Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Leder: Det skete i de dage...

Af Elly Lohse Bruun

Sådan begynder Lukas sin beretning, om dengang Guds søn blev født som et menneskebarn i Betlehem. Han skriver ikke som indledning til et eventyr: 'Der var engang'; men derimod fortæller han som en historieskriver, nøjagtigt hvad der skete for hvem, hvor og hvornår.

Dette barn var en del af Guds løfte, som blev givet allerede til Adam og Eva i Edens Have, efter at de havde været ulydige. Adskillige gange senere bekræftede Gud sit løfte gennem profeter. - Mange mennesker havde glemt løfterne, men 'Maria fødte sin søn den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget'. Her lå skabningens Herre, svag og hjælpeløs. Her lå evighedens almægtige Konge, ude af stand til at sige et eneste ord. Her var livets Kilde, afhængig af den mad hans mor gav ham. Her var født vores frelser, hvilket blev fortalt fra himlen til hyrderne på marken.

Dette er i sandhed GUDDOMMELIG KÆRLIGHED, som overgår al anden kærlighed.

Ligesom Jesu fødsel den dag blev en historisk kendsgerning med enorm påvirkning af verden; på samme måde skal Jesu andet komme blive en historisk kendsgerning af umådelig betydning for jorden og dens indbyggere.

Det vil ske i de dage.…

I min menighed har vi netop haft bibelundervisning om endetiden. Jeg er sikker på, at vi gør klogt i at blive fortrolige med de ting og forhold, de hændelser og skikkelser, som bibelen fortæller om vedr. 'Endens Tid'. Godt nok kan vi let blive bange over de voldsomme ting, der beskrives. Vi skal dog ikke ængstes, for vor Himmelske Far har hånd om tingene, og der er fremtid og håb i evangeliet. Jesus siger selv: 'Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig'.

Så lad os glæde os over evangeliet. Jesus ER kommet første gang, og derfor er der grund til at ønske hinanden en GLÆDELIG OG VELSIGNET JUL.

Elly Bruun.

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Irland

Af Agnete og Tony Simpson

Kære missionsvenner!

En ung pige gik langsomt forbi vores ugentlige gademission i Cork centrum. Hun forsøgte ivrigt at vække opmærksomhed ved at pege på sin trøje. Edwin læste, hvad der stod på trøjen: „Din Gud er død', og da han allerede var ved mikrofonen, sagde han, så det kunne høres overalt: „Det kan godt være, at <U>din</U> Gud er død, men min Gud er ikke død, Han lever!' Pigen blev tydeligt lidt chokeret, før hun gik videre! Jo, vores Gud <U>er</U> en levende Gud. Hvert år bliver flere tusinde traktater uddelt på gader og andetsteds. Tony skal snart have skrevet en ny traktat. Det er uhyre sjældent, vi finder traktater, som er smidt væk. Fra tid til anden er der folk, der kontakter os fra traktaterne.

Når folk ser George på gademission med en flok teen-agere omkring sig, er der nok få, som gætter, at George er 80 år gammel! Men han tiltrækker næsten altid nogle unge, hvad enten han er ved mikrofonen, eller han deler traktater ud. De unge kommer og taler med ham og stiller spørgsmål. George har altid tid til dem, han elsker unge mennesker. Det kan de jo både se og høre, og så har `generationskløften' åbenbart mindre at sige.

I nogen tid har vi haft kontakt med to unge mænd fra Afghanistan, som begge er ret nye kristne. De har været i kirken nogle få gange, og de har besøgt os herhjemme. De forsøger at vinde deres egne landsmænd, som er her i landet. Men de er meget diskrete for ikke at miste enhver anledning til at nå dem. De to venner er på dødslisten i deres hjemland, fordi de er blevet kristne og har forladt den religion, de var fødte i, og selv her er det bedst at vise forsigtighed. Vi døbte den ene af dem her i september. Hans ven var allerede døbt i England. En af de to siger, at han føler i sit hjerte, at han bør rejse hjem til Afghanistan engang, også selv om det skulle koste liver! For hans familie og venner dér har aldrig hørt Evangeliet, og nogen <U>må</U> fortælle dem om Jesus!

Vi er også i privatkontakt med flere muslimer fra andre lande. Kun Gud kan bryde igennem det, der binder dem, og åbenbare sig for dem.

For 4 uger siden fik vi pludselig et brev fra en ung kvinde i England, som vi ikke havde set eller været i kontakt med, siden hun var en lille pige på cirka 7 år her i Cork. Nu hele 27 år senere skrev Sandra til os. Hun er en af de rejsende folk, de irske sigøjnere. Hendes mor Ann havde boet hos os nogle måneder med sit første lille barn. Dette var nogle år før Sandra blev født. Moderen kom fra de mest ubeskrivelige og frygtelige omstændigheder. Mens hun var hos os, viste hun stor interesse for Evangeliet og oplevede virkelige bønnesvar, men en fuld overgivelse blev det ikke til.

Efter at moderen forlod vores hjem, gik alt ned ad bakke med synd, vold og elendighed, og til sidst satte hun selv barnet i pleje hos kristne.

En tid derefter fik Ann endnu et barn, Sandra, som fik en meget omtumlet tilværelse. Da Sandra var cirka 7 år gammel, tog hendes mor hende med til vores kirke nogle ganske få gange. Derefter rejste de til England, hvor de har været siden, og vi har kun sjældent haft kontakt med moderen Ann, og kun med flere års mellemrum.

Udpluk af brevet , som pludselig kom fra Sandra, lyder således: „Håber I har det godt. Jeg skriver for at fortælle, at jeg har overgivet mit liv til Jesus. Bed for mig, at jeg må have tro og fyldes med Helligånden. Min ældste datter er 14 år nu, og hun har også givet sit hjerte til Jesus. - - - Måske I husker mig. Jeg er Anns datter. Jeg har selv 4 børn nu. - - Min veninde Mary gav sit hjerte til Jesus i sidste uge. Jeg gjorde det i søndags, og min pige Elizabeth gjorde det i mandags. Vil I bede for min mand Paddy, at han vil komme til troen. - - Nu vil min veninde og jeg lige hen at bede sammen, og vi vil også bede for jer, og bed for mig også. Jeg er så lykkelig, fordi jeg har fundet den rette vej.'

Senere fortsætter hun i brevet: „ - - Jeg husker, at jeg var med i jeres kirke. Jeg husker, hvor godt det var. Selv om jeg kun var barn dengang, husker jeg, at det var en helt anden fornemmelse end at gå til messe. Jeg mærkede, at der var meget mere næring i det, og at det var noget jeg ikke fandt, når jeg var til messe'.

Sandra slutter med at spørge, om vi vil huske hende i forbøn. Tænk at Gud husker de bønner, vi har glemt - <U>efter 27 års forløb</U>!

Vi fik lige tid til at skrive tilbage til Sandra og sende hende en bibel og nogle CD'er, før vi
selv tog afsted til sigøjnernes bibelskole i Wales, hvor deres nye prædikantkandidater samles til en måneds <U>meget</U> intensiv bibelstudium. Tony skulle give bibelundervisning dér i nogle dage. Vi følte bestemt, at Gud ville, at vi skulle tage af sted, selv om Tony stadigvæk har langt igen for at komme til kræfter efter sin rygoperation. Han har det udmærket i tre timer ad gangen, før han igen må hvile ryggen i et stykke tid. Så det så faktisk tåbeligt ud at tage på 1½ dags rejse hver vej incl. overnatning, sejlads og kørsel. Jeg havde fået et ord fra Gud: „Mens de var på vej, blev de helbredte'. Vi tog af sted på Hans Ord, som aldrig svigter. Nu er vi lige kommet godt hjem, og Tony har faktisk flere kræfter, end før vi tog af sted.

Mens vi var derovre hos vores sigøjnervenner, fandt vi ud af, at Sandra, som skrev til os, var i en sigøjnerkirke i England. Det glæder os meget, for så ved vi, at hun, og de der kommer til Jesus rundt om hende, får Guds Ord uforfalsket af menneskelige tilsætninger, noget der til tider kan være svært st finde!

Tiden hos sigøjnerne var, som altid, en åndelig opløftning. det er faktisk svært at beskrive, hvorddan det er at være hos de kristne sigøjnere. Menneskeliv bliver radikalt forvandlede. Evangeliet går sin gang. Sandras brev er bare ét eksempel. Man bliver overvældet af simpelthen at være lige midt i noget, som kun den Almægtige Gud virker.

Men hvor vi end er, og hvad forholdene end er, så kan vi prise Gud for at Han er almægtig.

Forhandlingerne om ejendom til kirken står i stampe lige nu. Prisen der først blev nævnt, var for høj. Siden da er politik og økonomi i endnu større forvirring, og alle venter på, om priserne vil gå den ene eller anden vej.

Tak for forbøn.

Tony og Agnete Simpson

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Brasilien

Af Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro

I kampen om de dyrebare menneskesjæle, har vi været på et stort evangelisationsfremstød i Juazeiro do Norte i starten af november, 8 timers kørsel fra hvor vi bor. Vi var næsten 400 mennesker, der evangeliserede i løbet af 5 dage, alle indkvarteret i en stor Baptistkirke, på madrasser på gulvet. Det, der foregår dér hvert år, og drager mange mennesker fra hele delstaten og de omkringliggende stater, er et kæmpe kræmmermarked, som måske er den måde, jeg bedst kan beskrive det på. Men der udøves også stærke religiøse praksisser, der virker, som hørte de fortiden til, men som desværre stadig er nutid, så som betaling af penge som bod for synd, selvpineri for at betale givne løfter o.s.v. Der valfarter over en halv million mennesker til denne by i de dage - og til statuen af Pateren Cicero, der var en såkaldt klog mand på egnen i forrige århundrede. Vi rakte ud, igennem drama, klovneri, personlige samtaler og forbøn, uddeling af mineralvand om dagen og suppe om natten. Tusindvis af mennesker tog imod Jesus.

Raimundo arbejder en gang om ugen med evangeliseringsfremstød på gadeplan i Fortaleza, i et område med stor koncentration af gadesælgere, folk der lever på gaden, prostituerede o.s.v. Det er onsdag formiddag, sammen med nogle få andre fra lokale kirker.

Vi kan nu også vise Jesusfilmen, og vi arrangerer friluftsmøder med filmforevisning i forskellige landsbysamfund, og vi skal have filmen med på cirkusturneen til januar, som vi er i fuld gang med at sy en hel del nye klovnedragter til samt maling af bannere. Vi har købt en brugt bil, så vi kan komme lidt lettere omkring.

Oktober var børnenes måned, og det var børnenes dag d. 12. oktober, så vi deltog med dukketeater, klovneri m.m. i nogle forskellige børnefester, i forbindelse med evangeliske kirkers fejring af børnene og på et børnehjem, hvor danskeren Marsha Thomsen arbejder som frivillig. Jeg genoptager også nu her rådgivning af børn, der har været udsat for traumatiske oplevelser, i fællesskab med Lifeword, the pavement projekt.

tagerne klædt i forskellige nationaldragter. Vi har lige haft et lignende seminar i nabobyen Cascavel.

Vi har nogle få frivillige, der hjælper nogle gange på lørdage, og et par af dem, der skal deltage i turneen i januar, kommer nogle uger før, og vi har lejet et hus mere til indkvartering, hvor vi også skal arbejde med at faa et serigrafiværksted op at køre, hvor også t-shirts til cirkusturneen skal færdiggøres.

Vi får i juleferien besøg af João Paulo, tidligere gadedreng, nu 23 år, som vi hjalp i Macapa. Han bor og arbejder nu som missionær i Goiania, i Goias delstaten, på et rehabiliteringshjem for tidligere gadedrenge, drevet af Unevangelized Field Mission. Vi har løbende også andre gæster, men vi skal i starten af december også nå at besøge de steder, vi skal til i januar på cirkusturneen.

Vi har endnu ikke samlet de tilstrækkelige midler til indkøb af den ønskede cirkusbus, så vi arbejder fortsat med fund-raising hertil, og vi har også kig på et stykke jord, som vi beder til at købe og bygge på. Det ligger 8 km fra, hvor vi bor til leje nu, i landsbyfælles-skabet Sitio Prata.

Vi siger specielt tak, om I vil huske at bede for vores cirkusturné i hele januar, hvor vi regner med at blive omkring 45-50 mennesker i forskellige aldre og fra forskellige menig-hedssammenhænge. Vi skal til 3 steder i Ceara delstaten, hvor vi skal arbejde sammen med lokale kirker. Det er en kæmpe koordinerings- og ledelsesudfordring. I februar planlægger vi et besøg i Macapa i Amazon-regionen i nogle uger, sammen med et lille team af evangelister.

Vi takker for 2009, for støtte, opbakning i forbøn og medleven i vores virke her for Guds Riges Sag.

Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro

Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Karen og Curt Nielsen

Nekrolog

Kære læsere af Missions-Nyt.

Det er med stor sorg, at vi kan fortælle, at både vores far og mor er rejst hjem til himlen med nogle få ugers mellemrum.

Far døde den 20. oktober 87 år gammel og mor den 27. november 2009 85 år gammel.

Vi ved, at de begge to betød rigtig meget for mange mennesker, og at deres tjeneste både på Færøerne, i Norge og i Danmark har sat sig dybe spor. De gjorde ikke noget væsen af sig, men var begge to åndelige kapaciteter på hver deres måde. Med deres klippefaste tro på Gud og deres omsorg for mennesker har de givet os alle et forbillede, som er værd at efterleve.

Som familie føler vi et stort tab ikke mindst af deres forbøn for os alle. Men vi glæder os over det rige liv, de har haft og over at „de fuldførte løbet og bevarede troen'. Vi vil ære deres minde og bede om, at en del af deres kraft må vokse videre i generatio-nerne, som følger efter.

Vivi, Janne og Berith

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Japan

Af Bodil Jespersen

Næsten ved målstregen!

For et halvt år siden rejste jeg ud til Japan med et ønske om at starte et udadvendt kristent arbejde op i byen Kanazawa, bl.a. via en kristen café. Jeg havde, mens jeg endnu var i Danmark, søgt efter mulige lokaler på internettet, men da jeg tog rundt for at se dem, var de fleste en lidt skuffende oplevelse, små og uegnede til kirkeligt arbejde. I september blev jeg ledt til en bygning, der rummede alt, hvad jeg havde bedt om. I et kvarter med mange studerende, med vinduer ud mod gaden og stor nok til både at have café og at holde møder i. Bygningen er omkring 140 m<SUP>2</SUP>, og huslejen var også meget rimelig det store areal taget i betragtning. Til gengæld trængte stedet til en meget kærlig hånd. Men Gud har sørget for hjælp. Mine forældre, Merci og Rober Jespersen, kom herud i to en halv måned og har været en uvurderlig hjælp for mig. Derudover har mange japanere, både kristne og ikke kristne, trådt til med hjælp. Bygningen er blevet malet udvendig, der er sat skillevægge op, der er blevet malet lofter, tapetseret og lagt gulv. Nu er vi således lige ved målstregen og Hope House, som vi kalder stedet, kan om kort tid starte sit udadvendte arbejde.

Startlinie!

Men målstregen er samtidig en startlinie for Hope House. Den 22. november havde vi en lille koncert i bygningen. En musik- og sanggruppe kom fra Tokyo. Vi har haft en plakat om koncerten sat op i vinduet af bygningen, og rigtig mange forbipasserende har standset op for at læse. Vi var meget spændte på, hvor mange, der ville komme til koncerten og håber og beder om, at mennesker må blive berørt igennem det, de hørte.

Den 29. november holdt vi en lille åbningsceremoni for Hope House. Det blev en dag med stor taksigelse til Gud, at vi nu kan starte et nyt arbejde op. De 4 danskstartede kirker i området var blevet inviteret til åbningen, og Hope House vil for eftertiden blive tilsluttet det netværk, som disse kirker har tilsammen.

Midt i december vil caféen åbne, og der vil være udadvendte julearran-gementer i et internationalt netværk, Song of Praise (SOP), der er blevet knyttet til Hope House. Vær med til at bede om, at det hele må komme godt fra start, og at jeg og de japanere, der er tilknyttet arbejdet, må opleve Guds visdom og kraft i arbejdet. Tak, til alle, der allerede beder og støtter arbejdet.

Bodil Jespersen

Projekt 5800 Netværkskirken

Øremærket Bodil eller Japan

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen

Guds hånd

Kære venner og forbedere.

Har I nogensinde hørt om, at nogen har holdt sin hånd på en trailer, mens den kørte flere hundrede km, for at den ikke skulle splittes?

Det var, hvad vi oplevede, da vi omkring 1. oktober var i Sanjaranda i Tanzania for at hente en stansemaskine, svejseapparater, en gearmotor m.m. til brug i vores værksted. Det hele var kommet ned til Margaret og Verner Madsen, som arbejder dér i Tanzania.

 

Vi havde flere hundrede km på jordveje, og da vi havde trailer med, kunne vi ikke køre særlig hurtigt - højst 30 km i timen. Det er som om at jordvejen aldrig ender... Og der er så tørt og goldt.

På anden dagen begyndte noget under bilen pludselig at larme. Vi standsede straks og så, at en plade under bilen havde mistet en bolt, så den nu hang i den ene side og på den ujævne vej rørte jorden. Søren havde for nogen tid siden lagt en ekstra bolt i bilen - bare for at have den der... Den fik vi nu brug for. Men vi havde ikke en nøgle til at spænde den fast med! Vi var langt ude på landet, men netop der, hvor det skete, var der cirka 10 huse, og en mand havde netop det stykke værktøj, vi havde brug for. Fantastisk! Dette lille `uheld' gjorde, at vi endnu mere bad Gud om, at han ville være med hele vejen og beskytte både os og bil og trailer.

 

Næste dag var vi ca. 3 timers kørsel fra Sanjaranda, da en stang under traileren faldt af! Og der var ingen mulighed for at sætte en ny stang på.

Blot få minutter efter at vi var kørt fra en tankstation begyndte traileren at slingre. Vi fik vendt rundt og tog ind på tankstationen igen og fik spændt nogle bolte. Og så gik det, som det skulle, resten af vejen.

  

I 1½ dag arbejdede Søren og Verner på at reparere og forstærke traileren og få læsset


maskinerne på bedste måde. Og efter ialt 2 dage i Sanjaranda, startede hjemturen med et læs på 1,2 ton på traileren. Den havde før kørt med 2 ton, så læsset skulle ikke være et problem. Vi bad for bil og trailer - og om Guds beskyttelse, og vi bad om, at det måtte gå godt med at få alle emner over grænsen uden at skulle betale store summer i told og afgifter. Vi kørte som nævnt ikke mere end 30 km i timen på jordvejene. På 2. dagen ca. 1½ times kørsel før grænsen fandt vi ud af, at den vigtigste og tykkeste bladfjeder i den ene side af traileren var brækket helt over! Hvad skulle vi gøre? Vi var igen langt ude i bushen og kunne ikke lige tømme traileren, vende bunden i vejret og skifte bladfjederen Der var kun ét at gøre: Bede og håbe! For at gøre en lang historie kort, så sad denne bladfjeder, efter flere hundrede km's kørsel, hvoraf en del var på virkelig dårlig vej, stadig i samme position, da vi klokken 20.30 nåede frem til Susanne og Leif Madsen i Nakuru, som vi overnattede hos.

Kl 9.45 næste morgen var vi klar til at køre hjem til Eldoret. Vi var dog kun nået lidt uden for Susanne og Leifs hjem, da den brækkede bladfjeder forskubbede sig - og nu kunne vi ikke køre mere med traileren. Søren fik dog ved at bakke mod en sten, skubbet akslen lidt frem igen - så han derefter kunne bakke traileren tilbage til Susanne og Leif. Vi tog så til Eldoret uden traileren, og få dage senere kørte Søren i vores lastbil med byggematerialer til Nakuru og tog traileren med hjem bag på lastbilen. Takket være kranen var det ikke et problem.

 

Det var så fantastisk, at hver gang vi havde problemer, så var hjælpen lige i nærheden. Gud havde holdt sin hånd på fjederen hele vejen! Flere af vore missionærvenner så billeder af traileren og den brækkede fjeder og sagde, at det var umuligt menneskeligt set at køre så langt og især på meget dårlig vej, uden at traileren gik helt i stykker. Gud var i sandhed med os. Der hvor vi stod helt magtesløse og ikke selv kunne gøre noget, da kom Gud med sin hjælp og sin hånd.

Når vi vandrer i Guds vilje og kommer ud i situationer, hvor vi føler os totalt magtesløse pga praktiske problemer eller andet, da hjælper Gud og skaber en løsning, hvor det ellers ser så umuligt ud. Vi må bare lære at sætte vores lid til Gud.

Når året er omme, regner vi med at have hjulpet med næsten 100 byggerier i år heraf mest kirker. Og 11 af projekterne er kirker i Sudan. Bygningerne i sig selv gør jo ingen forskel i Guds Rige. Nej det er, når vi ser, at de bliver brugt i Guds rige til at vinde mennesker for Jesus, at vi begejstres.

Billedet med de farvestrålende mennesker viser en del af en menighed i ørkenområdet Turkana. I Turkana mødes mange blot under et træ så det gør en kæmpe forskel, når de får en bygning til at give skygge for solen og ly for regnen.

Vi vil gerne takke enhver som ved økonomisk støtte, gennem forbøn eller på anden måde har stået bag os har været med til at gøre det muligt for os også i 2009 at bygge kirker og dermed være med til at gøre en forskel i Guds Rige.

Vi ønsker enhver af jer en rigtig glædelig og velsignet julehøjtid.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren

Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Paraguay

Af Laura og Bengt Axell

Laura kom hjem fra Sydamerika den 14. oktober. I den måned hun var borte, boede jeg hos vor datter Cristina i Mullsjö i Sverige. Da Laura kom hjem, rejste hun direkte til Göteborg, hvor min svigersøn Hugo og jeg hentede hende i lufthavnen. Et par dage senere rejste vi til København og var da med på konferencen for kvinder i den latinske del af menigheden på Drejervej. Det var vældig interessant. Det var vor datter Diana der havde arrangeret konferencen og hun talte også Guds ord til de latinske kvinder og fik lov at bede med fire personer til frelse.

Laura fortæller, at det går rigtig godt derude i menighederne, men at de nu er i den fase, hvor de husker det som var og savner de gamle tider. Den nye forstander har også kommet så langt, at han mærker eftervirkninger-ne af fejl han gjorde i begyndelsen, så han var vældig glad for Davids venskab. De fik da også rigtig mange timers snak både på kirkens kontor, hjemme hos David og på Paraguays hullede veje til de steder hvor evangelisations-teamet skal have deres næste kampagner. Det er lange rejser over mange timer.

Generelt var der en følelse af en type ensom forladthed i medarbejderne, så besøget var denne gang til stor opmuntring, har jeg fået fortalt af medarbejderne over Internettet. - Det er jeg jo glad for. Laura siger hun var glad for at David var med på rejsen. At han fik nåde fra Herren til at opmuntre og få medarbejdernes øjne vendt til de muligheder de har. Det ville være rigtig godt, om han kunne rejse derud nogle måneder om året, da hans naturligt inspirerende evne sætter gang i tingene.

Musikskolen fungere nu på tre steder i landet og har omkring 60 elever færdige til den statslige eksamen sidst på året.

En kampagne løb fra den 5. - 15. november, i landsbyen Santa Librada, som ligger 400 km. nord for Asunción. For nogle år siden havde vi kampagne i byen San Pedro, hvor blandt andre en skoleinspektør og en landbruger fik et møde med Gud og tog imod Jesus som deres frelser. De var begge to fra byen Santa Librada. Da de kom tilbage til deres by fortalte de om alt det de havde set og oplevet på kampagnen og nu ønskede de så, at evangelisations-teamet skulle komme til deres landsby.

David organiserede så en rejse til Santa Librada sammen med menighedens forstander og nogle af medlemmerne af evangelisations-teamet. De skulle se på stedet og tale med myndighederne. Det er et fint sted og myndighederne virker da også til at være glade for, at der sker noget i deres by. De få evangeliske der nu er i byen (9 stk.) lod sig døbe samme dag og de er kolossalt glade for hjælpen.

De besluttede så at evangelisations-teamt også skulle bygge en kirke i løbet af kampagnen, så de nyfrelste har et sted at samles efter kampagnen. Vi regner med at teamet kan nå at rejse murerne, efter at de har lagt taget på konstruktionen. Derefter må de nye kristne så selv bygge lokalet færdig. Det plejer at give et godt fællesskab, så
I må meget gerne være med til at bede for denne kampagne, at mange sjæle må blive frelste.

Kampagnen der kommer efter bliver i december måned i Karapé og i Arroyos y Esteros. For nogle år siden havde vi en kampagne i Arroyos y Esteros, for en kirke der ikke tilhører vort arbejde. Men på en eller anden måde var der ikke rigtig trivsel og vækst i det nye arbejde, så en ældre broder kontaktede mig inden vi rejste hjem og vi nåede da også at havde en støttekampagne. Siden har de haft omkring 40 personer på møderne og nu ønsker de, at vi skal give dem endnu en håndsrækning.

Dernæst går det mod syd i Paraguay, nær grænsen til Argentina, men datoen er endnu ikke fastsat. Det er takket være jer, at dette meget frugtbare arbejde går videre. At de nødvendige midler til evangelisationen findes, så vi kan bygge nye evangeliske menigheder hvor der er behov for det.

Må Gud rigt velsigne jer for det I gør, for forbøn og offer.

Mange tak og kærlige hilsner

Laura og Bengt Axell

Projekt 5100 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Tanzania

Af Tabitha og Torkild Jensen

Kære læsere af Missions-Nyt

Med denne hilsen, vil vi gerne sige tusind tak for jeres respons og hurtige hjælp. For pengene, som vi har

modtaget, er vi allerede begyndt at købe majs.

Vi er dybt taknemmelig til Herren for det store mirakel, som vi har fået lov

til at opleve, når det gælder indsamlingen til køb af mad. Vi har grædt mange glædestårer over at opleve Guds godhed imod os, så vi kan få lov til at være med til at hjælpe disse stakkels afrikanere, som ingenting har at spise. Kære venner, tusind tak fordi I ville være med. Vi beder Herren om, at HAN selv vil velsigne og lønne jer tilbage.

Vi har på nuværende tidspunkt delt majs ud for de første 40.000 kr. I sidste uge købte vi igen 10 tons majs, 100 sække og lagde i en container. Priserne stiger for hver uge, hvad vi synes er meget uretfærdigt overfor de stakkels afrikanere, som er ved at dø af sult.

I går var vi igen ude for at dele majs ud. Sikke en jubel og glæde det skaber hos dem, der får en portion majs med hjem.

I området hvor vi var ude med nødhjælpen i går har regeringen lavet en vandforsyning, hvor alle i området kan komme og hente vand. Der er bygget et stort vandtrug, hvor kreaturerne kan komme og drikke og ligeledes kan befolkningen hente vand, hvilket vi var glade for at se. De som bor i ydrekanterne har 5 km hver vej for at hente vand. Det er altså en spadseretur på 10 km frem og tilbage for at hente 20 liter.

Jeg tænkte efter jeg så disse billeder.

Læg mærke til hvor støvet det er overalt og ingen vegetation overhovedet, ja selv vejen og markerne er kun pulver. Tænk sig hver gang de bare går et skridt hvirvler de støvet op, så både tøj og kroppen bliver utrolig beskidt. Men da der er knaphed på vand bliver vandet kun brugt til at drikke og madlavning så de bliver sjældent vasket, hvilket betyder de fleste går beskidte i seng. Dette fine støv er meget hårdt for deres hud, og man ser ofte store revner, da huden tørrer fuldstændig ud.

Ja så har vi det virkelig godt i vores lille land Danmark. Husk at sig Herren tak, fordi du er født i så godt et land, hvor det hele fungere så godt, hvor der er både vand og strøm. Afrikanerne er fuldstændig afhængige af at de får regn, så hvis regnen slår fejl, betyder det for de flestes vedkommende, at de må sulte. I dette område er der en del som har æsler som trækdyr, hvilket ses på billederne. De bruges også til at transportere vand, hvilket er med til at lette arbejdet især for kvinder og børn.

Jeres hjælp betyder at de indfødte ikke føler sig svigtet, men oplever at Herren har omsorg for alle sine børn. Bibelen siger, du må ikke bekymre dig for dagen i morgen, hvad du skal spise, eller hvad du skal klæde dig i osv., for hver dag har nok i sin plage. Her er noget, hvor vi europæere godt kunne lære noget af afrikanerne. De er så taknemmelige for, at de kan blive mætte i dag og lægger morgendagen i Guds hånd.

Igen tusind tak for jeres store hjælp. Uden jeres indsats var vi ikke i stand til at hjælpe, og vi er glade for at være jeres forlængede arme i Tanzania.

Tabitha og Torkild Jensen

Projekt 5555 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Filippinerne

Af Peter og Abby Capili Hansen

Hjerte for de fattigste af de fattigste.

Den danske evangelist Peter Capili Hansen og hans kone Abby vil igen sprede evangeliet om håb, frelse og helbredelse til de fattigste på Filippinerne. Efter et år, hvor deres fokus var primært Afrika, er de nu tilbage på Filippinerne, hvor de i december måned har deres største mission og nødhjælpsindsats til dato. I december vil Peter & Abby sammen med deres danske organisationen Angel Relief, stiftet i 2006, være involveret i uddeling af mad og afvikling af evangeliske kampagner i det centrale af Filippinerne på ø-grupperne Cebu og Dumaguete, hvor millioner af mennesker lever i dyb fattigdom. Millioner af filippinerne har mindre en fem kroner at leve for om dagen, og livet i fattigdom er en realitet for rigtig mange, uden nogen mulighed for et bedre liv.

Lige siden Peter og Abby Capili Hansen stiftede deres danske organisation, har de haft en dyb nød for disse mennesker, både i Etiopien og på Filippinerne. Peter siger: „Det er vores mål at hjælpe med nødhjælp og sprede evangeliet om Jesus Kristus til de allerfattigste. Det går hånd i hånd at hjælpe mennesker med det mest nødvendige, at fylde de tomme maver og give dem de allerbedste nyheder oveni, budskabet om frelse i Jesus Kristus. Uden Jesus er de for altid fortabt, og udover evangelist ønsker vi også at
vise Jesus kærlighed ved at give dem praktisk hjælp, derfor er vi her!'

Peter og Abby vil dele mad ud til ca. 30.000 mennesker i Cebu, hvoraf mange er børn, som opholder sig på farlige lossepladser, hvor de leder efter mad og ting, de kan bruge og sælge. På disse lossepladsområder vil Angel Relief og Peter og Abby også have friluftsmøder og prædike evangeliet for tusinder af børn. Dette er blevet muligt i samarbejde med lokale kirker og organisationer og skoler. Angel Relief er allerede involveret i dette arbejde ved at støtte skolematerialer til de fattigste børn. Vores samarbejdspartner i Cebu deler mad ud til 9.000 børn hver dag! - Dette arbejde vil Angel Relief forsat være med i, og udover uddeling af mad og anden nødhjælp vil Peter Capili Hansen også være hovedtaleren på to evangeliske kampagner med 8 aftenmøder, hvor man forventer at der vil komme mere end 40.000 mennesker. Dette er i fint samarbejde med organisationen Gospel Miracle Ministries og mange lokale kirker.

Efter nødhjælps- og missionsfremstødet på Cebu vil de rejse til Dumaguete, hvor de i samarbejde med lokale kirker vil arrangere evangeliske møder i junglen, på stranden og på bjerget samt træningsseminarer for unge evangelister. Fattigdommen er meget stor på dette sted, og de vil også dele mad ud her.

Disse to missionsfremstød bliver meget spændende og udfordrende, og Abby og Peter Capili Hansen og deres team behøver al den forbøn, de kan få, mens de er på Filippinerne i december og januar måned. Du kan læse mere på websiderne:

www.angelrelief.org eller www.gospelmiracle.org

Peter og Abby Capili Hansen

Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Thailand

Af Birthe Steffensen

Der er to ting, som har betydet meget for Prayoon og Sathiyaa Maprang i deres arbejde med skolehjemmet i Nakhonthai. Den ene er, at det blev muligt for dem at ansætte 4 medarbejdere for midler fra Danmark. Dem har de arbejdet sammen med siden juni i år, og de er meget glade for dette samarbejde. Den anden er at de har indledt et samarbejde med en finsk hjælpeorganisation, og de har foreløbig lavet en 3-års aftale, som åbner for nye muligheder i udvikling af skolehjemmet.

Prayoon og Sathiyaa er lykkelige for denne udvikling i deres arbejde. De takker Gud for den måde han har belønnet deres tro og udholdenhed. Det har været nogle drøje år men alt sliddet værd!

Én af eleverne skriver: 'Jeg hedder Tawan. Jeg har boet på skolehjemmet i to år. Dette er mit sidste år, for jeg bliver færdig med high school i år. Det første år på skolehjemmet var forholdene ikke så gode. Sovesalen manglede senge, så vi sov på gulvet. Vi skulle tage bad i en dam ved siden af huset, og vandet var meget mudret. Vi skulle også vaske vores tøj i vand fra dammen, så min bluse og strømper til min skoleuniform blev røde af mudderet i vandet. Tit måtte vi gå ud på markerne og finde grønsager og andet
spiseligt, fordi der ikke var penge nok til mad.

Nu er jeg meget glad, fordi vi har rent vand og god mad og sover i nye senge. De nye medarbejdere tager sig af os og får os til at føle os som en familie. Mit håb er nu, at jeg kan læse videre efter high school. Min far har ikke penge til at sende mig på universitetet, men jeg vil så gerne læse videre. Hvis jeg får mulighed for at læse på universitetet, vil jeg være i stand til at hjælpe min familie. Det jeg har oplevet, mens jeg har boet på skolehjemmet, har givet mig håb for fremtiden. Jeg takker jer for at have givet mig dette håb.'

Skolehjemmet i Nakhonthai er for børn fra stammerne, men i sommer sagde Prayoon og Sathiyaa ja til at to thailandske børn kunne bo på skolehjemmet. Det er to børn fra Na Gai Khia området, hvis forældre har forladt dem, siden de var små. De har haft en meget ubarmhjertig barndom, hvor ingen har villet have noget med dem at gøre. De har fået masser af skæld ud og nærmest kun negativ kontakt med andre. Nogen fik åbenbart ondt af dem og afleverede dem til menigheden i Na Gai Khia, og det endte så med, at Prayoon og Sathiyaa sagde ja til, at de kunne bo på skolehjemmet. Pigerne er nu 12 og 14 år gamle. De bliver kaldt Nyk og Den.

Begge piger havde det elendigt, da de kom til skolehjemmet, og den yngste af pigerne var plaget af angreb fra onde ånder. Det var voldsomme angreb, og de andre børn var bange. Der blev bedt for pigen, og ånderne blev drevet ud. Det var sådan en forvandling, så begge piger tog imod Jesus som deres frelser. Deres forvandling var sådan et vidnesbyrd, at 16 andre børn fulgte efter og tog imod Jesus. Nu er 29 af de 50 elever på skolehjemmet kristne. Er det ikke bare fantastisk?

Da skolen begyndte efter oktoberferien, gav det anledning til problemer, at der var så mange børn, som ikke tog del i den buddhistiske ceremoni, som hver skoledag indledes med på alle thailandske skoler. Børnenes forklaring om at de var kristne blev ikke godtaget, og især én af lærerne var hård ved eleverne. Prayoon har siden været til flere samtaler på skolen, og det er lykkedes at få lavet en aftale, så børnene selvfølgelig er til stede under hele ceremonien men kun deltager aktivt i flaghejsningen og na-tionalsangen. Nogle af lærerne har stadigvæk lidt svært ved at acceptere det, men Prayoon har et godt forhold til skolelederen og har en aftale om, at han kan komme igen, hvis der er behov for det. Skolelederen havde også bemærket, at der var sket en stor forandring med de to piger og var meget interesseret i at høre Prayoons beretning om forløbet.

Der er rigtig meget at takke for: medarbejderne, meget bedre forhold på skolehjemmet, nye udviklingsmuligheder, børn, der bliver sat fri og kommer til tro og får håb for fremtiden. Vær med i takken og fortsæt med at bede. Det virker!

Kærlig hilsen og tak fra

Prayoon og Sathiyaa Maprang og Birthe Steffensen

Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Filippinerne

Af Peter Christensen

Kære læsere af Missions-Nyt!

Jeg takker Gud for endnu en missionstur til Filippinerne det var den tredje gang Han har sendt mig der. Det er Biskop Conrado Domingo, der inviterede mig. Han har startet over 100 menigheder i et område, hvor man tidligere var hovedjægere. Største parten af indbyggerne på Filippinerne er katolikker, men i bjergområderne i det nordlige Filippinerne bor der stammefolk, som er etnisk kinesere. De var hovedjægere indtil for få år siden. Det var ikke så meget, fordi de var vrede på folk, at de skar hovederne af dem. Det var for at tilfredsstille guderne, så jorden måtte bære rige frugter. Conrado har mødt en med 11 mærker i ørene. De lavede et mærke i øret for hvert offer. Den første missionær, der kom op til deres område var katolik, og resultatet er forudsigeligt, han mistede sit hoved. Den næste var protestant, og det gik ham ligeledes. Den tredje var pinseven. En dag da han lå på sine knæ og var i forbøn for disse stammefolk, kom så en af dem snigende med kniven parat. Da han nærmere sig hytten, så han en slange komme ud fra den, og komme direkte hen imod sig. Det fik ham til at stoppe op, og han gik tilbage til de andre hovedjægere, for at diskutere dette. Slangen var deres Gud, så de anså det for at være et tegn. I stedet for at skære hovedet af missionæren, besluttede de sig for at lytte til ham. Conrado Domingo har arbejdet sammen med denne missionær i disse bjergområder.

Da han var ung gik han på The Miracle Bible College i San Fernando, hvor der netop var en del af disse omvendte hovedjægere, der var blevet elever. Jeg har selv hørt dem synge og vidne, da jeg var nyfrelst fordi The Miracle Choir rejste rundt til 22 vestlige lande dengang. Det var slående at se taknemmeligheden i deres øjne, over at Jesu nåde havde bragt dem ud af mørket. En fra det sangkor var Susan, som nu er gift med biskoppen, og er den daglige leder af bibelskolen.

Det var meningen, at jeg også skulle have undervist på The Miracle Bible College, men Filippinerne blev jo ramt af de værste tyfoner med oversvømmelser og jordskred i mands minde, netop i den periode jeg var der. Det var ganske enkelt ikke sikkert for mig at rejse med bus i disse bjergegne, hvor der var mange jordskred, så de første 2 uger tilbragte jeg i Bambang, hvor biskoppen har sit hovedsæde, og hvor de har en anden bibelskole.

ere end 50 % af de unge fra bibelskolerne kommer ud i praktisk tjeneste bagefter. Der startes simpelthen så mange ny menigheder, at flaskehalsen er, at finde nye pastorer til at blive indsat i de mange ny menigheder. Det var også dejligt, at se stor søgning af unge på møderne, de drages blandt andet af levende, inspirerende musik. Men det er vigtigt at deres omvendelse fortsætter i disci-pelskab. En anden måde filippinere er gode til at evangelisere på er, at invitere de ufrelste til sociale sammenkomster f.eks. en fødselsdagfest eller lignende, og så bruge anledningen til at prædike evangeliet også, samtidigt med at de kan have det sjovt sammen.

Efter Bambang gik turen til Manila, hvor jeg tilbragte den sidste uge hos Conrado Domingos nevø Ernesto, som er leder for 13 menigheder. Han bygger disse menigheder ud fra principperne i G12, Government through 12. Hovedtanken er gennem discipelskab at forme Kristi karakter i alle troende, og at uddanne dem til cellegruppeledere. Mennesker frelses gennem evangelisation; men de bevares gennem discipelskab. Jeg kender en evangelist fra Sydindien, som siger, at han har bedt til frelse med over en million mennesker ved at vise Jesus-filmen og afholde helbredelsesmøder ude i landsbyerne, men med meget lidt varig frugt. I Ukraine så man mange mennesker give deres
liv til Gud efter kommunismens fald; men man gjorde den erfaring, at hvis mennesker ikke blev aktive for Guds riges udbredelse indenfor 5 år, begyndte de at falde fra! Hemmeligheden er, at vi skal blive meget bedre til opfølgningsarbejde og få mennesker ind i cellegrupper, hvor de kan møde kærlighed og omsorg med det samme efter deres omvendelse.

Der var også anledning til at prædike i nogle af disse kirker i Manila, og Gud virkede med sin kraft, så mange blev helbredt og salvede til at få en bedre økonomi. Der var også 2 aftenseminarer for nogle af kirkernes ledere og præster. En af præsterne var så glad for undervisningen, at han fik arrangeret, at jeg også kunne komme og undervise på en bibelskole i Manila.

Pris Gud for alle Hans velgerninger. Det er pragtfuldt at se evangeliet spredes så meget på Filippinerne. Lad os være i vedholdende, troende bøn om at Gud må trænge igennem, så at mange mennesker må blive Jesu efterfølgere også her i Danmark.

Peter Christensen,

GOOD NEWS GLOBAL OUTREACH

Projekt 5582 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Guatemale

Af Poul Søndergaard

Kære venner

Det er nu nogen tid siden jeg har skrevet om Guatemala, men Gud velsigner stadig arbejdet. Jeg var dernede for godt et år siden, og er i forbindelse med pastor Alberto mindst en gang hver uge, og får billeder derfra.

For et år siden var der 3 præster som byttede kirker, og Alberto fik en stor kirkebygning med meget få medlemmer. Kirken er vokset meget i den tid, fra 6 unge til nu 35, og 10 mere går til dåbsforberedelse. Der var <U>ingen</U> søndagsskole, og nu er der ikke under 80 børn hver søndag. Der er ca. 45 voksne, mest damer, og Luvia (præstens kone) leder en bedegruppe, som går ud og beder for folk og evangeliserer i omegnen. Af mændene er Alberto ved at undervise de 6, så de kan prædike og afløse ham, når han er forhindret.

Det er en fattig menighed, så der må hjælp til Albertos løn, for at de 4 børn kan gå i skole. Af hans løn går næsten halvdelen til benzin og andre kirkelige ting, og han skal hjælpe ved konferencer og undervisning af andre præster, og så er der kun penge tilbage til børnenes bus hver dag til skolen.

Vi støtter ham i vores lille gruppe af venner, men når der skal hjælpes med kampagner, kniber det. Sidst i oktober havde de „alverdens børns dag', og der kom over 300 børn, som får mad og underholdning, prædiken og en lille gave. Det kan samle børnene fra omegnen, og det er fint, for mange kirkefremmede bliver interesseret. Sidst i november havde de „børne bibelskole'. Der kom 300 børn til undervisning i 5 dage 3 timer om dagen.

Til nytår har man normalt fest i kirken, og de regner med 700 til „Tamal', som er en normal ret i landet, med lidt kød i majsdej, pakket ind og kogt i palmeblade. Det smager godt, men de mangler penge til det.

Jeg har været dernede 7 gange, og de første 2 gange i år 2000 med Mercy Ships på bibelskole. Dernæst har jeg hjulpet kirken i Coban med gadeevangelisation, hvor jeg tryller, og jeg har haft Alfa Kursus bøger med til dem, for det kendte de ikke i Guatemala. De kørte kurset i kirken og dernæst udenfor, og da var der over 50 personer, som fik en personlig tro, og de bruger stadig kurset til dåbsundervisning.

Om jeg skal derned igen ved jeg ikke, men Gud viser et skridt ad gangen. Den drøm jeg fik for mange år siden er ikke gået i opfyldelse endnu, så jeg tror, jeg skal af sted igen. Lige nu er det forbøn og økonomisk hjælp, som er det aktuelle. Når vi tager børnene ved hånden, tager vi forældrene om hjertet.

Vær med til at støtte Guatemalas fattige nu, for Jesus kommer snart igen, og så er der ikke meget ved nedgravede skatte, og er børnene med til at synge i Nytårskam-pagnen, kommer forældrene og hører på dem.

Poul Søndergaard

Projekt 5675 i Missionsfonden

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Kender vi ham?

Af Gardar Ragnarsson

Kender vi ham, som blev født hin julenat?

„Jesus sagde til ham: Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?' (Joh 14,9)

Der må være noget, som er gået skævt for Filip. Han var dog én af dem dér i begyndelsen, som havde hørt kaldet fra Jesus, der sagde; „Følg mig'. Hans vidnesbyrd bagefter til Natanael lød overbevisende: „Ham, som Moses og profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nasaret', og da Natanael tøvede, sagde Filip frimodigt: „Kom og se!'. (Joh.1:43-46)

Det ser udfor at han havde en del af teologien på plads, og at han blev hurtigt en ivrig sjælevinder. Men der var dog en stor forskel på hans forståelse og Peters, da Herren engang spurgte sine egne disciple: „Men I, hvem siger I, at jeg er?' Simon Peter svarede nemlig og sagde: „Du er Kristus (Messias), den levende Guds Søn.' Forskellen ligger i, at Filip så på det menneskeligt og naturligt, som også mange andre gjorde i den tid, at Jesus skulle have været Josefs søn. Men Peter taler ud fra en åndsåben-barelse og siger: „Du er Messias,- du er Guds Søn'. Det er den højeste bekendelse et menneske kan aflægge! Derfor svarede Jesus og sagde: „Peter, Jonas´søn, du er salig og velsignet. Det svar har du ikke fra andre mennesker, for det er min Far i himlen, der har åbenbaret dette for dig.'

Det er muligt at `kende' den historiske Jesus men dog miste af selve poenget. Hvis
kristendomskundskaben ikke fører os ind i erkendelsen af hvem vi er, og åbenbaringen af hvem Jesus er, og hvad Han har gjort for os på korset, er vi i mørke og vandrer i mørke, hvis vi ikke bliver delagtige i den samme åbenbaring som Peter oplevede!

Vejen ind i Gudsåbenbaringen er „knævejen' bønnevejen. Lønkam-rets stilhed og betydning må praktiseres, hvor vi er alene indfor Guds åsyn, hvor han, ved Helligånden, åbner forståelsen af hvem, Jesus er, og fjerner sløret fra hjertets øjne, så vi kan sige i ånd og sandhed sammen med Tomas: „Min Herre og min Gud.'

Siden bliver livet en vedvarende opdagelsesrejse, hvor vi hele tiden ser nye sider af Jesus. Det er sandt, at nu ser vi Ham som i et spejl, men en dag skal vi se Ham, som han er, og kende ham fuldt ud.

Lad os derfor nu gå afsides med Herren, fra al støj og larm og overfladiskhed, og tage os tid til at lære ham bedre at kende. Glædelig Jul.

Gardar Ragnarsson

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

X

Af X

Advent taler om forventning og adventstiden minder os om den atmosfære der understøtter bibelens smukke beskrivelse af den første juls begivenheder. Historien begynder med den opvækstvækkende profetrøst i skikkelse af Johannes Døberen, der kalder en fornyet forventning frem i Israels hjerte. Men Døberens budskab rækker også frem til i dag med ord, der vil skabe nærforventning til det håb, som ligger foran os: Håbet om at Jesus skal vende tilbage og forvandle vores verden. Af Johannes Døberen lærer vi, hvordan vi tager hul på et nyt år med advent i hjerterne:

1. Advent spirer i ørkenens stilhed

Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham. (Mat. 3:5)

Israel måtte søge ud af byerne og ind i ørkenen for at høre Guds tale. I biblen er ørkenen det sted hvor Gud ofte møder sine tjenere. I dets stilhed og enkelhed får sanserne hvile og sindet falder til ro. Her synker opmærksomheden fra hovedet og ned i hjertet, så vores åndelige bevidsthed skærpes og leder os ind i et afslørende møde med os selv og vores skaber. I vores moderne tid hvor de elektroniske medier konstant bombarderer vore sanser har vi i særdeleshed brug for ørkenens ro for at høre Guds stemme - den røst der vækker forventningen og forbereder os på Herrens komme.

2. Advent vokser i omvendelse

„Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!' (Mat.3:2)

Døberens budskab var et kald til omvendelse. Ordet for omvendelse på græsk sigter først og fremmest til en sindsforandring. I ørkenens stilhed oplever vi gudsåbenbaring der forandrer vores perspektiver. Det som før var uvirkeligt bliver levende og det der var ubegribeligt griber vi i tro. Når Guds sandheder fornyer vores sind, vokser troens forventning så håbet igen oplyser os.

3. Advent gør os frugtbare

„Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har
Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.' (Mat.3:8)

„Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.' (Mat.3:12)

Den sande forventning har en anden karakter end Farisæernes og de Skriftkloges egocentriske ønsker. Johannes profeterede om en dåb i Ånd og ild. En dåb der renser og befrier os fra selvretfærdighedens anstrengelser og ambitioner. En dåb der giver os del i Helligånden fylde. I ørkenens møde med Gud bliver frugten af vores omvendelse ny styrke til at leve som disciple, der ligner deres mester. Det er denne forvandling, der gør evangeliet troværdigt, så også vores mission bærer varig frugt.

Må Gud give os alle nåde til at tage imod det profetiske ord og gå ind i det nye år med hjerter fyldt af forventningens glæde!

Kenneth Kühn

Missions-Nyt, nr. 4 - 2009

Tanzania, NLO

Af Hannah og Egon Falk

Kære venner.

Så er vi godt i gang med vores `fæl-lesskabsuge' for alle vores medarbejdere, bibelskoleelever og lokale pastorer og prædikanter.

Hvilket stærkt gennembrud og nærvær af Helligånden vi allerede har erfaret. Det er så stærkt, at det er vanskeligt at sætte ord på; men vores liv bliver ikke de samme som tidligere!

Vi afslutter denne specielle uge med eksamensafslutning for alle 62 bibel-skoleelever på søndag. Det bliver en stor festdag.

Vor `nye' trækker er ankommet her til Arusha efter næsten 2 måneder i havnen i Dar Es Salaam og vi er bare så glade og taknemlige.

Er det muligt at tænke tanken om endnu en trækker? Det har vi faktisk hårdt brug for; men vi har ikke de kr. 200.000 der behøves. Vi tror dog, at alt er muligt for Gud.

Med dette smukke billede af regnbuen efter et regnskyl i Arusha, vil vi ønske Guds rige velsignelse over jer alle i denne juletid.

Jeres i Tanzania

Hannah og Egon Falk.

Projekt 5270 i Missionsfonden