Missions-Nyt 1, 2009

Leder: I magtesløsheden udfoldes Guds magt!

Af Elly Bruun

Påsken nærmede sig. Jesus havde i hvert fald i tre år været sikker på, at han var Guds søn. Han havde vandret rundt i Israel og helbredt syge: blinde, lamme, spedalske, døve ja endog opvakt døde og forkyndt evangeliet. Nu vidste han, at tiden var nær, hvor han skulle spottes, hånes, spyttes på, piskes og dræbes - og Jesus, Guds søn kom i dødsangst.

Jesus havde fortalt sine disciple, hvad der skulle ske, og han ønskede, at hans bedste og nærmeste venner skulle bede sammen med ham; Men de faldt i søvn. Jeg er sikker på, at Jesus har følt sig meget ensom. I bibelen står der også, at Jesus blev prøvet i alle ting - dog uden synd.

Næste dag da Jesus blev korsfæstet, råbte han: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Sådan blev Jesus også prøvet. Han følte, at hans far havde forladt ham, og alt var håbløst.... Gud svarede ikke på spørgsmålet; men Gud svarede alligevel ved at være der.... Kort tid efter kunne Jesus sige: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd," og Gud svigter aldrig sit barn.

Dette betyder, at uanset hvor håbløs din situation synes, hvor magtesløs du er, hvor ensom du føler dig, hvor meget depression og angst fylder dig, må du gerne råbe det til Gud.

Jesus forstår dig, for han har selv prøvet det, og han vil være der for dig. Han elsker dig, præcis som du er, og han har lovet: "Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke." Du vil få en kontakt, som du ikke havde regnet med, for det er i vores magtesløshed, at han udøver sin magt.

Missions-Nyt 1, 2009

Irland

Af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner.

Der skal mod til at være buschauffør nogle steder i Cork. Næsten lige på den anden side af vores havemur er der et stort kvarter, hvor der ikke kører busser efter kl. 18.00 om aftenen, ellers bliver de stenet og angrebet med andet hærværk. Vi er glade for vores to store hunde indenfor havemuren! Vi har ofte sagt, at det er et så voldsomt pres særligt på unge, som vokser op i sådant et kvarter, at det må være praktisk talt umuligt for familier med børn at holde dem fra at blive involverede i alt muligt dårligt.

Men Gud kender ingen umuligheder. Drengen Dillon kommer trofast på vores møder to gange om ugen sammen med sin bedstemor Cathrine, netop fra den omtalte bydel. For snart mange år siden blev Cathrine frelst på forunderlig vis efter et liv i den værste `profession', nogen kvinde kunne have. Efter at have set aldeles elendig ud fik hun pludselig en udstråling af fred og glæde, som slet ikke kunne skjules.

Det gik godt i nogle år, men så kom der for-færdelige familiegenvordigheder foruden sygdom, og Cathrine brød sammen. Vi mistede næsten kontakten i en del år. Men Gud formår at løfte et menneske igen, hvad end omstændighederne er. Cathrine havde en lejlighed, som hun måtte forlade, fordi hun, som så mange andre, blev terroriseret af unge. Nu bor hun skiftevis hos sine døtre i kvarteret.

Ikke desto mindre er Cathrine et lys for Herren dér. På trods af et skrøbeligt helbred taler hun altid om Jesus til de hun møder, og til naboer og familie og i særdeleshed til sine børnebørn; Hun har mange, og de elsker hende højt. En del af børnebørnene er i alt andet end gode familieforhold.

Der er absolut ingen tvivl om, at den 12-årige Dillon har overgivet sit liv til Jesus på
ægte vis. Han er heller ikke bange for at tage standpunkt og tale om det i skolen. Dillon lytter til forkyndelse af Guds Ord og til bibelstudier med interesse og stiller til tider meget relevante spørgsmål - somme tider midt i det hele!

Intellektuelt er Dillon mindst 3 år forud for sin alder, men følelsesmæssigt er hans udvikling nærmest modsat. Vi kører dem som regel hjem efter møderne, da de bor så nær ved os. I sidste uge da vi havde sagt farvel, og de var gået nogle skridt fra bilen, vendte Dillon sig pludselig om og råbte: „Og tak for Guds Ord!". Kun Gud formår at hjælpe og bevare sådan en dreng i de omgivelser han har! Hjælp os med at bede for ham.

For 4 måneder siden så jeg en ung mand ved et busstoppested i byen. Jeg fik med det samme det indtryk, at han nok var fra et stærkt krigsramt land på Afrikas Horn. Pludselig så jeg hans hånd, som var deformeret og manglede fingre. Han haltede også slemt. Jeg følte mig næsten på, at han ikke var født sådan, men at det var resultat af tortur. Hans håbløse tomme stirren tydede også derpå. Jeg har en god muslimsk ven Nula, som bor 2 minutters gang herfra, og jeg beskrev den unge mand til hende, og hun bekræftede mine mistanker. Han var ganske rigtigt fra samme land som hun, og da han var dreng, havde nogen taget ham og holdt begge hans hænder og begge fødder i ilden, til de var halvvejs brændt af.

Hun fortalte også at Farhan, som han hedder, nu er 20 år gammel og kommer fra et område, hvor folk er nomader. Han har aldrig gået i skole, og skønt han har været her i Irland i 2 år, kan han slet ikke engelsk. Han vil meget gerne lære det, men al engelskundervisning der er til rådighed, er skriftligt, og Farhan kan ikke læse! Der er også læseundervisning for voksne, men det beror på, at eleverne kan forstå, hvad læreren siger, og Farhan forstår ikke engelsk!

Jeg fik stærk lyst til hjælpe ham med at lære begge dele, men jeg vidste ikke engang hvor han boede. Mest af alt var jeg faktisk syg om hjertet ved tanken om hans situation, og hvad han havde gennemgået. Men jeg blev snart klar over, at jeg måtte bede for ham på en helt anden måde, og i forventning om hvad jesus kan gøre for en så knust og medtaget ung mand.

Nøjagtig 14 dage efter gik jeg et lille ærinde lige rundt om hjørnet. En bil kørte op, og Nula og hendes to små børn steg ud sammen med 2 andre, og en af dem var Farhan. Jeg blev inviteret ind sammen med de andre, og enden på det hele blev, at Farhan nu er kommet til undervisning hos os to gange om ugen de sidste 4 måneder. Det går fremad med hans engelsk. Læsningen går det kun småt med, men vi holder ud. Det bedste er, at den tomme stirren er forsvundet. Nu længes vi efter at komme så vidt, at vi kan fortælle ham om Jesus.

Vi har kontakt med flere muslimer. Jeg fortæller ofte min gode ven Nula om, hvad Jesus sagde og gjorde. Derudover må vi bede om, at Helligånden må åbenbare sandheden for dem. Muslimerne våger allesammen over hinanden, og vi må bede om, at Gud vil tage sig af den storm, der let kan opstå, om nogen tager standpunkt for Jesus.

Vores tabre Cambodiamissionærer Ming og hans kone Brenda, som er her fra Cork, har lige været her i nogle uger og er netop rejst ud igen. De kommer hjem en tur hvert år for at kunne holde til strabadserne derude.

De fleste europæiske missionærer kan kun holde til at være i Cambodia i 4-5 år. Ming og Brenda har været der i 12. De bor på et børnehjem, hvor Brenda blandt andet er sundhedsplejerske. Ming er desuden pionérmissionær i nogle af de nærliggende landsbyer.

Her i Cork har Tony anledning til at indtale mange korte radiotaler, der bliver udsendt på den lokale tværkirkelige radio. Situationen her i landet forværres med rivende hast og er langt værre end i de fleste andre europæiske lande. Hver eneste dag hører vi om mange flere, der er blevet arbejdsløse. Nogle som før havde alt, hvad jordiske rigdomme angår, har pludselig mistet det hele. Vi hører om nogle, der tager deres eget liv, når sådan noget sker. Må Gud give nåde til, at mange må vende sig til Gud og få det evige håb, som aldrig kan tages fra dem.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Albanien

Af Stella Christtreu

Kære venner.

Guds fred fra Tirana, februar 2009.

Det er næsten ikke til at forstå, så hurtigt som tiden den går. Med store skridt er vi allerede trådt langt ind i 2009. 2008 synes som en forgangen historie, som skal hives frem af gemmerne. Jeg vil alligevel mindes 2008 som et utroligt spændende og udfordrende år.

Mest af alt fordi jeg fik muligheden for at være medarbejder på Discipleskabs-Trænings-Skolen (DTS'en) i Tirana. Sammen med 7 elever og 9 medarbejdere befandt jeg mig i en himmelsk trykkoger! De første 3 måneder blev vi udfordret til ånd, sjæl og krop gennem en meget intensiv undervisning. Én gang om ugen tog jeg eleverne med på en hurtig rejse gennem de store linjer i Guds Historie fra Skabelsen til Apostlenes gerninger. Sikken en fantastisk Gud vi har! Han har alting under kontrol: fortid, nutid og fremtid.

Sammen med mig underviste også Wanda Kirton, fra Barbados, som nu også er blevet min medarbejder på Skolen for Bibelske Studier. Hun har tidligere været en del af UMO teamet i byen Korca, men gennemgik SBS'en i 2007 i Singapore, og er netop vendt tilbage fra 3 måneders medarbejder- træning i Egypten. Hun er en karismatisk og dynamisk underviser med et stort hjerte for Albanien og albanere. Den helt rigtige person, på det rigtige sted. En gave fra Gud.

Sommer på farten

Højdepunktet på sommeren var 2 efterfølgende måneders praktik, hvor gav det videre, vi selv havde modtaget og lært. Sammen med Roza Doci ledte jeg det ene team, først én måned rundt i Albanien og derefter én måned i Montenegro. Gud sørgede godt for os: ofte helt konkret med vandmeloner, ost og andet godt fra kære venner, som gav generøst til os. Og beskyttede os på vejene, hvor vi rejste rigtig mange km. fra by til by. Overalt holdt vi spontane programmer på gader, stræder og nær boligblokke med sang, dans og drama og bibelhistorier. Børnene kom løbende først og derefter de voksne. Mange hørte for første gang helt personligt at Gud elsker dem.

Efterår i Danmark

Efter en meget varm sommer i Albanien og Montenegro, var det helt forfriskende at komme hjem til et køligt efterår i Danmark. Jeg nød at være datter igen hos mine forældre i Thyregod. Lange ture langs de jyske landeveje og frisk morgensvømning holdt mig i god form og disciplin (jeg elsker bare morgener!). Men mest af alt var det dejligt at mødes med så mange af jer. Hvor er jeg er privilegeret af at være en del af Guds Historie i Danmark. Jeg sluttede året af med en festlig jul sammen med min vidunderlige familie. Det blev til nogle uforglemmelige dage med masser af madlavning, oprydning, leg, gåture, lange snakke. Og der var masser af plads og hjertevarme til os alle 10 voksne og 7 børn.

Skolen For Bibelske Studier

1.marts starter vi igen Skolen for Bibelske Studier (SBS) i Tirana. I begyndelsen af januar flyttede jeg hen i huset, hvor vi skal holde skolen. Forberedelserne til den helt store guldmedalje er begyndt; oprydning, maling, fotokopiering af skolematerialer osv.

Sammen med mine to medarbejdere Wanda Kirton og Lie Xheli (udtales Djeli), glæder vi os til at kunne modtage vores elever. Og endnu en gang at lade Guds Ord opbygge og udfordre os til tro og handling. Helt konkret studerer eleverne hver eneste af Biblens 66 bøger én for én. Studiet består af 3 moduler som hver især består af 12 uger.

Typisk er der undervisning, lovsang og forbøn i formiddags timerne. Om eftermiddagen er der praktisk arbejde og så er det ellers selvstudie. Vores opgave som medarbejdere er at dels at lede kurset, undervise i visse bibelbøger, og at lede og støtte eleverne i deres selvstudier. Dette foregår ved gennemgang og evaluering af elevens hjemmeopgaver og en grundig personlig studievejledning. Plus at varetage de mange praktiske opgaver som kommer løbende hen ad vejen. Hvilke kan være mange og sjove i Albanien, hvor vi stadig kæmper med vandmangel og jævnlige elektricitets afbrydelser, planlagte og uplanlagte!

En Ny Generation

Albanerne er utroligt velsignede og talentfulde til at lære nye sprog og skabe varme venskaber. Derfor er de særlig effektive til at kommunikere tværkulturelt, og særligt Gud Ord enkelt, klart og overbevisende til hvem, der end vil høre. Vi ønsker at Skolen for Bibelske Studier vil træne denne nye generation. Eleverne vil lære at kommunikere kreativt og effektivt gennem dukketeater, historiefortælling, klovnerier, prædiken, bibelundervisning.

Lie Xheli

er SBS-medarbejder på området `forbøn og omsorg'. Når Lie beder åbner himlen sig og alt bliver muligt. 3 dage om ugen mødes hun med unge kvinder i en lands-by uden for Tirana. Disse kvinder er ofte i en svær situation derhjemme eller i landsbyen og har brug for et venligt og opmuntrende ord fra Biblen og en kærlig bøn.

Anita Llapushi

er SBS-studerende i `evangelisation'. Anita kommer fra en landsby i bjergene nær byen El-basan. Vi var sammen i praktik på DTS'en i sommer, og der så jeg hen-de mange gange fortælle om Jesus på en frisk og udfordrende måde. Mission ligger stærkt på hendes hjerte. Derfor har hun sat sig for i dette år at få mere Bibeltræning, og er derfor også elev på SBS'en. Måske har du lyst til at give et økonomisk beløb eller bede for Lie og Anita?

Tak for forbøn. Tusind tak for jeres trofaste og kærlige forbøn for mig og mine venner her i Albanien. Må Gud velsigne jer hver især, hvor I er med i Guds Historie. Må vi sammen skrive mange nye og spændende

kapitler i 2009.

Kærlig hilsen, Stella Christtreu

Projekt 5462 i Missionsfonden.

Missions-Nyt 1, 2009

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen

Kære Missionsvenner.

Takket være missionsindsamlingen på Pinsevækkelsens sommerlejr i Mariager i 2007 kunne vi i november-december arbejde i Marsabit området i det nordlige Kenya, hvor vi ikke før har arbejdet.

I Marsabit området er der meget få kirker, og det meste af befolkningen har aldrig hørt evangeliet. Vi kender ikke andre missionærer, som har arbejdet i området, der er langt fra civilisationen, og samtidig et ørkenområde. Men en mission fra Nairobi har fået hjerte for netop at nå unåede i Marsabit området, og det var i samarbejde med dem, at vi i november kørte ud med 3 kirker.

Vi havde lejet en lastbil til transporten af byggematerialer, da der ikke var brug for den kran, der sidder på vores egen lastbil, og så bruger Søren sine kræfter bedre herhjemme med at planlægge, tale med præster, sørge for materialer og instruere vore medarbejdere, mens vore montører tager ud og sætter bygningerne op.

Lastbilen, som vi lejede til transporten, tilbagelagde en strækning på 1336 km, inden den havde leveret materialer til de 3 kirker. Lastbilen var ikke af nyere dato, men det var umuligt at leje en nyere lastbil, da ejerne var bange for, at somaliere ville stjæle lastbilen.

Lastbilen fik da også problemer. 2 dæk eksploderede, vandet fra køleren løb ud og sidst, men ikke mindst, brækkede en bagaksel. Ejeren af lastbilen kørte i sin firehjulstrukne bil på samme rute for at være til hjælp i tilfælde af problemer. Han fik selv 5-6 punkteringer!

Benjamin, vores trofaste montør gennem nu snart 11 år, ringede og fortalte om alle strabadserne. Han fortalte også, at hyænerne hylede tæt ved om natten; det var ikke en særlig rar situation at stå i.

Vi kunne ikke gøre andet end bede om Guds beskyttelse og en god løsning på lastbilproblemet. Benjamin var heldigvis ved godt mod. Det endte med, at en anden lastbil kom og trak lastbilen til en lidt større by, hvor den blev repareret.

Den ene kirke blev bygget i byen Kargi for en menighed, som blev plantet så sent som i august sidste år, og mennesker er strømmet til, så der allere kommer 200 børn og ca. 225 voksne på møderne. Den anden menighed blev startet af kenyanske missionærer så sent som september sidste år, og menigheden tæller allerede 200 børn og ca. 150 voksne.

Den sidste menighed blev dannet først i firserne, men de har `fået vokseværk', så deres hidtidige kirke er blevet for lille. Den nye kirke kan, når der kommer runde ender på, rumme omkring 1000 mennesker. Vi er meget spændte på at se, hvilken udvikling der sker i disse menigheder.

I juni sidste år byggede vi en tagkonstruktion til en kirke for en menighed, der dengang havde 260 medlemmer. Siden er de blevet 700 i menigheden, foruden at en del af menigheden har startet en udpost, som allerede har 300 voksne foruden børn. Det er vækst! Og vi tror på, at menighederne i Marsabit vil fortsætte med at vokse meget, nu hvor de har en kirke at samles i.

I marts måned skal Søren til Sudan for at hjælpe med at bygge 6 kirker deroppe, også for midler indsamlet i Mariager i 2007. Vi vil være taknemmelige for jeres forbøn, da det bliver en lang og trættende tur. Tak også for forbøn for Birgitte og Susanne, som bliver alene hjemme.

Det er lidt sent at ønske jer godt nytår, da der, mens vi skriver denne hilsen, allerede er gået næsten 2 måneder af det nye år. Men for os var det et meget specielt nytår.

Nytårsaften havde vi inviteret 4 familier med børn og unge på alder med vore børn. Vi havde en fantastisk dejlig aften, som vi tænker tilbage på med stor glæde. Vore tanker gik naturligvis også til nytårsaftenen året før, hvor vi fra vores stuevindue kunne se et helt boligområde stå i flammer...

Vores tanker går stadig til nogle af ofrene, bl.a. pastor Mosé, som mistede alt, da han og familien måtte gemme sig bag noget buskads, mens de var vidner til, at der blev sat ild til alt, hvad de ejede og havde. Vi hjalp Mosé med madrasser, tæpper, myggenet, mad, transport og endda et hus. Men nu et år efter mangler de stadig nogle møbler og lidt køkkengrej.

Haron, som boede hos os og hjalp os med at uddele nødhjælp, hans far mangler stadig et hus. Faderen, som er ved at være en gammel mand (Haron er selv 47), sover stadig i et telt, mens Harons mor er flyttet hjem til en anden søn, da hun ikke kan tåle kulden i teltet og samtidig lider af en depression. Faderen ønsker meget, at de kan få et nyt hus, så de igen kan bo sammen. Også en af Harons brødre mistede hus og indbo under urolighederne og har stadig ikke været istand til at bygge et nyt hus. Vi føler, vi skal hjælpe disse familier. Det vil koste ca. 6.000 kr. at bygge et hus, dertil kommer midler til møbler og køkkengrej. Til sidst vil vi sige tak for forbøn.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren, Kenya

Projekt 5009 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Paraguay

Af Laura og Bengt Axell

Kære venner!

Først og fremmest tak for julehilsner, som var med til at gøre vores første jul i Danmark endnu mere festlig.

Vi forstår, at der er en del af jer, der gerne vil høre lidt mere om, hvordan det går med os. De fleste ved nok, at vi måtte rejse til Danmark på grund af Bengts helbred, og at det blev et hurtigt opbrud efter 41 års arbejde i missionens tjeneste, da Bengts nyrer var ved at svigte. Lægerne rådede os at rejse, da de, på grund af mangel på maskiner, ikke har mulighed for at hjælpe alle, der behøver dialyse. Dialyse på private hospitaler i Paraguay så dyrt, at det var uden for vores muligheder at betale for det. Den medicin, som Bengt må have som diabetespatient, er jo en livslang behandling, og sygeforsikringer i Paraguay dækker ikke kroniske sygdomme.

Vi kom til Danmark den 3. marts og fik en fin modtagelse af menigheden i Vejle, der har stået bag os i alle disse mange år, sammen med flere støttemenigheder, venner og familie. Den første tid i Danmark kunne vi bo hos min søster Grethe, men efter 2½ måned lykkedes det os at finde en god lejlighed på 90 m2, centralt beliggende i Give by.

Da det jo er begrænset, hvad man kan få med på et fly, manglede vi næsten alt, hvad man har brug for i en lejlighed. En kær søster, ungdomsven fra menigheden i Vejle, afgik ved døden få dage efter at vi var landet, og hun havde testamenteret sine ting til menigheden. Alt dette fik vi lov til at overtage og derved fik vi et helt indbo foræret. Ja, Gud er god og på denne måde fik vi det meste af det, vi behøvede for at skabe et hjem i Danmark.

Bengts helbredstilstand forringedes en hel del, da sygeplejerskerne gik i strejke. Det kom så langt at han ikke kunne løfte sit hoved, fik krampe i nakke, arme og ben og led af voldsomme og hyppige opkastninger, inden han blev akut indlagt, og dialysen kunne begynde. Katetret, der blev opereret ind i bughulen, flyttede sig, og der skulle derfor flere operationer til for at få katetret på plads. Han gennemgik en smertefuld tid.

Dette hændte medens jeg i Paraguay, for at hjælpe Tirsa og for at tilse arbejdet, så jeg måtte afbryde rejsen og skynde mig tilbage til Danmark. Nu er Bengt langsomt ved at genvinde helbredet og kræfterne. Hans syn forværredes også hastigt under de første måneder i Danmark, til der kun var 10% syn tilbage på det højre øje og 16% på det andet. I december blev han opereret for grå stær på det højre øje og det gav en forbedring til 32%. Det andet øje skal opereres senere.

Da vi under de sidste år i Paraguay godt vidste, hvor det bar hen, arbejdede vi med dette for øje, så selv om afslutningen kom uventet hurtigt, ved vi, at missionsarbejdet forsætter i gode hænder. Vi opbyggede jo ikke et arbejde, som var betinget af udlændinges tilstedeværelse, men oplærte de mennesker, der var i menighederne, så de kunne arbejde selvstændigt. Disse kære venner har altid taget, og tager fortsat, ansvar og tjener videre med de evner, Gud har givet dem. Blandt disse, er der rigtig mange
dygtige og Gud hengivne ledere, som tjener på mange forskellige områder.

Musikskolen, der nu er købt og betalt, har uddannet og inspireret en lang række musikere i de godt 10 år den har eksisteret. Skolen er blevet udvidet med afdelinger i andre byer, og medarbejderne på disse skoler, er med til at vinde mennesker for Gud gennem deres både specielle og positive arbejde.

Evangelisationsteamet arbejder ufortrødent videre og går igennem mange af de prøvelser der hører til dette arbejde. Teamet er jo fortroppen, der drager ind i de nye byer og vinder mennesker for Gud, ligesom de planter nye evangeliske menigheder på disse steder og bygger kirker.

Og hvad så med os selv i alt dette? Som altid, forsætter jeg, Laura, at gøre mit bedste for at fadderarbejdet skal fungere på den bedste måde. Godt nok er det vores yngste datter Tirsa, der nu står for dette arbejde, og hun gør et fint arbejde, men er glad for al den hjælp, hun kan få med skriveriet og andre ting, der kan gøres på afstand. Ud over fadderskabsarbejdet er Tirsa ansat af menigheden som deres administrator. Bengt fungerer fortsat som menighedens rådgiver, og de trækker forsat rigtig meget på hans mange års erfaringer og kundskaber, både i Argentina og Paraguay. Om vi kommer at rejse tilbage til Paraguay for yderligere missionsarbejde er nok tvivlsomt. Lægen i Danmark mener der er for stor risiko forbundet med dette. Uden deres tilladelse vil Bengt ikke kunne få en fungerende sygeforsikring.

Inden jeg slutter brevet, vil vi benytte lejligheden til at sige en stor og hjertevarm tak til hver enkelt, der har været med - og som fortsat er med i missionsarbejdet. Tak for alle disse år, hvor I har stået bag os; for hver en bøn I har bedt for os og alle de mennesker vi arbejdede iblandt og endelig også et varmt tak for jeres økonomiske støtte.

Nu er det jo ikke sådan at missionsarbejdet slutter med os! Nej, det forsætter, og der er stadig brug for jeres forbøn og støtte. Idag er det Tirsa, der er repræsentanten på missionsmarken, og hun gør et fint og solidt arbejde.

Mange kærlige hilsner

Laura og Bengt Axell

Projekt 5055 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Etiopien

Af Peter og Abby Capili Hansen

Vores første tur til Etiopien!

I september måned var vi i Etiopien i Østafrika, hvor vi arbejdede med mission, evangeliske møder, konferenser og nødhjælp. I tiden op til turen til Afrika blev vi utroligt velsignet, og det er fantastisk at mærke den støtte, vi har fået. Vi har også fået gode kontakter i Etiopien, og med deres hjælp har vi haft mulighed for at besøge kirker, landsbyer og børnehjem.

Hele Etiopien lider stor nød og ufattelig fattigdom med mangel på de mest basale ting som rent vand og toiletter! Mange etiopiere er helt afhængige af mad fra nødhjælpsorganisationer. Den gennemsnitlige familie er på syv personer, og deres boliger er lerhytter på cirka 30 m2. De fleste deler hus med dyrene.

Vi besøgte et af de fattige områder, som hedder Shashememe. Det gjorde et stort indtryk på os. I dette område er der mange fattige landsbyer, og en af de landsbyer, vi besøgte, var Hagugeta Kudnhi, som var meget besværlig at komme til, simpelthen fordi der ikke var nogen vej dertil! Denne landsby er i år meget hårdt ramt af hungersnød og forkert ernæring til specielt børnene. Mange børn ear døde på grund sult. Vi uddelte 700 kg. korn til 185 familier. Vi havde desuden skrivebøger, kuglepenne og kager til børnene.

Da vi kom til landsbyen, så vi en masse lerhytter, og en mængde børn løb efter vores køretøj. Jeg var virkeligt chokeret over at se så mange tusinde af meget fattige mennesker samlet et sted, med et ønske om bare at få lidt. De havde samlet sig på en stor fælles plads, fordi de vidste vi kom. Vores kontakt er missionær Jon Coronel fra Filippinerne. Han organiserede vores møder og hjalp os en del, og han har været i denne landsby mange gange for at prædike Guds Ord.

Før vi gav familierne kornet, som vi havde med i store sække, skulle jeg prædike om Jesus Kristus. Der var omkring 2500 unge, gamle og børn siddende på jorden lyttende til Guds Ord. Da jeg var færdig, bad jeg en bøn for dem alle sammen og jeg tror virkeligt at Guds ord blev plantet i deres hjerter. Der var rigtigt mange muslimer til stede, og det var helt fantastisk at se dem lytte så intenst.

Nu var det tid til at dele kornet ud, og alle familierne stillede sig op i pæne rækker for at få deres portion som ca. rækker til to uger til en syv personers familie. Vi fik fortalt, at det her var første gang at nogen var kommet til landsbyen for at uddele mad. Det var meget rørende at se deres nød. Uddelingen af mad var meget organiseret takket være de frivillige medarbejdere.

Derefter skulle der uddeles skrivebøger og kuglepenne og kager til børene. Men det viste sig at være meget mere vanskeligt! Børnene var helt vilde efter at få en bog og hundredvis af børn stod i kø. Men også en del voksne ville have bøger! Så det endte med at både børn og voksne skubbede hinanden, min kone Abby og hendes søster Precious! Abby og Precious var nærmest ved at blive rendt over ende, og vi blev alle nød til at søge ly i en lerhytte, mens landsbylederne fik ro og orden igen.

Efter uddelingen sagde vi farvel til alle og forlod landsbyen. På vej hjem så vi, hvorfra landsbyen får deres drikkevand. Og det var chokerende. Vandet var brunt og meget beskidt, næsten som mudder. Og folk vaskede deres tøj, tog bad og fik deres drikkevand på dette sted! De lokale missionærer ser frem til en mulighed for at lave en vandstation her.

Vi har besluttet os for at forsætte med at støtte og være involveret i missions- og nødhjælpsarbejde i Etiopien. Det har været fantastisk at være i Etiopien, og arbejdet må forsætte, og vi behøver enhver økonomisk støtte, vi kan få på dette område.

Vi vil forsøge at rejse penge til generatorer, så de lokale missionærer kan få strøm til vise Jesus-film mange steder i Etiopien. Vi vil endnu i 2009 holde evangeliske mødekampagner i både Etiopien og Kenya og efterfølgende på Filippinerne. Vi vil samtidig også dele mad ud til mange af de sultne og fattige mennesker.

Vi har hårdt brug for din støtte til de næste projekter. Hvis alle tre projekter skal blive en realitet, har vi brug for tusindvis af kroner. Så hvis du har fået hjerte for vores arbejde i Afrika og på Filippinerne, må du meget gerne støtte os gennem Missionsfonden.

Gud velsigne dig. Husk at bede for os! I kan se mere om dette arbejde på vores hjemmeside:

www.angelrelief.org

Peter og Abby Capili Hansen

Projekt 5972 Angel Relief i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Tanzania

Af Hannah og Egon Falk

KÆRE VENNER!

Vi berøres altid så stærkt når vi bliver modtaget af folk i den by, hvor vi skal afholde vores korstog. Ofte samles tusindvis af mennesker langs vejen, og med strålende ansigter tager de imod os. Ofte er det sådan, at der ikke tidligere i byens historie har været samlet så mange mennesker som til vores korstog.

Byen MUHEZA ligger 35 km før man kommer til kystbyen Tanga, og stedet er meget domineret af Islam. Her forkyndte vi Evangeliet om Jesus Kristus i perioden 18. 22. februar - og hvilken herlig oplevelse igen at se tusinder tage imod Ordet.

Den første dag efter forbøn for de mange syge og lidende mennesker, som ikke har andet håb, end det vi kan give dem, kom en yngre muslimsk kvinde, helt tildækket af sin sorte muslimske klædedragt, til mikrofonen og begejstret fortalte hun, at hun var blevet helbredt for en lammelse i den høje side af sit legeme. Dette beviste hun ved at danse så uhæmmet, at disse sorte klæder faldt af hende på platformen foran 10.000 mennesker. Søndag aften kom hun for at sige farvel, og vi kunne til at begynde med slet ikke kende hende igen, hun var så forandret og så ud som en helt anden kvinde i almindeligt tøj. Det er bare så fantastisk!

Pastor David Hansen og team fra Ålborg Menigheds Center var med og hjalp os, og det var sådan en velsignelse, og især Davids undervisning var endnu engang til opbyggelse og stor opmuntring. 1650 nyfrelste mennesker fylder nu kirkene i Muheza, og denne by vil for altid være mærket af Evangeliets kraft.

MEDARBEJDER SEMINAR

Vi har lige haft 3 dages medarbejderseminar for alle vore ca. 70 medarbejdere. Vores søn Ruben Falk tog en stor del af undervisningen, og den var bare var lige på og stærkt aktuel.

UDFORDRINGER

Vi oplever en kraftig negativ indflydelse af den verdensomspændende økonomiske krise, og hvis NLO var en forretningsvirksomhed var vi tvunget til nedskæringer og fyringer af medarbejdere; men det kan vi ikke få over vore hjerter. Vi må til alle tider og under alle forhold forkynde Evangeliet og undervise i Guds Ord til den verden, der er i så ubeskrivelig stor nød og lidelse.

RENOVERING

Liv og Leif Grønli fra Norge er i fuld gang med renoveringsarbejdet efter branden i vores kontorbygning, og vi ender med næsten at få en helt ny bygning. Disse to mennesker ofrer sig selv, og er til stor velsignelse. Også her behøves en håndsrækning, når det gælder økonomien for at få det hele færdiggjort.

Vi har brug for en rigtig kraftig og stor økonomisk indsprøjtning, og den behøves snart. Det er vores eneste håb og trøst, at Herren, der har kaldet og sendt os, ikke har glemt os eller gemt sig bag skyerne.

A. På nuværende tidspunkt har vi ikke økonomi til at modtage næste hold af bibelskoleelever til bibelskolen, der begynder til maj måned.

B. Vi har ingen reserver til at renovere og forny vort korstogsudstyr, som er meget brugt og nedslidt.

C. Vi har ingen økonomi til evangelister og den kommende korstogssæson, der begynder til maj måned.

En stor tak til alle jer, der igen og igen hjælper os videre i arbejdet her i Tanzania. Vi ved, at Gud velsigner jer, når I bliver en del af den store indhøstning af mennesker.

Jeres i stor taknemlighed

Hannah og Egon Falk, NLO

Projekt 5270 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Thailand

Af Birthe Steffensen

Prayoon og Sathiyaa skriver fra Nakhonthai, at de ser tilbage på julen og nytåret både med glæde og bedrøvelse. Julefejringen i alle tre menigheder, som de har ansvar for, var til stor velsignelse for mange, og 11 af deres unge havde gået til dåbsundervisning i månederne før og blev døbt i forbindelse med julefejringen. Der lå klare afgørelser om at ville følge Jesus til grund for deres beslutning om at blive døbt, og efter jul er der tre mere, som er fulgt efter og har ladet sig døbe.

Omkring jul var der seks dødsfald, og især de to berørte Prayoon og Sathiyaa personligt. Den ene var Sathiyaa´s morbror, og den anden var en ung mand på 32 år. Han var en af Prayoon og Sathiyaas første ’børn’, som boede hos dem i den gamle kirke, da de først begyndte deres arbejde i Nakhonthai i 1991. Han var en levende kristen og med i tjenesten, så meget det var muligt for ham og til velsignelse. Han led af epilepsi og havde tit anfald. Ikke desto mindre kørte han på motorcykel for 'hvordan skulle han ellers komme omkring?' Den 28. december efter julegudstjenesten i Halleluja Dormitory Church kørte han galt og døde i ulykken. Prayoon skriver: „Vi er alle bedrøvede over hans død, men vi er sikre på, at han vil stå og tage imod os ved Himlens dør."

Endnu en ulykke ramte dem. Den mand, som boede på skolehjemmet og havde ansvar for børnene i det daglige blev ramt af et vådeskud, da han var på jagt, og han mistede næsten synet. Det har betydet, at Prayoon og Sathiyaa har haft endnu mere at se til end ellers.

Men der er heldigvis også gode nyheder. Prayoon fortæller om et møde med en lærer på en af skolerne i omegnen. Han var en lærer, som Lydia i sær snakkede en del med, da hun var volontør i 3 måneder for nogle år siden. Hun var ude at undervise i engelsk på hans skole en del gange. Han er kendt som en overbevist og praktiserende buddhist. Prayoon mødte ham en dag tilfældigt og havde en lang snak med ham. Til hans store overraskelse kom han til gudstjeneste i Halleluja Dormitory Church den følgende søndag. Det kom helt bag på Prayoon. Det virker som om en interesse er vakt for det kristne budskab, og Prayoon beder os være med i forbøn for denne lærer.

Nu har jeg nævnt Halleluja Dormitory Church flere gange uden at I ved, hvad det er for en kirke. Sidste år var der en koreaner i Sydkorea, som donerede 600.000 Baht til at bygge en kirke i Thailand. Det var penge, som ellers skulle være brugt til at fejre hans runde fødselsdag, men han ville hellere have bygget en kirke for det beløb! Prayoon og Sathiyaa fik tilbudt pengene. De prøvede at forhandle sig til at få lov til at bruge pengene til at gøre skolehjemmet helt færdigt, men det lykkedes ikke, og de besluttede sig derfor til at tage imod pengene og bygge en kirke i forbindelse med skolehjemmet. Den beslutning er de glade for, da det har skabt gode rammer for de daglige andagter, den ugentlige bibelundervisning, ungdomsmøder og søndagsgudstjenesten. Før tog de de elever, der var interesserede med til ungdomsmøder og gudstjenester i Gaeng Thung og Na Gai Khia, men efterhånden som der var flere og flere, der gerne ville med, begyndte det at blive vanskeligt. Siden kirken blev færdig, er der lige så stille vokset en menighed op ikke bare bestående af de unge fra skolehjemmet men også andre fra Nakhonthai og omegn.

Jeg fortsætter lidt med de gode nyheder. Prayoon og Sathiyaa har fået 15.000 kr. fra en menighed i Danmark til løn til en medarbejder til skolehjemmet. Det er virkelig bønnesvar, så nu kan de endelig ansætte en velkvalificeret medarbejder, som kan tage ansvar og være en virkelig hjælp for dem i skolehjemmets arbejde. De håber på at ansætte et ægtepar, som kan være klar til at påtage sig opgaven, når det nye skoleår begynder i maj måned.

Endnu en god nyhed er, at de har fået penge til 20 senge mere. Den menighed, som reddede julefejringen på skolehjemmet har også givet penge til foreløbig 20 senge, og de håber at de efterfølgende vil få endnu et beløb til de sidste senge, så alle børnene i løbet af i år får en seng at sove i.

Prayoon og Sathiyaa skriver, at de har fået nyt mod og nye kræfter til at fortsætte arbejdet, som de har begyndt, fordi de oplever, at de ikke er alene. De takker for hjælpen fra Danmark og for trofasthed og forbøn, og de sender mange kærlige hilsner til os alle med ønsket om Guds rige velsignelse.

Birthe Steffensen for

Sathiyaa og Prayoon Maprang

Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Tanzania

Af Tabitha og Torkild Jensen

Kære venner.

Torkild og jeg er lige kommet hjem fra Dar Es Salaam, hvor vi var forbi den kirke, som vi har bygget for de penge, som vi samlede ind dertil, da vi var i Danmark.

Jeg siger jer, at den er blevet flot.

Kirken var færdig til jul, så menigheden kunne holde deres første møde 1. juledag. Lyder det ikke dejligt. Der var 35 til møde første gang de havde møde. Vi skal jo huske at kirken ligger i en forstad til Dar Es Salaam, og det er et helt nyt område.

De kristne på stedet dér, er bare så jublende glade for kirken. De takker og priser Herren for Hans trofasthed og kærlighed til dem.

Vi vil gerne gennem denne hilsen sige jer tusind tak, fordi I har hjulpet os med at bygge denne kirke. Tænk nu står den færdigbygget. Vi synes selv, at det er gået hurtigt. Vi var forbi kirken en hverdag, og vi var derfor ikke med på noget møde.

Vi påtænker at have kirkeindvielse først i april. Dermed får menigheden lidt tid til de forskellige gøremål, der skal være på plads inden.

Kærlig hilsen fra Torkild og Tabitha Jensen

Projekt 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Indien - I Guds hænder

Af Kaj Hansen, Kolding

Indien har i 2008 oplevet den største oversvømmelseskatastrofe i mange år. Den kostede 2,5 millioner mennesker deres hjem, og alt hvad de ejede. Mange søgte tilflugt i trætoppe, på hustage og andre højtliggende steder.

Hvad gør man, når man har mistet alt, når ens hjem og ejendele er forsvundet i vandmasserne? Hvad gør min, når hverken stat eller andre vil eller kan hjælpe? Som den sidste udvej sælger man sine børn for cirka 120 kroner per styk. Opkøberne sælge børnene videre til prostitution, børnearbejde i uhumske fabrikker eller som donorer til hospitalerne.

Heldigvis har myndighederne fanget flere af disse mellemhandlere, og i eet enkelt tilfælde fandt man omkring 1.500 børn, som nu kunne vende `hjem'.

Også kristenforfølgelserne er taget til i visse delstater, som for eksempel i delstaten Orissa. Under mit ophold i Indien sidste efterår mødte jeg kristne, som var flygtet fra hinduernes vrede. Tusindvis af kristnes huse og kirker er brændt ned. Mange præster er blevet dræbt, og mange kvinder er blevet voldtaget - i stort omfang specielt ganske unge piger.

At forfølgelserne sker nu skyldes især, at mange hinduer af den laveste kaste er blevet kristne.

Man slås også en hel del med analfabetisme. Mange af specielt disse nye kristne kan ikke læse og skrive, og det skaber problemer i kirkerne, når op til 75% af forsamlingen er analfabeter.

Et andet problem er de stigende fødevarepriser. Selv oplevede jeg under mit ophold, at min kristne vært ikke havde penge, så hun kunne servere morgenmad. Hendes to børn måtte gå i skole uden at få noget at spise. Dette var endda ikke noget særtilfælde.

Alle disse ting giver mig frimodighed til at bede alle danske kristne om at hjælpe vores brødre og søstre i Indien. Dette kan gøres ved at sende et bidrag gennem Missionsfonden ved at øremærke indbetalingen til: Sheba - Indien.

Kaj Hansen

Projekt 5463 i Missionsfonden

Missions-Nyt 1, 2009

Missionshjørnet: De gode nyheder

Af Kenneth Kühn

»Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!«

(Rom.10:15)

Ordet evangelium kan oversættes med gode nyheder. Det er det samme ord som de romerske kejsere brugte, når de lod deres dekreter udråbe i riget, og Jesus brugte dette ord til at karakterisere budskabet om, at Guds rige var kommet nær.

Når vi læser i det Nye Testamente, finder vi imidlertid, at evangeliet ikke altid var enslydende. Især et studie af prædikerne i Apostlenes Gerninger giver et interessant indblik i, at apostlene formulerede budskabet forskelligt, i de sammenhænge Helligånden sendte dem til.

Fra proklamationen til Jerusalems jøder til forkyndelsen for hedningerne i Lilleasien og det centrale Rom fik evangeliet hvert sted sin egen farvenuance og vægtlægning, der gik direkte i hjerterne og vakte troen til live.

Det er, som om den tidlige kirkes forkyndere fik nåde til at spørge sig selv og Gud på hvert et sted: Hvordan lyder evangeliet netop her? Hvad er de gode nyheder til mennesker i denne kultur?

Dette er en lektie for os. Vi kan så let gro fast i en rille, hvor vi sætter evangeliet på formel, så vores forkyndelse ikke længere udspringer af profetisk åbenbaring og indlevelse i menneskers liv. Faren for at reducere evangeliet til et budskab alene om den enkelte sjæls frelse, kan gøre os til en kirke, der taler ord uden forbindelse til menneskers åndelige spørgsmål og længsler.

Når frugten udebliver, kan vi også fristes til falde i den grøft, hvor vi forkynder populære budskaber, som slet ikke er et evangelium og derfor ikke kan lede mennesker til omvendelse og tro. Men apostlenes eksempel viser os en vej, hvorpå vores skridt i tjenesten for Gud bliver til glædesbudets fodtrin!

Vor tids mennesker længes. De søger eksistentiel mening, og de spejder efter fred i en åbenlyst splittet og konfliktfyldt verden. De frygter at kloden bukker under for miljøkatastrofer, så der ingen fremtid er for menneskeheden.

Mon ikke evangeliet har noget at sige ind i alt dette? Hvad er mere meningsskabende end erfaringen af den kærlighed, som i påskens begivenheder viste os hver enkelt menneskes værdi for Skaberen?

Hvilket bedre fredsbudskab findes der, end at Gud allerede har helet den splittede menneskehed i Kristus, og at det en dag skal udfolde sig i en ny global forsoning?

Hvad større håb kan gives, end løftet om at Jesus en dag skal fornye og genoprette naturens oprindelige skønhed til en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor?

Hverken Barak Obama eller Connie Hedegård kan give sådanne løfter, men alene evangeliet, hvorved kirken kan blive et håbets tegn i tiden.

Måske er det nødvendigt at standse op og spørge Gud: Hvad er de gode nyheder til de mennesker, jeg er iblandt, og hvordan skal jeg tale for dig? Biblen og historien viser os, at Gud igen og igen har svaret på den slags bønner.

Lad os bede Helligånden om åbenbaring til at se vores kultur i kærlighedens perspektiv og tale ind i den med en fornyet dyb forståelse af evangeliets rigdom, relevans og frelsende kraft.

Kenneth Kühn