Missions-Nyt nr. 2 2012 LEDER, af Kenneth Kühn
Når Gud velsigner

Som kirke beder vi om, at sommeren i år bliver frugtbar, også på missionsmarken.

Men frugtbærende mission bringer både velsignelser og problemer, ligesom det var tilfældet i den tidlige kirke. ”Da der i de dage blev stadig flere disciple, begyndte hellenisterne at skumle over hebræerne, fordi enkerne hos dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling (Apg.6:1).” Sådanne problemer har ofte ført til splittelser og tilbagegang for de troende.
Men den tidlige kirkes apostle viser en anden vej.  ”Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet (Apg. 6:3-4).«

Apostlenes visdom udsprang af en klar prioritet. Men hvorfor lige ordets og bønnens tjeneste, kunne vi spørge? Visdom er naturligvis ikke at reducere antallet at væsentlige tjenestefunktioner, men derimod evnen til at skelne og prioritere mellem det primære og det sekundære, mellem årsag og virkning.
Apostlene havde vandret med Jesus og set hvordan han selv i ordet fandt kilden til sin personlige identitet og kaldelse. Derfor vidste de, at den spæde kirkes identitet og mission, nødvendigvis måtte dannes af den åbenbaring og forvandlingskraft, der formidles gennem ordet og bønnen. Alle andre funktioner var afhængige af dette udgangspunkt.

I kriser er det let at miste fokus og træffe dårlige beslutninger. Selv biblen og bønnen kan ende som redskaber til selvhævdelse og forfængelig polemik. Men når Helligånden leder og fører os ind i ordets og bønnens tjeneste, bliver vi et med Jesus og hans kærlighed til mennesker. Der findes kilden til varig frugt.
Når vi beder for vores missionærer i denne tid, så lad os huske også at bede om den nødvendige visdom til at prioritere og finde rette løsninger på de problemer, der helt naturligt følger med, når Gud velsigner.

Med ønsket om en frugtbar sommer.
Kenneth Kühn

Missions-Nyt nr. 2 2012
IRLAND af Agnete og Tony Simpson

Kære missionsvenner!
Her i Cork venter vi igenbesøg i denne uge af vores trofaste franske sigøjnervenner, og vi arbejder sammen med dem for at nå de irske sigøjnere med Evangeliet. Vores franske venner er altid til velsignelse i kirken i Cork og føler sig ét med os, og det er gensidigt. Det er dog absolut ikke noget, de altid er vant til, for de er jo ’bare’ sigøjnere!
Omkring 25% af folk i vores kirke i Cork er afrikanere, og det giver et præg, som vi er glade for.
Vores ’udpost’ i Congo.
Da vores bror Alberto tog herfra til Congo i sin sommerferie i 2009, var der ingen kirke eller nogen form for en kristen forsamling der i det meget forarmede sted, Kimwenza.
Men ved Guds ledelse og Guds under fik han købt en grund med en del jord, og folk begyndte at samles under træerne for at høre Guds Ord.
Gud ledte ham også til et par brødre, som var grundfæstede i Guds Ord, og som ikke var ude efter penge og ’succes’, og de ville tage hånd om arbejdet i Albertos fravær.
I de sidste par år har kirken i Kimwenza kunnet flytte under tag. Kirken er på én gang både i brug under opføring og under udvidelse. Der er stadig flere og flere, som er begyndt at komme der.
Hjælp til selvhjælp.
Ved Albertos første besøg - på kun 3 uger - blev der gjort forberedelser til svineavl, som nu har været i gang i et par år. Det giver blandt andet til hjælp i nødsituationer, hvor folk ikke har penge til begravelse eller til læge og hospital.
Fremtidsplaner.
Alberto vil også gerne, at der skal laves fiskedamme, hvor grunden skråner ned til en flod. Og han tænker også på hønseavl.
Børn og skole.
Der vrimler med forhutlede børn i Kimwenza, og børnene ligger Alberto meget på hjerte. Knap 50% af børnene går i skole. Der er noget langt dertil, og den skole er dårligt organiseret. Og så skal der betales skolepenge, som de fleste ikke har råd til!
Derfor vil Alberto gerne købe mere grund ved siden af kirken, så der kan bygges skole og klinik. Han har fået kontakt med en kristen i babtistkirkerne, som har med skoleforhold at gøre og som kan ordne det, så der kan fås licens, som er godkendt af regeringen, mens skolen fuldt ud vil være under kirkens ledelse.
Alt dette er fremtidsplaner, som vi håber kan komme i gang så snart som muligt. Ja, vi behøver i sandhed Guds hjælp og Guds undere!
Første opgave i år:
Når Alberto rejser til Conge i sin sommerferie i år er den første opgave, han vil tage fat på, foruden at hjælpe og tage sig af den åndelige situation, at han vil have kirkebygningen i bedre stand. Ja, forsamlingen er nu ikke længere henvist til at mødes under træerne - men er nu under tag, men det er mere eller mindre også alt, hvad der kan siges!
Alberto har fået kontakt til en kristen arkitekt i Congo, og han har undersøgt den foreløbige kirke. Han siger, at grunden er god, men søjlerme skal forstærkes, og taget skal forstærkes og have en hældning til begge sider, så også lydforholdene forbedres. Der skal bygges vægge og mure ( så alt ikke bare forsvinder om natten! ) Endelig skal der laves toiletter, som er enkle - men sanitære. Sådan noget findes slet ikke på nuværende tidspunkt!
Bed for Albeto.
Alberto arbejder som sikkerhedsvagt i Cork, hvilket er ret dårligt betalt. I år vil firmaet kun giver ham 14 dages sommerferie, men han tager selv en uge til på egen regning. Men der skal jo også sørges for familien i den tid, og han og hans kone har 5 dejlige børn fra 5 til 16 år. Når han kommer hjem til Cork igen efter besøg i Afrika, er han nødt til at begynde på arbejde igen med det samme. Sidste gang tog det 3 måneder for ham at komme til hægterne igen efter alle strabadserne.
Det er store mål for ham at få sat i geng på kun 3 uger, selv om han gør mange forberelser i flere måneder, medens han er hér. Vi har også lige fundet ud af, at Alberto og hans kone faster og beder hver onsdag.
Jo, Gud er med. Men der er ingen andre hjælpekilder til hele dette projekt i Kimwenza end det, der kommer gennem vores kirke her i Cork. Skønt vi gør, hvad vi kan, bliver det sværere og sværere under forholdene hér.
Derfor vil vi gerne appellere om hjælp til Kimwenza-projektet i Congo. Frem for alt, bed for Alberto, for hans helbred og for Guds ledelse med alt det, han skal gøre på den umuligt korte til på kun 3 uger.
Kærlig hilsen, Tony og Agnete
Projekt 5076 i Missionsfonden, mrk. Congo

Missions-Nyt nr. 2 2012
THAILAND af Birthe Steffensen
Siden jeg sidst skrev, er der sket store forandringer på skolehjemmet i Nakhonthai. Takket været en stor donation fra Missionsfonden og flere donationer fra bladets læsere har det været muligt at gå i gang med de meget tiltrængte forbedringer af forholdene på skolehjemmet. Modløshed er vendt til stor glæde, og der har været travlhed, lige siden pengene gik ind på skolehjemmets konto.

Eleverne havde sommerferie fra midt i marts måned til midt i maj måned, så de vidste intet om forandringerne, da de kom tilbage til Nakhonthai efter sommerferien. Hvor ville jeg gerne have været der og oplevet deres overraskelse og glæde over gitter og myggenet for vinduerne og den nye spisepavillon. Taget er ikke færdigt endnu, men det bliver det, inden regntiden for alvor begynder – til glæde for både eleverne og for de medarbejdere, som skal bo ovenpå elevernes sovesale.

Også for medarbejderne sker der forbedringer. Der er blevet bygget til i stueetagen og der er ved at blive foretaget ændringer ovenpå sovesalene, så der kan bo flere og under langt bedre forhold end tidligere. Dermed skulle det også være muligt at finde gode medarbejdere og fastholde dem. Køkkenet får også en tiltrængt omgang, så der bliver bedre arbejdsforhold for khun Nii, og det er hun glad for.

Nye medarbejdere er et bedeemne. De behøver et modent ægtepar, som kan påtage sig et ansvar, og som har lyst til at arbejde med børn og har gå-på mod, udholdenhed og initiativ. Prayoon og Sathiyaa er utrolig glade for khun Daa og khun Nii fra Hmong stammen, som nu har arbejdet på teamet siden august sidste år. De er guld værd. De arbejder helhjertet og har båret et stort læs siden november måned, hvor en medarbejder rejste. De glæder sig til, at der kommer endnu et ægtepar om forhåbentlig ikke alt for længe.

Nu lidt om sidste skoleårs afgangselever. Prayoon fortæller, at 6 af eleverne er blevet optaget på videregående uddannelser. 2 drenge og 1 pige skal på universitetet, 1 dreng skal på sports college og 2 piger skal i gang med sygeplejerske uddannelsen. Prayoon og Sathiyaa er meget glade for, at eleverne klarer sig så godt.

Ponchai er en af dem, som skal på universitetet. Han er nevø til khun Daa, og det var Ponchai, der fortalte Prayoon om onkelen og foreslog, at han kom til at arbejde på skolehjemmet. Det viste sig at være en rigtig god idé.

På billedet ser han meget alvorlig ud. Det svarer slet ikke til det billede jeg har af ham. Ponchai er en glad ung mand og en ivrig kristen. Han spiller guitar og synger godt, og han er en fantastisk god mødeleder med en meget dejlig udstråling. Hans familie har ikke mulighed for at betale for hans universitetsuddannelse, men Compassion har sagt ja til at sponsorere ham, og hans karakterer er så gode, at han blev optaget på universitetet uden yderligere adgangsprøver. Han vil blive savnet på skolehjemmet, men der er også stor glæde på hans vegne over, at han har fået mulighed for at læse videre. Ponchai begynder på universitetet den 1. juni, og han har et stort ønske om, at Gud vil bruge ham til at vinde mennesker for Jesus.

Sidste år var på mange måder et barsk år for familien Maprang og teamet på skolehjemmet. Nu tager de hul på et nyt skoleår med stor optimisme og med glæde og taknemlighed over den måde Gud har svaret deres bøn. Prayoon og Sathiyaa er så glade for, at de nu kan tilbyde både elever og medarbejdere langt bedre forhold, og de siger tak af hjertet til alle, som har gjort dette muligt. Med ønsket om Guds rige velsignelse sender de mange kærlige hilsner.

Prayoon og Sathiyaa Maprang og Birthe Steffensen
Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2012
PERU af Torben og Yurika Kristensen

’Når Gud prikker dig på skulderen’

Du har sikkert prøvet det før; at stå i en situation hvor du lige pludselig er klar over, at her er der noget Gud vil du skal gøre. Du er ikke i tvivl og nu handler det bare om at komme i gang. Sådan var det for os.

Starten

Vi havde i mange år været ret sikre på, at vi på et eller andet tidspunkt ville komme til at arbejde med børn i Peru. Mange ting lagde sig også så klart til rette, at det ikke lige var sådan at tage fejl af. Via et toårigt ophold i Miami kom vi i kontakt med en kirke, som viste sig at have en menighed i Lima. Da vi flyttede til Lima gik der kun en måned før der var behov for os i menigheden. Det gjorde, at vi helt naturligt blev en del af menighedens ledelse.
Vi vidste endnu ikke præcis hvordan dette med børnene skulle falde på plads. På et møde spurgte vores missionssekretær om kirken kunne betale for glas til nogle vinduer, der var gået i stykker på et hjem for piger. Det var vinter og derfor kun ca. 18 grader indendørs. At en kølig, fugtig vind så yderligere peb lige gennem huset var ikke særlig behageligt. Vi spurgte til prisen. 160 kr. lød svaret. Vi betalte og tænkte ikke meget mere over det.

En måned senere blev vi inviteret over til hjemmet. De ville gerne sig tak til de to fremmede, som havde betalt for reparationen. Under besøget fandt vi ud af, at de heller ikke havde varmt vand. Disse små piger måtte bade i koldt vand - og det var vinter! Vi kunne simpelthen ikke gå væk fra det og sige ”Gud velsigne jer og hold jer varme.”  Der var kun én ting at gøre: Hjælpe dem. Gud prikkede os på skulderen, og vi var nødt til at reagere.

Sådan vi kom i gang med, hvad der er blevet til hjælpeorganisationen ’Por una vida digna para los niõs del Perú’. På dansk bliver det til: ’Mod et værdigt liv for Perus børn’. Vi støtter nu tre børnehjem, en børnehave og en SFO. Børnehjemmene er i Lima og omegn, børnehaven og SFO arbejdet ligger uden for Trujillo i det nordlige Peru. Vi vil meget gerne være i stand til at hjælpe flere steder. Behovene er der så absolut.

De børn, der er på børnehjem er der af forskellige årsager. Nogle kommer fra meget fattige familier, der ikke har råd til at fylde mad i endnu en mave, er andre blevet misbrugt, og kun relativt få af dem er faktisk forældreløse. Uanset deres årsag til at være på børnehjem, så fortjener de også at leve et værdigt liv. De har også brug for at vide, at i Guds øjne er de værdifulde, værdige og dejlige, og at der er folk, der bryder sig nok om dem til at ville hjælpe dem.

Vores vision

Vores vision er at hjælpe udsatte børn til et værdigt liv hvad gælder både ånd, sjæl og legeme.

Missionen

For at opfylde visionen arbejder vi i flere forskellige faser:

Ånd

Vi samarbejder med kristne organisationer på tværs af kirkelige tilhørsforhold. For os som kristne er det vigtigt, at den åndelige dimension også er på plads i arbejdet. Hvis børnene ikke har en kirke at komme i, finder vi en til dem. Langt de fleste børnehjem er dog startet af forskellige kristne grupper, hvorfor børnene også har en kirke at komme i. Men også i det daglige arbejde ønsker vi at se de kristne værdier ført ud i livet.

Sjæl

Mange børnehjem har kun lige akkurat til de mest påkrævede daglige behov. Der er ikke penge nok til vedligeholdelse af de fysiske rammer. Derfor er mange børnehjem meget nedslidte. Det er vores klare overbevisning, at gode og velfungerende rammer er med til at give børnene et bedre selvværd. Det er vigtigt for os, at børnene ikke ser sig selv som tredjerangsborgere bare fordi de er vokset op på et børnehjem, eller under andre fattige vilkår. Vi organiserer derfor istandsættelsesprojekter i de hjem vi samarbejder med. Her inddrager vi professionel rådgivning for at sikre, at reparationer og ombygninger bliver forsvarligt udført.

Uddannelse er et andet meget vigtigt nøgleord for os. Uddannelse er vejen til et bedre job, en bedre løn og dermed afslutningen på fattigdom. For de børn der har evnerne, vil vi meget gerne etablere en uddannelsesfond, som kan hjælpe dem til at nå deres potentiale. Al uddannelse koster penge i Peru og der er ingen studiestøtte (SU) som i Danmark. Netop manglen på penge har holdt mange fra at opnå en uddannelse, som kunne have bragt dem ud af fattigdom. Det vil vi være med til at ændre.

Legeme

Fejlernæring pga dårlig og ensartet kost er et problem blandt Perus fattige. Børn der vokser op i fattige familier får ofte ikke det, de har behov for. Når vi går ind i et projekt er netop kosten en af de første ting vi ser på. Et af problemerne med dårlig ernæring er at indlæringsevnen nedsættes. Dernæst er det vigtigt at børnene lærer at være hygiejniske, både personligt og i deres omgang med fødevarer. Hermed undgås mange sygdomme.

Vi søger faddere

Vi skal bruge mange faddere til både børnehaveprojektet og SFO projektet i det nordlige Peru. Men ud over det behøver vi også faddere til nogle dygtige børnehjemsbørn i Lima, som vil kunne opnå gode uddannelser og hjælpe deres familier ud af fattigdom, hvis de kan få hjælp til videregående uddannelse. Et faderskab koster 185 kr. pr. måned (Man må gerne sende mere) og kan naturligvis betales via missionsfonden.

Facebook og blog

Vi har endnu ikke en hjemmeside, men besøg meget gerne både vores facebook profil og vores blog, hvor vi fortæller om arbejdet i tekst og billeder.
Facebook:  http://www.facebook.com/pages/Por-una-vida-digna-para-los-ni%C3%B1os-del-Peru/166772233377247 (engelsk og spansk).
Blog: http://www.4perukids.blogspot.com  (engelsk).

Fattigdom

Hvad er fattigdom? Debatten fik god medieplads i efteråret i Dannmark, men føltes meget malplaceret, når man ser fattigdom i Peru. Fattigdom defineres bl.a. som mangel på vand, strøm, toilet, rigtig ernæring, og uddannelse. Her er lige knap 34% af befolkningen fattige. Vi skal ikke længere end til Limas udkanter for at finde mennesker, som bor i et 9 kvadratmeter, et-værelses skur med lergulv. De har hverken toilet, vand eller elektricitet. Her skal hele familien klare sig for måske 40 – 50 kr. om dagen. Mad, tøj og alting! Handler man i supermarkedet, så koster en liter mælk over 7 kr., 1 kg mel koster knap 8 kr. og en dåse tun koster ca. 10 kr. Deres penge rækker altså ikke langt.

Torben & Yurika Kristensen
Projekt 5425 i Missionsfonden


Missions-Nyt nr. 2 2012
INDIEN af Peter Christensen

Jeg  takker vor elskede Gud for endnu en vellykket missionsrejse til Indien i januar og februar 2012.
Turen startede i Chennai eller Madras,som vi kalder den, og fortsatte til Salem og tilbage til Madras. Så ned tilTrichy, Satur og derefter helt ned på sydspidsen af Indien til Trivandrum.  Derefter tilbage til staten Tamil Nadu til Udumalpet og Coimbatore, og et sted helt oppe i de høje bjerge, der adskillerTamil Nadu og Kerala på den anden side af Outi.
Måske spørger du, hvordan får en ældre mand kræfter til alt det, med mange møder hver dag og besværlige transportmidler? Jeg forstår det heller ikke selv, men Gud har lovet mig styrke og helse. Det er længselen efter at se sjæle frelst og efter at udruste Guds folk gennem undervisning, der driver mig til alt dette, på trods af at det mange gange er besværligt.Det giver mig en glæde, som ikke kan sammenlignes med noget andet, når vi får lov til at bede til frelse med nogen.
Det er dejligt at se at Indien er inde i en god fase med økonomisk vækst på trods af den stagnation og endog tilbagegang, vi erfarer i Europa og USA. Også åndeligt går det godt. Kristendommen er på fremmarch i Sydindien. Men Nordindien er stadig en stor udfordring. Nogle steder i Nordindien er der kun en promille kristne, og mennesker sidder stadig i dyb, mørkt hedenskab!
Der er også mange i Sydindien, som, selv om de i det ydre lever som hinduer, i deres hjerter tror på Jesus, som den eneste sande Gud. Et godt eksempel herpå er et ungt par, som jeg talte med på en længere togrejse. De skulle sammen med hele familien til en tempelhøjtid, men ved at snakke lidt dybere med dem, bekendte de begge at tro på Jesus! Når vi taler med mennesker skal vi være kløgtige og uden svig, så vil de bekende sig til os. Det er nødvendigt at leve som kristne, men lad os glæde os med alle, som har troen!
Nogle steder havde vi endog offentlige møder på trods af den tiltagende forfølgelse. Blandt andet havde vi en aften friluftsmøde i et tæt befolket hinduistisk område, beliggende tæt ved et tempel. Det var en fin kristen dame – en socialrådgiver, som er meget velanskrevet i byen (Trichy), som havde fået tilladelsen. Guds ånd virkede kraftigt, og både mænd og kvinder kom frem og modtog helbredelse og frelse, da vi bad efter mødet.

Ellers var det meget pastorsseminarer  og undervisning på en bibelskole det drejede sig om. Der var faktisk kun to seminarer, der var arrangeret hjemmefra. Alligevel blev det i alt til 7 pastorsseminarer af 1-3 dages varighed og todages undervisning på en bibelskole.

På alle pastorsseminarerne bekostede jeg middagsmaden, da der var undervisning hele formiddagen og også om eftermiddagen. Jeg håber at nogle af jer vil være med til at dele denne omkostning. Gud vil velsigne dig om du gør dette af et glad hjerte, da vil du få mere retur, end du giver! Send gerne beløbet gennem Missionsfonden, øremærket til projekt 5585.

Kærlig hilsen Peter Christensen,
Good News Global Outreach.
Projekt 5585 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2012
TANZANIA af Tabitha og Torkild Jensen
Kære venner.

Med denne hilsen vil Torkild og jeg gerne sige tak for pengegaverne til Puddes hus.
For os har det været en meget stor oplevelse at se, hvordan Herren velsigner. Vi købte grunden med det halvfærdige hus i tro, da der skulle handles hurtigt og ved Guds store nåde kom pengene ind. Vi bad om kroner 65.000 til køb af grunden med tilhørende hus, der manglede at blive færdigbygget - og vi fik kroner 110.740. Er Gud ikke bare trofast og god imod hans børn?
Vi har nu gjort huset færdigt. Det vil sige, murerne er blevet pudset ud- og indvendigt, der er kommet glas i vinduerne, sat lofter op og malet indvendigt. Vi har også købt en mindre grund mere som lå bagved huset, så Pudde kan dyrke grøntsager og majs. Så bliver de selvforsynede, hvilket vi synes er en rigtig god ide. Med den ekstra grund har vi brugt alt i alt kroner 123.636.
Vi synes selv at vi har fået meget for disse penge og vi sender takken opad til vor Himmelske Fader, samtidig vil vi også gerne vil sige jer tusind tak, fordi I endnu engang ville stå sammen med os.

I løbet af få dage flytter Pudde og børnene ind, og børnene glæder sig til at skulle bo et nyt sted, hvor der også er plads til at lege udenfor. Pigerne og drengene kan nu få hver deres værelser. Og ja - hjemmet er blevet forøget med endnu 2 forældreløse børn, som Pudde bare ikke kunne sige nej til.

For børnene og Pudde er det som er sket et stort bønnesvar, da de i længere tid har bedt Jesus om at hjælpe dem til at få et sted som er deres eget, så de ikke skal bruge alle deres penge på en dyr husleje.

Fra dybet af vore hjerter siger vi tusind tak for økonomisk hjælp. Må Herren rigt velsigne og lønne jer tilbage.
Kærlig hilsen fra Tabitha og Torkild.
Projekt 5066 mrk. Pudde

Missions-Nyt nr. 2 2012
SYDAFRIKA af Henry Knudsen

Så er det første kvartal af året 2012 gået og påsken er overstået. Det har for mig været 3 måneder med stor travlhed, men også med store velsignelser.

Jeg var igen inviteret til påskestævne i Theunissen ved Daniel Mahoko og talte torsdag aften i hans telt, der er 21x 9 m til hans menighed ’Hope of Glory,’ der nu er på næsten 100 medlemmer og mange af dem kom frem til forbøn, efter at jeg skildrede, hvorledes Naman blev renset fra sin spedalskhed.
Langfredag, lørdag og søndag blev holdt i Joel  Park Community Hall, der kan tage 500 mennesker. Jeg skulle også prædike langfredag morgen, noget jeg først fik at vide, da jeg ankom, men Daniel havde telefonisk underrettet mig om, at de ikke havde nogen tema for konferencen, så jeg var ret godt forberedt for forskellige emner. Jeg talte om Jesus som forløser og ypperstepræst, og det blev vel modtaget, og jeg gjorde ingen indsigelser, da mødet skulle have begyndt kl 10 men først kom i gang kvarter over 11, fordi folk fra Welkom, Blomfontein og Virginia mineby kom for sent. Til gengæld bad pastor Daniel mig om at bede med de søgende ved eftermiddagsmødet, og jeg lærte også stævnedeltagerne nogle kor fra hengangne tider.
Stævnet på cirka 2oo deltagere var præget af unge, der er ivrige efter at opleve Guds nærvær i deres liv. Selv 7 –8 årige kom frem for forbøn gang på gang, og mange kor glædede os med deres sang. Amen
Henry Knudsen, projekt 5595 i Missionsfonden.

Missions-Nyt nr. 2 2012
MONGOLIET af Stella Christtreu

Ja, så er foråret endelig kommet til Holland. Hver dag nyder jeg den fantastiske skov omkring ’Youth With A Mission’ basen ”Heidebeek”, hvor jeg arbejder. De lysegrønne farver og fuglenes kvidren gør mig i godt humør, mens jeg siger tak til Gud for livets gaver.

En anden stor gave fra Gud var en utrolig spændende tur til Asien i januar, februar og marts måned.  Jeg deltog i et  YWAM kursus kaldet Titus Projektet (Titus Project) .  Titus Projektet træner kommende bibel lærere,  som er  ” udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt”. (Titus 1:1).

Kurset er et praktisk 12 ugers program med fokus på tidligere elever for Skolen for Bibelske Studier (SBS). Dette kursus vil vi gerne tilbyde vore SBS elever her på YWAM basen ”Heidebeek” i Holland. Men for at kunne lede dette kursus måtte jeg selv først være elev og  gennemgå hele kurset. Det nød jeg i fulde drag.

Den 1. januar rejste jeg så til Taipei, Taiwan. Træningen blev holdt i Danshui, et dynamisk og travlt område. Jeg nød at være omgivet af masser af mennesker hver dag. Det gav mig en fornemmelse af hvor stor denne verden er. Og hvor stor Gud er som har skabt så mange mennesker.

Træningen i Taiwan var intensiv, alsidig, sjov og meget praktisk. Kurset blev ledt af Amy og Michael Stevens sammen med vores entusiastiske og energiske praktik ledere.  Flere gange i løbet af træningen havde vi ”prøve” prædiken og undervisning, med efterfølgende evaluering. Denne træning gav os først og fremmest en tillid og forventning til hvordan Gud kunne bruge os til at bringe hans Ord og rigtig mange gode færdigheder, som vi brugte gennem hele praktikken.

Derefter blev vi sendt spændte og i stor forventning ud i teams til Taiwan, Japan, Mongoliet  og flere lande i Øst og Central Asien.  Jeg var på et med 6 andre elever og en team leder på et team til Mongoliet

Sikke en omvæltning fra Taiwans tætte befolkning, tusindvis af boder i gaderne og regn næsten hver dag til Mongoliet. Vidtstrakte sletter, minus 30 grader og en befolkning på (kun) 3 millioner på et areal der dækker omkring 1.500.000 km2. !!! Her var der plads nok til alle. Mongoliet er på mange måder helt specielt. Et rigtig stort land med en rigtig stor historie. Så det har været et privilegium. Efter en uge i Ulaanbaatar (Mongoliets hovedstad ) rejste vi til Erdenet, Mongoliets 2. største by. Vi underviste på Skolen for Bibelske Studier i Det Gamle Testamente, fra 1. Mosebog til Ruths bog.

Denne SBS var helt speciel, kun hvert 4. år undervises der i Gamle Testamente, så de studerende kom fra hele Mongoliet. Vi havde en fantastisk tid med vores mongolske venner: 11 studerende og 5 medarbejdere. De ville bare lære så meget som muligt.
Mange af disse SBS studerende har planer om at plante menigheder i de endnu 100 unåede distrikter af Mongoliet. Så der et stor behov for at træne flere bibellærere. Denne træning får de allerede i august, når det første Titus Projekt starter. Jeg glæder mig til at høre, hvordan evangeliet spreder sig fra by til by. Gud gør noget stort i Mongoliet.

Men Gud gjorde også noget stort i os undervisere og elever på Titus Projektet.  Gang på gang blev vi opmuntret og dybt rørt af det Ord som vi skulle give videre til andre. Det Ord som var levende til at forvandle og udfordre vores mongolske venner forvandlede og udfordrede også os.

Efter praktikken afsluttede vi med evaluering og debriefing. Og så var det tid til at sige farvel og til at gå hver til sit. Mine kære medelever fortsætter med fuld frimodighed i de planer som Gud har for deres liv.  Nogle blev tilbage i Taiwan og fortsætter som medarbejdere på Titus Projektet hvor de skal undervise nye bibel lærere og forkyndere. Andre tager hjem til deres familier, byer og land og fortsætter med at dele Guds Ord hvor de kommer frem.

Jeg vendte hjem til Danmark og tilbage Holland med et fyldt hjerte og tanker. Jeg er overvældet af hvor stor Gud er og hvor stor den verden er Han har givet os.

Og den næste gave venter allerede. I juni tager jeg 2 uger til Tana Toraja i Indonesien for at undervise på en DTS der. Sammen med 2 af mine tidligere studerende fra sidste års SBS på ”Heidebeek” , Jakoline og Petra, tager jeg tilbage til et område som vi også besøgte sidste år. Denne DTS er speciel i et meget spændende område af Indonesien som er kristent midt i et ellers muslimsk land. Så vi glæder os til at kunne opmuntre vore kristne venner i Indonesien i deres tro og vandring med Gud.

Så uanset hvor vi end er, er Gud den samme. Om vi bor i Danmark, Holland, Mongoliet, Taiwan eller Indonesien. Alle har vi brug for at blive opmuntret, ledt og styrket gennem Guds Ord. Sikke end stor Gud vi har at hans Ord når os alle.

Kærlig hilsen, Stella Christtreu
Projekt 5462 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2012
KENYA af Birgitte og Søred Pedersen

Kære Missionsvenner.

Mange hilsner fra Eldoret i Kenya, hvor det for tiden regner rigtig meget!

I denne uge, hvor vi skriver denne hilsen, har vi medarbejdere ude for at hjælpe med at bygge kirker 6 forskellige steder. Det er stort, at det kan lade sig gøre, og det giver vi Gud al æren for. Og vi har de sidste måneder fået den ene hilsen efter den anden, hvor menighederne takker for hjælpen, og hvor de giver udtryk for deres enorme glæde.

3 kirker i Sudan

2 af vore kenyanske medarbejdere, Anthony og Peter, var i april måned i Syd-Sudan, hvor de hjalp med 3 kirker. Det er folk, der har levet som flygtninge i Uganda i omkring 20 år, som for nogle måneder siden rejste tilbage til Sudan, og som nu har fået kirker! Kirkebygningerne giver dem nyt håb og er for dem et udtryk for noget permanent og trygt, fortæller deres biskop.

Traditionelt bygges kirker i Syd-Sudan af grene og græstag, og problemet er, at de kun holder et års tid, før der er en del vedligeholdelsesarbejde på dem. Så de 3 menigheder, vi nu har hjulpet, er lykkelige

for at have fået permanente bygninger. Ja inden Anthony og Peter var kommet hjem til Eldoret igen, ringede biskoppen for at give udtryk for hans og menighedernes store taknemmelighed. De var bare så glade. Og de forventer en stor vækst i menighederne, da de nu har faciliteter til at samle folk i alle aldre til gudstjenester, konferencer mm.

Menighederne priser også Gud for kirkerne, som er et bønnesvar for dem. Og det er stort for dem, at nogen i Danmark, som har været med til at give til kirkerne, tænker på befolkningen i Sudan – og de føler, de er som medlemmer af Kristi globale familie.

Og selv takker vi Gud for, at nogen i Danmark står sammen med os både i bøn, og når det gælder økonomisk støtte. Alene kunne vi ingenting.

Besøg i menigheder

Om søndagen er vi ofte ude at besøge forskellige menigheder, hvor Søren deler Guds ord. Mange gange er det menigheder, vi endnu ikke har hjulpet med en kirke, men for nylig besøgte vi en menighed, som vi hjalp med en tagkonstruktion i januar 2010. Siden da har menigheden bygget murene til kirken op. Så nu er næste skridt at få døre og vinduer i – og få lagt gulv. Men kirken bliver brugt, som den er!

Præsten fortalte om, hvordan folk i nabolaget måbede, da vores medarbejder Ken kom og rejste tagkonstruktionen til kirken på blot 4 dage. De havde aldrig set noget lignende. Og efterfølgende er der kommet en del nye til, som ikke før kom i kirke nogen steder – og de har givet deres liv til Jesus.

Præsten og hans kone, som begge har gået på bibelskole i 4 år, fokuserer på evangelisation og undervisning i Guds Ord. Og så har de andre ledere omkring sig, som også har ansvarsområder – som cellegrupper, kvindearbejde, børnearbejde mm.

Vi følte os behandlet, som om vi var kongelige… Sikke en kærlighed. Og for dem var det udtryk for kærlighed fra vores side, at vi havde brugt penge på at komme ud og besøge dem. Det var en kæmpe opmuntring for dem. Men vi tog også hjem igen – meget opmuntrede over at være sammen med så kære brødre og søstre.

Kæmpe behov for kirker

Næsten dagligt kommer folk fra store dele af Kenya for at spørge os, om vi kan komme og hjælpe med at bygge en kirke. Behovet er enormt. De skal selv være med til at gøre noget – også økonomisk, men især i de nordlige og mest fattige egne har de meget brug for, at vi kan hjælpe dem økonomisk ved hjælp af gaver fra Danmark.

Tak til enhver som beder for os eller støtter vort arbejde.

Ja må Gud velsigne jer alle – også I som beder for og støtter andet missionsarbejde. Sammen har vi et kald til at nå ud til hele verden med evangeliet på forskellige måder. Må det være det vigtigste og have vores fokus.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren
Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2012
”VEJEN TILBAGE TIL TJENESTE HAR VÆRET TUNG OG LANG” af Sven-Axel Conrad

Jeg har i mere end fem år vandret omkring i sorgens ørkenlandskab og har ligget underdrejet hvad al offentlig gerning og tjeneste angår. Nu vil jeg gerne give lyd fra mig og fortælle at Gud er ved at løfte mig op og at jeg er begyndt at turde prædike offentligt igen. Jeg har haft mine første møder og er så småt kommet i gang med at prædike. Jeg indrømmer gerne at vejen tilbage har været meget lang og tung. Jeg mærker stadig smerten og savnet efter min elskede Eni og tænker på hende hver dag. Jeg er måske ikke oppe på fulde omdrejninger endnu men jeg er på vej... og jeg er begyndt at drømme lidt igen.

De sidste år har jeg ikke troet at jeg nogensinde kunne komme i gang med at prædike igen. Her er tre oplevelser jeg har haft for nylig.Da jeg prædikede i ”min gamle kirke i Aalborg” var det en stærk oplevelse af Guds suveræne nåde.Da jeg prædikede i Sanjaranda, Tanzania var det første gang jeg mærkede inspirationen til at prædike igen.Da jeg overværede nytårs gudstjenesten i Hillsongs, Sydney, var det første gang jeg igen oplevede lysten til at prædike og proklamere evangeliet, selv overfor skarer af mennesker.

Ellers har jeg jo arbejdet i de nordjyske kommuner som integrations- og kultur konsulent samt swahilitolk for mange af de kvoteflygtninge der er kommet til landet fra Congo, Rwanda, Burundi og Sudan. I den forbindelse har jeg også fået lov til at tjene Gud. På et tidspunkt havde jeg regelmæssig kontakt med over 150 medarbejdere indenfor det danske kommunale og regionale system som; læger, psykiatere, sygeplejersker, socialrådgivere, jurister, psykologer, lærere, pædagoger, barneplejersker, bankfolk og mange andre og har haft min gang på mange af disse institutioner.

De senere år har jeg ellers arbejdet på GOD TV’s skandinaviske kontor i Hjørring. I forbindelse med en omstrukturering af GOD TV lukker man kontoret i Danmark til sommer og flytter det til Tønsberg i Norge. Tiden på GOD TV har været en utrolig dejlig tid for mig og det har været opmuntrende at være en del af GOD TV teamet i det globale TV arbejde.

Jeg har også arbejdet også for et svensk firma som rejseleder på ture til Tanzania og Zanzibar. Jeg havde jo ikke været tilbage i Afrika siden Eni døde, og vidste ikke hvordan jeg ville reagere på at komme derud igen. Disse ture har på alle måder været en positiv oplevelse. Jeg har haft anledning til at vise safarigæsterne landet og fortælle om alt det spændende som Tanzania og Zanzibar kan byde på hvad angår folk, dyreliv, natur, geografi, historie samt stærke kulturoplevelser. Helt naturligt kommer jeg ind på at fortælle om vores liv i Afrika og om mange af vores overnaturlige oplevelser vi som familie har haft med Gud i hverdagen. Ofte har vi siddet ved lejrbålet om aftenen hvor gæsterne stiller spørgsmål og jeg fortæller time efter time om vores spændende liv i mange farver. Mange af gæsterne har siden fortalt, at jeg med mine fortællinger var med til at ”forgylde” turen for dem. Nogle har også fortalt mig at deres liv er blevet forvandlet efter samtalerne med mig. Så det synes jeg var rigtig positivt.

Rejserne med Explore Tours har gjort det muligt for mig at komme tilbage til Afrika og på denne måde er jeg kommet i gang med min tjeneste igen.
En anden glædelig begivenhed og noget meget stort der er sket, er at jeg er blevet forsonet med min gamle kirke i Aalborg. Vi oplevede jo desværre en ulykkelig krise for nogle år siden, som gjorde at vi måtte forlade pinsekirken som vi ellers havde betjent i næsten tyve år som pastorspar. Men ved Guds nåde kan jeg fortælle at vi er blevet forsonet og alt er gjort op og er ude af verden. Jeg har også oplevet det utænkelige, at jeg igen har kunnet prædike i min gamle kirke og det var en stærk, lægende og positiv oplevelse. I dag jeg kan virkelig sige at jeg elsker alle og har et godt forhold til hele kirken. Det er et stort mirakel som jeg vil give Gud æren for.

Jeg har det sidste halve år været på nogle ture til Afrika og Australien. I Australien besøgte jeg vores datter Zaina og hendes mand Jonas der går på Hillsong College. Det var en virkelig skøn oplevelse og Australien har sat sine spor. Jeg var så glad for at være med til møderne i Hillsong, både inde i City og ude i Hills. Hele Hillsong konceptet synes jeg er enormt tiltalende og viser at det er lykkedes at vende en gammel bevægelse til noget nyt, levende og spændende. Jeg var fascineret over alle de nationaliteter der var repræsenterede og det liv og den ånd der var over møderne. Jeg blev betaget af det. Det er også interessant efter at have vandret lidt rundt i kirkelivet i en hel del år og set meget forskelligt, så var det så befriende at opleve en kirkekultur der var så anderledes. Den sidste søndag vi var i Hills til gudstjeneste nytårsdag, var jeg så betaget af at se alle de der søgte forbøn for frelse, det var helt vildt. Jeg var også fascineret af den begejstring som alle medvirkende havde.

Efter at have sendt safarigæsterne hjem, er jeg blevet i Tanzania og har rejst rundt sammen med min bror Allan. Jeg var spændt på hvordan det ville være at komme tilbage til de steder Eni og jeg havde været så meget, og hvordan det ville være at møde folket og kirkerne igen, hvor vi havde tjent i så mange år. Den store kærlighed og omsorg som jeg har mødt, har virket overvældende på mig. Det har været naturligt for mig at dele Guds ord og hans kærlighed med mennesker overalt hvor jeg kom. Det faldt også helt naturligt for mig at samtale, rådgive og coache ledere som jeg mødte. Det føles så naturligt for mig at få kontakt med mennesker overalt og tale med ledere i forskellige kirkesamfund men også på alle plan i samfundet.

Dette har været enormt positivt for mig da jeg jo i flere år ikke har magtet at være offentlig aktiv på nogen måder. Det har været velgørende og inspirerende at mærke den store tillid folk har vist mig, selv efter at jeg har været nede i de dybeste dale. Der har været perioder hvor jeg, i min ørkenvandring, har følt at mit liv har været forgæves og hvor jeg mistede min egen identitet og troen på mig selv. Derfor har det været enormt opmuntrende at møde så mange mennesker, der har fortalt om hvilken betydning vores tjeneste har haft for deres liv her i Afrika. Her følger et vidnesbyrd jeg hørte på en af mine ture:

En ung mand jeg mødte i Arusha fortalte: ”Under vækkelsen ved Youth Campen i Sanjaranda 1999, var jeg en af de unge ”rødder” der gjorde alt for at ødelægge og forstyrre møderne. Jeg var også med til at hidse de unge op imod dig og evangeliet. Men du blev ved med at vise kærlighed mod os og prædikede uden at tage hensyn til vores modstand. Der skete så mange overnaturlige ting og store mirakler på møderne. Alt dette gjorde inderst inde et stort indtryk på mig, men jeg var jo en af lederne af de unges bande, så udadtil gjorde jeg mig endnu mere hård. En aften du prædikede, hvor jeg stod bagerst ude i mørket blandt min bande, begyndte du at afsløre hele mit liv, så begyndte du at fortælle om menneskers situationer som ingen andre kendte til. Jeg kendte flere af de personer hvis situation du fortalte om og så de mirakler der skete med dem. Pludselig mærkede jeg Gud kalde på mig. Noget jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg blev så bange at jeg begyndte at ryste. Pludselig sagde du, at hvis du vil blive fri for Satans magt skal du nu løbe frem til forbøn. Det næste der skete ved jeg kun fra dem der stod omkring mig. Jeg mærkede en kraft som bar mig og løftede mig op fra hvor jeg stod. Mod min egen vilje blev jeg båret frem til forbøn af en synlig kraft. Mine venner blev helt forskrækkede og vidste ikke hvad de skulle tænke. Det næste der skete var at jeg fandt mig selv liggende foran platformen mens du bad en bøn for mig og jeg blev frelst og udfriet øjeblikkelig. Jeg har aldrig haft mulighed for at fortælle dig dette, men du er redskabet til at jeg blev frelst. Jeg blev døbt den næste søndag, sammen med alle de andre der blev døbt i dammen. Siden har Gud kaldt mig til at forkynde evangeliet. Da jeg så det du gjorde og prædikede, sagde jeg til mig selv, at jeg også ville prædike som dig en gang. I dag har jeg været på bibelskole i tre år og er blevet gift og for nogle år siden flyttede vi her til Arusha hvor vi nu har startet en kirke. Vi har nu 50 kristne i vores lille kirke oppe på Meru bjerget og vi oplever at Gud er med os.”  Jeg blev helt enkelt glad da jeg hørte dette og den slags opmuntringer fik jeg så mange af på mine ture til Afrika.

En søndag jeg var til gudstjeneste i Dodoma undrede jeg mig over at der var så mange ”muslimske” piger til gudstjenesten, da mange unge piger fra en gymnasieskole sad der i deres uniformer med hijab. Man fortalte mig at der var vækkelse på den muslimske gymnasieskole og at mange af eleverne var blevet frelst og havde fået lov af deres muslimske forældre og af skolen at gå til gudstjeneste om søndagen!!! Det samme fænomen oplevede jeg i den Anglikanske kirke i Dodoma. De fortalte mig at en af lærerne havde forsøgt at standse vækkelsen og var begyndt at tale nedsættende om dem der blev frelst og blev kristne, men det resulterede i at han blev angrebet af dæmoner og faldt om på skolepladsen. Da samledes disse kristne unge omkring ham og bad for ham i Jesu navn og straks blev han udfriet og siden har ingen turde sige noget imod det der sker. Jeg blev utroligt glad da jeg hørte og så dette. Det er bare en af de mange oplevelser jeg har haft på disse ture.

Jeg er nu ude på min tredje tur og for mig har det været en anledning til at komme tilbage til Afrika og mærke at mit hjerte og Afrikas pulsslag slår i takt. Det har også været en anledning til at prøve om jeg ville være i stand til at prædike igen og jeg takker Gud fordi det er lykkedes.

Jeg har også haft nogle dage på Sanjaranda Bible College. Jeg skulle undervise på bibelskolen, hvor man havde sat tre dage af til en Spiritual Emphasis Week med undervisning for alle elever der går på college og eleverne på engelsk kurset. Der var lidt over 100 i alt. Jeg var lidt nervøs da det var første gang jeg skulle prøve at undervise i næsten seks år. Men Gud var med og lod det lykkes. Jeg oplevede salvelsen og kraften komme over mig og det blev nogle uforglemmelige dage i Herrens nærhed. Mange af eleverne stod om søndagen i kø for at fortælle om hvad Gud havde gjort for dem. Selv garvede prædikanter fortalte hvordan Jesus havde mødt dem på ny og at de havde oplevet en Helligåndens udgydelse som de ikke før havde set. Nogle gange måtte jeg knibe mig selv i armen og sige til mig selv: Er det virkelig mig der oplever dette? Kan det være rigtigt at Gud gør dette gennem mig? Det var som om jeg var tilbage i tjenesten igen og oplevede glæden ved at tjene Herren. Det var for mig et mirakel at jeg turde undervise om Helligånden og om tro igen. Ved søndagens gudstjeneste nåede jeg ikke at prædike, men Helligånden faldt over hele forsamlingen og alle oplevede en stærk fornyelse i Helligånden.

Jeg er begyndt at drømme om fremtiden og er villig til at fortsætte med at tjene Herren. Jeg drømmer om at være en brobygger. Et afrikansk ordsprog siger; ”Det er bedre at bygge en bro end at bygge en mur:” Jeg vil gerne være en brobygger og en fredsstifter. Jeg har altid sagt: ”Hvordan skal vi kunne hele sårene i nationen så længe Kristi legeme er så såret og splittet?” Tidligere har jeg både i Danmark og i Afrika undervist om betydningen af at skabe forsoning mellem Guds folk. Jeg har en anden drøm om at se enhed og forsoning i Kristi legeme. Jeg ville også gerne engageres i fredsprocesser i Central og Østafrika hvor der har været konflikter og krige. Tilgivelse og forsoning er nøgleord hvis nationer og samfund skal genoprettes.

Jeg vil gerne være med til at ”bygge bro” på alle områder hvor kommunikationen er brudt sammen. Enten det er mellem enkelte personer, i ægteskaber, i kirker, i det politiske liv, mellem etniske grupper og i konfliktområder hvor der har været splid og krig. De sidste fire år, hvor jeg har arbejdet som kultur- og integrationskonsulent samt tolk for flygtninge der er kommet fra krigshærgede områder, har med al tydelighed lært mig dette. Jeg henter ofte stor inspiration i Frans af Assisis bøn:

”Herre, gør mig til redskab for din fred.

 Hvor der er had, lad mig så kærlighed,

 Hvor der er krænkelse, tilgivelse

 Hvor der er tvivl, tro

 Hvor der er fortvivlelse, håb,

 Hvor der er mørke, lys

 Hvor der er bedrøvelse, glæde…”

Vejen tilbage har været lang og tung, men jeg har fået tro for at begynde at prædike og undervise igen. Jeg ville gerne tage skridtet fuldt ud og begive mig ud i en global fuldtidstjeneste igen og rejse, hvor der er behov for mig. Men for at kunne virkeliggøre dette er jeg afhængig af faste støttepartnere. Jeg er nu begyndt at få henvendelser om at komme til forskellige steder og andre lande for at undervise og prædike.

Jeg har fået en aftale med Blåhøj KirkeCenter at de vil koordinere alle midler der kommer ind til min fremtidige tjeneste. Hvis nogen personer, kirker eller sponsorer har lyst til at støtte mig fremover må I også gerne sende støtten gennem Missionsfonden.

Jeg vil gerne takke alle jer der har bedt for mig og min familie i disse svære år. Tak for fortsat forbøn.

Sven-Axel Conrad

E-mail: saxconrad@gmail.com

OBS! Min bog «Bitter Kaffe og Søde Dadler»
kan bestilles på: www.forlagetalstrup.dk
Projekt 5930 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2012
XXX af X

Kære Missionsven,

I dette forår og sommer forsætter vi med at støtte vores samarbejdspartnere i Cebu og deres hjælpearbejde efter den katastrofale flodbølge, der udryddede flere landsbyer og dræbte tusindsvis af mennesker i det sydlige Filippinerne i december.

De fleste mennesker i disse områder har mistet alt og har mistet mange venner og familie. Så behovet er stort.
Behovet for hjælp på Filippinerne er altid stort, og når der så kommer en naturkatastrofe oveni, går det helt galt, og vi behøver at hjælpe endnu mere. Vi har været med til at give sunde måltider med vitaminer til de hjemløse, masser af ris og kristen undervisning. Dette er et hårdt stressende arbejde, da nøden aldrig ser ud til at stoppe. Så vær med til at bede for Angel Relief og vores frivillige medarbejdere på Filippinerne.
Filippinerne er placeret i noget som på engelsk hedder “Ring of Fire” (ildringen), fordi der er så mange jordskælv, flodbølger, tornadoer mm. Så tak for dine bønner.

I forbindelse med de altødelæggende flodbølger blev der hurtigt etableret forskellige tiltag på Filippinerne. Et af dem var et specielt gadeløb på 5 km i hovedstaden Manila. Her deltog Peter Capili Hansen som repræsentant for Angel Relief International. Mere end 3500 løbere var registrerede. Løbet startede kl. 6 om morgen, og Peter var blandt der første 100. Så en pæn løbetid, hvor vi også fik vist Angel Relief udadtil.

Vores vision er at være repræsenteret tre steder på Filippinerne, hvor vi altid er involveret med humanitært missionsarbejde. De tre steder er Cebu området, Cavite provinsen og hovedstaden Manila. Vi har ikke altid de økonomiske midler til at kunne gøre dette. Men vi ved, at det kommer, og i tro skal vi gøre en stor forskel i dette fantastiske land, som Filippinerne er.

Du kan se og lytte til nogle af vores møder på denne hjemmeside:
http://www.youtube.com/angelrelief (dansk)

Eller besøg www.angelrelief.com

Vi har forsat brug for økonomisk støtte til udvikling og forsættelsen af dette arbejde.
Vores projekt nummer i missionsfonden er: 5972 Angel Relief. Skriv det eventuelt på vedlagte girokort i missionsnyt, hvis du ønsker at støtte vores arbejde på Filippinerne. Tak for din hjælp.
Peter og Abby Capili Hansen
Projekt 5972, Angel Relief International

Missions-Nyt nr. 2 2012
VIDNESBYRD af Haydah Pirzahdeh

Haydahs personlige fortælling

Hej. Jeg hedder Haydah Pirzahdeh, men min familie og venner kalder mig bare Aida. Jeg kommer fra Iran. Jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg blev kristen, og hvordan det har ændret mit liv, at jeg tror på Jesus. Jeg vil gerne fortælle det, fordi jeg er så glad for det. Jeg tror, at det også kan gøre andre glade at høre om det.

Indtil for ca. 3 år siden boede jeg i Iran sammen med min mand og vores datter. Jeg er født i en muslimsk familie og var muslim. Min mand var ikke muslim og tilhørte et religiøst mindretal (ikke kristen). Da en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand, er det iranske regime meget utilfreds med vores ægteskab. Min mand måtte betale bestikkelse, for at vi kunne blive gift. Men regimet er stadig mod ægteskabet. Der er dødsstraf for det.

Mens jeg boede i Iran, kom jeg i kontakt med en dame. Jeg syntes, at hun var meget speciel. Jeg besøgte hende mange gange, og jeg synes, at hun havde en ro og fred og et lys fra ansigtet, som jeg ikke havde set hos andre. Hun talte også anderledes om Gud end andre, som jeg kendte. Jeg spurgte hende om hvorfor, det var sådan. Og om det var fordi, at hun var kristen. Der var også andre mennesker sammen med os, så hun tyssede på mig. Men hun gav mig også en bog, som var pakket ind i mange stykker stof. Det var for, at andre ikke skulle se den. Det var en Bibel. Jeg lånte den med hjem i nogle dage. Da jeg kom for at aflevere den, spurgte hun, om jeg kunne lide den. ”Nej”, sagde jeg, ”jeg elsker den!” Jeg fik lov at beholde den.

På fjernsynet kunne se ’Mohabat’, som er en kristen tv-kanal. Jeg begyndte at se den. Jeg begyndte også at komme til små kristne samlinger hjemme hos folk, hvor der måske var op til 15 mennesker. Men det er svært at gå til kristne møder i Iran. Man skal holde det hemmeligt, hvis man ikke vil risikere at blive fanget. Jeg begyndte at tro, men holdt det hemmeligt. Min mor blev dog mistænksom. Min onkel er meget muslimsk. Han er en del af regimet i Iran. Han kan slet ikke acceptere, at jeg er kristen nu.

Vi fik nogle problemer med regimet. Det var mest min mand, som de var efter, men de kunne heller ikke lide, at vi var gift. De vidste ikke om min interesse for kristendom på det tidspunkt. De kom og ødelagde nogle ting i vores hjem, og de tog min mand med. Han kom dog tilbage, men de ville have fat i ham igen. Vi var nødt til at flygte.

Det tog lang tid at komme til Danmark, og det var en farlig tur. Vi var mange, der rejste sammen. På et tidspunkt var vi på 2 både. Den anden båd sank, og 15 mennesker døde. Der var en muslimsk mand, hvis kone og 2 børn døde undervejs. Den ene var 11 år og den anden var baby. Muslimer vasker den døde inden begravelsen. Men han sagde til en muslimsk kvinde, at hun ikke måtte vaske liget. Det var fordi denne kvinde tilhørte en anden muslimsk retning end kvinden, som var død. Jeg undrede mig over, at han var optaget af dette, når hans kone og børn lige var døde.

Under flugten på vej til Danmark var jeg i kirke flere gange. Da jeg kom til Danmark, spurgte jeg efter en kirke. Jeg bad også Gud om at hjælpe mig med at finde en kirke. Jeg mødte en iransk kvinde. Hun kom i en kirke i København. Jeg tog med hende. Jeg var rigtig glad for at komme i kirken. Her lærte jeg mere om Jesus og blev rigtig kristen. Før vidste jeg ikke, hvordan man bliver kristen, eller hvornår man er det. Jeg tænkte, at det var først, når man blev døbt. I kirken fik jeg undervisning og blev døbt.

Jeg tror nu på Jesus. Jeg har stadig mange problemer og mange ting er svære for os. Jeg kan godt bekymre mig. Jeg håber og beder om, at Jesus vil hjælpe mig. Jeg oplever også, at Gud hjælper mig. Jeg har oplevet, at Jesus hjælper mig med både små og store problemer. Jeg har også meget temperament. Før blev jeg vred, hidsig og havde svært ved at tilgive andre. Men nu når jeg læser i Bibelen kan jeg se, at Jesus siger, hvordan vi skal gøre. Han arbejder på at ændre mig.

Det vigtige for mig er hver dag at lægge mit liv i Jesus’ hænder. Jeg lærer hele tiden mere om Jesus. Jeg vil gerne følge ham, og hans planer for mig er det vigtigste i mit liv. Så er alt andet mindre vigtigt.

Guds fred, Aida

Missions-Nyt nr. 2 2012 - Missionshjørnet
’Forfølgelser’ af Christian Petersen

Matt. 5, 10-12: ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.”

For os som lever i Danmark er det helt naturligt, at vi frit kan samles til gudstjenester og tilbedelse. Det er næppe et privilegium, som vi tænker så meget over til hverdag. Men når vi læser i evangelierne og Apostelenes Gerninger, ja i det nye testamente i det hele taget, synes det ofte at være mere undtagelsen end reglen, at kristne har denne frihed. Og når vi kigger på kirkehistorien, kan vi også se, at der ofte har været forfølgelser af kristne og anderledes tænkende.

Jeg er en del af Netværkskirken Metropol, som er en sammensmeltning af Netværkskirken (Pinsekirke) og Valby Frikirke (Apostolsk kirke). Gud har gennem de senere år betroet os en hel del iranere og også nogle afghanere, som er kommet til tro på Jesus. Det er fantastisk dejligt at opleve, hvordan mennesker kommer og bliver grebet af Jesus. De nyder den frihed, der er til at få undervisning om discipelskab ud fra Bibelen og frit at kunne samles og være en del af et kristent miljø.

Frygten og bekymringen ligger imidlertid ikke langt væk. Mange kan ikke rejse til Iran pga. problemer med det iranske styre og frygten for, at regimet har fået kendskab til deres kristne tro. Der er også mennesker, som siger, at de gerne ville komme i kirken, men ikke kan, fordi de har brug for ind i mellem at rejse til Iran.

Og mange har naturligvis familie i Iran. Den 8. februar 2012 om aftenen var familiemedlemmer til en af mine venner fra kirken samlet til gudstjeneste hos en kristen familie i Iran i byen Shiraz, der ligger omkring 700 km syd for Teheran. Hjemmet bruges som husmenighed, og der bliver ofte holdt kristne gudstjenester.

Farsi Christian News Network rapporterer, at der ved 20-tiden mødte en række hætteklædte personer op og ransagede familiens hjem. De præsenterede sig som lokale agenter fra Ministeriet for Statens Sikkerhed, og de anholdt parret, der boede i huset, deres 17-årige søn og fire andre af de personer, der var til stede. Huset blev grundigt gennemsøgt og alle bøger, fotografier, cd’er, bærbare og stationære computere, såvel som alt andet, som bare langt ude kunne have den mindste forbindelse til kristendom, blev taget med for at kunne ’bruges som bevis’.

Der var ca. 20 mennesker samlet til bøn og gudstjeneste i huset, da de hætteklædte

agenter brød ind. Alle skulle udfylde et detaljeret sikkerhedsspørgeskema, og alle måtte aflevere deres telefon, mobilnumre, samt deres nøjagtige adresser og skulle underskrive formularer. Dem, der ikke blev taget med, fik at vide, at de skulle være klar til at blive indkaldt til detaljeret afhøring på et senere tidspunkt.

De syv, der blev taget med, blev lagt i håndjern og kørt til det frygtede afhøringscenter ”Pelak 100” i Shiraz. De anholdte er siden blevet anklaget for ”handlinger til skade for det islamiske regime”. Efter deres fængsling blev der brudt ind i de øvrige anholdtes hjem og virksomheder og computere, bibler, andre bøger, cd’er, kors og kristne billeder blev fundet og taget med.

Samtidig var der også razzia mod et andet kristent hjem, hvis ejer siges at være medlem af den samme husmenighed. Han blev arresteret og hans hus ransaget af ”islamiske brødre”. Dette er det medieudtryk i Iran, der reelt dækker over grupper, der anvender metoder, som vi i vesten ville forvente fra kriminelle bander. Husejeren er ikke set siden.

Familien fra husmenigheden blev efter cirka 5 uger midlertidigt løsladt mod en kaution på over 500.000 kr. pr. person. Flere af de øvrige, der fortsat sidder fængslet, har tidligere være anholdt på grund af deres kristne aktiviteter og er derfor i særligt negativt lys hos myndighederne. Flere af de anholdte har behov for medicin og lægelig behandling.

Da min ven fra kirken talte med en af de løsladte i telefonen og gav udtryk for sin

bekymring, lød svaret, at der ikke var grund til at være så bekymret og slet ikke chokeret.

De var helt klar over risikoen ved at følge Jesus og var gået ind i det med åbne øjne. De

var derfor ikke spor chokerede over at blive arresteret.

Ud over ovenstående navngivne fanger i Shiraz er også mange andre kristne over alt i Iran blevet fængslet, har fået deres hjem ransaget og deres personlige ejendele konfiskeret gennem de seneste måneder. Også andre religiøse grupper forfølges.

Forlydender går på, at de iranske myndigheder ønsker at udrydde kristendommen i landet, og det er for myndighederne underordnet, om det sker ved, at de kristne fængsles, dør eller flygter.

2. Kor. 4, 9: ”Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”

Vær med til at bede for de kristne, som forfølges for deres tro.
Christian Petersen