionsfonden har været med til at gøre en

kæmpe forskel i vores tjeneste.

Nødhjælp i en svær tid

I 2008 hjalp Missionsfonden og Missionsfondens venner os med at række ud med nødhjælp

til tusindvis af mennesker, som måtte flygte på grund af uroligheder efter valget sidst i 2007. Blandt andet hjalp vi et kenyansk par, som blev plejeforældre til flere af de børn, der mistede

deres forældre under urolighederne. 2 af børnene, et tvillingepar, blev født i et telt i en

flygtningelejr, som blev oprettet for tusindvis af flygtninge i Eldoret. Da de var 13 måneder gamle, blev det hele pludselig for meget for moderen, og hun forsvandt

– og efterlod sine små tvillinger fejl- og underernærede. 13 måneder gamle vejede de begge

kun 6 kg og led af både en hudlidelse og diarré. De har det i dag godt og bor stadig hos plejeforældrene, som vi hjalp med midlerne fra Missionsfonden.

Hjælp med en kirke - hjælp de svage i samfundet

Endvidere har vi flere gange oplevet, at vi modtog midler fra Missionsfonden på tidspunkter,

hvor vi var hårdt trængte økonomisk – blandt andet i foråret 2014. Her er midlerne brugt til at bygge kirker. Og at bygge en kirke er ikke bare at hjælpe med en fysisk bygning… Vi har for nylig fået rapporter fra 8 menigheder, hvor vi har bygget kirke, hvor de blandt andet fortæller om, hvad de gør for de svage i deres nabolag. Ud af disse 8 menigheder gælder følgende: 5 menigheder er involveret i at hjælpe børn i skole - 7 menigheder hjælper forældreløse - 7 menigheder hjælper enker - 7 menigheder hjælper de fattige. Dette bekræfter, at når vi hjælper med en kirke, så er der ikke blot mennesker, der bliver frelst, men indirekte hjælper vi også de svage i samfundet.

Alkoholiker fik helt nyt liv

I 2012 hjalp vi, takket være midler fra Missionsfonden, med at bygge en kirke i Tamboyot ikke så langt fra Eldoret. På billederne på næste side ses henholdsvis den gamle og den nye kirke, som menigheden har muret op, efter at vi byggede tagkonstruktionen. Menigheden er siden

de fik tagkonstrukstionenen blevet fordoblet.

James, som på billedet af den nye kirke ses foran kirken, er en af de nye i menigheden. Inden han begyndte at komme i kirken var han alkoholiker. Desuden lider han af knoglekræft. Han er godt 50 år og bor alene og har aldrig haft nogen familie. Nu er han blevet en kristen og kommer trofast i kirken. Og menigheden er blevet hans familie! Han har fået et helt nyt liv.

Vokset fra 40 til 1500 medlemmer

I udkanten af Eldoret hjalp vi i 2004 med en tagkonstruktion til en kirke. Det var meget svært for dem at få det til at løbe rundt rent økonomisk for menigheden havde dengang kun 40 medlemmer. I 2011 udvidede vi kirken, da den nu var blevet alt for lille. Søren var derude for nylig, og kirken var proppet. De er i dag over 1500 i menigheden! En kirkebygning var lige det redskab som menigheden havde brug for til at nå mennesker i området med evangeliet. Kirken skal muligvis udvides endnu engang. Vi ’bygger’ i vores arbejde på vore afrikanske brødre og søstres tjeneste – at de kan fortsætte tjenesten med at række ud til de svage og fortabte i samfundet, efter at vi har hjulpet dem med en kirke. At hjælpe med en kirke er at give hjælp til selvhjælp. Tak for forbøn og støtte på forskellig vis. Gud velsigne jer. Birgitte og Søren Pedersen, Kenya - Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Thailand - af Birthe Steffensen

Det var dejligt at læse beretningerne fra Kenya i sidste nummer af Missions-Nyt om, hvad Missionsfonden har betydet for deres arbejde i årenes løb. Det er også med stor taknemlighed, jeg i dag skriver til Missions-Nyt, når jeg tænker tilbage på hvad Missionsfonden har betydet

– både for mig selv og siden for Prayoon og Sathiyaa Maprangs’s arbejde i Thailand. Da jeg selv var i Thailand, var Otto Lohse en stor opmuntring for mig, og Karl Kühn har betydet utrolig meget for Prayoon og Sathiyaa’s arbejde i Nakhonthai distriktet. Det er også med stor taknemlighed, at Prayoon og Sathiyaa og jeg tænker tilbage på alle de trofaste givere, som i mange år har støttet deres arbejde gennem Missionsfonden. Jeg glæder mig til at rejse til Thailand i oktober måned for endnu engang at besøge dem og ved selvsyn se, hvordan det går med skolehjemmet, og hvordan deres arbejde har udviklet sig.

I år fungerer skolehjemmet som skolehjem for 25-30 stammebørn og som elevcenter for cirka

60 fattige thailandske børn, som har behov for støtte af forskellig slags. De bor ikke på skolehjemmet. Mange af dem bor hos bedsteforældre, som ikke rigtig magter ansvaret og omsorgen for dem. Det er derfor godt at de kan komme på skolehjemmet og få den støtte, de trænger til. Det håber jeg, jeg kan fortælle mere om i næste blad. Jeg vil slutte med at ønske Missionsfonden tillykke med 50 års jubilæet samt Guds rige velsignelse fortsat. Jeg synes, det er sådan en god idé at markere jubilæet med en særlig indsamling, og jeg håber, den vil give et godt resultat, som vil blive til stor velsignelse for de specielle missionsprojekter. I taknemlighed Prayoon og Sathiyaa Maprang og Birthe Steffensen, Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Agape Indien - af Kristen Nørgaard Kristensen En tankevækkende og trosstyrkende missionsberetning

Inderen, pastor Jacob, blev født 10. juni 1971 i en traditionel hindufamilie. Da han var 21 dage gammel, inviterede forældrene en hindupræst og navngav barnet efter en hindugud. I den anledning brændte man et mærke i hans pande med en varm nål. Jacobs familie var så hengivne i deres dyrkelse af hinduguder, at de hver fredag plejede at tilbede 120 af dem i deres hjem ved at faste og klæde sig i hvide, våde klæder.

Jacob lå for døden

Som 8-årig fik Jacob leukæmi (blodcancer)

og lå for døden. I seks måneder tog hans forældre ham til læger og sygehus; heriblandt til en heksedoktor. Familiens penge var snart brugt op. Da var der nogen, der foreslog, at de skulle tage til statens hospital, som var gratis. Der foretog man alle de undersøgelser på Jacob, der var mulige, i løbet af de 40 dage, hvor han var på hospitalet. Lægerne meddelte da Jacobs mor, at drengen ville dø i løbet af få dage. Derfor skulle de forlade hospitalet omgående, så sygehuset kunne give Jacobs plads til et andet sygt barn. Af hensyn til hospitalets renommé ønskede man ikke, at barnet døde på sygehusets område. Familien besluttede sig for at tage tilbage til hjemlandsbyen, men de havde kun råd til at rejse den halve vej til et sted, hvor de havde slægtninge. Der ville de kunne låne penge til resten af turen. Det var næsten nat, da de ankom, men alligevel samledes alle naboer for at høre, hvad drengen fejlede. Jacobs mor fortalte dem den triste historie, og at deres søn kunne dø når

som helst. ”Han er min eneste søn, og jeg har vendt mig til mange guder og besøgt mange steder, men ingen har kunnet redde ham, ingen af guderne har kunnet hjælpe.”

Jacobs mirakuløse helbredelse

Nær slægtningenes hjem var der nogle amerikanske evangelister, som prædikede midt i byen

ved hjælp af en tolk, og derfra lød det: ”Hvis ingen har kunnet hjælpe dig, så kan Jesus, og han gør det gratis!” Inspireret af denne sætning gik Jacobs mor, trods modstanden fra

slægtningene, til de kristnes møde, hvor der så blev bedt for Jacob. Det så dog ikke ud til, at der ville ske noget. Samme nat, hvor Jacobs mor og søster allerede lå og sov, kunne Jacob ikke sove. Det var svært for ham at trække vejret. Tårerne vædede hans ansigt, og han kunne hverken tale eller fortælle sin mor, at han var ved at dø. Medens Jacob kæmpede for at få luft, lukkede han sine øjne og så en mand i hvid dragt nærme sig. Først troede han, at det var hans far. Manden bad Jacob rejse sig. Jacob tog hans hånd, rejste sig og gik ved siden af ham. Manden spurgte til

Jacobs navn, og Jacob fortalte ham, at hans navn var Venkateswarlu. Manden svarede: ”Nej, nej, jeg kendte dit navn allerede før du blev født.” Manden åbnede en stor bog, hvor der på telugu-sproget stod navnet ”Jacob”. ”Dette er dit navn, sagde han.” Han lukkede bogen, lagde sin hånd på Jacob og sagde: ”Min søn, du skal ikke dø, du skal leve. Gå tilbage!” sagde han med et smil. Da Jacob spurgte manden, hvad han hed, svarede denne: ”Jeg er Jesus fra Nazareth.” Idet Jacob hørte hans navn, åbnede han sine øjne, sprang op fra sin seng og

begyndte at råbe om Jesus og fortælle om sit syn til forældrene, som undrede sig over, hvad der var sket deres søn. Efter at være vågnet fra sit syn var Jacob fuldkommen helbredt og hans krop genoprettet. Dette var et mirakel fra Gud, eftersom leukæmien og et halvt års sengeleje havde fået hans muskler til at svinde ind

Modtagelse af Kristus

Ved midnatstid gik familien ud for at lede efter den kristne pastor. De fandt ham og fortalte ham alt, hvad der var sket. Da pastoren forklarede dem evangeliet, tog Jacob, hans forældre, søster og slægtning imod Kristus som deres Frelser og Herre. Senere rejste familien tilbage til hjemlandsbyen og blev mødt med forfølgelse fra de øvrige

landbyboere. De blev jaget væk, og de fik ikke engang lov til at hente vand fra landsbyens

brønd.

Kald fra Gud

Under sin opvækst følte Jacob Guds kald i sit liv. Han begyndte at studere på bibelskole og tog eksamen i teologi. Under bøn og faste forstod han, at Gud kaldte ham til de uopnåede stammelandsbyer. Jacob udfoldede stor iver og hengivenhed for at vinde de fortabte sjæle, og i 1991 blev han missionær i stammeområderne i den nordvestlige del af delstaten Andhra Pradesh. Han gik hundredvis af kilometer til fods fra landsby til landsby og forkyndte evangeliet og oplevede at blive slået, truet på livet, at sove under træer, at sulte og at måtte gå i det samme sæt tøj i et halvt år. Han var bevidst om, at han skulle tjene Gud, men han var fattig og syntes ikke, at han havde noget at tjene med,

kun sine tomme hænder. Men Gud sagde til ham: ”Du har din Bibel, så hvis du vil bære

Bibelen, så vil den også bære dig, og sådan har det været siden. - Sin første menighed startede han med tre personer i en landsby ved navn Dunginepalli.

Det var starten på en helt fantastisk missionsvirksomhed, baseret på Guds kald til Jacob, og dermed til en inder, der er indfødt, taler sproget, kender kulturen, leder, uddanner og driver arbejdet baseret på lokale, gudhengivne, indiske evangelister og pastorer.

Starten af missionsorganisationen

Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS) er en missions- og hjælpeorganisation fortrinsvis blandt stammefolk, kasteløse og spedalske, som blev grundlagt i 1994 af Jacob Marineni (Herefter kaldet biskop Jacob) i delstaten Andhra Pradesh. I dag strækker arbejdet sig langt ud over Andhra Pradesh grænser. GTSSS er baseret på biskop Jacobs vision og byrde for at give de uopnåede stammelandsbyer i Indien en berøring af Jesu kærlighed gennem forkyndelse af evangeliet og udøvelse af barmhjertighedstjeneste. Fra denne spæde begyndelse har Gud velsignet biskop Jacobs arbejde. I dag er ca. 1000 små men voksende menigheder blevet grundlagt, og over 12.000 landsbyer i Syd- og Nordindien besøgt. 48.000 personer er kommet til tro og er blevet døbt. Endvidere er en lang række hjælpeprogrammer blevet etableret. Over 3600 børn bor på organisationens 25 børnehjem - cirka 400 af disse er børn af spedalske forældre. I Indien er der ca. 5 millioner mennesker, der er ramt af spedalskhed, og de udgør absolut bunden i det indiske samfund. Med en ambulance, en læge og to sygeplejersker samt anden form for hjælp rækker GTSSS ud og gør en forskel i mange af de specielle kolonier for spedalske. Biskop Jacob Marineni og hans medarbejdere i GTSSS har et stort hjerte for denne udsatte gruppe mennesker.

GTSSS har i dag ca.1.000 indfødte missionærer/evangelister og pastorer og mange flere

menigheder i stammeområderne. Disse forkynder det kristne budskab om Jesus med deres eget liv som indsats i områder, som er utilgængelige for andre end indfødte. Man har egen bibelskole, som hvert år uddanner over 100 indiske pastorer/ missionærer. Organisationen har en skole for 1000 børn i landsbyen Manuguru med høj undervisningskvalitet, en skole, hvor størstedelen af eleverne er fra fattige familier i det omgivende samfund. Man har desuden en skole på hjemmet for spedalskes børn udenfor Khammam city, en

nybygget sygeplejeskole, og der er planer om flere uddannelsessteder. Man har et lille hjem

for handicappede børn samt et lille hjem for gamle, som ellers ville være henvist til at tigge i hindutempler.

GTSSS har bygget vandbrønde (’Jesusvandbrønde’) i 1.000 landsbyer, som ellers ville være henvist til sundhedsfarlig opsamling af vand. Flere hundrede landsbyer står på venteliste for en ’Jesusvandbrønd’. Organisationen har gang i mange selvhjælpsprojekter, og der er planer om at udvide disse aktiviteter. Ved naturkatastrofer, så som tsunamibølgen i 2004 og ved de hyppige oversvømmelser i delstaten, samt f.eks. når landsbyer brænder ned pga. stor tørke eller ved andre typer af katastrofer, rækker GTSSS ud og kommer med hjælp til de nødlidende.

Tankevækkende årsrapport

Biskop Jacob er øverste leder af missionsorganisationen GTSSS, der efterhånden omfatter næsten 1.000 evangelister, mange medarbejdere og tusinder af børn og mange spedalske,

som der skal sørges for både åndeligt og materielt. Alle evangelister, missionærer og pastorer lever under yderst fattige forhold. Både de og de mange børn på børnehjemmene har behov for at blive støttet økonomisk fra os kristne i vore rige lande. I deres indsats for udbredelse af evangeliet i de mange indiske landsbyer må de mange indfødte missionærer ofte gå på deres fødder fra landsby til landsby, hvis de endnu ikke har fået en cykel. Enkelte har dog fået en motorcykel. Ofte bor de i en et-rums hytte med deres familier. Toiletfaciliteter er ofte et fælles sted for alle landsbyens beboere.

Biskop Jacob udsendte for nylig en årsrapport for året 2013. Af denne rapport fremgik

følgende: Antal mennesker frelst 10974

Antal personer døbt 4371

Nye landsbyer nået 2105 ’Jesus-vandbrønde’ etableret 74

Motorcykler til missionærer 35

Megafoner til missionærer... 72 Symaskiner til missionærkvinder...............72

Cykler til missionærer 139

Nye afdelinger/områder åbnet 589 Afsluttet eksamen for bibelskoleelever 125

GTSSS råder i dag over: Ca. 850 ’Jesusvandbrønde’ , 24 Børnehjem, 1 handicapbørnehjem, Skoler, 3.600 børn på børnehjem, 1 bibelskole for præster/missionærer, 1 plejehjem m. 23 beboere, 1 sygeplejeskole, 1 syskole, Ca. 850 præster / missionærer

Agabe Indien, Danmark

Foreningen ”Agape Indien-Danmark” er en ret ny forening. Der blev afholdt stiftende generalforsamling den 24. sept. 2011. Agape Indien-Danmark er en fælleskirkelig forening i Danmark, hvis formål er at styrke den indiske missions- og hjælpeorganisation Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS) økonomisk og åndeligt, bl.a. ved: At støtte GTSSSs sociale arbejde, herunder etablering og drift af børnehjem og skoler for forældreløse børn og børn af spedalske forældre, samt støtte og hjælp til medarbejdere. At støtte bygning af kirker, brønde, hospitaler, plejehjem og teknisk skole m.m. At udbrede kendskabet her i landet til den sociale og åndelige nød i Indien. At bede for biskop Jacob og GTSSSs medarbejdere og deres tjeneste for Herren.

GTSSS får ingen økonomisk støtte fra den indiske stat. Inderne selv formår kun at dække 7 % af udgifterne til arbejdet. Der er derfor et stort behov for, at vi kristne i den vestlige verden bidrager til udbredelsen af evangeliet gennem lokale indiske kræfter, ved at vi støtter med

f.eks. sponsorater for et eller flere af de mange børnehjemsbørn, en indisk evangelist-familie,

en cykel, en megafon (så missionæren kan råbe den landsby op, som han besøger), etc. Et par eksempler på sponsorater: Et forældreløst barn på GTSSSs børnehjem: 225 kr. pr.

måned; Et indfødt missionærpar: 450 kr. pr. måned; En cykel: 500 kr., etc.

For yderligere information: Kontakt gerne Agape Indien-Danmarks sekretær og kasserer, Gert

Svendsen, Rolf Krakesvej 14, 3600 Frederikssund. Tlf. mobil 20581777. Email: gert@

gert-svendsen.dk Hjertelig tak for en hvilken som helst støtte til udbredelsen af evangeliet i Indien ved hjælp af lokale indiske missionærer. Kristen Nørgaard Kristensen, AGAPE INDIEN, Projekt 5939 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Hilsen fra Japan - af Bodil og Shiro Nakabayashi

Det glæder mig I anledningen af 50 års jubilæet, at kunne sige tak til Missionsfonden og til alle givere til denne fond. Ikke blot jeg siger tak, men også alle i Hope House, en kristen café og kirkevirksomhed startet i 2009 i byen Kanazawa på vestkysten af Japan.

Vi har den tid Hope House har existeret adskillige gange modtaget gaver fra Missionsfonden. Gaverne er altid kommet netop i rette tid til at dække et presserende behov.

I 2011 fik vi for eksempel brev om, at vi kunne søge om penge til et behov i vores café. På det

tidspunkt stod vi og vaskede alt op i hånden, hvilket blev mere og mere tidskrævende eftersom kirken og arrangementerne voksede. Vi søgte derfor penge til en opvaskemaskine. En opvaskemaskine, som vi kender dem fra Danmark, er ikke rigtig fremme i almindelige hvidvarerbutik i denne del af Japan, så vi måtte købe en udenlandsk opvaskemaskine importeret gennem IKEA. Den var derfor en del dyrere end en normal opvaskemaskine i Danmark. Alligevel var Missionsfonden villig til at hjælpe os og vores hverdag I caféen og til vore større arrangementer i kirken blev derved meget mere effektiv og det har frigivet energi til andet arbejde.

Også for nylig blev vi velsignet af Missionsfonden. Kanazawa havn havde i maj måned i år

besøg af missionsskibet, Logos Hope. Vi fik tilbud om at få et team fra skibet ud at udføre

praktisk arbejde i vores kirke. Vi stod netop og trængte til at få vores bygning opfrisket med puds og maling og ville gerne benytte tilbudet om hjælp, men havde ikke umiddelbart budget til projektet. Uden at vide om behovet, skrev Christian Petersen, vores missionsssekretær til os, om vi havde nogle behov. Jeg bliver gang på gang slået af forundring over, hvordan Gud ser vore behov, og igennem sine tjenere i Danmark forstår at dække behovet til rette tid. Også denne gang gav Missionsfonden rigeligt: Der blev både til maling, redskaber og et mindre stillads. Nu ser vores bygning igen ren og indbydende ud - noget, der er meget vigtig for en café og kirke. Af hele vort hjerte sender vi derfor vores tak op til Gud og til jer alle, der på forskellige planer har bidraget til denne hjælp. Kærlig hilsen, Bodil og Shiro Nakabayashi fra Hope House, Japan. Projekt 5052 i Missionsfonden JUB 2

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Missionsrejse til Indien - af Majbrit Munk Madsen Kolding Internationale Højskole har været på Missionsrejse til Indien:

Så er vi - teamet fra Kolding Internationale Højskole - kommet godt hjem fra vores tur til Indien og har haft tid til at kigge billeder igennem osv. Dermed er det også blevet tid til at sende jer en beretning, så I kan se og høre lidt af det gode vi har oplevet. Vi endte med i alt at samle 10.000 kr sammen, som vi kunne give frit til præsteparret Paul og Flora’s arbejde i Madurai og omegn i Sydindien. Dette arbejde strækker sig vidt omkring, og vi nåede ikke at se alle områderne af det. Det vi så, var dog nok til at sætte sig i hjertet, og gøre os ydmyge. Vi mødte spedalske, der trods mangel på lemmer og håb, var taknemmelige. De opholder sig på livstid i koloni udenfor byen sammen med resten af familien, da samfundet ikke vil acceptere dem og frygter deres sygdom. Vi var med til at bringe mad ud til dem og dele vidnesbyrd, prædike med mere, hvilket er hvad Paul og Floras arbejde her hovedsageligt består af. Vi mødte ’sigøjnere’ - en gruppe mennesker, der oprindeligt var stammefolk, som levede i junglen, der på samme måde som de spedalske boede i en koloni væk fra det almindelige samfund. Vi var på besøg hos mennesker i slummen, der levede under de utroligste forhold og havde meget hårde livshistorier: en kvinde fortalte hvordan hendes mand var død, nu var hun blevet tvunget til at gifte sig med broderen mod ellers at være blevet smidt på gaden. Denne nye mand var alkoholiker, voldelig og hindu, hvilket betød hun ikke måtte gå i kirke for ham. Hun var meget nedtrykt, men virkede opløftet over at vi tog os tid til at besøge hende og bede for hende. Børnehjemsbesøget var også et, der absolut satte sig i hjertet: 45 livlige, glade og meget opmærksomt lyttende børn. De sugede til sig af hvad vi havde - både ord, sange, drama og nærvær, på en måde som jeg i hvert fald ikke tror jeg har set før. Disse børn længtes efter Gud: inden vi gik tog de, uden opfordring fra nogen, vore hænder og lagde på deres hoved:

”Pray for me, pray for me please” - utroligt. Disse børn er forældreløse, eller med forældre,

der er ude af stand til at tage sig af dem. Det var meningen at vi kun skulle besøge dem en enkelt dag, men vi valgte at komme dagen efter også, hvor vi købte legetøj og delte ud, til stor lykke hos børnene. Udover dette var vi i kirken, på skolebesøg, ude til husgudstjenester i forstaden, var sammen med unge, kvinder, blinde og syge, på gaden og prædike med mere. Og alle steder så vi en utrolig tro, en ærlighed og åbenhed uden lige. Vi så mennesker, der betalte en pris for deres tro: for eksempel teenagere som var ene kristne i deres hinduistiske familier, mennesker som frit og åbent delte ud af deres tro til naboer og venner. Vi så syge blive helbredt og mennesker

komme til tro og fik lov at prædike for både hinduer og muslimer.

Som I kan forstå, har vi oplevet rigtig, rigtig meget. Vi har i sandhed fået lov at opleve, hvordan dette har været en tur, hvor vi selv har lært langt mere - og dermed modtaget mere - end vi har givet af. Derfor var vi meget glade over at kunne give - den for dem - store sum penge. Inden vi rejste, købte vi legetøj til børnene, og vi købte udstyr til lydanlæg i kirken, hvilket de virkelig trængte til.

Resten af pengene gav vi til Paul og Flora. Mennesker, som i 30 år har givet og givet til

tjenesten uden at få meget igen. De kan bruge disse penge til personlige behov. Og resten af pengene gik til tjenesten. Vi gav dem frie hænder, da de ved, hvordan de bedst kan bruges - de kender behovene, og kom også med forslag - blandt andet: en legeplads til børnehjemmet (som stort set intet har at underholde børnene med), et møblement til børnehjemmet (det eneste de har er senge) og

opmuntrende gaver i form af mad eller andet de har brug for, til kvinderne i slummen. Der er ingen tvivl om at de penge vil gøre godt. På teamets vegne, Majbrit Munk Madsen

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Troldmandens mirakel - af Hannah og Egon Falk

To (tidligere) troldmænd og brødre er sammen på vor platform, hvor de priser Gud foran tusinder af mennesker i Bariadi. Da Paulo Mitanga, vor organisator, blev frelst, holdt han op med at være troldmand og hans yngre bror Charles overtog denne praksis. Charles Mitanga blev en meget kendt og frygtesløs troldmand, og han var hård modstander af kristendom. Charles kom rejsende fra sin landsby for at hilse på sin bror Paulo. Paulo havde inviteret ham til vores seminar om formiddagen. Pludselig kom Guds kraft over Charles og hans syge ben blev helbredt uden at nogen bad for ham. Han havde også en aftale med sygehuset om en maveoperation; men under korstogsmødet om eftermiddagen ramte Guds kraft ham igen, og hans mave blev helbredt. Efter disse oplevelser overgav Charles sit liv til Jesus. Evangeliet om Jesus er mægtigt og det forvandler menneskers liv.

1813 mennesker blev frelst og født påny ved kampagnen i Bariadi i Tanzania.

Egon og Hannah Falk, Projekt 5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Filippinerne - af Abby og Peter Capili Hansen

Kære Missionsvenner. Vi oplever Evangeliets fremgang i vores missions- og nødhjælpsarbejde. Og det primære i vores tjeneste er at fremme forkyndelsen af evangeliet. Det har vores absolut højeste prioritet. Uden Jesus har vi intet!

Der står i Biblen (Romerbrevet 10:14) - ”For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses”. - Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: ”Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!”

Vi er her for de mange sjæle som behøver at høre det frelsende budskab om Jesus Kristus. Vi er her for at bringe de Gode Nyheder om det evige liv. Vi prædiker det fulde evangelium og vi pakker ikke noget ind. Vi bliver nød til at være radikale i vores forkyndelse. Vi bliver nød til at plante Gud’s Ord i sindende og hjerterne på så mange mennesker som muligt. For Gud’s Ord er levende og virksomt og kan skabe mirakler udover det sædvanlige. Men hvis vi ikke prædiker Gud’s ord. Hvis vi ikke fortæller om de Gode Nyheder og bare giver nødhjælp, er vores arbejde spildt og bærer ikke åndelig frugt i form af evigt liv til dem, som modtager ordet i hjertet. Derfor må vi altid prædike evangeliet om Jesus Kristus, også når vi ikke ’føler’ at vi vil. Vi ønsker at se sjæle blivet forvandlet og modtage evigt liv igennem Jesus Kristus.

Angel Relief planlægger at have flere evangelistiske fremstød på Filippinerne hvor vi selvfølgelig også vil dele ris og andre fødevarer ud. Angel Relief hjælper børn fra ekstremt fattige familier med skolematerialer, paraplyer, sunde måltider m.m. Angel Relief er også med til at skabe arbejdspladser og være et lys i forskellige lokalsamfund rundt om på Filippinerne.

Sammen med vores samarbejdspartnere i Cebu hjælper vi med at give mad til børn fra lossepladsen og sende dem i skole. I Cebu køre der et team rundt og har store børnemøder på skoler hvor tusinder af børn høre evangeliet. I nogle fattige områder har vi også delt paraplyer ud. Regnsæsonen er startet og en god paraply er en fundamental ting at eje for børnene, som går i skole i alt slags vejr. Angel Relief har støttet dette arbejde i mange år. I Leyte forsætter vi også vores projekter. Vi har bl.a. bibelstudiegrupper for de borgere der bor i området, og som har lyst. De kommer i Ferdie og Cris Capili’s hjem hvor der også er bønnemøder og andre discipleskabs samlinger. Vi samarbejder med to forkellige kirker i Libagon og en amerikansk missionær.

Vi ønsker forbøn for vores medarbejdere på Filippinerne, som ikke altid har det nemt. Bed om ny energy og åbne døre. Bed om at vores evangelistiske kampagner bringer mere frugt, og at vi må forsætte med at sprede de Gode Nyheder. Tak for din støtte til vores missionsarbejde.Abby & Peter Capili Hansen Angel Relief International, Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2014 - Missionshjørnet - af Gardar Ragnarsson

Frelseren og Fredsfyrsten kommer snart!

Jesus sagde klart og tydeligt i sin afskedstale til sine disciple: ”Jeg kommer igen”!

Det har givet kristne til alle tider håb og styrke til at leve et gudfrygtigt liv, trods prøvelser, modstand og forfølgelser som kirkehistorien klart beretter om. Samtidigt har det været en kilde til inspiration til at vinde andre for Kristus, så også de kan være klar til, når kaldet kommer, at gå herfra ind til evigheden hos Gud.

Den tid som er gået siden Kristus Messias udtalte disse ord, er blevet kaldet menighedstiden eller nådetiden, men en dag tager den ende, og nu er vi nærmere den afslutning end nogensinde før. Det siger sig selv!

Menighedstiden vil afslutte med en bortrykkelse af alle sande kristne fra hele jorden. Kristus, som er menighedens hoved og dens frelser, vil stige ned i lufthimmelen og de som hører Ham til, vil i ét nu, i ét øjeblik forvandles og rykkes op i skyerne, sammen med de døde i Kristus, for at mødes med Ham i luften; og så skal vi være sammen med Ham for altid. I den forbindelse kommer Han ikke ned på jorden men som Frelser for menigheden. Dette er en frelse fra den kommende vredes og domsaktioner, der vil ramme jorden på grund af menneskehedens oprør mod Gud og forkastelsen af Kristus. Det bliver en tidsperiode på 7

år som profeten Daniel profeterede om, som afsluttes med Den Store Trængsel i 3½ år, en

trængsel så stor og omfattende, at dens lige har aldrig været før, og vil heller aldrig komme senere, og hvis den ikke blev forkortet ville intet menneske overleve.

Den bliver forkortet ved at selve Fredsfyrsten kommer og stiger ned på Olieberget og stifter fred på jorden i tusind år, og Satan bliver bundet og kastet i afgrunden, han, som er alle kriges

og konflikters ophavsmand.

Da bliver Guds Ånd udgydt over alt kød i al sin fylde, og da først vil Israel, som nation, få sløret fjernet fra deres øjne, og de vil se op til Ham som sin Frelser og Messias, Han, som de

fik korsfæstet i sin tid. Da vil de som Guds udvalgte nation, - som de altid har været på trods

af sit frafald, - få den førende plads blandt nationerne som Gud har bestemt, som profeten

Jeremias forudså; Jer.31:7 (King James oversættelse).

Apostelen Paulus sagde: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed”. Det sagde han, da han skrev

om bortrykkelsen og den store forvandling som er forbundet med den. (1.Kor.15:51-58).

Denne hemmelighed har den sandkristne menighed båret i sit hjerte op gennem tiderne, og da Gudsbevidstheden har været levende og virkelig, har forventningens glæde ligeledes været aktuel og givet dem en bedre livskvalitet.

Lad os derfor være vågne og bedende, med olie i vore kander og vore lamper, så vi kan være rede når Jesus kommer.

Gardar Ragnarsson