Missions-Nyt nr. 2 2011 LEDER, af Kenneth Kühn
TILLIDSFULD GLÆDE!
”I alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.” (Fil.1:4-6) I Filipperbrevets indledning findes denne stærke opmuntring, skrevet af den fængslede Paulus.

To motiver bærer apostlens forbøn. Det første er tillid til, at Gud vil fuldføre den gode gerning, som han har begyndt. Ordene refererer tilbage til skabelsesberetningen, hvor de sammen udtryk indrammer fortællingen: ”I begyndelsen skabte Gud,” ”Gud så, at det var godt,” ”Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt” (1.Mos.1:1-2:1).

Den samme Gud som skabte universet, hvor alt var godt, var nu ved at skabe noget nyt i Filippi, og han, som altid fuldfører det han begynder, ville også fuldføre sit værk i dem. Kirken som fællesskab er Guds nye skabning, og Gud starter aldrig noget uden at gøre det færdigt. Denne tillid kan vi også have som kirke i dag.

Det andet motiv var Paulus glæde over at være fælles om missionen. Ordet fælles er Koinonia på græsk, og det betegner hjertelige venskaber, men kan også beskrive et økonomisk partnerskab. Senere i brevet bruger Paulus udtrykket igen: ”I evangeliets første tid… var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter… Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus.” (Fil.4:14-18)

I fængslet, hvor Paulus sultede, havde han modtaget en gave fra Filippi, så han nu med fornyede kræfter kunne tjene Jesus. På samme måde kan vi i dag være med i ”det fælles arbejde for evangeliet.”

 

Lad os i denne tid huske på vores udsendte missionærer, og give dem grund til at bede for os, med det samme motiv af tillidsfuld glæde, som Paulus oplevede i det romerske fængsel, hvor han skrev de breve, som i dag gør sin gode gerning i os.

 

Friske efterårshilsner til alle læsere af Missions-Nyt
Kenneth Kühn


Missions-Nyt nr. 2 2011 Irland, af Tony og Agnete Simpson
”Kan Jesus tænde lys her i vores hus?”, lød spørgsmålet. Vi havde igen besøg af vores franske sigøjnervenner, og vi var sammen med dem for at evangelisere blandt de rejsende folk (irske sigøjnere) i en bydel i Cork. Vi var omgivet af utroligt vilde børn og unge, og det var svært at gøre noget i mere end et par minutter ad gangen.


Der var dog en pige på 9-10 år, som gentagne gange spurgte, om vi ville komme og bede for hendes mor, som var meget syg. ”Hun bor i huset lige derovre”, sagde pigen. I begyndelsen var vi ikke klar over, om det var en fælde. Man lærer efterhånden at være varsom! Vi forstod dog snart, at det var ægte nok og begav os over til huset en time senere, da vi var færdige.


Den syge kone havde 8 børn - fra 14 og nedefter - og havde været i konstante smerter i over 2 år efter en mislykket rygmarvsindsprøjtning, og den megen medicin hun fik hjalp kun lidt eller intet. Desuden led hun af stærk depression. Hun sad bare dér i stuen og stirrede tomt ud i luften, og det var som om, hun var ude af stand til at kommunikere. Hendes mand var der også. Han havde været ude for en bilulykke og havde mistet det ene ben fra knæet og nedefter. Han havde også fået en del andre skader og havde hyppige smerter. Desuden fortalte han om, at de havde de sædvanlige gevordigheder blandt de rejsende folk med slægtskrige og stadige trusler om vold, overfald og forbandelser.

Vi var hos dem i 1½ time. Efter måske 3 kvarter begyndte den unge kone at se ud, som om hun lyttede. Der begyndte endda at komme en anelse af et smil, da vi blev ved med at tale om Jesus. Og da kom spørgsmålet pludeseligt: ”Kan Jesus tænde lys her i vores hus?” Hvilken glæde at kunne bede for dem og tale mere om Verdens Lys! Der var stadig lidt af et smil, da vi sagde farvel.

Vores franske venner besøgte familien et par dage senere og fortalte os, at konen stadigvæk kunne smile. Et par uger senere, efter at vores franske venner var rejst tilbage til frankrig, besøgte Tony og jeg familien igen. Vi blev modtaget ved døren af en smilende ung kvinde, som vi ikke rigtig kendte. Vi spekulerede på, om det kunne være en ældre datter eller anden familie. Først da vi havde talt sammen i 20 minutter, blev vi klar over, at det var den samme kvinde, som vi først havde truffet og bedt for. Så stærk var forvandlingen. Jo, Jesus havde tændt lys dér i huset!

Vores franske venner havde også haft et par gode besøg hos en anden familie, som vi kender en smule. Manden Bernie kom også til et af møderne specielt for de rejsende. Han har læst bibelen i lang tid, og vores franske venner fortalte, at nu havde han ryddet alle helgenbilleder og statuer ud af huset, og han går ikke til messe mere, men læser bare bibelen - og hans kone er holdt op med at stjæle! (Det bemærkelsesværdige er altså kun, at hun er holdt op med det!)

Vores afrikanske venner i vores kirke, Alberto og hans kone Angela, er lige kommet hjem efter en måneds besøg på ”vores udpost” i Congo. De er begge meget trætte efter en meget intensiv tid dér. Gud har virket på en måde, som selv Alberto forundres over. ”Det er bare Gud!” siger de begge.

Da Alberto først købte jord for meget små penge ved sit besøg for 2 år siden, var der intet dér i Kimwenza undtagen fattigdom, elendighed og troldomsmagt. Nu er der en kirke - i brug, men stadig under opførelse. Gud har givet en troværdig bror, pastor Kapinga, som tager hånd om arfbejdet.

Tonys bibelstudiebøger fra Galaterbrevet nåede lige at blive oversat til fransk, så Alberto kunne tage dem med ud til Congo. Nu samles de, der er aktive i menigheden, regelmæssigt med pastor Kapinga og bruger bøgerne til bibelstudie. Andre af Tonys bøger er under arbejde for at oversættes til fransk.

Folk er nu begyndt at komme til Kimwenza, det Gudsforladte sted, hvor igen ville vælge at være hvis de kunne undgå det. Nogle er kommet og sagt: ”Vi vil være med i denne kirke.” De har set noget, som de ikke er vant til, og de har også set, at det ikke var en ’stor mand’, der skal bukkes og skrabes for. Og nogle har set, at Gud er der og har stadfæste Sit Ord med de medfølgende tegn.
Da Alberto først var i Kimwenza, kom en mor med sin lille pige, som faldt med epileptiske anfald mange gange om dagen. Alberto bad for pigen, og der var en stor forbedring. Hun fik kun anfald een gang om dagen, sædvanligvis når hun kom hjem om aftenen. Faderen har meget med troldomsmagt at gøre og er modstander af Evangeliet. Så der er mere end medicinske årsager til pigens ’epilepsi’. Moderen kommer ikke i kirken mere, men pigen er der altid. Vi har i lang tid fået rapporter om en stadig forbedring, og at selv hendes ansigtsudtryk er helt forandret.

Pastor Kapinga og nogle andre samle hver morgen kl. 5 til bøn i kirken. Og hver morgen kl. 5 er der 3 børn, som selv står op og kommer dér til bøn. Det er pigen der havde ’epilepsi’ og hendes to små brødre. Skønt forældrene er alt andet end hjælpsomme, er de kommet i månedsvis. Men de børn ved, hvem det er, der har hjulpet dem - og hvor Jesus er, dér vil de være! Og de børn forstår at bede. For måske et par måneder siden faldt pigen med et anfald, men en af hendes små brødre bad for hende, og de siger, at hun ikke er faldet siden!

Vores missionærer fra Cambodia, Ming og Brenda, har lige været hjemme nogle uger for at besøge Brendas forældre i Cork. De er altid til velsignelse i menigheden, når de er hjemme. Vi takker Gud for, at vi på vores ringe måde for lov til at være med i arbejdet for Guds rige også i Cambodia, en meget vanskelig del af verden.

Vi er ikke så mange i vores kirke i Cork, og midlerne er små i disse svære økonomiske tider, som har ramt mange ret hårdt, og så at sige alle i nogen grad. Ikke deste mindre har Gud givet os et stort privilegium, at vi kan være med i Guds riges ardejde både i Congo og i Cambodia samt den store verdensomspændende sigøjervækkelse - den vækkelse, som er næsten helt ukendt blandt de fleste, selv alvorlige kristne - det gælder jo også ’bare’ sigøjnere!

Cork by behøver også Guds indgreb. Vi har i 2 år forgæves søgt at få planlægningstilladelse til at bruge en ejendom, som vi eller kunne købe til kirken. For et par måneder siden fik vi pludselig en opringning fra vores ejendomsmægler, som har været helt utroligt hjælpsom. Mon vi var interesserede i en anden ejendom i stedet? Han nævnte den ejendom, vi allerhelst ville have, men for nogle år siden, da vi først forhørte os, var prisen helt uden for rækkevidde, og det på trods af, at der var masser af renovering at udføre. Nu er det blevet en helt anden historie, og alle priserne er raslet ned, ejeren er i klemme og vil af med ejendommen. Vores mægler ved, hvad vi har af penge, og at de skal dække købspris, renovering og alle udgifter - og han mener, at det kan lade sig gøre. Vi har fået et foreløbigt grønt lys fra planlæggeren, at det område kan bruges til kirkebrug. Officiel tilladelse tager dog en del tid. Vi mener at beliggenheden er den bedste til evangelisation i byen. Vi regner også med, at der kan etableres en vis parkering. Forhandlingerne er begyndt - og vi beder.
Og vi beder, at Gud vil give os flere arbejdere, for behovet er stort.
Kærlig hilsen, Tony og Agnete Simpson, Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2011 Hungersnød på Afrikas Horn, af Arne Puggaard, MAF
Mere end 12 millioner mennesker står overfor den værste tørke- og sultkatastrofe Afrika har set i mere end 60 år.

 

I skrivende stund er hundredetusindvis af mennesker på desperat jagt efter vand og mad. De forsøger at komme frem til en af de mange flygtningelejre, som er oprettet. Nogle af dem, især børn og kvinder, vil ikke nå frem.

 

Den tid nødhjælpsarbejdere bruger på at rejse mellem de forskellige katastrofeområder spiller en afgørende rolle. Store afstande og dårlige veje gør biltransport både tidskrævende og farlig. Her er MAF’s indsats helt afgørende. Over hele Østafrika er vore fly konstant på vingerne. Hver dag flyver vi hjælpearbejdere og udstyr til de tørke- og hungerramte områder.

 

MAF’s fly har stået i tjeneste for mennesker i Østafrika i over et halvt århundrede. Vi har muliggjort sundhedstjenester, nødhjælp, uddannelse og drikkevandsprojekter, og på den måde vist Guds kærlighed til mennesker som synes glemt af verden. Takket være MAF er ”usynlige” landområder blevet synlige og unåede befolkningsgrupper nået.

 

For at forøge vort beredskab og flykapacitet har MAF overflyttet et Cessna Grand Caravan-fly og to piloter fra Sydafrika til vores base i Nairobi, så vi nu har 7 fly til rådighed i Kenya. Vi har endvidere indkaldt flere mekanikere og andet basepersonale, som arbejder på flyene til langt ud på natten, så de kan være klar igen tidlig næste morgen.

 

Bøn er grundlaget for vort arbejde i MAF. Vi tror at bøn er livsvigtig. Bed derfor for katastrofens ofre og for vore piloter og basemandskab som i øjeblikket dagligt arbejder under stort pres for at vore fly skal kunne bringe hjælpen frem til de mennesker, som sulter og lider under ekstrem underernæring.

 

I så ekstrem en situation som vi står overfor her, redder vore fly bogstaveligtalt liv. Hver gave som vi modtager, både store og små, hjælper os med at fragte hjælpearbejdere og livsvigtig last til mennesker som er desperat efter hjælp.

 

Jeg beder jer indtrængende om at give et bidrag til MAF’s flyoperationer i Østafrika, og til at bede for alle, som nu arbejde utrætteligt for at redde liv. Tak om I vil overveje et særligt bede- og offergaveindslag i jeres kirke ved de kommende møder.

 

På forhånd tak for jeres forbøn og bidrag.

 

Arne Puggaard, formand for MAF Danmark
Projekt 5329 i Missionsfonden, Øremærk gaven: Hungersnød

Missions-Nyt nr. 2 2011 Guatemala, af Poul Søndergaard

Jeg har nu fred i, at jeg skal til Guatemala igen her i efteråret.

Jeg bestiller billet fra midt i november til først i februar. Pastor Alberto har spurgt mange gange, hvornår jeg kommer, og nu er han ved at forberede vores evangelisation. Han har en ide om en tur i båd rundt om søen Largo Itzabal, for der er mange små kirker i landsbyerne, og de er svære at nå ad de dårlige veje. Så skal vi jo også rundt til naboerne i omegnen. Det er rigtig spændende, hvad Gud har forberedt.


Det går fint i kirken dér, for Gud føjer hele tiden nogle til menigheden. Når de i kirken holder kampagner, enten for børn, unge eller ældre, kommer der nye med fra omegnen, og med pastor Albertos gode prædiken, bliver deres hjerter rørt af Gud.


Lige nu indrettes der et køkken i kirken, for Y´men´s har givet nogle penge til formålet. Nu kan de lave maden til kampagnerne på en nemmere måde og til flere ad gangen. Til nytårsfesten kommer der ca. 300 personer. Og til ’alle børns dag’ også op til 300 for der er gratis mad, når vi fra DK sender penge til det. Det er også en fin måde at hjælpe folk i omegnen, som er meget fattige.


Alberto og nogle unge er jævnligt hos fattige i omegnen for at reparere deres huse, som er ved at falde sammen, og hvis de ikke har arbejde, kan det være svært uden dagpenge at bespise en 3-4 børn. Husene er tit kun skure med et eller to rum og ofte uden møbler.


Jeg håber og beder om, at I vil bede for mig, både for arbejdet og for min økonomi, så jeg kan komme derud og være til velsignelse, fordi Gud går foran og velsigner. Bed også om at sproget må falde let igen. Det er spansk, og jeg har ikke noget særlig godt sprogøre.
Poul Søndergaard

Projekt 5675 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2011 Thailand, af Birthe Steffensen
Endnu engang vil jeg begynde med at fortælle om Chindanay, som bor på skolehjemmet i Nakhonthai. Han tilbragte sommerferien på skolehjemmet, og Prayoon og Sathiyaa var optimistiske med hensyn til hans skolegang, hvor han efter sommerferien skulle begynde i en ny skole. Imidlertid var han ude for et uheld på cyklen i slutningen af sommerferien. Han kom så galt af sted, at han blev indlagt på et hospital i Phitsanuloke. Det lokale sygehus i Nakhonthai var ikke i stand til at behandle skaden, og det krævede en længere indlæggelse. Det var utrolig uheldigt !

I Thailand kan man ikke ligge på hospitalet uden at blive passet af pårørende. Det var ikke muligt at sende nogen med fra skolehjemmet, så hans far måtte tage med. På grund af faderens misbrug gav det anledning til meget bekymring, men Prayoon og Sathiyaa og deres ældste søn Parinyaa besøgte ham så tit som muligt.


Jeg blev mindet om et vers fra 1. Mosebog hvor Josef siger til sine brødre: ”I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode ….  og det har været min bøn, at Gud ville vende dette uheld til noget godt for Chindanay. Jeg blev derfor utrolig glad og taknemlig, da jeg talte med Prayoon, efter at de havde fået Chindanay tilbage på skolehjemmet igen. Prayoon kunne fortælle, at der er sket en stor forandring med drengen. Han er så glad for den nye skole og trives i klassen med de nye kammerater. Han er ivrig efter at lave lektier men vil gerne have hjælp til det. Han har ikke det samme kæmpe behov for kontakt – negativ som positiv, som han havde tidligere. Og sidst men ikke mindst, så har de ikke taget ham i at stjæle fra nogen, siden han kom hjem fra hospitalet. Er det ikke godt nyt? Jeg tror, at der er mange, der har bedt for Chindanay. Og Gud hører bøn. Tak for jeres forbøn.


Jeg har tidligere nævnt behovet for penge til at dække skolepenge, transportudgifter og opholdet på skolehjemmet for Chindanay. Det behov er kun delvist dækket, og der mangler stadigvæk 2.000 kr.  Evenuelle gaver til det formål kan sendes til: Projekt 5221 i Missionsfonden. Mrk. Chindanay


Det nye skoleår er godt i gang på skolehjemmet. Prayoon fortæller, at som noget nyt startede de med en camping weekend den 21.-22. maj, så nye og gamle elever kunne lære hinanden at kende, og så de nye elever kunne blive introduceret til livet på skolehjemmet på en afslappet og sjov måde. Som noget nyt er der også dannet et elevråd bestående af 10 elever, som arbejder sammen med staben om livet på skolehjemmet med henblik på at træne eleverne i at træffe beslutninger og tage medansvar. Meget velkendt for os, men helt nye tider i Thailand.


Til november rejser jeg til Thailand og er 3 uger i Nakhonthai hos familien Maprang. Jeg glæder mig meget til at gense dem, og jeg glæder mig til at se og opleve alle de mange forandringer og nye tiltag, siden jeg var der for 3 år siden.

Kærlig hilsen fra Prayoon og Sathiyaa Maprang og Birthe Steffensen

Projekt 5221 i Misionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2011 Tanzania, af Tabitha og Torkild Jensen
Kære elskede venner. Det er virkelig med stor nød i mit hjerte, at jeg skriver dette brev. Vores datter Mirjam og pigerne er lige kommet tilbage fra Danmark, og Mirjam siger: ”Det er med blandede følelser, jeg fortæller dette, for da jeg var i Danmark, fik vi så meget dejlig mad og omsorg, at vi alle tog mindst 3 kg på! Regnen faldt faktisk hver dag. Men da jeg landede i Kenya og kørte med Per hjem til Tanzania, havde jeg mest af alt lyst til at græde af frustration.

 

Her sad vi tykke og tilfredse, og så km efter km af tørt og goldt land. Da jeg var i Danmark, hørte jeg godt nok om, at Somalia har problemer med tørken, og som altid kommer Kenya frem i nyhederne med deres tørkeproblemer, men faktum er, at hele Østafrika lider, og det vil sige, at vores elskede Tanzania også lider forfærdeligt. Jeg sad der og tænkte, her kommer vi fra en verden af overflod og masser af regn, tilbage til en verden, der ikke kan gøre hverken fra eller til for deres egen situation. Mens jeg har taget på den sidste måned, ja så har mine venner i Maasailandet tabt sig ligeså meget.”

Vi vil gerne hjælpe hinanden med at skaffe penge, så vi kan komme ud med mad til de som sulter. Vi vil også dele mad ud til skolerne, da børnene sidder og sover i timerne, fordi de er sultne. En sæk majs koster i øjeblikket 250 kr. og rækker til en familie i cirka 2 måneder.  Vores masai-vagtmænd siger hele tiden: ”Mama hvornår skal vi ud med majs, for de sulter sådan i vores område, og vi tør ikke tage hjem uden at komme med mad”

Dette er et nødråb fra os i Tanzania. Husk ’mange bække små gør en stor å’. ”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.” 2.Kor.9:6-7.

Torkild er på vej hjem fra en børnekampagne syd for Dar es Salaam, som fandt sted i sidste uge. Landsbyen, de besøgte, var 99,9% muslimsk, og det var ramadan, hvor muslimerne faster, så de havde været meget spændte på, om der ville komme nogle børn og voksne på møderne. Til Guds ære så har der været rigtig mange, og flere af de voksne har også taget i mod Jesus som deres frelser, men de går stille med dørene, da de er bange for muslimerne. Men Jesus døde også for muslimerne. Præsten var bare så glad og taknemmelig, for næsten hver aften bad han med flere til frelse.

Nyt om Pudde!
Jeg har noget trist at fortælle om Pudde.
Det er, som om nogle vil af med hende og har formået at komme gift i hendes termokande. Termokanden bliver brugt til hendes flydende kost på grund af operationen. Afrikanerne vasker op udenfor, og børnene havde ikke sat termoflasken og de andre ting ind, da de var færdige med opvasken, og det må være der, det er sket.

Hun måtte hurtigt på sygehuset i en taxi. Hun var bevidstløs, og lægerne kunne ikke komme i kontakt med hende. De havde taget termoflasken, med maden i, med på sygehuset, og dér kunne man konstatere giften. De gav hende modgift og en hel del drops med medicin.

Pudde er nu uden for livsfare og er kommet hjem. Men hvor er det dog synd for sådan en stakkels pige. Hun har været igennem så meget i forbindelse med operationen. Og at være mor for 7 store forældreløse børn er heller ikke altid let. Jeg har en mistanke om, at der er nogle, som er misundelige på hende. Vi har besøgt hende flere gange, og har haft gæster med, og vi har også givet hende gaver i form af gas, en masse af mad osv. Pudde har da også selv fået denne mistanke. Tak om I vil holde ud i bøn for vores kære Pudde.
kærlig hilsen Tabitha og Torkild Jensen, Projekt 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2011 Peru, af Helmi og Felipe Castro
Så er der gået lidt tid siden, at jeg fik skrevet sidst! Ikke fordi, der ikke sker noget her! 

 

Vi fik afholdt menighedens årsfest, og en15års fest for en pige, som virkelig behøver at mærke kærlighed. Vi brugte lejligheden til at invitere teenage-piger, som ikke er kristne, til at høre en kristen musikgruppe og få et budskab! Det gik rent ind!

 

Da vi var på vej til Trujillo fra Danmark og var tæt på byen, havde jeg en meget speciel

drøm, og siden da, har jeg mærket, hvordan Guds Helligånd er nær på en speciel måde.

Vi har haft nogle gode møder, hvor Gud har rørt ved mange, og det er som om, at Gud er ved at vække folk op af deres Tornerosesøvn. Jesus kommer snart!

 

Samtidig er der virkelig kamp. Selvom Trujillo altid har været et sted, hvor der er kamp, og hvor man kan mærke mørkets kræfter, så er det virkelig taget til den sidste tid, og der er mange mennesker, som oplever det.

I oktober skal der være en international heksemesse her i byen, fordi det er et sted, hvor der er megen okkult ”energi”. Men Herren har nogle store ting forude, og jeg kan mærke det i min ånd og i hele min sjæl!

Der sker også mange mærkelige ting her i huset, og flere gange er der blevet dryppet blod inden for vores mur ud til gaden. De, som har forstand på den slags siger, at det er fordi, der er nogle af de okkulte, der har lavet en blodpagt imod os. Heldigvis er der en anden blodpagt, som er stærkere, og det er Jesu blod. Men det betyder ikke, at der ikke først skal kæmpes! Og hvor der er kamp, er der sårede!

 

Der er to piger, som er kommet jævnlig i menigheden, fra de var små. Deres mor er stofmisbruger, og nogle gange har djævelen sagt til hende, at hun skal dræbe sine piger, så de har boet en del hos en tante, som kommer i vores menighed. Moderen har boet sammen med en kriminel, men da han forlod hende, gik hun til en heksemand, som sagde til hende, at for at manden skulle kunne komme tilbage, måtte hun lave et jomfru-offer, så hun tog den yngste pige på 14 år med til heksemanden, for at han kunne være sammen med hende.

 

Pigen er selvfølgelig dybt chokeret, mest af alt, at ens mor kan være sådan. De siger altid, at de ville ønske, at jeg havde været deres mor, og det har jeg sagt til dem, at det er jeg!

 

Vi har snart igen samling for pastorerne og deres koner. For mig er det meget vigtigt, for mange har de samme kampe, som vi oplever. Vi vil også begynde med ugentlige bedemøder for dem, så de, som trænger og forstår behovet for bøn, kan komme.

 

Jeg er meget taknemmelig for jeres fobøn mere end nogen sinde! Jeg kan klart fornemme, at djævelen helst ikke vil have mig i Trujillo, så jeg er meget glad for forbøn!

 

Stort knus og tak for venskab og forbøn!

Kærligst Helmi og Felipe, Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 2 2011 Missionshjørnet, af Solveig Kühn
OM AT SAMLE SKATTE I HIMLEN!
Netop nu rystes verden af en økonomisk krise. Store stater er tynget af enorme gældsbyrder. Verdens ledere samles til krisemøder i et forsøg på at løse problemerne. Flere bankvirksomheder har givet op, og mange aktier har på een gang mistet deres værdi. Den opsparing, mange mennesker havde regnet med skulle forsøde livet fremover, er smuldret væk, og man står fortvivlet og frustreret tilbage. Mange mennesker bruger megen tid på at spekulere over, hvordan man nu bedst investerer sine penge - Kunst? - Fast ejendom? eller måske i guld?

Midt i denne situation lyder Guds Ords stille tale til sine børn. Jesus siger i Mathæus 6:19-20 ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” I den engelske ’Living Bible’ er det oversat udtrykt således: ”Lad være at opbevare skatte her på jorden, hvor de kan smuldre vær og måske blive stjålet, opbevar dem dem i Himlen, hvor de aldrig vil miste deres værdi....” Her finder vi i Guds Ord en opfordring til at investere vores liv, vores tid, vores kræfter og vores midler i et rige, som ikke er af denne verden. Et rige hvor der ikke findes synd og lovløshed, og derfor - et rige som ikke kan rokkes.

Når nogen yder os en gratis tjeneste, kan vi finde på lidt spøgefuldt at sige: ”Du skal få din løn i Himlen.” Men spørgsmålet til os er, om Gud, ved sin Ånd, har fået lov til at føde den TRO ind i vores hjerter på hans Ords sandhed, så hele vores tankeverden og livsstil er præget af den?

I den forbindelse kommer man let til at tænke på patriarken Abraham. Der står om ham i Hebr. 11:9-10 ”I tro bosatte Abraham sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvinger til den samme forjættelse, thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.”

Beretningen om Abraham fortæller os, at selv om han ejede meget på denne jord, så var hans hjerte i himlen. ”Han ventede på staden.” Han levede i åbenbaringen af det, som skulle komme, og det var den kendsgerning, som prægede og styrede hans liv og valg, og som gjorde ham til så stor en velsignelse.

Til sidste en lidt mere personlig reflektion. Vi er nogle, der har nået en alder, hvor vi undertiden føler, at vi ikke har så meget at investere, ikke så mange kræfter og måske ikke så mange midler. Men een ting har vi alle, så længe vi er her, og det er vores tid.

Da Moses var højt oppe i årene, deltog han nok ikke på samme måde som tidligere i Israels krige. Men vi læser i 2.Mosebog 17 om krigen mod Amalek, at Moses stod på højen med hænderne løftet mod himlen, støttet af Aron og Hur. Der som troen på Guds løfter og forjættelser er levende i vores hjerter, kan vi stadig ”samle skatte i Himlen”.

Vi kan løfte vores hænder og hjerter i bøn til Gud for vores missionærer og medarbejdere rundt omkring i verden, og ikke mindst i bøn om endnu en vækkelse over vores land og folk til frelse for mange, som vi skal møde i de himmelske boliger.

Solveig Kühn