Missions-Nyt nr. 1 2013 - LEDER, af Annelise Matina Larsen - Jesus er døren!

Jesus siger .”De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde

føde, og de vil komme hjem igen” Joh.10 vers 9. I Jesus er der frelse, liv og tryghed. Han er ikke en dør, der spærrer os inde eller begrænser vores livsudfoldelser. Nej, han er kommet, for at vi skal

have liv, ja overflod af liv. Igennem ham bliver vi genoprettet med vores himmelske far. Vores synder er skjult af døren. Vi er fri, vi er i Guds nærhed, ja vi er hver især hans barn.

Jesus er den dør, som vi kan gemme os bag, når vi bliver bange og utrygge. Han er den dør, som fjenden ikke kan komme ind af for at stjæle, slagte og ødelægge. Når vi er inde i ’folden’ bag Jesus, er vi genstand for hans store hyrdesind. Jesus træder frem som vores DØR og HYRDE. Han kalder

os ved navn, - han kender den enkelte, vi er ikke bare en del af en stor flok. Hver enkelt vil han vise omsorg og give opmærksomhed.Han vil gå foran os, - han jager og råber ikke af os. Vi følger ham,

fordi vi kender hans gode røst. Han vil lede og føre os ad de rette veje. Han lader os ikke i stikken, han vil ofre sit liv for os. Han vil bære de trætte, dem som er blevet svigtet eller udnyttet. Han vil

hjælpe og trøste. Han vil befri os fra det som binder os og ødelægger os. Vi skal blive mætte af hans nærvær, vi skal gå ud og finde føde i alt det, som ER Jesus, og vi kommer hjem igen til ham,

som er vor dør, vor frelse, vor indgang til det evige liv. Jesus er døren ind i vor nutid og i vor fremtid. Da den første påske blev indstiftet, var også døren et vigtigt redskab til, at et helt folk blev reddet fra død og ødelæggelse. Hver familie skulle slagte et offerlam og blodet skulle stryges på dørens

karm og overligger. Gud sagde til israelitterne: ”Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et

tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi det hus, så ingen af jer bliver straffet med døden.” 2. Mosebog 12 vers 13.

Israelitterne spiste deres mad og SAD BAG DØREN og blev reddet fra fangenskabet i Egypten,

fordi blodet var strøget på, som de havde fået besked på. Folket havde været slaver i 450 år. ”Denne sidste nat i Egypten vågede Herren over sit folk for at redde dem ud af deres slavetilværelse, og han førte dem ud af Egyptens land, stamme for stamme. ” vers 41 og 50.

Fra den dag fejres påsken hvert år som et konkret tegn på Herren befrielse, påsken er den højtid,

som giver identitet af AT VÆRE HERRENS FOLK. Ikke bare for det jødiske folk, men for alle

folkeslag på jorden, er påsken en påmindelse om, at Jesus er det slagtofferlam, som skulle ofre sit

liv og hvis blod blev strøget på vores livs hus. Vi kunne sidde bag ’døren’ og blive reddet, befriet og få det evige liv. Jesus ER døren i din og min nutid og fremtid. Vil du åbne døren for din næste i Danmark og ud til hele verden?

Kærlig hilsen Annelise Matina Larsen.

Missions-Nyt nr. 1 2013 - IRLAND, af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner

I januar 2013 blev der banket på døren en mandag aften. En ung mand stod der og sagde, at hans

forældre sad udenfor i bilen og ville gerne se nogle fotografier fra tidligere år. De havde været i

England i mange år, men var nu på besøg i Irland.

De kom selvfølgelig ind, og der blev kigget på masser af fotografier, fra da vi sidst så dem - for næsten 40 år siden! De fandt mange fotografier af familie og bekendte samt afdøde slægtninge.

Dengang tog vi ofte nogle af de mest forhutlede børn med på udflugter til stranden en snes

kilometer fra Cork. Foruden leg, blev der altid tid til at høre nogle bibelhistorier og synge nogle sange - sådan gjorde vi jo også, når de kom i skarevis til vores lille lejlighed, hvor der altid var flere siddepladser på trappen!

Men nyttede det ret meget - eller i det hele taget? Blandt børnenes forældre (de rejsende irske sigøjnere) var der ofte stærk angst for at ’skifte religion’, som de udtrykte det. Og så efter få års forløb mistede vi kontakt med de fleste af dem, når de rejste videre.

Nu, under meget ændrede ydre forhold, er de fleste fordomme forsvundet. Men ægteparret huskede udflugterne til havet. ”Det var den eneste ferie, vi fik dengang!” Sagde Doll, den unge mands mor. Og de huskede budskabet om Jesus, særligt Doll tænkte alvorligt på at blive en kristen. Vi fortalte dem om en forestående kanpagne i Cork med nogle af vores franske og engelske

sigøjnervenner - de havde truffet nogle af sidstnævnte i England!

Særligt i det sidste halve år har vi pludseligt fået flere sådanne kontakte. For nyligt telefonerede en

mand og fortalte, at han var blevet en kristen, og han ville gerne træffe os igen. Han plejede at komme hos os som barn. Han var nu 50 år gammel!

For en del år siden, da jeg som sædvanlig såede grønsager i haven, havde vi en irsk ’sommer’, der

var så våd, at ingen af frøene kom frem - de var vel rådnede i den våde kolde jord! Med så fik vi et

herligt solrigt efterår, og tænk de grønsager, der skulle have vist sig i maj, kom frem i september! Også på det åndelige område kan vejret være koldt og mørkt. Men Sæden, der blev sået, er Guds levende og blivende Ord - og Sæden Lever! Gud husker de bønner, vi har glemt. Det er Ham, der

giver væksten - og der er nu, der skal høstes, og i dag der skal virkes.

Vores kirke i Cork arbejder støt, på trods af mangel af egen ejendom. Dette problem trækker

stadigvæk i langdrag. Derimod er vores ejendom i Congo ved at få lagt et godt tag på netop nu! Det er vores kirke i Cork, som ejer grunden og ejendommen dér i Congo. Regeringen dér forlanger

så mange officielle ting i den forbindelse. Men ellers er næsten alt i samfundet i et forfærdeligt kaos

-postvæsen og mange andre ting fungerer overhovedet ikke i Congo!

Albeto er i stadig telefonkontakt med de, der står for arbejdet derude i hans fravær. Han forbereder allerede til sit næste besøg i sommer.

Tænk, vi ejer altså grund og ejendom i Congo, men intet her i Cork - altså ikke endnu!

Vær med til at bede om denne sag. Vi takker Gud for de trofaste arbejdere, vi har her, men vi beder om flere arbejdere, for vi må arbejde i den tid, vi lever i nu, og der trænges til flere for at føre

arbejdet videre.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete Simpson - Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - GRØNLAND tur/retur, af Gudrun og Dan Toldam

Kære læsere af Missionsnyt. Michael Gam, en dansk skolemand i Grønland, skrev engang en bog med titlen: Engang Grønland, altid Grønland. Min kone og jeg, samt 3 af vores 4 børn (den sidste kom til i Grønland), tog første gang til Nuuk/Godthåb fra 1980 - 1987 for at være en del af det missionsarbejde, der foregik

dér i det tidsrum. Det blev år vi aldrig glemmer, som satte sig så dybe spor, at da vi nåede så vidt i vore liv at vi kunne kalde os efterlønnere og siden pensionister, så blussede kaldet op igen.

I 2008 blev vi spurgt af lederparret i Nuuk, John og Ulla Østergaard Nielsen, om vi havde lyst til at afløse dem en sommerperiode. Det gjorde vi, og mødet med stedet, naturen, befolkningen og ikke

mindst den nu store og velfungerende grønlandske menighed i Missionshuset i Nuuk, gjorde noget

ved os. Ved vor afsked den sommer lød det til os, at vi ikke var færdige med Grønland, og Gud

havde noget mere for os at gøre, noget i den retning. Der blev ydermere sagt, at det havde noget at

gøre med den nordlige del af Grønland, omkring Diskobugten. Det sidste blev nævnt i en mere

fortrolig sammenhæng. Efter den på alle måder meget spændende sommer, så besluttede vi at arbejde hen på at tage nok

en tørn i Grønland. Vi henvendte os til John og spurgte, om der var et sted I Grønland, han kunne

anbefale og se os i indenfor den grønlandske frikirke, som John var landssekretær for. Efter lidt

betænkningstid kom svaret og det lød: ”Aasiaat i Diskobugten.”

Oktober 2009 tog vi til Aasiaat, et sted vi ikke tidligere havde været, et smukt sted ud til Diskobugten. Der var et hus, et missionshus, som man nu kalder det i det frikirkelige arbejde, der på grøn

landsk går under navnet Inuunerup Nutaap Oqaluffia, ’det nye livs kirke’. Huset bestod af en lejlighed og en mødesal, som var bygget til i midten af 70ʻerne. Huset var oprindelig bygget af norske missionærer, Lolli og Olavs Hakkebo.De havde i mange år virket dér, og mange, som vi

mødte, kunne sagtens huske dem.

Den lille menighed havde siden gennemlevet en noget turbulent tid og der var nu brug for et modent par. Det var så os, og det gjaldt så om at være der og gøre hvad vi kunne, for at arbejdet kunne fortsætte. Det første vi følte vi skulle gøre, var at gå sammen med den ledelse, der var tilbage, og få etableret et godt fællesskab.

Her mødte vi 2 skønne grønlandske kristne kvinder, der 100% ønskede at tjene Herren med det nye liv, de havde modtaget. Det blev til mange gode anledninger med megen samtale og bøn. De praktiske opgaver kom, når der var tid til det, og vi havde fået klaret det andet. Nye mennesker kom

til, og nogle af de ’gamle’ vendte tilbage. Det blev knap 3 år, hvor vi fik lov til at se, hvad Gud gør i Grønland i dag.

I Apostlenes Gerninger 8:26 står der: Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: ”Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” Det gjorde han så...

Aasiaat ligger ret øde og mange mennsker i den by og i de omkringliggende bygder, føler sig “øde

og forladte”. Så Gud vidste hvad han gjorde, da han sendte os det sted hen. For evangelisten Filip

var det for at møde den romerske høvedsmand, for os var det for at møde nogle mennesker med

dybe behov af forskellig slags. Gud er den samme og hans kærlighed og omsorg er lige stærk, som da Filip levede. Det var fascinerende at opleve at være et sted, hvor der var nogle særlige behov,

men også at der var trøst og hjælp at give.

Tiden blev også et møde med nogle spændende mennesker. Clair og Clara Schnupp fra Canada, 2 kristne terapeuter, som kom til Aasiaat i 2010 flyvende til stedet med organisationens eget fly. De er henholdsvis 72 og 75 og har et meget stort hjerte for Grønland. Det blev en forrygende uge i Missionshuset hvor de holdt kursus for incest ofre og for andre med forskellige problemområder.

Et andet spændende mennesker vi mødte, var Allan McGuire, som har startet et kristent radioarbejde i Canada, Galcom, der har til formål at sætte kristne radiostationer op overalt i verden. Og altså også i Grønland. På 4 dage i efteråret 2011 fik de sat en 16 m høj sendemast op og etableret

en lokal kristen radio, så den kunne høres i hele byen. Fantastisk. Signalet fra den kristne radio i

Nuuk, hvor udsendelserne bliver produceret bliver nu videresendt til de 9 - 10 byer, hvor der nu er

opsat sendeudstyr. Et meget stort aktivt for missionsarbejdet. Med kærlig hilsen Gudrun og Dan Toldam - Projekt 5022 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - KENYA, af Birgitte og Søren Petersen

Kære missionsvenner. 3 af vore medarbejdere er lige kommet hjem fra det nordlige Kenya, hvor de har rejst en tagkonstruktion til en stor skolebygning. Vi har tidligere hjulpet med bygninger samme sted, og ud over at

blive brugt til skole, bliver bygningerne også brugt til kirke om søndagen.

De fortæller, at menigheden er vokset siden vi byggede den første bygning i november 2009. Et missionærpar, som sammen med deres støtter, har sponsoreret størstedelen af bygningerne, fortæller, at det er en meget kulturel kirke, og at mennesker fyldt af glæde danser, mens de priser Jesus. Når menighedens kor skal synge for resten af menigheden, sker det ofte, at halvdelen af forsamlingen rejser sig op for at være sammen med dem i tilbedelsen af Jesus.

Vore medarbejdere fik stor respekt for missionærparret, som bor deroppe. Det er et meget øde

område, fuld af skorpioner og slanger, der er ingen netværk til telefoner, der er langt til den nærme

ste tankstation, der er langt til en klinik – som vel at mærke kun er åben om dagen. Og hvad gør man så, når man oplever, hvad vores medarbejder Omuka oplevede på turen – blev stukket af en

skorpion!

Det var først på aftenen, og Omuka skulle have et bad efter dagens arbejde, og derfor havde han ingen sko på fødderne. I mørket så han ikke en skorpion – men han MÆRKEDE den! Straks fik han

en voldsom smerte, som trak længere og længere op i benet. Han sagde med det samme til

Alphonce og Robinson, vore andre medarbejdere, at de skulle binde en stram snor om hans ben,

så giften ikke trak længere op. Nogen løb efter hjælp, og så kom der nogen, som kunne yde ”førstehjælp”.

De gav Omuka elektrisk stød 5-6 gange, ca. hvert 2. minut, men da han ikke blev bedre, løb nogen efter hjælp hos ovennævnte missionær, som havde en bil. De kørte ham til en klinik, hvor han fik en injektion direkte ind i foden, hvor han var blevet stukket. Og det hjalp. Han fik også nogle smertestillende tabletter – og han sov godt hele natten og var klar til at arbejde næste morgen. En skorpions gift kan i nogle få tilfælde være dødbringende for mennesker, men er det som regel ikke.

I en rapport skrev Omuka: ”Vi er blevet tilbudt at tjene med, når det gælder Guds riges vækst ved at bygge kirker. Vi må fokusere mere på pligterne end på problemerne. Og når alt går imod én, så er Gud i stand til at håndtere alt.”

Mens Omuka stadig var i mange smerter, måtte han slå en slange ihjel, som var lige ved døren til huset, hvor de boede. Og senere på aftenen fandt de en skorpion i det værelse, hvor de sov – og

måtte også slå den ihjel!

Vi er utroligt taknemmelige for vore medarbejdere, og bliver ikke mindre taknemmelige, når de viser en meget fin attitude. Missionærerne, vi hjalp, var også meget imponerede over vore medarbejderes arbejde og skrev til os, at de arbejdede meget hårdt og gjorde et imponerende arbejde.

9 dage inden jul skulle vore 2 medarbejdere, Omuka og Peter, til Syd-Sudan for at rejse tagkonstruktionen til en kirke i hovedstaden Juba. Birgitte havde et par dage i forvejen bestilt busbilletter til dem, så de ikke skulle skifte undervejs. Bussen ville køre nonstop gennem Uganda. Der var 2 chauffører på bussen, som så skiftedes til at køre / hvile sig.

En god time efter at de var kørt, fik vi en sms fra Omuka og Peter. De fortalte, at de ikke havde nogen sæder i bussen, som var helt fuld. Vi havde betalt et pænt beløb for turen, så det var naturligvis helt urimeligt, at de ikke fik siddepladser. Det endte med, at vi tilbød dem at vende om og rejse en anden dag, da det var en køretur på et helt døgn. Men deres svar var: ”Vi er sendt ud på

en mission. Selvom det er hårdt, så fuldfører vi.” De sad på gulvet mellem tasker hele vejen.

De nåede lige at komme hjem lige inden jul den 23. december. Det var bønnesvar! Og arbejdet i

Sudan var gået godt, og nu beder vi om og tror på, at kirken deroppe må blive et redskab til, at mange mennesker kommer til tro på Jesus.

Den gamle kirke var så ringe, at det næsten var skamfuldt for præsten og menigheden at invitere nye med i kirken. Nu har de fået et redskab til at vinde mennesker for Jesus. I juli 2012 hjalp vi en menighed i Turkana med en kirke. De var dengang 20-35 voksne, men nu er

menigheden vokset til 70-90 voksne – foruden børn. Desuden bruger de kirken til dagligt til skole, hvor de nu har 90 elever. Vi synes, det er så fantastisk, at det går så godt, og menigheden endda hjælper 90 børn med skolegang uden at vi behøver gøre mere. Vi har blot hjulpet praktisk med

kirken og med et engangsbeløb på 10,000 kr. Resten tager kenyanerne sig af.

Det er en stor glæde at kunne være med til at velsigne dem, der også selv er med til at gøre, hvad de kan.

Vores største økonomiske behov er gaver til kirker i yderområder, hvor folk er mest fattige, og hvor

der ofte er længst mellem kirkerne.

Vi takker Gud for hver eneste, der vil være med til at sponsorere en kirke – men også for forbøn for

os og vore medarbejdere. Ikke mindst for vore medarbejdere, når de arbejder i farefulde områder. Kærlig hilsen Birgitte og Søren - Projekt 5325 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - DICIPLE TRAINING SCHOOL, af Lotte Fuglsang

Det er den 5. juli 2012, og jeg får mig en lur i et stille fly højt over Stillehavet. Det er nat, og vi har

retning mod Hawaii. Hvor jeg dog glæder mig til at se, hvad det her skal blive for noget! Jeg kender

mange, der har været på Disciple Training School før mig, men ved i grunden meget lidt om, hvad det i detaljer vil byde mig. Hvordan var det overhovedet, jeg fik idéen? Det gik så stærkt. Fik jeg egentlig overvejet noget som helst, inden jeg købte flybilletterne? Pludselig virker beslutningen meget spontan. Jeg kommer til at grine for mig selv i flysædet, for det her er slet ikke gennemtænkt.

Da jeg ankommer til Hawaiis mur af varme er det stadig nat. Mine værelseskammerater er på vej i seng, da jeg træder ind i mit nye hjem, men jeg selv er nu lysvågen. Jeg sender en ”jeg er godt fremme” mail til familien derhjemme og ligger spændt og venter på næste morgen, hvor eventyret

rigtigt skal få sin start. Hvad mon Gud vil vise mig det næste halve år? Jeg har ikke helt styr på,

hvordan jeg er endt her - men jeg har stærkt på fornemmelsen, det er lige her, jeg skal være... Efter nogle timer falder jeg endelig i søvn. Et kæmpestort smil sidder fast på mine læber.

’Know Jesus – and make Jesus known’ er fokus for organisationen ’Youth With A Mission’, som i dag kører de mange ’Disciple Training Schools’ på baser spredt ud over alle verdens lande. Skolen, som ofte forkortes DTS, varer typisk et halvt år og består af to dele: Tre måneders undervisning på

en af baserne efterfulgt af tre måneders missionsrejse til et hvilket som helst land, som har brug for

at høre om Guds kærlighed. På skolerne får utallige unge kristne hvert år lov at erfare og udforske Guds uendelige kærlighed og nåde, og undervises i, hvordan livet som Guds barn og discipel

allerede på jorden er fuld af eventyr, kraft, glæde, visdom og frihed. Det hele sker under påmindelsen af, at missionsbefalingen ikke kun er for missionærer, men derimod et kald i alle kristnes liv

– unge som gamle. Og under overbevisningen om, at netop dette kald bliver forvandlet fra tung

byrde til en dyb, dyb glæde, når Helligånden for lov at åbenbare for os, hvordan det aldrig har

handlet om religion, men om et kærlighedsforhold til en ægte, levende Gud. Frelse. Et møde med Bibelens Gud – den øverste virkelighed, vores alles realitet. Vejen, sandheden og livet. Intet

mindre.

”Awaken” – var temaet for den tre måneders undervisningdel, som jeg personligt fik mulighed for at blive en del af på YWAM’s største skole på Hawaii. ”Awaken” – ”at vågne op”! Temmeligt tilfældigt faldt jeg sidste sommer over holdet på nettet, og drømmen bag forløbet var tydeligt og radikalt: ”Vågn op, unge generation: Kom og erfar, hvor højt, du er elsket af Gud. Se så dette flyde over i en

kærlighed til din næste, og i et brændende ønske om at de, der endnu ikke kender Ham, må få lov

at erfare det samme.” Noget (der ligner en personlig længsel efter selv at møde Ham - efter at lade

Ham komme til, hvor jeg ikke længere selv har kontrollen, men faktisk har noget at miste, hvis ikke

Han findes - efter at se for mig selv, om Han faktisk er virkelig og fantastisk nok til at man kan bygge et helt liv på Ham) fik mig til at takke ja til invitationen, og nogle måneder senere var jeg og

mine godt 100 klassekammerater i gang med vores hidtil vigtigste og mest udfordrende livskapitel, alt imens solen skinnede på palmerne og de grønne gekkoer omkring os.

Tiden på Hawaii blev brugt på bibelundervisning af talere fra hele verden, på ugentlig gademission med overvældende mirakler, weekendture til stranden, stilletimer, vild lovsang og mange, mange

timers forbøn. Der var vilde øjeblikke, hvor Gud overraskede. Der var ubeskrivelige timer, hvor Han føltes helt nær. Der var aftener med masser af skepsis og forvirring i mit hoved. Og der var dage fyldt af fred og følelsen af endelig at have fundet op og ned på tilværelsen. Det er heldigt, Gud er

hævet over vores tanker og følelser omkring Ham. Sidst i september tog vi hul på anden del af DTS

– missionsrejsen (outreach, som de kalder det). Jeg endte i Cambodia med et hold på ni unge mennesker, hvor vi fik lov at træde ud i alt, vi havde lært på Hawaii. Vi underviste buddhister i engelsk i Battambang, hvor vi havde en klasse hver og delte evangeliet og Guds kærlighed med

vores elever, vi besøgte og hjalp til på børnehjem, bad med buddhistiske munke og rejste til små

landsbyer rundt omkring i Cambodia for at være til rådighed, så Gud kunne skinne igennem os. Og

midt i det hele øvede vi os i og søgte at forstå, hvad det egentlig vil sige at leve for Jesus og elske Ham højest – ikke nødvendigvis at rejse jorden rundt, men derimod hver eneste morgen at vælge Hans vej og ikke min egen, fordi jeg ved, jeg ingenting er i mig selv. Dét er radikal kristendom. Det

er discipelskab.

Og Gud var med i de store, intense øjeblikke, hvor vi fik lov at se Ham gøre undere, såvel som i de

stille morgentimer, hvor jeg sad alene og en smule forvirret midt i Asiens rismarker og ikke syntes at

kunne mærke eller greje Ham. Da outreach var slut, mødtes vores klasse (som i 11 forskellige hold

havde brugt tre måneder i 11 forskellige lande verden over på at lade os bruge af Ham). Det blev en af de største aftener i mit liv, da vi som klasse igen var samlet på Hawaii og delte de endeløse

vidnesbyrd om, hvordan Gud de sidste måneder havde vist sin kærlighed på jorden til og igennem unge kristne, som i bund og grund ikke vidste, hvad de lavede, men bare vidste, at Gud kunne virke i og igennem dem, så snart Han fik lov. Historierne om, hvad vi alle havde fået lov at se med egne øjne, havde nærmest ingen ende: Blinde, der nu kunne se igen - lamme, der kunne rejse sig fra kørestole - stumme, der talte for første gang i tredive år – og tusindevis af mennesker, som Gud

mødte igennem det evangelium, som vi smånervøst delte på gaden.

Jeg takker nu Gud, at han for det sølle halve år, jeg dedikerede til Ham, gav mig tusind gange igen. Jeg har fået lov at møde Ham på ny, se helt nye sider af Ham og opleve, at Biblens helt utrolige beskrivelse ikke er overdrevet. Han var en ubegribelig og hellig Gud, da heksedoktoren i Afrika

inviterede Ham ind i sit liv og mærkede fred for første gang. Han var en spændende og tålmodig

Gud i de stille morgentimer på Hawaii, når jeg åbnede min bibel, og Han langsomt lod mig forstå endnu en lille bid af, hvem Han er. Han var en vild og ekstrem Gud i et overnaturligt øjeblik i Nepals

gader, hvor Himmelen mødte jorden, og Han brugte unge kristne til at helbrede og omvende en hel

landsby. Og han er kærlig og tålmodig i Aarhus’ studieliv, hvor en af mine venner i dag får lov at

dele lidt af det glade budskab med en klassekammerat, uden ekstreme mirakler eller det store

hokuspokus, men på hvad der ligner en helt almindelig mandag på Universitetet. Han er tålmodig

og trofast på dage, hvor jeg slet ikke synes, jeg kan mærke Ham og skepsis får lov at overtage,

selvom jeg ved, det er sandt, det hele. Og han er betagende og utrolig, når jeg får lov at føle Hans

nærvær på en løbetur i skoven i Danmark. For Han er altid den samme - uafhængigt af mig. Han er og har altid været – uanset hvilken side, jeg oplever af Ham lige nu. Han fandtes længe før, jeg

opdagede det. Han kendte mig længe før, jeg begyndte at kende Ham. Og Han er smukkere og

større, end jeg har hjerne til at sætte mig ind i eller kan holde til at opleve, mens jeg stadig kun står på jorden. Han er værdig alting, og Han er nok til alene at kunne betage mig hele livet, om jeg så ikke havde andet end Ham. Han skabte jo selv mit behov for lykke - og Han skabte det til at kunne mættes af Ham. Hvorfor lede alle andre steder?

Jeg er påtænkt og frelst af en Gud, som ikke er en teori, men som er sand, og som alt bevæger sig

omkring og hen imod. Det er min virkelighed. Det er mit livs formål. At have del i en evig lykke, takket være Ham og kun Ham – og det samme gælder jo de mennesker, som jeg møder hver

eneste dag. Mange af dem ved det bare ikke endnu…Mat. 28,19-20 Lotte Fuglsang, Skjern

Missions-Nyt nr. 1 2013 - BRASILIEN, af Kirsten Solveig Pinheiro

En lille opsummering af året, der er gået, med lidt tal på, hvad der er sket etc. så vi kan glæde os sammen. Vi udtrykker hermed vores taknemmelighed overfor jer, der er dyrebare samarbejdspartnere på forskellige planer.

Vi havde i januar en tur til Para delstaten, hvor vi var et lille team, der arbejdede med to menigheder i Vigia og Taua, og med en flodfolk-landsby nær Abaitetuba. Over 250 børn blev betjent på forskellig måde igennem såkaldet ferieskoler, og i kraft af social aktionsdage, hvor professionelle gav assistance på sundhedsområdet til mange familier, hvor der blev foretaget flour skylning af

børnenes tænder, uddelt tandbørster og tandpasta, uddelt brugt tøj o.s.v. I juli rejste vi til Danmark,

så i den periode blev der ikke afholdt cirkus-turné hér. Men forskellige kurser blev realiseret i Fortaleza, i Canoa Quebrada etc. I Børnenes måned deltog vi i forskellige børnefester med klovneri med hundredvis af deltagende børn. En gruppe af gutter i rehabiliering har deltaget i cirkus

kursus her, så de optræder.

To gange ugentligt kommer en gruppe på op til15 børn i alderen fra 2 til 12 år fra lokalområdet fast

her til leg, kreative aktiviteter, Bibelundervisning, sang o.s.v. Yderligere over hundrede børn i forskellige aldre er blevet assisteret igennem Projekt ’Pavement’ rådgivningsmateriale, som Kirsten især arbejder med, både i Para delstaten og her i Ceara og Macapa delstaterne i årets løb.

Bevidstgørelse omkring faren ved stoffer til den opvoksende generation, igennem foredrag på

skoler, præsentation af drama og dukketeater o.s.v. foregår løbende, mest lokalt. En del kirker bliver besøgt, hvor vi deltager med oplysning, drama, vidnesbyrd m.m.

Vi havde 45 mænd i alderen fra 18 til 57 år igennem i rehabiliteringsprogram i kortere eller længere tid, for nogle havde vi en mere herbergslignende funktion, for familierne en aflastningshjemslignende funktion, andre ønskede virkelig at blive frigjort fra afhængigheden og kom langt videre. Nogle er tilbage i deres respektive jobs, én fandt job her i hønseri branchen, og nogle er i dag i menigheder og tilbage hos familien. Vi havde i gennemsnit 8-10 elever ad gangen i løbet af året. Også familierne har vi i det fleste tilfælde haft en del kontakt med, og folk fra menigheder i opsøgende

arbejde med misbrugere.

Vi tilbyder engelsk undervisning, alfabetisering, for dem, der har brug for det, mekaniker kursus,

ligesom arbejdsterapien giver erfaringer på byggeområdet, med dyrkning af jord, med husdyr hold,

fiskeri, genbrugsstaion m.m. Vi har sportsaktiviteter - mest yndet er fodbold og badning i søen. Vi har også et rytmisk band, hvor de fleste deltager. Og forskellige håndværksaktiviteter indlæres.

Vi håber her i starten af det nye år at få indkvarteringsforholdene for gutterne helt klar, der skal

udstyres bedeværelser, lægges klinker på gulvet o.s.v. Så der er nok af udfordringer byggemæs

sigt. En samarbejdspartner - en præst og kirke fra Maracanau, ønsker at købe nabo grunden, der

er til salg, hvor eleverne bor på nuværende tidspunkt, og de er i visionen sammen med os for at skabe en missionsbase her, en mini bibelskole med fokus på mission, hvor fremover også enkelte

fra rehabiliteringsprogrammet vil kunne blive elever og deltagere i missionsture. Vi håber at styrke arbejdet med kurser i menigheder, med titlen ’Leve Kreativiteten’, og ligeledes arbejde mere på det

forebyggende plan med oplysningsarbejde og forestillinger på lokale skoler. I januar er der tur igen

til Flodfolket og i juli vil vi arrangere en cirkusturné. Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro - Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - TANZANIA, af Tabitha og Torkild Jensen

Natten til tirsdag den 20. november kl. 3 døde Lorkikus kone mama Sofia på grund af sine svære

forbrændinger.

I går eftermiddags blev vi ringet op af Loriku, som fortalte, at hans kone desværre var blevet

overført til Intensiv afdelingen igen, da hendes tilstand var væsentlig forværret.

Vi besluttede straks at køre ned på hospitalet, for at se til mama Sofia. Det var tydeligt at se hun var

meget afkræftet og de sidste kræfter var ved at ebbe ud. Jeg Tabitha stod ved hendes seng, tog hende i hånden og strøg hende kærligt på armen.

Jeg snakkede til hende og pludselig fik jeg øjenkontakt med hende og hun blinkede flere gange

med øjnene for ligesom at fortælle, at hun kunne høre hvad jeg sagde. Dette blev en hellig stund

for os, hvor vi også fik taget afsked med hende.

Loriku har passet hende trofast hver dag i næsten tre måneder og har været ved hendes side hele

tiden fra tidlig morgen til sen aften.

Begravelsen foregik onsdag, hvor vi fulge hende til sit sidste hvilested sammen med alle vores medarbejdere. Vi havde selvfølgelig håbet til det sidste, at Gud ville gøre et mirakel for hende og

gøre hende rask. Men Herren ved og kender, hvad der er bedst for hende.

Nu har mama Sofia fået fred og er hjemme hos Jesus, hvor der ikke findes smerte eller gråd. Nu er

hun sammen med sin lille dreng, som døde for 2 mdr. siden.

Deres lille pige, som også blev forbrændt bliver udskrevet fra hospitalet i dag, og til Guds ære kan

vi sige, at hun er fuldstændig rask. Hun kan foreløbig bo hos sin morbroder og tante her i Arusha, som ønsker at tage sig af hende, så hun ikke skal tilbage til masailandet, nu hun har mistet sin mor.

Vi vil igen, sige jer tusind tak, fordi I har været med til at bede for denne familie gennem denne svære tid. Tak om I stadig vil huske Loriku, som nu er alene om at tage sig af børnene (en dreng og

to piger).

Tak fordi I har stået sammen med os igennem denne svære tid. Må Gud rigt velsigne jer for al jeres

omsorg.

Sidste nyt om vores nye skole:

Vi sluttede skoleåret med 45 elever og startede det nye år med hele 75 elever. Det betyder en stigning på 30 elever, og det synes vi selv er rigtig godt. Børnene stortrives på skolen, og der er

sådan en god atmosfære blandt lærerne og børnene.

Nu har vi fået de to sidste nye klasseværelser gjort færdige og de er allerede taget i brug. Vi synes selv, at det er blevet så flot.

I 2013 vil vi gerne bygge tre nye klasseværelser ovenpå de nuværende bygninger, da vi er i

underskud af klasseværelser. Lige nu har vi lavet 2 midlertidige klasseværelser i hallen.

Vi har i januar modtaget en 40 fods container, sendt af ’Sarons Slette’ i Gatten og sponseret af ’MS Danmark’. Der er godt nok meget i sådan en container, så vi var lykkelige, fordi vi samtidig havde besøg af vores venner, Berrit og Enok Hansen, som vi selv pakker container med i Danmark. De gav os en hjælpende hånd med at få tømt den store container.

Enok var fantastisk til at få det hele organiseret ved tømningen, og derefter startede han med at

samle de møbler som var blevet skilt ad i Danmark, så pladsen i containeren kunne udnyttes endnu mere. Under deres besøg, har Enok blandt andet også fået samlet og sat to køkkener op på skolen,

både et til skolen og et til de fremtidige volontører.

I øjeblikket er Torkild ved at få et overblik over tingene fra containeren, da det hele midlertidigt er

blevet sat ind i hallen. Containeren skal deles op, så den ene halvdel bliver brugt til lagerrum og

den anden halvdel til kontor. Som I kan se på billedet, står containeren for enden af hallen og ved vejen, det er meget praktisk med et kontor nær vejen, så forældre nemt og hurtigt kan finde det. Vi går nu i gang med at sætte tag over containeren og dele den op, så der kan laves et fint kontor.

Næste skridt bliver at udvide vores terrasse, så vi kan bruge den som spisesal for børnene. Derefter går vi i gang med bygningen af klasseværelser på 2. etage. Det bliver rigtig spændende.

Hvis du føler for at hjælpe os økonomisk med dette byggeri, vil vi blive rigtig glade og taknemmelige. Med denne skole vil vi gerne hjælpe forældreløse børn, enlige mødre og fattige familiers børn

med at få en god skolegang, så de også har en chance for at komme frem i livet.

Man kan sende penge til byggeriet ved at øremærke dem ’skolebyggeri’ til Missionsfonden eller til

vores missions-konto: Reg. Nr. 9712 - Kontonr. 07 41 79 30 75 Kærlig Hilsen Tabitha og Torkild - www.mission-tanzania.dk - Projekt 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - THAILAND, af Birthe Steffensen

I december måned var Prayoon og Sathiyaa inviteret til et kursus i Nepal af Interpedia, den finske

organisation, som støtter deres arbejde på skolehjemmet i Nakhonthai.

Det blev en spændende og til dels rystende oplevelse for dem. Der var inviteret 35 personer fra 11

lande i Asien og Afrika, så det var et spændende kulturmøde. Nepal overraskede på flere måder.

Fattigdommen ramte dem. De gav udtryk for, at de aldrig har set sådan en fattigdom i Thailand. Støvet var til stor gene for Sathiyaa’s allergi. Himalaya bjergene betog dem. Der var indlagt en trekking tur i ugens løb og det var både en meget smuk men også en frygtindgydende oplevelse. De havde det svært med højderne og den tynde luft – og med de proteinrige bønner, som var hovedbestanddelen af kosten på trekking turen. Det var sjovt at høre dem fortælle om deres oplevelser.

Det er mit indtryk, at kurset primært har bestået i, at deltagerne har fortalt om deres arbejde og delt deres erfaringer, og derudover har kulturmødet og oplevelserne fyldt det meste. Der er ingen tvivl

om, at det i hvert fald har gjort indtryk og sat sine spor i Prayoon og Sathiyaa. Den første weekend i februar fejrede pinsemenighederne i Phitsanuloke provinsen 50 års jubilæum.

Det var i Nakhonthai distriktet de første kom til tro, og derfor var det også i Nakhonthai, jubilæet blev fejret med mange hundrede kristne fra hele provinsen.

Khun Pøem og hans kone var de første, der tog imod evangeliet, og Khun Pøem var i mange år

præst for menigheden i Nakhonthai. De sidste par år har han været meget svækket, og desværre døde han 10 dag før jubilæet. Der blev holdt en mindehøjtidelighed for ham. I Sathiyaa’s landsby

var hendes forældre de første, der tog imod evangeliet. Sathiyaa’s far døde i 2007, men Sathiyaa’s mor Yaay Sa-art - lever i bedste velgående og bor hos Prayoon og Sathiyaa. Khun Pøem’s datter er en levende kristen og er med i ledelses teamet i Naa Gai Khia.

Det overraskede mig på en måde, at arbejdet i Nakhonthai er så ungt, selvom jeg jo godt ved, at

både Prayoon og Sathiyaa ’kun’ er anden generations kristne. Prayoon blev født i 1963 og fylder 50 sidst på året. I hans familie var det kun hans far, som nu er død, og Prayoon, som har taget imod evangeliet. Jeg har kendt Prayoon og Sathiyaa fra Sukhothai, hvor Prayoon kommer fra, siden 1984 og besøgte første gang Sathiyaa’s familie i Nakhonthai i 1987.

Siden 1991 har støttekredsen og Missionsfonden og Lærerenes Missions forening været involveret

i arbejdet i Nakhonthai på forskellig måde, så vi er en del af deres historie de sidste 20- 25 år. Det

glæder mig, og jeg takker Gud for, at jeg har fået mulighed for at være med på denne måde.

På skolehjemmet nærmer skoleåret sig sin afslutning. Midt i marts begynder sommerferien, og

eleverne tager hjem for at hjælpe til med markarbejdet. Nogle af dem vil også deltage i de kristne

sommerlejrene, som menighederne arrangerer. Prayoon og Sathiyaa og teamet på skolehjemmet

tænker med glæde tilbage på dette skoleår. De har ikke haft så mange børn – kun 40 - så der har været mere ro på og mere tid til det enkelte barn. De er især glade for, at det har fungeret så godt med at dele børnene ind i blandede aldersgrupper. Det har skabt et godt fællesskab, og de store har taget mere ansvar og haft omsorg for de små.

Næste skoleår skulle de gerne have fuldt hus – det vil sige 75 børn. Nogle få afslutter deres skolegang i år, så de håber på at kunne byde ca. 40 nye børn velkommen i maj måned sammen med de

35, som fortsætter efter sommerferien. Det er et bønneemne.

Prayoon og Sathiyaa sender mange varme hilsner med tak for fællesskab i deres tjeneste. Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - FILLIPPINERNE, af Abby og Peter Capili Hansen

Kære Missionsvenner, Vi håber at du er kommet godt ind i det nye år. Vores hjerter brænder for misson og nødhjælp og vi håber at du vil bede for os i 2013. Bøn er meget vigtigt, så tak for din forbøn.

En dag for før Jul var vi med til at arrangere en stor julefest på McDonald for 500 fattige børn som

bor på losseplads områder i Cebu regionen på Filippinerne. Disse børn havde aldrig været på

McDonald, så det var en stor oplevelse for dem. Børnene blev delt ind i fem grupper med 100 børn

i hver gruppe for at få plads til alle. Mens børnene ventede på deres mad, var der underholding med forskellige indslag og julesange arrangeret af den lokale kirkes unge. Dette arrangement vil børnene aldrig glemme.

Vi håber at have mulighed for at være en del af dette projekt igen i 2013 med endnu flere børn. Den

eneste hjælp børnene får, er igennem Angel Relief og vore samarbejdspartnere på Filippinerne.

Næsten 2000 er døde, og mange er stadigvæk ikke fundet efter den seneste tyfon i det sydlige

Filippinerne. Vores team og samarbejdspartnere siger, at de aldrig har set noget ligenede. Mange

steder er byer blevet totalt udslettet, og intet er tilbage. Der er mange områder, hvor folk ikke har noget sted at bo og intet at spise.

Mange børn er sultne og syge. Derfor har vi i Angel Relief været med til at sponsorere et madudde

lingscenter i to landsbyer, som er blevet totalt smadret at tyfonen, hvor de kan få gratis mad i 10 mdr. (næsten hele 2013). Maden, som bliver lavet og givet ud gratis, er en special grødsammensætning af mineraler, protiener, fiber og vitaminer også kaldet ’vitameal’, som også bliver brugt i

Afrika og andre steder, hvor der er underænæring og sult.

Teamet har også hjulpet med af genopbygge hjemmene til lokale evangeliske præster og nogle

evangeliske kirker. Også andre små bambushuse er blevet sat i stand. Specialt er vores mål at sætte endnu flere bambushuse i stand. En simpel traditionel god bambushytte koster ca. 600 kr. Du

kan se på billederne, hvordan sådan et hus ser ud. Så det, der er brug for, er mere mad til børnene og tag over hovedet for at beskytte dem mod solen, som lige nu er ekstrem skarp.

Det er helt utroligt, hvad denne tyfon har ødelagt, og vores bønner går til de efterladte, der nu står i en kæmpe genopbygningsface. Vi kan ikke hjælpe alle, men vi kan hjælpe, og det gør vi, og vi gør en forskel. Sammen med andre organisationer har Angel Relief været med til at skabe et lille lys, hvor tingene er meget håbløse.

Vi håber at du vil være med til at støtte vores missions og nødhjælpsarbejde i 2013. Vi har brug for flere missionssponsorer, som vil give et fast månedligt bidrag til Angel Reliefs

nødhjælps- og missionsarbejde, så vi kan gøre meget mere. Engangsbeløb er selvfølgelig også velkomne.

Må Gud velsigne dig. Tak for din støtte og forbøn. Kærlig Hilsen Abby & Peter Capili Hansen - Projekt 5972 Angel Relief i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - PERU’S BØRN, af Yurika og Torben Kristensen

Alle har måske ikke hørt det i Europa endnu, men Peru er et af de lande, der oplever størst økonomisk fremgang disse år. Især i hovedstaden Lima handles der huse og lejligheder som aldrig før og her bygges 40.000 nye lejligheder om året. Det ene indkøbscenter skyder op efter det andet og de er næsten altid fulde af mennesker på jagt efter goder. Går man ind i et stormagasin er her

næsten altid fyldt af mennesker. Her er der absolut ingen krise at spore.

Anderledes er det for nogle af de missions- og hjælpeorganisationer, som modtager hjælp fra Europa. Her oplever man den europæiske smalhals på en anderledes og til tider hård måde. Her må man skære ned eller helt lukke afdelinger. Sådan er det gået for et af de steder, vi har hjulpet

med naturalier. Vi vidste, at krisen kradsede, for vi arbejder sammen med lederparret omkring ’Wawa wasi Samuelito’, der også driver ’Proyecto Josias’.

’Proyecto Josias’ er et støttetilbud til skolebørn i Laredo hvor børnene udover at have fået lektiehjælp også har fået varm mad, har lært bibelhistorier, har haft et legested, osv. Men den spanske organisation som var med til at starte arbejdet og som har støttet det hidtil, har måttet kaste

håndklædet i ringen og stoppe arbejdet. De har ikke ressourcer til det længere.

Det kunne vi ikke bare stå på sidelinjen og se på. Vi besluttede at overtage projektet og prøve at finde støtte til de ca. 25 børn, som det er gået ud over. Derfor arbejder vi nu på at samle støtte til ’Proyecto Josias’, så børnene igen kan få lov til at komme og modtage hjælp og få et sundt måltid mad hver dag. Vi skal samle cirka 185 kroner per barn per måned’ for at projektet kan komme til at

køre igen.

Men der er da heldigvis også gode nyheder. Vi fik en julegave fra Lego Foundation i form af 22 kg legoklodser til børn her i Peru. Lego er et godt legetøj, fordi det er med til at udvikle børns kreativitet, og i en vis grad også deres finmotorik.

Vi har delt Lego ud på de forskellige hjem vi støtter og fik i den forbindelse lidt af en speciel oplevelse. En lille pige på ca 7 år, som er hjerneskadet, så, lige som alle de andre piger på hjemmet, Lego for første gang i sit liv og vidste naturligvis ikke hvad hun skulle stille op med alle de forskellige klodser og brikker. Men da hun fik vist et eksempel på hvordan tingene kunne sættes

sammen til f.eks. et lille hus, fandt hun hurtigt de nøjagtigt tilsvarende brikker i de samme farver og lavede en tro kopi af eksemplet.

Hvad vi blev vidner til var, at denne pige har nogle helt specielle egenskaber omkring iagttagelser som gør, at hun i højere grad end sine omgivelser kan reproducere efter et eksempel. Det var en

dejlig oplevelse, for det betyder, at der også inde i denne lille pige er et håb for fremtiden. Havde det ikke vært for disse legoklodser, så havde vi måske ikke set disse egenskaber hos hende.

Normalt fortæller vi ikke meget om os selv, men for at give et billede af vores liv her i Peru, vi vil

gøre en undtagelse denne gang. For at klare os i det daglige arbejder vi begge som engelsklærere

og Yurika også som tolk. Vi arbejder i forskellige firmaer og bruger meget tid på at komme rundt fra sted til sted. Undervisningen foregår primært tidligt om morgenen, midt på dagen når de ansatte har frokostpause og om aftenen efter arbejdstid. Vi bruger offentlig transport, hvilket kan være lidt af en oplevelse. Trafikken her er kaotisk i forhold til i Danmark. Visse chauffører kører forfærdeligt og

aldeles uden omtanke for passagererne, så det gælder om at holde godt fast, hvis man står op i

bussen. På en lang dag kan vi nå at tilbringe 4 – 5 timer bare på transport. Lima er stor og trafikken

bevæger sig langsomt.

Vi er også meget aktive i vores lokale kirke, hvor vi nu er en del af lederteamet. Det kræver naturligvis også en stor indsats. Guds rige udvidder sig ikke automatisk. Vi er nødt til at være meget bevidste om at nå ud til mennesker, som endnu ikke tror på hverken Gud eller frelsen i Jesus Kristus.

Til møderne i kirken arbejder vi på at skabe en indbydende atmosfære, hvor mennesker, som ikke er vant til kirke, kan føle sig velkommen og imødekommet. Derfor går en god del af vores dag også med mange organisatoriske opgaver, for at alle i kirken har deres plads og ved, hvad vi har på

kalenderen de kommende uger.Så vi keder os ikke. Vækkeuret, eller i virkeligheden mobilen, ringer for det meste kl. halv seks og de næste mange timer går det løs. Også weekenden har sine

udfordringer. Der er naturligvis altid gudstjenesterne med efterfølgende samtaler, rådgivning og forbøn. Der kan også være en missionslørdag, et medarbejdermøde eller et børnehjemsbesøg.

Derfor må I meget gerne bede for os at vi får energi og overskud til det hele. Bed også gerne for vores privatøkonomi, som ofte er spændende. Bed endelig for arbejdet blandt børnene og bed i denne forbindelse om at vi må lykkes at få en større indgang i forskellige firmaer, så vi kan modtage

støtte til forskellige projekter.

Må Gud velsigne jer alle! Torben og Yurika Kristensen - Projekt 5425 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - MISSIONSREJSE TIL NIGERIA, af Peter Christensen

Kære læsere af Missionsnyt!

Her er en lille beretning om en missionstur jeg havde til Nigeria i oktober / november 2012. Turen

startede i Ore, hvor der var arrangeret 2 dages pastors seminar og evangeliske møder om aftenen. Der kom ca. 70 pastorer på møderne hver af dagene og der blev undervist 3 lektioner hver dag. Pris Gud for at undervisningen blev taget godt imod. Dine bønner er med til, at der lyttes med

modtagelige hjerter.

Efter Ore kørte vi til en anden stat til storbyen Ibadan, hvor vi var det meste af tiden. Der var møder

hver dag - nogle dage helt op til 3, men det elsker jeg, og det er bare dejligt, at have travlt med, at

tjene Herren. Vi glæder os selvfølgelig først og fremmest over vor relation med Herren - men det er

sikkert, at der også er megen glæde i at tjene Ham, selvom det ofte betyder, at vi skal bevæge os

ud over vor bekvemmelighedszone.

2 dage gav Gud mig anledning til at undervise på et bedebjerg. En af dagene bad de mig om at bede for nogle flasker med olie eller vand, som de havde taget med. De kristne bruger det så

senere til at formidle helbredelse og velsignelse til dem, de er i kontakt med. Jeg bad alle de ledere,

der var tilstede, om at deltage i velsignelsen af disse flasker. Der var en kvinde i skaren, der så en engel, mens vi bad for flaskerne. Der var rigtig mange, der kom frem for frelse, helbredelse og

økonomisk velsignelse på alle møderne.

Den største oplevelse på denne tur var nok, at komme i fængsel for Herren :-) frivilligt altså! Der er stor modtagelighed for evangeliet i fængsler. Denne gang var det i byen Ogun i et mellemstort

fængsel der, hvor myndighederne havde givet tilladelse til, at vi talte til fangerne. De havde samlet omkring 120 unge mænd på mødet. Inden vi kom til fængslet, havde jeg sat mig for, at tale til dem med respekt selvom de er kriminelle. Herren havde mindet mig om beretningen om kvinden, der var blevet grebet på fersk gerning i hor, hvor farisæerne ville stene hende ifølge Mose lov. Men Jesus

svarede dem ”Lad den der ikke har synd, kaste den første sten!” - og de gik alle bort. Og Jesus sagde til kvinden ” Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bort og synd ikke mere!” Der var så mange paralleller, der kunne drages til de indsattes situation. De fik også kundskabsord om, at hvis de

ville være ydmyge, ville deres koner og børn tage imod dem, når de blev løsladt. For at fangerne ikke skulde lægge mærke til hinanden, bad jeg dem lukke øjnene og bøje deres hoveder, da der

blev givet en invitation til modtage tilgivelse, nyt liv i Kristus. Der var rigtig mange der tog imod og

omvendelserne var ægte.

Turen afsluttedes med at undervise 3 dage på ’The Redeemed Bible College’, hvor der trænes næsten 200 begavede unge mænd og kvinder, hvoraf mange vil blive område pastorer i fremtiden. Det

var, som sædvanlig en stor glæde og et privilegie af få denne mulighed. ’The Redeemed Church’ er

en af Nigerias største kirkeretninger, med millioner af medlemmer, og som har startet meningheder

i 118 lande. Gud gør store ting i den tid, vi lever i.

Husk endelig dette Afrikas folkerigeste land i dine bønner, for selv om der er mange kristne, er

islamisterne opsat på at forstyrre. For ikke så længe siden blev 36 unge studerende slået ihjel i

Ademawa State, hvor min kone og jeg har været missionærer for nogle år tilbage. Peter Christensen, Good News Global Outreach - Projekt 5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2013 - NLO, TANZANIA, af Hannah og Egon Falk

I denne vanskelige tid hvor to af vores pastorer er blevet dræbt af ekstreme muslimer, har vi lige afsluttet en fantastisk kampagne i en lille landsby Magugu med 3000 indbyggere.

Vi blev tirsdag på vejen modtaget af mindst 1000 glade og begejstrede mennesker. Politiet var med for at holde orden på trafikken, der med stor forundring måtte holde pænt ind til vejsiden, mens vi

passerede.

Den første kampagnedag blev ødelagt af en meget kraftig og dæmonisk storm, dog lykkedes det vores mandskab at redde vores udstyr. Dette gjorde kun at vores og de kristnes bønner blev inten

siveret - og Gud hørte bøn, også selvom regnen truede flere gange.

Den højeste autoritet i regionen, Erasto Mbwilo kom torsdag og offentligt åbnede kampagnen, og han fremhævede de kristnes rettigheder i landet, og at der kun er en vej til himmelen, og det er Jesus!

Allerede første dag blev døve, stumme og krøblinge helbredte, og naboer til de helbredte var så begejstret over det skete, at de sendte bud efter de syge i deres familier, og mange kom langvejsfra for at blive bedt for. Det var igen en stærk oplevelse, at se den lokale troldkvinde give sit liv til Jesus, og frimodigt stå frem og bede os om at brænde alle hendes grimme og ækle troldomssager. Hvilken glæde det skabte, da ilden fortærede disse ting!

Rørende var det at bevidne, de mange muslimer stå frem og bekende deres tro på Jesus som frelser og Herre. Med tårer fortalte de hvilken forkastelse, undertrykkelse og vold de kan forvente; men som de med kraft i stemmen sagde: ”Intet kan erstatte Jesus, og fjerne os fra Ham!” Disse mennesker behøver vor kærlige omsorg og forbøn i disse dage.

Det er på mange områder en meget vanskelig tid i Tanzania og for os i vores arbejde. Vi takker alle vores trofaste venner for fortsat forbøn og støtte. Uden jer kan vi ikke gøre alt det, Gud har kaldet

os til.

VI BEHØVER JER TIL AT HOLDE VORE HÆNDER OPPE!

I taknemlighed beder vi Gud om at velsigne jer rigtigt meget i denne tid.

Jeres, Hannah og Egon Falk -Projekt 5554 i Missionsfonden.

Missions-Nyt nr. 1 2013 - PERU, af Helmi og Felipe Castro

Nu har vi afsluttet den seneste børnekampagne!

Hvor er børn dog en fantastisk kilde!

Vi har fået kontakt til 4 børn. Deres far var ret voldelig, og for et år siden anmeldte moderen ham og så stak han at til Lima, og indtil nu har han ikke sendt penge til familien.

Det er 4 dejlige børn; Luis på 13, som er ældst, er meget dygtig i skolen, og han er som en far for sine søskende. Moderen er syg og svagelig. Forleden dag løb han flere gange afsted for at se til sin

mor, og pigen græd, når hun fortalte mig om moderen, så jeg gik med hende til deres bolig for at se til hendes mor.

Moderen er så tynd og har en stor udvækst. Hun kan jo ikke arbejde sådan… Om nogle uger

begynder skolen, og så skal der købes skoleuniformer, betales for indskrivning, købes bøger og matrialer – til 4 børn! Hun har behov for hjælp!

I næste uge rejser jeg 3 dage til Lima til vores sammenslutning af menigheders årsmøde. Jeg har

ikke været med en del år, for det har mest været Felipe, som har deltaget, men i år tror jeg, at det er min tur. Jeg tror, at det skal være sådan denne gang… Spændende!

Tak for jeres forbøn, venskab og støtte! Stort knus fra Felipe og Helmi - Projekt 5079 i Missionsfonden