Missions-Nyt 4, 2008

Leder: Betlehemstjernen

Af Gardar Ragnarsson

Og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem,

indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var. Matt.2:9b.

Hvad var dette lys, som lyste som en stjerne for de vise mænd, først i østen, og som til sidst stod over stedet, hvor barnet Jesus var. Mange tanker er blevet skrevet om det, helt fra vilde spekulationer til astrologi og `new age' tænkning. Det mest sandsynlige er, at denne `stjerne' var en engel fra Gud som viste dem vejen til Jesus, for det rimer bedst med Bibelens kontekst i spørgsmålene om åndelige ting.

Englerne var for øvrigt i stor bevægelse i forbindelse med og omkring Jesu fødsel, som er Guds største gave til menneskeheden. Englerne er Guds sendebud, og er „ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, de der skal arve frelsen". Hebr.1:14. De skal ikke tilbedes.

Dette `lys', som viste sig for de `vise mænd', som muligvis var diasporajøder, der endnu levede i Babylon og Persia, kunne overbevise dem om, at løftet var gået i opfyldelse, som er at finde i 4. Mos. 24:27a, hvor der står: „Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel". Jøderne i diasporian havde nemlig et godt kenskab til de hellige Skrifter.

Da de så lyset, var de vise nok til at drage af sted under Guds ledelse. I tro og lydighed gik de, men desværre lavede de en afstikker, som havde skæbnesvangre konsekvenser. Stjernen viste dem ikke vejen til Herodes, men de `tog sagen i egne hænder' og gik til en skrubuløs og hensynsløs fjende af Gud. De havde nok ikke endnu fået fuld forståelse for det princip i Guds rige, at det, „der er svagt for verden, udvælger Gud for at gøre de stærke til skamme".

Da de gik ud fra Herodes og gav sig i vej, så de stjernen (igen) og fyldtes af meget stor glæde, for nu gik den foran dem, indtil den stod over stedet, hvor barnet var

Barnet Jesus, var og er; Kongernes Konge og Herrernes Herre. Frelseren og Forløseren, Guds Messias. Gudssønnen. Da de så Ham, faldt de ned og tilbad ham. Lad os sammen med dem lovprise og ære Sønnen den enbårne, som skulle fødes nøjagtig sådan, som det skete, og som før var blevet forudsagt ved profeterne. Det gik bogstavligt i opfyldelse, og kan vi læse om det i Det Gamle Testamente, som i særdeleshed bekræfter Bibelens troværdighed. Alt, som er lys fra Gud, leder os nemlig altid til Jesus, der skal æres i tid og i evighed.

Glædelig Jul.

Missions-Nyt 4, 2008

Irland

Af Tony og Agnete Simpson

Alt gik tilsyneladende godt for sigøjnerdrengen Oliver til han var 10 år gammel. Der var 5 søskende i familien, som var forholdsvis godt stillet og boede i en fin campingvogn på en lejrplads i Frankrig.

Katastrofen kom som et lyn fra en klar himmel, da Olivers far forlod familien med en anden kvinde. Det værste var ikke, at familien nu måtte nøjes med en mindre og dårligere campingvogn, men Olivers mor kom i en svær depression og græd næsten altid. I vognen var der altid mor og søskende der græd - og så begyndte Oliver selv at græde.

En dag da Oliver skulle hjem til deres campingvogn, tøvede han med at gå ind, for så ville han jo bare selv begynde at græde lige som de andre! I stedet gik han hen til en anden campingplads i nærheden. Der var et stort telt og mange, som gik ind. Oliver troede, det nok var et cirkus og gik derind. Der var folk som sang, og en mand som talte om Gud. Da der blev brug for flere siddepladser, fik børnene, som sad på forreste række, besked om at gå, så de voksne kunne sidde.

Oliver tænkte: „Mon Gud ikke bryder sig om børn men kun om de voksne?" Men så var der en af lederne, som så ham og sagde, at han gerne måtte blive stående dér. Han lyttede og hørte, at der blev sagt, at om far og mor skulle forlade mig, så vil Herren tage mig til sig. Det gik lige til hjertet på den 10-årige Oliver, og skønt han ellers var meget uvidende, forstod han, at de ord var til ham. Dér på stedet begyndte han at bede: „Gud, jeg har ingen far mere, men hvis du vil være min far, så vil jeg gerne have lov til at være din søn!"

Skønt han selv knap forstod det, tog Gud ham på ordet, og fra den dag begyndte en forvandling. Oliver begyndte at cykle til alle de steder han kunne finde, hvor han kunne høre Evangeliet. Han fik også en brændende lyst til at læse bibelen, så han sørgede for at få lært at læse.

I dag er Oliver 38 år gammel og har virket som forkynder blandt sigøjnerne i en lang årrække i de mange sigøjnerkirker i Frankrig, samtidig med at han underholder sin familie ved at male huse og lignende. Han tager sig meget af børne- og ungdomsarbejdet. Desuden er han jævnligt engageret i pionérmission både i og uden for Frankrig. I de senere år i Ungarn, og nu i de sidste 1½ år i Irland i særdeleshed i Cork.

Efter det forrige ret så dramatiske besøg her sidst på sommeren (som beskrevet i sidste nr. af Missions-Nyt) har Oliver og 2 andre igen lige været her på et 10-dages besøg, hvor de dagligt opsøgte de rejsende folk, som de irske sigøjnere kaldes. Det havde gjort stort indtryk på folk hér, at vores franske venner ikke bare havde ladet dem i stikken forrige gang, da `krigen' stod på. Efterhånden er stridighederne faldet noget til ro, men for en uge siden ankom nogen af de krigeriske folk fra byen 100 km herfra. Midt om natten havde de skamskåret og lemlæstet en af Mossie's heste, som lå på marken i en forfærdelig tilstand og måtte slås ned af dyrlægen næste morgen.

Mossie har begyndt på at lære at læse ud fra den videoserie, vi lavede for en del år siden med læseundervisning for de rejsende folk baseret på Johannes Evangeliet. Mossie siger, at han vil lære at læse bibelen, så han selv kan finde ud af, om det han hører fra os, er rigtigt!

Den sidste weekend vores franske venner var her, kom der hjælp hertil fra Dan, en mand som er kendt blandt alle de rejsende folk i Irland. Dan har i sin tid været knytnæ-vebokser, noget der vædes mange penge på blandt de rejsende folk. Dan forblev ubesejret, og derfor kaldtes han `kongen'. Da han gjorde besøg sammen med vores franske venner, lød det fra mange: „Her kommer kongen!" Dan svarede: „Det var længe siden, nu er jeg en kristen og tjener Gud!" Der blev indbudt til særlige møder for de rejsende folk de sidste 2 dage, og Dan talte. Han er oprindelig fra Irland, men har været i England i mange år. En hel del af de rejsende folk mødte op, og de hørte et stærkt evangelisk budskab uden nogen omsvøb.

En ung mand Ray kom til mødet for første gang. Han talte med Tony før mødet og sagde, at han lige var blevet færdig på universitetet, hvor han havde studeret psykoanalyse. Han forklarede, at han var noget usikker, om det var den rigtige livsbane for ham. Tony bekræftede muligvis noget af hans tvivl ved at berette noget af den historiske baggrund, der gav oprindelse til dette fag, noget som Ray typisk nok ikke vidste noget om! Han var kommet den aften, fordi nogen havde inviteret ham. Tænk at invitere en ung mand lige fra universitetet til en aften med folk samt en taler, der var mere eller mindre blottet for nogen som helst skoleuddannelse! Nå, men Gud gør ofte tingene på en hel anden måde, end vi mennesker ville gøre det. Ray lyttede meget intenst til budskabet, og han var den første, der uden mindste tøven kom frem og bad om forbøn!

For kun nogle nåneder siden flyttede Dan til Nord-Irland for at arbejde blandt de rejsende folk dér. Der er nu regelmæssige møder 2 steder. Et at stederne samles 50 og det andet sted 70, og der er jævnligt folk, som overgiver deres liv til Gud. For nylig er de begyndt at tage til byen Dundalk, der ligger lige syd for grænsen. Dan kommer nok til Cork igen for at hjælpe Oliver og de, der er med ham - samt hjælpe os alle! Oliver har den overbevisning, at tiden er inde nu, til at Gud vil begynde et værk blandt de rejsende folk i Irland. Vi beder, at det må ske.

I mellemtiden beder og arbejde vi for at nå alle, der er inden for rækkevidde, hvem de end er, og hvor de end kommer fra. En del af den irske befolkning er nu meget mere alvorligt indstillede, end de var for få måneder siden. De er pludseligt vågnet til det faktum, at materialismen ikke giver noget sikkert holdepunkt i livet. I de sidste 12-14 år er det økonomiske opsving gået - næsten fra bunden - og derfra så unaturligt højt og hurtigt i vejret, at der nu er meget langt at falde ned! Og det går hurtigt. Folk er bekymrede og usikre nu. Vi beder, at det må lede dem til at søge Gud.

I den sidste halve snes år er `alverden' kommet til Irland, så det nu er over 10% af befolkningen, som er udlændinge. Også det gik hurtigt i vejret - næsten fra nulpunktet! Det giver os imidlertid det privilegium, at vi kan forsøge at nå dem, der er kommet fra alverden og næsten lige til døren - et stort antal fremmedarbejdere og mange flygtninge. Blandt de kristne i Cork er vi nu en meget blandet skare - og det er bare dejligt!

Kærlig hilsen, Tony og Agnete.

Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Brasilien

Af Hannah Borup Mortensen

Kære venner!

Først og fremmest en rigtig glædelig jul og et godt nytår, må det blive et nytår fuld af fremgang og glæde. `Orden og fremskridt' står der i det brasilianske flag. Må dette fylde dit år, at du må opleve fremgang, indre fred og fremskridt, og glæde i dit liv personligt.

I Macapa er der sket mange ændinger på det sidste. Umo-basen hér er blevet slået sammen med Umo-basen i Santana, under samme leder. Dette har været en meget anderledes men samtidig en fantastisk ny oplevelse, og vi glædes alle herved. En ny tid er begyndt. Vores tidligere ledere har i en tid ønsket at gå af som ledelse, og tage et par år uden for Umo, for at hvile og være mere sammen med familien.

I januar begyndte jeg at arbejde i vores fadderskabsordning. Efter at være startet som medarbejder på Dts-bibelskolen, har jeg nu valgt at tage imod en invitationen til at arbejde med børnene i JIRE i stedet. Dette involverer familiebesøg, børnemøder, rapporter samt lektiehjælp m.m., og udover dette bruger Andrey, min kæreste og jeg, meget tid sammen med vores nye leder. Han og hans kone rådgiver os i vores forhold, og dicipler os, følger op på hvordan vi har det, og vi er Gud meget taknemmelige for vores nye ledere. Vi følger dem i dagligdagen, og hjælper til, hvor vi kan i deres tjeneste. Vi tager ofte med ud til kirker, hvor vores leder er inviteret til at prædike, når jeg ikke arbejder med JIRE, og Andrey ikke arbejder på kontoret eller studerer matematik på universitetet.

Andrey og jeg er for kort tid siden hjemvendt fra et fantastisk godt Umo-kursus kaldet EIFOL. Det var træning i behandling af` indre kur, helbredelse og udfrielse' Kurset varede en måned, og kunb med stor financiel hjælp fra mange af jer, blev dette kursus muligt for os, så vi kunne rejse til Curitiba, som ligger i den sydlige del af Brasilien for at deltage i dette, som havde ønsket i en tid. Tak, at netop du var med os i forbøn og støtte. Kurset var meget intenst, med undervisning om formiddagen, rådgivning/behandling om eftermiddagen, og møde om aftenen. Der var ca. 90 deltagere fra hele Brasilien, fra England og en fra Angola i Afrika, og undervisningen foregik på portu-guisisk. Andrey og jeg var de yngste. De fleste var præster fra forskellige kirkeretninger, som arbejder på dette område med udfrielse. Vi mødte en kommende medarbejder med kald til basen her i Macapa, og som vil binde sig for 4 år. Det glæder os meget. Han kommer hertil denne måned. Kurset trænede folk til at kunne tjene i området `indre udfrielse og lægedom ved kristus', men som elev bliver du også betjent. Vi fik meget god indlæring, som gav lys over mange ting i vores liv. Men som Andrey siger „med meget lys, kommer meget ansvar". Vi ønsker, at i beder for, at vi her i Macapa virkelig må kunne bruge det, vi har lært i Curitiba, og være styrkede til at holde fast i alle de dejlige ting, Gud gjorde for os der.

På vore rejse til og fra Curitiba opholdt vi os nogle dage i Belem, hvor vi besøgte vores meget nære venner Leandrew og Helen, som er tidligere medarbejdere på basen her i Macapa. De arbejder nu i Belem i delstaten Pará på et hjem for piger fra ustrukturerede familier. Piger som har meget brug for hjælp. En ung pige havde slået en gravid i maven, så barnet døde, og derefter truede faderen til barnet med, at han ville dræbe hende, og hvis nogen, i det område hvor denne unge pige kommer fra, siger han vil dræbe nogen, så gør han det. Han helmer ikke, før det er gjordt, Nu har myndighederne sat hende på dette hjem, både for at hjælpe hende og for at beskytte hende.

Før i tiden var dette hjem drevet af lønnede medarbejdere, men nu bliver hjemmet drevet kun af frivillige, og Leandrew og Helen er frivillige og ulønnede, og det gør en forskel. Helen fortalte mig, at pigerne lytter til dem og spørger hele tiden hvorfor de dog vil arbejde på hjemmet uden løn? Det gør et eller andet ved de unge piger at se, at Helen er på hjemmet fordi hun kan lide at bruge tid med dem, fordi hun elsker dem med Jesu kærlighed og ikke arbejder med dem for penge men af ren kærlighed. Dette er et stærkt vidnesbyrd for dem, og pigerne er mere åbne overfor Jesus derved.

Bed for Helen og Leandrew, om Guds beskyttelse i dette arbejde. De fortalte os om hvordan pigerne ofte flygter tilbage til gaden igen, eller truer hinanden,og slås i huset. Andrey og jeg fik lov til at være en del af dette hjem disse dage, og bruge tid med pigerne, og være en del af deres andakt, dele vidnesbyrd m.m. Disse piger er absolut i svære situationer, og har brug for din forbøn. Her på hjemmet bliver de hjulpet og hører også om jesus, men der er mange af dem, som har meget svært ved at forestille sig Jesus, som en kærlig far, da deres billede af en god far er helt knust!

Vi har besluttet, at vi ikke kommer hjem til Danmark til december, da vi ikke har råd til den lange rejse, men da Belem ikke er ret langt fra Macapa, kun 40 min i fly, eller en dag med båd, overvejer vi at fejre jul i Belem, på pigehjemmet. Det kunne vi godt tænke os, da Helen ellers vil være alene på hjemmet til jul.

Jeg er gået i gang med at sy dukker til teateret til evangelisering for børn. Jeg har købt nogle af materialerne i Curitiba, da der dér var flere og billigere materialer. Jeg mangler lidt til at kunne begynde. Jeg har ikke syet hånddukker i cirka 3 år, men nu efter oplevelserne på skolen i Curitiba, er jeg opsat på at komme i gang. Jeg arbejder i øjeblikket på at forberede et julestykke på dukketeater.

Det var lidt herfra. Jeg takker jer alle for forbøn og støtte. Jeg elsker jer i Herren Jesus Kristus. Det er det hele værd at tjene ham. Gud velsigne jer.

Knus fra Hannah og Andrey, Macapa, Amazonas, Brasilien

Projekt 5967 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Brasilien

Af kirsten og Raimundo Pinheiro

Ja, det er ikke kun fånyheder kære læsere, det er i virkeligheden rigtig mange nyheder.

Raimundo og jeg blev gift her i Macapa den 10 maj, og vi er begge involveret i UMO her, Raimundo dog mere med kirker samtidig, og vi bor til leje i et hus. Vi deltog i juli i Cirkus turneen til to byer inde i landet, Serra do Navio og Pedra Branca, hvor hundredvis af børn hørte de gode nyheder.

UMO Macapa er her fra august slået sammen med en anden nystartet UMO base. Og lederen derfra, er blevet leder af det alt sammen. Han har en kone og en lille datter. Lederen og hans kone kommer begge fra området. Vores tidligere baseleder her i Macapa har taget orlov for at tage sig af sin kone, som er syg. Også deres børn har forladt missionen, i hvert fald for en tid.

Vi oplever det som positivt og ledet af Gud, at der kommer nye kræfter til, og at arbejdet mere og mere bliver overgivet til den næste generation. Der er en del erfaringer og instruktioner, der skal gives videre i løbet af de næste måneder, så vores opgave er meget at
Ja, det er ikke kun fånyheder kære læsere, det er i virkeligheden rigtig mange nyheder.

Raimundo og jeg blev gift her i Macapa den 10 maj, og vi er begge involveret i UMO her, Raimundo dog mere med kirker samtidig, og vi bor til leje i et hus. Vi deltog i juli i Cirkus turneen til to byer inde i landet, Serra do Navio og Pedra Branca, hvor hundredvis af børn hørte de gode nyheder.

UMO Macapa er her fra august slået sammen med en anden nystartet UMO base. Og lederen derfra, er blevet leder af det alt sammen. Han har en kone og en lille datter. Lederen og hans kone kommer begge fra området. Vores tidligere baseleder her i Macapa har taget orlov for at tage sig af sin kone, som er syg. Også deres børn har forladt missionen, i hvert fald for en tid.

Vi oplever det som positivt og ledet af Gud, at der kommer nye kræfter til, og at arbejdet mere og mere bliver overgivet til den næste generation. Der er en del erfaringer og instruktioner, der skal gives videre i løbet af de næste måneder, så vores opgave er meget at træne og uddelegere.

Vi kommer i en pinsekirke, Tabernaklet, der har en del kampagner kørende. Kirken er lige startet op her i Macapa, men har eksisteret i længere tid i nabobyen Santana.

Vi havde børneugen her i oktober, hvor der var mange ekstra tiltag rettet mod børn, og vi besøgte en hel del kirker. Vores ønske er at mobilisere og inspirere i børne- og ungdomsarbejdet i menighedssammen-hænge. Vi vil gerne opleve, at de børn, som vi investerer tid og kræfter i nu, også som teenagere, unge og fremtidige voksne kan sige med salmisten "Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus!" Må de springe ud af sengen en tidlig søndag morgen med stor entusiasme, når forældrene kalder, fordi forventningen er stor, fordi der er liv og fest i søndagsskolen, der er uforglemmelige timer, et omsorgsfuldt miljø, hvor de føler sig værdsat og forstået, og at det er det budskab, der kommunikeres til dem, der lige netop møder deres behov. Det er vor bøn. Må det være en forsmag på den himmelske fest!

Vi fortsætter arbejdet i fadderskabsordnin-gen, og vi har nu en mindre gruppe af medarbejdere og frivillige, nogle få helt unge, der skal trænes op til at gå ind omkring det forskellige, men også en del mere erfarne, der kan gå ind omkring rådgivning.

Byen havde et dyreskue udenfor byen her i september, og en af de store kristne pinsekirker her tog initiativ til at lave 3 dage ekstra program, Gospel Rodeio, hvor der kom et par kendte kristne sangere, og en aften samlede de mere end 15.000 mennesker.

Vi havde kursus igen her i Macapa i oktober i samarbejde med Lifewords missionen, i rådgivning af traumatiserede børn, det 4. af slagsen. Tre af vores medarbejdere deltog.

Vi planlægger at rejse fra Macapa i starten af Januar. Måske vil vil fortsat have noget kontakt på forskellig måde til basen her i Macapa, men vi regner med at starte et arbejde op tæt ved Fortaleza i Østbrasilien.

Vi vil gerne få cirkus arbejdet på hjul, så vi kan rejse rundt med større lethed, når vi får invitationer. Men vi påtænker også at have en form for base til træning, hvor ideen også vil være, at der skal arbejdes med børn fra det nære miljø. Imidlertid er det noget af en stor udfordring, også økonomisk, vores flytning og opstart et nyt sted, men vi oplever Herrens ledelse, og vi har fået ord klart herom. Raimundo kommer samtidig tættere på sin familie.

Her i starten af november rejser vi et par uger til et stort evangelisationsfremstød i det indre af Ceara Staten i det tørkeramte øst-brasilien, i forbindelse med en katolsk pil-grimsfest. Der er flere hundrede evangeliske kristne, der evangeliserer på forskellige kreative måder blandt de over en halv million pilgrimme, der kommer. Vi tager vores dukketeater med, og vi regner med specielt at række ud til børnene. Danske Janni Fuglsang, der er i praktik her på det pædagogiske område, vil også deltage.

Vi takker for jeres medleven i arbejdet her og jeres forbøn også, og vi er taknemmelige for enhver form for økonomisk støtte, om I skulle føle jer tilskyndet hertil.

Kirsten Solveig Larsen og Raimundo N. Valentim Pinheiro

Missionærer i Ungdom Med Opgave,

Amazonregionen Brasilien.

Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.

Det har været et år med mange begivenheder. Starten af året, hvor urolighederne stod på sit højeste her i Kenya, glemmer vi aldrig. Hvordan tidligere venner og naboer kunne bekæmpe hinanden, ja endog slå hinanden ihjel, går over vores forstand.

Da vi for blot et par uger siden skulle ind med materialer til en kirke et par km fra en asfaltvej, var det et deprimerende syn, der mødte os på vejen. Hus efter hus var forladt og plyndret, kun murene stod tilbage. Vinduer, døre og tagkonstruktion var fjernet. Kun et enkelt hus var beboet. Der er stadig titusindvis af mennesker, som bor i telte i lejrene rundt omkring i landet. Mange tør ikke rejse hjem, og mange har ikke noget at rejse hjem til. Forleden dag kom nogle ledere fra en kirke for at tale kirkebyggeri med Søren. De havde haft 240 sække majs opbevaret hos kirkens kasserer, som er fra en rivaliserende stamme. Majs til en værdi af godt 32.000 kr blev brændt!

De forskellige stammer beskylder hinanden for at have startet al balladen. Der er lavet en rapport over, hvem der står bag urolighederne først på året, men regeringen er internt ikke enig om, hvorvidt denne rapport skal offentliggøres, og de skyldige stilles for en krigsret.

På grund af urolighederne først på året er kenyanerne blevet meget mere fattige, og det har været meget svært for os at få økonomien omkring kirkebyggeri til at hænge sammen. Materialer er gået op med 50%, ligesom en del madvarer, strøm og andre udgifter også er steget voldsomt i år. Når et i forvejen fattigt folk bliver ramt af uroligheder og efterfølgende prisstigninger, slår det ekstra hårdt. Så når vi skal hjælpe en menighed med at bygge en kirke, påvirker disse stigninger budgettet meget.

Betyder det så, at vi ikke skal bygge? Skal vi fyre vores gode montører og medarbejdere og så lukke ned? Det føler vi ikke. Gud har kaldet os til at bygge kirker, så Guds folk kan få et redskab til at vinde sjæle for Jesus. Og da vi oprigtigt tror, at vi lever i de sidste tider, er vi endnu mere overbeviste om, at vi må arbejde, mens vi kan, på at evangeliet til frelse når ud. I sidste ende drejer det sig for os om, hvor mennesker skal tilbringe evigheden.

Vi har prøvet at `holde den gående' ved at øge vores bidrag til kirkerne, så vi nu giver 5-8.000 kr til hver kirke vi bygger. Så er det muligt for menighederne selv at betale resten. Men det giver os et meget stort behov for, at flere vil være med til at støtte et kirkebyggeri med 5-8.000 kr (eller 400-650 kr om måneden i et år).

Mange menigheder i Kenya samles under et træ, i et faldefærdigt skur eller i et lejet lokale, hvor de risikerer at blive `smidt ud'. En kirkebygning er i sig selv en død ting. En bygning kan ikke vinde ét menneske for Jesus. Men det betyder utroligt meget for menigheder i Afrika, at de har et sted at samles. Det giver dem identitet. En kirkebygning er et værktøj for menighederne til at vinde flere mennesker for Jesus.

I juni byggede vi en tagkonstruktion til en kirke i Njoro, nord for Nakuru, ca. 3 timers kørsel fra Eldoret. En menighed med 260 voksne og 60 børn samledes før i en hal, de havde lejet, men ejeren ville istedet bruge hallen til lagerrum. Siden vi byggede tagkonstruktionen, er menigheden eksploderet, så folk også står hele vejen ud af indgangen, og bygningen er ikke længere stor nok! Nu ønsker de, at vi om få uger kommer og udvider tagkonstruktionen.

For blot 3 uger siden rejste en af vore montører en tagkonstruktion til en kirke i Turkanas ørken. Før var de 65 voksne i menigheden. Nu efter de første 2 uger var der kommet 15 nye.

Vi takker Herren for, at vi ikke står alene i dette arbejde. Men vi har forbedere og støtter i Danmark samt brødre og søstre i Kenya og andre lande, som alle arbejder på det samme
at mennesker må møde Jesus og blive reddet for evigheden.

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Må Gud velsigne hver enkelt af jer.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren

Projekt 5055 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Opråb!

Af Gardar Ragnarsson

Den 14. juni nedbrændte den store mødehal i Syd-Afrika hos Kwasizabantu-missionen. Hallen kunne rumme 10.000 mennesker og var rammen om den store vækkelse, som har stået på i mange år. (Se artikel i Missons-Nyt nr. 2- sommer 2002) Dette er et hårdt slag for arbejdet. En katastrofe. Branden opstod ved et lynnedslag og hallen er totalskadet.

Der er en indsamling igang hos de mange kristne i Europa til en ny hal. Spærene vil blive lavet i Rumænien, fordi den træsort som skal bruges, ikke findes i Syd-Afrika. Siden skal det fragtes til Amsterdam hvorfra det skal sejles til Durban. Fragten alene vil koste ca. 120 000 €. Det er store ting der her er tale om. Nogen af elementerne er 33 meter lange. En bror ved navn Robert (som jeg tidligere har mødt i Syd-Afrika) byggede bænkene i den gamle hal gratis (3 km!). Han er nu begyndt på at lave nye bænke - og som før, gratis.

Vores brødre beder selv aldrig om penge. Jeg skrev i Missions-Nyt 2002: „Missionen beder ikke om penge, og jeg oplevede ikke, at der nogensinde blev optaget kollekt på møderne".

Derfor er det med stor frimodighed vi kommer med henvendelse til de kristne i Danmark og til bladets læsere om, at være med i denne indsamling.

Midler kan sendes til Missionsfonden øremærket `Ny hal i Syd-Afrika' .

Desuden er der behov for tømrere og elektrikere som frivilligt vil give af sin til at hjælpe med genopbygningen.

Henvendelsen herom: Gardar Ragnarsson,

gardar@mail.dk

Projekt 5991 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Paraguay

Af Lise-Lotte og Esteban Laniec

Kære Venner

En lille hilsen her fra Paraguay. Efter flere måneder hvor der næsten ingen regn har været, har vi nu fået nok, så alt igen er blevet grønt og søer og floderne har fundet deres normale størelse. Men desværre har der også været uvejr med meget stærke vinde og hagl så store som hønseæg, og det har ødelagt drivhuse og mange hustage, i nogle områder var husene endda blæst omkuld. Staten har dog hjulpet disse mennesker med nye tagplader og lidt mad.

Som familie har vi det alle godt og havde den store glæde at vores svigersøn Daniel, Su-sanas mand, blev indsat som ælstebroder i Filadelfia menigheden i Asuncion. Ialt blev der indsat 40 hhv. som menighedstjenere og tjenerinder, evangelister, ældstebrødre og pastorer. Vores svigersøn står for en udpost i San Lorenzo, som er en forstad til Asuncion.

I september måned fejrede vi `pastorenes dag', hvor hver enkelt medlem kommer med noget at dele, både i ord, sang, og til at spise. Søndagskolebørnene havde forberet en sang, en anden gruppe havde sang tilsat koreografi. Til sidst gik alle frem foran for at bede for vores 3 pastorer, og bagefter fik de hilsener, kram og ord til opmuntring fra alle.

Vi har haft en 3-dages kampagne i Tanarandy der betyder demonernes land. Det er et nyt sted i det område, hvor vi allerede har en udpost. Det er vores kvindelige præst Zunilda, der står for dette sted. Hver gang hun har kampagne, hjælper vi hende, og Esteban taler. Hver aften var der cirka 100 tilstede, og der var 8 som overgav sig til Jesus, og en mand
som næsten ikke kunne høre, og som derfor var afhængig af mundaflæsning, fik sin normale hørelse igen.

Vi er også begyndt at samles en gang om måneden med alle medarbejdere og pastorer fra hele Misiones-området. Før har det bare været os her fra byen, men vi har set, at det er nødvendigt at samles i bredere forstand. Vi er sammen en hel dag og får undervisning og deler erfaringer og opmuntrer hinanden, og frem for alt lærer vi hinanden bedre at kende til stor velsignelse.

I september måned har der også været samling og undervisning for de tre Filadelfia-menigheder, Asuncion, Ypacaray og vores menighed. Til sådan en samling kommer der repræsentanter fra alle udposterne rundt om i landet - ialt cirka 50, og så taler man om arbejdets fremgang, og hvad der ellers kan være at tale om. Vi har et godt samvær og opbygger det gode samarbejde mellem de forskellige menigheder. Disse sammenkomster er til stor velsignelse. Der var indkaldt pastorer fra Argentina, Bolivia, Colombia, Uruguay og Sverige til at undervise.

På 35-årsdagen for indvigelsen af vores kirke havde vi en dejlig festdag med et rigtigt velsignet møde, og så var der tredobbelt dåb.

I denne måned har vi haft besøg fra Danmark, Thomas Hågensen som har været her før, og som har tabt sit hjerte til Paraguay. Både han og hans kone Pia støtter hver måned Centeret Cefif. Han havde 3 venner med, som var i Paraguay for første gang. Een af dem har 2 fadderbørn her, og det er klart, at han var meget glad for at se dem. Vi har jo også haft besøg af Solfrid og Vibeke der også medvirkede på møderne, vi er altid glade og taknemlige for de besøg, vi får fra Danmark. Det er også til stor velsignelse.

Hver anden måned har vi missionsdag, og denne gang var det Solfrid som talte, også på dette møde medvirkede børnene. Det er altid dejligt, når de har lyst til at være med.

Vi har jo den store glæde, at vores unge evangelist Antonio er ved at forberede sig til at rejse til Japan. Han fik for år tilbage kaldet dertil, og hvis alt lægger sig til rette økonomisk o.s.v., satser han på at rejse til næste år i oktober.

Vi har også haft besøg af en pastor og profet Miguel Blanco fra Buenos Aires. Han var her i 3 dage, hvor vi havde fællesmøder med de andre evangeliske menigheder i byen. Disse møder var til stor velsignelse og stor betydning for mange, da Miguel Blanco havde et klart og stærkt budskab både til den enkelte og til menigheden.

Fra Tanarandy var der er par, som har levet sammen i mange år og har tre store børn. De blev viet og havde en rigtig lille fest, som deres store dreng havde arrangeret for dem, og da vi havde dåb igen, blev konen døbt sammen med en anden søster.

Vi fortsætter stadig med at undervise hver søndag før aftensmødet. Der er hold, som er færdige, og det hold, som jeg underviser, mangler nogle lektioner endnu. Senere går de så videre til næste modul.

Vi er Herren meget taknemlig for alt det som vi oplevet og for alle de velsignelser, som vi modtager, og alene det, at arbejdet går fremad, er en stor glæde for os.

Tusind tak til alle Jer som står bag os på alle måder, også alle Jer som støtter Centeret. Uden Jer ville det være umuligt at fortsætte fremad, må Herren VELSIGNE JER ALLE.

Kærlig hilsner fra Esteban og Lise-Lotte.

Projekt 7542 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Peru

Af Helmi Castro

Skridt for skridt vision!

Ofte sidder vi længe og venter på, at den helt store vision skal falde ned fra himlen, færdig og klar! Det sker, måske men meget sjældent, for Gud arbejder med `skridt for skridt' visioner! Visioner koster som regel en masse arbejde, kamp, tro, udholdenhed og derefter sejr!

Vi kan sidde et helt liv og vente. fordi vi ikke tør tage det første skridt! En vision har altid en del elementer, som er usikre eller umulige. Det er netop ved at stirre os blinde på dem, at vi aldrig kommer i gang. Disse er Herrens ansvar! Gud hjælper dig til første skridt! Jeg skal give jer et eksempel med `Puno-Cuzco' visionen:

Skridt 1: Jeg møder i 2004 nogle kristne i Lima, som bor helt nede ved grænsen til Bolivia, ca. 2500 kilometer fra hvor jeg bor. Det er fattige bønder med plastiksandaler på fødderne og gamle, slidte bukser. Deres kinder er sorte og revnede af kulden. De viser mig billeder af deres afbrændte marker brændt af frosten, de ødelagte kartofler, deres døde dyr. Jeg får nød for dem i mit hjerte.

Skridt 2: I 2008 får vi besøg fra Danmark, og de vil gerne have os med til Puno og Cuzco.

Skridt 3: Mon ikke det er muligt at få en velsignelse med til de kristne i Puno og Cuzco?!

Skridt 4: Hvor får vi fat på den velsignelse?! I drengenes skole! Vi får tilladelse til at samle brugt tøj sammen hvilket er et Guds mirakel, for skolen har deres eget sociale program, og de har sendt en besked til alle, at der ikke kan laves andre projekter end dem, som er fastlagt. André og Mike gør det store arbejde med indsamling på skolen.

Skridt 5: Hvordan får vi fat på menighe-dernes ledere, når de bor på steder, hvor der ikke er telefon?! Det lykkes, og vi får aftalt en dato, hvor vi alle skal mødes i en af landsbyerne.

Skridt 6: Visionen bliver udvidet til at indbefatte en økonomisk hjælp til de 6 pastor par! Jeg anmoder om nogen vil hjælpe dertil i Danmark og selvom jeg ikke får noget, så fortsætter jeg frem med visionen! Hvis man venter på at pengene er der, så kommer man aldrig videre som missionær!

Skridt 7: Visionen bliver udvidet til at indbefatte legetøj samt andet nødvendigt tilbehør, til at man kan begynde en `legestue' i den landsby, som ligger længst væk fra `civilisationen'. For en sikkerheds skyld skriver jeg detaljeret, hvordan sådan en legestue kan fungere, for det er jo noget nyt for dem! De kan invitere alle mødrene med børn fra landsbyen og der igennem nå nye med evangeliet! Det er steder, hvor folk er meget grundfæstede i deres gamle tro og religiøse ritualer, så det kan være en måde at vinde dem for Jesus!

Skridt 8: Sortere tøjet så der er det samme til de fem menigheder, pakke det ned og sende 220 kilo tøj af sted. Sommertøj bliver lagt til side til det nordlige Peru - så der er ekstra velsignelse til andre i visionen!

Skridt 9: Få ordnet med stor bil, som kan køre os fra Puno til landsbyen. Tænk ikke på prisen!

Skridt 10: I Puno afhente de 14 kasser. Bilen kører os til en anden landsby med samme navn og da de finder ud af, hvor den rigtige landsby er, så nægter de at køre dertil. Det er for farligt!

Skridt 11: Få fat i en anden modig chauffør til den næste dag! Og selvom alle i Puno forsikrer, at vi bestemt ikke bør tage dertil, så ved vi, at når Gud har hjulpet indtil da, så skal vi nok nå til enden af visionen!

Skridt 12: Chaufføren har aldrig været så langt væk, og han kender ikke vejen! Vi kører af sted, og hver gang at vejen deler sig i to, så er der altid én midt i ødemarken, som kan give besked om hvilken vej, vi skal køre! Når man ikke kan komme længere, så er vi fremme!

Skridt 13: Endelig fremme! Der kommer store lys i øjnene på dem, som tager imod

velsignelsen. Gud har set dem og der er nogen, som er interesseret i dem! Også kuverten med penge er sikkert dejligt for dem! Utroligt, at nogen, som slet ikke kender dem, har tænkt på dem!

Skridt 14: Afhentning af kasser og uddeling i Cuzco. Pastor parret har været ved at opgive og rejse, for det er hårdt at komme igennem til folk, og han er syg. Gud har set dem og sender opmuntring! De snakker som et vandfald om deres liv og problemer og får luft! Nu kan de lidt igen! Der er nogen, som står sammen med dem!

Skridt 15: STOR GLÆDE! Det lykkedes! Og så er vi klar til næste udfordring!

Kære ven! Vent ikke på det helt store begynd med det, som ligger lige for: Første skridt! Gør dig til del af visionerne med din støtte! Lad din `arbejdsplads' være hele verden!

Fra Peru ønsker vi glædelig jul og velkommen til et nyt år med vision, for: når vi gør det rette, så lad os ikke blive trætte!

Helmi og Felipe, André og Mike

Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Tanzania

Af Tabitha og Torkild Jensen

Et nødråb fra vores arbejde i Tanzania.

Mirjam, vores datter har for ganske nyligt været i masailandet med 2 tons majs, som hun denne gang gav til en bestemt gruppe, der er i akut nød. Det drejer sig i dette tilfælde om enker og børn, som ikke har noget at spise. Disse to grupper er særligt udsatte da de ofte ikke har mulighed for at have en ekstra indtjening. Enkerne står alene med ansvaret for børnene og har i de fleste tilfælde ikke nogen, der kan hjælpe dem i marken eller gå ud i dagleje for at tjene lidt penge til føden.

Derudover er høsten i år er desværre slået helt fejl. Vi besøgte masailandet omkring begyndelsen af april i år, og alt tydede på en rekordstor høst. Men det gik anderledes, da regnen stoppede længe før den plejer. Det gjorde, at der ikke kom nogen majskolber - men bare en gold stængel. Det er altid svært for disse mennesker, når høsten slår fejl. Det er næsten ikke til at bære, at se børnene sulte.

Der er i øjeblikket et akut behov for hjælp, og ved køb af 10 tons majs kan vi være med til at afhjælpe den værste nød. Vi vil gerne købe majsen nu, medens den endnu ikke er alt for dyr, for i løbet af kort tid, vil prisen højst sandsynligt være steget til det dobbelte. 10 tons majs vil koste knap 20.000 kr. efter den nuværende dagspris.

Hvis vi får flere penge ind udover det nævnte beløb vil vi straks købe yderligere ind for så at hjælpe andre steder, hvor der er nød.

Hvis nogen har ønske om at hjælpe økonomisk, så kan gaven øremærkes `Sulthjælp'

Guds ord siger, at vi skal hjælpe enker og de fadderløses børn.

Kærlig hilsen fra

Tabitha og Torkild Jensen.

Projekt nr. 5066 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Biskob Mushemba Fonden

Af Lea og Josephat Mushemba

Biskop Mushemba Fonden er stiftet af Lea og Josephat Mushemba for at fortsætte det store arbejde Josephats far, i løbet af hans periode som ledende biskop for den Evangelisk Lutherske kirke i Tanzania, har gjort. Biskop Mushemba var altid meget opmærksom på den sociale, økonomiske situation, miljøet, menneskerettighederne, sårbare folk som enker og forældreløse, og den alarmerende epedemi HIV/AIDS. Desuden har han brugt sin position til at etablere diverse initiativer, som havde til formål at hjælpe med at løse nogen de ovennævnte situationer. Biskop Mushemba Fonden er stiftet for at kunne være med til at opfylde hans ønske om at forbedre det samfund, som han tjente, og det samfund der er på vej.

Fonden er i øjeblikket i fuld gang med at hjælpe folk i Ijuganyundo, en af landsbyerne i regionen Kagera i Tanzania. Ijuganyundo er en af de landsbyer i regionen, som er alvorligst ramt af HIV/AIDS. Da HIV/AIDS normalt rammer folk mellem 15 og 45 år, har det efterladt mange forældreløse og mange fattige forældre. Fra Mus-hemba Fonden begyndelse har man besluttet, at med de begrænsede midler fonden havde, ville man støtte nogle af de forældreløse og deres værger, som har allerhårdest brug for støtte for at kunne komme igennem dagligdagen.

På nuværende tidspunkt støtter Biskop Mushemba Fonden 40 forældreløse, som gerne vil
gå i skole, men som ikke har råd til de udgifter som uniformer, skriveredskaber, og medicinsk behandling koster. Blandt disse forældreløse, er der personer, som er født med HIV/AIDS. Nogle af disse børn har alderen til at gå i 7. klasse eller højere.

De fleste forældreløse lever sammen med deres værger, som ofte er gamle og meget fattige. De fleste har end ikke råd til at købe afgrøder og kan ikke selv kultivere jorden, og derfor kan de ikke skaffe mad. De fleste af disse værger er oftest nære slægtninge, for eksempel bedsteforældre eller tanter. De fleste af disse forældreløse og deres værger, bor i dårlige huse, som er bygget af mudder og med tage af græs. Når der så er sæson for regn, går regnvandet igennem græstagene.

De forældreløse der går i skole, skal hver morgen gå ca. 6 km, og tilbage igen om eftermiddagen 12 km dagligt. Når de kommer hjem, skal de ud og hente vand og brænde til familien. Livet i landsbyen er virkelig svært, især for dem, som allerede er ramt af HIV/AIDS. Det er derfor Biskop Mushemba Fondens store ønske og fremtidsvision, at kunne bygge en skole, der bl.a. satser på uddannelse, som kan være med til at hjælpe disse børn til en bedre fremtid. Mushemba Fonden tror på, at denne skole vil inspirere samfundet i den fremtidige udvikling. Vi ved, at uddannelse er nøglen til udvikling. På nuværende tidpunkt har fonden købt en grund på 15 hektar til en sådan skole. Den estimerede pris for første fase, som vil kunne give mindst 7 klasseværelser, et personalekontor, toiletter osv, er cirka 3 mio. kr. På trods af, at vi stadig mangler beløbet, stoler vi på, at Gud, gennem givere, som ønsker at hjælpe dem, der har det svært, vil hjælpe os i vores projekt.

Vi besøgte Veronica Nyamicho, der er 52 år og blind. På trods af at hendes blindhed, tager hun sig af sine 3 forældreløse børnebørn. Børnenes forældre døde for 5 år siden. Det har givet hende mange problemer, at tage sig af børnebørnene. Efter at de er startet i skole, er der udgifter til f.eks. uniformer, læsebøger, skriveredskaber og udgifterne til selve skolegangen. For at klare dette, bliver børnene nødt til at arbejde hårdt i bananplantagen for at sikre, at de kan få mad på bordet, og alle de andre nødvendige ting. Sommetider tager drengen hans bedstemor med rundt for at spørge generøse folk, om de vil donere lidt til deres skoleudgifter. Da vi besøgte Veronica, fandt vi hende og de 3 forældreløse boende i et hus, som var i virkelig dårlig stand. Hun spurgte om hjælp til renovering af huset, eller hvis det var muligt, hjælp til at bygge et nyt hus. Desuden mangler hun til stadighed hjælp til børnenes skolegang.

Dette er blot nogle af de udfordringer Biskop Mushemba Fonden mødes af. Da vi endnu er i opstartsfasen, inviterer vi alle, der gerne vil tjene Gud med os, i denne situation, til at deltage i vores projekt.

Biskop Mushemba fonden besøgte Katoju skolen i november 2008 med det formål, at give nogle skolematerialer til de forældreløse. En af de forældreløse vi mødte, var Winston Kahabuka. Han er 16 år. Winston er en forældreløs dreng, som bor uden en værge. Hans forældre døde for nogle år siden. Han bor alene i huset. Han går i skole på eget initiativ. Han har ingen til at støtte sig. Han siger, at han hver dag efter skole går hjem for at arbejde, så han kan få noget mad, og tjene penge til skoleudgifterne. Det går ud over skolegangen, at han ikke kan lave sine lektier efter skoletid, og fordi han går sent i seng, efter at have arbejdet hårdt. Han virker til at være en dreng med en vision, og at han er opsat på at fuldføre skolen. Efter at have modtaget skolematerialer fra Mushemba Fonden, blev han meget glad og opmuntret til at gøre en større indsats i skolen. Han siger, at de fleste forældreløse har det svært rent bogligt, fordi der er mangel på skolematerialer.

Vi vil gerne sige tusind tak til dem der har hjulpet os hertil, og også til jer der fremover vil støtte vores arbejde.

Lea og Josephat Mushemba

Projekt 5990 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Thailand

Af Birthe Steffensen

Lige hjemkommet fra Thailand er der nyt at fortælle om familien Maprangs arbejde i Phitsanuloke Provinsen, og især fra det tidligere jobtræningscenter, som nu er blevet et skolehjem for elever fra to stammelandsbyer 125 km. fra Nakhonthai.

De tidligere værksteder er indrettet til to sovesale. Efter oktoberferien fik endnu en pige lov til at flytte ind på skolehjemmet, selvom det kniber meget med pladsen. Der er nu 13 piger og 20 drenge. En stor gave tidligere på året gjorde det muligt at få bygget nye toiletter med bad på thai vis så pigerne nu har deres og drengene ligeledes har deres. Desuden blev der indrettet et åbent, men overdækket spiserum, og endelig blev problemet med vandet løst, idet der blev gravet en ny brønd, som fungerer.

Centeret er yderst spartansk og ikke noget kønt syn. Det blev totalt ødelagt under en orkan for godt 3 år siden og er kun delvist genopbygget. Til gengæld er det, der er genopbygget, bygget solidt, men der er ikke penge til at gøre det færdigt. Eleverne klager dog ikke, for som de siger, så er forholdene bedre, end dem de kommer fra.

Vi besøgte den ene af de to landsbyer, som børnene kommer fra. Aldrig har jeg oplevet så mange hårnålesving, men vejen derop var for så vidt fin. Der er nogle få kristne i landsbyen og resten er animister. De fleste huse havde lerstampede gulve med ildsted, og der hang duske eller neg ved indgangen for at beskytte mod ånderne. Vi fik hilst på nogle af eleverne og besøgte en 16-årig piges hjem. Hun havde 3 søskende og 3 halvsøskende. Hendes far havde to koner, som begge boede i samme hus. Hendes far havde mistet interessen for hendes mor og de børn, han havde med hende. Nu var det den unge kone og hendes børn, han sørgede mest for.

Moderen var ulykkelig over at være blevet vraget og datteren var præget af forholdene i hjemmet, men hun er dygtig og var glad for muligheden for at gå i skole og bo på skolehjemmet.

Eleverne går på to skoler, som ligger henholdsvis 6 km. og 13 km. fra skolehjemmet. Det er skoler, som er underlagt et kongeligt projekt, som kongens ældste søster stod for. Hun er død for nylig, men en stedfortræder har taget ansvaret for videreførelsen. Det er rigtig godt, da disse skoler som regel er bedre end de almindelige skoler.

Prinsessen fulgte sine projekter nøje og kom på skolerne en eller to gang om året. Da hun blev syg og lå for døden, var det ønsket, at repræsentanter for de mange projekter, hun stod for, skulle komme og vise hende den sidste ære. 10 elever blev derfor udvalgt til at tage til Bangkok for at takke hende og skrive en hilsen og deres navn.

Alle eleverne er meget motiverede for at lære, og de klarer sig godt i skolen. På skolen er man klar over, at det er meget fattige børn, og sidste år såvel som i år har skolen betalt ca. 1.400 kr. om måneden til mad til dem. Det er en stor hjælp, selvom det ikke er nok. En koreansk menighed betaler ca. 2.000 kr. om måneden til mad og transportudgifter, fra Danmark kommer der fast 500 kr. om måneden, og hver elev skal komme med to poser ris og ca. 80 kr. om måneden til mad og transport. Det er stadigvæk ikke nok og slet ikke med de stigende priser på madvarer, så der serveres overvejende ris og grønsager og meget lidt kød. Nogle gange arrangeres der fisketur, og hvis der er god fangst er maden reddet nogle dage. Men selv uden kød eller fisk klager børnene heller ikke over maden. Som regel er maden trods alt bedre end oppe på bjerget og når bare der er ris!

Prayoon fortalte, at der var en dag, hvor der ikke var noget mad overhovedet, og de havde heller ingen penge. De anede ikke, hvor de skulle få mad fra til børnene, når de kom hjem fra skole. De bad, og de ringede til banken mange gange i dagens løb for at høre, om der skulle være gået penge ind på kontoen, men kl. blev 17 og børnene kom hjem fra skole. Så ringede ejeren af en restaurant, som ligger lige i nærheden af skolehjemmet. Det var hans fødselsdag, og han ville gerne invitere alle over i restauranten og spise. Så det endte med blive det en festmiddag. Han har lovet at gøre det til en tradition. Desværre har han jo kun fødselsdag én gang om året!

Selvom børnene kun skal betale ca. 80 kr. om måneden, er det ikke alle forældre, der kan
klare det beskedne beløb, og Prayoon og Sathiyaa har ingen mulighed for at gøre undtagelser. Der mangler penge til den daglige drift, så hvert et lille beløb tæller.

Der er derfor flere elever, som ikke har haft mulighed for at fortsætte, men for drengenes vedkommende sker der som regel det, at de bliver sendt til det store tempel i Phitsanuloke, hvor de bliver novicer, og så kan de fortsætte med skolegangen. Den mulighed eksisterer ikke for pigerne.

Der er stort behov for en økonomisk indsprøjtning til Prayoon og Sathiyaa's arbejde på skolehjemmet. Det er ikke støttet af Compassion eller andre organisationer. Ethvert beløb til den daglige drift er derfor velkomment, lille som stort.

Der mangler hver måned penge til:

- mad: 1.400 kr.

- transport til og fra skole: 1.200 kr.

- løn til to voksne medhjælpere 2.000 kr.

Derudover mangler der vifter til pigernes sovesal: 1.000 kr.

Tak for forbøn og tak for ethvert bidrag.

Prayoon og Sathiyaa Maprang og

Birthe Steffensen

Projekt 5221 i Missionsfonden

Missions-Nyt 4, 2008

Stammefolk i Sydkina får dele af bibelen på deres eget sprog

Af Hans P. Pedersen

Stammefolk i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina får nu mulighed for at læse dele af Bibelen på deres egne sprog. Takket være pengegaver fra kristne i danske frikirker bliver dele af Bibelen nu oversat og trykt i tusindvis af eksemplarer på flere af minoritetsfolkenes forskellige sprog.

I det centrale og moderne Kunming med gigantiske skyskrabere, brede boulevarder og skinnende nye butikscentre i stål og beton ligger en af de fire store Tre-Selv-Kirker i Kunming, hovedstaden i Yunnan-provinsen i Kina. I Kunming bor der næsten lige så mange mennesker som i hele Danmark, men kun omkring 120.000 kristne. Tre-selv-kirken på Renming Road har 7000 medlemmer, og der holdes 14 gudstjenester om ugen for såvel kinesere som minoritetsfolk.

- I kirken arbejder kompetente bibeloversæt-tere med at oversætte dele af Bibelen til minoritetsfolkenes forskellige sprog i Yun-nan-provinsen, der har det højeste antal minoritetsfolkegrupper i Kina. Der er 26 grupper, der har deres egne sprog, og som tæller 17 millioner mennesker. Syv af disse minoritetsfolk har Bibelen på deres egne sprog, mens andre kun har dele af Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente på deres egne sprog. Men der er stadig mange af disse minoritetsfolk, der ikke har Bibelen eller dele af den på deres egne sprog. Vi har kun få midler til at investere i dette vigtige arbejde, og det er derfor med stor glæde og taknemmelighed, at vi modtager støtte fra kristne i Danmark, så flere dele af Bibelen nu kan blive oversat og trykt til disse forskellige minoritetsfolk her i Yunnan-provinsen, siger Yu Wenliang, der står i spidsen for Tre-Selv-Kirkerne i Yunnan-provinsen.

Senest er 1. Mosebog blevet oversat og trykt på Yi-folkets sprog; Salmernes Bog på Miao-folkets sprog, Paulus' Breve (fra Romerbrevet til Brevet til Filemon) er blevet oversat og trykt på Lisu-folkets sprog og flere andre oversættelser er på vej.

De kristne blandt minoritetsfolkene oplever større frihed end de kinesiske kristne, fordi de oftest bor isoleret i bjergegnene og lever deres eget liv. Antallet af kristne vokser hurtigt blandt minoritetsfolkene.

- Der er hunger efter Guds ord, og den største udfordring for alle kristne i Kina i dag er undervisning og træning, siger Yu Wenliang. Han fortæller, at antallet af kristne i Yunnan nu vokser lige så meget blandt kineserne som blandt minoritetsfolkene.

- Tidligere var de fleste kristne kinesere ældre mennesker, men nu er det især unge, der kommer til kirkerne og desuden mange intellektuelle og embedsmænd, oplyser Yu Wenliang, der blev forfulgt under Maos kulturrevolution og selv er fjerde generation i en kristen familie. Efter 1960 var det ikke længere tilladt at samles til gudstjeneste, men vi holdt aldrig op med at mødes i hemmelighed og bede til Gud. Sådan var det indtil 1980, hvor vi frit kunne samles igen. Kirken er vokset stærkt i Kina siden 1980'erne, og i visse af minori-tetsfolkenes landsbyer er over 90 procent af indbyggerne i dag kristne, men de har brug for bibler eller bibeldele på deres egne sprog. Derfor er vi meget taknemmelige for den danske hjælp, siger han.

Hans P. Pedersen

Missions-Nyt 4, 2008

Missionshjørnet: Davids Rodskud

Af Solveig Kühn

Israels store Kong David levede og regerede cirka 1000 år f.Kr. Det var Kong Davids store drøm, at han inden sin død skulle nå at bygge Herren et tempel i Jerusalem. David fik imidlertid ikke lov til dette, men i stedet sendte Gud profeten Nathan til ham med det budskab, som vi læser om i 2. Sam. Kap.7: „Herren vil bygge dig et hus..... Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid" (v. 12 og 16). Overvældet af budskabet bøjede Kong David sig for Gud og sagde: „Så velsign nu din tjener Davids hus og lad det bestå for dit ansigt i evighed, for det har du givet løfte om" (v 29).

Årene gik, århundrederne gik - Davids trone faldt, og Israel blev givet i fjenders hænder. Guds løfte til David syntes på ingen måde at skulle gå i opfyldelse. Men en dag blev englen Gabriel sendt til en fattig fjern efterkommer af Kong David, som boede i en lille uanseelig by Nazareth. Englens budskab til Maria lød: „Du skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham Davids hans fars trone. Han skal være konge over Jakobs hus, og der skal ikke være ende på hans kongedømme" (Luk.1:31-33).

Juleevangeliet fortæller os om Jesu fødsel. Kun få forventede hans komme på den tid. Vi læser om nogle vise mænd, der søgte efter jødernes nyfødte konge, om den gamle Simon som tog det lille barn i sine arme og priste Gud, samt enkelte andre. De fleste var optaget af ganske andre ting end de gamle profetier til Kong David. Tiden var mørk. Det mægtige Romerrige og Kejser Augustus havde en næsten guddommelig status i folks bevidsthed. Profeter Esajas så i sandhed rigtigt, når han 500 år tidligere profeterer: „Han skød op som rodskud af udtørret jord" (Es. 53). Jesu budskab om at Guds rige var kommet nær, blev ikke modtaget. På Golgata lød råbet: „Bort med ham - korsfæst ham!" (Joh. 19). Man kendte ham ikke og ønskede ikke det rige, han talte om, det rige som ikke er af denne verden. Kongen blev forkastet.

Det ligner en skygge af det, der skulle komme, at også Kong David på sin tid oplevede smerten af at være en forkas-tet konge. I 2. Sam. kap. 15 læser vi, at et oprør anført af hans egen søn, tvang ham på flugt over Kedrondalen, og i vers 30 står: „David gik videre op ad Oliebjerget, barfodet og med tilhyllet hoved, og han græd hele vejen". Men dagen kom, hvor Israel fik sin rette konge tilbage, og der blev skabt orden i landets kaos.

Vor tid ligner på mange måder tiden, da Jesus kom første gang. Lande og stater samler sig i store enheder, og man sætter sit håb til, at denne verdens store statsmænd skal løse problemerne i en mørk og kaotisk verden (det nylige amerikanske valg in mente). Kun få er alvorligt optaget af Guds Ords løfter om den konge, som skal komme igen for at sætte sig på Davids trone og skabe fred på vor jord.

Vi har igen advents- og juletid, og derfor er det specielt relevant, at vi minder hinanden om, at Jesus, før han forlod denne jord, talte til sine diciple om at leve i forventning til den dag, hvor han kommer igen for at oprette det rige, hvor freden skal råde, og hvor „Jorden
skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund" (Hab. 2:14).

Indtil den dag kommer, gav Jesus sine disiple den ene og enkle befaling: „Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for hele skabningen" (Mark. 16:15).

Vi synger i en missionssang:

Fremskynd o Gud den, dag da millioner

priser dit navn på knæ ved tronens fod,

frelste fra alle slægter og nationer,

rene og hellige ved Lammets blod.

På bibelens allersidste blad siger Jesus: „Jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne .... Ja, jeg kommer snart!" (Åb. 22: 16, 20).

Glædelig Jul!

Missions-Nyt 4, 2008

Rapport fra Indien

Af Esther og A. Sankar

I har nok alle hørt om problemerne og nøden i Orissa. Vi har læst så meget om angreb på kristne der. Ødelæggelserne og drabene er dog mere omfattende, end medierne fortæller. I Kandhamal-distriktet er mere end 4000 huse, 200 kirker og institutioner blevet ødelagt, og mere end 50 mennesker er dræbt eller brændt ihjel. Ca 17.000 mennesker lever i flygtningelejre og mere end 40.000 er flygtet andre steder hen.

Vi har en konference for præster og ledere I Nilgiri Hills, som vi kalder `Gå og Send' fra den 10. 13. november. Det skal være fire dage med bøn og forberedelse til en 10 dages missionsrejse . Fokus for konferencen er at opmuntre Guds folk i Nilgiri til at opbygge Guds Rige udenfor Nilgiri og Tamil Nadu. Der kommer ca 100 til konferencen, og efter den vil et team af præster og ledere tage til Orissa for at gøre nødhjælpsarbejde i Kandhamal distriktet i Orissa. Jeg vil lede teamet sammen med lokale venner i Orissa. Gennem vores lokale kontakt er vi blevet fortalt, at det store behov nu er vintertøj, tæpper og tøj til børn. Vi tager afsted fra d. 15. 23. november.

I kan være med i dette nødhjælpsarbejde ved at bede og ved at give. Penge til nødhjælp I Orissa vil blive brugt til varmt tøj, tæpper og børnetøj. Vi har annonceret den samme information I de lokale kirker I Nilgiri og fået god respons. Folk er begyndt at give brugt og nyt tøj og andre ting til nødhjælpen I Orissa. Det er spændende at være del af, hvad Gud ønsker at gøre i Orissa.

Bed om Guds beskyttelse over teamet, som tager til Orissa det tager 37 timer med tog og 10 timer i bus til Kandhamal i Orissa. Vi er 7, der har booket togbillet og forberedt os på at tage afsted og møde og hjælpe folk I flygtningelejrene. Vi vil købe så meget varmt tøj som muligt, for det er koldt i Kandahamal i november december. Så bed om midler.

Esther og Sankar

Projekt 5145 i Missionsfonden

Og fra deres seneste brev:

Kære venner!

Vi er kommet sikkert hjem efter en meget frugtbar tid i Orissa. Gud åbnede mange døre for os til at betjene og vise hans kærlighed på en meget praktisk måde. MANGE TAK fordi I har bedt for os.

Det lykkedes os at hjælpe 5 små selvhjælpsaktiviteter i gang for mennesker, der lider og er uden mad og tøj.

Vi fik også skaffet medicinsk hjælp til et barn, der kæmpede for livet mod malaria. Vi uddelte 100 kg ris og andet mad og 30 myggenet til 30 familier, der lever uden at have et hjem. Vi mødtes med 30 præster, som vi gav mad til og betjente. Det var en tid med helbredelse. Vi gav nyt og brugt varmt tøj til mere end 100 mennesker og penge til nogle
af præstefamilierne.

På denne rejse følte vi Guds mægtige beskyttelse over os. En anden gruppe, der uddelte nødhjælp lige i nærheden af, hvor vi opholdt os, blev taget med på politistationen og anklaget for forsøg på at omvende mennesker ved at give dem nødhjælp.

Kærlig hilsen fra Esther og Sankar