Missions-Nyt nr. 4 2011 LEDER, af Christian Petersen - De gode nyheder! Jesu komme til jorden betyder gode nyheder til os mennesker. Nyheder om frelse og om muligheden for at leve et liv som discipel af Jesus. Nyheder, som skal gives videre.

I slutningen af det første kapitel i Johannes-evangeliet kan vi læse om, hvordan Jesus kalder sine første disciple. To af disciplene, herunder Andreas, følger Jesus på baggrund af Johannes Døbers opfordring. Andreas får sin bror Peter med hen til Jesus ved at sige ”Vi har mødt Messias.” Det lader til, at Peter umiddelbart følger med uden at betvivle Andreas’ opfattelse af, hvem Jesus er.

Næste dag kalder Jesus på Filip, der også umiddelbart følger Jesus efter Hans opfordring: ”Følg mig!” Filip har dog muligvis hørt noget om Jesus fra Andreas og Peter, da han var fra den samme by.

Med Nathanael går det imidlertid lidt anderledes. Han forholder sig tilsyneladende mere kritisk til udsagnet om, at Jesus er Messias. ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” spørger han. Vel nærmest retorisk, altså i betydningen at det kan der ikke. Nathanael var en tænker, der sad og grublede under figentræet, og han havde et verdensbillede, som Jesus ikke umiddelbart passede ind i. Han var dog modtagelig overfor Filips opfordring til at undersøge sagen nærmere. Lidt skeptisk kommer Nathanael altså til Jesus. Hans skepsis viser sig også ved, at han ikke uden videre accepterer Jesu udsagn om, at Nathanael er en israelit uden svig. ”Hvor kender du mig fra?” spørger han.

De forskellige tilgange til mødet med Jesus, som vi ser hos disciplene, kan illustrere hvordan forskelle mennesker og mennesketyper reagerer på evangeliet i dag. Nogle er umiddelbart modtagelige for Guds kald. Andre stiller ligesom Nathanael intellektuelle spørgsmål til troen på Jesus.

Som vi kan se, møder Jesus mennesker på forskellige måder. Nathanael er ikke et mindre åndeligt menneske end de andre, der reagerer mere umiddelbart. Faktisk ser Jesus ham,

mens han sidder og tænker under figentræet, og kalder ham netop mens han sidder der og filosoferer.

På samme måde er mennesker i dag også forskellige, og vi har behov for at møde budskabet om Jesus på forskellige måder i respekt for vores forudsætninger.

Missions-Nyt nr. 4 2011, IRLAND, af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner. Fra Cork i Irland, til Congo i Afrika, til Cambodia i Asien, og sidst, men ikke mindst, det verdensomspændende arbejde for at vinde sigøjnere for Herren. Ja, sådan er vi blever fokuserede i arbejdet fra vores lille kirke i Cork, og sådan er det for os personligt. Cork Vi venter stadigvæk på prisforhandlinger om den ejendom, vi gerne vil købe i byen. Mens økonomiske forhold svinger vildt og uberegneligt, er det svært for ejeren at bestemme noget! I mellemtiden lægger vi bare alt i Guds hånd, mens vi fortsætter med at bringe Evangeliet ud til så mange som muligt.

Congo

Alberto kom her til Irland som flygtning med sin familie for 11 år siden. De havde gennemgået

forfærdelige ting, men har været til uendelig velsignelse i menigheden her. Men kaldet til et af de mørkeste steder i Congo lå på hjertet.

Ved sit første besøg dér for 2½ år siden, ledte Gud Alberto på bemærkelsesværdig vis. Han fik købt land, og ved Guds ledelse traf han 2 troværdige brødre, som var grundfæstede i Skriften og var villige til at tage til Kimwenza og tage hånd om de, der nu var begyndt at samles under træerne for at høre Guds Ord.

Samtidig fik han gjort forberedelser, og der blev købt visse materialer til kirkebyggeri. Og der

blev lavet forberedelser til svineavl, der skulle hjælpe i arbejdet på et meget forarmet sted. Et sandt Guds under på de kun 3 uger Alberto havde på sit første besøg dér. Nu efter sit 3. besøg i år - hvor Alberto havde sin kone med, kom de hjem efter en måneds forløb med gode rapporter om det, der sker i kirken i Kimwenza. ”Det er bare Gud!” siger de begge. Cambodia Vi er stadig i kontakt med Ming og Brenda, vores tapre Cambodiamissionærer. Brendas forældre bor i Cork. Vi har været i særlig bøn for dem i september og oktober måned. I den tid er der budhistiske festivaler, og i den forbindelse mærker de altid angreb fra mørkets magter. Men Jesus er Sejrherren!

De franske sigøjnere på besøg i Irland De franske sigøjneres trofasthed er faktisk overvældende. De kommer her til Cork gang på gang for at besøge og evangelisere de irske rejsende (irske sigøjnere). Tony og jeg tager med dem på besøg, eller i nogen tilfælde viser vej til familier, hvis bedsteforældre vi kendte for år tilbage! Vores franske venner tror på, at det er Guds Helligånd, der skal bringe gennembrud - og ikke ’kloge strategier’. Det tror vi sammen med dem.

De sidste par år har de gentagne gange bedt os om at tage til Frankrig og besøge nogle af sigøjnerkirkerne i Bordeaux-området. I år samtykkede vi. Så, om Gud vil, skal vi rejse til Frankrig en uges tid i februar. Vi ved ikke rigtigt, hvad godt de mener, vores besøg kan gøre. Men vi ved, at de ønsker at få så mange som muligt til at bede for de rejsende i Irland.

En verdensomspændende vækkelse I tilfælde af at nogen mener, at det er ubetydeligt med et arbejde blandt en ofte forhadt og udskudt minoritetsbefolkning, nævner vi, at der nu er omkring 200.000 kristne i bevægelsen ”Vie et Luimere” (Liv og Lys). Der er 270 sigøjnerkirker i Frankrig, og de har 1.670 prædikanter uddannet på deres egen bibelskole. En stor del af prædikanterne rejser gang på gang ud som pionérmissionærer til Tyrkiet, Ungarn, Slovakiet, centralasiatiske stater og så videre. De har arbejde blandt sigøjnere i 40 lande - blandt andet Indien.

I Spanien har sigøjnerne over 1.000 kirker, 2.500 prædikanter, og der er omkring 400.000

kristne sigøjnere i landet.

I England - eller rettere Storbritanien - har sigøjnerbevægelsen, som her hedder ”Life and

Light (Liv og Lys) nu 30 kirker og 90 prædikanter. De beregner, at der er omkring 10.000

kristne sigøjnere dér. Da vi var med på deres landsstævne i 2002, var der ’kun’ 3-4.000 kristne sigøjnere i landet!

Missionsilden blandt det folkefærd brænder stadigvæk lige så stærkt som i begyndelsen. Evangeliets livsforvandlende kraft ses til stadighed, og Gud stadfæster Sit Ord med medfølgende tegn.

Noget vi har lært ved vores fællesskab med dem, og noget som er påfaldende iblandt dem, er at der ikke skal være, ja, IKKE MÅ være en ’stor mand’ i centrum af noget. Mon det er derfor, at Gud stadigvæk virker iblandt dem, som det vi læser i Apostlenes Gernin

ger - 60 år efter vækkelsens begyndelse.

Tony og Agnete Simpson, Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, Kabul i Afghanistan, af Jens og Jørgen Kruse

Torsdag: Det lille Boeing 767 fly fra SAFI (Afghanistan Airlines) hopper og danser i luften ved indflyvningen til Kabul. 2 tim. og 45 minutters flyvning er snart slut. De brungrå golde bjerge under os

minder os om den lige så svære politiske og militære situation i landet. Under landingen ser vi, at Kabul ligger i en ’gryde’ med bjerge hele vejen rundt – egentlig ganske smukt.

Den internationale lufthavn er også den militære lufthavn med rigtig mange militære fly og helikoptere, derfor er der selvfølgelig også en del kontrol, men mærkeligt nok ingen spørgsmål om vores ærinde i byen. En kontaktmand skal hente os, men hvor er han? Vi vandrer med hver vores kuffert ud af ankomsthallen gennem yderligere småkontroller for til sidst at komme til en lille parkeringsplads, hvor 2 mænd venter os. I en god 4.hjulstrækker begynder en tur fra den ene ende af Kabul til den anden. De mange

biler af forskellig slags skaber total trafikkaos i den store by på godt 5 millioner indbyggere.

Rundkørslerne er de værste; her må man mase sig frem. Der er ingen lyskurve – der er ingen

orden. Hver kæmper sin egen kamp for at komme frem. Politiet prøver flere steder at skabe

orden, men ingen normale færdselsregler følges, kun at man skal prøve på at køre i højre side.

Byen er en stor skrotbunke. Gamle forfaldne lerklinede huse. Åbne spildevandskanaler i vejsiderne. Små forretninger og boder over alt. Masser af mennesker på gaden – børn, hunde, folk på vej hjem fra arbejde, kvinder mere eller mindre tilslørede. Mænd, der har mistet arme eller ben, sælger krydderier eller små tørklæder. I et område ligger der en mængde sandbunker og småstensbunker, og på toppen sidder ejeren og sælger i småportioner. Af og til passerer en kolonne af amerikanske pansrede militærkøretøjer.

På et højdepunkt ligger en stor hvid bygning. Det er hotellet for vestlige journalister og forretningsfolk, der blev angrebet af Taliban for nogle måneder siden, mens der blev afholdt en større konference i byen. Det er 28 grader varmt, men her sidst på eftermiddagen bliver der solgt masser af frugt og grøntsager samt fårekød og kyllinger i de små boder. Man tænker umiddelbart, at Arbejdstilsynet nok ikke eksisterer her i landet.

Byen er en stor skrotbunke. Gamle forfaldne lerklinede huse. Åbne spildevandskanaler i vejsiderne. Små forretninger og boder over alt. Masser af mennesker på gaden – børn, hunde, folk på vej hjem fra arbejde, kvinder mere eller mindre tilslørede. Mænd, der har mistet arme eller ben, sælger krydderier eller små tørklæder. I et område ligger der en mængde sandbunker og småstensbunker, og på toppen sidder ejeren og sælger i småportioner. Af og til passerer en kolonne af amerikanske pansrede militærkøretøjer.

På et højdepunkt ligger en stor hvid bygning. Det er hotellet for vestlige journalister og forretningsfolk, der blev angrebet af Taliban for nogle måneder siden, mens der blev afholdt en større konference i byen. Det er 28 grader varmt, men her sidst på eftermiddagen bliver der solgt masser af frugt og grøntsager samt fårekød og kyllinger i de små boder. Man tænker umiddelbart, at Arbejdstilsynet nok ikke eksisterer her i landet.

Efter 45 minutters kørsel stopper vi op på en lille sidevej og vores chauffør dytter diskret et

par gange. På signalet åbnes en port, og en ældre portvagt får os hurtigt dirigeret ind i en lille gård. Herinde står vi ud af bilen og bydes velkommen af en familie med 4 børn. Huset er pænt stort og ganske godt. Vi bliver anvist et værelse med et par senge – perfekt. Den unge kone har lavet mad til os, men fortæller os samtidig, at familien bliver nødt til at forlade os nogle timer for at besøge en anden familie, hvor faderen netop er frigivet fra fængsel.

Den frigivnes familie vil gerne fejre frigivelsen sammen med bl.a. vores værtsfamilie. Det er for farligt at tage os med, for de ved ikke, om den frigivne bliver overvåget af det hemmelige politi.

Alene i huset slapper vi af og ordner vores bagage. Nye pengesedler findes frem, regnskab

og dagbog skrives, tøj ordnes osv. Der bliver også tid til en lille lur i et rum med aircondition, og selvfølgelig snakker vi om dagens oplevelser.

Fredag: Natten er gået med urolig søvn. Støjen fra ventilatoren og den høje temperatur samt at vi befinder os i 1800 meters højde får os til at vende os mange gange. Under morgenens brusebad falder vandtrykket for til sidst at stoppe, men heldigvis kan pumpen hurtigt startes igen og

sæben skylles væk. Morgenmaden med cornflakes, brød, honning og kaffe er dejlig.

Klokken 10 her fredag holder vi en lille gudstjeneste. En familie med 5 børn samt et par søstre

og en anden mand kommer og alle får mulighed for at fortælle om sig selv og hvordan de er kommet til tro. En mand der har været i fængsel fortæller, at han sammen med 3 andre

kristne var tæt på at blive slået ihjel af 250 andre fanger. Han fik dog mulighed for at tale sin

sag og brugte ca. 2 timer til at fortælle om evangeliet og sin egen omvendelse, som skete ved at se et par udsendelser fra en kristen tv-kanal. Disse 2 timer gjorde stort indtryk, og efter nogle dage blev han løsladt, måske også fordi 2 af de 4, han var fængslet sammen med, var amerikanere. Regeringen ønsker ikke henrettelsesskandaler omtalt i den vestlige presse. Havde det været et sted ude i en fjerntliggende provins var han utvivlsomt blevet henrettet.

Der er 3 retsinstanser i Afghanistan. 1: Regeringen og præsidenten, 2: De officielle domstole,

3: Ældsterådet i landsbyerne (som mange steder har Talibanflertal).

I Afghanistan er der officielt dødsstraf for at vende sig fra islam til kristendommen, hvilket betyder, at flere ved vores gudstjeneste er i konstant livsfare. Ingen må derfor vide, at de er

kristne, og vi kan ikke fotografere dem eller opgive navne.

Mens vi synger kristne sange under gudstjenesten bliver en generator udenfor startet, for at lave så meget støj, at ingen naboer kan høre os. Vi udlændinge fortæller også om os selv og giver et Ord her og der. Til slut beder vi for hinanden, at Gud må bevare os alle.

Under den efterfølgende snak bliver ”kirkegulvet” til et stort bord med dug, og snart sidder vi alle på gulvet og spiser dejlig ris og kylling med salat mm. Under spisningen fortælles om mange frygtelige episoder, og vi må sande, at dette land er et farligt land at leve i.

Lidt længere nede ad gaden ligger en moske, som 5 gange om dagen kalder til bøn. Fra morgen tidlig til sen aften lyder denne monotone klagende mandestemme. Da det er fredag bliver fredagstalen også sendt ud af højtaleren til hele bydelen.

Den ene af de 2 søstre fortæller under middagen, hvordan hun er blevet helbredt for epilepsi

kort efter sin omvendelse. Det fik hele hendes familie til at omvende sig.

Den frigivne fortæller også om sit liv. Han har købt sin kone for ca. 40.000 USD, og fik hende

først at se på bryllupsnatten. Manden fortæller også, at han bad til Gud, om at hans kone ville

omvende sig, men hun stak fingrene i ørerne og løb ud af stuen, når han talte om Jesus, for

hun var en strengt opdraget muslim. I 2 år så hun og mærkede den kærlighed og frihed, der var mellem de kristne, og det overbeviste hende, og i dag er hun lykkelig over at have modtaget Jesus i sit hjerte.

Hen på eftermiddagen da alle er gået, får vi en lang snak med vores vært. Han viser mange

billeder på sin computer bl.a. fra en skole i det nordlige Afghanistan, hvor han har startet flere

projekter. Ældsterådet i byen har givet tilladelse til disse projekter og ved ikke, at de ledes af en kristen mand. Der er en del taliban-aktivitet i området, og de ledere i området, som ikke følger Talibans ordrer bliver dræbt. Meget tyder på, at Ældsterådets sønner tager kontrol om natten og Ældsterådet om dagen.

Vores vært viser os en video, hvor 2 unge mennesker bliver stenet ikke langt fra denne nordlige by. Han har fået denne lille video af en mand, som optog steningen på sin mobiltelefon.

Kort fortalt bliver de 2 unge kærester uden deres forældres tilladelse. De flygter derfor fra

byen, men får efter et stykke tid lov til at komme tilbage uden at blive straffet. Men byen med deres forældre i spidsen tager dem til fange og dømmer dem til stening. Det er grufuldt at se kvinden blive sat i et lille hul i jorden for derefter at blive bombarderet med sten. Til sidst ligger hun livløs på jorden og får et nådesskud med et gevær. Den unge mand bliver bagbundet lagt på jorden og bombarderet med sten af byens rasende unge og gamle mænd.

Vi mærker angsten snige sig ind på os ved at høre og se disse ting, så vi vælger at bede om Guds beskyttelse og visdom, så vi ikke bliver anholdt og kommer ud for grimme ting.

Lørdag: I dag skal vi besøge forskellige steder i Kabul. Derfor går vi ud i gården og skynder os ind i bi

len. Portvagten åbner porten, og hurtigt er vi ude i gademylderet. Igen i dag er der trafikkaos;

vi tager diskret billede efter billede ud af vinduet, mens vi bevæger os frem til et sted, hvor vi

kan købe flybilletter til en by i det nordlige Afghanistan.

Vi har desværre hørt, at SAFIs normale rutefly om mandagen er aflyst på grund af den kommende Ramadan. Vi forsøger at få andre flybilletter hos et lille firma, men det lykkes ikke.

Vi kører derfra og videre gennem byen. Pludselig holder vi ind til vejsiden, og vi får en portner til at åbne en dør til et større hus. Det viser sig at være et lille hospital., hvor vores ven har lejet øverste etage, som de bruger til sykursus og computerskole samt skole for blinde. Det er en fantastisk måde at få kontakt med mennesker på, og for eleverne en stor mulighed for at få

arbejde, når de til sidst står med et fint diplom i hånden.

Nu går turen videre til de 2 søstre, som var med til gudstjenesten dagen før. Også her er

syskole og computerskole. Vi overværer, at en kursusdeltager får sit diplom og viser det fine

tøj frem, som hun har fremstillet. I bilen på vej tilbage taler vi om, at vores ven har mange billeder og information fra det nordlige Afghanistan, som vi gerne må få. Hvis vi derudover kan møde de sidste venner i aften, er vores mål med rejsen nået. Vi har efterhånden fået talt med mange mennesker og fået nødvendig information for at kunne støtte projekterne i fremtiden.

Aftenen bliver lang med udveksling af information og billeder, men også med et godt aftensmåltid med den dejlige familie. Kufferterne bliver pakket og efter nogle få timers søvn, kører vi til lufthavnen og kommer gennem de mange sluser, hvor de igen og igen tjekker vores papirer og bagage. Lettet over til sidst at sidde i det lille fly letter vi og flyver over de høje bjerge omkring byen. Ingen myndigheder har noteret vores tilstedeværelse hos vores venner. Kufferten er fyldt med vigtig information. Danmark venter forude.

Vi ønsker fremover at støtte denne familie og deres arbejde i Afghanistan. Hvis du vil hjælpe os med det, så kan du benytte girokortet her i bladet - husk at skrive pro

jektnummer 6002 i feltet ”besked til modtager”.

Hvis du ønsker at invitere os til at fortælle om vores mission, er du velkommen til at kontakte os. Se vores hjemmeside www.christianfamilycare.dk

Jens og Jørgen Kruse

Christian Family Care, Projekt 6002 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, THAILAND, af Birthe Steffensen

Missions-Nyt November 2011

Jeg havde regnet med at skrive direkte fra Nakhonthai til dette blad, men oversvømmelserne i Bangkok ændrede rejseplanen. Jeg skulle have rejst den 31. oktober, og jeg har en billig billet, som ikke kan ændres, men på grund af den kritiske situation i Bangkok tilbød Thai

Airways at ændre alle billetter frem til den 31. oktober. Det er jeg glad for, men desværre kan

jeg ikke bringe dugfriske nyheder og billeder fra Prayoon og Sathiyaa Maprangs arbejde i Phitsanulok provinsen denne gang. Phitsanulok provinsen har også været ramt af oversvømmelser. Nakhonthai distriket ligger

i bjergene. De har oplevet en usædvanlig voldsom regntid med mange flere ødelæggende

uvejr end sædvanlig og store oversvømmelser. Nu er situationen normaliseret der, og da situationen var værst i oktober måned, havde skolerne ferielukket, og eleverne var hjemme i landsbyerne højere oppe i bjergene. Det lettede arbejdspresset med at udbedre skaderne på skolehjemmet og elevcentrene meget.

Den ældste af volontørerne fra Finland besluttede sig til at rejse hjem tidligere end planlagt på grund af den voldsomme regntid. Hun rejste sidst i september. Den yngre Aino blev til sidst i november. Hun holdt ferie i oktober og har rejst noget rundt med sin far. Det var også en lettelse for Prayoon og Sathiyaa, at de ikke skulle bekymre sig om volontørernes ve og vel midt i de værste oversvømmelser.

Jeg har kontaktet Aino og spurgt, om hun vil skrive til Missions-Nyt om sine 6 måneder som

volontør i Nakhonthai. Hun fortæller lidt om, hvordan det har været at undervise i engelsk.

Birthe Steffensen, Familien Maprang, Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, 6 måneder i rismarkerne, af Aino Sarakorpi, Finland

For over et år siden besluttede jeg, at det var tid til forandringer i mit liv. Jeg sendte en an

søgning til en finsk organisation, som sender volontører til de projekter, som de støtter rundt omkring i verden. Jeg blev accepteret som volontør og fik tilbud om at rejse til Interpedia’s

sponsor projekt i den nordlige del af Thailand - Skolehjemmet ’Halleluja’.

Nu er min tid her ved at være slut. Om kun to uger rejser jeg herfra og fortsætter min tur til andre steder i Sydøst Asien. Jeg ved allerede, at jeg vil savne børnene på skolehjemmet, mine nye thai-venner, og den fredfyldte atmosfære og venlige imødekommenhed, som jeg har oplevet her i Nakhonthai.

De første fire måneder var vi to volontører. Vi underviste medarbejderne på skolehjemmet i

engelsk tre gange om ugen, og når børnene kom hjem fra skole, underviste vi dem. En gang om ugen underviste vi også på en skole i nærheden. Jeg underviste de yngste elever, og min med-volontør underviste de større. Det viste sig at være overraskende svært at undervise. Sprogbarrieren var større, end vi havde regnet med. Thailænderne benytter ikke samtale og leg som et pædagogisk redskab til indlæring. De andre engelsklærere på skolen talte ikke godt nok engelsk til, at vi kunne snakke med dem. Så de planer vi havde lagt hjemmefra, var vi nødt til meget hurtigt at ændre.

Efter nogle få måneder var vi i stand til at føre en samtale med de voksne elever. Børnene på

skolehjemmet var blevet delt op i fire grupper I stedet for den ene kæmpestore gruppe, vi var

begyndt med. Det gik bedre med at tilrettelægge undervisningen efter denne deling. De små lærte at lege og synge på engelsk, og de har også lært nogle nye ord i løbet af de seks måneder. I hvert fald råber de klart og tydeligt ”Hello”, hver gang de ser mig! Vi har prøvet at opmuntre teenagerne til at tale i klassen. De er kun vant til at gentage alt, hvad deres engelsklærer siger. Selv at sige noget, besvare spørgsmål og forme selvstændige sætninger synes at være det allersværeste for alle vore elever. Og det gælder ikke kun dem men også alle andre thailændere, som jeg har mødt rundt omkring, hvor jeg har været, og som jeg har forsøgt at tale med på engelsk.

Jeg vil aldrig glemme min tid her i Thailand. Jeg har haft så mange gode oplevelser, som betyder så meget for mig.

Jeg rejser tilbage til Finland med mindet om glade og smilende børn og lækker thai-mad. Det må jeg lære at lave, for det kan jeg virkelig godt lide.

Aino Sarakorpi

Missions-Nyt nr. 4 2011, TANZANIA, af Tabitha og Torkild Jensen

Kære alle som har givet til nødhjælpen. Vi har netop modtaget missionsregnskabet, og vi er helt overvældet og rørte, over at se så mange, som har reageret på vores opråb om nødhjælp til de, som sulter. Mirjam, Torkild og jeg Tabitha vil gernefra det dybeste dyb af vore hjerter sige jer tusind tak for pengegaverne, som I har sendt til hjælp til nødhjælp, og vores ønske er, at I må opleve, at

I bliver endnu rigere af at give til Guds arbejde. Må Herren rigt velsigne og lønne jer 100 fold

igen.

Vi har på nuværende tidspunkt siden juni købt 5 x 100 sække majs af 100 kg. Hver gang vi køber 100 sækkemajs, bruger vi ca. 20.000 kr. Vi har 200 sække majs opbevaret i en container til senere uddeling, da tørken jo ikke slutter, før der kommer regn igen. At vi kan gøre alt dette, skyldes jer, som har givet penge hertil

Tak for forbøn for at midlerne må slå til indtil denne situation har løst sig!

Lige nu er vi i igen i fuld gang med uddeling af mad til massaiområdet Mswakini Juu.

Vi har besluttet at vi vil dele ud 2 gange hver måned det næste ½ år, indtil de, forhåbentlig, kan få høstet igen. Nøden er stor, og folket lider virkelig meget. I Arusha og omegn har vi fået

en hel uges regn, så alt her er så flot grønt, men det virker så uretfærdigt, at Mswakini ingen regn får. Søen er tom. Det var så trist at se! Ikke en dråbe fik de.

Vi er gået fra at hjælpe 100 familier til at hjælpe 350 familier, og derfor har vi måttet ændre

systemet. Vi er nu et team, der hjælpes ad med at få styr på det hele. Vi har oprettet en RCC (Relief Coordination Commitee) der udvælger dem, der er hårdest ramt. Det er første gang, vi er så mange til at hjælpes ad, og det fungerer rigtig godt.

Mswakini grænser op til 2 andre områder, og kvinderne fra disse områder havde hørt, at der blev uddelt mad, så selv om de ikke var inviteret, troppede de op. Det var rigtig svært at skulle sende dem hjem. De kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var mad til dem, når dem fra Mswakini kunne få, da de jo også sulter ligesom alle andre. Og vi må bare erkende, at vi ikke kan hjælpe alle. Men det knuser mit hjerte at måtte sende dem alle væk.

Tak for jeres trofaste støtte til arbejdet blandt Maasaierne. Tak for forbøn også for at de må få den regn, de har brug for, når regntiden igen kommer.

Vi har lejet en lastbil, så vi kan hente vand til skolen og kirken. Skolen har fået 35.000L vand, så børnene kan få vælling og drikkevand. Men så brød lastbilen sammen, og derfor fik vi ikke

de 20.000L vand, vi skulle have haft til kirken, til at dele ud samtidig med vi delte majsen ud. Vi håber, den er klar snart, så vi kan fortsætte med at hente vand til dem.

Mirjam, Tabitha og Torkild Jensen, Projekt 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, FILIPPINERNE, af Abby og Peter Capili Hansen

Kære Missionsvenner.

Vi bliver involveret i flere og flere missions- og nødhjælpsopgaver på Filippinerne. Og det

er helt fantastisk at se, hvor Gud åbner døre, hvor vi kan gøre en forskel. Vores vigtigste opgaver er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus og hjælpe med nødhjælp til nogle af de fattigeste mennesker på denne planet. Det er ikke nogen nem opgave, men vi er glade for al den opbaking, vi har fået.

Vi tror på, at forkynde evangeliet og give humanitær nødhjælp går hånd i hånd. Vi kan ikke bare gøre en af delene. Vi må både mætte deres maver og deres sjæl med budskabet om Jesus Kristus.

Vi har i flere år fokuseret vores støtte til humanitært missionsarbejde på en stor ø i den

centrale del af Filippinerne, som hedder Cebu. Vi vil også forsætte med at støtte dette vigtige arbejde, da vi elsker deres vision og hjerte for de allerfattigste. Uden vores fantastiske samabejdspartnere på Filippinerne og missionpartnere i Danmark, ville mange fattige børn og deres familier gå fortabt. Det er også her, vi har haft store udendørs kampagner med tusindvis af mennesker.

Nu har vi så fået en mulighed for at være med til at udvikle et nyt missionssamarbejde i Cavite, en provins nær Manila. Vi har kendt disse Guds tjenere i mange år, og nu byder muligheden sig for et bredere samarbejde og samtidig muligheden for at gøre en stor forskel i mange menneskers liv.

Der bor titusinde meget fattige mennesker her, og børnene behøver al den hjælp, de kan få med hensyn til skolegang og rigtig ernæring. Vores venner her er også ved at starte en ny kirke, som vi vil være med til at opbygge med de midler, vi nu har. De mistede deres bygning tidligere på året i en kraftig tyfon, så de behøver vores hjælp. Kirken ligger lige i midten af dette ekstremt fattige område, og med de midler de nu har, gør de en forskel, der både ændrer og redder liv.

I december 2011 vil vi kickstarte dette missionsfremstød og humanitære arbejde. Vi vil have

nogle møder på åbne pladser og børnemøder samt pastorkonference og missionstræning af kirkens medlemmer. Vær med til at bede for disse nye tiltag. Vi behøver jeres forbøn.

Vi vil også medvirke ved en specialskoles julearrangement, som vi også støttede økonomisk sidste år. Men i år vil vi altså være fysisk til stede og hjælpe dem. Peter er også blevet inviteret til at tale i forskellige kirker. Du kan følge nyhedsopdateringerne på www.angelrelief.com

Kære missionspartner, vi bebøver din forbøn. Bøn er et kraftfuld redskab så begynd allerede nu at bede for os og vores samarbedspartnere på Filippinerne; Peter, Abby, Ferdiand, Crislogo, Robert, Cruz, Batan og alle vores medhjælpere. Bed om Guds velsingelse og beskyttelse under Jesus Kristi Blod.

Vi har også brug for økonomisk støtte til udvikling og forsættelsen af dette arbejde. Vores

projektnummer i missionsfonden er 5972 ’Angel Relief’. Skriv det på vedlagte girokort her i

bladet, hvis du ønsker at støtte vores arbejde på Filippinerne. Tak for din hjælp. Må Gud velsigne dig rigt!

Abby og Peter Capili Hansen, Angel Relief International, Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, Mindeord om Bengt Axell, af Elly Lohse Bruun

Tirsdag den 27. september 2011 døde missionær Bengt Axell

Bengt blev født i 1945. Hans far oplevede et stærkt kald til at tjene Gud i Argentina. Det var

svært for moderen at tænke på at rejse om på den anden side af jordkloden med deres dengang 2 skolesøgende børn. Men Gud hjalp dem med at få løst mange vanskeligheder, så den

1. januar 1955 kom familien til Argentina. Efter nogen tid købte faderen et stykke jord til en billig pris på øen Apipe Grande, som lå ude i Parana floden lige på grænsen til Paraguay. At komme til denne ø, var som at blive sat mindst 100 år tilbage i tiden. Beboerne var meget fattige og uoplyste mennesker. En stor del af dem havde aldrig gået i skole. Der var ingen veje og ingen biler. Man kunne kun komme rundt til fods eller på hesteryg. - Her blev grundlagt et børnehjem for forældreløse og uønskede børn.

Bengt havde modtaget Jesus som sin frelser, da han var dreng; men han nærede intet ønske om at komme ud i nogen speciel tjeneste for Herren. Missionær skulle han bestemt ikke være! Han havde set nok af alle de kampe og problemer, hans forældre havde haft. Det var ikke det liv, Bengt drømte om. Naturligvis ønskede han at leve som kristen, for syndens vej tiltalte ham slet ikke. - Ingen forstod, hvorfor den ellers friske knægt blev mere og mere træt og ikke kunne holde til noget. Efter et lægebesøg på fastlandet lå han på hjemvejen og mærkede, hvordan hans hjerte blev svagere og svagere. Hans fødder og ben blev iskolde, og han vidste, at hans liv snart ville være slut, hvis ikke Gud greb ind. Han fortalte selv, at han bad: ”Herre, tilgiv min egenrådighed. Hvis du giver mig livet tilbage, vil jeg tjene dig af hele mit hjerte, hvor end du sender mig, om det så skulle være Apipe.” Herren hørte hans bøn, og Bengt mærkede, hvordan hjertet begyndte at arbejde normalt igen.

I 1967 blev Bengt gift med Laura Boesenbæk fra Give, og parret rejste til Argentina og begyndte deres fælles tjeneste på børnehjemmet. Senere blev Bengt forstander for menigheden i Ituzaingo på fastlandet.

I 1975 fik Laura og Bengt en opfordring fra en lille gruppe venner til at tage ansvaret for en

pinsekirke i provinshovedstaden Corrientes. Den første tid var drøj. Det hændte, at Bengt var den eneste på møde i den store kirke. Familien boede da stadig i Ituzaingo, som ligger 230 km. borte. Men Herren var med og virkede. I årenes løb voksede menigheden, og da Otto og

jeg besøgte dem i 1981, talte menigheden i Corrientes ca. 450 medlemmer, foruden der var

noget nær det samme antal i udposterne i provinsen.

I 1989 sagde Laura og Bengt ja til at blive forstanderpar for pinsekirken i Azuncion, hovedstaden i Paraguay. - Det har været en stor og meget berigende oplevelse 2 gange at følges med Bengt i hans store arbejde. Det var hårdt at køre lange strækninger på ufremkommelige veje, men spændende at høre Bengt fortælle. Vi hilste på utrolig mange mennesker, og hver aften var der naturligvis møde. Vi var med i radiostudiet, med til at åbne en ny bibelskole og med til prædikantdage og meget mere. Bengt oplærte et evangelisationsteam, og han var med til at

grundlægge flere end 200 kirker i Sydamerika.

Ja, Bengt opfyldte sit løfte til Herren, og vi siger: Æret være Bengt Axells minde! Elly Lohse Bruun.

Missions-Nyt nr. 4 2011, En lille juleandagt, af Gardar Ragnarsson

Og det skete! Jesus blev født! Han kom som menneskehedens Forløser. Som min og din Frelser! Hvilken begivenhed. Alle forudsigelserne om Jesus Kristus gik i opfyldelse som be

kræfter for os sandheden i de profetiske ord, vi har i Det Gamle Testamente.

Jesus blev født i Betlehem i Judæa, for således stod der skrevet hos profeten Mika.

Jesus var Guds enbårne søn, undfanget ved Helligånden. Det skete for at det skulle gå i opfyldelse som Herren fortalte ved profeten Esajas.

Da Josef og Maria flygtede til Egypten med Jesubarnet, hvor de blev indtil Herodes´ død, gik

det i opfyldelse, som blev bebudet af profeten Hoseas.

Alle børnedrabene som blev udført i Betlehem og omegn på grund af Herodes´ hadefulde

raseri, var forudsagt af profeten Jeremias.

Josef og Maria bosatte sig i den lille by Nazaret, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. (Mat.2:23) Bibelen er en fantastisk bog, hvor vi har både det Gamle og det Nye Testamente. I denne rodløse tid er der et stort behov for at vende tilbage tid det, som ikke rokkes, og som er hævet over tid og kulturer. Det er den Hellige Skrift!

Den taler ind i nutiden med sin klarhed og skarphed, som et lys der oplyser vores virkelige

tilstande, og Helligånden bruger Skriften som et værktøj til at lede os den rette vej. Dér finder

vi hele sandheden om Jesus, troen, livet og evigheden. Derved slipper vi for at løbe efter alle fablerne, som sværmer omkring os.

I Ordet har vi den urokkelige objektive sandhed som er fundamentet for vor tro som stadfæstes ved den subjektive oplevelse ved troen. Ordet stod fast, - og det vil stå urokkelig fast.

Lad os derfor tro på Bibelens Jesus og holde jul som stemmer overens med dens indhold. Glædelig højtid! - Gardar Ragnarsson

Missions-Nyt nr. 4 2011, BULGARIEN, af Peter Christensen

Kære læsere af Missionsnyt! Jeg takker Gud for endnu en tur til Bulgarien, som jeg holder meget af. Turen startede i Varna, som ligger på Sortehavets kyst. Den fortsatte til Ruse, som også er en stor by - den ligger ved Donau, som danner den nordlige grænse til Rumænien. Og endelig Pleven, som ligger mel

lem Ruse og Sofia. Jeg var cirka en uge hvert sted.

I Varna besøgte jeg Galina og Emanuel Kancheva, som er menighedsplantere både i Bulgarien og i Spanien. Foruden at prædike i deres egen menighed, var der anledning til at træne ledere/pastorer og vi var også rundt i forskellige sigøjner- eller roma- (som de helst vil kaldes) menigheder. Det var herligt at se Gud virke til frelse, helbredelse og opmuntring.

Romafolket har virkelig brug for opmuntring og bekræftelse i deres tro. Efter kommunisttiden -hvor der var et vist socialt sikkerhedsnet og mulighed for at få arbejde - er livet for romafolket blevet meget svært, og det er næsten umuligt for dem at få arbejde. De er henvist til kriminalitet for at skaffe blot de mest essentielle livsnødvendigheder som mad og klæder, og mange gange lykkes det heller ikke. Den høje kriminalitet skaber et modsætningsforhold til andre befolkninggrupper, og det synes som om disse spændinger er i tiltagende. Befolkningen i

Bulgarien er opdelt i 3 hovedgrupperinger: ca. 5 millioner etniske bulgarer, ca. 1,5 m. romafolk og ca. 1 m. tyrkere, som er overvejende muslimer. Der berettes blandt andet om overfald af

skolebørn på vej til skole, røverier fra kolonihaver, som er en vigtig del af befolkningens daglige økonomi, så de kan supplere deres lave indkomst med hvad de kan dyrke af grøntsager. Tak Gud for menigheder i blandt andet Danmark, som sender nødhjælp til romafolkene, de trænger meget til denne håndsrækning.

Man ser da også, at det er meget udbredt i Kristi menighed i Bulgarien, at bulgarer og romafolk ikke blandes i samme kirker. Der er selvfølgelig undtagelser fra dette, og netop Galina og Emanuel, ser det som deres opgave, at arbejde både blandt bulgarer og romafolk, det på trods af, at de er et dygtigt pastorpar, som sikkert kunne have en stor menighed, hvis de arbejdede kun blandt bulgarer.

I Ruse var mine værtsfolk et andet ungt par - Daniela og Ilia Llievi - også et virkeligt dynamisk lederpar. Ilia blev frelst kort tid før kommunismens fald, og efter dens fald deltog sammen med

mange andre begejstrede unge på Livets Ords Bibelskoler i Sofia og i Prag, hvor han mødte

Daniella.

Da de begyndte at danne menighed i Ruse oplevede de, at Gud virkede sammen med dem med store ekstraordinære mirakler. Se f. eks. på billedet hvor jeg står og prædiker og pastor Elia oversætter (der er et stort hjerte og et kors bag ved os). Den pige i den blå bluse, der er foran os, er en af dem der har oplevet store mirakler. Som lille var hun ved at dø på grund af vand i hovedet. Men Jesus gjorde et mirakkel for hende og helbredte hende. Mange fra den familie er en del af menigheden på grund af dette vidunderlige mirakel. Og Gud har gjort mange andre store ting for Daniella og Elia.

I Pleven besøgte jeg mine gode venner Dessi og Venko Tsankovi, som havde tilrettelagt hele turen for mig. De er begge meget musikalske og Venko er til daglig lærer på musikkonservatoriet i Pleven. Foruden at prædike i deres menighed, var der mulighed for at træne deres lederteam hver dag, og jeg må sige, at det blev til dybe venskabsrelationer med disse

pragtfulde mennesker. Der var også mulighed for at prædike på et stort stævne, hvor 10

romamenigheder kom sammen. Jeg prædikede om bibelsk økonomi, fordi hvis romafolkene skal begynde at leve som kristne, er det essentielt, at de oplever Guds velsignelse og hjælp med hensyn til indkomst og arbejde. Mange modtog også frelse og helbredelse.

Gud har lagt romafolket på mit hjerte, og det er min glæde, at jeg, alle steder jeg kom, blev inviteret til at komme tilbage og afholde ledertræningskurser. Det er min bøn, at de kan gennemføres næste sommer. Vær med til at virkelig gøre disse kurser, som betales af Good News Global Outreach, ved at sende dine fradragsberettigede gaver gennem Missionsfonden

-det vil være en stor hjælp og opmuntring. Gud velsigne dig.

Kærlig hilsen, Peter Christensen, Good News Global Outreach, Projekt 5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, INDONESIEN, af Stella Christtreu

Kære venner ”Du kan gøre det!” eller: ”Anda dapat melakukanya”, som de siger på indonesisk! I 4 uger i Indonesien på ’Skolen for Bibelske Studier’s missionspraktik gentog vi denne sætning igen og igen. Og Petra, Marieke, Jurian, og Jakoline og jeg oplevede meget stærkt, hvordan positiv opbakning fra en ven skabte tro til at træde ud i udfordringer langt over egne erfaringer og forventninger. Både hos os som team og vores venner i Indonesien.

Efter 14 timer i luften var det dejligt at træde ud af flyveren og strække benene! Vi blev næsten slået omkuld af den utrolige varme og intensiteten fra Jakartas 10 millioner indbyggere. Tæt trafik, imponerende højhuse

og mennesker overalt.

De første par dage boede vi hos en YWAM kollega Rudy Tatambihe og hans familie i Jakarta. På resten af turen var han vores guide, tolk, chauffør og ven. Han gav os nogle rigtig gode oplevelser i storbyen. Derefter startede vi vores tur. Vi besøgte millionbyerne Tangerang og Bandung på Java og det helt specielle Toraja Land på Sulawesi.

Indonesien er ufattelig stort. Det strækker sig mere end 5.000 km og dækker 3 forskellige

tidszoner. Der er mange forskellige etniske grupper, som gør det spændende at rejse rundt. Overalt blev vi mødt med en overvældende gæstfrihed og overdådige måltider. Ofte bestående af ris og farverige eksotiske retter, som det var en ren fest at smage på.

Formålet med turen til Indonesien var at give vores SBS studerende mulighed for at prædike og undervise i ’Induktiv Bibelstudie Metode’ i lokale menigheder og YWAM grupper. Som ugerne gik fik Jurian, Jakoline, Marieke og Petra mere og mere erfaring og tillid. Gennem forbøn, personlig rådgivning og efterfølgende evaluering, fik de nogle gode redskaber, til at dele

deres budskab med frimodighed fra deres hjerter.

Mit højdepunkt var ugen, som vi tilbragte på øen Sulawesi. I regionen kaldet Toraja Land er

65 % af de 650.000 indbyggere kristne. Vi besøgte YWAM Toraja i byen Rantepao, og vi så

deres store iver efter at tjene Gud og lokalsamfundet og glædede os over, at vi kunne træne dem i bibelstudiemetoder. Vi er sikker på, at især fra denne region vil mange unge blive kaldet til at nå Indonesiens mange millioner med Guds Ord.

Sammen ’planter’ og ’vander’ vi Guds Ord, men det er Gud, der giver væksten. Kærlig hilsen Stella Christtreu, Projekt 5462 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 2011, MISSIONSHJØRNET, af Frede Rasmussen

Solopgangen fra det høje!

Lukas 1:78-79 … ”takket være vor Guds inderlige barmhjertighed hvormed solopgangen fra

det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.

Ordene er skrevet af evangelisten Lukas, som også er den, der har skrevet bibelens første missionshistorie, nemlig Apostlenes Gerninger.

Han var den, der sammen med Paulus, var med til at bringe ’solopgangen fra det høje’ ud til hedningeverdenen, der var udenfor Israel, og som lå i mørke og frygt. Eller som Paulus i Efeserbrevet siger: ”Uden håb og Gud i verden.

Lukas gik helt tilbage til optakten til det, vi fejrer midt i vinterens mørke, det barn, der skulle fødes i Bethlehem, og som var selve solopgangen, der skulle lyse for os, der også var i mørke.

Utroligt originalt at binde hele frelseshistorien sammen til en helhed, som fra hans evangeliums første kapitel går direkte over i Apostlenes Gerningers missionshistorie, og det der var meningen med det hele, at forkynde fredens budskab.

Derfor er julen en tid hvor vi skal takke Gud, ikke kun fordi han sendte sin søn, men fordi han derved banede vej for at kunne sende mange andre ud, der skulle fortælle de gode nyheder, som lyder sådan: ”Der er både et håb og en Gud!” En Gud som har sørget for at ingen behøver gå i mørke. Ingen behøver at leve i frygt, men har fået mulighed for at få ledt deres fødder ind på ”fredens vej.

Jamen, er missionens tid ikke forbi? Overhovedet ikke. Vi har lige fået at vide, at der nu er 7 milliader. mennesker på jorden, og de kan ikke alle nås med moderne metoder som internet, tv m.m. men skal stadig nås af mennesker, der ligesom Paulus og Lukas, gik ud ”i alverden og forkyndte evangeliet!

Lad os denne jul først rette takken op til Gud for frelsens og fredens gave, og så rette tak til alle missionærer, der handler på missionsbefalingen, samt støtte dem både i bøn og økonomi,

så mange flere i 2012 kan fejre en anderledes jul. Frede Rasmussen, november 2011