Missions-Nyt nr. 3 2012 LEDER, af Elly Lohse Bruun Guds kærlighed

En far gik en dag i byens baggade. Der mødte han en ven, som blev forbavset over at møde ham dér. Almindeligvis bevægede han sig selvsikkert i hovedgaden i travlhed til og fra kontor og konferencer, men nu gik han her uroligt frem og tilbage i baggaden. - Men

vennen fik forklaringen: ”Jo ser du, min søn er til eksamen i den der bygning. Består han sin eksamen, kommer han ud af hovedindgangen på hovedgaden, og han trænger slet ikke til mig. Men dumper han, da kommer han ud af bagdøren her, og så vil jeg gerne stå her i baggaden og tage imod ham, og vise ham at jeg er ligeså glad for ham alligevel.”

JA, SÅDAN ER GUD / KÆRLIGHED

Johannes skriver: ”Enhver som elsker, er født af Gud.” Ja han fortsætter: ”Hvis du ikke elsker andre mennesker, elsker du i virkeligheden ikke Gud; du kender Ham ikke engang.”

Det er klart, at Guds riges sag på denne jord ikke kan fremmes uden visdom, kundskab, åndelige nådegaver, tro og håb; men størst i Guds rige er kærligheden. Bibelen viser os, at kærlighedens vej er den bedste løsning af både små og store problemer.

Lad os bede således: ”Kære Herre, mind mig i dag om, at den største gave, jeg kan give andre, er din kærlighed.” Elly Lohse Bruun

Missions-Nyt nr. 3 2012 - IRLAND, af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner Hilsen fra os på Den Grønne Ø - og fra den vådeste og koldeste sommer siden man begyndte at holde statistik! Men arbejdet med at nå folk med Evangeliet fortsætter, og Gud

virker.

De rejsende (irske sigøjnere) ”Jeg er begyndt at tale med Gud - akkurat lige som jeg snakker med jer nu!” Det var Mossie, der nyligt forklarede for Tony og en af vores franske sigøjnervenner, hvordan Gud

igen var begyndt at tale til ham.

For 4 år siden var Mossie meget nær ved at overgive sit liv til Jesus. Vi var netop ved at forberede til et møde i et telt, som vores franske venner havde opført på Mossies gårdsplads, hvor de franske også camperede. Men så udbrød der pludselig ’krig’ med en fjendtlig slægt fra en anden by. Der måttes pakke sammen i huj og hast. Og mens dette blev gjort på rekordtid, så vi, at Mossie og hans 9 brødre samlede alle mulige og umulige våben sammen - til forsvar mod et angreb. Vi og vores franske venner slap derfra lige i

tide!

Siden den tid har der været næsten uophørlige trusler og angreb. Mossies heste blev lemlæstet om natten, så de måtte slås ned. Mossies hus blev brændt ned - men alle i familien undslap. En af Mossies brødre blev et slemt forskåret i ansigtet. Derefter blev en af de andre brødre skudt ihjel. De véd udmærket, hvem der har gjort det, men officielt er drabet ikke opklaret, og gerningsmanden er stadig på krigsstien!

Mossie har sagt, at han gerne vil være en kristen, og han ønsker ikke at kriges. Men hans 8 tilbageværende brødre siger, at de er nødt til at tage hævn og forsvare sig. Som slægtens overhovede, hvad skal Mossie gøre, og er det mærkeligt, at nerverne har stået på højkant i disse 4 år?

Nu har de sidste få måneder været nogenlunde fredelige, og Mossie og familien er faldet lidt til ro. Han er holdt op med at ryge og drikke, og det kan ses på ham, og han er igen begyndt at følge læseundervisningen på den videoserie, vi lavede for en del år siden, baseret på Johannes Evangelium. Og nu taler han med Gud - og ikke bare udenadlærte remser! ”Og med tiden vil jeg have lært at læse, så jeg kan læse den har bibel, og det vil hjælpe mig til at tage standpunkt og følge Jesus!” Siger han. Bed om, at det må lykkes for

Mossie denne gang.

Til Cambodia

En af vores unge, Leanne, tog til Cambodia i sommerferien for at hjælpe sin moster og onkel, vores missionærer derude. Den 19-årige Leanne tog alene derud. Vi udsendte

hende fra kirken samme dag, som vi sendte Alberto til Congo.

Hun hjalp til med børnene på børnehjemmet i cirka 3 uger. men så fik hun ’Dengue feber’.

En tropesygdom, som der ikke er nogen behandling for. Det er kun visse komplikationer, der kan behandles. Det hele kan være meget alvorligt og langvarigt.

Der var en del tvivl om, at hun ville være i stand til at rejse i 24 timer for at komme hjem, i hvert fald alene. Lægen mente til slut, at det måske ville gå an. Vi bad for hende hele vejen, og nu er hun hjemme i forholdsvis god behold; dog tales der om, at hun måske må afbryde sin uddannelse i et år.

Samtidig har de lige fået store sygdomsproblemer ude på børnehjemmet. Der er meget at bede for! Må Gud lade alt samvirke til det gode. Han er mægtig. Kimwenza, Congo Albertos 3 uger i vores spæde kirke i denne formørkede del af Congo var både vellykkede og vanskelige. Det er nu lige 3 år siden, at folk begyndte at samles dér under træerne ved

hans første besøg.

Som alle steder, hvor der er mennesker, har fjenden selvfølgelig været på spil og forsøgt at ødelægge. Mørkets magter har regeret der så længe og prøver at beholde magten over alt og alle. ”Men det er for sent nu”, siger Alberto, ”for Lyset er allerede blevet tændt dér!”

Kirkebygningen fik et nyt fremstød. Alberto sørgede selv for, at der blev indkøbt materialer, så pengene ikke bare ’fordufter’! Den kristne arkitekt, han har fået fat på, vil overvåge

arbejdet, så meget som muligt. Næste projekt bliver at bygge skole til de mange forsømte børn.

Vi vil lade fotografierne på næste side tale for sig selv. Vi er glade for den hjælp, der er kommet til Congo-projektet fra Danmark, og Alberto er

meget taknemlig.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete

Projekt 5076 i Missionsfonden, eventuelt øremærket til Congo.

Missions-Nyt nr. 3 2012 - JAPAN, af Bodil og Shiro Nakabayashi

Kære venner, Guds fred. I denne sommer fyldes vores hjerter endnu en gang med taknemlighed over Guds store trofasthed. Vi oplever en god tid i vores arbejde i Hope House med mange aktiviteter og

nye kontakter.

Medarbejdere Her i sommer har vi haft besøg og hjælp af vores gode ven, Mizuko Ernst, og mine to søstere, Annette og Joan Jespersen. De har hjulpet med at køre caféarbejdet og også været medvirkende ved møder og lavet praktiske projekter, som at sætte hylder op og lave terrasse udenfor caféen og meget andet. Vi er taknemlige for deres kæmpe indsats. Her fra august får vi yderligere hjælp. 3 nye langtidsmissionærer kommer til Hope House. De skal virke med i arbejdet sideløbende med deres japanskstudier. En af dem, Gunn Klaseie fra Norge, er allerede ankommet og er ved at komme på plads i sin lejlighed nær Hope House. De to andre missionærer er et ægtepar fra Sydafrika, Hannes og Harriet Roux, der kommer gennem OM (Operation Mobilisation). Gunn kommer som selvstændig missionær udsendt fra sin hjemkirke, Håpet i Eidsvoll i Norge, men ægteparet Roux har Hope House skulle søge visa for. Det er første gang Hope House søger visa for nogen, og vi var spændt på, om vi ville blive godkendt som modtagerkirke; men det blev vi her i sidste

uge. Det er et stort skridt for os.

Lejr i bjergene. 11-13 august I august stod Hope House for en English Summer Camp. Lejren var et tilbud til folk, der gerne vil øve deres engelsk og en del af vores udadvendte arbejde i English Café, som kører hver fredag aften i Hope House. Der var 34 personer med på lejren, inklusiv et team fra et kristent universitet i Los Angeles, BIOLA (Bible Institute Of Los Angeles), der medvirkede med forskellige indslag. Vores lejr startede i Hope House med en filmaften den 11., hvor filmen Narnia blev vist med efterfølgende samtale om filmen over en kop kaffe. Næste morgen tog vi op i bjernene i Niigata præfektur, til en højslette, der hedder Myookookoogen. De fleste af vores aktiviteter på campen var udendørs: Vandretur til et vandfald og at sejle på søen, Nojiri, samt en grillaften. Der var 9 ikke-kristne med på lejren, og de var meget åbne og engagerede i hele programmet. Vi beder for dem, at de blev berørt af det, de hørte om Gud.

Fornyelser i Cafe Hope Café Hope har fået ny menu, med blandt andet dansk smørrebrød. Vi håber, det vil blive populært. Vi er som nævnt også i gang med at lave en lille terresse udenfor caféen, og nogle nye skilte. Vi håber, at dette blikfang kan få flere til at komme ind i caféen. Vi gør, hvad vi kan for at gøre Café Hope indbydende, men der er mange professionelle spisesteder rundt om i området. Vi kan ikke konkurrere med dem, men bed for os, at vi må få nåde til at være en anderledes café, hvor mennesker kan mærke Guds fred og kan modtage helbredelse og håb ind i deres livssituation. Det er dét Café Hope og Hope House eksisterer for. Tak til alle jer, der følger med i vores arbejde og liv og beder og støtter arbejdet i Hope House.

Bodil og Shiro Nakabayashi Projekt 5052 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2012 -THAILAND, af Birthe Steffensen

Her er en hilsen med godt nyt fra skolehjemmet i Nakhonthai.

Nye medarbejdere var et bedeemne i sidste nummer af Missions-Nyt, og Prayoon og Sathiyaa er meget glade for det ægtepar, som de har fundet. Det er et thailandsk ægtepar fra kirken i Na Gai Khia. Manden arbejder deltids på skolehjemmet, og konen arbejder fuldtids. De arbejder fint sammen med Khun Daa og Khun Nii fra Hmong stammen, og Prayoon og Sathiyaa er meget glade for konens gå-på-mod og initiativ og måde at involvere sig på. De er glade for det nye team, og det er rart for dem, at de ved, at de kan trække på manden, når der er brug for det. I dette skoleår er der færre børn, end de har været vant til, men de er i gang med opsøgende arbejde i bjerglandsbyerne og ved, at der kommer flere børn næste skoleår. De er heller ikke kede af en lidt mindre arbejdsbyrde i år. Det giver dem mulighed for at være sammen med børnene på en anden måde. Men det er naturligvis også et spørgsmål om økonomi, for det giver selvfølgelig færre penge på kontoen. Der er bedre mulighed for at hjælpe med lektielæsning til de børn, som har behov for det. Der er foreløbig ingen volontører, så der er ingen engelskundervisning på programmet nu,

men til gengæld er der tilbud om computerkursus til dem, der har brug for det.

Som noget nyt er børnene delt op i grupper, som har forskellige pligter og arbejdsopgaver. Samtidig arbejder de på, at børnene bliver flinkere til at være opmærksom på andres behov i gruppen, så de hjælper hinanden.

Fokus i dette skoleår er gode råvarer og sund mad. Prayoon skriver: ”På grund af den voldsomme regntid sidste år, var grønsager svære at få fat i og meget dyre. Vi var også bekymret for, om de grønsager, vi kunne købe, var forurenet. Derfor lægger vi nu vægt på at dyrke vore egne grønsager, og vi arbejder sammen med børnene om denne opgave, så de lærer, hvordan de skal passe en have”.

Derudover har vi også dannet madlavningsgrupper, som hjælper Khun Nii i køkkenet med den daglige madlavning. Tidligere var der nogle få piger, som tit spurgte, om de måtte hjælpe, men nu hjælper alle til på skift, og de fleste er glade for det og lærer meget af det.

Her under ses den nye spisepavillon. Den mangler stadigvæk cementgulvet. Men det håber vi, der snart bliver penge til Prayoon og Sathiyaa sender mange glade hilsner med tak for forbøn og støtte.

Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2012 - INDONESIEN, af Stella Christtreu

Kære venner.

Hilsen fra Holland. De sidste par måneder har været utroligt travle med masser af praktiske opgaver på UMO basen her i Heidebeek. Vi har haft mange forskellige arrangementer, blandt andet vores årlige ’Åbent Hus’ hvor mere end 1000 gæster mødte op. Min opgave har været at gøre værelser klar til overnattende gæster, så at de rigtig følte sig velkommen.

Men nu tager jeg så igen til Indonesien. Jeg skal undervise i to uger på Discipleskabs Trænings Skolen i Tana Toraja, midt på øen Sulawesi. Sidste år var jeg der også i en uge sammen med 4 af eleverne fra Heidebeek SBS’en. Denne gang tager jeg igen to af mine ’gamle’ elever med Jakoline og Petra. Jeg er glad for at både Petra og Jakoline har sagt ja

til denne udfordring om at undervise. For dem er det første gang at skulle undervise uden

at være ’elev’, så de er meget spændte.

Vi er alle tre meget glade for at tage afsted, og jeg er sikker på, at Gud vil gøre store ting for vores kære DTS elever og medarbejdere. Vi flyver hele vejen til Jakarta, hvor vores ven og oversætter Rudy Tam venter os. Han er vores kontaktperson i Indonesien, så vi glæder os til at se ham og hans familie. Sammen flyver vi til Sulawesi, og næste morgen tager vi en 8 timers bustur fra Makassar til Tana Toraja.....

Bed for os og vore lange rejse, at alt må gå stille og roligt. Bed for DTS eleverne og medarbejderne i Tana Toraja, at de må blive opmuntret og styrket i deres tro.

Bed for Jakoline, Petra og jeg, at vi må lytte til HelligÅnden og til hinanden, og undervise på det bedste vi kan.

Kærlig hilsen Stella Christtreu

Projekt 5462 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2012 - KANIKI BIBLE UNIVERSITY COLLEGE, af Jørgen Mortensen

For mange kristne selv i Danmark er navnet ’Kaniki’ et velklingende synonym for træning og uddannelse af præster i Zambia. Apostolsk kirke i Danmark har i mere en tredive år drevet bibelskolen Kaniki Bible College, som har vist sig, at have haft enorm betydning for

hele nationen.

I 1957 blev missionærparet Elsa og Arne Thomsen sendt ud af Apostolsk Kirke i Danmark, og i løbet af 5-7 år plantede de ti menigheder, med de dengang kendte strategier: friluftsmøder, børnemøder, kvindemøder og undervisning af de nyomvendte og dertil var Arne

Thomsen også meget progressiv med brugen af film.

Imod slutningen af 1960-erne viste det sig dog, at mere målrettet træning og undervisning af ledere var nødvendig, hvorfor man begyndte at arbejde på at rejse en bibelskole, som

kunne træne de fremtidige ledere.

I begyndelsen af 70-erne besluttede Apostolsk Kirke i Danmark således at ændre fokus fra

dirkete menighedsplantning med hvide ledere, til oplæring og undervisning af indfødte

afrikanere, som så kunne plante menigheder og lede dem. Det blev den fremherskende missionsstrategi for Apostolsk Kirkes mission i Afrika de næste 40 år

I 1976 fandt Erling Rasmussen i Kaniki, en tidligere hønsefarm med tilhørende landområder, som blev erhvervet og bygget om til bibelskole. Peter og Clara Marie Petersen blev det

første lederpar for Kaniki Bible College (KBC), og mange nye missionærer gav sig til denne opgave. Over en periode på tredive år, har over tyve danske missionærer og 12 voluntører været involveret i dette missionsarbejde. Skolen fik snart et etableret navn i Zambia, som en bibelskole med sund og gedigen undervisning og et klart fælleskristen tilsnit, som skulle vise sig at få stor betydning for hele kirkelivet i Zambia. I dag siger statestikken, at mere end 80% af de tidligere KBC-elever er fuldtidsansat i kirkeligt arbejde.

Mens skolens elevtallet steg til over tyve, og der blev bygget flere beboelses- og undervisningsfaciliteteter, besluttede man ret tidligt også at etablere en farm. Tanken var at være selvforsynende, men også at give bibelskoleeleverne praktisk viden med hjem om hvordan de hjemme kunne blive selvforsynende. Lige overfor bibelskolen i Baluba Valley erhvervede man store landområder til landbrug, og med Baluba River var vandforsyningen sikret i et utroligt frugtbart område. Baluba Vally Farm er idag et mønsterlandbrug, med over 80 lokale ansat til en produktion af bananer, kyllinger, mælk, kød og tidligere også tomater og grise, altsammen efter bedste danske landbrusprincipper ledt af Dan og Birgitte Linde Nielsen. Farmens produkter sælges i en forretning i byen, og man leverer til restauranter

og hoteller.

Efter næsten tredive år som Principal for Kaniki Bibel College, og en meget stor og

succefuld indsats med opbygning af skolen ønskede Peter Petersen at stoppe, for at tage sig mere af en rejsetjeneste. Han besøger menigheder i over ti forskellige lande, menigheder som er plantet og ledt af tidligere elever på Kaniki Bibel College.

Peters ønske om at stoppe blev anledningen til at effektuere en beslutning, man længe

havde kredset om: at indsætte den første indfødte afrikanske leder af skolen. Det skete i år 2000, hvor Rodwell og Rose Simokunda blev indsat som forstander. Rodwell fungerede i denne tjeneste i ti år og er idag pastor for en menighed. Hans afløser i 2010 blev Kaluba og Joy Kapapula.

Kaluba er vokset op i Kaniki, og har gået i søndagskole dér hos de danske missionærer for tredive år siden, men har siden gennem stipendier taget sin teologiske uddannelse i USA.

Skolen har i dag lidt over halvtreds bibelskole elever på et to-årigt diplomkursus. De bor alle på skolen, som også kan optage familier. Skolens børnehave har ca. 15 børn. De sidste par år har både fængselsvæsenet og hæren sendt deres fængselspræster og feltpræster til uddannelse på Kaniki Bibel College, ligesom det meste af Zambias kirkeliv er repræsenteret blandt eleverne. Skolens elever har gennem årene repræsenteret over tyve forskellige nationer, herunder England, Tjekiet og seks elever fra Danmark.

I 2011 søsatte skolen sit nyeste projekt, også en mangeårig drøm, der til alles store overraskelse gik i opfyldelse uden større vanskeligheder. Kaniki Bibel College blev godkendt af Zambias Undervisningsministerium som Universitets College med en Bachelor uddannelse i teologi. Hovedvægten i BA-en ligger på bibelske fag og ledelse. Skolen har således fået nyt navn, som blev offentliggjort i november 2011 med den danske ambasadørs medvirken: Kaniki Bible University College.

Det første hold BA-er som modtager eksamensbevis fra KBUC er på 14 elever, hvoraf de 12 er tidligere elever fra Kaniki Bible College, som alle idag leder menigheder og endog

biskopper, der leder nationale kirker.

Et besøg på KBUC i dag vil ikke blot inspirere og opmuntre, fordi det er som at træde ind i en botanisk have, det vil ikke blot begejstre, fordi det summer af liv, bøn og iver efter at lære mere og beslutsomhed for at give sig til tjeneste for Gud. KBUC har et DNA, der fra den tidlige start var klar: ”Vi ønsker at være en spydspid i forvandlingen af denne nation, ved at uddanne skarer af profeter.”

Apostolsk Kirke i Danmark har i 2012 ændret ledelsesstrukturen for KBUC, således at det

for fremtiden vil være en bestyrelse i Zambia, der vil være skolens øverste ledelse. Det vil

altså sige yderligere nationalisering og overdragelse til selvforvaltning.

Der vil være brug for økonomiske støtte til KBUC mange år fremover. Drømmene og visionerne er store, og de menigheder i Danmark, som står bag KBUC og har fulgt udviklingen, er både stolte og begejstrede over at se, hvad Gud har gjort gennem årene med denne skole. Der er ikke et nummerpladekontor, en vejkontrol eller et hospital i Zambia, hvor man ikke kender Kaniki Bible College og omtaler skolen med stor respekt. Alle kirkesamfund i Zambia har en præst ansat, som er uddannet på KBC. Betydningen, som denne skole har haft for nationen, vil vi først forstå i evigheden.

Jørgen Mortensen / 2012

Missions-Nyt nr. 3 2012 - TANZANIA, NLO, af Hannah og Egon Falk

Den muslimske landsby ILAGALA

Mens den økonomiske krise raser i den vestlige verden, og det er blevet vanskeligere for os at få økonomisk støtte til det vigtigste arbejde af alt, nemlig at opfylde Missionsbefalingen, som Jesus gav os, og mens vores team oplever den anden bilulykke i år, og fastemåneden Ramadan for muslimerne begynder, står Imamen og landsbylederen på vor platform og ønsker os velkommen til Ilagala ved at råbe ud: ”Priset være Jesus!” Ilagala er en lille afsidesliggende og meget støvet landsby uden nogen form for luksus. Jeg kan smage støvet og luften er varm og tung, lugten vil jeg slet ikke beskrive. Mænd,

kvinder og børn stormer frem foran platformen, deres ansigter bærer dybe spor af frygt,

megen smerte og lidelse. Kinderne er vædede af en uendelig strøm af tårer, og råbene til Gud om hjælp er desperate. Jeg føler mit hjerte er tungt og ved at briste. Kæmper for at holde tårerne tilbage. Jeg vil så gerne hjælpe disse ”glemte” mennesker; men kan jeg? Jeg kan bede i Jesus navn. og da jeg gør det, bryder Guds kraft igennem. Dæmonerne raser, skriger og bliver voldelige. - Det ligner en slagmark af sårede og døende mennesker; men pludselig rejser de sig op, og de er frie!

En ældre kvinde kommer stormende op på platformen. Hun er gift med en af pastorerne, der sidder på platformen. Hun har været syg i mange år og kunne ikke forlade sin lille hytte, men på grund af det kraftige lydanlæg kan hun høre min prædiken. Pludselig kommer Jesus til hende, og hun bliver totalt helbredt og rejser sig fra sygelejet og løber til mødepladsen. Hun er bare ikke til at stoppe, og lovprisningen fra de cirka 7000 mennesker

kan høres langt omkring.

Mandens ansigt lyste og strålede af glæde, og ordene væltede ud over hans læber som en kraftig flod. Han kom langvejsfra og havde efterladt sin blinde kone derhjemme, og på

hendes vegne gik han frem til forbøn. Efter forbønnen ringede han til konen, der nu var blevet seende!

Pludselig stod en lille dreng helt målløs foran mig og sagde: ”Jeg er bare så overrasket, Jesus har helbredt mig.”

En kvindes store synlige svulst på maven forsvandt, mens vi så det. Den blev mindre og

mindre, og til sidst var der kun en lille rynke tilbage.

Det største er dog de mange, der modtager Jesus og oplever stor forvandling i deres daglige liv. 2124 dyrebare mennesker blev registreret som nye kristne i Ilagala, og der er nu stor glæde i mange jordhytter. Englene i Himlen glæder sig også. - Kan du glæde dig sammen med os?

Vi skraber ’bunden’ økonomisk, og er derfor endnu mere taknemlige for jer, der gør dette sande eventyr muligt - måned efter måned. TAK!!!!!!!

Jeres Hannah og Egon Falk.

Projekt 5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 3 2012 - KENYA, af Susanne og Leif Madsen

Indsamling til ny skolebygning

Din indbetaling tæller dobbelt

Vi har fået det glædelige svar på en ansøgning til Landsstyret på Færøerne, at de er parate til at donere 400.000 kroner som hjælp til den nye store skolebygning.

Det er dog på betingelse af, at der bliver indsamlet 410.000 kroner til byggeriet inden den

1. november 2012. Vi vil derfor gerne opfordre alle, som har mulighed for at være med i

denne store indsamling, til at indbetale et beløb øremærket ’Skolebygning’.

Alle beløb op til 400.000 kr. tæller nemlig dobbelt, da de er med til at udløse de 400.000

kroner fra Færøerne.

Det er en enestående mulighed for, at samle penge ind til at hjælpe fattige kenyanske børn

med gode faciliteter til uddannelse. Det forbedrer virkelig deres muligheder for uddannelse.

Hele byggeriet, på cirka 900 m2 fordelt på 3 etager, er budgetteret til cirka 1,5 mil. kroner. Når vi har de første 800.000 kroner, fortsætter vi indsamlingen og søger fortsat fonde og andre organisationer om støtte. Vi tror, at ved Guds hjælp og inspiration når vi målet. (Husk at alle gaver op til i alt 14.500 kroner om året er fradragsberettiget)

Grupperejse fra Danmark I marts havde vi en gruppe på 20 deltagere på besøg i 3 uger, hvor de så NLAIs arbejde. Gruppen var på børnehjemmene og på skolen, hvor de nød fællesskabet med børnene.

Der var en stor opvisningsdag, hvor alle de 550 elever på skolen viste sange, danse og drama. Drengene fra hjemmet lavede akrobatik og syskolen havde modeopvisning. De var også en tur på lossepladsen, hvor de så de elendige forhold, som mennesker lever under derude. Samtidig så de den forskel, som NLAI´s skoleprojekt gør i lossepladsområdet. Der blev også tid til at komme lidt rundt og se den smukke natur i Kenya og de vilde dyr i

dyreparker.

Alle tog hjem med oplevelser for livet. Færdiguddannede unge fra NLAI Nogle af de unge fra hjemmet er nu færdige med deres uddannelser, og flere har fået arbejde på forskellige steder.

Isaac Likami, som har været på NLAI’s hjem i mange år, har nu færdiggjort sin uddannelse inden for turisme, i rejsebureau management. Han kom som en lille dreng, hvor han havde levet en tid på gaden. I dag er han en dejlig ung mand, som tror på Jesus. Han har været i praktik i Nairobi, og vi håber, at han fortsat kan finde et godt arbejde.

Bernard Juma er også en af vores første drenge. Han har oplevet en kæmpe forandring i sit liv. Han er nu uddannet som musiklærer. Han spiller guitar samt klaver. Desuden har han også indspillet en CD. Juma kom som en lille dreng, der ikke kunne finde hvile nogen steder og var altid urolig. Men da han oplevede at komme til tro på Jesus, blev der fred og frihed i hans liv. Han har nu fået arbejde på den skole, hvor han selv blev undervist. Brayan Aseka er også en af vores tidligere drenge, som nu er færdig som mekaniker med

speciale i traktorer og landbrugsmaskiner.

Leifs far er gået hjem til Jesus Sidst i april var vi i Danmark i forbindelse med Leifs far, Samuel Madsens, begravelse.

Det var en meget flot begravelseshøjtidelighed, hvor rigtig mange gode minder blev taget frem. Blandt andet fra den første tid af Betania kirkens historie i Blåhøj. Samuels forældre var med til at starte menigheden, og Samuel, som døde i en alder af 89 år, har været med i

kirken hele sit liv, lige siden han var dreng.

Samuel, som altid sagde: ”Mine børn er min rigdom”, efterlod sig 111 efterkommere, når vi regner deres ægtefæller med, så han var velsignet med en stor familie.

Det gav os også anledning til at møde venner og være sammen med familien.

Store udfordringer i familien Vores ældste datter Louise og hendes mand Samuel delte deres bekymring med os om deres 19 mdr. gamle datter Olivia, som på mange måder ikke er helt alderssvarende i sin udvikling. Derfor havde Louise fået en tid hos en børnelæge, som tilså Olivia og fandt mistanke om at hun havde Rett syndrom, som er en sygdom der skyldes en kromosomfejl. Sygdommen rammer kun 1 ud af 10.000 børn i Danmark og er derfor en meget sjælden sygdom. Der blev taget blodprøver for at få bekræftet hvad Olivia fejlede. Vi skulle rejse til Kenya samme dag, som Olivia var til børnelæge, men efter beskeden fra lægen, var der behov for at Susanne blev hos familien og støttede dem i de svære uger

inden svaret kom.

Desværre var svaret på blodprøven en bekræftelse på at vores dejlige barnebarn Olivia har Rett syndrom. Rett Syndrom gør at den normale udvikling bremses, når barnet er mellem 6-18 mdr. gammel. Herefter følger en periode med stagnation og derefter en periode, hvor barnet typisk mister nogle af de færdigheder det har lært. Herefter kan nogle børn genskabe nogle af de tidligere tillærte færdigheder. Olivia skal have intens træning af alle færdigheder og det er især vigtigt at hun får intens træning inden hun fylder 2 år. Dette medfører selvfølgelig store forandringer i deres hjem.

Derfor vil vi meget gerne om I vil være med til at bede for Louise og Samuel, at de må opleve Guds omsorg og styrke i denne svære tid, hvor alt ser så uforståeligt ud. Bed også om at Olivia hurtigt må få godkendt den hjælp hun har behov for i form af støttepædagog, institutionsplads osv. Tak for særlig forbøn for Olivia, at hun må blive ved med at udvikle sig godt trods diagnosen. Olivia er en vidunderlig pige, glad og fuld af energi, og en gave som vi priser Gud for. Som I kan forstå, så er det også meget svært for os, som er så langt væk og ikke har mulighed for at være i nærheden af dem. Smerten er så stor for os alle, men

værst for vores datter og svigersøn.

Crispus syg

NLAIs Manager Crispus Mwakai er desværre blevet syg med voldsomme rygproblemer. Han er på nuværende tidspunkt i stræk-behandling på sygehuset og andre behandlinger, så han behøver jeres forbøn.

Euroclass fra Kolding skriver: ”Euroclass havde den glæde at tilbringe 1 uge i Nakuru i Kenya, hvor vi arbejdede med børnene fra NLAI. Sammen med de ansatte på NLAI organiserede vi en stor lejr med ca. 80 af børnene fra NLAI hjemmene.

Hver dag i denne uge underviste Euroclass børnene i emnet: ’Åndens frugter’. Om eftermiddagen arrangerede vi ’workshops’ i dans, fodbold, kunst, svømning og udendørs lege. Den sjoveste ’workshop’ var nok svømning, da mange af børnene aldrig havde prøvet

det før.

Hver aften stod vi også for møderne, hvor vi sang, dansede, lavede drama og delte Guds

ord med børnene. De unge fra Euroclass nød at blive udfordret i at lede alle disse aktiviteter, men mest af alt nød vi fællesskabet med børnene og at høre deres rørende livshisto

rier. Vi er overbevist om, at navnene og ansigterne på alle vores nye venner vil blive husket længe. Desuden er vi taknemmelige til Gud for en meget vellykket rejse, og at vi var i stand til at give glæde til børnene fra NLAI.

De unge fra Euroclass fik lagt et frø i deres hjerter for mission, som vi tror og beder om, at Gud vil lade vokse i deres liv i tiden fremover.

Vi er meget taknemmelige for den anledning, vi fik, til at undervise og stå for aktiviteterne på denne lejr for NLAI. Kærlig hilsen Euroclass

Nyt 1 pige og 4 små drenge er flyttet ind på børnehjemmet.

Johnstone Wairegi og Carolyne Chepkoech er begyndt på frisøruddannelsen, så vi håber, det går dem godt. 21 unge går på college med forskellige linjefag, så de glæder sig over denne mulighed. 9 går på universitetet, hvoraf flere afslutter i år.

Seminar for gymnasieelever Vi har også i år afholdt et to-dages seminar for de 46 unge, vi støtter på gymnasiet.

Vi havde inviteret en taler og vores eget personale medvirkede også. Det blev lærerige dage med et godt fællesskab, hvor der også blev set på elevernes karakterer og muligheder for videre skolegang eller uddannelse.

Karen Magrethe fortæller: Det er en glæde, at jeg efter endt arbejdsliv har haft mulighed for at være med i NLAI’s arbejde. Det er skønt, at Susanne og Leif er åbne for, at mange mennesker fra forskellige lande kan komme at se og være med i dette fantastiske arbejde blandt mennesker, som på mange måder har et svært liv. Det er en stor glæde at færdes blandt hundredvis af børn og unge, som får hjælp og et håb for fremtiden. Børn som er imødekommende, glade og taknemmelige. Det er også skønt at være sammen med kvinder, der har fået hjælp på krisecenteret, og som i dag arbejder på smykkeværkstedet Kioo Lulu.

Det er dejligt at se de mange medarbejdere på hele centeret, som gør et stort arbejde. Det gælder også alle, som er med i forbøn, og som er sponsorer. Godt at vi kan stå sammen med Susanne og Leif, som går foran, og som bærer de tungeste byrder. Vi er mange, som er blevet velsignet gennem dette arbejde, og venskaber er blevet knyttet. Jeg glæder mig over at være med i kredsen af NLAI’s venner og støtter. Jeg har været derude 5 gange i alt. 2 gange på ferierejser og 3 gange for at hjælpe til, og jeg venter kun på, at det kan lægge sig til rette, at jeg kan rejse ud igen.

Det grå guld Kirsten og Erik har igen været ude at hjælpe til med kontorarbejde i ca. 2 ½ måned, hvilket har været en fantastisk hjælp. De har bl.a. sendt billeder og sponsorbreve ud til alle faddere, hvilket har krævet et meget stort forarbejde. I februar kom Jackie og Roger, et ægtepar fra England, som var gået på førtidspension, ud for at hjælpe til på NLAI. Jackie, som har været lærer det meste af sit liv, hjalp til på skolen, og hendes mand Roger hjalp med praktisk arbejde, blandt andet i skolekøkkenet. Disse dejlige ægtepar, var meget værdsatte og elsket af både børn og voksne på centeret. Begge par er nu rejst hjem, hvor de vil fortsætte med at udbrede kendskabet til NLAI og være med til at rejse midler til arbejdet.

Korttidsvolontører Johanna fra Island er lige taget hjem efter et kortere ophold i Kenya, hvor hun for anden gang var ude at hjælpe til på kvinde krisecenteret, som hun har et stort hjerte for. Rikke, Luna, Nanna, har også været ude at hjælpe til i arbejdet især på skolen og kontorerne.

Gæster fra Australien Shari, Mark og deres forældre Janice og David Virgin. Denne fantastiske familie fra Australien har også et stort hjerte for arbejdet med børn og unge. De er sponsorer for nogle af børnene, og gør et stort arbejde i Australien for at rejse støtte til arbejdet. De boede i gå-afstand fra centeret og brugte rigtig meget tid sammen med børnene der.

Der blev arrangeret udflugter, og de legede med børnene og lærte dem spændende ting, som at fotografere. Janice hjalp til på syskolen, medens Shari mest var på skolen.

Sharis bror og hendes far var praktiske og hjalp til med mange ting, blandt andet i computer klassen.

Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, vi har fra den familie.

Partnerskabs konference

Pastor Morten Patrzalek fra Betania i Blåhøj og leder af IAS Torben Madsen, var her i Nakuru til en 2-dages partnerskabs konference, hvor vi sammen med lederne i Filadelfia kirken, som vi arbejder sammen med, snakkede om projekter, samarbejde og fremtiden. Det var et par meget intense og givende dage, hvor Torben også underviste, og Morten

talte i kirken.

Vi er glade for den opbakning vi oplever fra vores kirke i Danmark og for det gode samarbejde, vi har med Filadelfia kirken herude.

Tak til alle jer, som er med til at støtte os økonomisk og hjælpe til, både praktisk og i

forbøn.

De kærligste hilsner

Susanne og Leif Madsen

Projekt 5005 i Missionsfonden. Eventuelt øremærket ’Skolebyggeri

Missions-Nyt nr. 3 2012 - Missionspraktik i KENYA,

på Susanne og Leif Madsens missionsfelt.

af Karen Stensgaard Sørensen

Vi var en lille flok unge og to ledere på en missionstur til Kenya og Zambia med min daværende efterskole, Euroclass, som også fungerer som ungdomsbibelskole.

En dag i Kenya vågnede jeg op med en følelse af, at Gud ville helbrede en person i løbet af dagen, og han ville bruge mig. Dagens program stod på besøg i kvindekrisecenter i den

anden ende af byen.

Da vi kom derud, mødte vi en masse glade børn, som vi optrådte for med dans og drama, og vi delte vidnesbyrd og budskabet om Jesus med dem. De sad og lyttede, grinede og sang med på vores børnesange, mens vi fik lov til at dele vores hjerter med dem. Bagefter

ville de vise os noget de havde lært, og de begyndte at sige bibelvers i kor, der handler om

Guds ufattelige kærlighed og godhed. Det greb mig virkelig, og indeni sprang og dansede jeg af glæde over denne fantastiske oplevelse.

Da børnene var gået, kom kvinderne ind. Vi delte igen vores hjerter, og i slutningen fik vi lov at bede for dem og med dem. De var meget åbne, og på trods af at vi ikke kunne snakke sammen, tror jeg på, at Gud gjorde store ting i de kvinders liv. Da jeg kom hen til kvinde nr. 2, blev jeg overvældet af en stor kærlighed til hende, og jeg blev klar over at det var hende, som Gud ønskede at helbrede, selvom jeg ikke vidste, om hun fejlede noget. Jeg bad for hende og med al møje og besvær fik jeg kommunikeret til hende, at Gud

elskede hende.

Bagefter inviterede en af kvinderne os hjem til sig. Hun var ’Dronningen af Bjerget. Det forstod jeg ikke meget af, men det kom jeg snart til. Vi fik at vide, at vi skulle holde sammen, og følge efter hende. Vi gik op ad en meget stejl bakke, og pludselig stod vi på storbyens store, stinkende losseplads. Dét var ’Bjerget’. En ting er at høre om det, en ting er at se det i fjernsynet, men at stå der og opleve det med alle sine sanser er ubeskriveligt. Al den fattigdom og nød. Det virker så umenneskeligt. Overalt gik folk og samlede skraldet op, for at se om der skulle være noget brugbart. Børnene sloges om limflaskerne, så de så kunne ”sniffe”. I De små skure, som de havde bygget af plasticposer og andet fra pladsen, kunne der sagtens bo 6 personer.

Når en fyldt skraldebil kom ind, strømmede folk til for at se, om der var mad blandt affaldet. Det hele var meget voldsomt, men det, der gjorde det største indtryk på mig, var børnene. Det var de selvsamme børn, som havde siddet med deres fine bibelvers om Guds godhed, der rendte rundt på pladsen.

Det er noget af det, som gjorde allerstørst og dybest indtryk i mig fra Afrika-turen. Jeg forstår ikke til fulde med min hjerne, at man kan bo i sådan en elendighed, og stadig være Gud så taknemlig, men jeg tror på, at det er et af de vigtigste principper i livet: At ære Gud på trods af det, der sker.

At få lov til at dele Jesus med både børnene og de voksne på en måde, som de forstod, var fantastisk. At vise dem Guds kærlighed ved bare at være der, var lige så fantastisk. Vi syntes ikke vi gav særlig meget, men de svar så modtagelige overfor budskabet og overfor

den kærlighed, som vi ov til at give.

Kærlig hilsen Karen

Missions-Nyt nr. 3 2012 - Missionskald til Sydamerika, af Pia og Thomas Hågensen

Pia fortæller: ”Alterna, et anderledes skoleår” – en sætning, som på flere måder er blevet en realitet for mig både som helt ung og i dag, 27 år senere, hvor jeg stadig mærker konsekvenserne af et år, der i min teenagetid blev sat af til at få begrebet mission ind under huden. Året, som deltager og prøvekanin på Alterna-1, blev på flere måder skelsættende og livsforvandlen-de; det forandrede bl.a. min forestilling om, hvad mit liv som voksen skulle indeholde.

Under mit alternaforløb – og ikke mindst på børnehjemmet Filadelfia i Ituzaingo, Corrientes, Argentina samt på besøget i San Ignacio, Misiones, Paraguay, hvor jeg mødte missionærer, som tjente Gud trofast, lagde Han en længsel i mit hjerte – et ønske om at komme tilbage til Sydamerika, ikke som turist, men som arbejder og privilegeret dansker, der er så heldig at være født i et land og en kultur med overflod. Den åndelige og materielle nød var, i 1986 i Sydamerika som nu, til at få øje på, så muligheden for at være med til at gøre en forskel i et land som Paraguay – et ungt og skrøbeligt demokrati, hvor fattigdom og korruption er en del af hverdagen, ligger lige for.

Da Thomas friede til mig for 25 år siden, var det med ordene: ”Vil du med mig til Sydamerika?”, og det løfte indfriede han 17 år efter, hvor vi tre børn senere rev ½ år ud af kalenderen. Det var den bedste investering, vi som familie nogensinde har gjort, for der i det sydlige Paraguay fandt vi en missionsmark, som vi oplevede et umiddelbart kald til at vende

tilbage til. Her fandt vi venner for livet, men så også, at kun fantasien sætter grænser for, hvilke behov, der kan mødes – åndeligt og helt konkret/materielt – i første omgang for os ved at række ud med en fiskestang (hjælp til selvhjælpsprojekter), så venner, som ikke har så meget, kan få en økonomisk håndsrækning til ved en ihærdig indsats at etablere minifirmaer (et vaskeri, et skomageri m.m.).

”Hvis din bror er sulten, så giv ham at spise” siger Bibelen, og med Moder Teresas ord i baghovedet (”Vi kan ikke gøre store ting, kun små ting med stor kærlighed”) er det, hvad vi ønsker – sideløbende med at se folk forvandlede til ånd, sjæl og legeme, frelste og sat fri

for sygdomme og andre plager.

Pia Hågensen

Thomas fortæller: Jeg var på det andet missionshold i Sydamerika i 1987 - et team, der var sat sammen af meget forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde. Jeg selv var temmelig ny som kristen, ca. 2 år gammel i min tro. Jarle Tangstad, som var forstander for skolen dengang, ønskede, at vi skulle udvikle os så meget som muligt i det halve år, vi var af sted.

Vi var på et børnehjem i Argentina og et i Brasilien og var i et tidsrum i Paraguay under kyndig vejleding hos Lise-lotte og Esteban Laniec, som allerede dengang var missionærer dér. Desuden var vi i Andesbjergene og i byen Salta i Nordargentina. Hvor end vi kom, deltog vi praktisk, delte et vidnesbyrd og prædikede Guds ord.

Turen blev meget skelsættende for mig, og Gud talte til mig om, at jeg skulle tilbage til Sydamerika. Jeg tabte mit hjerte dertil og har båret på en forkærlighed for sydamerikanere i mit hjerte siden da.

Årene gik, men Sydamerika lå fortsat dybt forankret i mig, mens jeg tjente Gud i Danmark. I 2005 talte Gud til min kone og jeg uafhængigt af hinanden om, at nu var tiden til, at vi igen skulle til Sydamerika, og da vi i sommeren 2006 rejste til Paraguay i seks måneder, var det for at finde ud af, hvad Gud ville med os i forhold til det kald vi bar/bærer rundt på.

I San Ignacio fik vi lov til at medvirke på alle måder - alt fra at male og grave dåbsgrav til at forkynde Gus ord. Vi faldt til i området, fik mange venner og så mange behov, som vi

-selvom Lise-lotte og Esteban havde gjort et godt stykke arbejde - kunne hjælpe med at imødekomme, og da vi tog hjem, var det med Lise-lottes afskedshilsen i mente - at hun var sikker på, vi ville komme igen.

Gennem de sidste seks år har vi har startet mini-firmaer op for mennesker/familier uden arbejde. I Paraguay er der intet sikkerhedsnet for folk, der har behov for penge, mad, arbejde eller bolig. Derfor er det en stor hjælp, at vi giver en lille håndfuld mennesker en mulighed

for at forsørge sig selv som familie. Det gøres ved at donere midler til, at de kan starte en lille forretning.

Desuden har vi oparbejdet et stort netværk blandt flere kirker og blandt de mennesker i området, der ønsker at samarbejde om at nå folk med evangeliet, hjælpe de mange fattige

familier samt enlige mødre med børn.

Der er fortsat et stort behov for at nå mennesker i yderområderne samt de unge i byen, som bevæger sig væk fra Gud, hvis ikke de holdes fast i troen på Gud.

Se vores hjemmeside, som beskriver arbejdet i Paraguay. En videogennemgang på 10 minutter giver dig et indblik i, hvad vi laver i San Ignacio. Kig ind på www.hermanos.biz Thomas Hågensen

Missions-Nyt nr. 3 2012 - MISSIONSHJØRNET, ”GUD ER MIN FRELSE -DET SKAL HELE JORDEN VIDEaf Annelise Matina Larsen

Det er Mission !!! Esajas skriver i kap.12 v.2-5 ”Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og min lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder. Tak Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene, forkynd, at hans navn er ophøjet! Lovsyng Herren, for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide.”

Jeg takker Gud for alle jer, som har taget denne mission på jer, I er rejst ud og i et helt liv har I været tjenere i ’Guds mission’.

Jeg takker Gud for, at vi også gennem Missionsfonden og bladet Missions-Nyt kan træde til og yde hjælp til konkrete behov og dele Guds gerninger med hverandre ”for store ting har han gjort”.

Jeg takker Gud for, at vi i fællesskab med andre kirker, og vi kan samarbejde for at udbrede evangeliet. Derfor bringer vi også artikler fra Apostolsk Kirke. Vi er ikke konkurrenter, vi er alle medarbejdere på det at udbrede evangeliet om Guds frelse,- og ”det skal hele jorden vide”!!

Jeg takker Gud for, at vi nu i en hel generation har sendt unge mennesker ud med Alterna Mariager og Euroclass Kolding. De unge har været i missionspraktik eller været med i praktisk mission ude i hele verden hos og sammen med missionærer, der på vidt forskellige måder udfører ’Guds Mission’ – Det, som Gud har kaldet dem til at gøre, har de delt med de unge. Det har haft en betydning for de unge, der i dag tjener i vore kirker og i missionsopgaver i kortere eller længere tid.

Jeg takker for, at Guds kald til dig, må sætte dig gang I DAG, så du kan sige: ”Gud er min frelse---det skal hele jorden vide!!!” ”Du kan være tryg, du skal ikke frygte, for Herren er din styrke og din lovsang, han blev din frelse…… for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide.”

Annelise Matina Larsen