Missions-Nyt nr. 4 2012 - LEDER, af Lis Christensen Navnet Jesus blegner aldrig …….

Når forældre skal finde navn til deres lille nye barn, er der ofte mange og lange overvejelser for at finde det helt rigtige navn til barnet. For nogle generationer siden sagde efternavnet noget om, hvem faderen var. Så Jens’ søn fik efternavnet Jens-søn (Jensen). I andre kulturer er det mere vigtigt at give et navn, som har den rette betydning.

Profeten Esajas skriver at et barn bliver født til os – og vi ved, at barnet får et navn, som betyder ”Gud med os” – at Gud er sammen med os. Derefter fortsætter Esajas og profeterer, at en søn er os givet. Man skal kalde ham: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Det fortæller om Hans karakter og styrke.

Han er med os for at give råd. Vi forstår og gennemskuer ikke alle ting og ofte møder vi forvirrende og modstridende tanker og ideer. Vi skal vælge og mulighederne er uendelig mange. Hvordan skal vi vide, hvad der er det rigtigste at gøre? Gud kender alle ting og hele situationen, derfor vil han give dig det rette råd.

Han er med os i sin magt.

Vores formåen fysisk, økonomisk eller som indflydelse står ikke mål med vore ønsker eller be­hov. Men med sin almagt kan Gud ændre på omstændigheder eller lægge sin velsignelse til, så vor indsats og arbejde bliver multipliceret til store resultater i Guds rige.

Han er med os som omsorgsfuld far.

Forældre holder ikke op med at være forældre og bekymre sig om børnene. En 102 årig dame, jeg kendte, bekymrede sig for sin søn, professoren, der på det tidspunkt var 70 år. Gud er far uden ophør og er tilstede med sin kærlige opmærksomhed på sine børns vel - dag og nat.

Han er med os i sin fred.

At Jesus giver os sin fred, der er helt uafhængig af omstændighederne. Freden bevarer os i stress. Når vi rammes af uro og bekymring, så kalder han os ind i sit nærvær og hvile. Han er vor fred - og fred er sammen med retfærdighed og glæde Gudsrigets kendetegn.

Tak Gud for Hans vidunderlige gave.

Ingen af de egenskaber, som Jesus navne repræsenterer, kan købes for penge. Det er ikke muligt. Men vi kan dele vores erfaring af Guds gave med andre, hvad enten vi er rejst ud for at gøre det udenlands og langt hjemmefra eller vi bliver i Danmark. Må Guds fred bevare os i fremtiden, så vi har tro og tillid til, at Han, som har al magt, vil fuldføre sit eget værk.

Missions-Nyt nr. 4 2012 - IRLAND, af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner.

Bymission er et stadigt behov - her i Cork vokser behovet. Cork er en storby på størrelse med Aalborg, en smuk by ved floden Lee i centrum, fuld af stejle gader og stræder og omgivet af store højdedrag.

Gademusikanter liver op næsten overalt i byens cebtrum, nogle af dem er meget dygtige og spiller traditionel musik - somme tider synger de udenad i timevis, irsk stil! Men man kommer sjældent rundt ret længe, før man ser drankere og stofmisbrugere, alkoho­likere og hjemløse - selv helt unge teenagere, som er godt på vej til at blive det. Arbejdsløshe­den er lige ved 15% her i landet og allerhøjest blandt de unge under 30.

Desværre er vold og overfald i meget stærk tiltagen. Men er det egentlig så underligt, når den nuværende generation konstant er blevet oplærte i, at livet opstod af sig selv for millioner af år siden. At det kun er spekulationer uden minste beviser, der ikke desto mindre kaldes ’viden­skab’, ja, det forstår de fleste ikke. Men de fleste unge forstår, at hvis livet er opstået ved en tilfældighed, så er der ingen Gud, der har ret til at sætte nogen forskrifter om ret og uret. Det hele kommer kun an på, hvad den enkelte selv synes, og den ene mening er ikke mere rigtig end den anden! Men humanismens og relativismens følger er rodløshed, meningsløshed og håbløshed.

Jo, vi træffer dem hver uge, når vi er på gademission i Corks centrum. Nogle af de unge kom­mer med deres meninger og spørgsmål. I sidste uge var der 3 teenagere, som talte med Tony. Særligt een af dem var stærk modstander og sagde, at han var ateist. Det endte dog med, at han sagde: ”Tak for samtalen, du har givet mig noget at tænke på!” Der er selvfølgelig også folk i alle aldre, som til tider vil tale med nogen af os. Vi takker Gud for, at den irske grundlov giver lov til frit at stille op og forkynde evangeliet uden at behøve speciel tilladelse (og med højtaler og det hele). Hver uge bliver hundredevis af traktater uddelt - og det er meget få det bliver smidt væk.

Før vi mistede vores kirkelokale i byens centrum for 9 år siden, havde vi et dagcenter, hvor folk kunne komme ind fra gaden og kunne få råd, mad og forskellig hjælp. Senere er der venner, som har fortsat dette arbejde i en specielt indrettet bus, som de parkerer ved floden 4 dage om ugen. Netop på samme sted ved floden er den bygning, som vores kirke er i forhandling om at købe. Nu er der endelig en mundtlig aftale om prisen, og i denne uge skal vores ingeniør gøre en foreløbig undersøgelse af ejendommens tilstand. Der er kun de gamle, men solide ydermure og et forholdsvis godt tag. Men over ca. en trediedel af ejendommen, som er nærmest gaden, er der en lejlighed på 1. sal i ret ordentlig tilstand - velegnet til børne- og ungdomsarbejde.

Da vi mistede vor forrige ejendom, fik vi en kompensation, som man ikke kunne få noget for dengang. Men nu er det blevet en anden sag. Vi håbede, at den kompensation samt det, vi har sparet op siden (i de velhavende år!) kunne klare både købet og omkostninger ved istand­sættelse. Det er nemlig helt uden for nogen mulighed at optage banklån i dagens økonomiske klima. Men prisen blev dog højere, end vi havde håbet på, så det går ikke helt! Vi har dog noget at begynde arbejdet med - og Gud er på tronen endnu! Samtidig hører vi, at bussen, som bruges til gadearbejdet, er ved at opgive ævret. Så vi vil se, hvad Gud vil gøre - også med dét arbejde. Den omtalte ejendom er ganske vist ikke den bed­ste og fineste i byen, men den har en beliggenhed, der efter vores mening er den allerbedste til evangelisation og kontakt med byen - og det er mere værd end noget ’fint’. Desuden går al trafik i Cork og omegn lige til byens centrum, og derfra er der kun nogle minutters gang.

På vores udpost i Congo går arbejdet med kirkebygningen fremad. Alberto er i telefonkontakt hver uge med pastor Kapinga og andre ansvarlige derude. Arkitekten, som tager sig af det praktiske arbejde, er i færd med at udarbejde planer til skolebygning ved kirken. Det skal være næste fremstød, når Alberto skal derud næste sommer. Netop børnene ligger ham meget på hjerte. Der er lidt over 80 børn, som kommer i kirken til stadighed - godt halvdelen af dem går slet ikke i skole.

Vores missionærer i Cambodia, Ming og Brenda, takker Gud for, at en sygdomsepedemi blev afværget på børnehjemmet, hvor de bor og arbejder. Vores unge søster Leanne fra Cork, som tog dertil på et par ugers sommerarbejde, fik en slem og ofet langvarig tropesygdom derude. Hun klarede knap nok at rejse hjem til Irland. Hun er nu kommet så vedt, at hun kan fortsætte sin uddannelse - det er bønnesvar!

I næste uge venter vi besøg af vores franske sigøjnervenner, og så bliver der travlhed med besøg hos de rejsende (sigøjnere) her. Netop i går fik vi en telefonopringning fra England fra én som ønskede forbøn. Det var fra en stor familie af irske rejsende, som har været i Eng­land i mange år. For over 30 år siden, da de boede her i Irland, havde vi noget med dem at gøre og forsøgte at hjælpe dem i de mest grusomme og elendige forhold. Der blev dog ingen livsforvandling den gang, og så forsvandt de til England, hvor alt fortsatte sin skæve gang. Men i de sidste par år er en del af dem blevet frelste og er hos nogle af de kristne sigøjnere i England, som vi kender. Så nu, efter alle de mange år, opsøger de kontakten med os igen. Bibelen siger: ”Kast dit brød på vandet, og du skal finde det igen lang tid efter!”

P.S. Nogle få dage efter at ovenstående blev skrevet, gjorde vores ingeniør en grundig undersø­gelse af den omtalte ejendom, som vi ønsker at købe til kirken og arbejdet i Cork. Det viste sig, at der ville blive langt større udgifter til istandsættelse, end det så ud til ved første efter­syn. Der er ingen af vores venner her som forventer, at alt skal være i fin tip-top orden, før vi kan bruge stedet - det kan komme efterhånden, som vi er klar til det. Men vi kan ikke kompro­missere med bygnings- og brandsikkerhed, og hvad der ellers behøves for at kunne godken­des til offentlig brug. Banklån kan overhovedes ikke får i landet, selv til anliggender, hvor der er forholdsvis god sikkerhed - og vi har ingen! Derfor bliver vi nødt til at indstille købet, til vi får anseeligt flere midler, end det vi har. Desuden vil vi forsøge, om vi kan få købesummen en del nedsat på grund af ingeniørens undersøgelse.

Vil I være med til at bede om denne sag?

Kærlig hilsen, Tony og Agnete. Projekt 5076 i Missionsfonden

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - THAILAND, af Birthe Steffensen

 

I skrivende stund er det præcis et år siden, at vi sad i flyet på vej til Thailand for at besøge familien Maprang. Som jeg efterfølgende skrev, var skolehjemmet i en sørgelig forfatning, og det var virkelig svært for Prayoon og Sathiyaa at se, hvordan de kunne fortsætte på den måde. Det havde jeg også svært ved at se. Men 2012 har været et godt år for skolehjemmet, og der er stor glæde og taknemlighed over de mange forbedringer, som de har været i stand til at lave takket være støtten fra Danmark.

Hele oktober måned er skoleferie i Thailand, så børnene på skolehjemmet har været hjemme hos deres familier i de to bjerglandsbyer, som de kommer fra. Prayoon og Sathiyaa og medar­bejderne på skolehjemmet var først til et stævne syd for Bangkok. Det var en inspirerende tid for dem alle og samtidig en tiltrængt ferie.

Sathiyaa er med i landsbestyrelsen for kvindearbejdet i Thailand. De har før sendt teams til Laos, Cambodia og Vietman for at møde kristne der og hjælpe dem med at evangelisere.  Efter tsunamien i Thailand og oversvømmelserne  i Myanmar sendte de også teams af sted, som var med i hjælpearbejdet. Lige for tiden er de mest optaget af at støtte de kristne i Laos, og i skoleferien i oktober havde de arrangeret et stævne med støttekoncert for kvindearbejdet i Laos.

Prayoon har en dejlig sangstemme, og han var blevet bedt om at synge til koncerten. Det var en succes, og han fik mange positive tilbagemeldinger. Bestyrelsen for kvindearbejdet var også godt tilfreds med overskuddet fra stævnet og koncerten, så nu er de i gang med at planlægge kommende ture til Laos.

Den finske organisation Interpedia, som støtter arbejdet på skolehjemmet, har inviteret Prayoon og Sathiyaa med tolk til et kursus i Nepal. Interpedia ønsker at lære deres nøgleper­soner i Asien at kende, og de vil gerne udruste dem bedre til at løse de pædagogiske opgaver i forhold til de børn, som de arbejder med. Kurset er fra den 24.november til den 1. december. Prayoon og Sathiyaa glæder sig meget, og deres tolk er en finsk pensioneret missionær, som har betydet rigtig meget for Sathiyaa og hendes familie i de mange år, hun arbejdede i Thailand. Hun har arbejdet som rejseleder, siden hun gik på pension, og på den måde har det været muligt for hende at bevare kontakten til de kristne i Phitsanuloke provinsen. Hun har boet hos Prayoon og Sathiyaa mange gange, og det er dejligt for dem alle tre at få denne oplevelse sammen kvit og frit!

De vil være glade for forbøn for rejsen og for kurset, at det må være udbytterigt og få betyd­ning for arbejdet på skolehjemmet fremover. Ligeledes vil de være glade for forbøn for deres egne børn, og for alle på skolehjemmet i deres fravær.

Juleafslutningen på skolehjemmet er allerede den 8. december. Hmong stammens største fest er midt i december i år, så den 14. december rejser alle børnene hjem, og skolehjem­met er lukket til efter nytår. Til skolehjemmets juleafslutning inviteres alle forældrene, og hver elev må invitere et par skolekammerater. Det er en meget festlig dag med sang og musik og thaidans, vidnesbyrd og forkyndelse, og god mad. De vil også sætte pris på forbøn for denne dag at vidnesbyrd og forkyndelse må gøre indtryk og bære frugt.

Mange varme hilsner med tak for året, der er gået og ønsket om en glædelig og velsignet jul. Fra Prayoon og Sathiyaa Maprang Projekt 5221 i Missionsfonden

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - PARAGUAY, af Annelise Matina Larsen

Jeg synes, Mission Nyts læsere skulle opdateres omkring missionsarbejdet i Paraguay, som Laura og Bengt Axell har stået for. Nogle af bladets læsere vil vide, at de flyttede hjem til Dan­mark fra Paraguay for 2 år siden, og at Bengt blev kaldt hjem til Gud for cirka et år siden. Jeg mødtes med Laura hos hendes søster Grethe Bosenbæk i GIVE en lørdag i oktober 2012.

Jeg mødte dem begge i Argentina, Corrientes helt tilbage i 1987, og det var dejligt at tale med dem igen og erfare at de stadig begge på hver deres måde brænder for at evangeliet i ord og handling stadig når ud til folket, til børnene og det enkelte menneske i Sydamerika. I 80`erne var der store vækkelsesbølger indover Corrientes, og jeg overværede flere dåbshandlinger, hvor 30 – 40 mennesker havde modtaget evangeliet, som en Guds kraft til frelse, og de øn­skede at bekende deres tro ved dåben.

Gud kaldte Laura, Bengt og deres 5 børn til Paraguay, hvor de fik lov at tjene ham i 19 år. Bengt havde fået tro for at de i en periode på 10 år skulle få lov at etablere 40 levedygtige nyplantede menigheder. Det er store tal, og det kommer ikke bare ud af ingenting, men både Laura og Bengt var bønnes og handlingernes mennesker.

Dengang som nu blev en lastbil sendt af sted ud til en by eller et landområde. I den lastbil var der udstyr til at afholde kampagner i forhold til musik, traktater og film, og evangelisations– teamet forkyndte Guds ord. De kunne bo i bilen og selv klare de daglige fornødenheder med mad og husly. Når mennesker kom, hørte og gav deres liv til Jesus, blev mange mure brudt ned, og de fik et helt nyt liv. En erfaren menighedsmand og forkynder med familie flyttede ud til stedet og byggede en menighed op. Evangelisations–teamet drog så videre. De erfarede, at gennem bøn og hårdt arbejde lykkedes det at nå målet med de 40 menigheder over 10 år.

Denne form for målrettet evangelisation er stadig det, som driver arbejdet frem i Paraguay. Laura hat tæt kontakt med dem, som leder arbejdet og giver råd til dem. Både Laura og Grethe er meget engageret i foreningen ’Mit Fadderbarn’, som både har fun­geret i Corrientes og nu også i Paraguay. Der er oprettet et Børnecenter tæt ved hovedstaden Asuncion 2012, hvor der er plads til 100 børn, der er forhutlede og kommer fra ekstremt fat­tige og dårlige forhold. Centret har åbent før og efter skoletid. Der gives 3 måltider mad hver dag, der ydes lektiehjælp, der er fritidsaktiviteter og så er der voksenkontakt!!!

Børnecentret drives af faddere fra Norge, Sverige og Danmark. Hver fadderfamilie betaler et fast månedligt beløb til et eller flere børn, og her er det at Laura gør et stort stykke arbejde med at rådgive til centeret i Paraguay og sende breve ud til fadderfamilierne med opdaterin­ger, beretninger og fotos om det enkelte barns trivsel og liv, med 2 siders breve 2 gange årligt. Laura og Bengt`s yngste datter Tirza på 30 år bor i Asuncion og har det overordnede ansvar for Børnecentret, forældrekontakten og udflugter og større arrangementer. Hun elsker at se børnenes udvikling og trivsel.

Lige før Bengt døde var de blevet enige om, at de sammen havde brugt tiden godt og givet det bedste de kunne i tjeneste for ham. De kunne også sammen glæde sig over at alle deres 5 børn med familier tjener Gud i dag, og de er ikke blevet ’skræmt’ af deres forældres travle missionsarbejde.

Jeg kan huske fra mit besøg hos dem i Corrientes, at de hver dag samlede børnene i deres siesta, og så var de bare ’familie’ sammen, og hver dag var en af børnene udvalgt til at have taleret, hvor den enkelte kunne fortælle noget de specielt havde oplevet eller tænkt på. Jeg tænkte at det ville jeg også gøre med mine børn, hvis jeg engang fik familie. Have tid til sine børn, og inddrage dem i de forskellige opgaver man står i giver ’gode frugter’ Nå men jeg kørte meget taknemmelig og beriget fra GIVE den eftermiddag, hvor vi var ’der­ude på missionsmarken’ og det gælder for os at blive ved med at holde fast i kraften af Guds ord og leve og virke i hans frelse. Jeg havde denne dag set, at det går an at give evangeliet videre på mange måder. Jeg havde set hos de 2 søstre, at de stadig ønsker at GIVE deres liv, deres tid, deres overskud til mennesker i fysisk og åndelig nød og mørke.

Ved at GIVE holder vi os og andre i live. Ved at GIVE mennesker et nyt håb vil Gud give os sin fred. Kærlige hilsner fra Laura, Grethe og Matina

Arbejdet i Paraguay har projektnummer 5055 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2012 – BRASILIEN

af Kirsten Solveig Pinheiro

Kære læsere af Missions-Nyt. Så er der lidt nyt fra Brasilien. Vores hovedfokusering i øjeblikket er rehabiliteringscentret for mænd, og vi er ved at færdiggøre byggeriet af faciliteter til indkvartering på vores egen grund, men vi har fortsat naboens grund og hus til vores rådighed.

Vi fokuserer på at rehabilitere til arbejdsmarkedet, og en elev fejrede, at 6 måneders ophold i behandling på tilfredstillende vis var afsluttet, ved at få arbejde på et af de mange hønserier i området. Han boede i starten fortsat her på centret, men nu bor han på arbejdspladsen. Der foregår lidt samarbejde med andre rehabiliteringshjem for mænd i området. Der ligger flere tæt på os, og der arrangeres fodboldturneringer, hvor vores hold har vundet mesterska­berne flere gange.

Jeg står hovedsagelig for administrationen men giver også undervisning i engelsk og drama. Vi har været ude at optræde til børnefester i oktober, der er børnenes måned, og vi holdt også en forestilling her ved vores hus. Nogle af gutterne har virkelig talent.

Nu starter vi et mekanikerkursus, og der har allerede været lidt praktik, da mekanikeren, der underviser, også giver assistance til vores folkevognsbus af ældre dato. Vi skal have byg­get et undervisningsværksted her ved vores hus til formålet. Søndag er besøgsdag, så der kommer ofte mange mennesker med relationer til eleverne. Det er så vigtigt for dem, at få den form for opbakning af familien, når det er muligt. Derudover arbejder jeg hver uge med en gruppe børn fra området mandage og fredage.

Vi er ved at få stablet et team af professionelle frivillige på benene, som kan give støtte til centret, og en præst fra en Presbyteriansk kirke går, sammen med sit team ind i noget individuelt rådgivningsarbejde med eleverne en gang om ugen. Det er vi meget glade for. Vi oplever også Herrens mirakler med hensyn til vores behov på fødevarerområdet. Vi har en del, som ikke har familie, der er i stand til at betale til opholdet, så vi forsøger også dyrkning af jorden her, så vi i fremtiden kan få gang i nogen selvforsyning af grøntsager. Vi har også en lille genbrugscentral, hvor vi involverer nogle af eleverne.

Vi har fortsat brug for medarbejdere, der kan bo her og gå ind i arbejdet mere intensivt, og samtidig give os lidt fri ind imellem. Det er virkelig et bønneemne af de store. Vi har nogle besøg her i slutningen af oktober og i november, og vi ved, at det også vil berige arbejdet her. I november kommer to engelske damer, og vi skal en uge til Macapa og Calçoene i Amazon regionen til fadderskabsordningens familier dér. Jeg var der i september, med en børnemed­arbejder, Tia Julia, der virkelig var en støtte at have med.

I Januar planlægger vi en ny korttidsmissionstur til flodfolket i Para-delstaten, og teamet er ved at blive samlet til disse udfordringer.

Vi har akut brug for støtte til færdiggørelse af indkvarteringsfaciliteterne her på vores grund. Vi er samtidig ved at indrette en lille kontorbygning i det lille hus, der var på grunden, da vi købte i sin tid.

Vi er også rundt i forskellige menigheder ind i mellem for at vidne og undervise, så tiden løber, og vi keder os ikke, men vi beder om forbøn for masser af energi og sundhed, så vi fortsat kan udføre Herrens arbejde.

Vi ønsker alle en speciel glædelig jule- og nytårshøjtid, og vi takker for året, der er ved at komme til en ende, og vi er taknemmelige til Herren, for Han er god, og vi glæder os over Hans mirakler hver eneste dag.

Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro Projekt 5630 i Missionsfonden

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - KENYA, af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner. Først vil vi ønske alle Missions-Nyts læsere en rigtig glædelig jul. Julen – eller rettere sagt JESUS – er Guds fantastiske kærlighedsgave til hver enkelt af os mennesker. Og som Gud gav sin søn til os – sådan ønsker Gud, at vi skal række ud til mennesker omkring os i kærlig­hed. Ja må vi blive så grebet af Guds kærlighed til os, at vi bare række ud til andre med kærlighed.

2012 har været et travlt år for os. De første 9 måneder havde vore medarbejdere været ude næsten 130 steder for at hjælpe med at bygge en kirke. Vi må bare give Gud al æren derfor. Da vi rejste ud i 1991 var det en gåde for os, hvordan vi skulle blive istand til bare at hjælpe med én kirke. Gud har virkelig gjort MANGE mirakler – for hver kirke, vi får lov at hjælpe med at bygge, er et Guds mirakel.

Når vi alle hjælpes ad

2 af vore medarbejdere var i oktober ude i landsbyen Gatamaiyu for at bygge tagkonstruktio­nen til en kirke, hvor et amerikansk team også kom for at hjælpe. Menighedens kirkebygning var blevet for lille og var af ringe kvalitet. Nu glæder menigheden sig rigtig meget over at have fået en større kirkebygning, og de tror på, at flere mennesker skal komme til at kende Gud, nu hvor de har fået en bedre kirkebyg­ning.

Hvor er det fantastisk, når vi fra forskellige nationer over hele verden – kenyanere, amerika­nere og danskere - kan stå sammen om at nå mennesker med evangeliet. Og ingen enkelt­personer kan få æren. Det er kun Gud, der virker i menneskers hjerter, så de giver deres liv til Gud. Men Gud bruger os alle som sine redskaber til at gøre vores lille del og udfylde vores lille plads på legemet – Guds menighed.

Mennesker myldrede ud af kirken

Da Søren sammen med vores svoger og en ven i oktober skulle til Turkana, det fattige ørken­område i det nordvestlige Kenya, kom de på vejen forbi en kirke, hvor vi for knap 2 år siden hjalp med tagkonstruktionen.

Det var helt fantastisk for Søren at se mennesker myldre ud af kirken, netop som de ankom til kirken. Præsten fortalte, at de nu er 500 i menigheden, så for denne menighed har det haft en kæmpe betydning, at de har fået en flot kirke. Før var de kun 50. De har virkelig arbejdet hårdt for at bygge murene op og lægge gulv i kirken.

Og når det gælder den åndelige tjeneste, så har de heller ikke ligget på den lade side. Kir­kebygningen har virkelig været et værktøj for menigheden til at vinde mennesker for Jesus. Vi hjalp menigheden med en gave på godt 5000 kroner til deres kirke. Tænk hvor mange mennesker disse penge allerede er blevet til velsignelse, frelse og åndelig vækst for! Og flere kommer til. Historien er ikke slut endnu.

 

Kirker i Turkanas ørkenområde

Takket være vore gode kenyanske medarbejdere, forbøn, økonomisk støtte fra Danmark, og ikke mindst Guds hjælp, blev tagkonstruktioner til 6 kirker bygget i Turkana i oktober måned. Den ene kirke var så stor, at der var brug for kranen på vores lastbil. Billedet herover viser en anden kirke, hvor vi hjalp med tagkonstruktionen i oktober sidste år. Kirken er meget stor og ekstra høj for at give plads til balkon inde i kirken.

Mange områder i Turkana betragtes som unåede med evangeliet. Turkana er et kæmpe om­råde på 77.000 km2 (Danmark er godt 43.000 km2 stort), og der er ingen andre missionærer, der hjælper med at bygge kirker i området. Befolkningen lever fortrinsvis af at opdrætte geder, hvilket de ikke bliver rige af. Mange er afhængige af at få mad doneret af regeringen eller velgørende foreninger.

Da vores medarbejder Ken skulle bygge i en landsby i oktober, var landsbyen samlet til bryl­lup. Oftest sover vore kenyanske medarbejdere på jorden eller på en måtte på jorden, når de arbejder i Turkana. Ken fik dog lov at sove på ladet af præstens bil på grund af frygt for at blive bidt af skorpioner…

 

Behov for hjælp til kirker

Der er mange menigheder, til hvem vi i tro har givet et løfte om at hjælpe med en gave til deres kirke. Blandt andre er der 3 menigheder i Turkana, som har brug for megen hjælp.

I landsbyen Lokichar i Turkana samles 60-85 mennesker under et træ. Menigheden har ikke andre steder at mødes. De har endog børnehave under samme træ. Og herude er en børne­have vel at mærke ikke bare en pasningsordning – men for at blive optaget i 1. klasse i skolen senere, skal børnene allerede kunne skrive, læse og regne. Og det lærer de i børnehaverne. Menigheden har desperat brug for en bygning.

En menighed i Eldoret har taget det som deres missionsopgave at støtte menigheden i Lokichar med godt 12.000 kroner til kirken, hvor vi så har lovet at hjælpe menigheden med de resterende 7.000 kroner, som det vil koste at bygge tagkonstruktionen til kirken.

Vi er dybt taknemmelige for dem, der allerede har stået sammen med os – og til stadighed står sammen med os – enten det er i bøn eller finansielle gaver eller på anden måde. Og vi fortsætter i tillid til, at Gud også i fremtiden sørger for alle behov.

Må Gud velsigne enhver af jer for jeres engagement i mission – uanset om det er i Danmark eller hvor det er Gud har lagt på dit hjerte at række ud til mennesker med evangeliet og Guds kærlighed.

Og til sidst vil vi ønske jer alle en rigtig glædelig og velsignet julehøjtid.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren Pedersen, Projekt 5325 i Missionsfonden

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - PERU’S BØRN, af Yurika og Torben Kristensen

Wawa Wasi!” ’Kan det mon spises?’

Der er der glade nyheder fra Peru med stor tak til Gud!

Laredo (Trujillo):

Hovednyheden denne gang er, at ’Wawa Wasi Samuelito’ er startet. ’Wawa Wasi’ kommer fra quechua (udtales ”kætjua”), et af de oprindelige peruvianske sprog, og betyder ’børnehave’. Så, nej, ’wawa wasi’ kan ikke spises! Vi har brugt meget krudt på at få alt til at lægge sig til rette. Via en dansk gave har vi kunnet specialfremstille alle møblerne til ’Samuelito’. Et stort tak til den rundhåndede giver!

Team Elevate fra Potential Church i Lima var på banen og rejste den lange tur på 9 timer med bus for at hjælpe med klargøring af børnehaven og deltage i selve indvielsen. Teamet, som inkluderede Nataly, en uddannet børnearbejder, stod for indretning og dekorering af børneha­ven og teamet udførte et sandt mesterstykke på godt et døgn.

I selve indvielsen deltog Laredos borgmester, en repræsentant fra Ministerio de la Mujer (som skal godkende børnehaver) og yderligere en repræsentant fra kommunen. De var meget imponerede over hvor flot og veludrustet børnehaven var og den ene repræsentant udtrykte ligefrem ,at hun kunne tænke sig at have sit barn her.

Wawa Wasi Samuelito’ er opstået som et samarbejde mellem os og Javier og Nancy Soriano, et ægtepar fra Trujillo, der også brænder for at se børn leve under bedre vilkår. Men hvorfor lige en børnehave? Svaret ligger i at børnehaven er placeret i et meget fattigt distrikt, hvor mange arbejder med landbrug og ikke tjener nok til at kunne give børnene en god opvækst. Fattigdom, fejlernæring og meget mangelfulde forhold er normalt her. Hvis børnene ikke kom­mer i børnehave, så må de med mor på arbejde. Det vil sige, at de bliver bundet op på mors ryg i et tæppe og ligger der i timer hver dag. Det gør igen at børnene ikke stimuleres og ikke udvikler sig på samme måde, som hvis de kan komme i børnehaven.

Wawa Wasi Samuelito’ drives via faddere, som hver måned sender kr. 185,00 til et barn. Vi har stadig børn der mangler faddere, så hvis du kunne tænke dig at blive fadder for et barn, vil vi meget gerne høre fra dig. Send en mail til 4perukids@gmail.com, så sender vi dig informationer om hvilket barn du støtter. Betaling sender du naturligvis via Missionsfonden. Se andetsteds i bladet. Lettere kan det ikke blive!

Chosica:

Pigehjemmet Hogar de Gina i Chosica har gennemgået et lederskifte og har i den forbindelse haft brug for vores assistance. Vi har i flere omgange været af sted med teams. En weekend havde vi den dejlige oplevelse at have nogle af de ældste piger fra hjemmet i La Victoria (Lima) med for at hjælpe med at sortere store mængder tøj, som hjemmet havde modtaget. Det er skønt at opleve, at pigerne i La Victoria har det så godt, at de har overskud og lyst til at hjælpe andre piger i en lignende situation. En anden gang var det igen Team Elevate, som kom og gav pigerne en helt uforglemmelig dag. Ud over at hjælpe med mange praktiske ting i hjemmet, lavede teamet et show med mime, sange, lege og konkurrencer for pigerne. Hjem­met har været præget af mangel på glæde, men pigerne morede sig med store brede smil og højlydt grinen. Der blev dannet nogle venskaber og Team Elevate vil gerne tilbage til Hogar de Gina en anden gang. Vi har en god kontakt til hjemmets administrator, Rocio, og hjælper med råd og vejledning der, hvor der er behov for det.

 

Lima:

Hjemmene i La Victoria (et for drenge og et for piger), hvor vores første projekter fandt sted, mangler stadig at få bygget et værksted. Et af vores projekter går ud på, at børnene skal have mulighed for at arbejde med både træ, metal, smykkefremstilling, og andre både praktiske og kunstneriske udfoldelser. Vi vil meget gerne, at de udvikler forskellige evner og talenter. Det kræver, at vi skal have bygget et lokale på drengehjemmets 2. sal og have arbejdsborde, stole, skabe, materialer og værktøj fremskaffet. Også her leder vi efter personer, som vil støtte projektet økonomisk med en gave.

 

Firmaer er også velkomne:

Arbejder du i et firma, som muligvis kunne støtte arbejdet, enten som fadder til et barn eller som støtte for et projekt, vil vi meget gerne høre fra dig. Flere og flere firmaer er opmærk­somme på deres sociale ansvar, selv om det måske ikke er noget de taler højt om til hverdag. Ved støtte til et projekt sender vi naturligvis mere udførlige informationer om projektets art og hvilke omkostninger der er forbundet med det således, at firmaet træffer beslutning om støtte på baggrund af en viden om projektet.

 

Forbøn

Bed også for Herrens ledelse videre frem i vort arbejde. For os er det vigtigt at vi ikke bare kaster os over et projekt, fordi der er et behov, men at vi forstår hvad der er Guds vej. Omend i en lidt anden sammenhæng så siger Jesus klart, at vi altid har de fattige hos os (Markus 14:7). Mange børnehjem fungerer med minimale midler, og er derfor fattige og mangelfulde, og det er fristende at prøve at opfylde de behov, der er over alt. Netop derfor er det vigtigt for os at vide, hvor Herren leder os, og hvem vi skal hjælpe.

Mange hilsner fraTorben & Yurika Kristensen - 4perukids@gmail.com, Projekt 5425 i Missionsfonden

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - NÆSTEKÆRLIGHED KOLLIDERER MED VIRKELIGHEDEN, af Simon Thonsgaard, Euroclass - Kolding

Efterårsvejret i Storbritannien trækker til. Store sorte skyer indtager langsomt den næsten uendelige østkyst, som stadig står upåvirket efter den hårde blæst og de massive regndråber. Tre uger, to hold og ét gøremål. Euroclass er ankommet til Storbritannien, ikke for at blive testet med bidende kulde og dårlige vejrprognoser, men for at blive udfordret med næstekær­

lighed, tjenervillighed og hårdt fysisk arbejde.

Tre uger er gået i Storbritannien for Euroclass-eleverne, som har været opdelt i to hold med hver deres destinationer. I den tid har de skulle følge nogle velfungerende kirker, som har et velorganiseret og blomstrende udadvendt arbejde i lokalområderne, hvor de deriblandt beskæftiger sig med børn og unge fra socialt belastede områder og aktivt involverer sig og giver de unge et alternativ til et liv væk fra euforiserende rusmidler, hærværk og kriminalitet. Derudovertager de et enormt ansvar for vedligeholdelse af lokalområdet, hvor kommunen og lokalbefolkningen ikke kan finde ressourcer til at holde gaderne fri for affald, ukrudt og specielt nedfaldene blade på denne årstid. Kirkerne har udover dette også ægtepar- og forældrekur­ser, opkvalificeringskurser til jobmarkedet samt en selvkørende kaffebar, hvilket er med til at skabe en liflig atmosfære i kirkerne, som på ugentlig basis bliver hjemsted for det omkringlig­gende samfund; hovedsageligt folk, som ikke er kommet til tro på Gud endnu.

Hvis man skulle sammenfatte deres arbejde gennem kirken skulle det være med fællesnæv­neren ”hjerte for byen”, hvorpå genklangen af missionsbefaling med ét bliver til mission af kød og blod og mennesker, der favner hinanden med Jesu kærlighed.

Eleverne fra Euroclass har igennem følgeskabet med kirkerne kunne hente inspiration og erfaring på konkret og praktisk tjenerskab i lokalområdet, som kan danne grobund for sund refleksion og perspektiv over tjenerskab i deres lokale byer hjemme i Danmark. Næstekærlig­heden går fra at være et flyvsk doktrin, der kun kan opridses delvist med karakterløse ord til at være et begreb af bl.a. arbejdshandsker, skovle, koste, sene aftener, affaldssække og en  træthed der tærer på deres kroppes velvillige kampgejst til gavn for ’næsten’.

”Den største oplevelse for mig, er nok at se hvor glade folk i byerne er blevet for det, vi har gjort. At rydde op på gaderne i deres kvarter, for derefter at se hvor taknemlige de er”, siger Annabella, elev på Euroclass. Dette er en beretning om, hvorledes muskelømhed og sved transformeres til smil og taknem­melighed; en sand gengivelse af den barmhjertige samaritaner i vores individualistiske sam­tid, hvor nåde og kærlighed bliver forenet og formidlet til andre mennesker uanset nationalitet, samfundsklasse eller religiøs overbevisning.

”Kirken er kun én generation fra at uddø”, er et velkendt citat som efterlader en rungende klang og stof til eftertanke hos enhver kristen. Euroclass modsvar til dette er at udruste teen­agere til deres videre liv og fusionere tro og handling med liv og karakter, så der hvert år bliver udsendt et hold af sprængfarlige teenagere til at infiltrere gymnasier, sportsklubber og ar­bejdspladser med det nyopdagede evangelium og dermed vende kurven til vækst for kirkerne.

Det tågebelagte Storbritannien bliver et redskab og en platform til udviklingen af teenagere og deres syn på tjenerskab sammen med yderligere inputs på Euroclass. ”Vi er blevet introduceret for mange måder at tjene på, og vi har fået et større billede af hvad det vil sige”, siger Olivia, elev på Euroclass.

Afgang fra Stansted lufthavn kl.7:30 i ly af morgenens mørke mod Billund lufthavn og tilbage

til en hverdag på Euroclass med opfølgning og udfordring som afslutning på en vellykket rejse. Euroclass er eventyr med mening, og flere eventyr venter eleverne forude. Til april går nye rejser til blandt andet Asien og Afrika i 6 uger…

Simon Thonsgaard, Euroclass - Kolding

 

Missions-Nyt nr. 4 2012 - FILLIPPINERNE, af Abby og Peter Capili Hansen

Kære Missionsvenner, Her er en hilsen fra os. Husk os i forbøn og tak for din støtte til vores missions- og nødhjælpsarbejde. Det gør en KÆMPE forskel i mange menneskers liv. Specielt de fattige børn og deres familier, som bor på lossepladsområderne.

Jordskælv, oversvømmelser og fattigdom er bare nogle af de ting, som man må leve med på Filippinerne, og for flertallet på Filippinerne er der ikke nogen steder at flygte hen. Fattigdom­men eller oversvømmelserne bliver ikke meget mindre af at flytte et andet sted hen. Det er en forfærdelig håbløs situation for millioner af mennesker. Nu er der ikke jordskælv eller over­svømmelser hver dag, men det er 100% sikkert, at de kommer på et eller andet tidspunkt. Og for de millioner af fattige, som bor i blikskure i store slumområder og på lossepladser, er der ingen hjælp at hente udover at starte forfra med alt en gang til.

Uden uddannelse og hjælp til de børnene, er disse familier uden nogen form for håb for en bedre fremtid. De vil altid være fanget i fattigdom. Deres børn og deres børn igen vil være fan­get i fattigdom. Der er kun en måde, hvorpå disse mennesker kan opnå bare en lille forbed­ring af deres liv, og det er igennem uddannelse og elementær skolegang for børnene. Hvis børnene kan komme i skole fra de er små, er der chance for, at de vil forsætte der og komme i gymnasiet. I gymnasiet har de mulighed for at få stipendier og få en gratis universitetsuddan­nelse og derpå hjælpe familien videre fra deres fattige kår. Almindelig skolegang er gratis for alle på Filippinerne, mens man selv skal betale for at stu­dere på en videregående uddannelse. Grunden til at mange fattige ikke sender deres børn i skole er fordi familien ikke har råd til de mest elementære ting som morgenmad, skoletaske, madpakker, busbilletter, og at børnene i stedet for at gå i skole hjælper med at finde madre­ster og gamle flasker på lossepladserne, som de kan sælge. Hvis disse børn får hjælp til at få morgenmad, skoletasker, blyanter, papir, madpakker og busbilletter og evt. hjælp til familiens aftensmad, vil det gøre en enorm forskel, og disse losseplads-børn vil få en mulighed for at få en uddannelse, som de kan bruge og derigennem hjælpe deres familier. Og det er lige det, vi i Angel Relief hjælper med! Igennem vores missionspartnere på Filip­pinerne hjælper vi de mindste børn, så at de kan forsætte i skolen. Ud over at vi hjælper med det mest elementære ting, så hører de også Evangeliet om Jesus Kristus, hvilket er det mest fantastiske! Disse børn vil aldrig glemme den hjælp de har fået. Så uanset om der er kraftige jordskælv og oversvømmelser, så forsætter vi med at hjælpe de fattigste, så meget vi kan.

Morgenmad til de fattigeste.

Uddannelse er med til bryde den onde cirkel af fattigdom på Filippinerne. En sulten mave kan ikke fordøje uddannelse, og derfor hjælper Angel Relief med et program, som hedder “Feed the Children”, som kører Mandag til fredag. I de sidste fem mdr. har vi hjulpet med at give morgenmad, før de fattige børn går i skole og også givet dem en madpakke med i skole. Målet er, at de må tjene Gud og få en uddannelse. Og vi takker for den støtte, vi har fået.  Morgenmad og frokost gør en forskel i deres liv. Husk at disse børn bor med deres familier i meget fattige områder i små blikskure midt i affaldet.  Vores budget er begrænset, og vi kan kun hjælpe nogle børn og deres søskende. Der kommer flere og flere til stedet, hvor vi giver morgenmad, selvom der ikke altid er nok til alle. Disse børn er sultne efter morgenmad, og vo­res hjerte bløder, når der er børn, der må gå hjem og ikke har spist morgenmad, fordi der ikke var tilberedt mad nok på grund af begrænset budget. Vi beder om et mirakel, så alle børn kan få morgenmad. Hver morgen kl. 4 starter tilberedningen af morgenmad for de fattigste på lossepladsen. Teamet gør alt de kan for at give alle børnene noget at spise. Børnene har brug for vores kærlighed, bønner og hjælp. Morgenmadsprogrammet starter kl. 6 om morgen, hvor­efter de derefter bliver sendt i skole med madpakker.

Børnene har brug for vores hjælp til at bryde den onde cirkel. Der er stadig børn på losse­pladsen som venter på at få morgenmad og en madpakke. Jesus sagde: ”I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed”. Math 25:35

I de sidste par uger er der sket noget meget interessant og spændende. Vi har fået en fan­tastisk mulighed for at udvikle og sprede vores missions- og nødhjælpsarbejde endnu mere. Lige nu er vi ved at planlægge et hjælpeprogram, hvor vi vil hjælpe med at få arbejde til fattige filippinerne. Så Angel Relief vil træne Filippinerne til at dyrke jord og høste landbrugsjord, og på Filippinerne er det primært rismarker, kokosnødtræer mangotræer mm. Dette vil gøre at minimum 20-30 personer vil få et arbejde, hvor de får løn. Overskuddet fra dette projekt vil gå til mission og nødhjælp. Det er et langsigtet projekt, så vær med at bede om velsignelse over det.

Vi har brug for flere missionssponsorer, som vil give et fast månedligt bidrag til Angel Relief’s nødhjælps- og missionsarbejde, så vi kan gøre meget mere. Engangsbeløb er selvfølgelig stadig meget velkomne. Her er vores projekt nummer hos Missionsfonden som du kan skrive på girokortet: 5972 Angel Relief

Må Gud velsigne dig. Tak for din støtte og forbøn.

Kærlig Hilsen Abby & Peter Capili Hansen, Angel Relief

Missions-Nyt nr. 4 2012 - PERU, af Helmi og Felipe Castro

BLIV GRUNDEJER I PERU!

Det sidste år har vi satset højt for at nå nye med evangeliet. Ikke at vi har misrøgtet vores ar­bejde med menighed og med pastorfamilierne, men alle de muligheder, som kommer, bruger vi til at vinde mennesker, for det eneste, som vi kan tage med os til evigheden, det er dem, som har hørt og taget imod Jesus. Jeg tror, at når vi er i herligheden, så vil det eneste, som virkelig smerter os, være, at vi ikke tog os tid til at få mange flere med!

Vores gode veninde, som er medejer af en stor aspargesfabrik med 10.000 ansatte, er blevet valgt til leder af handelskammeret, og det giver os nogle gode muligheder for at kunne lave weekend-lejr for de mange medlemmer af handelskammeret, som også er byens overklasse. Denne top af samfundet flytter nu ud i et totalt aflukket område, og der har vi mulighed for at købe en grund på 1000 kvadratmeter. Så vidt vi ved, er der ikke andre evangeliske kirker, som har tænkt på denne mulighed, og der er heller ikke nogen katolsk kirke planlagt i om­rådet. Hver kvadratmeter koster 190 dollar (Peru er blevet et dyrt land!), hvilket er omkring

1.130 kroner. Vi vil derfor give dig muligheden for at blive peruviansk grund-medejer! Det kan være ½ kvadratmeter, eller det kan være meget mere!  Det er selvfølgelig en åndelig investe­ring, som gerne skulle give renters rente ved menneskers frelse! Ved grunden vil vi så sætte navnene op på dem, som er medejere! Samtidig vil vi føle, når vi ser navnene, at vi ikke står alene i alt det, som ligger foran!

Vi har afholdt 3 ungdomskoncerter ’Koncert mod vold’. Det er ikke billigt, for der skal lejes scene, anlæg, betales leje af lokale, rejser og så videre. Den sidste koncert holdt vi i Chiclayo, også på det nationale universitet, hvor der er 10.000 studerende. Det er et meget politisk universitet med mange protestaktioner og konfrontatio­ner med politiet. Dagen inden koncerten blev en af de studerende dræbt i en protest mod minedrift, så der blev planlagt besættelse af universitetet på vores koncertdag, men eftersom vores koncert er ’Koncert mod vold’, så fik de besked på, at de hellere skulle deltage dér, og vi havde en rigtig god mødedeltagelse på omkring 500 unge. Mange var positivt overrasket, at de kristne involverer sig i samfundet, og at det kunne være sjovt og gribende med et kristent budskab!

De unge i Peru bliver mere og mere politisk aktive på yderfløjene, fordi de føler sig frustreret over deres liv og landets korruption. Vi oplever, at det er nu, at der skal gøres noget for at nå de unge på universiteterne… Vi har også afholdt 4 temaaftener specielt beregnet for ikke troende kvinder. Der har vi haft ca. 80 % kirkefremmede til en hyggelig aften på en restaurant, hvor de bliver forkælet, synger kristne karaokesange, får et godt budskab, gaver, noget at spise og meget andet! Det er hele arbejdet værd, når der kommer sure kvinder ind, og der går glade damer ud! De føler sig helt overvældede!

Dødsfald er i Peru en strålende mulighed for at dele evangeliet med mange! Man samler så mange mennesker, når man er død! Det er vores chance! Folk er også mere lydhøre, når de står over for døden! Efter en måned og efter et år, så holdes der igen mindes gudstjenester, og der kommer rigtig mange familiemedlemmer, venner og naboer!  Da Felipes lillebroder døde efter en uges sygdom for godt 2 måneder siden, da havde vi også en del politifolk med, og de lever jo livet farligt, ofte nogle på overfladen hårde gutter! De bare sugede til sig! Utro­ligt, hvordan det er muligt at bruge død til at bringe liv! Men det er ekstra hårdt at skulle give, når det er nogen, som er tæt på, der er afgået ved døden, man må lige sætte sin egen sorg på en sidebane for at kunne give til de mange, som trænger!

Vi er taknemmelig for jeres støtte og forbøn! Helmi og Felipe Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2012 - MISSIONSHJØRNET, af Gardar Ragnarsson

 

Hvem var det, som kom den julenat?

Gud har mange sønner og døtre, men kun én, som er den Enbårne Guds Søn, Den Herre Jesus Kristus!

I Johannes Evangelium 3-16 har vi den stærke Bibelske proklamation: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv”.

Inkarnationens uforståelige under var og er en gåde, både for engle og mennesker, som kun kan accepteres i tro. Menneskehjernen er ikke programmeret til at kunne begribe dette myste­rium, trods al viden og kundskab.

Gud blev menneske, Ordet blev kød, Lyset skinner i mørke, Himlen kom ned!

”Hvorledes skal dette gå til?” … svarede Maria selvfølgelig, oprevet efter det overraskende budskab som hun havde modtaget af engelen Gabriel, der havde sagt: ”Se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal give ham navnet Jesus”.

Men mildt og blidt viskede Gabriel de ufattelige ord i hendes hjerte: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal det som fødes, kaldes helligt, Guds Søn”. De uendelige ”hvorfor og hvorledes”, kan kun bringes til tavshed, når man ac­cepterer at intet er umuligt for Gud! Derfor kunne Marie også til sidst sige: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!”. Derefter forlod engelen hende.

Hvem var det så som blev født dengang som et lille fattigt spædebarn, lagt i en krybbe, i en ussel lille stald blandt dyr, i den lille by, Betlehem?

Ude på Betlehems marker var der kommet et himmelsk besøg til nogle fattige hyrder, som var på nattevagt over deres hjord. En Herrens engel stod for dem og forkyndte: ”Eder er i dag en Frelser født i Davids by; Han er Kristus (Messias), Herren. Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.”

Det lille barn var nemlig opfyldelsen af det Gamle Testamentets profetier: Han var Guds Søn. Kongen. Messias. Frelseren. Forsoneren. Offerlammet. Tegnet! Omkring 700 år f. Kristus havde profeten Esajas bebudet: ”Derfor vil Herren selv give jer et Tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, som hun kalder Immanuel (Gud med os).” (Esajas 7:14) ”Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på Hans skuldrer skal her­redømmet hvile; og Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.” (Esajas 9:6)

Der findes religiøse åndsretninger som hårdt og brutalt bekæmper den kendsgerning, at Gud skulle have sendt sin Søn den Enbårne til verden, for at forsone mennesker med sig selv i nåde, ved troen på Den Herre Jesus Kristus og hans fuldbragte værk på korset med synder­nes forladelse.

Disse åndsretninger breder sig som en ”åndelig istid” henover land og folk, og sniger sig ind i kirke, kultur og samfund på en lumsk måde, uden at folk aner uråd. Denne religiøse synkre­tisme som længe har hærget i Europa og har gjort kristendommen tandløs og svag, kan vi nu for alvor se konsekvenserne af.

Det evangeliske budskab har altid forkyndt klart og tydeligt: ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus (Messias). Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.” (1.Joh.2:22) Heraf udmunder frafaldets galskab sig ved en lovgivning som legali­serer pervers livsførelse sammen med hovedløse foranstaltninger hos offentlige myndighe­der. Vi ser en forøget opløsning og løssluppenhed med hensynsløse drab af menneskeliv i mødres liv og forkastelse af det sunde familieliv mellem mand og kone og børn. Samfundets fundament skal pilles væk og det lovløse skal gøres lovligt.

Indadtil i kristenheden er det som er blevet sagt: ”Ved afslutningen af nådetiden vil vi få se kristendom uden Kristus, tro uden liv, underholdende forkyndelse uden indhold, kirke uden kraft”. Dette er den barske virkelighed vi ser i dag.

”Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen”. (1.Joh.2:23)

Vi må tilbage til kristentroen, til HAM, som Paulus beskriver i brevet til Kolossenserne: ”I Ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: Alt er skabt ved Ham og til Ham, og Han er før alt, og alt består ved HAM. ”

Til Ham, som har sat skaberværkets ’urværk’ i gang med dets bestemte love og kredsløb, bør vi gå for at få se hvordan livet skal leves. Hans navn skal ikke kun være ”Underfuld-Rådgiver”,

- Han er en virkelig rådgiver, som kan lede mennesker ret og vise den rette vej gennem livet. Den som har Sønnen, har livet!

Da Jesus engang vandrede blandt folkeskarene råbte døberen Johannes: ”Se Guds lam som borttager verdens synd”. Nu var Han der. Johannes vidnede og sagde: ”Han er Guds Søn”.

(Joh.1:34)

Da Jesus blev døbt, åbnedes Himlene. Guds Ånd dalede ned som en due og kom over ham. En røst lød fra Himlene som sagde: ”Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbe­hag”.

Jesus spurgte engang sine disciple: ”Men I, hvem siger I, at jeg er”? Simon Peter svarede og sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn” (Matt.16:15-16). Peters svar skyldes, at han var blevet delagtiggjort i en Guddommelig åbenbaring, og sløret blev fjernet fra hans øjne.

Det samme kan vi opleve i dag ved at komme til Jesus. Kristentroen er en åbenbaring, en gave og et mirakel, som modtages ved tro og bliver vort liv. Derfor er der stor forskel på kultur-kristendom og levende kristentro.

Trods det, at jordens konger rejser sig og fyrster samles til råd mod Herren og mod hans salvede (Messias) hvor de siger: ”Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene (livets love og principper) af os”, - er Jesus den indsatte konge og som troner i himlene. ”Engang vil han herske på hele Jorden.” (Salm. 2:2-3) Da først bliver der fred på jord.

Apostelen Paulus siger: ”I kraft af Hellighedsånd er Han stadfæstet at være Guds Søn med magt og vælde, ved at Han opstod fra de døde”. Jesus lever!

Lad os derfor gå til Ham, for at få nåde og hjælp i rette tid, så vi kan tilbede Ham i Ånd og Sandhed. Endnu har englenes budskab ærende til os, hvor de sagde den nat: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en Frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” (Luk.2:10-11) Hyrderne skyndte sig derhen, - og fandt…! Vi vil også finde Ham, når vi kommer til Ham i bøn og tro.

Jeg ønsker alle bladets læsere en velsignet Advent og god Julehøjtid, - med Kristus i centrum, som er tilværelsens midtpunkt.

Gardar Ragnarsson - Julen 2012

Missions-Nyt nr. 4 2012 - MISSIONSPRAKTIK I ZAMBIA, af Adam Olesen Damkjer

For nogle år siden gik jeg på efterskolen Euroclass. Euroclass er en skole med fokus på Gud og mission. Som en del af skoleåret, var der planlagt rejser. Vi skulle ud og fortælle om Gud og hans plan for frelse. Derfor var jeg, sammen med otte andre unge, i Zambia på Kaniki Bible College.

Kaniki Bible College, KBC, arbejdede vi sammen med mange organisationer. Vi arbejdede sammen School Mission, LifeLine og Jabulani Children’s Village. Alt sammen gjorde et stort indtryk på mig og bekræftede mig i kaldet til at være Guds talerør. Helt lige siden at jeg var lille havde jeg et ønske om at se mennesker forvandles af Guds kærlighed og hans undere.

Jeg bad tit for de missionærer, der var sendt til Afrika, og ønskede selv at opleve at være Guds redskab.

En af de sidste dage på KBC, skulle vi ude med LifeLine og aflevere mad, medicin og tøj til en lille landsby, som lå langt ude i ødemarken. I landsbyen kom jeg, og en anden fra Euroclass, på besøg hos en kvinde, hvis mand var meget syg af HIV. Han var dybt afhængig af, at Life-Line kom ud med den medicin, der kunne holde hans sygdom i skak. Da vi kom til huset kom konen ud, med rødsprængte øjne og grådet stemme og fik fremstam­met et tak. Min kammerat og jeg fik lov til at komme med ind og se til manden. Men i stedet for en mand, der lå bevidstløs af sygdom, så vi en mand, som af alle sine kræfter hæst fik sunget lovsang og takket Gud for, at Han havde kontrol over situationen. Efter at manden havde fået sin medicin, gik vi med konen uden for, for at give manden ro. Hun fortalte om deres situation, og om hvordan folk i landsbyen ikke ville have eksisteret, hvis ikke LifeLine havde grebet ind og bragt medicin, mad og rent drikkevand. Og her, ude i ødemarken fandt jeg ud af, at Gud har en plan med det kald han giver os, og at hvis vi slipper al kontrol og overlader alt til Ham, vil vi opleve mirakler og store undere.

Kaniki Bible University College, er ikke bare et gamelt levn fra en tid, hvor mission handlede om at sende et ægtepar til Zambia og forkynde evangeliet, men et symbol på at Gud kan arbejde igennem os og derved forandre andres liv. Kaniki Bible University College er blevet et hjerte, som gyder liv til Zambia og pumper liv til mange mennigheder rundt omkring Afrika.

Gud gør mange store mirakler, men det største mirakel er dog det, at han kan bruge OS til at nå andre med Hans kærlighed.

Adam Olesen Damkjer