Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Leder

af Kenneth Kühn

At være en kristen er at være sendt af Gud!

Ordet mission betyder at være sendt, og i biblens store fortælling er mission et hovedperspektiv. Allerede i begyndelsen da Gud skabte mennesket i sit billede, så de lignede ham, sendte Gud dem ud i verden for at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden med hans rige.

Senere udvalgte Gud et folk igennem Abraham og sendte dem ud iblandt nationerne til velsignelse og frelse. I centrum af biblens fortælling er Jesus, den nye Adam, som blev sendt fra Gud for at forsone hele verden med Skaberen igen.

Inden korsfæstelsen sagde Jesus til sine disciple: „Ligesom Faderen har sendt mig, sender jeg også jer". Kirken er altså den nye skabning i Kristus, som sendes ud i verden ligesom de første mennesker for at udbrede Guds riges nærhed. Dette perspektiv kan give vores liv indhold og mening. At vide: Jeg er sendt af Gud i min hverdag til sammen med hans folk at vise andre et glimt af nåden og det nye liv, som Jesus rækker til alle.

Må dette nummer af Mission-Nyt inspirere os til at leve aktivt med i Guds mission både med midler, tid og kræfter.

God sommer til alle!

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Irland

af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner.

Vi var på gaden i Cork en lørdag eftermiddag med friluftsmøde og evangelisation som sædvanligt. Det er 8 år siden, og flygtninge fra andre dele af verden var kun så småt begyndt at vise sig i Irland.

Mens jeg stod og uddelte traktater til forbipasserende, så jeg denne kraftigt byggede afrikaner, som så ud, som om han bar på alle verdens sorger og bekymringer. Ham måtte jeg henvende mig til, og jeg tog nogle få skridt imod ham og tilbød ham en traktat.

„Evangelic?" sagde han spørgende. Jeg nikkede ivrigt og forsikrede ham, at det var `evangelic'. Han forstod så at side intet på engelsk! Næste spørgsmål var „Eglise?" Så meget fransk forstod jeg udmærket og forklarede ham med `tegn og underlige gerninger', hvor vores kirke var samt tidspunkterne for vores gudstjeneste. Dagen efter kom han på vores søndagsgudstjene-ste. Han forstod nok ånden om end ikke ordene. Den følgende søndag kom han med sin familie. Denne dejlige familie har været der praktisk talt hver uge lige siden.

Alberto var nyligt flygtet fra Angola og Congo med sin gravide kone og deres 2 små børn. Det var efter at 400 mennesker, som Alberto kendte, var blevet dræbt. Så familien efterlod alt og flygtede som de var. Den dag vi først traf hinanden på gaden, følte han sig så langt nede, at han havde råbt til Gud om at finde kristne, som han kunne have fællesskab med.

Siden den tid er afrikanere, samt mange andre, strømmet ind i Irland. Der er nu mange afrikanske kirker i Cork, nogle har et vist kristent ydre men er mere blandede med det gamle hedenskab, andre er mere eller mindre evangeliske. Vi har en del afrikanere i vores menighed, de fleste er fra Congo og Angola og har et fælles afrikansk sprog, men klarer efterhånden det engelske nogenlunde. De der kommer til os, i særdeleshed Alberto, har udtrykkeligt sagt, at de ikke ønsker at isolere sig i udelukkende afrikanske kirker men ønsker at integrere med den almene irske befolkning. Det er i hvert fald godt for deres børn, og deres ankomst har været til stor velsignelse for os og har beriget vores kirke uendeligt meget, ikke mindst med deres bøn og forbøn. Alberto og hans kone arbejder særligt blandt deres egne folk her for at hjælpe dem åndeligt. De samler også afrikanerne til bøn i kirken hver lørdag. Det foregår på Lingala-sproget samt lidt fransk, selv om der også er nogen oversættelse til engelsk, så de af os, der ikke forstår det andet, får at vide hvad det er, vi nu skal bede for, og så beder alle. Og de synger, som kun afrikanere kan synge! Hvis der bare er 4-5 voksne til stede, kan man godt lukke øjnene og tro, at der er et stort flerstemmigt kor - og de gør det bare helt naturligt.

Det går ikke let for afrikanerne, når de kommer til Irland. Når de, ofte meget langt om længe, får opholds- og arbejdstilladelse, får de ofte arbejde med dårlige arbejdstider. En del af vores gode venner har vanskeligheder med dét, og kan ikke samles så meget, som de gerne vil. Alberto siger også, at mange har ladet materialismen overtage deres liv, når de kommer hér. Men Alberto og hans familie beder altid og priser Gud. Og de taler med alle om Evangeliet, hvad enten de er afrikanere eller irere.

Sådan var det ikke fra begyndelsen af Al-bertos liv. Hans far døde, da han var 5 år gammel. En onkel, som var dybt involveret i okkulte heksekræfter, samlede alle slægtninge og annoncerede: „Nu skal vi alle sørge for at skaffe os masser af penge, og for at gøre dét, må vi ofre alle drengene". Drengene skulle ofres til dæmonerne, så hvert år dør en af drengene ved okkulte kræfter. Det ville Albertos mor dog ikke gå med til, skønt hun ikke var en kristen dengang. Hun flygtede med drengen til Congo - penge eller ej. Efter mange genvordigheder er han, som en gang skulle have været ofret på Satans alter, i stedet for blevet et levende offer for Gud - til velsignelse overalt hvor han er. Vi takker Gud for Alberto og hans familie.

Kærlig hilsen, Tony og Agnete

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Et besøg i Kina

En rejsebeskrivelse af Erna Nielsen

Min familie har altid været meget interesseret i missionsarbejdet. Vi fik ofte breve fra missionærerne og havde dem boende, når de var hjemme på besøg, så det var en stor oplevelse for mig at få anledning til at komme til Yunnan i Kina. Det var hertil de første danske missionærer fra pinsevæk-kelsen rejste i oktober 1912. Dengang tog det mere end en måned at komme frem med tog gennem Rusland. I dag tager det 9 timer med fly. Vi var et lille rejseselskab under ledelse af H.P. Pedersen.

Efter 2 dagen besøg i Beijing, hvor vi naturligvis var på sightseeing og så Den Himmelske Freds Plads, Den forbudte by, Sommerpaladset og den Kinesiske Mur, fløj vi til Konming - det evige forårs by. Det er en by med 6 millioner indbyggere. Der er tusindvis af biler, endnu flere scootere og millioner af cykler. Alle kører ud og ind mellem hinanden. Færdselsregler? Hvis der var nogen, var det svært for os at se dem. Det var mit indtryk, at de hellere kørte folk ned end respekterede lys og fodgængerovergane. Med det var dygtige chauffører, og jeg så kun en eneste bil med en stor bule.

Vi boede på et stort moderne hotel. Hver morgen kørte vi til det kinesisk- skandinaviske kulturinstitut `TCG-Nordica' for at spise morgenmad. Herfra tog vi så på by-rundture o.s.v. Blandt andet besøgte vi en af de 3 meget store `Tre-selv-kirker'. Deres biskop fortalte os om deres store arbejde. Der er 3 gudstjenester hver søndag med overfyldte kirker, og der er et stort arbejde igang blandt de unge universitetesstuderende, som er meget interesserede i det kristne budskab og får tildelt bibler og bibeltekster. Endvidere besøgte vi den danske bistandsor-ganisation DANYON, som ledes af Bitten Høeg. Hun er en personlig kristen og fortalte om deres imponerende arbejde.

Søndag kørte vi til gudstjeneste hos Miao-minoritetsfolket i en lille bjerglandsby Xiao Shui Jing, 2.300 meter over havet. Vi blev modtaget med sang af både et børnekor og et voksenkor, som stod og sang foran den lille kirke. En dygtig kvindelig leder bød os velkommen og talte over Salme 116. Børnene sang, og det store kor sang mange fine sange. blandt andet sang de Händels `Messias'. H.P. Pedersen talte levende om den tabte drakme (Luk.15.8-10). Mange af de fremmødte kristne havde gået flere timer for at deltage. Efter gudstjenesten blev vi budt på en fin og lækker frokost.

Vi fik anledning til at gå rundt i den lille landsby og blev gæstfrit budt indenfor. Husene bestod af ét stort rum, der fungerede både som stue, soverum og køkken med åbent ildsted. Høns, hunde og katte løb frit rundt. En gris stod i et lille skur, hvor den dårligt kunne vende sig, og en enkelt ko stod tøjret udenfor. Det virkede beskedent og fattigt, og alligevel var de utrolig rene og pæne i tøjet.

Vi ved at missionærerne (de sidste kom hjem i 1949) red rundt på de små bjergveje på æsler og heste. Også i dag er der veje, hvor det er umuligt at komme frem med bil.

Vi kørte med bus i 9 timer til Yuan-Yang. Undervejs nød vi den skønne natur med de maleriske terrasser med rismarker. En af de sidste dage besøgte vi det naturskønne Anning. Et område med varme kilder. Her var der god mulighed for kurbade i de mange bassiner, der fik vand fra de varme kilder. Der var boblebade, rosin-, æble-, jasmin- og citronbade.

Dette er kun lidt af alt det spændende vi oplevede på denne dejlige tur - godt ledet af vores rejseleder H.P. Pedersen.

Erna Nielsen

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Han forkynder det kristne budskab og jager farlige dyr i Tanzania

Allan Conrad er missionær og bygger landingsbaner for Mission Aviation Fellowship (MAF) i Tanzania, der er en stor international, fælleskirkelig missi-onsorganisation med afdelinger i hele verden.

„Jeg har altid haft et hjerte for afrikanerne"

Siden 1991 har Allan Conrad været missionær i Tanzania. Når han ikke bygger landingsbaner i de mest utilgængelige områder af Tanzania for NGO'er og andre frivillige organisationer, jager han farlige vilddyr og forkynder guds ord ved at vise film under den åbne himmel efter mørkets frembrud.

„Der er et stort behov for anlæg af nye landingsbaner, da det næsten er umuligt at passere floder, ørken, bjerge og sumpe med landtransport. F.eks. tager det 6-8 timer for en sygeplejerske at komme ud til en landsby med køretøj. Med et fly kan transporttiden klares på tyve minutter", fortæller Allan, der for tiden rejser rundt i Danmark og fortæller om sit spændende arbejde i Tanzania.

I mors og fars fodspor

Allan er født i Kina af danske forældre, der var missionærer. Opholdet i Kina varede dog kort, eftersom familien blev nødt til at flygte pga. den kinesiske borgerkrigs udbrud. Så Allans behov for at hjælpe afrikanerne og forkynde kristendommen er kommet ind med modermælken.

„Da krigen var overstået og Mao kommet til magten, kunne vi ikke komme tilbage pga. den lukkede kinesiske grænse. I stedte tog vi til Tanganyika det gamle Tanzania. Her gik jeg på engelsk kostskole fra 1953-60. Senere blev jeg uddannet elektriker i Danmark og har arbejdet i forskellige lande. Men det var Tanzania, der fangede min opmærksomhed. Jeg har altid haft et hjerte for afrikanerne".

Storvildtjæger og biografdirektør

Når Allan ikke beskæftiger sig med lan-dingsbanerne, viser han film ude i landsbyerne eller jager løver, elefanter og andre vilde dyr.

„Efter mørkets frembrud viser jeg Jesus-film ude i landsbyerne under den åbne himmel. De synes, det er spændende, for mange af dem har aldrig set film eller tv. Andre gange tager jeg ud og jager løver og elefanter for Tanzanias regering. Vi skyder vilde dyr, der har været til gene ude i landsbyerne. F.eks. er flodheste gået til angreb på fiskere, og løver er gået til angreb på kvæg og mennesker, og det er jo en katastrofe.

Jeg fik opgaven, fordi jeg har transportmidler og ammunition til rådighed. Og så vidste de jo også, at jeg godt kan lide at gå på jagt. Jeg har skudt The Big Five, som man kalder det eller næsten. The Big Five er løven, elefanten, leoparden, næsehornet og bøflen. Jeg har skudt dem alle undtagen næsehornet, men så har jeg i stedet skudt en flodhest".

Hjem til Tanzania

Når Allan er i Danmark for at fortælle om Mission Aviation Fellowship og hans arbejde i Tanzania, er der også plads til at besøge noget af den store familie. Til maj tager han tilbage til Tanzania og fortsætter arbejdet for MAF.

„Jeg bor hos min bror og tager rundt og besøger mine børn og børnebørn dem der er her i landet. De andre er på Hawaii eller i Sverige. Jeg har syv børn og 16 børnebørn og to til er på vej. Så ja, det er en stor familie, men jeg er jo også afrikaner", siger Allan stolt og griner lidt, og fortsætter: „Jeg er her ind til maj, og bagefter tager jeg hjem til Tanzania".

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Lille flyselskab med stor rækkevidde

MAF flyver for livet

Hvert femte minut døgnet rundt starter et MAF-fly et eller andet sted i verden for at bringe medicin, nødhjælp, hjælpearbejdere, læger, sygeplejersker, patienter, præster, missionærer og evangelister frem til deres bestemmelsessted.

Flyene passerer over ørken, jungle, floder, bjerge eller sumpe steder hvor transport på landjorden er umulig eller besværlig og tidskrævende. Hver flyvning er ikke en luksus, men en nødvendighed!

MAF (Mission Aviation Fellowship) blev startet i England lige efter 2. verdenskrig af kristne RAF-piloter, som så muligheden for at anvende krigsflyene i fredens tjeneste.

MAF er i dag en stor international evangelisk, og fælleskirkelig missions organisation med afdelinger i hele verden. MAF har ca. 600 personer ansat i 35 u-lande og har ca. 200 piloter og 135 fly i aktiv tjeneste.

MAF's formål er „at give evangeliet vinger", og dermed forøge kirkernes og de humanitære organisationers rækkevidde, således at så mange mennesker som muligt kan få humanitær hjælp og blive mødt med det kristne budskab.

MAF Danmark blev stiftet i 1989 som en del af denne internationale organisation, og har til opgave at gøre MAF's arbejde kendt i Danmark, at indsamle økonomiske midler og at finde frem til personer, der har kald, evner og uddannelse til at løse de mange opgaver i MAF.

MAF Danmark har for tiden en medarbejder udsendt til MAFs flybase i Dodoma, Tanzania. Det er Allan Conrad, der arbejder som Airstrip Development Manager.

Find yderligere information om MAF på hjemmesiden: www.maf.dk

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

„I SKAL VÆRE MINE VIDNER" PÅ GADER OG STRÆDER I DANMARK!

af Susan og Tonny Møllerskov

Mennesker i dagens Danmark er ENSOMME og du og vi kan vise næstekærlighed ved at dele Guds Ord med dem i deres hjem eller på gaden. Det er vor erfaring, at når vi banker på døren til et dansk hjem, så tager ca. 80-90% imod en traktat samt et vidnesbyrd om Jesus en del får vi også lov at bede for. Vær nidkær, du KRISTI AMBASSADØR!

Herren har i de seneste måneder oprejst nye, frimodige gadevidner og forkyndere, til evangelisation i jyske og fynske byer. I hver by lovsynger vi Jesus offentligt samt forkynder Ordet, vidner til mennesker og beder for søgende og syge. Vi var 4-10 troende pr. by. Og den 19-22. marts afholdt vi en evangelisationskonference på Apostolsk Højskole med 26 deltagere, der var meget vellykket - flere troende fik debut som gadeforkyndere og vidner, også fra dør til dør. Vi afholder muligvis en lignende konference i efterårsferien.

Kristne spørger ofte: Hvad er frugten af jeres evangelisation? Og vi svarer: Hvad er frugten af at adlyde Herrens Ord? Guds velsignelse og en fred som overgår al forstand samt en HØST af sjæle: 30, 60 eller 100-fold! Efter en ufrelst har hørt om Guds lov og nåde, har personen SYNDSERKENDELSE. Så kan Helligånden arbejde på SAMVITTIGHEDEN. En SKYLDIG synder ved, at han skal VÆLGE mellem FRELSE og STRAF! Gud giver væksten!

Herren sagde til Paulus og siger til dig, os og enhver Jesus-troende i dag: „FRYGT IKKE, men tal, og ti ikke, FOR JEG ER MED DIG!" MENNESKEFRYGTENS ånd forfører i dag mange troende til IKKE at vidne, og frygten stammer fra VANTRO. Når en troende vil vidne kommer frygten, og Herrens ALMAGT er helt glemt, og kødet er allieret! HUSK: Judas løve, Jesus Kristus, er BAG dig: „Herren er min hjælper og jeg vil ikke frygte."

EVANGELIET TIL DANMARK afholder 27-29. juni evangelisationstræning i Sydjylland: Du vil møde andre lærevillige troende og lære, hvordan du vidner, forkynder, deler traktater ud, gi'r dit vidnesbyrd m.v. Deltagelse er gratis, du betaler kun for transport, overnatning og måltider. „Alt formår jeg i Kristus, som giver mig kraft." Ikke sandt?

Den 4-10. august får du så lejlighed til at være med i „KRYDS DANMARK MED JESUS" hvor vi evangeliserer i en uge, som begynder i Ribe, går over Fyn og slutter i København. Vi lægger vægt på at nå mennesker i Sjællands storbyer med Guds Ord.

Hvis du IKKE føler dig frimodig, udrustet eller „Skriftklog" nok til at nå mennesker i dit lokalsamfund med Guds Ord, så kontakt os når som helst. Mange er ikke rodfæstede i Guds Ords løfter, derfor vidner de ikke, f.eks.: frelsesforvisning, frigørelse fra synd, retfærdiggørelse, løskøbelse m.v. Har du brug for undervisning? Det er vor investering i evigheden! „I har fået det for intet, og giv det for intet." Din tur!

Det er vores mål i løbet af 2008, at vi begge to kan vie os fuldtids til Herrens arbejde.

Hvis Herren leder dig, så bed for os. Vores projektnummer i Missionsfonden er 5807.

Susan og Tonny Møllerskov

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Mission på Filippinerne

af Peter og Abby Capili Hansen

I 2006 startede vi et nyt missions- og hjælpeprojekt på Filippiner-ne, som bliver kaldt Angel Relief. Vi er velsignet med gode forbindelser og venner på Filippinerne, fordi Abby og hendes familie er fra Filippinerne. Derfor har det været nemt for os at finde frem til de mennesker, som vi ønsker at støtte og hjælpe. Vi har besøgt meget fattige områder, som er farlige og svære at komme til. Den eneste årsag til, at vi i det hele taget er i stand til at missionere dér, er ved Guds hjælp og ved hjælp fra venner, som kender disse steder godt. Vi har set et behov for hjælp, som er næsten ubeskriveligt. I det hele taget er det nemt at få øje på et stort behov for hjælp næsten overalt, hvor man kommer frem. Der bor 90 mill. mennesker på Filippinerne, og de fleste af dem har mindre end 1 dollar (ca. 5 kr.) om dagen til mad, og millioner af filippinere går sultne i seng. Og for at gøre det endnu være, så stiger prisen på ris i øjeblikket. Det betyder, at endnu flere mennesker på Filippinerne ikke har råd til et simpelt måltid med ris.

Filippinere er beliggende i „The Ring og Fire" (Ild-cirklen) som betyder, at der ofte er naturkatastrofer som tyfoner, oversvømmelser, jordskælv osv. Der vil derfor til enhver tid være behov for hjælpearbejde på Filippinerne.

Vi tror på, at missions- og nødhjælpsarbejde går hånd i hånd. Og vi ønsker at prædike evangeliet og samtidig vise Jesu Kristi kærlighed ved praktisk arbejde. Og det er grunden til, at når som helst vi udfører humanitært arbejde, så missionerer vi og underviser på samme tid.

Vi har besøgt provinsen Bicol, hvor naturkatastrofer er et almindeligt fænomen. Næsten hvert år kan man i de danske nyhedsmedier se billeder fra oversvømmelser i Bicol. I Bicol prædikede vi ved evangeliske møder, og samtidig hjalp vi nogle lokale kirker med midler til nødhjælpsarbejde. Når vi rejser rundt på Filippinerne og andre steder, bor vi ikke på hoteller. Vi bor sammen med de lokale. Det betyder, at vi sover, hvor de sover. Og det betyder af og til på gulvet. Husene og toiletterne er ikke i særlig god stand, for at sige det mildt. De er utroligt fattige. Jeg husker, at vi skulle en missionstur op i bjergene, som er omgivet af jungle og palmetræer. Det var så langt væk fra alt, som man næsten kunne komme. Den lokale kirke havde planlagt, at jeg skulle prædike på landsbytorvet, men da det blev mørkt, gik alt lyset i landsbyen pludseligt ud. Ingen vidste, hvordan det skulle tændes igen, så jeg måtte prædike evangeliet med månen som det eneste lys. Vi kaldte det „Måneskins-korstoget". Det var en fantastisk oplevelse

Vi har set så mange mennesker i nød rundt omkring på Filippinerne, og vi ønsker at gøre en forskel. Sidste år besluttede vi at støtte en kristen skole og hjælpe nogle skoleelever til at få en skolegang, så de kan komme på highschool og college. Christian Value School er en kristen institution, som tilbyder skolegang som svarer til dansk børnehaveklasse til 9. Klasse. Den ligger i Manila bydelen Cavite lige overfor et slumområde. Det er i dette slumområde, vi støtter familier og børn. Vi tror, at støtten til den kristne skole vil hjælpe mange fattige børn til at kunne gøre en forskel på Filippinerne.

Til oktober tager vi til Etiopien i Afrika for at missionere og lave nødhjælpsarbejde. Vi har nogle gode kontakter, og vi skal arbejde sammen med evangeliske kirker, hvor vi også vil være involveret i bl.a. fødevarehjælp til HIV/AIDS ramte børn. Det er også meningen, at vi skal undervise og prædike i flere kirker og skoler. Husk at bede for os. Hvis I vil støtte os økonomisk, kan det gøres via Missionsfonden. Vores projektnummer er: 5972 Angel Relief. Læs mere om arbejdet på www.angelrelief.org eller kontakt os på info@angelrelief.org.

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Kenya

af Birgitte og Søren Pedersen

Kære Missionsvenner.

Først vil vi endnu engang sige tak til Mis-sionsfonden og støtter af missionen, at vi sammen med jer kunne række ud til så man-ge, som har haft det så svært, efter at urolighederne brød ud i Kenya lige omkring nytår. Indtil sidst i marts havde vi fortsat travlt med at dele madrasser, tæpper, mad, babymad, babytøj mm ud. Vi fik hjælp af Haron, men også af en præst ved navn Wilson, som selv sov udenfor politistationen i Eldoret i flere døgn efter nytår. Wilson og Haron fandt ældre mennesker på over 90 år, som i marts måned stadig lå i deres telt uden en madras! Og de frøs om natten. En døvstum kvinde på 87 år vidste ikke, hvordan hun skulle sige tak, for hun kunne jo ikke udtrykke sig verbalt. Måske kunne hun heller ikke skrive. Hun faldt simpelthen på knæ og græd af taknemmelighed over at have fået en madras, et tæppe og noget mad. Mange andre handicappede fik også mad, en madras og et tæppe.

Stadig brug for nødhjælp

Regeringen arbejder på, at de, som stadig bor i de store lejre, skal flytte tilbage til, hvor de kom fra. De, hvis huse er brændt, må så i første omgang bo i telte på deres grund. Men mange her i Eldoret nægter stadig at flytte `hjem', da de er meget bange og utrygge. En dag i april fik nogle farmere fra den store lejr her i Eldoret såsæd, så de kunne tage ud til deres mark og så majs, men mange blev angrebet med knive af kalenjinstam-men, så de bagefter måtte indlægges på hospitalet. Vi har også hørt, at mange kikuyuer har sluttet sig til en gruppe oprørere for at tage hævn. Så situationen er langt fra god. Som vi skrev sidst, er der virkelig brug for, at Guds Ord får lov at slå rod dybt ind i menneskehjerter, for først da kan hadet vige for respekt og kærlighed.

Selvom vi nu ikke er ude at opsøge de nødlidende længere, oplever vi stadig, at der kommer folk til vores dør, som beder om hjælp. Derfor har vi stadig brug for midler til at kunne hjælpe. Ikke mindst præsterne har en svær tid, fordi mange af deres medlemmer er flygtet og menighedens støtte til præsten derfor er gået væsentlig ned. Og det tager lang tid at bygge op igen, hvad der er blevet ødelagt.

Evangeliet ud til et unået folkeslag

Vi har i april haft to montører i det sydøstlige Sudan for at bygge en kirke i et område, som er totalt unået med evangeliet. Området er på størrelse med halvdelen af Kenya. For mange år siden prøvede nogle katolikker at starte noget arbejde deroppe. Men ellers har ingen missionærer arbejdet i området, og stort set ingen i området har hørt om Jesus.

Arbejdet deroppe var et samarbejde med en menighed her i Eldoret, et evangelisationsteam med vore tyske missionærvenner som ledere, et præstefællesskab i byen Lodwar i Turkana og en Turkana præst. Menigheden fra Eldoret har arbejdet på selve menighedsplantningen i nogle måneder. Evangelisati-onsteamet havde udstyr og folk deroppe til at foretage et evangelisk fremstød. Vi byggede en kirke for midler fra indsamlingen i Mariager sidste år, samt et hus til præsten, betalt af menigheden i Eldoret. Og præstefællesskabet i Lodwar vil fremover støtte/underholde præsten fra Turkana, som vil være missionær deroppe og lede menigheden. De taler Turkana i området, så derfor er det ptaktisk at sende en Turkana missionær derop, som samtidigt ikke er vant til luksus. Det er dog ikke ufarligt for ham at bo deroppe, så derfor kommer en lokal leder til at bo sammen med ham, ihverttilfælde i starten. Folk lever meget primitivt deroppe. Normalt går mænd og drenge nøgne omkring, piger har et lille kort skørt på, og når de bliver gift får de også en overdel.

Bruger de kristne heksekraft?

Det regnede meget i det sydlige Sudan, og derfor kunne lastbilen, vi havde lejet til at transportere materialer derop, ikke komme frem men måtte trækkes af evangelisationsteamets lastbil, som havde firehjulstræk. Men netop hvor kirken og præstens bolig blev bygget regnede det ikke på trods af at stedet var omringet af meget mørke skyer og det regnede rundt om dem ikke langt derfra. Det var naturligvis fantastisk, at det ikke regnede, lige hvor kirken skulle bygges, da regn ville have vanskeliggjort arbejdet.

En sudaneser, som muligvis var påvirket af alkohol, beskyldte missionsteamet fra Kenya for at have brugt heksekraft til at få regnen til at blive væk, og han fik en stor flok på sin side, som blev mere og mere ophidset. Situationen kunne let blive farlig, og politi (var med som vagter) og en amerikansk missionær blev meget bange. Til sidst tog en en ældstebror fra menigheden her i Eldoret mod til sig og gik over til den ophidsede skare og talte med dem. Han forklarede dem bl.a., at det også var dem, der tidligere havde været deroppe for bl.a. at undervise dem i at dyrke afgrøder, og at de havde givet dem redskaber til markarbejdet og hvorfor skulle de da ønske, at der ikke kom regn, som jo er nødvendigt for afgrøderne? Det endte med, at skaren faldt til ro, og at myndighederne anholdt manden, der havde fået skaren til at ophidse sig.

For os er det fantastisk, at vi kan være med i et sådant samarbejde, hvor vi fra forskellige nationaliteter alle brænder for det samme at evangeliet må nå ud også til de unåede stammer og folkeslag. Og som danskere kunne vi og brødre og søstre i Danmark være med takket være indsamlingen i Mariager sidste sommer. Nu er der pga kirken og et hus til præsten et synligt bevis på, at der sker noget i området! Og mennesker får lov at høre de gode nyheder om Jesus. Men der er kamp på, når det gælder arbejde i dette totalt unåede område!

Teammedlem beskudt

Da vore tyske venner skulle sende deres medarbejder Stephen derop, var han nødt til at tage en taxa gennem ingenmandsland for at få visa på den sudanesiske side af grænsen. Det gik også uden problemer, og derefter skulle han tilbage for at mødes med resten af teamet på kenyasiden af grænsen. Men på vejen tilbage blev taxaen, Stephen var med, samt en anden taxa beskudt af sudanesiske oprørere. En kvinde døde på stedet, en anden kvinde blev skudt i armen, de 2 taxa chauffører var uskadte og Stephen var blevet skudt i ryggen 2 gange. Blot nogle minutter senere landede et MAF fly (missionsfly) på kenyasiden af grænsen, og de tog Stephen med tilbage til Nairobi. De var kommet for at aflevere en missionærfamilie og skulle blot have en motor med tilbage. Men motoren var ikke dukket op, og derfor kunne de istedet tage Stephen med. Og „ud af det blå" dukkede en læge op, som fulgte med i flyet og tog hånd om Stephen. Det var bare helt fantastisk, hvordan det hele lagde sig til rette, så Stephen kunne få professionel hjælp i Nairobi i løbet af kort tid.

Dagen efter fik han fjernet den ene kugle, som sad i et ribben. Den havde passeret hans rygmarv og hjerte og sad i et ribben meget tæt på lungen. Fantastisk, at den ikke hverken havde ramt rygmarv, hjerte eller lunge. Den anden kugle havde kun lige passeret huden og var ikke gået ind. Og han var hurtigt ovenpå og var hele tiden ved godt mod. Ingen tvivl om, at Gud holdt sin hånd over ham. Det oplever vi også selv at når vi vandrer i Guds plan, så sender han sin engel foran for at beskytte os.

Søren meget tæt på en skudepisode!

Søren har netop selv lige været i Turkanas ørkenområde i den nordvestlige del af Kenya for at udvide en kirke. Dagen før han skulle hjem igen, fortalte hans søster fra København os i en sms, at når hun bad for arbejdet i Sudan/Turkana, blev hun hele tiden mindet om ordet fra 2. Mos 23:20, hvor der står: „Se jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt".

På vej hjem den følgende dag kom Søren og vores medarbejder Sammy til et sted, hvor 20 fra pokotstammen netop havde skudt efter 4 mænd og 2 kvinder, som transporterede køer fra Turkana til Nairobi med salg for øje. Og en anden forbipasserende bil var også blevet beskudt og havde advaret Søren. Men efter blot et par minutter i bøn havde Søren følt, at han skulle køre videre, og da kom han hurtigt til stedet, hvor han fandt flere døde mænd og 2 kvinder, som begge var blevet skudt men dog havde overlevet. Søren tog dem til politiet og hospitalet. Senere på dagen kom banditterne tilbage igen men vi tror på, at det var Gud, der sendte en engel foran Søren og Sammy. Dette var også et stort vidnesbyrd for Sammy, som ikke har været hos os så længe.

Arbejdet er ikke uden fare. Men vi ved, at vi er, hvor vi skal være, og netop i den tjeneste Gud har beredt for os. Og da behøver vi ikke frygte, heller ikke i fare.

Et stort behov

Vi ved, at uden forbedere kan vi ikke arbejde. Ovenstående beretninger fortæller om betydningen af forbøn. Både da Søren og vor medarbejder kunne have været i fare og da Stephen blev skudt. Vi er helt overbevist om, at forbøn i begge tilfælde har haft en kæmpe betydning.

Men uden økonomi når vi heller ingen vegne. Vi er meget taknemmelige for enhver, som måned efter måned har været og er med til at støtte vores arbejde, for uden dem havde vi heller ikke bygget en eneste kirke! Og vi er også dybt taknemmelige for, at vi sidste sommer fik midler til at bygge kirker i det nordlige Kenya (Turkana) og Sudan.

Men der er også andre steder i Kenya, hvor der er skrigende behov for hjælp til en kirke også økonomisk. Og det økonomiske behov er ikke blevet mindre i år, hvor mange har mistet alt, hvad de havde, andre har mistet deres arbejde foruden at priserne på både de mest nødvendigste ting som mad men også byggematerialer er steget markant.

Så vi har stort behov for, at nogen vil støtte en menighed med en kirke. Det er forskelligt, hvad en kirke koster alt efter størrelse og beliggenhed i landet. Men for f.eks. 600kr om måneden i et år kan en menighed få det nødvendige økonomiske løft til at kunne bygge en kirke. Og når en menighed får en kirke, får de et `fiskeredskab' til at `fange mennesker' for Jesus. Vi har set det gennem årene, vi har været her i Kenya, at en kirkebygning virkelig er et redskab til me-nighedsvækst. Mennesker søger kirkebygningen, hvor lederskabet forkynder evangeliet mennesker tager imod ordet og bliver en del af menigheden.

Desuden har det også en betydning for børn og unge, da mange af kirkerne bruges som skole og børnehave i løbet af ugen.

Må Gud velsigne enhver af jer.

Kærlig hilsen Birgitte og Søren Pedersen, Kenya

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Ooty i Indien

af Esther og Sankar

Kære venner! En lille hilsen til jer fra Sankar og Esther, Paul og Princy.

Ved Guds Nåde har vi det alle godt. Ooty er for tiden fyldt med masser af turister. Det er højsæson for Ooty.

Efter at vi har fået 85.000 kr fra KMI (Kirkeklokkens Missionsindsamling) som hjælp til at købe en ny bil, kan vi fortælle jer, at vi endelig er klar til at købe en 10 personers brugt bil. Det er en TOYOTA QUALIS med 10 sæder + flere mulige. Den har kun haft en ejer og er I god stand. Den er fra december 2004, er sølvfarvet og har kun kørt 50.000 km. Vi har ønsket os og ventet på en bil og har i 40 dage haft emnet med i vores bønner for at finde den rigtige bil. Den fandt vi så i Coimbatore via Internettet. Vi har fred med det, og vi føler, at den vil tjene vores formål.

Det går godt med Paul og Princy, men ikke så godt med Esthers bror. Han blev i februar gift, men pigen gik fra ham 3 dage senere, og nu har hendes familie med pigens bror i spidsen anlagt retssag med mange falske anklager mod Esthers bror. Vi leder efter en løsning. Tak om I vil bede med os!

Esther og jeg vil snarest rejse til Gudalure (nogle timer fra Ooty) og tale i et fællesskab af præster og deres ægtefæller. Vi glæder os både til at tale Guds Ord til dem og til at dele fællesskab med dem.

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Rejse til Filippinerne, Nigeria og Indien

af Peter Christensen, Brande

I oktober var jeg 3½ uge på Filippinerne. Det var biskop Conrado Domingo, der havde inviteret mig, og hver dag var fuld af møder, både offentlige møder, hvor vi så mange mennesker blive frelst (det er høsttid på Filippinerne), undervisning på en bibelskole og møder i kirker. Der blev også bedt for syge på møderne, og Gud udrakte sin hånd med helbredelse.

80 % af Filippinernes befolkning er katolikker. For få årtier siden var det sådan, at i bjergområderne i den nordlige del af Filippinerne, bor der stammerfolk, der etnisk er kinesere. De var hovedjægere. Ikke specielt fordi de hadede andre mennesker, det var en del af deres frugtbarhedsritualer. De mente at deres guder ville få jorden til at bære flere afgrøder, hvis de skar hovedet af folk. For hvert hoved skar de så et hak i deres eget øre, for at dokumentere deres bedrifter. Biskop Domingo har mødt en, der havde 11 mærker i sine ører!

For en del år siden var der en katolsk missionær, der drog op til disse områder for at missionere. Det kom til at koste ham hovedet. Dernæst prøvede en evangelisk missionær det samme med samme resultat. Den tredje missionær, der prøvede, var fra pinsevækkelsen. En dag da han lå på knæ og bad i sin hytte, kom en hovedjæger snigende med kniven parat. Da han nærmede sig hytten, kom der en slange ud fra hytten og hen i mod ham. Det fik ham til at standse op og tænke. Og efter at han havde fortalt de andre hovedjægere om denne begivenhed, besluttede de sig til at lytte til missionæren i stedet for at skære hovedet af ham. Slangen er deres gud, og de mente, at det var et tegn, at den var kommet ud af hytten på den måde. Efter den tid er mange af disse hovedjægere blevet omvendt til at tro på, at Jesus har betalt den fulde pris for vore synder, og at Guds kærlighed bor i vore hjerter, når vi tror på Ham.

Biskop Domingo var også en af de første evangelister, der arbejdede iblandt disse stammefolk og har arbejdet sammen med den missionær, der fik lov at beholde sit hoved. Han har nu plantet 96 menigheder og leder en bibelskole og en stor dagskole støttet med midler fra Færøerne. Mange af disse menigheder ligger i bjergene, og da det var regntid i oktober, oplevede vi køre på lerveje helt opløst af regnen. Nogle gange sad den 3 tons tunge minibus fast i mudderet på vej op ad bjergskråningerne og måtte graves fri og trækkes og skubbes op ad bjergskråningen af 2030 mennesker nogle af dem fra andre minibusser. Andre gange måtte vi ganske enkelt gå flere kilometer resten af vejen op af de stejle bjerge i regn og mudder vi får vor belønning i Himlen!

Jeg har selv mødt en gruppe af disse hovedjægere i begyndelsen af 1970erne, da en sanggruppe rejste rundt til 26 vestlige lande for at samle penge ind til en bibelskole, der ligger i San Fernando, kaldet The Miracle Bible College. Det var en stor oplevelse for mig dengang det var en forsmag på Himlen! Jeg var selv nyfrelst, og jeg kunne se den hengivenhed og taknemmelighed, der var i deres øjne og i deres sange, fordi de var ført ud fra mørket ind i nådens underfulde lys! Faktisk mødte jeg 2 af dem, der havde været med, da jeg var på Filippinerne i oktober. Den ene er Susan, som er leder af The Miracle Bible College og er gift med bis-kop Conrado. Den anden er en af lærerin-derne på skolen.

En stor oplevelse for mig var i de sidste 3 dage at besøge et arbejde i hovedstaden Manila, der består af 14 menigheder, der bygger på G12 princippet eller multipli-ceringsprincippet, som det også kaldes.

Efter Filippinerne var jeg kun 2 dage i Danmark, og så gik turen til Nigeria, hvor jeg var en måneds tid. November er det tidspunkt på året, hvor kirkerne har deres årlige stævner. Der var anledning til at prædike på mange af disse stævner. Kirkerne i Nigeria er meget store, og det gælder jo om at få `det glade budskab' ud til så mange så muligt, så det er rart at prædike for mange! Jesus kommer snart igen og det drejer sig om, for os som Guds folk, at samle så mange sjæle ind til frelsen, som overhovedet muligt. Jesus døde for at frelse mennesker fra Helvedet, og det er vores hovedopgave, at fortsætte Hans virke på jorden.

En af præsterne har tidligere været en statsansat inspektør af gymnasier. Hans arbejde bestod i at rejse rundt til forskellige gymnasier som konsulent og inspektør. Han har derfor en masse kontakter til ledelsen af forskellige skoler, og han åbnede døren for at jeg kunne prædike evangeliet på 4 forskellige gymnasier. Den ene var et offentligt gymnasium på ca. 1.500 elever i en by med en stor muslimsk befolkning. Jeg spurgte ham inden møderne om, hvor frimodig jeg kunne tillade mig at være med hensyn til at prædike frelsens budskab. Han svarede, at jeg skulle lede eleverne til Herren! Det var en stor oplevelse en af de bedste i mit liv! Jeg oplevede, efter at rektor havde givet en rigtig god kort introduktion, hvori han betonede vigtigheden i at lytte godt efter dette livsforvandlende budskab, blot at stå helt roligt foran denne skare af unge vidunderlige og intelligente mennesker med hjertet fyldt af Guds kærlighed og helt iklædt Helligåndens kraft og inspiration. Først og fremmest gjorde jeg dem helt klart, at Gud elsker dem, men også gennem eksempler anskueliggjorde syndens alvor og konsekvenser, samt en forklaring om, hvordan Jesus tog vores straf på sig og derved skaffede os fællesskab med Gud, som er det eneste grundlag for evigt liv. Da der blev givet en anledning til for disse unge at modtage Jesus i deres hjerter tog næsten alle imod. Tak, tak Jesus!

I Nigeria var der også anledning til at afholde et en-dags seminar for pastorer og andre ledere med 5-timers koncentreret undervisning om principperne i G12. Værten for dette seminar leder selv 2 store menigheder i Lagos og Ibadan, som er Nigerias 2 største byer. Han er i gang med at indføre G12 i sine menigheder. Hovedtankerne i G12 er, at alle kristne kan mobiliseres og optræ-nes til at være sjælevindere, udføre effektivt opfølgningsarbejde og lede og undervise cellegrupper. Tak til alle jer som trofast er med til at opløfte dette vigtige arbejde ind for nådens trone. Kun evigheden vil afsløre, hvor meget jeres bønner har udvirket, fordi vi samarbejder med Himmelens kræfter, når vi beder.

Midt i januar og i februar rejste jeg til Indien. Det var mest undervisning på forskellige pastorseminarer. Et sted afholdtes der et 5-dages seminar med undervisning både om formiddagen og eftermiddagen. Undervisning blev meget vel modtaget, og vi tror at Guds Ords principper vil gøre en forskel i dette store vidunderlige kontinent! Emnerne var: Enhed i Kristi legeme, ansvarlighed ind for Gud, hverandre og os selv, bibelsk økonomi bl.a. ærlighed med penge tiende og gavmildhed. Sjælevinding og mission, samt træning af den næste generation af ledere (G12).

Flere pastorer kom til mig bagefter og tilbød at afholde seminarer næste år for både 500 og 1000 pastorer. Specielt var man meget interesserede i principperne omkring G12. Jeg håber, at afholde 5 pastorseminarer næste år i Indien. Derfor har jeg brug for, at du hjælper mig økonomisk da alle udgifter til lokaler, bespisning og nogle gange transportudgifter for fattige pastorer afholdes af Good News Global Outreach. Frivillige gaver er skattefradragsberettigede efter gældende regler, hvis du indbetaler dem til Missionsfonden. Det er vigtigt, at du øremærker indbetalingen til projekt 5582: „Good News Global Outreach". Ingen af midlerne vil gå til mig de går udelukkende til Guds Riges arbejde på forhånd tak.

Om aftenen afholdt vi evangeliske møder rundt om i landsbyerne. Men det er farligt at forkynde evangeliet i Indien. I staten Orissa var der lige blevet dræbt 4 pastorer, og der var 200, som man ikke kunne finde!

Også i Sydindien kan man mærke forfølgelsen. Radikale hinduer ønsker at stoppe al offentlig forkyndelse af Kristus. Blandt andet har man, mens jeg var der, anklaget en kendt indisk evangelist for at skrive på sine plakater, at Jesus kan helbrede de blinde, lamme og døve. Det resulterede i en stor retssag, hvor 50 meget vrede hinduistiske jurister førte retssag mod denne evangelist. Der var kun 7 jurister til at forsvare ham. En af dem aflagde et personligt vidnesbyrd om sin egen omvendelse under retssagen. Det blev også bevist, at Bibelen faktisk siger, at Jesus gør disse ting, og da Indien officielt anerkender Bibelen, som en hellig bog for de Kristne, ligesom Koranen er det for Muslimerne og Vedaerne for Hinduerne, resulterede det hele i, at dommerne afviste sagen.

Vi oplevede også protester på vore offentlige møder, men da mødet alligevel var forbi, foretrak vi at køre bort, da det viste sig, at fornuftig, afslappet dialog ikke var mulig. Vær med til at bede for frihed i Indien til at forkynde evangeliet.

Peter Christensen,

Good News Global Outreach

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Tanzania, NLO

af Hannah og Egon Falk

Kære venner og partnere,

Vi kom hjem sent tirsdag aften efter en lang møderejse til Danmark og USA. Rejsen var på alle måder en stor velsignelse for os.

På Bornholm fejrede vi Egons kommende 60 års dag (6. juni) og den gav et overskud på lidt over 50.000 kr. Disse penge skal bruges til byggeriet af køkken og spisesal for børneskolen New Life Academy. Dette arbejde er allerede godt i gang. En stor tak til alle jer som gjorde denne festdag uforglemmelig! Tak for al gæstfrihed og for support til vores arbejde her i Tanzania! Alle steder vi kom, blev vi behandlet kongeligt!

I USA havde vi møder i staterne Louisiana, Californien, Oklahoma og Ohio og det var en stor glæde at få lov til at bede for rigtig mange mennesker. På denne møderejse oplevede vi mirakler, også på det økonomiske område og vi er meget taknemmelige!

Korstog i Matai

Det er søndag aften, korstoget i den lille landsby Matai er slut, og vores team er ved at pakke udstyret ned i to store skibscontainere for at bringe det videre til det næste korstog i Laela. Kl. er ca. 21 og jeg går i seng for at være klar til at køre tilbage til Arusha (1.600 km) klokken 4 om morgenen. Jeg vågner hurtigt igen og er bare så syg i min mave. Jeg har fået en eller anden hårdnakket bakterie, som gør, at jeg har det så dårligt. Uden søvn og syg må jeg bare bide tænderne sammen, og kl. 4 sidder jeg bag rattet på vej mod Arusha. Det eneste der holder mig oppe er tanken om alle de mennesker, som jeg fik lov til at formidle Evangeliets kraft til, og som forløste frelse, udfrielse og helbredelse. 1.370 mennesker tog imod Jesus og lever nu et helt nyt liv!

Under min prædiken en af dagene ledte Helligånden mig til at tale kraftigt om okkultisme, trolddom og de negative virkninger af dette. Næste dag på undervisningsseminaret sad troldmanden, hans kone, begge forældre og en svigerinde på første række, og de ønskede at blive frelst. Hvilken lovprisning af Jesus det forløste fra de ca. 2000 tilhørere. På korstogsmødet samme dag brændte vi alle troldmandens trold-domssager som et mægtigt vidnesbyrd om Evangeliets forvandlende kraft.

Dagen efter kommer en gammel dame op på platformen og meget begejstret siger: "Jeg var blind, men kan se!" Denne gamle dame er troldmandens bedstemor, og han kommer springende op på platformen og omfavner hende med stor glæde.

Alle disse og mange andre tanker passerer mit indre, mens vi kører mod Arusha og efter 16 timer stopper i Morogoro for at overnatte. Vi er alle udkørte og udmattede, og det er med stor taknemlighed, vi går i seng og sover.

Den næste dag kører vi de sidste 8 timer mod Arusha. Da vi kører ind i en af landsbyerne nedsætter jeg bilens hastighed, men bliver alligevel standset af politiet ved er radarkontrol. Politimanden påstår, at jeg kørte for hurtigt, hvilket jeg ikke mener, da der intet hastigheds skilt var. Pludselig spørger han om mit navn, og da jeg siger Egon udbryder han med stort smil: ` Falk!' Så fortæller han mig, at da han gik på skole i byen Iringa, kom jeg og prædikede dér. Politimanden bliver ivrig og siger: "Egon Falk du er en af de få som skriver historie i vort land Tanzania." Da jeg kører videre fyldes mit indre med en ubeskrivelig varme, en glæde og taknemlighed til Gud over at få lov til at tage del i denne store indhøstning af mennesker i Tanzania.

Bibelskolen

Bibelskolen er i fuld gang med et nyt hold elever som forbereder sig til at skabe en forvandling i nationen Tanzania og ud over dets grænser.

Prædikantkonferencen i juni

Rigtig mange har allerede registreret sig til denne konference hvor Pastor Sam Carr og Pastor Frank & Parris Bailey fra USA kommer for at undervise.

Islam's mørkeste tidsperiode i Afrika

En af Islam's ledere, Sheikh Ahmad Al Katani, som selv træner nye ledere i Islam, udtaler i et interview på en arabisk nyhedskanal, at han frygter, man en dag ikke længere finder islam i Afrika. Han siger, at på grund af de kristnes evangelisering, var der 330 millioner kristne i Afrika i år 2000 mens der i år 1902 kun var 1 million kristne. Han udtaler videre, at der i Afrika hver time konverterer 667 muslimer til kristendommen, 16.000 hver dag og 6 millioner hvert år. Er dette bevis nok, for at et missionsarbejde af evangeliserende karakter er godt nok og lykkes?

Krisetider!

På mange måder er det krise for mange her i Tanzania, og vi er også `ramt'. Den kraftige prisstigning på olie er slem. Vi betaler i dag 9 kr. for en ltr. diesel og vi kører tusinder af km for at bringe Evangeliet ud til hele Tanzania. Stort set er alle madvarer på kort tid fordoblet i pris, og rigtigt mange mennesker har det meget vanskeligt. Mange af de fattige er tvunget til at opgive et måltid mad om dagen, fra 2 måltider går de ned til 1 måltid. Vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe; Men vi kan kun hjælpe i den udstrækning, vi selv modtager hjælp. Opfat dette som et nødråb, som et S.O.S.

Et stort tak til jer alle som måned efter måned bærer os og vore medarbejdere i forbøn og økonomisk support, mon ikke Gud vil velsigne jer? Vi tror det!

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Jeres venner i Tanzania

Hannah og Egon Falk, NLO team

Et farvel til missionsarbejdet

Jeg har været sygemeldt gennem længere tid, og fremtiden har været u-sikker. Som tingene ser ud, tyder det på, at der kommer til at gå endnu nogen tid, førend jeg er oppe på `fulde omdrejninger', selvom det går fremad. Derfor finder jeg det passende, at lave et officielt punktum for min tid i udlandet og tjenesten som medarbejder i `Ungdom Med Opgave'.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at sende en stor tak til alle medarbejdere i Missionsfonden og Missions-Nyt. Jeg er meget taknemmelig for det arbejde, I gør for at skaffe missionærerne økonomisk støtte og formidle viden om vores arbejde. En stor tak også til de af bladets læsere som på forskellig vis har støttet mig og stået bag mig og min tjeneste. Må Gud velsigne jer rigt tilbage for alt det, som I har været med til at investere i missionsarbejdet - til glæde og styrke for mange mennesker.

Jette Læbro, `Udrust Nationerne'.

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Kan vi blive bedre til at støtte?

Under denne overskrift har vi kontaktet en lang række af de missionærer, vi har kendskab til, og bedt dem formulere projekter, der kan være med til at udvikle missionsarbejdet, hvorefter vi vil præsentere dem for missionsinteresserede mennesker, menigheder, institutioner m.m.

Det, vi søger, er en giverskare, der vil give tilsagn om at støtte et eller flere af disse projekter, f.eks. med et fast månedligt beløb, eller som vil støtte et projekt her og nu med et engangsbeløb.

Skriv eventuelt på din indbetaling hvordan og hvorlænge du vil støtte et givent projekt og med hvilke beløb.

Husk at påføre cpr-nummer til skattefradraget.

På de næste sider vil vi præsentere nogle nye projekter:

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

`Guds By'

Projekt defineret af Helmi og Felipe Castro, Peru

Vores ønske/vision er på eet sted at have en levende `Guds by'. Et center hvor evangeliet gennem næstekærlighed kan nå ud til alle generationer og behov. Centeret skal være delt op i flere samarbejdende områder, som kan drage nytte af de samme installationer:

Alderdomshjem for pastorer/par

Mange arbejder for Jesus som pastorer under stor fattigdom, og når de kommer til en alder, hvor de ikke kan mere, bliver de ofte smidt på gaden uden at have et sted at gå hen. Det er en uværdig behandling for nogen, som har givet deres liv i tjeneste for Jesus! Et alderdomshjem vil give dem mulighed for at tage del i arbejdet i de andre områder i Guds By, sålænge de kan. Ved at tage del i arbejdet, går de ikke i stå og kan føle, at der stadig er brug for dem.

Krisecenter for børn

Mange børn oplever tider med specielle kriser. For eksempel hvis deres forældre kommer i fængsel, bliver syge, eller ved alvorlige adfærdsproblemer i deres hjem o.s.v. Børn i disse situationer ender ofte på gaden og lever af tilfældiges barmhjertighed eller misbrug af dem. Staten går ikke ind i et ansvar for dem, som vi kender det i Danmark. Gennem et krisecenter kan vi række ud med Kristi kærlighed til de mest trængende og gennem dette vise Kristi kærlighed for deres liv. Vi kan aktivt tage del i byens sociale behov. Ændre børn, som er på vej til at blive samfundets tabere, til vindere i Jesus, gå aktiv ind i deres aktuelle behov, både psykisk, fysisk, materielt og åndeligt.

Krisecenter for kvinder

Der er en massiv krise i mange hjem med vold og mishandling. Hvis kvinden ikke har et sted, hvor hun kan søge hen, alene eller med sine børn, så bliver der ikke sat en ende på problemerne. Derfor behøver kvinderne åndelig, juridisk, psykisk og praktisk hjælp. Denne hjælp skal samtidig tilbydes resten af familien, ikke mindst ægtefællen.

Projekt 5079 `Guds By'

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Ny bil

Projekt defineret af Helmi og Felipe Castro, Peru

Vores menighedsarbejde har giver os behov for en større og stærkere bil. Vi skal ofte transportere flere personer og ofte køre uden for byområderne. Bilen skal samtidig kunne transportere vores lydanlæg frem og tilbage ved hvert møde.

Projekt 5079 `Ny bil'

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Pastorfamilier

Projekt defineret af Helmi og Felipe Castro, Peru

Arbejdet med frikirke-pastorfamilier

Mange pastorer mangler en pastor i deres eget liv. Isolation er den største fare i et menneskes liv, ikke mindst i en leders liv! Gud har givet os et specielt kald til at betjene netop denne gruppe: Gennem månedlige samlinger, hvor de får undervisning, samvær og forbøn, som ikke blot er til velsignelse for deres egne liv, men når ud til deres menigheder genne det, de selv modtager. Vi slutter af med lidt godt mad, så de kan gå endnu gladere hjem! Gennem personlig sjælesorg og vejledning i specielle situationer i deres liv. Ved små, korte `ferier' for dem og deres familier, hvor de kan slappe af, blive forkælet og blive betjent åndeligt. Vi har en deltagelse på 100-120 på disse lejre og antallet er kun begrænset af økonomien. Gennem arbejde med pastorfamiliernes børn og deres specielle behov og gudsforhold. Det er ikke let at have sine egne forældre som sine pastorer! Gennem besøg i deres menigheder med undervisning.

Derudover hjælper vi pastorfamilierne økonomisk ved specielle behov for eksempel sygdom, akutte materielle behov og basale behov.

Uddannelseshjælp til pastor børn

Gennem arbejdet med pastorfamilier fra alle kirkesamfund har vi set, at mange af disse børn/unge har en begavelse ud over det almindelige. De er oftest de bedste i deres skoler eller på universitetet. Desværre er det kun en lille gruppe af dem, som kan få en uddannelse på grund af deres forældres økonomiske situation.

Disse unge har et potentiale til at kunne nå en ledende stilling i samfundet med deres talenter og evner, og på den måde at være med til at ændre samfundet og det faktum, at de evangeliske som regel er de fattigste og dårligst uddannede. Dette projekt kan få en langssigtet indflydelse, ikke blot i deres eget liv, men også i menighederne og samfundet.

Projekt 5079 `Pastorfamilier'

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Kirkebyggeri

Projekt defineret af Birgitte og Søren Pedersen, Kenya

Vores store hovedopgave her i Kenya er at bygge kirker. Derfor søger vi partnere, der vil gå ind og støtte os i dette arbejde. En kirkebygning er menighedens værktøj til at få nye medlemmer og vokse sig stor og selvbærende.

En menighed kan få et økonomisk løft til at bygge en kirkebygning for bare 600 kr. om måneden i et år.

Projekt 5009 `Kirkebyggeri'

Missions-Nyt, Nr. 2 - Sommer 2008

Missionshjørnet

Læreløshed

Af Gardar Ragnarsson

En menighed som ikke har nogen lære, har ikke noget svar til folk som spørger om livets komplekse spørgsmål. En læreløs bevægelse har ingen fremtid.

Den kristne troslære forener, men adskiller også. Den religiøse overfladiskhed som præger vor tid har gjort enorm skade og sendt mange mennesker ud i frustrationer, fortvivlelse og mørke.

De, som er kommet ind i en læreløs kirke på de `lette toner', aner ikke hvad en kirke er, og har heller ikke klarhed over hvad der er at frelses fra, eller hvad man bliver frelst til. Forsoningen, korsets dårskab, som er en anstødssten for vantroen, er på mange steder fjernet fra forkyndelsen, syndbegrebet tilsløret, og dertil den evige fortabelse. Alt som er ubehageligt for den stolte menneskenatur slibes væk. Endog salmeteksterne med `det gamle budskab' må ikke irritere mere. Frafaldet er tydeligt.

Vi kan ikke gøre evangeliet `relevant' for det moderne menneske ved at fjerne selveste essensen i det. Det bliver til et tandløst budskab som verdensmennesker er intelligente nok til at mærke tomheden i. Det bliver til et falsk evangelium.

Det sande evangelium med det gode, men alvorlige budskab, er en hemmelighed, som kun åbnes ved Helligåndens virke i menneskets sind og hjerte. Nytestamentets budskab sætter fokus på Den Herre Jesus Kristus. „Enhver, der `går videre' og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen." (2.Joh.:9)

Apostelen Paulus henvendte sig til menigheden i Efesus, at de skulle bede om, at ordene måtte gives ham, når han åbnede sin mund, så han med frimodighed kunne kundgøre evangeliets hemmelighed. „Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom"; sagde han. Han levede i en erkendelse af, at han stod med en missionsbefaling af en åndelig dimension, som er større, end det menneskelige fornuft kan rumme, og at den ikke måtte gå tabt i overførelsen fra mund til øre. Lukas skriver i Apostlenes Gerninger, at Herren åbnede Lydias hjerte, så hun gav agt på det, som Paulus talte. Hun gik Guds vej og blev døbt sammen med sin husstand. Det blev til en skøn familievækkelse.

Paulus sagde til sin unge medarbejder Timoteus: „Prædik Ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de skal vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne". (2.Tim.4:2-4)

Det er en ret alvorlig sag når en kirke forsøger at få uomvendte mennesker til at føle sig godt tilpass og trives i sit midte, skønt de er på vej til helvede. Gud sagde til profeten Ezekiel: „Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de hører eller ej…"! (Ezek.2:7)

Vi er nu inde i afslutnigen af nådetiden, og det er på tide at vågne op! Ud fra Guds trone går der et kald til gudsfolk om, at vi skal komme tilbage til korset og korsets nådebudskab, så vi kan blive sat i stand til at møde det, som kommer, og være klar til bortrykkelsen. Tilbage til Bibelen!

Gardar Ragnarsson