Missions-Nyt nr. 1 2011 LEDER: GUDS MENIGHED ER JORDENS SALT af Elly Bruun

Vi, som er så få!! Hvordan skal vi trænge igennem, så vi kan nå verdens befolkning? Menneskers blod indeholder 0,9% salt. Hvis det indeholder mere, dør man. Indeholder det mindre, dør man også. Vi er de 0,9% salt, der hindrer forrådnelse.

I 1.Mos.18 fortælles, at Gud ville holde dommen tilbage over Sodoma, hvis der var 10 retfærdige i byen. For de retfærdiges skyld ville Han spare byen. Guds menighed i denne verden har stor betydning.

Hvad skal vi så gøre for at nå verdens befolkning med evangeliets budskab? Guds vilje med os er først, at vi skal komme til tro på Ham. Når vi er blevet frelst, ønsker Han, at vi skal bringe det, vi har fået, videre. Jesus blev sendt som missionær til jorden. Missionær betyder sendebud. I Joh.Ev.17,18 siger Jesus til sine disciple: "Ligesom Faderen har sendt mig (som missionær) til verden, således sender jeg også jer." Menigheden er en missionær, hvor vi sammen kan elske, tjene og forkynde Kristus.

UDSENDT MISSIONÆR

I Evangeliekirken på Frederiksberg har vi netop haft besøg af en af vore udsendte missionærer, nemlig Bodil Sund Jespersen fra Japan. Det var både spændende og inspirerende at høre hende berette om Guds velsignelse over hendes indsats i Japan. Fra vores børnekirke havde vi øvet en lille sang netop til Bodil, fordi vi hver søndag beder for Bodil og samler penge ind til missionen.

Jeg tror, det er vigtigt med en tæt kontakt mellem missionærerne og hjemmefronten. Det er naturligt, at den tætteste kontakt sker til de missionærer menigheden fast støtter. Samtidig er jeg begejstret for Missions-Nyt, der samler missionærers breve. På denne måde har vore missionærer, som er spredt rundt i verden, også mulighed for at læse om hinanden. Jeg er helt overbevist om, at dette lille blad er med til at udbygge interessen for mission, og at der også ad denne vej kan gøres en indsats for Guds riges fremgang i verden.

GUDS VELSIGNELSE

For at Gud kan velsigne, må vi hver især komme ind i Hans vilje med vore liv. Vi skal ikke høre til i en menighed bare for selv at blive velsignet. I det øjeblik vi kommer ind i Guds vilje, og vil tjene med det vi kan, er det ligesom en kontakt, hvor strømmen sluttes til. Gud er nemlig god, Han ønsker at velsigne.

Elly Bruun

Missions-Nyt nr. 1 2011 IRLAND af Agnete og Tony Simpson

Kære missionsvenner

For andet år i træk fik vi en sne- og isvinter her i Irland. Noget ganske usædvanligt, særligt her i den sydligste del af landet. Møder og samlinger måtte aflyses overalt, fordi folk var sneet inde - eller ude!

Mange af de meget stejle bakker i Cork var så at sige ufremkommelige. Det taget nogen tid, før det irske maskineri kommer i gang med at gøre veje og gader farbare og få is og sne fjernet. Den plejer jo hurtigt at forsvinde af sig selv!! Men denne gang forblev frosten i nogle uger, så noget blev der da gjort. I kirken

måtte vi aflyse et par samlinger i julen, og andre holdtes med betydeligt nedsat deltagelse.

Tony og jeg spadserede den korte vej hertil, og det var vi ikke de eneste, der gjorde. Det hele understreger også behovet for at få vores egen ejendom i byen. Vi har vanskeligheder med planlægningstilladelse til at bruge den ejendom, vi gerne vil købe. I første omgang fik vi afslag på vores ansøgning, af rent teoretiske grunde, som ikke længere er relevante i tidens ændrede forhold. Så nu er vi i gang med at søge i

anden omgang og med nye begrundelser til myndighederne. Vil I være med til at bede for denne sag?

På trods af is og sne klarede Toni og jeg at gøre nogle besøg hos flere af vores rejsende venner (irske sigøjnere). Særligt i 2 af familierne mærkede vi, at Gud havde sendt os netop på dette tidspunkt. Nu beder vi og venter på, at venskaber og åbenhed overfor Evangeliet må lede videre, så de tager standpunkt for Jesus, og der bliver forvandlede hjerter og liv. I næste uge venter vi besøg af vores franske sigøjnervenner, som så trofast gør besøg her igen og igen. Vi vil som sædvanligt arbejde sammen med den og gøre nogle besøg sammen, samt et eller to specielle møder for de rejsende her. Der er også store behov blandt den afrikanske befolkning her, særligt blandt de unge, som er vokset op hér. De afrikanere, som er med i vores kirke, insisterer på, at det er bedst at integrere så meget som muligt med den lokale befolkning på trods af kultur- og sprogforskelle. Men mange afrikanere her går den lettere vej og opretter deres egne kirker. Der er efterhånden en hel af dem i Cork, nogle forholdsvis bibelske, andre yderst blandede. Vi beder om, at Gud vil kalde de, der særligt kan nå og hjælpe mange af de rodløse afrikanske unge hér. Vi ser problemerne i horisonten allerede.

Oversættelsen af Tony’s bøger til fransk skrider godt fremad, og vi forventer at Galaterbrevet, med titlen ’Denne vej til frihed’, snart bliver færdig. Hebræerbrevet er også på vej. De franske kristne sigøjnere er meget interesserede i at få bøgerne på fransk. Disse sigøjnere er samtidig meget påpasselige med, at

alt skal måles efter Guds Ord, og de afviser alt, hvad de ikke kan finde nogen bibelsk begrundelse for. De

har ikke ladet sig hjernevaske med, at de altid skal være ’positive’! Så de mange ’kloge’ menneskeidéer

og metoder, der findes blandt bekendende kristne, bliver hurtigt kasseret.

I Congo er situationen desværre ofte helt modsat, og alt muligt florerer i kristendommens navn. Mange

dér, som ganske vist går i kirke, ved faktisk ikke, hvad kristendom virkelig drejer sig om. Alberto regner med at tage nogle af bøgerne med sig når han og hans kone tager til Congo i 6 uger til sommer. Bøgerne kan let reproduceres efter behov i Congo. Og der er efterspørgsel allerede. Ja, der er nok at bede for.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 TANZANIA af Tabitha og Torkild Jensen

Kære venner af Missions Nyt.

Først vil vi gerne sige jer tusind tak, fordi I beder for os og støtter vores arbejde. Det gør, at vi kan nå ud

til endnu flere, som trænger så hårdt til en hjælpende hånd.

Vi vil gerne fortælle jer om en ung kvinde, der hedder Pudde, og som har taget 6 forældreløse børn til sig.

Det hele startede, da Pudde var en stor pige på vej til søndagsskole. Da hun, som den første kom hen til kirken, mødte der hende et forfærdeligt syn. Hun så en stor bærepose, som hun syntes, der var noget mystisk ved, hvorfor hun gik hen for at se nærmere efter, hvad der var i posen. Hun blev fuldstændig chokeret, da hun så, at der var en nyfødt baby i posen. Om barnets håndled, var der bundet en seddel, hvorpå der stod: ”Jeg vil ønske, at der er nogen, som vil tage sig af min lille pige og give hende et godt hjem:” Pudde løb i fuld fart hjem til sine forældre, der straks fulgte med hende, for at se om det virkelig kunne være rigtigt. De besluttede sig omgående for at tage sig af den lille pige og give hende en tryg fremtid. Pigen hedder Dorris. Hun er i dag 17 år og går i 9 klasse.

Pudde tog sig en læreruddannelse, og for øjeblikket er hun lærer på en skole ikke langt fra, hvor vi bor. Desværre er Puddes mor blevet alvorligt syg og har været indlagt i 6 måneder. Pudde må derfor tage Dorris til sig, da moderen ikke længere magter at have hende boende.

Pudde har derfor opsøgt os, og Tabitha tog med ud for at se på de forhold, hun bor under. Og Tabitha fik

et chok, da hun så hvor fattigt de bor, og at området mest af alt minder om et slumområde. De bor i et lille lerklinet værelse på 3 x 4 meter med jordgulv og uden elektricitet og vand. De har bare een seng, hvor de må sove 6 personer, så de må ligge på tværs af sengen for at få plads nok. Endnu en sover på sofaen. Taget er utæt, og det regner ned. Værst er det, når det regner om natten, for det betyder at de ofte bliver syge. I Danmark ville det helt sikkert ikke engang være tilladt at holde husdyr i et værelse som dette.

I nabohuset bor en medicinmand, som kaster onde ånder på dem, fordi han ikke bryder sig om kristne i nabolaget. Dorris er blevet angrebet af ånderne, og om natten gør hun som en hund. Hun har været på

hospitalet flere gange for at blive undersøgt, og selv lægerne siger, hun ikke fejler noget. I øjeblikket er der flere kristne, der beder for hende, om at åndsmagterne må vige fra hende.

Da Pudde som barn så, hvorledes hendes forældre tog sig af nødlidende børn, fik hun selv et hjerte, der

bløder for at hjælpe forældreløse børn. Hun har nu taget 6 forældreløse børn til sig.To af børnenes for

ældre er døde af AIDS. Et barns forældre døde begge i en trafikulykke. To søskende er forældreløse da faderen er død af AIDS og moderen sporløst forsvundet. Nu er Dorris så også flyttet ind i det lille værelse,

som allerede er overfyldt.

Efter vi besøgte Pudde, kan vi ikke få hende og børnene ud af vores tanker. Derfor har vi besluttet, at vi vil hjælpe hende til et bedre sted at bo. Det vil helt sikkert også være mere betryggende for dem alle at komme væk fra medicinmanden.

For 250 kr. om måneden vil hun være i stand til at få 2 værelser med strøm og vand. Tak om I vil huske Pudde og børnene i bøn, så der må komme en løsning på deres problemer.

Vi har fået skolepenge til alle børnene undtagen til Dorris. Vi har fundet en god, men lidt dyr, kristen kostskole til Dorris, men det vil givet være det bedste sted for hende. Hun trænger til et sted hvor hun er omgivet af Guds kærlighed. Det koster 500 kr. måneden, men hvis vi kunne få to støtter til hende på 250 kr. så er det en mulighed. Vores bøn er at Herren vil gøre det muligt for os at hjælpe Pudde og hendes 6 børn økonomisk. Engangsbeløb vil også være kærkomne, da det vil gøre det muligt at hjælpe hende videre umiddelbart. Kærlig hilsen fra Tabitha og Torkild.

Projekt 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 FILIPPINERNE af Peter og Abby Capili Hansen

Missionsnyheder Fra Filippinerne. I december måned støttede Angel Relief forskellige projekter på Filippinerne. Det første projekt var at støtte en stor julefest på en specialskole for psykisk og fysisk handicappede børn. Det er en kristen ledet skole med over 100 elever med stort behov for hjælp. Disse børn ville være aldeles fortabt, hvis det ikke var for, hvad denne kristne skole gør for dem. Vi har kendt lederen af skolen i mange år, og de gør en fantastisk forskel i menneskers liv.

Selve julefesten blev holdt i nogle store lokaler hos McDonalds, hvor der var et stort program. Vi spon

sorede 90% af festen, hvor børnene fik filippinsk julemad og en masse slik. Derudover fik alle også

julegaver fra Angel Relief. Ved festen var der underholdning hvor McDonalds hjalp med. Der var dans og musik, hvor nogle af eleverne også selv optrådte.

Elever, lærere og forældre var meget taknemlige for den hjælp, vi gav til dette arrangement. Gemma Cruz, som er leder for skolen gav udtryk for, at det var den bedste fest, skolen nogensinde havde haft. Udover festen sponsorede vi også skolematerialer og andre ting til skolen. Dette er noget skolen, eleverne, forældrene og lærerne aldrig vil glemme. Tak for din støtte og forbøn.

Det andet projekt, vi støttede, og forsat vil støtte, er konstruktionen af en nyt hjælpecenter for hjemløse børn i Cebu på Filippinerne. Som ved julefesten for specialskolen har vi også kendt lederen for dette arbejde i mange år og føler os meget trygge ved hans måde at lede og fordele arbejdet på. Pastor Robert, som er leder og pastor for en del kirker i dette område, har en fantastik nød og vision om at nå de fattigste af de fattigste med evangeliet om Jesus Kristus og med humanitær nødhjælp. Så vores vision går hånd i hånd med hans, og vi ser frem til meget mere samarbejde om kampagner, møder mm.

Bygningsprojektet, som de snart er færdig med, vil være med til at tjene tusindvis af hjemløse børn og fattige. Her vil de få kristen undervisning, mad og tøj samt mulighed selv at tjene deres egne penge. Vi støttede også deres juleprogrammer iblandt de fattige, som bor på den store losseplads uden for byen. Vi giver dem mad, så deres dagligdag bliver lidt nemmere at komme igennem. Vi kan kun sige tak til vores trofaste supportere i Danmark. Tak for jeres forbøn og støtte.

Vi er også begyndt at lave tv-programmer både på Dansk og Engelsk. De danske programmer bliver sendt overalt i Danmark på lokal-tv. Programmet hedder ’Gospel Miracle Med Peter Capili Hansen’. Du kan også se de engelske programmer på vores hjemmesider: www.angelrelief.com eller www.gospelmiracle.org.

Vi har et nyt stort projekt, som vi gerne vil tage hul på. Vi vil gerne etablere vores og Angel Reliefs

arbejde på Filippinerne, så endnu flere tusinde vil få hjælp og høre evangeliet om Jesus Kristus. Vi har

en vision om at lave et Angel Relief Center på Filippinerne. Her vil der blive plads til undervisningslokaler, beboelse for kortidsmissionærer, kontorer og konferencelokaler. Navnet på projektet er Angel Relief Center. Med dette hus vil vi gøre en meget større forskel end vi kunne have drømt om for bare nogle år siden. Hvis du ønsker at støtte dette projekt er du meget velkommen til at sende Angel Relief en gave, øremærket til projektet. (Skriv”Angel Relief Center og Projektnummer 5972 Angel Relief”).

Hvis du ønsker at give en gave til vores mission, så husk at skrive vores projektnummer i missionsfonden på girokortet i ’besked til modtager’.

Husk at bede for vores kommende missionsfremstød i slutningen af 2011 på Filippinerne, hvor vi vil have store børnekampagner og evangelisationsfremstød to forskellige steder, samt uddeling af endnu mere mad og materiale.

Hvis du ønsker at invitere os til at fortælle om vores mission i din kirke, er du velkommen til at kontakte os. Du kan skrive en email til os på denne emailadresse: petercapilihansen@gmail.com. Gud Velsigne Dig. Peter og Abby Capili Hansen Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 BRASILIEN af Kirsten Solveig og Raimundo N.V. Pinheiro

Kære Venner i Danmark Ja, det er tiden for lidt ’up to date’ fra os her, nu vi er i det nye år 2011.

Vi har været bortrejst i flere uger, og jeg er lige kommet tilbage her hjem, efter et par uger i Macapa og

Calçoene også, så jeg beklager her indledningsvis, at vi ikke har kommunikeret ret meget, i de forløbne uger.

Vi vil allerførst give en tilbagemelding omkring min tur til Danmark - de uger, hvor jeg var i det smukke hvide vinterlandskab - dog mest indendøre, da det jo var koldt for en, der nu er vant til de tropiske grader. Det var en speciel god tid, hvor jeg genså en del venner. Jeg var i stand til at fuldføre det planlagte program i rimelig grad, og holde jul med familien. Men den 29. december ankom jeg til Brasilien igen, og kunne fejre nytåret sammen med Raimundo, der klart længtes efter min tilbagevenden til hjemmet.

Og så omkring vores tur til flodfolket i Para-staten, som var en spændende og intensiv tid på mange måder. Vi var et lille team, med især et par, meget dynamiske og målrettede team medlemmer, der virkelig

gjorde deres til, at vi fik lov at se nogle umiddelbare frugter, og på ingen måde mistede de muligheder,

som Gud lagde til rette. Vi havde et par træningsdage i Belém inden det for alvor gik løs, efter vores ankomst fra den 25 timer lange bustur nordpå den 11. januar. Vi var et sted, hvor vi samarbejdede med en lokal Pinsekirke. Vi arrangerede en 5 dages ferieskole for børnene om eftermiddagen, og vi var også med til en skoleafslutning en formiddag. Vi var rundt på husbesøg, og vi var med til en aktion på sundhedsområdet en lørdag, hvor vi også begavede familierne i området med skolematerialer, tøj og evangeliske blade, ud over, at der var mulighed for at se tandlæge og læge, og få receptordineret medicin og undervising i rigtig ernæring etc. Det er et folk, der bor isoleret, uden nogen normal assistance på sundhedsområdet.

Raimundo og jeg rejste fra Belém videre til Macapá den 25. januar, hvor han var en lille uge, og jeg blev helt frem til den 7. februar, da jeg skulle se til alle familierne i fadderskabsordningen. Jeg tog også til byen Calçoene inde i landet, hvor det blev til en afsked med Mick, der har været missionær der, men nu er taget på et rådgivningskursus i Recife. I Macapá blev det også til en afsked med Rochellane, der har arbejdet 5 år med fadderskabsordningen. Hun fortsætter måske lidt endnu som frivillig, men så nok mest på hendes område med psykologi - i kraft af samtaler med børn, der specielt har brug for det, sammen med en anden frivillig kristen psykolog. Der kører et mindre syerske kooperativ i lokalcentret et par gange om ugen, hvor en moder koordinerer, og en UMO medarbejder, Maria, vil gå ind omkring nogle få funktioner også, især lektiehjælp, til dem, der er bogligt svage. Jeg tager tilbage i april til koordineringen af en påskelejr for pigerne, og vi holder også et 2 dages intensivt kursus i humane relationer for teenagerne. Så det er en tid med lidt forandringer, men vi håber, er til det bedre, på forskellige måder. Vi vil forsøge

at have intensive flere programmer frem for faste ugeprogrammer kun for nogle. Vi ser, at en stor del af

vores fadderskabsfamilier nu har fundet ind i forskellige menighedssammenhænge, der hvor de bor, og det glæder vi os meget over. En del af børnene er fyldt og fylder 15 og ophører i ordningen automatisk.

Der er til stadighed noget at gøre. Vi holdt Raimundos fødselsdag her i februar. Og vi har gjort hovedrent i huset, vasket tøj i lange baner, de det har været indelukket i 3 uger, hvor det har regnet meget, så tøjet i klædeskabet får uundgåeligt lidt muggen lugt. Det gjaldt også alt klovnetøjet, som vi har haft med os på rejsen til Pará. Vi havde et program her fredag den 17 og lørdag den 18. februar for børn ved feriestedet Canoa Quebrada, samt salg af bøger og forskellige kreative materialer, til børnearbejde især, ved et marked lørdag.

Vi planlægger også at hjælpe menigheden der med en retræte for deres unge i fastelavnsferien, hvor de kommer på besøg her hos os. Det er en gruppe på omkring 30, så vi forventer liv i huset, i den tid, ud over det normale! Vi skal undervise dem i forskelligt.

Vores e-mail forbindelse her er ikke den allerbedste, men nogle kommunikationer kan vi klare her fra huset af. Vi har sat en antenne op, så vi bedre kan fange signalet. Også mobiltelefoner har ikke det bedste signal her, men går vi ud på vejen udenfor grunden, kan vi opfange signalet og ringe. Det positive er dog, at vi kun bor her midlertidigt, da vi jo er i gang med at bygge vores hus, der ligger en halv km fra, hvor vi lejer nu, og der er signalerne generelt bedre. Men det er altid dejligt at modtage noget med posten - og tak til jer, der har sendt.

Vi beder over, og vi tænker på at fortsætte med at leje her, og starte rehabiliteringshjem op, da det er et ideelt sted til det formål. På grunden ved søen har vi endnu ikke fastlagt en endelig struktur til unge drenge. Vi ved dog, at vi har brug for stabile, ansvarlige og modne mandlige medarbejdere hertil, så vær især med til at bede for dette. Byggeriet af vores hus skrider langsomt fremad, vi skal til at gå i gang med råstrukturen til en første sal. Det er imidlertid regntid her, så det komplicerer byggeprocessen lidt.

Vi har været lidt ramt af forskellige skavanker, og virus’er, der er i luften, men er nu ved at komme ovenpå igen. Jeg har nu endelig fået mit brasilianske identitetskort, så det er jeg taknemmelig for. Her skal kørekortet fornyes hver 5. år, så jeg skal op til en teoriprøve her i marts eller april og til lægetjek, for at få det for yderligere 5 år, men jeg beder til, at det må falde mig let. Vi holder vores generalforsamling i missionen her i marts måned, og vi påtænker nu og her at købe en brugt folkevognsbus, frem for en minibus eller større bus til vort arbejde, da vi faktisk kan få en for de midler, vi allerede har fået samlet sammen. Der er lidt fotos fra vores tur på www.circusvictory.blogspot.com hvor der også er oplysninger om cirkusturneen i juli, for interesserede. Vi vil gerne have deltagelse af folk fra andre lande også, så det kan blive en international trup.

Mange kærlige hilsner og tanker til jer kære trofaste. Vi håber, I har det godt. Kirsten Solveig og Raimundo N. Valentim Pinheiro

e-mail adresser: ircovitoria@gmail.com - kirsten_solveig_larsen@hotmail.com Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 GUATEMALA af Poul Søndergaard

Det er nu snart 3 år siden, Gud sendte mig i Guatemala i 3 måneder, og det var 7. gang jeg var der. Jeg er stadig aktiv i den kirke, hvor pastor Alberto er præst, men nu gennem e-mail og telefon. Præstefamilien

er flyttet til en lille kirke 15 km fra Coban. Byen hedder La Isla. Hver uge er jeg i forbindelse med pastor

Alberto, og støtter stadig familien økonomisk, da der stadig er 3 børn i skole. Den største Jaime er nu færdig med uddannelsen til mekaniker, og søger arbejde. Menigheden er fattig og kan ikke betale Alberto så meget, at der er til skolepenge foruden mad og alt det andet. Når de holder kampagne i kirken, enten for unge eller i søndagsskolen, kommer der altid nogle med udefra, og når de hører Albertos prædiken, er der mange, som omvender sig. Ungdomsafdelingen er vokset fra de 6, der var i begyndelsen i den nye kirke, til nu 70 unge. I de sidste 3 ungdomstræf er der blevet omvendt 20 unge. Der er 125 i søndagsskolen, og da Alberto kom til kirken, havde de slet ingen søndagsskole. Der er nu 255 med i kirken i alt.

De havde behov for at stabilisere kirkebygningen, ”for hvis der kommer et jordskælv, vælter det”, sagde Alberto, og det er slemt, hvis det er i kirketiden. Jeg har samlet ind til renovation, og der blev udført en stabilisering. De mangler også et køkken. Lokalerne er der, men indretningen og køkkengrej med gasinstallation mangler.

Der sker så meget i Guatemala, så jeg vil takke for forbøn og støtte. De havde ’alle børns dag’ den 4. ok

tober med 150 børn. Alberto skriver, at det var en fin dag, og 11 nye børn var bevidste om at følge Jesus,

og var oppe til forbøn. Vi syntes at det er tidligt at vælge, men Jesus tager imod - især børnene.

Sidst i november begynder børnenes ferie i skolen, og kirken holder først i ferien bibelskole for børnene i 4 dage, med 4 timers aktiviteter hver dag. Der plejer at være mange børn der fuldfører undervisningen og da får de et diplom for deltagelse. Der var 150 børn som deltog. Børnene får undervisning, leger og får mad, og til sidst en lille gave. Det trækker børn til, for mange børn får ikke gaver ligesom hos os, såsom julegaver eller fødselsdagsgaver, men til fødselsdag skal der helst være en lagkage til gæsterne. Jeg modtager email hver uge og mange billeder om kirkens situation, og jeg kender pastor Alberto og familie og ved jeg kan stole på dem. De fører også regnskab, som jeg har set, og det er betryggende, især når vi hører om så mange, der kæmper med koruption og store omkostninger. Alberto og Luvia med deres skolesøgende børn, kan ikke leve af deres præsteløn, og derfor har de brug for støtte for at eksistere og være effektive for Gud begge to, uden at Luvia skal arbejde udenfor kirken.

Jeg vil gerne ud og hjælpe med evangelisation igen, men Gud må gå foran, og det har jeg ikke fred i endnu. At bede for arbejdet er det vigtigste, men at bede for deres kampagner og vækkelse, - og ikke samtidig hjælpe dem økonomisk, så det bliver muligtgjort for dem, er forkert i min tankegang.

Jeg er så taknemmelig til Gud, at jeg har fået kirken dér at arbejde og bede for. Der er mange som syntes at bare de beder en lille bøn en gang imellem, er det godt. Hvad tænker Gud om os, og hvad skal vi svare når Gud engang spørger os, om vi har gravet vores talenter ned i banken. Gud har nok givet Danmark så gode kår, for at vi kan vise kærlighed til vor næste. Vi har forskellige nådegaver, men vi skal bruge dem vi har fået betroet.

Nogle skal rejse ud, og andre skal bede og støtte, osv. For det er evigheden det gælder, og ikke mad alene. ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus

Kristus” (fra Jesu bøn, Johs. 17,3). Vær med til at bede og støtte så flere kommer til at kende Ham.

Poul Søndergaard Projekt 5276 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 THAILAND af Birthe Steffensen

På skolehjemmet i Nakhonthai bor der primært børn, som kommer fra to stammelandsbyer i bjergene cirka 125 km fra Nakhonthai. Jeg har tidligere fortalt om to thailandske piger fra Naa Gai Khia, som le

vede en kummerlig tilværelse i landsbyen, forladt af forældrene og overladt til andres forgodtbefindende.

Menigheden i Naa Gai Khia ønskede at hjælpe dem, og de kom til at bo på skolehjemmet, hvor de blev hjulpet. De har udviklet sig godt, og der er skabt kontakt til deres forældre, som besøger dem på skolehjemmet en gang imellem.

Prayoon fortæller om en thailandsk dreng, som de også er blevet bedt om at hjælpe. Han hedder Chindanay, han er 9 år, og han kommer fra landsbyen Baang Yaang, som ligger i et meget fattigt område af Nakhonthai distriktet. Chindanay kommer fra en familie med store misbrugsproblemer. Han er selv præget af misbruget. Han er med i Compassion projektet i menigheden i Baang Yaang, men han har ikke været i stand til at passe skolen. Han har ikke kunnet modtage undervisning, når han har været i skole, han har pjækket, knyttet sig til dårlige kammerater, og han har stjålet til sig selv og til familien. Skolen i Baang Yaang gav op, og menigheden vidste heller ikke, hvad de skulle stille op. Sammen har de henvendt sig til myndighederne, og forskellige ting er blevet forsøgt for at hjælpe familien, men det har ikke været muligt at få dem ud af deres misbrug.

Menigheden i Baang Yaang har flere gange bedt Prayoon og Sathiyaa om hjælp, og Chindanay har i

perioder i løbet af de sidste 1½ år boet på skolehjemmet. De har i nogen grad været i stand til at hjælpe

ham, men når han er flyttet hjem til familien, går det galt igen med det samme. Chindanays mor ønsker at

hendes dreng skal bo på skolehjemmet. Hun indser, at det er det allerbedste for ham.

Det er ikke uden problemer at sige ja til opgaven. På skolehjemmet har de også erfaring med, at han pjækker fra skolen, stjæler fra andre i klassen og stjæler fra de andre på skolehjemmet. De har været mest stemt for, at han skulle overgives til myndighederne, da han er for skadet, til at de kan tage ansvar for ham. Udover hans mor ønsker menigheden i Baang Yaang også, at Chindanay skal bo på skolehjemmet i Nakhonthai. De er overbevist om, at han der vil blive bedst hjulpet. Efter mange overvejelser har Prayoon og Sathiyaa og deres team derfor besluttet at sige ja til denne svære opgave. De har lagt en plan gående ud på, hvem der skal have ansvar for ham på skolehjemmet, hvilke skole han skal gå i, hvem der skal hjælpe ham med lektier, og hvordan de kan motiverer ham til fritidsinteresser. Det nuværende skoleår slutter i marts måned, og den skole, han går i nu sammen med andre elever fra skolehjemmet, har sagt ja til at beholde ham resten af skoleåret. Derefter skal han skifte skole til en mindre skole, hvor hans særlige behov bedre kan tilgodeses.

Prayoon og Sathiyaa er i gang med at søge midler til at dække udgifterne til opholdet på skolehjemmet, transport til og fra skole, skoleudgifter og lektiehjælp. Chindanays forældre kan ikke betale noget, menigheden i Baang Yaang bidrager lige nu med, hvad de kan, og familien Maprang og deres team bidrager også, men i det nye skoleår stiger omkostningerne, og det er derfor nødvendigt, at de får hjælp, hvis deres plan skal lykkes. Det er muligt for os at hjælpe Chindanay ved at sende penge til Missionsfonden mærket: Projekt 5281 – Chindanay. Pengene er selvfølgelig nødvendige, men det er vores forbøn også – både for Chindanay og for dem, der på en særlig måde får ansvar for ham.

De varmeste hilsner med tak for forbøn og støtte fra Prayoon og Sathiyaa Maprang

Projekt 5281 -mærket: Chindanay i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 PERU af Helmi og Felipe Castro

DET BEDSTE KAN INGEN TAGE FRA OS!

Når jeg ser tilbage på sidste år, så er jeg dybt taknemmelig til Gud! Jeg var jo så tæt på at dø for et år tilbage, og efter tre måneder, hvor jeg måtte holde mig i ro, så var jeg besluttet på, at den tid, som jeg endnu får her i livet, den skal bruges godt!!!

Så lige ude af min ’holde hoved på plads rustning’, da tog vi til Cuzco med nødhjælp til en lille landsby, som var blevet oversvømmet. Derefter er det gået slag i slag. I efteråret var der en del kvindekonferen

cer, hvor jeg fik lov til at dele Guds Ord, og til jul, fik vi alle julearrangementerne på plads, lige efter vores

længsel og ønske! Specielt at kunne forkæle alle pastor familierne fra alle kirkesamfund er en utrolig berigelse for vores og deres liv. Der er sket et kærlighedens under i deres liv!

Inden jul var det så tid til at tage til Danmark, og normalt plejer vi ikke at tale meget om afrejser, men denne gang var det lidt anderledes, fordi Mike, vores yngste søn var færdig med skolen i Peru, og nu skulle på efterskole i Danmark for at tage sin tiende eksamen.

Vi var kun lige kommet ud af huset, så gik tyvene ind, hvilket viser, at de havde kendskab til, hvornår vi skulle af sted, og på godt en time havde de tømt huset for alle værdisager, instrumenter, lydanlæg, computere og så videre for mellem 20.000 og 30.000 dollars. Det ved vi, fordi vagterne havde set det!!!

Det er jo irriterende, at nogle tager det, som har kostet arbejde at få – og til Guds værk! – men så er det gode jo, at INGEN kan tage det fra os, som virkelig er noget værd, for det er evigt, og jeg vil altid glæde mig i Herren! Så tror vi på, at alt samvirker til gode for dem, som elsker Herren! Og jeg er da dybt taknemmelig for, at vi er blevet sparet for kidnapninger, pengeafpresning, og den slags ubehagelige ting!

Så er det nu tilbage til Peru! Man skal aldrig give op! Der er stadig en masse at gøre for Guds rige! Tak for jeres forbøn og støtte!

Hvis I har lyst til at læse mere om mit liv og Peru, så kan I købe ”Et øjeblik et liv!” gennem Alstrup Forlag eller låne den på biblioteket. Det er godt at vi låner kristne bøger på biblioteket!!! Vær med til at hjælpe, så bibliotekerne bliver nødt til at få kristne bøger hjem! Sammen kan vi ALT!

Guds velsignelse, Helmi og Felipe Castro Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 1 2011 MISSIONSHJØRNET: Hvad blev der af Kristi lære? af Gardar Ragnarsson

I vore dage kan man tydelig mærke det vakuum, der er opstået, fordi den kristne kirke ikke har været tydelig nok i sin forkyndelse, samtidig med at fremmede religioner marcherer kompromisløst frem på arenaen. Den religiøse synkronisme har også gjort en ubodelig skade. Tusinder spørger: ”Hvor er vejen?”

En menighed som ikke har en klar kristen lære, har problemer med at komme med tydelige svar til folk, som spørger om livets komplekse spørgsmål. Et læreløst kirkesamfund har ingen fremtid. Dér er ikke megen hjælp at hente for sjælen!

Den kristne troslære forener, men adskiller også. Den religiøse overfladiskhed, som præger vor tid, har

sendt mange mennesker ud i frustrationer, fortvivlelse og mørke. De, som er kommet ind i en læreløs

kirke på de ’lette og overfladiske toner’, aner ikke hvad en kirke er, og har heller ikke klarhed over, hvad

der er at frelses fra, eller hvad man frelses til, ved overgivelsen til Gud ved troen på Jesus Kristus.

Forsoningen, korsets dårskab, som er anstødssten for vantroen, er på mange steder fjernet fra forkyndelsen, og syndbegrebet tilsløret, og derved sandheden om den evige fortabelse. Alt, som er ubehageligt for den stolte menneskenatur, slibes væk. Endog de gode salmetekster, med det gamle evangeliske budskab må ikke ’irritere’ mere. Korsets budskab bør få sin første prioritet igen!

Vi kan ikke gøre evangeliet ’relevant’ for det moderne menneske, ved at fjerne selveste essensen i det. Det bliver da kun til et tandløst budskab, som verdensmennesker er intelligente nok til at mærke tomheden i. Det bliver til et falsk evangelium ved en mangfoldighed af udeladelser.

Kristi evangelium består af ret sammensatte Ord. Derfor har den sidste bog i Bibelen en meget alvorlig advarsel om konsekvenserne af at lægge noget til de profetiske Ord i den bog, - og at tage bort noget afOrdene. Læs selv om dette i Johannes Åbenbaring 22:18-19. Det gælder så vidt hele Bibelen.

Det sande evangelium med det gode, men også det alvorlige budskab, er en hemmelighed, som åbnes ved Helligåndens virke, når det bliver forkyndt, eller ved selvlæsning, og når det modtages i tro. Nytestamentets budskab sætter fokus på Den Herre Jesus Kristus

Paulus henvendte sig til menigheden i Efesus om, at de skulle bede, at ordene måtte gives ham, når han åbnede sin mund, så han med frimodighed kunne kundgøre evangeliets hemmelighed. ”Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom”; sagde han. Han levede i en dyb erkendelse af, at han stod med en missionsbefaling og et evangelium af en åndelig dimension, som er større end den menneskelige fornuft kan fatte, og at intet af det måtte gå tabt i overførelsen fra mund til øre.

Lægen Lukas skriver i Apostlenes Gerninger, at Herren åbnede Lydias hjerte, så hun gav agt på det, som Paulus talte. Hun gik Guds vej og blev døbt og hendes husstand. Det blev til en skøn familievækkelse, fordi Paulus havde fået nåde og styrke til at forkynde et helt evangelium

Paulus sagde til sin unge medarbejder Timoteus: ”Prædik Ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. Thi der kommer en tid, da de

ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der

kildrer deres øren, og de skal vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne” (2.Tim.4:2-4).

Gud sagde engang til sin profet: ”Du menneskesøn: Tal mine Ord til dem ....... hvad enten de hører eller

ikke”. (Esekiel 3:4,11) Dette er en formaning til alle forkyndere. En prædikant skal ikke stå og profilere sig

selv ved at fremhæve sine egne tanker og dygtighed, det bliver folk træt af at høre i det lange løb.

På en prædikestol i en kirke står der en indgravering med ordene: ”Herre, vi vil gerne se Jesus”. Det er kun prædikanten som ser den. Tankevækkende! Folk behøver nemlig at høre om Ham, som engang sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh.14:6).

Gud har ikke sat sin kirke i verden for at være en social hyggeklub, men til et redskab, som er udrustet med kraft og troens nådegaver for at redde folk fra uføre og det evige mørke.

Vi er nu inde i afslutnigen af nådetiden og det er på tide at vågne op! Ud fra Guds trone går der et kald til Guds folk om at vi skal komme tilbage til korset og dets nådebudskab, så at Kristi menighed kan blive sat i stand til at møde det som kommer, og forkynde evangeliet ubeskåret, og samtidigt være klar til bortrykkelsen.

Af nåde bliver vi frelst, ved troen på Jesus, det skyldes ikke os selv, thi det er Gud selv som skænker os gaven, med himmeriget og dens herlighed og evige salighed til slut, som en gave oveni.

Den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen (2.Joh.v9). Dette må vi holde fast ved, thi Jesus sagde: ”Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh.14:23).

Gardar Ragnarsson