Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Leder: Guds Kærlighed

af Elly Bruun

I sidste nummer af Missions-Nyt skrev Kenneth Kuhn: „At være en kristen er at være sendt af Gud". Altså handler det ikke alene om vore udsendte missionærer, men også om dig og mig.

Faktisk begynder mission med modtagelsen af Guds kærlighed i Kristus Jesus. Kristen mission er de glædelige nyheder om Guds kærlighed til alle mennesker.

Jesu sidste besked til sine disciple her på jorden var det, vi sædvanligvis kalder „Missionsbefalingen". Jeg tror, at vi er mange kristne, som har levet med dårlig samvittighed, fordi vi syntes, at vi ikke var dygtige nok til at forkynde det gode budskab. I den sidste tid er det blevet mere klart for mig, at jeg ikke så meget skal opfatte Jesu ord som en befaling, men mere som en gave, nemlig Guds kærlighed, som jeg skal give videre.

Det vigtigste er ikke, om jeg forstår alle sandheder. Jeg skal blot vise mennesker hen til Sandheden, som jeg har mødt som en person, Jesus Kristus. Jesus sagde ikke: Jeg har sandheden (læresætninger), men jeg er Sandheden.

Sommetider har mission måske været mest præget af bedreviden: at vi troende lever i lyset, og at alle de andre lever i mørket. Læremesterens holdning kan virke fordømmende; men Jesu holdning var altid baseret på kærlighed og virkede he-lende og befriende.

Når Jesus fortæller sine disciple om den store verdensdom, lyder spørgsmålet ikke, om de havde været dygtige til at forkynde det gode budskab, men om de havde hjulpet mennesker i nød.

Lad os lære af Jesus!! Tag imod Hans kærlighed og giv den videre til andre.


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Japan

af Bodil Jespersen

Kære alle Japan-interesserede!

Tidligere dette år fik jeg muligheden for at tage til Japan på en 3-måneders missionstur fra først i februar til først i maj. Turen gik til Hokuriku-området på vestbreden af Japan.

Det var omkring 6 år siden, jeg sidst havde været i Japan, men da jeg landede i Kansai International Airport og tog med toget mod Fukui, var alt, som jeg kender det. Huse i alle former tæt pakket sammen i kæmpemæssige byer, afløst af strækninger med rismarker og klynger af landsbyer med disede bjerge i baggrunden.

Da jeg ankom til Fukui, ventede der mig en dejlig overraskelse: Næsten halvdelen af Kanazu kirkes medlemmer havde mødt op for at hente mig. Efter hyggeligt sammenvær med disse venner, blev jeg kørt til Bunkyo Gospel Center i Fukui, hvor de norske missionnærer, Aslaug Langaasdalen og Olaug Hansen, arbejder, og hvor jeg efter planen skulle bo den første tid.

Da jeg rejste ud til Japan, havde jeg kun aftalt at skulle give et nap med i Kanazu-kirke. Disse formodninger måtte jeg dog snart revidere, da mange kirker i området var så venlige at invitere mig til at tale ved deres møder. Det resulterede i, at jeg så at sige var i en ny kirke hver søndag. Mit engagement i Kanazu-kirke blev i stedet for medvirken ved søndagesmøderne til, at jeg talte ved hver anden lørdags gudstjeneste og var med til ugentlig at gå med indbydelser og traktater i området. Vennerne i Kanazu-kirke samt andre danskstartede menigheder, Komatsu, Komatsu-Nambu, Maruoka, og de norskstartede menigheder: Matsuoka, Katsuyama, Mikuni og Bunkyo Gospel Center i Fukui var uendelig søde og åbne overfor både mig og det, som Gud havde lagt på mit hjerte, og jeg er taknemlig til både Gud og dem for at give mig denne mulighed for at komme rundt i området.

Udover lørdags- og søndagsgudstjenesterne var jeg hver fredag med i caféarbejde i Fukui og Mikuni, samt med til flere udadvendte evangelisationsmøder, hvor vi oplevede, at der kom op til 60-70 mennesker, hvoraf en del var kirkefremmede. Vi glæder os over hver gang et menneske får muligheden til at høre evangeliet, for vi ved, at Guds ord er stærkt og ikke vil lade hjertet uberørt af Helligåndens virke! Måtte mange, mange flere dog blive nået! Dette er min stadige bøn.

Jeg har i et tidligere nummer af missionsnyt fortalt om mit kald til at virke i Japan. Dette kald blev kun bekræftet under denne tur. Min drøm er at kunne starte en kristen café op i en af de større byer her på vestkysten, der hedder Kanazawa. Det er en by med ca. 450.000 indbyggere. Med flere universiteter har byen et stort antal studerende, som også vil være mit primære mål for evangelisation. Jeg mødte også nogle kristne i en nærliggende by, der fortalte om en mand, som havde haft en vision om en sådan café i Kanazawa-by. Manden selv fik dog ikke anledning til at starte en café men havde, før han døde, bedt de kristne om muligt at starte noget op. Disse kristne var derfor meget interesseret i en kristen café i Kanazawa og udtrykte villighed til at støtte op om projektet, så godt de kunne.

Jeg arbejder i øjeblikket på at komme ud som missionær i begyndelsen af næste år, og håber i denne forbindelse at have midler og mulighed for at starte café-projektet op. Det virker måske som en stor mundfuld at starte et sådant arbejde, men Gud har i denne sammenhæng mindet mig om følgende ord fra salme 138, 8: „Herren vil føre det igennem for mig." Vær med til at bede om, at denne café en dag må blive til virkelighed og være et sted, hvor mennesker kan få et første glimt af Jesus.

Jeg vil til slut udtrykke min taknemmelighed til alle, der har bedt for mig under mit ophold og specielt sende en tak til husmenigheden i Annelise Hansens hjem i Ringsted, der har støttet mig under mit ophold. Vær venlig også at bede for mine forældre, Merci og Robert Jespersen, der har været missionærer i Japan i 23 år, da de i september dette år igen rejser ud på en 3 måneders tur for at hjælpe, hvor der er behov. De skal bo i Mikuni, hvor jeg også boede. Morita-san og hans hustru, som for en del år siden besøgte Danmark, sender deres varmeste hilsner til alle, de kender i Danmark.

Du er velkommen til at klikke ind på min hjemmeside, hvis du vil se flere billeder:

www.123hjemmeside.dk/godlovesjapan

Bodil Jespersen

Projekt 5052 i Missionsfonden


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Tanzania

af Tabitha og Torkild Jensen

Det blev en uforglemmelig dag for mange, da vi kunne indvie den nye kirke i Masai-landet. Vi har hjulpet masaierne med en ny kirke, så nu kan de samles til gudstjeneste selv i regnvejr uden, at de skal risikere at blive våde. I den gamle kirke var taget af græs, og det var altid utæt, så nogle gange måtte man aflyse mødet, hvis det regnede.

Under byggeriet boede vores byggeteam fra Arusha hos masaierne. Hele tre måneder sov og spiste de hos masaierne, og det var hårrejsende historier de kunne fortælle derfra. bl.a. om deres dramatiske toiletbesøg.

Toiletbygningen består af en jordhytte, hvor taget var lavet af græs. En af arbejderne var trådt af på naturens vegne, men måtte i utide løbe for livet under sit ærinde, fordi der pludseligt dukkede en stor slange frem, som havde gemt sig i græstaget. Masaierne er ikke særligt bange for slanger, så de prøvede at fange den, men uden held. Fremtidige toiletbesøg blev herefter forrettet ude mellem buskene, for som håndværkerne sagde, så er det trods alt bedre, at blive set af mennesker end at få slangebesøg. Dog endte det med at masaierne fjernede græstaget, så håndværkerne kunne få fred og ro til deres toiletbesøg.

Endnu en hårrejsende hændelse fandt sted i hytten, hvor alle håndværkerne sov. Alle sov under myggenet på en madras, der bare lå direkte på gulvet. De vågnede pludselig ved at der var nogle mærkelige lyde i rummet. De tændte en lommelygte (der er jo ingen strøm). Til alles store rædsel så de en stor giftslange i færd med at dræbe en rotte. Det lykkedes dem at slå slangen ihjel, hvorefter de gik i seng igen, men efter denne oplevelse kneb det med at sove.

Maden og drikkevandet var ikke af den allerbedste kvalitet. De fleste af arbejderne blev temmelig syge og måtte på et tidspunkt til læge. De tog noget af vandet med hjem for at vi skulle se hvor beskidt det vand var, som blev brugt til at lave te og mad. Det var nærmest chokoladebrunt. Vi fatter ikke, at masaierne selv kan tåle det, men tilsyneladende har de et bedre immunforsvar end mange andre.

Dog var der en klog masaikvinde, som gik ud til den udtørrede sø for at grave et hul og der fandt hun noget mere rent vand, som de kunne bruge til madlavning. Dette vand var mere brugervenlig og kunne anvendes uden at de blev syge.

Endelig kom den store dag, hvor den nye kirke skulle indvies. Torkild var desværre forhindret i at være med, så jeg Tabitha fik æren af at klippe snoren over og åbne den nye kirke og invitere folk indenfor. De kom fra nær og fjern, så der var ikke plads til alle i kirken, da der var kommet ligeså mange børn som voksne. Børnene blev kaldt ud, hvor søndagsskolelærerne underviste dem.

Efter selve indvielsen blev der delt gaver ud til de forskellige involverede. En kvinde klædte mig i deres fine klædestykker, så jeg lignede en ægte masai kvinde (det kneb selvfølgelig med hudfarven). Desuden blev jeg pyntet med hjemmelavede halskæder, som det har taget mange dage at lave, samt adskillige fine armbånd. Jeg var virkelig meget stolt over alt det, som de havde foræret mig. Ikke nok med det, de forærede mig også en ged, hvilket er den største æresbevisning, man kan opnå hos masaierne. Gudstjenesten varede omkring 4 timer og så blev der serveret mad til alle fremmødte - også børnene, så der var jubel og glæde og en rigtig festdag.

Da vi skulle hjem igen og kom hen til bilen, var det ene hjul fladt. Det var heldigvis kun en punktering, som der så ofte sker i Tanzania. Mens en af vores folk skiftede hjul, besøgte vi vores vagtmand. Han er masai og bor som nabo til den nye kirke. Han har to koner og 4 børn. Konerne hjælper hinanden med at dyrke markerne, medens han arbejder hos os i Arusha for at tjene penge, som han så sender hjem til familien.

Disse masaier er ofte meget plaget af elefanter, der kommer og spiser deres afgrøder og ødelægger markerne. Ikke nok med at de ødelægger afgrøderne, men ofte kommer de og stjæler de høstede majs. Efter høsten opbevarer masaierne majsene i hytterne, hvor de selv bor. Hvis elefanterne kan lugte majsen, så stikker de snabelen igennem græstaget og stjæler majsene. Elefanterne er flotte at se på, men de kan være ubehagelige og ofte til stor gene for befolkningen.

Vi har planer om at starte et nyt kirkeprojekt i udkanten af Dar Es Salaam. Det er hovedstaden i Tanzania, og den har 5 mill. indbyggere, hvoraf størstedelen er muslimer.

Behovet for en kirke i dette område er kolossalt, og der er kommet et nødråb fra mange mennesker, specielt de unge studerende, om at have et sted at samles til gudstjeneste. Grunden hvorpå kirken skal opføres ligger i et område, hvor der findes en del forskellige læreanstalter. Derfor bor der mange studerende i området, så det er en missionsmark i sig selv. Vi føler, at tiden er inde, hvor vi skal hjælpe dem med en kirke. Vi har et ægtepar, som hedder Lucy og Wilson, som vil være præstepar for den nye kirke. Vi har kendt dem igennem mange år og oplever dem som nogle ydmyge og kærlige mennesker. De har haft en vision for at nå især de unge studerende og samtidig evangelisere hele området. Selve byggeriet vil blive udført af vore egne håndværkere, der i forvejen er rutinerede og laver kvalitetsarbejde. Hvis nogen ønsker at hjælpe med at bygge denne kirke, kan du sende din gave gennem Missionsfonden, der formidler den videre til os. Tusind tak for al jeres offervilje og kærlighed til os og arbejdet.

Vi stortrives stadig med at tage på børnekampagne i ‘bushen’. Børnemøderne er stadig essensen i vores arbejde, og den vision holder vi fast i. Tak for jeres forbøn for børnenes frelse i Tanzania.

I er velkommen til at besøge vores hjemmeside: www.mission-tanzania.dk

Kærlig hilsen fra Tabitha og Torkild Jensen

Projekt 5066 i Missionsfonden


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

„Kan vi blive bedre til at støtte?"

Under denne overskrift har vi kontaktet en lang række af de missionærer, vi har kendskab til, og bedt dem formulere projekter, der kan være med til at udvikle missionsarbejdet, hvorefter vi vil præsentere dem for missionsinteresserede mennesker, menigheder, institutioner m.m.

Det, vi søger, er en giverskare, der vil give tilsagn om at støtte et eller flere af disse projekter, f.eks. med et fast månedligt beløb, eller som vil støtte et projekt her og nu med et engangsbeløb.

Skriv eventuelt på din indbetaling hvordan og hvorlænge du vil støtte et givent projekt og med hvilke beløb. Husk at påføre cpr-nummer til skattefradraget.

Vi vil her præsentere endnu et nyt projekt:


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Projekt ‘Prayson’

Præsenteret af Tabitha og Torkild Jensen

Prayson er søn af et par af vores medarbejdere gennem mange år. Prayson er 22 år født den 19. januar 1986.

Han har studeret de sidste par år i Uganda, hvor han færdiggjorde det, der svarer til studentereksamen. Han er meget ihærdig og opnåede et gennemsnit ,som gav ham mulighed for at læse videre på universitet. I stedet for at fortsætte sine studier har Prayson et stort ønske om at komme til Danmark på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager for at tage et to års bibelskoleophold.

Han er en afgjort kristen og vil meget gerne dygtiggøre sig i Guds ord, så han kan være med til at hjælpe sine egne, især de unge i Tanzania. Han ser, hvordan mange af disse unge i Tanzania bliver involveret i narkotikamisbrug, kriminalitet og umoralsk levevis. Han oplever, at Herren vil bruge ham til at gøre en forskel og fortælle dem om Jesus. Han er ligeledes en stor hjælp i vores missionsarbejde, især når vi har besøg af teams fra Danmark. Hans kendskab til kulturen og skolemiljøet er meget berigende for de unge, der besøger os. Vi bruger ham også ofte som tolk, når vi er på børnekampagne og skoleevangelisation.

Der er en nogle udgifter forbundet med at sende ham til Danmark. Flybilletten retur koster 11.500 kr. Selve opholdet på Højskolen koster 40.000 kr. om året. Han har indtil videre fået et stipendium på 10.000 kr., så der mangler stadig en hel del.

Han er en ung mand, som vi gerne vil satse på, da han altid har levet med Jesus. Gennem et bibelskoleophold vil han helt sikkert stå bedre rustet til at virke blandt de unge i Tanzania.

Projekt 5066 ‘Prayson’


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

„Liv og Lys" Et verdensomspændende Guds værk gennem 60 år.

af Agnete og Tony Simpson

Lille flamme starter stor ild

Det begyndte med en dødssyg sigøjnerdreng i Frankrig for ca. 60 år siden. Lægerne havde sagt, at der var intet håb. En dag fik drengens fortvivlede mor en evangelisk traktat i hånden. Hun fik nogen til at læse traktaten, da hun, som de fleste sigøjnere, ikke selv kunne læse. Der stod bl.a., at Jesus stadigvæk kan helbrede syge. Sigøjnerkvinden opsøgte pastor Clement le Cossac i kirken, hvor traktaten kom fra. Han kom og bad for drengen, som til lægernes forundring blev helbredt på stedet. Nyheden bredte sig som en løbeild, først gennem slægten, og derefter til andre. Store skarer af sigøjnere kom for at møde denne Jesus, som lever og virker i dag. Guds livsforvandlende kraft blev åbenbar, og overalt hvor Evangeliet fik indpas, forsvandt svindel, vold og anden kriminalitet, som ellers er en velkendt del af deres dagligliv.

Efter 2 års forløb havde Guds værk blandt sigøjnerne i Frankrig bredt sig så stærkt, at pastor Clement le Cossac helt og holdent helligede sig arbejdet blandt sigøjnerne. Han ledte det arbejde i mange år, til han overgav ledelsen til en lidt yngre mand. Derefter rejste han til Indien for at pionere blandt sigøjnerne dér! Clement ke Cossac er blevet kaldt ‘sigøjnernes apostel’ - og det med rette. Selv vil de ikke bruge sådanne titler, for de har en stærk bevidsthed om, at det kun er Gud, der skal ophøjes og have æren.

For 60 år siden, da Guds værk først begyndte blandt dem, var det kun nogle få år efter, at ca. 300.000 sigøjnere blev dræbt i Hitlers gaskamre - for de var jo ‘anderledes’ og skulle udryddes! Med Gud havde højere planer, „og de, der intet var, udvalgte Gud". Siden den tid har Guds værk blandt sigøjnerne været som en ild, der er gået frem, nu i over 45 lande - og det er ikke stilnet af endnu - snarere tværtimod!

Fra Frankrig til Verden

I Frankrig, hvor det hele startede, er der nu ca. 200.000 kristne sigøjnere. De har 1.500 anerkendte forkyndere. Hvert år samles ca. 35.000 til sommerstævne på en nedlagt flyveplads, som de har købt til formålet. De holder også deres bibelskole på samme sted. I Spanien er der dobbelt så mange kristne sigøjnere som i Frankrig. Evangelisk arbejde går frem iblandt dem i de fleste europæiske lande. Deres forkyndere er på missionsrejse op pionerarbejde en stor del af tiden.

For en del år tilbage følte nogle af de franske brødre kald til at besøge England. I hele 9 år kom de trofast gang på gang. Endelig blev den unge David Jones grebet af budskabet og radikalt forvandlet, Vi har selv hørt ham fortælle, hvordan han stod dér og tog afsked med de franske brødre, da de måtte rejse hjem igen. Tårene trillede ned af kinderne på ham, for han tænkte: „Hvad skal jeg gøre, for jeg er den eneste blandt mit folk, der er en personlig kristen!" Det var 25 år siden. Men for David var det en ægte hjerteforvandling, og han begyndte med det samme at bringe Evangeliet til andre, uagtet hvad modstand der var. I dag er der ca. 20.000 kristne sigøjnere i England samt resten af Storbritanien, men ikke Irland. Selv om nogle få stykker her og der er kommet til Herren, så har bevægelsen ikke slået igennem i Irland endnu, skønt både de engelske og de franske brødre er kommet fra tid til anden i en del år for at evangelisere.

I England, når sigøjnerne samles til deres sommerstævne, er de ikke så mange som i Frankrig, så der samles ‘kun’ 3-4 tusinde til dét stævne! Vi har selv være der nogle gange

I Østeuropa og Sibirien og i de centralasiatiske stater er sigøjnerne ubeskriveligt fattige og måske endnu mere foragtede end mange andre steder. Dér spredes Evangeliet som en løbeild. Ofte begynder det med bemærkelsesværdige helbredelser efter bøn i Jesu Navn. I de lande kan en syg sigøjner bare få lov til at lide og dø uden nogen hjælp, for der er ingen læger, der gider komme til en syg sigøjner. Men Gud ser dem, og Han vil komme til dem - og så begynder liv og lys og livsforvandling at spredes til endnu flere. Det er også nået til sigøjnere i Indien, Amerika og Sydafrika.

Ingen lette sejre

Vi hører konstant om guddommelige indgreb i umulige situationer. Det er dog ikke letkøbte sejre, men der er dem, der er rede til at betale prisen. For få år siden tog nogle af vores franske venner til Serbien, hvor en mand tog imod Evangeliets budskab og gav sit liv til Herren. Mandens omvendelse var radikal og helhjertet. Men hans kone blev så vred, at hun tog et gevær og skød ham! Han blev dog kun såret og rejste bort med de franske venner. Manden søgte Gud og bad i timevis hver dag. Så tog han af sted til Serbien igen sammen med de franske venner for at tale med sin kone om Jesus. Denne gang tog hun en kniv og stak ham! De tog af sted igen, og manden bad og bad stadigvæk - når de var sammen, var nogen af de andre næsten bange for, at han skulle begynde at bede, for så varede det måske en time eller mere, før han holdt op! For tredie gang tog de til Serbien for at besøge hans ‘søde’ kone!! Men da havde Gud virket. De begyndte at tale med hende om Jesus, og konen brød sammen og græd og bad Gud og sin mand om tilgivelse. Og derefter gik Evangeliet frem blandt sigøjnerne i Serbien.

Den mindst kendte vækkelse

Guds riges værk blandt sigøjnerne er måske den største og samtidig den mindst kendte vækkelse i mere moderne historie. Måske er den også den mindst kendte blandt evangelisk kristne - for sigøjnere er jo helt uden for nummer! Når vi taler om Guds værk blandt sigøjnere, prøver vi dog så vidt muligt at undgå det alt for ofte misforståede og forvrængede udtryk ‘vækkelse’. Det er ikke hvad som helst, der er opsigtsvækkende, religiøst følelsesbetonet og tiltrækker skarer, der med rette bør dækkes af det udtryk! Selv bruger sigøjnerne sjældent udtrykket men taler i stedet om Guds store gerninger, hvordan Han i dag fører mennesker bort fra Satans magt til Gud. Selvfølgelig har de deres problemer, lige som alle andre steder, hvor der er mennesker, og det er ikke alle, der lader til at begynde godt, som fortsætter godt. Men hvor der er en radikal overgivelse til Gud, kan noget af den slags blive formindsket.

Sigøjnerne kalder deres bevægelse ‘Liv og Lys’ efter Johannes Evangelium kapitel 1:, „Ordet var Gud... i det var liv, og livet var menneskenes lys". Det er som om deres ledere og forkyndere har en stadig og stærk bevidsthed om, at det er Gud og ikke mennesker, der gør værket. Mon ikke her er hemmeligheden ved et verdensomspændende Guds værk, der stadig går frem - usvækket efter 60 år?

Hårde kår

Der er 5 forskellige sigøjnerstammer, som oprindelig menes at være kommet fra Indien, men nu findes i store dele af verden. Hvor de irske rejsende passer ind her, er der forskellige meninger om. Et fælles sprog, Romany, tales eller forstås i mange lande, dog kun lidt i England. Men lige meget hvor i verden sigøjnerne findes, er der mange sider af deres levevis, som er ens. De finder deres levebrød på deres egen måde, handler med alt muligt fra dør til dør, rejser rundt og maler huse og reparerer tagrender, laver indkørsler, ja, der er næsten ingen grænser for, hvad de kan opfinde for at tjene noget. Og når der så ikke er mere at tjene, hvor de er, flytter de til et nyt sted. Nogle har også bosat sig i huse, i hvert fald for en tid.

I England, Irland, Frankrig og andre vesteuropæiske lande kan der findes sigøjnere, der er hovedrige, andre klarer dagen og vejen rigtig godt, mens en del klarer sig dårligt. Jo længere man kommer østpå i Europa, bliver de økonomiske forhold værre og værre, til der er virkelig nød.

Alle steder er sigøjnerne uønskede og til tider jagede af myndighederne. I England og Irland kan de slå sig ned på offecielle lejrpladser. Der er dog ikke lejrpladser nok til alle, og når nogen så finder en åben plads ved vejen, som de altid har gjort det, så kommer politiet snart og beordrer dem til at flytte. Men hvis de ikke har nogen steder at tage hen, eller hvis deres bil er i uorden, så konfiskerer myndighederne deres campingvogn, altså deres eneste hjem. De fleste steder i Frankrig har de kun lov til at blive på den samme lejrplads i 3 måneder, så skal de flytte. I Holland har de kun 14 dage på et sted! Hårde kår er fælles for alle, hvad enten de har meget eller lidt.

Et stort Privilegium

Det har været vores store privilegium gennem de sidste ca. 17 år at have et nært samarbejde med de kristne sigøjnere fra både Frankrig og England. De har været her på pionérmission blandt de ‘rejsende folk’, som de irske sigøjnere kaldes, flere gange gennem årene uden mange synlige resultater. Englænderne har dog ikke været her de sidste 4-5 år. Men i løbet af det sidste år har Oliver fra Frankrig fået et stætkt kald til at komme gang på gang, og han har ledt en gruppe på 4 mænd fra Frankrig. På trods af sprogvanskelighederne har de passet meget fint ind i situationen her. Samtidig har de også været til stor velsignelse for os i menigheden i Cork.

Deres selvopofrelse er bemærkelsesværdig. Oliver arbejder hårdt ind imellem hjemme i Frankrig. Han maler huse, og må underholde sin familie samtidig med at han sparer penge sammen for at kunne rejse herover. Her må de slås med, at alt er betydeligt dyrere i Europas dyreste land, Irland. Sigøjnerkirkerne i Frankrig hjælper ganske vist af og til med noget af omkostningerne, men hver sigøjnerkirke har hver eneste uge folk, som er på pionérmission forskellige steder, og kirken kan umuligt underholde dem alle. Bevægelsen er i sandhed en selv-underholdende, selv-udbredende og verdensomspændende missionsbevægelse. Af princip ønsker de ikke at modtage penge, hvor de går frem med Evangeliet. Andre sigøjnere forsøger jo altid at finde ud af „om der er penge i det!" Så de ønsker at vise det rette eksempel. Vi har dog overtalt dem til at modtage nogen hjælp fra menigheden i Cork, når de er hér.

Vore franske venner siger, at de rejsende folk i Irland er blandt nogle af de mest fordrukne og mest krigeriske, de har været ude for. Vi har selv arbejdet for at nå de rejsende i 40 år, så vi kan udmærket tro på den bedømmelse, selv om der selvfølgelig også er gode undtagelser!

Bibelskoler og Prædikanter

Tony har gennem de senere år flere gange undervist på sigøjnernes bibelskole i England. Den holdes hvert andet år, når de har 15-20 nye prædikant-kandidater. Det er ikke enhver, der bare lige kan tage på bibelskole, om de bestemmer sig for dét. De skal først have virket i deres egen menighed og vist, at de er troværdige. Bibelskolen er en måneds meget intensiv undervisning. Efter bibelskolen er der 2 års prøvetid, før de kan blive fuldt aksepterede som forkyndere.

Der er god diciplin blandt lederne i sigøjnerbevægelsen. Vi har dog ikke mærket noget til den dominerende kontrol, der kan findes mange andre steder. De ved jo, at Jesus sagde: „Sådan skal det ikke være blandt jer!"

Bibelen som Eneste Rettesnor

Sigøjnerne har for det meste fundet det nødvendigt at oprette deres egne kirker. Det er både på grund af deres specielle levevis og det konstante behov for pionérmission blandt deres eget folk. Mest af alt er det, fordi de ønsker at bruge bibelen som rettesnor uden at blande den med alle mulige menneskelige idéer.

De tror på, og oplever, at Gud virker idag på samme måde, som vi læser om det i Apsotlenes Gerninger. Dog har de også mange store problemer og oplever mange tragedier. De har ingen forskrift om, hvordan de skal få succes, eller om at de bare skal benægte virkeligheden og ‘proklamere’, så deres ord kan skabe, det de siger! Sigøjnerne ved, at dét virker ikke. De har heller ikke noget til overs for meget af det, der i dag kan kaldes profeti, eller mange af de sensationelle ting, der praktiseres nogle steder i Helligåndens navn, eller ses på religiøst TV. Der er også det ved det, at en stor del af dem var selv svindlere og fupmagere, før de blev omvendte, så den slags genkender de hurtigt, lige meget hvilken forklædning det kommer i.

Når bibelen bruges som eneste rettesnor, så er der ikke megen forvirring med, om vi skal holde os til ‘det gamle’ eller gå ind for ‘det nye’! Det gamle Evangelium er lige nyt og lige aktuelt i dag. Det er dét, sigøjnerne oplever. Må deres eksempel være en inspiration til os alle, samt et stærkt kald til at gå tilbage til - eller holde fast ved - bibelens ord og det enkle Evangelium.

Krig blandt Irske Rejsende

Mens dette skrives, har vi netop besøg af de franske sigøjnere igen. En af de irske rejsende, hesteavleren og hestehandleren Mossie, tilbød dem forrige gang, at de kunne campere og slå telt op til møder på hans marker, som tilhører den bungalov, han lejer i udkanten af Cork. Så denne gang er de her for at have teltmøder for de irske rejsende, og derfor har de for første gang deres campingvogne og familier med.

Den lørdag vi kom hjem fra vores sommerferie, fik vi netop at vide, at de lige var ankommet. Fire af dem kom på vores søndagsmøder og talte Guds Ord og vidnede om det, Gud gør blandt de. Resten af familierne var dødtrætte efter rejsen og kom først den følgende søndag.

Det var planlagt, at teltmøderne for de rejsende skulle begynde den første mandag. Mossie og hans familie samt mange andre rejsende var også inviteret til grill, noget de franske er vældig dygtige til. Folk havde sagt bare lidt før, at dét glædede de sig til, og alt var parat. Vi var der og ventede og ventede, men bortset fra nogle ivrige børn var der ingen, der kom, og atmosfæren nede ved Mossies hus begyndte ret pludseligt at blive noget anspændt. Efter en times tid kom Mossie og en af hans ialt 10 brødre. Mændene var meget alvorlige og sagde, at de var vældig kede af det, men der var blevet nogen ballade. Krig er måske et bedre ord! Nogle af deres fætre i en by ca. 100 km væk var kommet i skænderi med en anden famile om et væddemål, og det endte med slagsmål og alvorlig vold. Der var blevet affyret skud, gjort forsøg på afbrænding af huse, og en mand var på hospitalet på intensiv afdeling efter alvorlig vold.

Mossie og hans brødre i Cork havde intet med de stridigheder at gøre, med de var jo i familie, og så skulle der tages hævn på dem også! Ja, sådan er den almindelige ‘kultur’ blandt de rejsende folk. Derfor bad de vores franske venner om at flytte bort for deres børns og egen sikkerheds skyld. Det var tydeligt at Mossie og hans brødre ikke ønskede at slås, med de forberedte sig skyndsomt til selvforsvar. Der var ingen vej udenom, sådan har det været gennem generationer!

Vores franske venner pakkede hurtigt campingvogne, sidetelte og møbler samt mødeteltet. Mens det stod på, samlede Mossie og hans brødre sammen på alle mulige skrækkelige våben, økser, hamre, køller, skovle og jernstænger. Allerværst var et redskab, der ofte bruges til slå krat og buske med. En slags le med et langt tungt skaft og en lang næste økseagtig krumkniv i den anden ende. Den slags havde de flere af. En af mændene begyndte at tale med mig. Han havde næsten tårer i øjnene og sagde: „Det er et forfærdeligt liv, det her!" Mandens 12-årige datter stod ved siden af, mens vi talte sammen, og hun fløj sin far om halsen gang på gang, frygten havde bredt sig til alle. Koner og børn blev hurtigt evakueret. Midt i det hele fik vi lejlighed til at understrege, at de franske venner kom fra nøjagtig samme slags miljø, indtil Jesus - Fredsfyrsten - kom og forvandlede alt. Alle var mere end glade for, at vi ville bede for dem.

Mossie og en af hans brødre havde skudsikre veste på. Dem havde de haft i forvejen - hvorfor mon? Nå, men der er meget, man hverken ved eller får at vide! Det tog godt en halv time for de franske at få alt pakket. Og mens Mossie og hans mænd var ved at indtage deres forsvarsstillinger, kørte Tony og jeg hurtigt foran for at vise de franske venner vej til Nialls hus 15 km uden for Cork, hvor han havde plads til at de kunne campere. Når de franske er på pionérmis-sion, begynder de med at have bønnemøde kl. 7 hver morgen. Netop den morgen havde en af kvinderne fået et ord fra Gud om, at de ikke skulle frygte, for Gud ville beskytte og bevare dem.

Hvis der er stridigheder blandt de rejsende folk, vil politiet helst ikke involvere sig, og hvis de bliver nødt til det, er det ofte halvhjertet. Men denne gang blev de nødt til det. I de følgende døgn blev der affyret skud, der gik ind i en væg i Mossies stue. Der blev også knust ruder, brændt biler og kastet en hjemmlavet bombe. Politiet kom om dagen og undersøgte omgivelserne for at finde våben. Mossie sørgede for, at de ikke fandt hans våben, for hvis de for alvor blev overfaldet, ville politiet jo ikke være til stede på det tidspunkt!

Mossie og hans brødre holdt vagt på skift døgn efter døgn, mens alt muligt skete. En af brødrene havde en ny campingvogn, som blev brændt ned. Der blev også sendt gentagne trusler om, at der var lejede drabsmænd, som ville komme. Vores franske venner besøgte dem næsten dagligt, mens dette stod på. Nerverne stod på højkant. En gang da de franske venner bad for dem, græd Mossie. Tony besøgte dem hver anden dag og var også mere end velkommen. ‘Belejringen’ stilnede af i et par dage, men begyndte igen med fornyet styrke, så der våges stadig. Det ser ud til, at nogen virkelig har drabstanker. Men vi beder, og Gud formår. Vores franske venner er lige rejst hjem. De håber at komme tilbage om en måneds tid. Mange i Frankrig beder også.

Det blev altså ikke til nogen telt-mission denne gang. Men Mossie bedyrede, at de var meget velkomne til at komme igen, når alt dette forhåbentlig ville falde til ro. Denne gang var der ingen af de rejsende folk, som turde komme nogen stedet, hvor vi eller eller de franske var, for vi havde jo haft med Mossie at gøre! Folk var hunderædde for at blive involveret. Der skal så lidt til, et forkert ord er nok! Derimod var der intet til hinder for, at vi og de franske kunne besøge de forskellige folk, hvor de var. Der var gode anledninger til at tale alvorligt med flere, måske endda på en måde, som ellers ikke ville have været mulig.

Ja, vi må altid være forberedte på, at noget helt uventet kan ske. Vores franske sigøjnervenner er vant til det , og de tror også på, at Guds planer er større end fjendens virken. Vi ser alle hen til Gud om, at Han må bruge det, der er sket til at bryde Mørkets magt over de irske rejsende folk. Mossies kone er for resten en af en meget stor søskendeflok, der for mange år siden kom regelmæssigt til vores børnemøder. Mon ikke det er Guds plan, at vores franske venner skal hjælpe med at indhøste den Sæd, der blev sået for så mange år siden, for Sæden lever! Og vi ser hen til Gud, Han som alene kan give væksten.

Agnete og Tony Simpson

Projekt 5076 i Missionsfonden


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Tanzania, NLO

af Hannah og Egon Falk

Gør Gud fremdeles mirakler?

Prøv at stil dette spørgsmål til Mark Penicks fra Magnolia, Arkansas, USA som sammen med sin kone Crystal besøgte os og var med på et korstog i det sydlige Tanzania.

Hver dag kom en rystende parkinsonsyg gammel mand frem til forbøn. Han skælvede så kraftigt så det var umuligt at undgå at lægge mærke til ham i mængden af mennesker, desuden havde han brug for hjælp til at stå og gå på sine ben. Vi fik stor medfølelse for denne mand. Han så så ynkelig og syg ud. Men pludselig under forbøn og ret foran Mark bliver denne gamle mand helbredt, rystelserne ophører og hans ben bliver stærke, og han går let og ubesværet omkring på platformen. Marks arme ryger i vejret, og han bryder ud i lovprisning til Jesus, som er så fantastisk den dag i dag.

Flere syge bliver helbredt, og en kvinde med store smerter i det ene ben, som gjorde det umuligt for hende at gå, løber omkring på platformen og tramper igen og igen hårdt i gulvet nærmest uforstående over, at absolut alle smerter er forsvundet.

En yngre pige, som var døv på det ene øre, kan nu høre alt klart og tydeligt til stor glæde og forundring for hendes bedstemor. En ældre kvinde, som kunne høre forkyndelsen i sit hjem og som ikke kunne gå uden stok, blev helbredt og efterlod stokken hjemme og kom til platformen for at fortælle om sin helbredelse. Hun var meget forundret over det som havde hændt hende, ja der var overraskelse i hendes øjne!

Det største mirakel af alle mirakler

At få sine synder tilgivet, blive frelst og født på ny er altid det største mirakel som skaber store ringvirkninger i samfundet. Den dovne bliver arbejdsom og flittig. Drankeren tager sig af sin familie. Den prostituerede ophører med at ødelægge ægteskaber og sprede kønssygdomme og hiv/aids. Den okkulte troldmand ophører med at sprede frygt og forbandelser osv.

Resultatet af at 1377 mennesker i Mkwajuni blev frelst er bl.a. at landsbyens leder somer i gang med at bygge en børneskole vil udnævne denne bygning til et minde om dette fantastiske korstog.

Undervisning

Vi lægger altid stor vægt på at undervise mennesker for at det vi gør, skal blive en varig frugt. Det er derfor vi altid om formiddagen har seminarer, hvor utroligt mange mennesker deltager.

Under disse seminarer beder vi altid for hver enkelt person, og det kan tage rigtig lang tid; men vi gør det for at hjælpe den enkelte. Under forbøn lægger vi også stor vægt på at mennesker bliver døbt og fyldt med Helligånden, der bliver en kraft i deres daglige liv.

Pastor Jan Halvorsen fra Zoe kirken i Selbak i Norge støttede seminaret økonomisk og underviste som altid meget inspireret under en stærk salvelse. Vi er så taknemlige for dette venskab med Pastor Jan Halvorsen og hans menighed, det betyder mere end I kan forestille jer! Pastor Jan Halvorsen havde også Olav Kjeldsen med, og han er nu i gang med at lave en videofilm om arbejdet, som vi tror bliver til stor velsignelse for mange.

På landevejen

Alle steder, hvor vi holder disse korstog, ligger meget langt fra Arusha, og vi tilbringer rigtigt mange timer på dårlige veje, som slider både på os og vores udstyr. Vi behøver derfor snarest en ny minivan, da den gamle er slidt op, og vi vil være taknemlige, om I vil være med og hjælpe os økonomisk, så vi snarest kan købe en ny!!!!

På landevejen er der også meget politi; men det, som er så fantastisk, er, at de fleste har været på vore møder, og mange af dem er blevet frelste. Dette fortæller mig, at den indsats vi gør, er meget effektiv og forvandler menneskers liv!

 

Med stor taknemlighed til alle vore venner og partnere.

Hannah og Egon Falk.

Projekt 5270 i Missionsfonden


Missions-Nyt, nr. 3 - efterår 2008

Missionshjørnet: Familiesamling

af Christian Pedersen

I vores familie holder vi familiesamling hver søndag inden vores børn skal i seng, hvor vi læser i Bibelen, taler om, hvad der skal ske i den kommende uge og beder sammen. Det har vi efterhånden gjort i nogle år, og ud over det åndelige fællesskab hjælper det hele familien til at være klar over, hvad vi har af fælles og individuelle gøremål, får af besøg mv. i ugens løb.

Ved disse familiesamlinger er vi for øjeblikket i gang med at læse Apostlenes Gerninger, hvor vi læser et kapitel hver gang og taler lidt om det bagefter. Det er selvfølgelig en god mulighed for at være sammen som familie om et åndeligt indhold. Vores piger på 10 og 12 år kender de klassiske beretninger i Bibelen fra Børnekirken og andre sammenhænge, men det er ofte første gang, at de støder på dem i ubearbejdet form og direkte fra Bibelen, og de mindre kendte tekster og de mindre handlingsorienterede har de ofte ikke hørt for.

Der er interessant for os garvede voksne kristne at læse Bibelen sammen med nogle, for hvem det er første gang, at de hører beretningen. Vi, der har læst de samme passager mange gange, har ofte vænnet os så meget til teksten, at vi ikke hæfter os ved pudsige episoder eller bemærkninger. Ofte har vi nok også vænnet os så meget til, hvad teksten betyder, hvordan den kan udlægges, eller hvordan den passer sammen med andre passager i Bibelen, at vi ikke tænker så meget over den umiddelbare handling i beretningen. Vi ved jo, hvordan den ender, og hvad den betyder.

Vores børn kender imidlertid ikke enden på alle beretningerne og deres interesse for, hvad der sker, er ofte inspirerende. Ved denne lidt ekstensive måde at læse Bibelen på, hvor vi ikke har så meget fokus på udlægningen af teksten, men mere på den fysiske virkelighed i beretningen. På det seneste har læst om Paulus’ missionsrejser og har her suppleret læsningen med at kigge i et bibelatlas, hvor vi kan se, hvor de byer, Paulus besøgte, rent faktisk ligger. Børnene kommer så i tanke om, at nogle af deres klassekammerater også har været der på Cypern eller i Grækenland på ferie, og på den måde bliver beretningerne i Bibelen lidt mere nærværende.

Vi bliver mindet om det indlysende, men som vi alligevel let kan skubbe i baggrunden, at Bibelens personer er vaskeægte mennesker som os, og de rejste ud og traf valg uden at vide, hvad der ville ske. De kendte ikke slutningen på beretningen, og måtte rejse ud med de farer og risici, som det indebar – fængsling, tortur, forfølgelse mv.

Paulus og Silas forsøgte at rejse til provinsen Asien og Bitynien, men Gud kaldte dem til Makedonien, og de adlød. På denne måde kom kristendommen til Europa for første gang. Paulus og Silas anede måske nok, at budskabet om Jesus ville fænge, men de vidste ikke, at budskabet ville nå til Danmark, og at også vi ville bliver inkluderet i fællesskabet. Men fordi der var nogen, som rejse ud og bragte kristendommen til Europa, nåede den også frem til os.

Udover alt det andet som Bibelen betyder for os, er den således også en historiebog, som fortæller den historie, som vi selv er med i, og som vi sidder og læser sammen med vores børn.

Christian Pedersen