Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Leder: Gud virker overalt!

Af Kenneth Kühn

„Af eet menneske har han skabt alle folk på jorden… for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os (Ap.G. 17:26-27)."

Sådan lød ordene fra apostlen Paulus til de religiøse athenere. Gud er ikke langt borte fra jer, sagde han. „For I ham lever vi, ånder vi, og er vi, som nogle af jeres digtere har sagt; Vi er alle hans slægt (v.28)."

Som kristne er det vigtigt at kunne identificere Guds nærhed i vores omverden. Mission starter ikke med os men med Gud. Han åbenbarer sig ikke alene i kirkens fællesskab og i de kristnes liv, men er nærværende overalt i verden. „Hele jorden er fuld af hans herlighed" siger profeten Esajas (Es. 6:3).

Verden er ikke et gudsforladt sted, der venter på, at de kristne skal bringe Guds nærhed. Verden tilhører Gud, og overalt er han i færd med at drage mennesker til sig. Der hvor kirken ikke er, der er Gud. Der hvor Jesu udsendinge ikke virker, der er Helligånden allerede i gang. Han virker med sin kærlighed og godhed iblandt mennesker for at drage dem til sig.

Vincent Donovan skriver i sin bog Christianity Rediscovered om sin missionstjeneste i det afrikanske Masailand: „Masaifolket er elsket af Gud, og tegnene på denne kærlighed er manifesteret i deres liv. Frelse er ligeså muligt for dem, som det er for os."

Som kirke starter vores mission med, at vi får nåde til at identificere Guds nærhed og virke i menneskers liv. Derefter kan vi vise dem vej til Jesus som frelsens kilde. Må Gud velsigne os som kirke med mere af denne nåde.

Kenneth Kühn

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Irland

Af Agnete og Tony Simpson

Guddommelig læseundervisning!

Vi havde nyligt besøg af nogle af vore franske sigøjnervenner, som igen kom for at arbejde blandt de irske rejsende folk på Cork-egnen.

En af dem, Stefan, fortalte os i kirken hvad Gud havde gjort. Han leder en af de mange sigøjnerkirker i Frankrig. Hans kone er aktivt med ham i arbejdet, skønt hun, som så mange andre sigøjnere, aldrig har været i skole og slet ikke kunne læse og skrive.

En morgen havde de lige bedt sammen, før Stefan tog af sted på arbejde - alle sigøjnerprædikanter er selverhvervende. Kun 10 mininuter senere ringede hans telefon. Det var hans søn, som råbte og skreg: „Skynd dig hjem. Mor er lige død!" Stefan kom og fandt sin kone bevidstløs på gulvet. Ambulancen fik hende på hospitalet med det samme. Lægerne sagde, at hun havde en kæmpestor blodansamling i hjernen, og der var stor sandsynlighed for, at hun ikke ville overleve. Kirurgen, som skulle operere, sagde, at der kun var cirka 1% chance for, at hun ville overleve operationen, og selv denne chance ville medføre, at hun ville blive hjælpeløs og handicappet.

Stefan svarede: „Gør hvad I kan. I har jo jeres begrænsning, men min Gud er almægtig, og Han har ingen begrænsning!" Der var megen bøn og forbøn. Efter en 11-timers operation kom kirurgen ud til Stefan med et stort smil og sagde, at han aldrig havde foretaget en lignende operation, der var gået så godt.

Stefan sad hos sin kone, da hun igen slog øjnene op. Det første hun sagde var: „Jeg elsker dig!" Mens hun var bevidstløs, havde Gud vist hende mange forunderlige ting. Et par dage senere sagde hun: „Gud har givet mig en sang, jeg vil skrive den for dig!" Stefan tænkte, at det var da fjollet, for hun kunne jo hverken læse eller skrive, men for at tilfredsstille hende, gav han hende pen og papir. Og så skrev hun sangen for ham, for nu kunne hun ikke alene skrive, men også læse! Fire dage senere kom hun hjem fra hospitalet fuldstændig rask. Og nu kan hun læse Guds Ord, det, som alle de kære sigøjnerkristne værdsætter over alt. Det er ikke uden sidestykke blandt sigøjnerne, at det er Gud, der lærer nogen af dem at læse, fordi de så inderligt ønsker at kunne læse Guds Ord.

Vores egen Mary her i Cork kunne ikke så meget som læse sit eget navn eller kende et bogstav, da hun blev frelst i en sen alder efter et vildt liv. Skønt det var på en mindre dramatisk måde, var det alene Gud, der lærte hende at læse, fordi hun bad så inderligt om at blive i stand til at læse bibelen, for det var jo Guds Ord - til hende! Det er nu over 15 år siden, og Mary er fuld af Skriftens ord. Hun spreder Evangeliet overalt, hvor hun kommer frem, og hun gør det med en stille autoritet, som få kan modsige.

Marys helbred er dårligt, og hun er ofte på hospitalet. En dag sagde alle de andre på stuen: „Mary, du siger, at du slet ikke kunne læse, før du var over 50, og nu læser du bibelen. Hvordan kan det så være, at du ikke kan læse avisen?" „Ja, men den har jeg slet ikke brug for at læse," svarede Mary. „Men hør nu, det her er den Almægtige Guds Ord:" Og så læste Mary hele to kapitler højt og klart. Og det lyttede de alle til - de ville sikkert ikke have gidet høre på os andre!

Bed for arbejdet blandt de rejsende folk i Irland.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete.

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.

Mange hilsner her fra det mere kølige og våde Kenya. Vi har fået så meget regn på det sidste, at det er godt for de fleste afgrøder og giver håb om en god høst, men det kan også give nogle problemer...

Da vore 2 medarbejdere, Erick og Martin, var på vej hjem fra et kirkebyggeri i Turkana i Nordvestkenya, fik de sig noget af en overraskelse. Blot få dage tidligere havde lastbilen med materialer kørt gennem et flodleje. Nu var floden fuldstændigt gået over sine bredder og hovedvejen helt begravet i vand.

Martin og Erick tænkte over, hvad de skulle gøre. De lokale fortalte, at samme morgen var 3 kvinder druknet, da strømmen i floden var for stærk, og floden rev kvinderne med sig... Et barn blev reddet. Nogle stærke lokale mænd, som var „vant til mosten", hjalp Martin og Erick med at vade gennem floden, foruden at de også bar deres bagage og værktøj gennem vandmasserne. Vi anede intet om dette, før de var kommet hjem til Eldoret den efterfølgende dag om aftenen. Havde vi vidst det, ville vi have ventet med at bygge kirken.

Det er den megen regn, der er årsagen til, at floden gik over sine bredder. Var Erick og Martin kommet blot en dag eller to senere, havde de ikke kunnet krydse floden, da det regnede meget voldsomt de næste par dage.

Nogle gange kommer vore medarbejdere eller vi selv ud for nogle situationer, vi ikke kunne have forudset eller ikke selv er herrer over, og da tror vi på, at forbøn har en uvurderlig betydning, idet vi kan regne med, at vore medarbejdere og vi selv er under Guds beskyttelse.

Muhammed var tidligere muslim og hans kone var katolik, da de blev gift.

Da Muhammed blev frelst, arbejdede han som manager for en større virksomhed, hvorigennem han også fik sin bolig. Han fik da valget mellem sit arbejde eller Jesus. Hvis han ville forblive en kristen, kunne han ikke fortsætte med sit arbejde.

Muhammed valgte Jesus og mistede derfor både sin gode stilling og sin bolig. Det er noget af et skridt at tage herude, da der ikke er noget, der hedder arbejdsløshedsunderstøttelse eller socialhjælp.

Efter nogen tid blev han leder for en menighed i Moisbridge, ca. 1 times kørsel nord for Eldoret, og det var igennem hans tjeneste dér, at vi for mange år siden lærte ham at kende.

På et tidspunkt holdt de friluftsmøder i Moisbridge, og Muhammed skulle prædike. 100 muslimer gik til politiet og fortalte politiet, at „de ville slå Muhammed ihjel". De gik derefter hen til friluftsmødet for at slå ham ihjel. Nogle af de andre kristne opfordrede Muhammed til at aflyse friluftsmøderne, hvilket han afviste. Evangeliet skulle ud til mennesker. „Så lad bare muslimerne komme", sagde han.

Der skete ham ikke noget.

Efter en tid mente en anden præst, som var lidt højere placeret end Muhammed, at Muhammed ikke længere burde være præst i menigheden, til trods for at det gik rigtig godt i menigheden.

Muhammed og hans kone var knust og tænkte, at de aldrig mere ville komme til at tjene fuldtids i Guds rige.

Men en dag kaldte Gud påny parret og lagde på deres hjerter at starte en menighed syd for Nairobi i landsbyen Kitengela. Så det gjorde de med hjælp fra blot én ven. Så de var kun 3, da de startede menigheden. Idag, ca. 10 år senere, tæller menigheden 1600 medlemmer.

Vi er ikke i tvivl om, at menigheden vil fortsætte den rivende udvikling og vækst, de er i, men de brug for bedre og større fysiske rammer. De samles nu i en midlertidig simpel bygning af blikplader, som er blevet alt for lille. Vi har allerede fået de første penge til at kunne hjælpe dem med en kirke med plads til op til 3.000 mennesker, men vi har brug for yderligere 13.000 kr. for at kunne hjælpe dem. Vær med til at bede om, at vi må få de nødvendige midler.

Kitengela var en lille landsby, da Muhammed og familien flyttede dertil. Men idag er det en by i rivende udvikling, hvor flere og flere flytter til. Muhammeds mentor (åndelige fader, som de siger) er forøvrigt John Brown Masinde, hvem mange i Danmark måske kender, idet han har været i Danmark flere gange.

 

Vi får hele tiden forespørgsler, om vi vil komme og hjælpe med at bygge kirker.

Fra Turkana, det fattige ørkenområde i Nordvestkenya har vi bl.a. fået 4 forespørgsler fra menigheder, der samles i meget faldefærdige `hytter'. De tre steder er det blot `hytter' lavet af grene, græs og siv. De har absolut ingen chance for at få en kirke eller en tagkonstruktion til en kirke, hvis ikke vi hjælper dem med 15.000 kr. per kirke.

For ca. 1½ år siden hjalp vi en menighed i det nordlige Kenya med tagkonstruktion til en kirke. Dengang samledes de på en veranda. Idag er kirken, hvis areal er 232 m2, fyldt helt op til gudstjenesterne. Menigheden har oplevet en `eksplosiv vækst', efter at vi byggede tagkonstruktionen til kirken. Nu satser menigheden på discipelskabstræning og undervisning af de mange nyfrelste, og de er igang med at starte nye menigheder i området. Vi skal i juni måned op til dette muslimske område og hjælpe 2 nye menigheder med kirkebygninger.

Vi føler os ofte meget små, for vi ved, at vi intet kunne gøre alene. Og en kirkebygning gør ikke noget i sig selv. Men når vi arbejder sammen i Guds Rige, så er der ikke grænser for, hvad Gud kan gøre.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren Pedersen

Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Brasilien

Af Kirsten Solveig V. Pinheiro

Kære danske missionsvenner

De første missionærer, der kom med Pinsebevægelsen til Brasilien, var svenskerne Daniel Berg og Gunnar Vingren, og her næste år, kan de fejre deres 100 års fødselsdag, og det kommer ikke til at foregå i stilhed. Væksten i pinsebevægelsen har været og er enorm i landet. Også missionsorganisationen UMO fejrer dette år 50 år på verdensplan.

Vi er i partnerskab med begge, selv om vi nu kun er frivillige i UMO nogle uger om året, ja, vi siger, at vi giver tiende af vores tid fortsat til arbejdet i Amapa, især fadderskabsordningen. Vi har nu vores mission Vitória, der lige har fejret et års fødselsdag, og er nu mere koblet til menighedsarbejdet i Pinsevækkelsen.

Ja, vi har som altid, mange jern i ilden, eller som vi siger det på cirkussprog: `Vi har mange bolde i luften,' og vores melding her fra Brasilien denne gang er delt op i en beretning om nogle af de `bolde', som vi forsøger at holde i luften. Klart det kræver en vis anstrengelse, men vi takker Gud, fordi Raimundos helbred er bedre, når bare han følger en lidt stram diet, på grund af en leverskade efter et malariaangreb.

Vi brænder for er at kunne give udfordringen videre i forskellige menig-hedssammenhænge på en farverig måde, med brug af flag og nationaldragter fra forskellige lande. Brasilianerne elsker det, især kvinderne. De elsker at klæde sig i disse farverige dragter. vis I ligger inde med flag eller tøj, der kan repræsentere natio-nerne, som I ikke længere bruger, må I gerne sende det til os. Vi har et par kuffertfulde, men mere er meget velkomment (se evt. vores postboksadresse bag i bladet).

Raimundo er ofte ude at prædike i forskellige kirkesammenhænge, ikke bare søndage, men også i løbet af ugen, hvor de fleste menigheder her har gudstjenester. Jeg har også fået invitationer, men foretrækker at arbejde med den yngre generation. Her i april måned besøgte vi stammen Janipapo Canindé, hvor et antal for nylig var blevet kristne, med et børneprogram, men nogle af de voksne deltog også, så det var dejligt.

Ja, vi vil gerne henvende os til næsten halvdelen af befolkningen, der er under 18 år, på en kreativ og dynamisk måde. Det skal ikke altid alt sammen være på de voksnes præmisser. Cirkus - det er først og fremmest for børn, vi har dog nu om aftnerne familieprogram, men fokus må fortsat være på børnene. Vi skal her i juli med Cirkus til et børnehjem den første uge, og ellers til to bydele i Fortaleza. Bed for at mange mennesker må blive nået. Vi har endnu ikke fået cirkusbussen, men kampagnen fortsætter, og vi har fået samlet lidt over halvdelen af beløbet ind.

I løbet af året er der deltagelse i forskellige menighedssammenhænge, med klovneri, dukketeater, drama til især børnegudstjenester, og sige til den opvoksende nation, at de er det `sande guld' i den brasilianske nation, repræsenteret ved den gule farve i flaget. Fodboldfeberen hærger landet her ved Verdensmesterskaberne, og vi benytter os af at prædike ud fra flaget. Vi har også lidt aftaler med kommuner og skoler, men vi foretrækker at prædike i menighedssammen-hænge, hvor vi kan dele af hjertet, uden hæmninger, omkring Jesus. Også individuel rådgivning af børn, med en såkaldt `rådgivningstaske' i partnerskab med Lifewords, fortsætter jeg ( Kirsten ) med, og vi har inviteret forskellige kirker og institutioner til at sende folk til en træning, der skal foregå netop i Fortaleza i august måned, så flere kan få kendskab til denne arbejdsmetode i indre helbredelse af dyrebare børnehjerter.

Der er nu en side på internettet på engelsk, hvor der kan læses mere: www.circusvictory.blogspot.com.

I januar 2011 planlægger vi at tage et team fra Ceara delstaten til korttidsmissionsudfordringer i Amazon regionen, til at arbejde med flodfolk, - og der er en del interesserede allerede. I slutningen af juli og i august 2011 inviterer vi dansk ungdom ud til Cirkus.

Vi arbejder på at blive i stand til at købe et stykke land på lidt over en hektar, der ligger ved en sø, i kommunen Aquiraz, lidt ude på landet. Det vil være et ideelt sted for os, til at slå teltpælene fast, i den betydning, at vi har brug for en base for alt cirkusmaterialet, og også en bolig for os, som ægtepar. Der er et mindre hus på grunden, men vi planlægger at bygge vores hus op fra grunden, og vi har nogle håndværkere her, der er villige til at hjælpe os hermed.

Stedet er også udemærket til selvforsyning, da det er god jord, og der er mulighed for fiskeri og fiskeopdræt, så det vil være mere end nærliggende, at starte et projekt med henblik på rehabilitering, som min mand længes efter at få gang i, med fokus på mænd på 40 og derover, der for nogles vedkommende i dag er tiggere på gaderne i Fortaleza, med misbrug af alkohol og stoffer. Han har tidligere været med til at starte sådanne centre i andre byer. Vi har klart brug for frivillige til at hjælpe, og vi vil investere i indkvarteringsmuligheder også for disse, og gæstehuse, så også træningen til cirkusfremstødene kan foregå der. En lille Pinsekirke er nabo til grunden, så det er fint nok. Vi kommer 20 km tættere på hovedstaden i delstaten Fortaleza, men det er stadig ude på landet.

Hvis nogen skulle føle sig tilskyndet af Gud til at give til køb af grunden, eller til byggeriet, så er vi yderst taknemmelige, da planerne indebærer megen tro fra vores side set i lyset af vores nuværende økonomiske situation. Men vi har ikke `krise', vi har Kristus!

Jeg (Kirsten) planlægger, om Herren tillader det, at komme hjem til Danmark et smut i slutningen af november og i december, for at være lidt sammen med min familie og mine forældre, der jo ikke bliver yngre, som årene går, men også lidt besøg i menighedssammenhænge. Raimundo bliver hjemme denne gang og passer det forskellige her i Brasilien.

Vi takker alle for jeres medleven i arbejdet her - og for den uundværlige forbøn.

Missionærerne Kirsten Solveig og Raimundo Nonato Valentim Pinheiro

Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Guatemala

Af Poul Søndergaard

Kære venner og forbedere.

Jeg tjener som gademissionær i Guatemala, men er nu i Danmark efter at have hjulpet til i kirken "Iglesia de Dios" i Coban i cirka 3 måneder, som jeg har gjort hvert år de senere år. Jeg er stadig aktiv i kirken, men nu via Internet og telefon. Jeg får ugentlige breve og billeder om kirkens arbejde, og vi er nogle få venner som støtter præsten, for menigheden kan ikke give ham den løn, han har brug for. Han har 4 børn i skole, og alt det andet, som er nødvendigt i kirken, står præsten også for. Folk er meget fattige, og det er svært at få arbejde.

Der var en familie, som ikke havde nogen steder at bo, og en ikke-kristen mand havde et hus, som han ville bytte med pastor Albertos bil. Alberto byttede så, for at familien kunne få et sted at være, men nu har Alberto ingen bil til sit arbejde. Han har lånt en gammel bil af en anden præst, men den kan ikke køre i bjergvejene, som er meget dårlige.

Pastor Alberto underviser omkring 20 præster, som samles en gang om måneden. De bor i et område 4 timers kørsel fra Alberto, og det er på hullede veje, og derfor har han hårdt brug for en bil, der kan køre i bakket terræn. Alberto kan lokalsproget, og giver de 20 præster ny inspiration. Nogle af præsterne går på bjergstierne i op til 4 timer for at komme til kirken, hvor Alberto underviser dem, så det betyder meget for dem med den inspiration. Når Alberto og nogle fra bedegruppen skal ud til forbøn eller husbesøg, er bilen også meget nødvendig, for hele området består af vulkanbjerge.

Jeg vil gerne bede om hjælp til en bedre bil til Alberto, for det er mere end vor gruppe kan klare alene. Et eventuelt overskud vil gå til kampagner i kirken, og da er der altid nogle, som kommer til tro. For en måned siden kom 8 unge med ved en kampagne.

Gud velsigne jer.

Poul Søndergaard.

Projekt 5675 i Missionsfonden.

Mærket `Bil'

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Argentina

Af Anita Paserini

Kære Misionsvenner.

Så gik der alt for lang tid, siden vi sidst sendte en hilsen til jer, og der er sket mangt og meget siden.

I oktober sidste år måtte vi forlade det lokale vi brugte til at holde møder i. På grund af inflationen skulle vi betale næsten det firedobbelte i husleje, så efter megen bøn bestemte vi os til at leje et hus, hvor vi kunne få flere lokaler til forskellige aktiviteter. Huset ligger næsten i centrum i Crespo og vi ser og føler, at nu får vi bedre udnyttelse end bare af et lokale.

Vi har organiseret arbejdet sådan, at de unge kan samles på tidspunkter, der passer dem, både inden de skal på arbejde, eller bagefter, om aftenen når de har fri. De tager sig af andre unge, som er blevet fri af narkotika eller er på vej ud, og de samles for at bede for hinanden og læse det Guds ord, som har sat dem fri. Nogle af dem har det ikke nemt, da familien ikke længere vil have dem boende hjemme, så hvis de ikke har et arbejde, er de meget dårligt stillet. Men vi har nogle fine unge i menigheden, som har meget stor kærlighed til dem og hjælper dem på alle måder.

Derudover har vi også mødre, som behøver åndelig hjælp, fordi deres børn bruger narkotika og stjæler alt hvad de kan få fat på i hjemmet. Vi har mødre i menigheden, som selv har været alt det igennem, og som kan hjælpe på en speciel måde, samtidig med at vi har tøjindsamling for at hjælpe disse mennesker og andre på både børne- og alderdomshjem.

For tiden har vi kun et møde om ugen, det vil sige søndag, for næsten hver dag er der optaget i huset med alle disse aktiviteter, plus børnearbejde også, så vi ser, at et hus var lige det ideelle for tiden. Vores kontrakt løber 18 måneder endnu, så vi skal se, hvordan dette fungerer, om vi skal gå videre samme sted, eller hvad Gud så leder os til.

Marino arbejder stadig som supervisor i hele provinsen og har nu fået tillagt et nyt område i provinsen Corrientes, så nu skal vi på længere ture. Men det er en stor glæde for os at støtte alle disse pastorer, som bor så afsides. Det er en stor opmuntring for dem, når vi kommer frem. Marino overgav arbejdet i Crespo til mig i november sidste år, så han kunne få mere tid til dette arbejde, som er vokset fra 13 til 37 menigheder og kræver meget af hans tid. Vi behøver to biler til dette arbejde, men endnu tager jeg med bus til Crespo, da det jo ikke er så langt, men som regel er jeg også med på hans rejser, så jeg har ikke meget tid til overs.

Mor har det stadigvæk godt. Lider af lidt åreforkalkning, som holdes ved lige med piller, men ellers hjælper hun mig meget i arbejdet både i kirken, huset og haven. En god følgesvend som den 6 september fylder 86 år. Det takker vi Gud for.

Vi takker for trofast forbøn og varme tanker. Marino og Mor hilser. Jeres hengivne i Jesus Kristus, Anita

Projekt 5135 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Mindeord over Erna Nielsen

Af Karl Kühn

Lørdag den 1. maj 2010 døde Erna Ruth Nielsen efter en tids sygdom.

Det var med stor bedrøvelse vi som Missionsfondens bestyrelse modtog meddelelsen om Ernas bortgang.

Hun blev valgt ind i vores bestyrelse, da hendes mand, Erik Nielsen døde for cirka 10 år siden. Erik Nielsen havde på det tidspunkt været med helt fra fondens stiftelse i 1964.

Erna og Erik udførte i mange år et stort og velsignet missionsarbejde. Den trofaste korrespondance med mange missionærer var en opgave Erna helhjertet tog del i, og gennem årene foretog de mange rejser i missionens tjeneste både i ind- og udland.

Erna var et dygtigt, nøgternt og afbalanceret menneske, som nød stor tillid og respekt, et menneske som vi alle holdt meget af.

Missionsfondens bestyrelse har mistet en positiv ven og medarbejder, som vi vil savne i fremtiden. Idet vi takker Gud for Ernas liv og tjeneste, siger vi et: Æret være hendes minde iblandt os.

For Missionsfondens bestyrelse

Karl Kuhn

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Rumænien

Af Karen Jespersen

Dette er en hilsen fra organisationen `Rumæniens Venner'. De fortæller her om arbejdet i byerne Slobozia og Amara:

I den forløbne tid er der sket det, at vi har fået en fantastisk hjælp til børnene og de unge. Det har været et stort bønneemne, da der er så mange behov, og det er så svært at sidde i Danmark og give den helt rigtige støtte. En ung pige på 25 år dukkede pludselig op, som sendt fra himlen. Det er en rigtig dejlig pige, som brænder for, at de unge og børnene skal lære Jesus at kende, som hun selv gjorde, da hun var helt ung. Hun har visioner og drøm-me, og hun arbejder meget hårdt for at nå målet.

Her er en lille hilsen fra hende:

Mit navn er Ana-Maria. Jeg er bare en enkel og velsignet pige, som ønsker at tjene Gud. Jeg voksede op i en ortodoks familie, og min far drak alt for meget.

Første gang, jeg var i en evangelisk kirke, var da jeg var ca. 9 år, og jeg lærte en sang, der hedder: „I have a little heart, and I gave it to Jesus." (Jeg har et lille hjerte, som jeg gav til Jesus.)

Men mine forældre forbød mig at komme i den kirke, og jeg bad Jesus hjælpe mig, så jeg kunne vokse op som en kristen pige, og blive gift med en ung kristen mand, som ikke drikker, og ikke slår mig.

Jesus hørte min bøn. Det sidste år på High School begyndte jeg igen at komme i kirken, og jeg blev frelst og døbt, og 16. maj 2010 skal jeg giftes med Sam - en kristen ung mand, som også elsker Jesus.

Jeg er vokset op i en by tæt på Cluj, som hedder Turda, og den ligger 600 km. fra Slobozia, men for 3 år siden lagde Gud en nød på mit hjerte for det sydlige Rumænien, og selv om jeg ikke brød mig om byerne og området der, blev kaldet bare stærkere og stærkere. Gud talte til mig om 100 børn, og da jeg i efteråret blev fyret p.g.a., at den børnehave, hvor jeg arbejdede, blev lukket, følte jeg, at tiden var inde, og jeg tog kontakt til kirken i Amara, som sagde, at jeg var mere end velkommen.

Nogle venner forærede mig en børnebibel, farver og papir, og jeg rejste af sted for at starte.

Der er mange besværligheder, men jeg stoler på Gud, og det vigtigste er, at børnene og de unge lærer Jesus at kende, og indtil nu har vi haft kontakt med 70 børn.

Jeg har et stort bønneemne, og det er, at min forlovede Sam, som arbejder med byggeri, må finde arbejde i Slobozia, og at vi må finde en lille lejlighed der, når vi bliver gift. Vi ønsker begge dette brændende, så vi sammen kan være med i dette vidunderlige arbejde.

Gud velsigne jer alle.

Ana-Maria anede ikke noget om, at `Rumæniens Venner' eksisterede, og glæden og taknemligheden til Gud var stor, da vi fortalte hende om, at der var mennesker i Danmark, som var parate til at stå bag, og som allerede havde givet penge til brug blandt børnene. Derfor fik hun mulighed for at lave dejlige julefester for ca. 60 børn. Det foregik i kirken i Amara samt i 4 omegnsbyer, hvor private hver uge åbner deres døre for børnearbejdet.

Børnene fik varmt tøj og juleslik, og det var en stor succes.

Ana-Marias vidnesbyrd viser for mig med al tydelighed, at det KAN betale sig at række ud til børnene, og hun fører nu dette videre til andre. Mange af dem, hun møder i arbejdet ud fra kirken, kan ikke læse og skrive, og disse børn inviterer hun hjem på sit værelse for at undervise dem og give dem en bedre baggrund for at få et godt liv.

Ana-Maria er en helt speciel, uselvisk pige, som har fået lagt netop dette arbejde, som vi også brænder for, på sit hjerte, og bare det at finde penge til at komme ud til landsbyerne er et problem. Hun vil også fremover blive kontaktperson på det børnehjem, hvor mange af jer allerede har været med til at gøre en stor forskel.

Vi vil derfor med stor frimodighed bede om jeres hjælp og støtte igen. Vi tror, at det arbejde, hun gør vil føre til et gennembrud blandt de unge i det for os så dejlige område af Rumænien.

Karen Jespersen.

Projekt 5948 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Grønland

Af Rune Åsblom

Vi har en stor og mægtig Gud, som kan tale til sine tjenere både gennem syner. drømme og åbenbarelser. Denne beretning fortæller om svar på manges bønner.

Vi havde brug for hjælp med opførelsen af tilbygningen til missionshuset Zion i Christianshåb. Vi havde haft som bønneemne, at de tre brødre Lennart Osséen, Tage Vendelberga og Sandri Lognberg skulle gå ind i denne opgave. Deres fruer ville vel ikke så gerne slippe dem, men efter at Gud havde talt til dem i en drøm, blev de alle klar over, at det var Guds vilje, at her skulle gøres en indsats, og så lagde alt sig tilrette.

Efter cirka 2½ uge var hele cementsoklen færdig, og Lennart begyndte at sætte stolperne til ydervæggene op. Jeg havde købt materialer hjem fra Ålborg i Danmark for cirka 50.000 danske kroner, og nu viste det sig, at der manglede en hel del, for at vi kunne fortsætte. Der manglede blandt andet stolper til den højre gavl og stolper til langsiden mod fjorden. Men den udvendige bræddebeklædning ligger godt indpakket til næste sommer, hvor vi jo må fortsætte, til hele lokalet er færdigt.

Nu må jeg fortælle, at de kære brødre har gjort en enestående fin indsats. Bror Sandri fra Arbrå, som er færing, men taler godt dansk, skulle forsøge at låne en cementblander, men de danskere, han talte med, ville til en start ikke udlåne en sådan. Men da Sandri forklarede, at de havde rejst hele vejen fra Sverige, selv betalt rejsen og arbejdede gratis, så måtte de låne os sådan en maskine. Det berørte deres sind, og vi fik lov at låne den en uge, og så blev soklen færdig til tiden.

Udover arbejdet med at skovle grus og cement ind i blandemaskinen og passe maskinen og fylde trillebøren, som Sandri kørte rundt med, var Tage en enestående dygtig kok, og det blev han daglig rost for. De få gange jeg lavede maden, var da vi skulle spise sælkød. Det var en slags gryderet med sælkød i småstykker blandet med ris og løg, som de spiste uden at klage.

Lennart var selve bygmesteren som målte det hele op, og han satte selv hele forskalningen til cementsoklen op. Selv anvendte jeg tiden mellem 6-8 hver morgen i bøn og hjalp lidt til med at bære vand til cementblandingen.

Gennem Guds store nåde rakte pengene vi havde på kontoen i Grønlandsbanken til så langt, som vi nåede. Vi har isoleringsmateriale liggende i kælderrummet, men vi mangler midler til indkøb af blandt andet 4 vinduer, 2 døre, nogle flere tagplader. Tak til jer læsere om I får på hjerte at hjælpe os med forbøn og midler, så vi kan fortsætte næste sommer også. Må Guds rige velsignelse være over jer.

Varme fredshilsener

Rune Åsblom

Projekt 5022 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Peru

Af Helmi Castro

Så fløj vi fra Lima til Cuzco! Man tager et skridt frem, og så kommer alt det andet! På grund af oversvømmelserne var der færre turister, så vi kunne købe flybilletterne billigt, så det kostede os kun 1.500 tur/retur Lima-Cuzco.

Vi havde sat Trujillo og Lima i gang med at samle tøj ind. Vi skulle selvfølgelig også betale for at få det sendt, og hvad der ellers kom af udgifter i Cuzco. Næsten hver dag var der nye landsbyer, som oplever oversvømmelser. Det var også en lille hjælp for de to par, som arbejder i Cuzco, da de ad den vej fik nogle nye kontakter!

Inden vi rejte vi til Cuzco, havde jeg travlt med at pakke tøj til uddeling og samtidig prøve på at skaffe mere! Der var nemlig 200 personer i den lille landsby, som vi skulle til, som havde mistet alt, og der skulle bare være noget til alle! Der måtte ikke gå nogen skuffet derfra! Jeg havde en ide om, at vi skulle give hver familie en lille pakke med fødevarer. Det kunne jeg få for cirka 15 kroner pr. familie.

Jeg havde også samlet alt legetøjet for sig, så de kunne lave en legestue. Det kunne jo være med til at give børnene en lille stund, hvor de ikke behøvede at tænke på deres situation.

Der er en lille evangelisk menighed i landsbyen, så det er ud fra den, at vi skal gøre dette arbejde. Den bedste prædiken er et praktisk eksempel på Guds kærlighed til dem! Deres kirke er forsvundet i vandmasserne, så de holder møder i teltene. Det er også koldt at bo i telt! Om natten er der nu bare 2-5 grader!

Vi sendte de første 184 kilo tøj og legetøj afsted, og fra Lima havde de sendt 3 kasser. En veninde, som har en forretning med børnetøj, havde foræret os en stor kasse med nye børnesko. Jeg tror, at der var mellem 50 og 100 par, det var bare så lækkert! En anden har et hotel, og hun kom med lagner og tæpper fra hotellet.

Billy Graham har et program, hvor børn i USA laver gavekasser til børn i andre lande. Vi kontaktede lederen i Lima, og det endte med at vi kunne købe nogle af disse kasser til børnene i den landsby. Udgifterne blev cirka 5 kroner pr. kasse, og det var jo billigt. Inde i kasserne var der et håndklæde, sæbe, tandbørste, tandpasta, farver, legetøj, t-shirt og andet godt.

Da vi ankom, skulle der købes madvarer ind. Det var langfredag, så butikkerne lukkede klokken 13, og vi sad stadig i flyet klokken 12.30. Men pastoren i byen fik butikkerne til at holde åbent, indtil vi kom, så vi fik købt alle vores madvarer, som så blev pakket i 120 poser. Lørdag morgen hentede vi alle vores kasser med tøj, sko og legetøj, og så gik det afsted til landsbyen. Vi lånte tre klasselokaler på skolen, to med tøj og en med madvarer.

Alle var skrevet op efter en liste, som vi havde fået over de 107 familier, som havde mistet deres huse. De fik hver 2 kilo ris, 2 kilo sukker, 1 liter olie, 2 dåser mælk, nudler, havregryn og marmelade. De fik også traktater og bibeltekster, og det var de rigtig glade for. Det er meget venlige og åbne mennesker!

Søndag eftermiddag lavede vi et kristent show for børnene og gav dem deres kasser. Tirsdag eftermiddag rejste vi så tilbage til henholdsvis Lima og Trujillo.

Tak for jeres forbøn og støtte!

Helmi og Felipe

Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 2 - 2010

Missionshjørnet: „Mød mig i Galilæa"

Af Jørgen Mortensen

I Mattæus Evangeliet møder vi ofte stedordet Galilæa. Det kunne godt tyde på, at Mattæus med netop dette ord ønsker at fortæller os noget vigtigt.

I Missionsbefalingen i Apg. 2 har ordene helt sikker en konkret betydning, nemlig beskrivelse af bevægelsen på Guds verdensomspændende mission: Jerusalem, Judæa, Samaria og til verdens ende.

Det hele begyndte i Jerusalem, dernæst til Judæa (jødisk), til samaritanerne (ikke jøder) og til alle. Apostlenes Gerningers første femten kapitler fortæller om denne ekspansion. Fra menigheden i Jerusalem, som også havde en stor del græsktalende (kap. 6), til vækkelsen i Samaria (kap.8) og Filips møde med den afrikanske skatteminister. Peter går modstræbende med til at besøge den romerske Høvedsmand - efter englebesøg og syner. I Antiokia opstår en multietnisk menighed og i kap. femten er Lukas fremme ved et af sine mål med Apg. et lovfrit evangelium, som ikke er hæmmet af jødisk kultur: „Lad os ikke lægge yderligere åg på dem, der vil tage imod Jesus som deres frelser!"

Dette var indvarslet af Esajas. I Matt 4,16 læser vi Esajas´ profeti om: „Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem." Set fra et jødisk synspunkt så var det klart 'de andre', der 'sad i mørke i skyggernes land'. 'De andre' har altid voldt problemer for jøderne. Det er kernen i historien om Jonas, som i effekt siger: „Hvorfor skulle jeg tage til Nineve, de har jo deres egne guder. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om dem?"

Når Mattæus igen og igen omtaler Galilæa, fra Jesus fødsel til hans død og opstandelse, så kunne det godt være et vigtigt budskab til hans tilhører jøderne, men også til os.

Straks efter Jesus opstandelse fra de døde siger englen til disciplene: „Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham." (Matt 28,7)

Hvorfor lige Galilæa?

Hvad er der med Galilæa? Hvorfor valgt Jesus at mødes med dem der, og ikke ved templet i Jerusalem?

Fra Esajas´ profeti kap. 8 lærer vi noget om Galilæa, nemlig at det er Folkeslagenes Galilæa (eng. Galilee of the nations. Gr. etne). Jesus sætter sine disciple stævne på missionsmarken, hvor folkeslagene er.

Med hans egne ord forstærkes budskabet: Jesus sagde til dem: „Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig. (Matt 28,10)

I Galilæa, hvor forlkeslagene er, der skal I se mig!

Vi længes efter at 'se' Jesus endnu mere konkret, at hans gerninger må blive kendt, og hans ord blive modtaget. Vi beder, går i kirke og hengiver os i lovsang, alt sammen godt og rigtigt, men hvis du vil 'se Jesus', så må du med ud i hans mission til alverdens folkeslag. Han har sat os alle stævne 'ude blandt folkene', der hvor hans mission pågår, der vil vi kunne opleve Jesus. Der helbreder han, der viser hans sig levende og stærk. Modtagelsen af hans ord kan have mange gange større effekt i fjerne egne, hvor det ikke har været forkyndt, end vi oplever det i vore møder og gudstjenester.

„Sig til mine disciple, at de skal gå til Galilæa, dér skal de se mig!"

April 2010 Jørgen Mortensen