Missions-Nyt nr. 1 2012 LEDER, af Gardar Ragnarsson Genfødelsen i Jesus Kristus

Engang blev jeg spurgt af en prædikant: ”Hvornår modtager et menneske Helligånden?” Jeg blev forundret, fordi det var en forkynder som spurgte, men jeg sagde; ”lad os slå op i Skriften og læse om det!”

Jeg fandt frem til Efeserbrevet, kapitel 1, vers 13 og 14, hvor det står: ” I Ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i Ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens Hellige Ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for Hans ejendomsfolk, til lov og pris for Hans herlighed.” Dette læste jeg højt for ham. ”Nåh, ja, - står det sådan”, svarede han, og jeg blev fremdeles forbavset!

Ja, det står sådan, og således tror vi. Først kommer forkyndelsen af evangeliet, som skal være i overensstemmelse med sandhedens ord i Skriften. Apostelen Paulus sagde: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord”.

Ved Ordet kommer man til troen, og i den modtager hvert menneske, som tror, Helligånden i sit hjerte, som betyder, at der sker en ny fødsel, virket af Gud selv ved Helligånden. Dette er det største mirakel i menneskelivet. Man går over fra døden til livet, fra mørke til lys, fra Satan til Jesus Kristus.

Gud vor Skaber og Frelser er den aktive part i dette store mirakel, og udfører det, ikke gennem ritualer og de såkaldte sakramenter eller religiøse handlinger, opfundet af mennesker, men ud af sin egen kærlighed og frelses vilje, som kun forudsætter troens ja fra vor side.

Guds er gaven som modtages i tro. Det er af nåde over nåde, at vi er Guds ejendomsfolk, og vi kan derfor deltage i det, som apostelen Peter ytrer, hvor han priser Gud og siger: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer…, I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord. Det er dette ord, som er forkyndt for jer.” (1.Pet.1:3-4,23,25)

Vi beder Gud om at velsigne alle vore trofaste missionærer som forkynder sandhedens evangelium, både med ”munden og hånden”, ja, nogen endda med livet som indsats. Missionsmarkene er store og hvide til indhøstning, men arbejderne er alt for få i forhold til opgavens størrelse.

Lad os derfor bede, som Jesus sagde vi skulle bede, at Han, som er høstens Herre, driver

flere arbejdere ud til sin høst. Vi må nemlig ikke glemme, at ingen kan se Guds rige, hvis han

ikke bliver født på ny. Gardar Ragnarsson

Missions-Nyt nr. 1 2012 Irland, af Tony og Agnete Simpson

Vi vil præsentere jer for to venner fra vores kirke i Cork: Anne-Marie voksede op i en lille landsby 25 km fra Cork. Alkohol og vold regerede i hendes

hjem, og som barn forsøgte hus at flygte fra den skrækkelige virkelighed, hun levede i, ved at

læse. Hun læste bøger bl.a. om løven Aslan, der var stærk og god og kunne komme til hjælp under alle forhold - og hun fantaserede om et godt sted, hvor sådan noget kunne ske. (Hun vidste ikke, at forfatteren C.S. Lewis var en kristen!)

Men vold og overgreb fortsatte. Minderne plagede hende, og Anne-Marie kom i dårligt selskab, før hun nåede teenage-årene. Alkohol og stofmisbrug og alt, som følger med, druknede dog ikke smerten, tværtimod! Derefter forsøgte hun at eksperimentere og involverede sig i forskellige okkulte ting, hvorved hun følte sig totalt plaget.

I 1998 planlagde hun at tage sit eget liv i en alder af knap 18 år. Men netop da kom hun til at tænke på det, hun havde læst som barn om løven, der var så stærk og god. Tankerne gik videre: Mon der kunne være en Gud et eller andet sted? Så opdagede hun, at der var en bibelstudiegruppe på egnen, og hun gik derhen. Her hørte hun Evangeliet om frihed fra synd og skyld og alt det, der havde plaget hendes liv. Den næste aften satte hun sig på sengen og bad Jesus om tilgivelse og overgav sit liv til Ham. Hun smed alle sine okkulte ting i skraldespanden, mens hun takkede Gud, fordi Han havde reddet hendes liv.

Fra det øjeblik begyndte forvandlingen, skønt det tog tid at komme sig og overvinde afhængighed af alkohol og stoffer og i særdeleshed en slem depression.

Ved den tid var Anne-Marie i Cork by. Hun læste i Bibelen, så hun turde nå andre omkring sig med Evangeliet, og så begyndte hun at hjælpe til i dagcentret for de hjemløse, som holdtes i

kirken. Senere da vores kirke mistede bygningen, fik arbejderne i dagcentret en bus, som blev

ombygget til gademission, hvor de hjemløse får et budskab om håb og kærlighed - samt mad, klæder og ly.

Her begyndte Anne-Marie at dele Evangeliet og sit personlige vidnesbyrd med de, der kom

ind. Hun havde dog begyndt at føle sig ensom, fordi flere af hendes venner var blevet gift, så

hun begyndte at bede om at få en ægtemand. Her på bussen traf hun Mick, som kom ind nu og da, og som nyligt var blevet frelst. De følte sig tiltrukket af hinanden, men holdt det for sig selv et godt stykke tid og traf bare hinanden i kirken eller socialt. Endelig en aften talte de fortroligt sammen og blev klar over, at de begge havde bedt Gud om at få en ægtefælle. Mick var nogle år ældre og havde levet på gaden som hjemløs i 7 år, hvor han havde måtte tigge for at holde sig i live. Skønt han forsøgte, så godt han kunne at undgå farligt selskab, var det ikke altid muligt. På gaden kan man ikke stole på nogen! Det var i den periode, at han først begyndte at komme i dagcentret, hvor han først hørte Håbets Budskab. Da helbreddet til slut brød fuldstændigt sammen, besøgte to af arbejderne fra dagcentret ham på hospitalet, hvor han var til afvænning. De opfordrede Mick til at gå i kirke, og han overgav sit liv til Jesus.

Mick og Anne-Marie har nu været godt gift i 5 år. Anne-Marie bruger sin tid til frivilligt arbejde

i bussen for de hjemløse. Desuden arbejder hun med kristne radioudsendelser m.m. Mick fik

arbejde som lastbilchauffør, hvilket tog for hårdt på hans absolut ikke robuste helbred. Senere tog han nogle kurser, og nu har han arbejdet som hjemmesygehjælper i snart et år - og er meget velanskrevet!. Begge forsøger at vinde folk for Jesus, hvor de end færdes.

Besøg hos sigøjnerne i Frankrig.

Mens dette skrives er det knap en uge siden, vi kom hjem til Cork efter et 6-dages besøg hos vores sigøjnervenner i Frankrig. De af dem, som så trofast gør besøg her igen og igen, havde længe ønsket, at vi skulle besøge nogle af deres kirker i Bordeaux-området. De ville, at deres folk skulle se og høre os og bedre kunne forstå situationen i Irland, og også så de kunne få mere opbakning og forbøn for arbejdet med at nå de irske rejsende (sigøjnere) med Evangeliet. Tony og Agnete Simpson - Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Brasilien, af Kirsten Solveig Valemtin Pinheiro

Den 23. december 2011 kunne vi endelig flytte til vores nye hus, og nu er rehabiliteringshjemmet også på denne adresse og i et ældre nabohus, som vi har fået stillet til vores rådighed midlertidigt, mens vi får bygget indkvarteringsforholdene til elever op her på grunden. Gud er god.

Vi arbejder i øjeblikket udelukkende med mænd over 18 år i rehabiliteringen, men vi overvejer og beder over, at kunne arbejde med kvinder også - engang i fremtiden. Alene her i vores delstat Ceara i Nordøstbrasilien, er der langt over 100.000 heroinmisbrugere, og i Brasilien som helhed anslås det, at tallet ligger på omkring 6 millioner, så der er virkelig brug for en stor og målrettet indsats.

Der er brug for et behandlingsprogram på mindst 6 måneders eller mere, men desværre

er der en stor frafaldsprocent, på grund af de komplekse problemer, de fleste står i og den

følelsesmæssige uligevægt, som kendetegner mange. Lige før jul blev vi velsignet med en donation af 65 fødevarerkurve fra en lokal skole til rehabiliteringscentret. De store elever havde samlet penge ind til socialt arbejde. Det var virkelig lidt af et mirakel.

Fra den 10. til 25. januar var vi med et lille team herfra til Amazon regionen, hvor vi havde en rig og intens tid, med sminkning og udklædning som klovne i 9 af dagene, og vi var og hjalp i to menigheder i hhv. Vigia og St. Antonio de Taua med evangelistationsdage blandt børnene,

og sidst i en flodbebyggelse karakteriseret som en “Quilombola “, hvor det er efterkommere

af slaver, hovedsagelig folk af afrikansk afstamning, der udgør befolkningen. Her havde der været meget kamp og modstand i mange år mod evangelisk arbejde, især fra katolsk side, og kun en lille gruppe af evangeliske kristne samles i et hjem en gang om ugen, da de var blevet forbudt at bygge kirke. Disse bebyggelser hører til de mindst nåede i Amazon regionen.

Vi blev vel modtaget af lokalbefolkningen, var indkvarteret på en lokal skole, og vi holdt

børneprogrammer i en samlingsal ved siden af den katolske kirke, viste film og rådgav. Der

var også en sundhedsdag med et team af læger, bazar med brugt tøj m.m. Strategierne var

ganske glimrende, for folk blev nysgerrige og mange venskaber knyttet. Vi takker Herren for de sammenlagt mere end 75 børn og teenagere, der gav deres liv til Je

sus i de 10 dage, vi arbejdede på de tre lokaliteter. Vi fik trænet og inspireret blandt de lokale

kristne også, og nogle få af dem involverede sig sammen med vores team i arbejdet. Det er altid en sejr, når en lokal kristen iklæder sig en klovnedragt og deltager sammen med os.

I februar skal jeg være lidt over to uger i Macapa, hvor vi afventer besøg af nogle faddere fra Danmark, der kommer for at møde deres fadderbørn og familier. Jeg skal også til Calçoene inde i landet, hvor vi har en del familier støttet af fadderskabsordningen JIREH. Vi afholder et intensivt kursus dér for teenagere, samt forældremøder m.m.

I juni og juli kommer vi, om Herren vil, en tur til Danmark, til sol og sommer - Mange tak for jeres fortsatte forbøn for os her i Brasilien. Kirsten Solveig og Valentim Pinheiro - Projekt 5630 i Missiondfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Thailand, af Birthe Steffensen Thailandstur november 2011 English Camp Vi ankom til Nakhonthai onsdag aften den 16. november, og det var dejligt at være der igen. Næste dag mødte vi Aino, volontøren fra Finland, og inden længe var vi i gang med at planlægge programmet til en English Camp for de unge i Na Gai Khia næste dag. Teamet i Na Gai Khia tog sig af alt det praktiske. Sathiyaa stod for programmet. Aino tog sig af legene, og Monica og jeg tog os af sangene. Lejren skulle være i en nationalpark i bjergene i nærheden af Nakhonthai. Tidligere var det kommunisternes tilholdssted, et meget skønt jungleområde med naturlige klippehuler, dybe kløfter og mærkelige klippeformationer – et ideelt sted for partisaner at gemme sig i og kæmpe fra. På denne årstid blomstrer julestjernerne som store buske, og vejret var skønt – solrigt og ikke særlig varmt.

47 unge havde meldt sig til lejren, som startede som et forhindringsløb for teamet i Na Gai

Khia. Først var det vanskeligt for dem at finde biler nok til at transportere dem til lejren. Da de endelig kom af sted, brød den ene bil sammen, så de måtte finde en anden, som kunne køre

dem. Det betød, at de ankom sent fredag aften, og programmet for fredag aften måtte derfor udsættes til lørdag. Heldigvis forløb resten af tiden uden problemer. Der var en fantastisk god

stemning. Vi syntes ikke, at de unge fik talt så meget engelsk, som vi ønskede, men det, at vi havde det sjovt sammen, betød alligevel, at de fik frimodighed til at komme og snakke med

os - på engelsk.

Lejren sluttede med en pragtfuld tur i et vanskeligt terræn til en tidligere udsigtspost for

kommunisterne. Det var sidst på eftermiddagen, så vi fik solnedgangen med, da vi begav os

tilbage til bilerne. De unge var meget hjælpsomme, når vi skulle over nogle af de kløfter og sprækker, hvor der ikke var træbroer. De delte også deres slik med os og ville gerne snakke med os på engelsk. Det var en rigtig dejlig optakt til resten af tiden i Nakhonthai og omegn.

Na Gai Khia Indvielse af kirken Endnu et højdepunkt var indvielsen af kirken i Na Gai Khia. Lige siden Monicas og mit første besøg i Na Gai Khia i 1997 har kirkebyggeriet i Na Gai Khia været i gang, uden at der rigtig er sket mere. Vi husker de kristnes ønske om at få en ny kirke. Den gamle kirke var alt for lille og utilstrækkelig. De havde støbt de 4 hjørnestolper, der stod og rakte mod himlen som en bøn til Gud. De ønskede sig en anden grund i forbindelse med elevcentret, men ejeren ville ikke af med den. I 1999 og 2003 var der ikke sket mere med byggeriet, udover at menigheden var i gang med at samle penge og materialer til kirken. De sendte også adskillige ansøgninger af sted til forskellige internationale organisationer, som hjælper med kirkebyggeri i Asien, men donationerne lod vente på sig.

I 2003 var vi med til at indvie den nye kirke i Gaeng Thung sammen med Solveig og Karl

Kühn. I 2007 var der stadigvæk ikke sket mere i Na Gai Khia, og i 2008 fik skolehjemmet i

Nakhonthai ganske uventet sin egen kirke - doneret af en kristen koreaner, som hellere ville bygge en kirke i Thailand end fejre sin egen runde fødselsdag. I Nakhonthai ville de på det tidspunkt hellere have brugt pengene til meget nødvendige forbedringer på skolehjemmet, men de skulle bruges til en kirke. Det blev de så, og det er også rigtig godt for menigheden

omkring skolehjemmet, at de fik den kirke.

I 2008 begyndte der endelig at ske noget godt for kirkebyggeriet i Na Gai Khia. Ejeren af den grund, som de ønskede sig, gik endelig med til at sælge grunden til dem. Da Monica og jeg var der i slutningen af 2008 var kirkebyggeriet også godt i gang, men materialer og lønninger var i mellemtiden blevet meget dyrere, så der var stadigvæk ikke udsigt til, at de kunne blive

færdig med kirken. De fik nogle donationer fra Danmark, men desværre var det stadigvæk

ikke nok. Igen blev det nogle koreanere, som kom til hjælp og donerede de sidste penge til kirkebyggeriet i Na Gai Khia. Kirken blev indviet mens vi var der i november. Det var en rigtig

dejlig oplevelse, og vi var så glade for, at vi fik denne ’happy ending’ med.

Na Gai Khia Et interessant kulturmøde 11 koreanere fra den menighed, som havde doneret penge til kirken i Na Gai Khia, var med til kirkeindvielsen. De kom til festlighederne i lange bukser og t-shirts eller lette vindjakker, med solskygger eller solbriller og digitalkameraer i alle størrelser. De lignede en gruppe turister på sightseeing.

Samtidig med at ceremonien tog sin begyndelse udenfor kirken, begyndte nogle af koreanerne at tømme kassevognen for store papkasser, som de anbragte midt i den smukt blomsterpyntede indgang – uden hensyn til pynt, taler eller snoreklipning. Kasserne viste sig senere at indeholde masser af håndklæder, som blev delt ud som gaver til alle gæsterne og til børnene i elevcentret.

Thailænderne kom i deres fineste puds, kirken var flot pyntet, og programmet var smukt, festligt og højtideligt – og også ret langt, men heldigvis var der meget for koreanerne at fotografere. Efterfølgende var der selvfølgelig gjort klar til spisning, og de kristne i Na Gai Khia havde haft travlt med madlavning hele dagen. Koreanerne blev bænket ved hovedbordet, og til min og Monicas overraskelse var de færdige med at spise, næsten inden vi havde sat os. Da det gik op for værterne, at æresgæsterne var ved at tage af sted, gik der hurtigt bud til køkkenet efter desserten. Nogle af kvinderne kom løbende med bakker med dessert i skåle, og koreanerne guffede den i sig stående, hvorefter der var afgang.

Vi kunne næsten ikke tro vore egne øjne. Vi gør os umage for at efterleve: ’skik følge eller land fly’ og har vænnet os til den thailandske måde at gøre tingene på. Derfor virkede hele

situationen utrolig komisk på os. Vi syntes også, at det var meget interessant at opleve to

asiatiske kulturer – på en måde så tæt på hinanden geografisk og dog så vidt forskellige.

Skolehjemmet i Nakhonthai

Skolehjemmet er et sted, hvor børn fra bjergstammerne kan bo i trygge omgivelser og med voksne, som har ansvar for dem, når de kommer ned til Nakhonthai for at gå i skole. Det ligger på en meget stor grund i udkanten af Nakhonthai. Rammerne er meget spartanske for at sige det mildt, og det er svært ikke at blive lidt modløs, når man går rundt og ser på forholdene. Manglerne springer i øjnene.

Billedet ændrer sig heldigvis, når man taler med medarbejderne. De er meget engagerede. De brænder for arbejdet, og det er imponerende at opleve deres arbejde med og for eleverne. Det er også tydeligt, at børnene trives. Der er masser af leg og aktivitet, når de kommer hjem fra skole. Der er også pligter, og der er voksne at snakke med, når der er behov for det.

I år er der knap 60 elever på skolehjemmet. Der er to sovesale, én til drengene og én til pigerne. Der er køjesenge i sovesalene, og børnene har deres ejendele – enten på sengen eller for fodenden af sengen, hvis de har en lille kommode eller et lille skab, som kan stå der. Nogle børn har et lavt sammenklappeligt bord, som de kan slå ud på sengen, når de skal læse lektier, og de fleste af børnene har også en læselampe. De skal selv have alt ekstraudstyr med. Det eneste, der er i forvejen, er køjesengene.

Der er endnu ikke gitter og myggenet for vinduerne i sovesalene. Det er der virkelig behov for, og det er et meget stort ønske. Det vil koste 5-6.000 kr. Taget trænger også til en hovedreparation. Det vil koste ca. 15.000 kr. Det er to behov, som jeg vil nævne for jer, for det vil forbedre forholdene for børnene meget. De klager ikke, for de er ikke så godt vant hjemmefra. Men i Nakhonthai er det meget varmere end oppe i bjerglandsbyerne, og derfor er der behov for gitter og myggenet, så skodderne kan stå åbne om natten.

Boligforholdene for medarbejderne er både upraktiske og meget spartanske, og det er svært at forstå, at man kan få nogen til at bo og arbejde under de forhold. Prayoon og Sathiyaa gi

ver udtryk for, at det ER svært, og derfor har de også haft flere hold midlertidige medarbejdere

i årets løb. De har ikke kunnet holde til arbejdspresset og boligforholdene og lønnen i længere tid. Lige nu har de nogle gode og velegnede medarbejdere, og vi håber meget, at de vil fortsætte på en mere langsigtet basis.

Det har især haft stor betydning, at de har fået et ægtepar fra Hmong stammen som

medarbejdere. Det er samme stamme, som børnene kommer fra. Tidligere har de udelukkende haft thailandske medarbejdere, og så har børnene kunne sige hvad som helst indbyrdes, uden at nogen kunne forstå dem. Det kan de ikke nu, og det har forbedret stemningen på skolehjemmet og børnenes indbyrdes relationer.

Midt i den modløshed, som kan gribe én, når man kigger på de ydre rammer, er der en stor glæde over det fantastisk gode arbejde, der udføres på skolehjemmet. Vi er så glade for, hvad vi så og oplevede. Vi takker Gud for, at der er mennesker, som er villige til at give afkald på så meget, og som går op i arbejdet med liv og sjæl og et kæmpe stort engagement. De behøver jeres forbøn.

Der er også et stort behov for støtte til skolehjemmet. Prayoon og Sathiyaa er meget taknemlige for den store hjælp, de har fået til deres arbejde i alle disse år, og de sender de varmeste hilsner med tak og ønsket om Guds velsignelse.

Birthe Steffensen, for fam. Maprang: Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Mindeord om Georgette Falg, Frankrig, af Karl Kühn

Tirsdag den 7. februar blev Georgette Falg taget hjem til Herligheden i en alder af 95 år. Georgette blev en personlig kristen i sin ungdom. I Le Havre i Frankrig lærte hun den danske missionær Ove Falg at kende og her blev de gift i 1937. Sammen var de et stærkt ægtepar i livet og i tjenesten for evangeliet i forskellige menigheder i Frankrig og i deres modne alder en

længere periode på Madagaskar. De fik 3 børn - Margrethe, Ronald og endnu en søn, som de

mistede under et ophold i Danmark.

Vi husker Georgette fra de mange gange parret besøgte Danmark og tjente i adskillige menigheder her. Hun var en smuk kvinde, som helhjertet og positivt var med i deres fælles missionærgerning.

Vi takker Gud for vor kære søsters liv og tjeneste og ønsker Guds velsignelse over børnene Margrethe og Ronald samt deres familier. På Missionsfondens vegne, Karl Kuhn

Missions-Nyt nr. 1 2012 Kenya, af Birgitte og Søren Pedersen

Det er længe siden, vi har sendt en hilsen her i bladet. Mange ting er sket siden sidst.

Vi har nu været i Kenya i 20½ år efter at Gud gav kaldte os hertil primært for at bygge kirker. Det var i afmagt, at vi rejste – og det er i afmagt, at vi fortsætter. Men Gud er trofast og har gang på gang grebet ind og gjort det umulige muligt. Vi har uendelig meget at sige Gud tak for. Vi tjener en stor og almægtig Gud.

Ud over at Søren af og til om søndagen er ude i menigheder for at prædike, så har vi nu i alt hjulpet med næsten 1100 bygninger, primært til kirker, men der er også nogle skoler, bibelskoler, børnehjem og klinikker, som vi har hjulpet.

Vi står overfor i nær fremtid at hjælpe med at bygge 4 kirker i Sudan samt 8 i det meget fattige Turkana, som er et semi-ørkenområde i det nordvestlige Kenya, hvor det for mange er en kamp blot at få mad hver dag. Desuden skal vi, ud over kirker i mere centrale områder af Kenya, også hjælpe med 9 kirker i det nordlige Kenya op mod grænsen til Etiopien. Det er altid en ekstra stor udfordring og mange gange forbundet med vanskeligheder at bygge i disse fattige yderområder, hvor der kun er få kristne, og hvor der er så stort behov for, at evangeliet kommer ud.

Vi takker Gud for, at vi i dag har nogle rigtige dejlige og dygtige kenyanske medarbejdere, som kan arbejde selvstændigt, så vi kan bygge kirker mere end ét sted ad gangen. 2 ud af vore ca. 20 medarbejdere har været hos os siden 1998. Uden disse trofaste medarbejdere kunne vi ikke arbejde, som vi gør.

Selvom det er noget så praktisk som byggeri, vi arbejder mest med, så er det menneskers frelse, der er målet med det hele.

For et par dage siden ringede en kirkeleder og sagde, at de er så taknemmelige for, at vi var kommet for at hjælpe dem med tagkonstruktionen til en kirke i december måned. Mange nye er allerede kommet til kirken. Og folk fra andre menigheder rundt omkring dem var kommet og havde set kirken og spurgt, hvem der havde bygget kirken. Det er på den måde, vi oplever, at rigtig mange kommer til os og beder om hjælp.

I 2009 hjalp vi en kirkeretning med tagkonstruktioner til ialt 5 kirker. Biskoppen skrev før jul til os, at for alle 5 steder gælder det, at de nu er mere end dobbelt så mange i menigheden

sammenlignet med før de fik kirken. Mange kommer for at være med på gudstjenesterne og

ender med at blive frelst. De takker også missionsvenner i Danmark for gaver, som gjorde det muligt for dem at få en kirkebygning. Af de 5 kirker bruges de 2 kirker også til børnehave/ skole, samlinger for folk i området og andre sociale formål.

Det er for øvrigt også tilfældet for mange af de andre kirker, vi har hjulpet med at bygge – at de i ugens løb bliver brugt til bl.a. børnehave og skole.

Som vi skrev ovenfor, så er vi afhængige af vore dygtige kenyanske medarbejdere. Vi har

også netop fået en pige til at hjælpe på kontoret, da der med 100 eller flere bygninger om året

er meget kontorarbejde. Vi håber og tror, at denne pige bliver til stor hjælp for os i arbejdet.

Arbejdet kunne heller ikke lade sig gøre, hvis ikke nogen er med til at bede for os og vore medarbejdere. Tak til jer, som beder for os. Og tak om I specielt vil være med til at bede om Guds beskyttelse af vore medarbejdere, når de er ude for at bygge – specielt i Sudan og den nordlige del af Kenya.

Tak også til jer, som støtter missionsarbejdet. Uden økonomi når vi heller ikke langt.

Men hvor er det fantastisk, hvad Gud kan gøre, når vi står sammen. Gud velsigne hver enkelt af jer.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren, Kenya - Projekt 5325 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Argentina, af Anita og Marino Paserini

Kære Missionsvenner. Så gik der et år til, og det har været et strengt år for os som familie. Først var det mor, som

fik en blodprop, da hun var på besøg hos min søster, men heldigvis blev hun hurtigt indlagt til

intensiv behandling i 4 dage. Vi takker Gud, for at det gik så godt, og at mor kom hurtigt hjem

igen uden nogen mén af nogen art, så nu med en del medicin har hun det fint igen, og skal

bare ikke overbelastes. Men det er jo ikke så nemt for mor, så energisk hun endnu er med

sine 87 år. Hun hjælper flinkt til i hus og have og følger med på vores køreture.

I august blev min lillesøster Susanne enke (hendes mand var kun 57 år). Det var en stor sorg, at hun mistede sin følgesvend gennem 32 år. Han var ret syg den sidste tid. Vi har siden da hjulpet hende meget, og hun kommer her ofte for at være sammen med mor og os. De havde ingen børn, så derfor føles ensomheden stærkere.

Vi takker så hjerteligt for gaven fra Missionsfonden til bilen. Det var en stor lettelse at kunne købe en model 2006 for nu 8 måneder siden. Vi kører mange tusinde km om måneden for at passe arbejdet i vores store provins. Der er en by, Concepcion, hvor vi har hele 5 menigheder at besøge. Arbejdet vokser, og det er en stor glæde for os at opmuntre de pastorer, som vi har ansvar for. Derudover er der nu for nylig blevet tillagt endnu en stor forsamling i byen

Santa Fé, cirka 60 km fra Diamante, og da det er så tæt på, tager Marino afsted flere gange

om ugen. Der er stort behov for undervisning i ordet dér.

Marino blev valgt til sin anden periode på 4 år som supervisor, og foruden provinsen Entre Rios har vi fået en del af to provinser til. Så vi er meget optaget, og selv om vi nu ikke er helt så unge mere, takker vi Gud for nye kræfter hver dag. I året 2011 var der en pastor som gik hjem til Gud, så det er et sted, vi skal besøge lidt oftere for at hjælpe enken. Nu i denne tid, højsommer, kører vi som regel hjem efter møderne om natten for at undgå varmen om dagen, som ligger mellem 35-40º, så det er tit, vi kommer hjem kl. 2-3 om natten. Det er helt usædvanlige temperaturer, vi har for tiden. Samtidig har vi megen tørke, så majs- og sojahø

sten er gået tabt i store dele af flere provinser. Andre steder er det helt det modsatte, for

megen regn som forårsager store oversvømmelser. Men vi ser og hører, at klimaet er gået amok over store dele af jordkloden.

I Crespo går det godt, vi er ikke den helt store flok, men den der er, er trofast, og nu er vi flyttet til et andet lokale, som vi også lejer. Det er lidt dyrere end det forrige hus, hvor kontrakten sluttede. Nu vil vi benytte sommertiden til at evangelisere blandt beboernene i kvarteret. Her er det et arbejde, som giver gode resultater og chancer for at vidne for resten af familierne.

Vi er også optaget med at forberede efterfølgere. Der er flere fra vores lille menighed som går

på bibelskole i Parana, hvor vi har seminar på tværs af alle kirkesamfund.

Her i Diamante holder vi ikke møder for tiden, men vi bruger lokalet til at oplagre brugt tøj, som vi så hen ad vejen uddeler i provinserne eller sælger, for at dække de mange rejseudgifter vi har. Alt er blevet så dyrt, men vi har en stor og god Gud som sørger for os i alle henseende. Vi oplever Hans nåde hver dag. Tak for den kære hjælp, vi har modtaget. Hvor er det godt, at der er gavmilde venner, som ofrer til Herrens værk - i hele verden!! De skal ikke miste deres belønning!!

Anita og Marino - Projekt 5135 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Tanzania, af Tabitha og Torkild Jensen

Kære elskede venner. Vi har en rigtig god nyhed, som vi gerne vil dele med jer. Det drejer sig om Pudde og hendes 7 forældreløse børn.

Da vi har skrevet rigtig meget om Pudde i vore nyhedsbreve, er jeg sikker på, at I kan huske hende.

Vi mødte Pudde og børnene for et år siden. Da boede de i en simpel jordhytte med jordgulv og huller i taget. De sov 6 personer i en trekvartmands seng.

Senere fik vi lejet to værelser til dem i et hus som var bygget af mursten og med cementgulv.

Pudde har gennemgået to store operationer i underlivet, men er nu erklæret rask, og til Herrens ære er hun igen fuldt ud arbejdsdygtig.

Nyheden drejer sig om Pudde, der på en mirakuløs måde har fundet en dejlig stor grund (600 m2), hvor der allerede er påbegyndt opførelsen af et hus på ca. 70 m2. Huset er bygget i en u-form bestående af 3 dobbeltværelser, 1 enkelt værelse og bad og toilet. Der er tag på bygningen, og der er sat vinduer og døre i. Der mangler kun at pudse vægge og lægge gulve,

så kan de flytte ind.

Alt dette, altså både grund og bygningerne har vi fået for 65.000 kr.

I Arusha er byggegrundene desværre blevet meget dyre. Prisen på grunde i den størrelses orden ville alene koste 40.000 kr.

Området er naturskønt og ligger ikke langt fra alfarvej, med busforbindelse til byen. Vi har vir

kelig taget et trosskridt her, for vi fik ikke lang betænkningstid. Der skulle bare tages en hurtig

beslutning på mindre end en uge.

Vi kunne desværre ikke selv tage ud for at se på det, for hvis sælgeren opdagede, at vi europærere var bag dette, ville det have kostet betydeligt mere. Derfor sendte vi den af vores medarbejdere, som står for al vores byggeri, af sted for at vurdere sagen. Der var andre købere til huset, men da sælgeren hørte om Pudde og hendes børn, var han villig til at sælge til hende, så hun kunne få et sted at bo med plads til de stakkels børn.

Vi behøver hjælp til at dække købsudgifterne og håber, at der er nogle, som gerne vil være med til at velsigne Pudde med en pengegave, så vi kan få udgifterne dækket.

Guds ord siger, at Jesus velsigner dem som ønsker at hjælpe de fadderløse, og dette har vi erfaret er sandt.

Vi har allerede planer om at gøre to værelser samt toilet og bad færdigt, så Pudde kan flytte

ind hurtigst muligt. Den nuværende huslejekontrakt udløber midt i marts.

Tabitha og Torkild Jensen, Arusha Projekt 5066 i Missionsfonden - mrk. Pudde

Missions-Nyt nr. 1 2012 Japan, af Bodil og Shiro Nakabayashi

En fredag før jul faldt den første sne i Kanazawa og satte dermed rigtig skub i julestemningen. Vi glædede os til for 3. gang at fejre jul her i Hope House. Det er en stor ting. Vi havde julefest den 25. december.

Hope House og SOP holdt julefest sammen, og vi havde inviteret alle i English Café med til festen. Flere ikke- kristne fra English Café havde sagt, de vil komme. Ligeså nogle af mine engelskelever. Vi bad om, at julens budskab måtte blive talt på en letforståelig måde, og at Helligånden ville lukke folks hjerter op, så de forstod både alvoren og glæden i juleevangeliet.

I Café Hope havde vi gjort vores bedste for at julehygge. Vi fik en god respons fra vores

kunder, når de kom ind ad døren, både på julepynt og på den nyinstallerede brændeovn. Vi

havde desuden lavet en lille pakkekalender til cafeens kunder. Hver dag fik den første kunde

i caféen lov at tage en lille pakke fra kalenderen. Sammen med gaven havde vi pakket et lille kristent juledigt ind. Hver dag var jeg så spændt på, hvem der ville få digtet. Det er små tiltag, men når Gud virker med, kan det resultere i menneskers frelse.

I English Café havde vi blandt andet julehygget med at koge klejner sammen med deltagerne. Der blev lavet ca 6 fade med klejner, som jeg havde regnet med, at deltagerne skulle have med hjem i små poser; men jeg kunne spare mine poser, for ved aftenens slutning var der

ikke flere klejner tilbage, så de gjorde lykke! Samme aften, vi lavede klejner, fik vi vidnet for 3 unge mænd, der lyttede interesseret til, hvad

vi fortalte om troen på en levende Gud. Bed for dem, at de blive bevaret åbne og interesserede over for evangeliet.

Her ved årsskiftet har Café Hope fået en flot gave fra Missionsfonden. Vi har fået midler til en

opvaskemaskine. Det bliver en stor hjælp og vil frigive tid til andre, vigtige ting i missionsarbejdet. Vi siger tusind tak til Missionsfonden for deres store gave.

På hjemmefronten gjorde vi klar til en lille privat juleaften den 24. sammen med Shiros forældre og bedstemor. Vi regnede med at holde juleaften efter danske traditioner (selvom jeg har

boet længe i Japan, lever sangen “Rør blot ikke ved min gamle jul” stærkt i mig). Shiro havde ingen specielle juletraditioner andet end en julelagkage, og den fik han. Til gengæld tog vi

hjem til Shiros forældre i nytåret, som bliver holdt helt og holdent på japanske præmisser. Vi har et international ægteskab, og vi oplever, at det går rigtig godt med at give plads til begge kulturer.

Vi glæder os til i februar at få en lille halv-dansker, halv-japaner at dele vores liv med. Både fra dansk og japansk side har vi modtaget mange babyting. I dag kom en dame med 2 poser med helt nyt børnetøj, som hun havde fået fra en butik, der var gået konkurs. Da jeg sagde tak for tingene, svarede hun: ”I skal ikke takke mig, det er en julegave fra Gud”. Ja, Gud har omsorg for os. Det oplever vi igen og igen, og vi må bare sige tak, hver gang han øser sin godhed over os.

Tak til alle, der har sendt særlige gaver til Hope House i forbindelse med julen.

Kærlig hilsen Bodil og Shiro Nakabayashi. - Projekt 5052 i Missionsfonden

PS. fra Japan

Ja, så er vores søen, Eichi Nakabayashi, blevet født. Han blev født tirsdag den 21 februar, en lille uge før forventet. Fødslen gik over al forventning godt. Så tusind tak for forbøn. Eichi vejede 3156 gram og var 47,9 cm lang ved fødslen. Jeg skal være her på klinikken resten af ugen. Det er længere tid end i Danmark, men jeg må nok hellere følge systemet her. Det er en meget god, pæn og virkelig professionel klinik. Eichi betyder forstandighed. Det er taget fra ordsprogenes bog 2 , med ønsket om, at vores søn må følge Guds visdom og ikke menneskers visdom. Bodil.

Missions-Nyt nr. 1 2012 Peru, af Helmi og Felipe Castro

Vi har haft 5 dejlige dage med børnekampagne! Det er så stort et privilegium at måtte dele Jesus med børn Så mange skæbner og liv! Hvordan kan vi mennesker dog være, som vi er?!

Når jeg ser en pige på 7, som er fin i tøjet, men som farer sammen, hvis man lægger hånden

på hendes skulder, så gør det ondt i mig! Men når man så efter fem dage får lov til at vise hende kærlighed...! Hvorfor skal så mange i en tidlig alder have den slags reaktioner?! Og en dreng på cirka 12 år, som er far og mor for sine to små søskende på 4 og 2 år, og så

se på hvordan han så tålmodigt tager sig af dem...! Han fik en heltspeciel præmie!

Lørdag var vi inviteret til at være sammen med de unge fra præstefamilierne fra en gren af metodisterne. Det var forældrene, som havde bedt os derom, fordi de ser, at deres børn er så sårede. Vi havde dem først alene, og de hørte virkelig efter, og bagefter, mens Felipe spillede sammen med vores nevø, bad jeg for dem én for én, og deres tårer bare løb. Nogle omfavnede mig helt desperat. Til sidst kom deres forældre ind, og de bad sammen som familier.

Der efter havde de forberedt aftensmad til alle. Nogle gange er et kirkesamfunds måde at fungere på direkte i modstrid af det, som er godt for en familie! Vi kan blive så optaget af regler og det vedtagne, at vi dræber troen!

Felipe er i Lima i disse dage til den årlige samling for vores sammenslutning af menigheder. det har ofte været nogle meget ubehagelige samlinger med strid og diskussioner, men én sagde, at efter den nationale lejr, som vi lavede for præste familierne her i Trujillo, da var det blevet helt anderledes. Det er dejligt at høre den slags, for der skal jo gerne være frugt af det, som vi gør.

Jeg synes, at jeg har sået en masse alle disse år indtil nu, og min bøn er, at jeg gerne vil se endnu mere Gud virke og forvandle. Han kan jo gøre meget mere! Det må være nu, at Gud kommer til Peru på en speciel måde!

Snart står vi som medarrangører for en international ungdomskonference, og i den anledning har vi indbudt en gæsteprædikant, som bor i USA.

Tak for jeres forbøn, venskab og støtte.

Kærlig hilsen Helmi og Felipe - Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Filippinerne, af Peter og Abby Capili Hansen

I december måned har Angel Relief med Abby og Peter Capili Hansen forkyndt evangeliet og

delt mad ud i Cavite provinsen på Filippinerne. Mange filippinerne deltog i møderne, som var

arrangeret at lokale kirker, skoler og organisationer i samarbejde med Angel Relief.

De første møder var en Pastor- og ungdomslederkonference i Imus hvor Peter Capili Hansen var inviteret til at undervise om evangelisation. Mange unge mennesker kom til disse træningsseminarier, hvor de blev udfordret til at sprede evangeliet ud over Filippinerne og plante

flere kirker. Angel Relief sponsorerede maden til deltagerne ved konferencen.

Den næste begivenhed var et evangelistisk helbredelsesmøde. Mange kom i forventning om at møde et mirakel fra Gud. Helbredelsesmødet var et samarbejde med forskellige ’Assamblies of God’ kirker og andre evangeliske kirker. Det er et klart gospel budskab ved møderne og flere vidnede om at de oplevet fysisk helbredelse, selv en af præsterne oplevede total

helbredelse fra smerter i sin venstre arm.

Nogle dage senere var Peter inviteret til at tale i en reformeret presbyteriansk kirke i General Trias. Kirken var fuldstændigt fyldt med hundredevis af mennesker til dette helbredelsesmøde søndag morgen. Der var en fantastisk stemning, og der var personlig forbøn for hundredvis af deltagere. Angel Relief sponsorede specielle Polo shirts til hele ungdomsgruppen i denne kirke.

Senere samme dag delte Peter og Abby og Angel Relief teamet på Filippinerne mad ud ved et stor børnemøde med hundredvis af børn i en meget fattig bydel i byen Imus. Assamblies of God og Angel Relief stod sammen i spidsen for dette arrangement. Børnemødet var i en stor udendørshal med tag, men uden vægge. Her fortale Peter børnene om evangeliet og derefter blev der delt mange poser med mad og slik ud til børene og deres familier. Det var stor begejstring blandt ledelsen af den lokale Assamblies of God kirke for dette arrangement. Om Aftenen i samme udendørshal underviste Peter Capili Hansen den lokale kirke og inspirerede dem til at forfølge kaldet over deres liv, nemlig ”missionsbefalingen” som Jesus har kaldet alle kristne til.

Angel Relief har også igen i december 2011 sponsoret en kirsten specialskoles julearrangement i Cavite City. Helt bogstaveligt talt ville de ikke være i stand til at have sådan et stort

arrangement uden Angel Relief’s hjælp.

Angel Relief delte også madposer ud i et meget fattigt område i Bacoor, Cavite. Her samarbejdede Angel Relief med en Metodistkirke om et stort børnemøde. Hundredevis af børn og

deres familier fik her madposer med ris, mad og slik samt evangeliet om Jesus Kristus. Efter dette arrangement fik alle børene og deres familier aftensmad og Coca Cola sponsoreret af

Angel Relief. Der var mere end 200 deltagere ved denne børnefestival som vil blive husket. Et nyt samarbejde er startet!

Angel Relief vil blive med at hjælpe disse mennesker på Filippinerne og mennesker i nød. En nød som til tider er så ekstrem, at det er svært at fatte. Her på Filippinerne bliver 90% af befolkningen meget glad for en pose ris. Det er noget, der kan mærkes i dagligdagen. Tak for din forbøn og økonomiske støtte. Det gør en kæmpe forskel.

Bøn er vigtigt! Kære missionspartner, Som altid behøver vi din forbøn. Jeg vil være så frimoding at spørge om du vil bede 2 minutter hver dag for vores arbejde. Bøn i Jesu Kristi Navn er stærk og kan ændre ting. Vi takker for din forbøn ind over vores arbejde.

Vi har forsat brug for økonomisk støtte til udvikling og forsættelsen af dette arbejde. Vores

projekt nummer i missionsfonden er: “5972 Angel Relief” Skriv det på vedlagte girokort i

Missions-nyt, hvis du ønsker at støtte vores arbejde på Filippinerne. Tak for din hjælp.

Må Gud velsigne dig rigt! Abby og Peter Capili Hansen - Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Missionsrejse til Nigeria og Indien

Kære læsere af Missionsnyt! Herved en lille beretning om en missionsrejse til Nigeria i oktober - november 2011. Det er

noget med 7. gang jeg rejste til Nigeria, som er et land, jeg holder meget af. Kimmie (min afdøde kone) og jeg boede der fast fra 1991 til 1993; men dengang var det i Nordnigeria, som er mere muslimsk domineret.

Nigeria er desværre opdelt i 2 store blokke: Det nordlige Nigeria, som er muslimsk domineret og det sydlige Nigeria, hvor kristendommen er meget udbredt. En læge, som samtidig er områdeleder for en meget stor kirkeretning, fortalte mig, at der er 55% kristne i landet - hvoraf sikkert en høj andel er fødte på ny. Jesus sagde (Joh. 3.3): ”Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige.” Religiøsitet alene giver ikke adgang til Himlen!

Konflikten mellem muslimer og kristne har i tidens løb resulteret i afbrænding af mange kirkebygninger og drab af mange kristne. Det er muslimerne, der starter disse opstande; men de kristne slår igen. Specielt i byen Jos i Plateau State har der været megen forfølgelse.

Muslimerne ønsker at indføre Sharia (Islamisk) lov i hele Nigeria, og der kommer endog terrorister ind i landet fra omliggende lande. 12 af de nordlige stater har allerede indført Sharia lov. Husk at bede for denne situation. Nigeria er en af de lande i hele verden, hvor der er mest forfølgelse. Jesus lærte os, at vi skal elske og velsigne vore fjender, som Han elsker ligeså meget som os - vi har bare fået lov at modtage Hans nåde inden dem, så lad os ikke blokere Helligåndens strøm med forkerte holdninger!

Et andet stort problem i Nigeria er den meget udbredte korruption. Det kunne være et af verdens rigeste lande på grund af meget rige olieforekomster, og det er et meget frugtbart land,

som kunne producere endnu flere frugt- og landbrugsprodukter. Men på grund af korruptionen

er befolkningen en af verdens fattigste.

Den eneste mulighed for at forandre dette en en fælleskirkelig bønnevækkelse - vækkelse har altid med bøn at gøre! Det er vigtigt, at vi ikke anklager vores medmennesker indfor Gud. Sand forbøn er, at vi stiller os imellem straffen p.g.a. synden og mennesker - det største eksempel på forbøn er, hvad Jesus gjorde for os på korset! Sådan forbøn vil resultere i, at mennesker, der før har været involveret i korruption, vil træde offentligt frem og bekende, at de ikke vil gøre det mere, ligesom tolderen Zakæus, der omvendte sig, da Jesus besøgte hans hjem, og som ville betale dobbelt tilbage, hvad han havde snydt andre for. Nogle gange sagde jeg på møderne: ”Jesus elskede synderne, Jesus elskede de fattige, og Jesus elskede tolderne. Og vi skal som kristne elske synderne - hvortil forsamlingerne svarede: Ja! Vi skal elske de fattige og der blev svaret: ja. Men når jeg sagde, at vi skal elske dem, der tager imod bestikkelse, blev der svaret: Neeeej! Men dem der tager imod bestikkelse i nutidens Nigeria, er jo de samme typer mennesker, som tolderne var på Jesu tid.

Der var møder hver dag - nogle gange flere gange om dagen, for det meste i Ibadan, som

siges at være Vestafrikas største by - ihvertfald omfangsmæssigt. Der blev mennesker frelst

på de fleste af de offentlige møder. Der blev også afholdt friluftsmøder ude i nogle landsbyer,

hvor også høvdingen deltog. Jeg havde sidste år det privilegium at bede til frelse med ham.

Der var også rigtig mange, der kom frem for at blive bedt for til helbredelse - på et af møderne var der en dame, som havde været lam i begge arme, der kunne bevæge dem begge helt frit. Der blev også undervist og bedt for økonomisk fremgang og om gældssanering - det er budskaber, der blev meget ivrigt taget imod. Evangeliet er de gode nyheder om, at Gud vil hjælpe os på alle livets områder - også når det drejer sig om gæld og økonomi. Jesus selv forkyndte de gode nyheder til de fattige, og sagde: ”Salige er de som ikke forarges på mig!”

Der var også anledning for lederskabstræning - blandt andet i emner som økonomi og omsorg

og træning af nye kristne. Således fik jeg også mulighed for at undervise i 3 dage på ’The Redeemed Bible College’ for en stor flok meget motiverede, begavede unge ledere, hvoraf mange vil komme ud i tjeneste som område pastorer i ’The Redeemed Church’, som er en

nigeriansk kirkeretning med millioner af medlemmer og kirker i 118 lande. Tak Gud at han giver mig sådanne anledninger. Jeg ved, at jeg er intet i mig selv, og takker alene Jesus for alt hvad Han har gjort for mig. Men jeg er også taknemmelig for din forbøn, når jeg rejser derude i fremmede lande. Gud er i Himmelen, og Han har brug for nogle som dig, der proklamerer Hans vilje på jorden. Vore bønner skaber Himmelske tilstande på jorden - så tak for forbøn!

Indien.

Fra den 5. januar til 15. februar rejser jeg til 7 forskellige byer i Sydindien. Der arrangeres 3 lederskabsseminarer f.eks. 9-11 januar med 3 lektioner om dagen i Madras eller Chennai, som byen hedder på Indisk. Der kommer 120 pastorer, hvoraf jeg betaler togrejsen for 20 pastorer, som kommer ned fra staten Orissa i MidtIndien, samt deres kost og forplejning. Der serveres også frokost til samtlige pastorer alle dage også på de andre steder, hvor der afholdes pastorseminarer.

Orrissa har været plaget af kraftige forfølgelser, og jeg ville udsætte både mig selv og de lokale kristne der for farer ved at rejse der. Det er derfor, at vi tager disse pastorer ned til Chennai i stedet. Det er mit håb, at du vil være med til at bære omkostningerne for disse undervisningsseminarer. Indtil nu har jeg overvejende selv betalt næsten alt, og jeg har kun en lavindkomst i Danmark! Du kan støtte dette frugtbare arbejde ved at indsende din gave til Missionsfonden med skattefradrag i din indtægt. Husk at øremærke det med ”Good News Global Outreach” Tak for din gavmilde gave, som Gud har lovet at belønne. Der vil også blive afholdt offentlige møder om aftenerne. Vær med til at bede Gud om at sende mange mennesker til disse møder, og at de må have åbne hjerter for Ordet, så Gud kan virke med tegn og undere, hvilket igen vil resultere i at mennesker modtager frelsen.

Bed også at jeg må ha styrke og en brændende ånd (man bliver jo ikke yngre med årene!) og at alle rejser må forløbe planmæssigt. Bed også om at alle møder må beskyttes for angreb fra de radikallserede hinduer. Vi lever i tider, hvor Gud udgyder af sin Ånd og kraft som aldrig før. Han vil bringe vækkelse i alle menigheder på hele jorden, og formålet med dette er, at vi alle må evangelisere hele menneskeheden, før Jesus kommer tilbage.

Må Gud velsigne dig til ånd, sjæl og legeme i det ny år.

Peter Christensen, Good News Global Outreach - Projekt 5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2012 Missionshjørnet, af Hans Kristian Neerskov ”Bibelsk Faste & Gud og pengeSæt mig på prøve siger HERREN!

Som Gud satte Abraham på trosprøve, gør han det også i dag? Normalt siger Skriften, at vi skal tro Gud. Det er det altafgørende i vores forhold til Gud. Kun et enkelt sted i Bibelen bliver vi opfordret til at sætte Gud på prøve, i Malakias. 3:10, den sidste af profeterne i GT. Ellers læser vi, at vi ”ikke må friste Herren vor Gud!” Det er oven i købet et ord af Jesus selv (Mt.4:7 og Luk.4:12). Men i et bestemt forhold opfordrer Gud os altså til at sætte ham på prøve. Og det er, når det gælder vores økonomi i forholdet til Gudsriget. Her læser vi Mal.3:810. ”Kan

et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: ’Hvordan bedrager vi dig’?

Med tiendet og offerydelsen! Forbandet skal I være, når I bedrager mig, det gælder hele folket. Bring hele tiendet til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på prøve, om ikke jeg åbner Himlens Vinduer for jer (oversættelse 1932: Himmelens Sluser) og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre!”

Derefter lover Gud velsignelse i vores liv. Der skal ikke være misvækst, græshopper og andre insekter skal ikke hærge. Ja, alle folk skal prise jer lykkelige, fordi i har et dejligt land. Det må da kunne appellere til os danskere, som i vor nationalsang synger: ”Der er et yndigt land!”

Erfaring siger, at dette er sandt!

For 56 år siden besluttede jeg, at jeg ville give 10% af min bruttoindtægt til Guds rige. Jeg var stadig ung, og min indtægt var ikke så høj. En månedsløn var på cirka 600 kroner og huslejen var cirka 140 kroner for en halvanden værelses lejlighed inkl. varme. Men ti procent var ”meget” af så lav en indkomst. I dag siger folk, at det slet ikke kan lade sig gøre, for vi er jo brandbeskattede. Men det var det jødiske folk også på den tid, hvor Malakias levede. De var underlagt de persiske konger Atraxerses den I og Darius den II. Alligevel opfordrede Gud gennem profeten dem til at give til Guds rige. Her er den eneste måde, hvorpå vi med det, vi ejer jordisk, kan vise, at vi ønsker Guds rige fremmet på jorden i dag.

Da jeg i 33 år havde været primus motor i Dansk Europamission, fandt bestyrelsen, at de skulle lave en pensionsordning for mig. Det blev gjort, men den kunne kun løbe i ti år. Senere bekymrede jeg mig for, hvordan jeg skulle kunne leve, når min pension udløb i 2007. Så ville jeg kun have min folkepension og ATP, som efter skat udgjorde under 10.000 kroner om måneden. Ville jeg så have råd til at bo i min ejerlejlighed, og kunne jeg beholde min bil. Hvordan skulle livet så forme sig? Det bekymrede mig faktisk en del.

Men nu siger Skriften, at vi ikke må bekymre os. Så jeg bad Gud om tilgivelse for min vantro. Samtidig bad jeg om, at Gud ville tage min bekymring fra mig. Jeg bad ikke om penge, men ville gerne have et ”ord fra Gud”. Så tog jeg et mannakorn med lukkede øjne. Hvis bagsiden var opad, var der ikke noget svar fra Gud, men hvis forsiden var opad, var der faktisk altid et

konkret svar. Den dag fik jeg ordet fra 2. Kongebog 25:30: ”Han fik sit daglige underhold

af kongen dag efter dag, så længe han levede”. Dermed var al min bekymring som blæst bort. Jeg vidste ganske vist ikke, hvordan dette skulle løses, men nu var det ikke længere mit problem. Gud bliver ikke nogen noget skyldig. Han havde lovet at sørge for mig. I mange år havde jeg boet i tjenestebolig, men måtte med min fratrædelse i Dansk Europamission

så flytte. Jeg ledte efter en lejelejlighed, men fandt ikke nogen. Så købte jeg en ejerlejlighed

i Gentofte. De månedlige udgifter var kun 2600, kr. til trods for, at jeg her havde 125 kvadratmeter til rådighed.

Skattelovene

I 1955 stødte jeg på en paragraf i ligningsloven, hvor der stod, at tiende til præsten kunne fradrages i skat. Det fandt jeg interessant. Paragraffen var gammel og glemt. Men den stod der altså! Det førte til en del skriverier mellem Skattedirektoratet og Skattedepartementet og mig. Man gav mig ret i, at paragraffen godt kunne bruges, så de, der var medlemmer af en kirke eller betalte til missionsselskaber, kunne fradrage beløbet på selvangivelsen. Senere kom der yderligere regler, som er gældende i dag. Nu er der 2 paragraffer, som omhandler dette. Det

er den ordning, som i dag benyttes af de fleste missionsselskaber.

Ifølge ligningslovens § 8a: kan beløb givet til foreninger m.v., som er godkendt af lignings myndighederne (i dag: SKAT) fradrages. Ifølge ligningslovens §12 stk. 3: kan man fradrage endnu større beløb. Det kræver, at man indgår en forpligtigelse, som skal løbe i mindst ti år.

Bogen ”Bibelsk Faste & Gud og penge” kan købes hos DGV, Vangedevej 213, 2870 Dyssegård for kun kroner 50,00 inkl. porto. Normalpris er kroner 73,00. Send en check på 50 kroner i kuvert sammen med bestilling: Bibelsk Faste & Gud og penge Hans Kristian Neerskov.