Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Leder

Af Christian Petersen

`Gør dem til mine disciple'

„Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt hvad jeg har befalet jer", sagde Jesus for 2000 år siden (Matt. 28, 19-20).

Dette har så været disciplenes og deres efterfølgeres opgave lige siden. Befalingen og opfyldelsen af den har gjort kristendommen til den mest udbredte tro på jorden med ca. 2. mia. tilhængere, når man lægger alle kirkeretningerne sammen. Jesu befaling går imidlertid ikke ud på at skabe tilhængere af kristendommen eller skaffe medlemmer af en kirke. Den går ud på at gøre disciple.

Kristentro kan ofte opfattes således, at man i større eller mindre omfang vedkender sig en række læresætninger om Treenigheden, Biblen, synd, frelse, evigheden osv. En sund teologi og forståelse for kristne dogmer skal ikke forklejnes. Forskellig forståelse af centrale områder i kristendommen har dog været medvirkende til at skabe stor afstand og splittelse mellem forskellige kirkesamfund.

Kristendom kan også fremstilles som indeholdende et sæt mere eller mindre veldefinerede regler, som kristne bør overholde. Biblen anviser da også en række gerninger, som vi må afstå fra, se f.eks. Gal. 5, 19-21. I tidens løb og i forskellige kirkelige sammenhænge er Biblens bud dog blevet udvidet med flere regler for, hvad kristne må og navnlig ikke må, f.eks om alkohol, teater, påklædning mv. Reglerne er ofte lavet i bedste mening, men det kommer let til at minde om farisæerne, der også udvidede Guds lov med deres egne regler. De menneskeskabte forbud varierer da også over tid; en ældre og nu afdød kristen dame fortalte mig engang, at hun i sin ungdom havde sneget sig i biografen og set en film, selvom hun hermed risikerede at blive udelukket af menigheden. Filmen, hun absolut ville se, var „De ti bud"! Det ville nok ikke i dag kunne medføre udelukkelse af nogen menighed. Det er dog næppe hensigten, at kristendom primært skal være kendetegnet ved, hvad vi ikke gør, men derimod ved hvad vi bruger tid på, og hvem vi er.

Jesus befaler sine disciple at lære nye disciple at holde det, som Han har befalet. En central befaling fra Jesus er, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og din næste som dig selv (Matt. 22, 37-39). Dette kaldes også kærlighedsbuddet og taler om, at vi har en relation til Gud og til hinanden. Således bliver det centrale i kristenlivet ikke bestemte dogmer eller overholdelse af bestemte leveregler, men relationen til Gud og til hinanden.

Det er bestemt ikke lettere at leve i en aktiv relation til Gud og lære andre at gøre det samme, end det er at forholde sig til mere konkrete regler eller læresætninger. Hvordan dette relationsbaserede forhold udmønter sig i dagliglivet er en stor udfordring for kristne
i dag. Med det mester/discipelforhold som Jesus og disciplene havde som forbillede, og med åbenhed i forhold til Gud og andre mennesker om de forhold vi står i, kan vi være med til at drage os selv og andre ind i livet med Gud.

Vi kan opmuntre og hjælpe, men ikke presse mennesker ind i en relation til Gud, hverken ved aktiviteter, regler eller dogmer. Som kristne og som kirke må vi have tillid til, at den enkelte discipel rent faktisk vil dette liv med Gud.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Argentina

af Anita og Marino Paserino

Kære venner og forbedere.

Dette år begyndte med mange velsignelser, specielt materielle, som jo også kan være nødvendige. Først og fremmest takker vi hjerteligt for de 4 tusind dollars, som vi fik i gave fra Missionsfonden. De tillod os at skifte vores gamle bil ud med en lidt nyere og i bedre stand. En god bil er uundværlig i arbejdet. Vi kører en hel del rundt i provinsen, som vel er på størrelse med Danmark, og på hver rejse er der kommet en eller to nye steder til, som vi må besøge. Da vi for 2 år siden begyndte dette arbejde med at tilse menighederne, var der 13. Nu er der 30 foruden de to her i Diamantes og Crespo. Al ære til Gud, som giver os kræfter hver dag.

Vi ser, hvor nødvendigt det er at støtte medarbejderne, og bare det at være hos dem og give et par timer af ens tid til at lytte og dele oplevelser forårsager stor glæde og taknemlighed. Vi oplever, at Guds værk i mange tilfælde udføres af tjenere, som aldrig kommer til at figurere som nogle af de store eller berømte, men som ydmygt står trofast på deres plads og tager kampen op, selvom satan raser og forsøger at ødelægge værket med sine angreb.

For nylig besøgte vi en søster i Crespo. En mor til en af de unge i menigheden. Hun bad om forbøn for salg af 12 hektar jord, som opdelt giver cirka 202 byggegrunde. Før vi bad, sagde hun, at Gud havde lagt hende på hjertet, at vi skulle have een af disse grunde til at bygge en kirke på, så det var en medet bevæget bøn vi bad, for det havde vi bedt om i 9 år! Det var et stort bønnesvar. Nu tror vi, at Gud også vil give os byggematerialerne. Kort tid efter dette sendte Gud denne søster en køber til resten af grundene. Gud er god og mægtig.

For år tilbage lagde Gud Marino på hjertet at åbne en bibelskole for alle, som ønskede forberedelse til tjenesten og undervisning i ordet. Efter en tid i bøn kom der en anden pastor til Marino fra Crespo, som havde fået samme ide. Derefter præsenterede de ide-en for resten at lederne i byen, som viste stor interesse. Det endte med, at vi fra marts i år har lejet et lokale, hvor der to gange om ugen gives bibelundervisning, med Marino som leder og 3 andre som undervisere.

Der kommer 20 elever fra forskellige kirkesamfund i byen. Vi føler en dejlig samværdsånd og ser, at der er stor hunger efter Guds ord. Vi tror på, at det skal blive til stor velsignelse fremover, når vi sammen satser på evangelisation og kampagner.

I marst måned flyttede vi også til et større lokale i Crespo, hvor vi foruden møder har åbent hus hver onsdag fra kl. 10-18, hvor folk kommer og søger åndelig assistance. Lokalet ligger lige bag ved den katolske kirke, og en aften måtte den katolske præst afbryde sin messe, fordi alle de tilstedeværende lyttede til vores glade sange og helt glemte messen.

Vi oplever mange nye, som kommer til møderne og som søger Gud af et oprigtigt hjerte, specielt nu hvor paven har udgivet en lov om, at alle katolske messer skal ske på latin, har forbudt brug af guitar og deres sange skal være de gamle traditionelle, og ikke de nye, som de har lært eller kopieret af os.

Det er måske den sidste store høst, der er på vej, og som vil komme på grund af forfølgelse både blandt kristne og ikke kristne. Marino fik for nylig et syn, samtidig med at han blev opløftet i ånden, og Gud viste ham mængderne, som overgav sig til Ham bare ved at nævne navnet Jesus og ved at sige `Jesus elsker dig'. Derudover så Marino, hvordan Gud skabte lemmer på kroppe, som manglede, ben fødder, hænder og fingre, store kreative mirakler, som skal ske for dem, som tror, „Ja endda større gerninger end mine", siger Jesus selv i Joh. 14:12.

Vi har det godt alle tre, min mor Jytte Hardt fylder 83 inden længe og har et godt helbred og er til stor hjælp og velsignelse i arbejdet. Hun hilser.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Skrift- og traktattjeneste i Danmark

af Susan og Tony Møllerskov

Kære trosfæller i Kristus!

Herren Jesus har sendt os hertil for at bringe „Evangeliet til Danmark". Susan er amerikaner, Tonny er dansker (frelst i 1988 i USA), og vi boede i USA i 1988-2003.

På Elias' tid var der 7.000, som ikke havde bøjet knæ til afguderne (kompromis) - og Herren gav os en vision om, at Han vil oprejse 7.000 kompromisløse genfødte kristne i Danmark og fra udlandet - til at forkynde og bevidne Guds Ord i Danmark.

Vores mission i Danmark er, at „Guds ord ses og høres af alle i Danmark", - at adlyde missionsbefalingen, for at herliggøre og ære Jesus Kristus! Herren viser os hvordan i Lukas 14:21 & 23: „Gå hurtigt ud på byens gader og stræder... og nød dem at komme ind, så mit hus kan blive fuldt." Vores fokus er på at forkynde Guds Ord offenligt på gågader, pladser, overalt hvor folk står eller går - „offentligt og fra hus til hus!" Vi bruger bl.a. bannere, traktater, lovsang, vidnesbyrd, forbøn m.v. til at opnå kontakt med folk vi forkynder omvendelsesevangeliet til danskens syndige slægt.

Modtageligheden over for traktater er ca. 5070%. Det er ideelt at være 4-7 troende, men 1 eller 2 kan også vidne, forkyndere og `traktere'! Vi synger nogle lovsange, og viser glæden i Herren. Derefter forkynder vi og vidner til 1 sjæl ad gangen Herren går efter det ene fortabte får, indtil Han finder det!

I gadeforkyndelsen præsenterer vi Guds Ord med 80-90% fokus på lov, synd og dom. Paulus minder os om, hvorfor, i Romerbrevet 7:7: „Jeg havde ikke kendt synden, undtagen ved loven, for jeg havde ikke kendt begær, med mindre loven havde sagt: `Du må ikke begære'!" Nåden, tilgivelsen og frelsen værdsættes kun af en skyldig synder, som ved, at han er på vej til helvede uden Frelserens indgriben benådning!

Sådan vidner vi også, og De Ti Bud får synderne til at bekende deres syndeskyld og fordømmelse over for Gud, os og sig selv, den synder,der bekender, at han er fortabt uden Jesus, viser vi: „Guds Lam, som borttager verdens synd!" Hos de, der kommer i syndenød kan Helligånden virke dybt. Og selv om vi kun ser få blive frelst, ved vi, at Guds Ord opfylder Herrens formål. Ved forbøn viser vi de søgende og frelste Kristi omsorg og barmhjertighed og alle får Guds Ord. Vi må aldrig sløve Guds Ords tveæggede sværd. Nogle ønsker, at Guds Ord og forkyndelsen skal tilpasses „de søgende" NEJ! „De søgende" må tilpasse sig Guds Ord - omvende sig!

Evangelisation er ikke for `vantro' kristne, som altid skal se tegn, undere og mirakler, inklusive frelste sjæle, for at tro, at Herren virker gennem sit Ord. Vi vandrer ved tro på Herren - især på gaden! Herren giver frugten. Husk, at Jeremias adlød Herren, selv om han ikke så synlig `menighedsvækst', men han tjente i tro og lydighed Herren til behag! Og lad os altid huske, at sand kærlighed er at tale sandheden i kærlighed (Efeserbrevet 4:15)!

Herren har givet os Skrift- og traktattjenesten `VEJEN TIL GUD', og vi tilbyder traktater, der ikke koster dig noget. Vi har Chick tegneserietraktater (7 titler på dansk, læs dem på www.chick.com), 48-siders Bibelhæfter samt 4 siders papirtraktater. Vi har ca. 20 traktater på dansk og traktater på 50 sprog så du kan nå danskere og udlændinge i din by i Danmark samt andre lande. Få også bibelvers på magneter så din bil kan forkynde Ordet på gader og landeveje!

Vi har vidnet offentligt i mange danske byer. I juli var vi rundt til 16 danske og 3 udenlandske byer, og så 7 mennesker bekende Jesus som Frelser! Hvis du gerne vil ud med evangeliet i din by, så kontakt os, vi kommer gerne og hjælper dig. Få og begynd at uddele traktater og/eller vidne, f.eks. 1 time hver lørdag foran en travl butik det er bedre at gøre lidt end intet især hvis det gøres regelmæssigt! „Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?" Der er stor modstand mod bibelsk evangelisation, men hvilken ven vi har i Jesus! Så lad os være trofaste!

Vi afholder også seminarer i discipelskab og evangelisation i vor husmenighed i Sønderjylland og evt. også i din by? Lad ingen afholde dig fra at adlyde Missionsbefalingen, for vi skal aflægge regnskab for os selv til Herren! Må Gud velsigne dig, idet du når syndere med Guds Ord. Herren kommer snart igen, når høstarbejdet er forbi! Høsten er stor, markerne er hvide: Hvad venter du på?

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

ProjectServe Indien

af Anne-Sofie Lorenzen

YFC (Youth For Christ) arrangerer hver sommer missionsture for unge i alderen 17-30 år. I år blev der sendt teams af sted til Mexico, Brasilien, Mozambique og Indien. 12 unge fra Sjælland og Jylland og fra diverse forskellige kirker begav sig i slutningen af juli af sted mod Hyderabad i Indien, hvor vi skulle tilbringe godt to uger med at tjene byen i samarbejde med den lokale YFC-afdeling.

Hyderabad er med sine over 6 mio. indbyggere Indiens sjette største by og en af landets mest udviklede byer, især kendt for sin store IT-industri. Desværre er den positive udvikling ikke kommet byens fattigste til gode. Tiggere, hjemløse og fattige gadesælgere præger stadig bybilledet.

Den største befolkningsgruppe i byen er muslimerne, derudover er der en stor gruppe hinduer og flere mindre religiøse grupper, bl.a. de kristne. I øjeblikket er der mange spændinger mellem disse forskellige grupper. I maj sprængtes en bombe ved en moské midt i byen, som fundamentalistiske hinduer menes at stå bag. Ligeledes har de kristne det også svært pga. aggressive hinduistiske grupper. Man kan ikke længere gå på gaden og evangelisere, og vi skulle som team have været ude og hjælpe til med et kirkebyggeri, men det måtte aflyses pga. den spændte situation. Ingen kirker turde have os hvide rendende rundt i frygt for, at hinduerne senere ville give dem problemer.

I stedet brugte vi tiden på at besøge skoler, børnehjem, kirker og ungdomsgrupper. YFC arbejder i forvejen meget på skoler i byen, som er drevet af kristne, men som består af 90 % ikke-kristne elever. Vi fik mulighed for at komme ud og lave drama, synge sange sammen med dem og dele hvad Gud har gjort for os og gennem os. Det var en stor og unik oplevelse at stå foran flere hundrede elever, mange af dem med fundamentalistisk muslimsk baggrund, og få lov til at fortælle dem om Jesus.

På de børnehjem vi besøgte, lavede vi ligeledes drama, sang og fortalte dem om Jesus, men forsøgte også bare at give dem en sjov og hyggelig aften. Vi lavede ballondyr til dem, malede dem i ansigtet som tigre, sommerfugle og hvad de ellers ønskede, og så havde vi store kasser Lego med, som Lego havde doneret til os. Desuden havde vi fornøjelsen af at kunne give dem ris, linser, olie mv. svarende til ca. to ugers kost, som vi havde købt for penge givet af vores kirke herhjemme. YFC havde ikke på forhånd fortalt dem, at vi medbragte mad. Et af de hjem, vi besøgte, var samme dag løbet tør for mad, og alle
havde de bedt Gud om hjælp, så da vi kom slæbende med en stor sæk ris var det et stort bønnesvar for dem og viste klart for børnene, hvor stor omsorg Gud har for dem.

En anden stor oplevelse var en dag, hvor vi var ude på et retrætecenter udenfor byen sammen med en flok unge piger. Pigerne kommer alle fra det nordøstlige Indien, men studerer i Hyderabad, hvor de bor på et kollegium dog et noget anderledes kollegium end vi er vant til herhjemme. Deres hverdag er præget af meget stram disciplin og kun én gang om måneden er det tilladt for dem at forlade skolen og kollegiet i seks timer. Vi havde altså privilegiet af at tilbringe månedens seks `fritimer' sammen med dem.

De kommer fra et område, hvor alle betegner sig som kristne, men for mange af dem var det mere kultur end et personligt forhold til Jesus. Vi legede sammen med dem, viste drama og fortalte om Gud, havde lovsang, bibelstudie og hyggede os bare sammen med dem. Alle havde en dejlig dag sammen, og flere af pigerne tilkendegav, at de ønskede at give deres liv til Jesus.

Derudover oplevede vi mange andre spændende ting på vores tur. Vi håber og tror på, at vi har været en velsignelse for de mennesker, vi har mødt, og at vi har været med til at plante mange frø, som senere vil spire. Desuden tror jeg også, jeg kan tale på hele teamets vegne, når jeg siger, at vi også har fået en masse med hjem. Vi har oplevet, hvordan Gud har brugt os til at være en velsignelse for andre - selv de gange, hvor vi ikke selv syntes, vi havde meget at komme med. Vi har haft et super fællesskab på teamet, hvor vi både har haft en masse sjov, men hvor vi også har delt mange ting med hinanden. Vi har oplevet nogle utroligt engagerede mennesker i YFC, på skolerne, børnehjemmene mv, som gennem deres kærlighed til Gud og de mennesker, de tjener, samt deres dedikation til det kald, de har fået, har været til stor inspiration for os.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Kvindekrisecenter i Kenya

af Lotte og Kaare Madsen

Her i Nakuru i Kenya er der et center, hvor kvinder kan komme og få rådgivning, træning i forskellige færdigheder og måske en portion majs for at overleve dagen sammen med deres børn.

Det er et sted, hvor unge gravide piger/kvinder kan komme i slutningen af deres graviditet og få råd om, hvordan de skal passe deres barn de første måneder efter fødslen og om nødvendigt bo på centeret i denne periode.

Det er samtidig et sted hvor voldsramte kvinder kan søge tilflugt, blive psykisk og fysisk behandlet og herefter måske genforenet med deres mand eller blive geninstalleret i samfundet hos familie eller for sig selv.

Centeret driver oplysningsaktiviteter for kvinder- og børns rettigheder og prøver at gøre
opmærksom på de særlige problemer, kvinder har her i Kenya. Både kulturelt og juridisk set. Og som noget af det vigtigste: Det er et sted hvor alle kan komme uanset stammetilhørsforhold, religion, hudfarve eller andet.

Siden juni 2005 har Lotte og Kaare Madsen arbejdet med etableringen af i alt 2 krisecentre i Nakuru, Kenya.

Hovedafdelingen, Filadelfia Women Crisis Centre, ligger i bydelen Langalanga og i tilslutning til Leif og Susanne Madsens gadebørnsarbejde på samme sted. Aktiviteterne startede for alvor i marts 2006 efter renoveringen af nogle eksisterende bygninger.

En underafdeling, som netop er færdigbygget, er etableret i bydelen London (!), hvor også byens losseplads har til huse, og hvor en del kvinder bor i deres egen lille enklave. Denne afdeling er udelukkende et rådgivnings- og træningscenter, mens hovedafdelingen udover disse tilbud, er også i stand til at huse kvinder og børn i kortere tid.

Lige siden starten har den største opgave faktisk været at finde det rette personale til at løfte opgaven. Vi mener nemlig ikke, at vi personligt skal stå i forreste linie og undervise `klienterne', men vi skal undervise personalet, som derefter giver det videre til kvinderne `ude i virkeligheden'.

Dette er der flere årsager til: Den vigtigste er nok, at hvis folk opdager, at en hvid er involveret, vil der straks opstå en stor forventning om, at der vil være penge at hente. Vi har oplevet det et par gange i starten, og derfor har vi gjort rigtig meget ud af at blive på baglinien og istedet skubbe personalet frem. Opmuntre personalet til at selv at udvikle ideer til hvordan de kan hjælpe kvinderne og det er en helt ny måde at arbejde på. Derfor var det vigtigt at vi fandt det rigtige personale fra starten, og det er i store træk også lykkedes. En medarbejder, Ada på 53 år, sagde for en tid siden, at nu havde hun arbejdet på det lokale regeringshospital i 30 år, men det var først nu at hun blev bedt om at tænke selv! Og det har hun gjort rigtig godt.

Noget særligt ved vores personale er, at de kommer fra mange forskellige kirkeretninger. Der er bla. 2 katolikker. Vi har afholdt et Alpha kursus for dem, og det har givet os et helt specielt åndeligt fællesskab. Her i Kenya holder man sig meget til sit eget trossamfund og synes måske ikke de andre er helt så `gode' .

Filadelfia Women Crisis Centre tilhører Free Pentecostal Fellowship in Kenya's lokale kirke, Filadelfia kirken i Langalanga. Denne kirke er noget særligt, idet den har formået at favne mange forskellige slags aktiviteter og nu senest dette center, hvor der kommer flere tunge sager.

F.eks. en gravid 17 årig enlig børnehjemsboende pige fra Nyeri, som er blevet gravid med sin bedstefar! Børnehjemmet, som tilhørte en lokal kirke, kunne ikke håndtere sagen og de kørte pigen de 200 km hertil og anbragte hende på centeret.

Eller 13 årige Maureen, som fødte sin svogers barn her på centeret og senere blev genforenet med sin mor og far efter 4 års adskillelse, hvor ingen af parterne vidste om hinandens opholdssted.

Eller 15 årige Jane, som skulle føde sin fætters barn. Familien ville slå barnet ihjel, da det var et `tabu barn', fordi faderen var familierelateret. Heldigvis blev barnet født, mægling foretaget og barnet blev herefter bortadopteret og er i live i dag.

Kvinderne trænes i bla. madlavning/bagning, taskehækling af affaldsplast, patch worksyning i hånden og på maskine, støbning af trækulsbriketter, frisørarbejde og hønsehold. Da omkring 25 % af kvinderne ikke kan læse og skrive, er der oprettet daglige læse- og skriveklasser på begge centre.

Flere andre typer træning er på vej, blandt andet hvordan man kan lave en køkkenhave på under 1 kvm, men 2 meter høj!

Pga. af træningen har flere kvinder nu enten reduceret deres leveomkostninger eller ligefrem fået et betalt job andre steder. Og det er jo lige det, der er pointen.

Fremtiden for centrene er, at de skal drives videre ved hjælp af egenskabt indkomst og med støtte fra Leif og Susanne Madsen og måske andre donorer. Men det vil være bedst at skabe økonomien lokalt, så derfor er der nu flere initiativer igang, blandt andet ægproduktion, hvor der nu er 400 høns (og flere ville være ønskeligt), en planteskole under opbygning, samt frisør virksomhed.

Centerets bestyrelse er i øjeblikket i færd med at udtænke nye veje for at skabe indkomst. Centeret er noget unikt i Kenya. Faktisk det eneste af sin slags. Det eneste som tilbyder træning, rådgivning samt husly. Netop det med husly er helt specielt.

Gud er stor og han er med i dette her. Det ved vi med sikkerhed.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Kinas danske missionærer

af Hans P. Pedersen

Alfred Kronborg Jensen, der nu bor i Lyngby, er født i Kunming i 1934, hvor hans forældre pinsemissionærerne Axel Jensen og Christine Jensen virkede blandt stammefolk i Yunnan-provinsen før 1950.

Min far skrev en bog, „Mit Kald til Kina", hvor han skrev om de mange oplevelser, vi havde i Kina under Anden Verdenskrig. Mine forældre og jeg boede i nærheden af byen Mokiang. Dengang tog det os ti dage at komme fra Mokiang til Kunming. I dag hvor der er motorvej tager det kun fire-fem timer. Vi boede et sted, der endnu hedder Kuai Fa Chuen, og som ligger tre timers gang fra Mokiang, der stadig er kendt for sine mange afguder, fortæller Alfred Kronborg Jensen og nævner at missionærparret Erna og Robert Conrad boede kun to dages rejse fra familien Jensen, på et sted som hedder Man Po Kai.

I bogen `Operation China', skriver Paul Hattaway i år 2000 om Budo-stammen: „De danske pinsemissionærer Axel og Christine Jensen blev gift i Yunnan i 1928. Axel Jensen _ også kendt som Yan Chung Ren _ begyndte arbejde nær Mokiang blandt forskellige stammer, bl.a. Nisu, Kado, Biyo and Budo. Mange blev kristne i 1930'erne og 1940'erne. I dag er der mindst 2000 kristne i Budo-stammen, og folk på de mest afsidesliggende steder har hørt evangeliet. De fleste Budo-kristne mødes i dag i menigheder, hvor der tales kinesisk."

 

Alfred Kronborg Jensen fortæller, at de første danske pinsemissionærer kom til Kina den 27. oktober 1912. De kom fra den ældste danske pinsekirke, EbenEzer i Lyngby. Deres rejse med skib til Kina varede 21 dage og var ret så traumatisk. Gruppen bestod af seks voksne og to børn. I gruppen var Niels Peter Rasmussen og hans kone og deres søn og datter, hans bror Christian Rasmussen og tre ugifte kvinder, Amanda Lænkmer, Nelly Olsson og Anna Larsson. Niels Peter Rasmussen havde kørt rundt med sin hestevogn og solgt brød. Da han oplevede kaldet til Kina, solgte han sin hestevogn for at købe en billet til Kina, hvor han var missionær i 33 år. De begyndte deres virke i byen They Shih Chia Chu-ang i Hopei provinsen syd for hovedstaden Beijing. Elim-forsamlingen i København påtog sig senere ansvaret for dette arbejde. Missionærerne byggede en kirke til 500 personer. De begyndte også at undervise de unge kinesere, især piger, og oprettede mange missionsstationer på afsidesliggende steder. Senere begyndte Anna Larsson og Nelly Olsson et missionsarbejde i byen Luan-Chieng, og Abelone Christensen sluttede sig til dem umiddelbart før Anden Verdenskrig.

I 1916 kom Ida Lorentzen, Marie Poulsen og Erna Hansen også fra Danmark til Kina for at arbejde i Shih Chia Chuang. Samme år kom en bror til N.P. Rasmussen, Torkild Rasmussen og hans hustru, Agnes, fra Norge for at hjælpe til i arbejdet. Deres datter Lili-Ann, arbejdede sammen med dem og giftede sig senere med den norske missionær, Jens Johansen. De begyndte missionsarbejde i Kang Chuang.

Viola Berg og Ida Andersen opholdt sig i Shih Chia Chuang i nogle år. Senere rejste Ida Andersen med en anden norsk missionær, Ingeborg Nodal, til et andet sted I Kina. Nogle få andre danske pinsemissionærer virkede også i Kina, men de arbejdede med amerikanske missionærer og fik deres underhold fra Amerika.

Omkring same tid som alt dette foregik I Nordkina, virkede danske pinsemissionærer i Syd-Yunnan. Det begyndte med en ung pige, Martha Rønager, der blev sendt ud af det kristne blad `Kirkeklokken'. Hun rejste til Kunming i Yunnan-provinsen, der hed Yunnanfu dengang. Hun lærte kinesisk i Kunming fordi hun ønskede at bringe evangeliet til stam-mefolkene i Yunnan. På sprogskolen mødte hun den australske missionær John Fullerton, der havde rejst blandt Yunnans stammefolk for at give dem kristen litteratur. Inden rejsen til Kina havde Gud brugt ham og velsignet hans arbejde i Hobart, Tasmanien. Martha giftede sig med John Fullerton og de arbejdede blandt stammefolkene I Kina i 35 år, hvor de var til stor velsignelse og plantede kirker i Szemao, Puerhfu, Kiang Cheng og andre steder.

Da min mor Christine Hansen var meget ung, fik hun et kald fra Gud til at blive missionær i Kina, og i 1923 rejste hun til Kina for at hjælpe Martha og John Fullerton i arbejdet, da de havde stort behov for hjælp. Arbejdet voksede, og der var nu omkring 300.000 kristne blandt stammefolkene. Min mor kom hjem for at hvile i 1927, og i 1928 rejste hun igen til Kina. Min far, Axel Jensen, var på det møde, hvor min mor blev udsendt, og han fulgte hende kort efter, og ankom til Kina den 15. november 1928. Han og Christine blev gift kort efter. Efter at Fullerton's rejste hjem til Denmark, overtog mine forældre ansvaret for deres arbejde. Senere rejste mine forældre til Mokiang, Kuai Fa Chuen, og begyndte et nyt arbejde der blandt Biyo-stammen. Om Biyo-stammen skriver Hattaway i år 2000: "Der er omkring 10.000 Biyo-kristne som mødes i kirker sammen med kristne fra andre stammer. Gudstjenesterne holdes på mandarin. Evangeliet nåede først Biyo-folket gennem den danske pinsemissionær Axel Jensen, hvis kinesiske navn var Yan Chung Ren, lige før kommunisterne kom til magten i 1949."

Fullerton's sluttede sig til Elim-forsamlingen i København, mens de var I Danmark, og blev sendt ud igen herfra. Da de denne gang rejste til Kina, havde de to nye pinsemissionærer med sig, Ketty Nielsen og Kristine Olsen. En ung mand, som rejste med dem som lærer for deres børn, Ib Sund Nielsen, blev også min lærer, da han kom til vores missionsstation i Kina. Senere blev han og Ketty Nielsen gift. De fik en lille pige, Mercy, men Ketty døde i 1935.

En anden dansk pinsemissionær, Robert Conrad, som lærte min mor at kende, mens han var dreng, rejste også til Kina i 1933 som missionær for at hjælpe mine forældre i deres arbejde. Robert arbejdede meget hårdt, og efter nogle få år rejste han hjem til Danmark, da han blev meget svag. I 1938 kom han ud til Kina igen efter at have giftet sig med Erna Conrad. De overtog to kirkeudposter og byggede en missionsstation i Man Po Kai, der lå to dages vandring fra, hvor mine forældre boede. Gud velsignede arbejdet meget i Syd-Yunnan og arbejdet kom til at omfatte mange stammefolk.

Årene under Anden Verdenskrig var svære for missionærerne. Mine forældre og jeg kom til Danmark i 1945 efter krigens afslutning. Efter nogen tid rejste mine forældre igen til Kina, mens jeg blev i Danmark i et hjem hos to ældre kristne kvinder. Det var svært for mig, især fordi jeg vidste hvilken fare mine forældre befandt sig i efter at kommunisterne var kommet til magten i Kina. Engang hørte jeg ikke fra dem i tre måneder, og jeg var sikker på at de var døde, men Gud beskyttede dem i disse år.

De kom hjem til Danmark i 1950, da missionsfelterne i Kina blev lukket, fordi kommunisterne tvang alle missionærer ud af Kina. Men arbejdet fortsatte gudskelov gennem kineserne selv, og antallet af kristne er siden vokset endnu mere, end da missionærerne var
der, slutter Alfred Kronborg Jensen.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Tanzania

af Tabitha og Torkild Jensen

Kære elskede venner.

Jeg vil fortælle lidt fra vores hverdag. Hvad vi laver, når vi ikke er på børnekampagne.

En tidlig morgen kom en mor med sit lille toårige barn på ryggen. Moderen græd så tårerne trillede ned af hendes kinder, medens hun fortalte om sin situation og sit liv. Hendes lille pige havde haft en kraftig malaria. Pigen havde været så svag, at hun øjeblikkelig blev indlagt, fordi hun skulle have malariamedicinen gennem drop. Kanylen blev sat i en blodåre i barnets hoved. Pigen rev ved et uheld kanylen ud, og medicinen løb ud over hendes lille ansigt og ned i højre øje. Malariamedicinen var så stærk, at ansigtet blev fuldstændig forbrændt, og hun blev blind på sit øje. Opholdet på hospitalet blev meget langvarigt, fordi de prøvede at redde øjet - men desværre forgæves. Hendes ansigt ser forfærdeligt ud og vil aldrig blive normal igen.

Senere blev moderen desværre også syg og skulle have en meget dyr medicin, som hun ikke havde penge til. Sygeplejersken forskrækkede hende og sagde:" Hvis du ikke får denne medicin, vil din sygdom forplante sig til hjertet, og i værste fald dør du". Kvinden kom her og var meget tydelig fuld af angst, og græd fordi hun troede, at hun snart ville dø, fordi hun ikke havde fået den omtalte medicin, og samtidig havde hun store smerter i sit venstre bryst. Vi bad for hende og sendte hende derefter til en god læge, som vi kender. Hun blev undersøgt på kryds og tværs, og de fandt ud af, at hun havde en maveinfektion. Hun blev behandlet, og tænk sig efter kun tre dage kom hun og fortalte mig glædesstrålende, at hun nu var fuldstændig rask. Smerterne var simpelthen væk.

Medens vi snakkede fandt jeg ud af, at hun boede ikke langt fra os, så jeg besluttede at tage med hende hjem på visit. Jeg må indrømme, selvom jeg har set mange sørgelige forhold i de 20 år, vi har boet i Tanzania, så fik jeg simpelthen et stort chok over at se de kummerlige forhold, hun og hendes familie lever under. De har kun et værelse på 3x3 m. som både er soveværelse, køkken og stue. Der var ingen skabe, så tøjet hang på en snor over sengen. I et hjørne var der en primus til at lave mad på, nogle spande med vand, et par kopper. Der var bare jordgulv, væggene var lavet af henholdsvis komøj og jord. Det virkede bare så koldt og klamt, men jeg blev glad for at se, at de i det mindste brugte myggenet.

Hun var så glad for, at jeg tog tid til at besøge hende, at jeg skulle absolut have en kop te. Jeg var meget bange for at drikke teen, da hun bare tog et krus op af en spand kold vand, hvilket er meget risikabelt, da vandet var beskidt. Men det er meget uhøfligt at sige nej tak, derfor bad jeg en stille bøn i mit hjerte og sagde:" Kære Jesus tak fordi du vil beskytte mig, så jeg ikke får en maveinfektion, når jeg drikker denne te:" og så drak jeg teen med
fred i hjertet og har ikke haft nogen problemer overhovedet.

Hendes mand er masaj, og hun selv er Kenyaner. Som ung arbejdede manden i Kenya som vagtmand, og hun var tjenestepige hos den samme familie. Ja så blev de forelsket, og hun blev gravid. Hun fødte en dejlig dreng og de besluttede derefter at flytte tilbage til hans masaj-familie i Tanzania, som bor langt ude i bushen. Selv rejste han til Arusha for at få arbejde og lod hende og barnet blive tilbage hos sin familie. Hun betroede mig meget den formiddag, medens vi drak te, blandt andet hvor svært hun havde det hos masajer-ne, for det var ikke det liv, hun selv var vokset op med. Da pigen blev udskrevet fra hospitalet, flyttede hun og deres to børn til Arusha hvor manden arbejder, så de bor nu alle 4 personer på det lille værelse. Trods det, at de bor så dårligt, vil hun om alle omstændigheder ikke tilbage til masajlandet. Hun vil så gerne have drengen i en rigtig god skole, så han kan lære at skrive og regne. Hendes mand mener absolut ikke det er nødvendigt, at han går i skole, som hun sagde: „Masajerne tænker ikke på fremtiden" Jeg lovede at hjælpe hende med drengens skolegang. Han skal begynde til januar 2008 i børnehaveklassen. Dette besøg rørte mig virkelig dybt, og jeg vil gøre alt for at vise denne familie Guds kærlighed.

Torkild har ofte en del at tage hånd om, når han ikke er på kampagne. Der er en masse kirkebyggerier, der skal holdes gang i, og samtidig er der for øjeblikket to andre byggeprojekter, der skal holdes styr på. Vi er igang med at bygge en kirke i Arushas slumkvarter. De kristne samledes i en næsten faldefærdig kirke, men hvad betyder det, når Guds Ånd er til stede, og Herren virker og gør undere. Efter Arusha er blevet udnævnt til en storby, blev der udstedt et regulativ, at alle træ og lerhuse, som er indenfor bygrænsen, skal rives ned. Man vil, at byen skal bære præg af en storby, uden at man tænker på konsekvenserne for de fattige. Det er bare så utrolig synd for alle dem som bor i lerhuse. Man mener, at der er ca. 200.000 mennesker, som bor i slummen. Dermed blev der et jammerskrig fra befolkningen, for hvad skal de gøre, når de ikke har penge til at bygge nyt med dyre materialer. Det samme gjaldt for denne kirke, som netop ligger midt i al slummen.

Vi blev meget berørt af det, fordi præsten fra denne kirke er en meget nær ven af os. Vi bad Jesus om at hjælpe os og på en forunderlig måde, har Jesus lagt på folks hjerte at ofre til denne kirke, så vi har kunnet bygge en rigtig flot kirke, som næsten er helt færdig, og som de er allerede begyndt at holde gudstjenester i. Missionsfonden gav ligeledes en stor pengegave til denne kirke, hvilket vi gerne vil sige tusind tak for.

Kirken har også en børnehaveklasse, som for øjeblikket har 60 børn fra slummen. De fleste af børnene er muslimer, og forældrene er så fattige, at de ikke kan betale noget for deres børn, de fleste er ikke engang i stand til at få en skoleuniform syet. Vi går nu ind og hjælper med penge til majsvælling, som de får hver formiddag. Vi har ligeledes købt en del skolematerialer så som kladdehæfter, blyanter, farver m.m. Forleden var vi derinde og dele skoleuniformer samt nye sko ud til 40 af børnene. At opleve den jubel og glæde det skabte hos mødrene, som var kommet for at overvære at deres barn fik en skoleuniform og nye sko, kan ikke forklares, men skal opleves.

Vi er også ved at lægge sidste hånd på `Kærlighedshjemmet'. Det skal bruges til kriseramte børn, som har været udsat for overgreb og udnyttet seksuelt. Vi er meget spændte på at se, hvad Gud vil gøre igennem dette hjem. Vi har to børn som trænger meget hårdt til at komme derud, da de har det så forfærdeligt. De bor hos en onkel og tante, fordi deres mor er død, og faderen sidder i fængsel. Onkelen er ofte fuld og bliver meget voldelig. Det resulterer i, at han slår kone og børn, så de har store mærker overalt.

Tak for jeres forbøn at vi altid må gøre Guds vilje i alle de situationer, vi står over for. Arbejdet og nøden virker tit og ofte uoverskueligt, men venners forbøn og økonomiske støtte er til meget stor opmuntring og stadfæster for os, at vi gør Herrens vilje. Tak for hver gang i støtter vores arbejde blandt børnene. Må Jesus rigt velsigne jer.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Thailand

af Birthe Steffensen

I sidste nummer af Mission-Nyt fortalte jeg nyt fra Jobtræningscentret i Nakhonthai i Thailand. Det vil jeg gerne fortsætte med i dette nummer.

I maj måned ved det nye skoleårs start forventede Prayoon og Sathi-yaa Maprang, at 20 børn og unge ville flytte ind på Jobtræningscentret fra stammelandsbyerne i bjergene omkring Nakhonthai. Men 33 og ikke 20 børn kom for at gå i skole i Nakhonthai. I landsbyerne i bjergene kan de kun gå i skole i 6 år. Hvis de skal gå i skole længere, eller hvis de skal have en uddannelse, er de nødt til at flytte ned og bo i byerne i området.

Den koreanske mission, som arbejder i stammelandsbyerne, er meget interesseret i at styrke de unges uddannelsesmuligheder, og har indledt et samarbejde med Prayoon og Sathiyaa. Eleverne skal bo på Jobtræningscentret, og Prayoon og Sathiyaa skal have ansvar for deres ophold. I september eller oktober er det planen, at den koreanske mission bevilger penge til at bygge to kollegier eller hostels på grunden, så eleverne kan komme til at bo under ordentlige forhold. Lige nu er to af rummene på Jobtræningscentret indrettet til sovesale, hvor eleverne ligger på måtter på gulvet.

Der er 5 drenge og 28 piger, og der er 5 kristne i flokken. Vær med til at bede om, at de 5 kristne må have et godt fællesskab og være et vidnesbyrd for de andre. Bed også for Prayoon og Sathiyaa Maprang. Foreløbig har de kun én hjælper, ellers hviler alt på dem - både det praktiske, og det er der meget af, det administrative og endelig også det det åndelige - de daglige andagter og den ugentlige bibeltime. Eleverne tager hjem til landsbyerne en gang om måneden. De andre weekender har de mulighed for at tage med til gudstjeneste i Gaeng Thung, og det er der en del, der gør.

Vand har været et stort problem, da brønden, som blev boret sidste år, ikke har virket. Det har krævet meget arbejde at få den i gang, og det er kun delvist lykkedes. Det har derfor været nødvendigt at købe vand, og det er dyrt. Der er nu gravet ud og bygget et stort bassin til at opsamle regnvand, og så håber og beder de til, at bassinet må blive fyldt i denne regntid. Vi har hørt om store oversvømmelser i Bangladesh og i Kina. Prayoon fortæller også, at den sydlige del af Thailand har haft oversvømmelser, men i den centrale del af Thailand har regnen indtil nu været sparsom, og risen er mange steder ødelagt på grund af mangel på regn. Når det gælder vandbassinet er der håb endnu. Der kan komme meget regn fra nu af og til oktober.

Behovene, som jeg skrev om i sommernummeret, er stadig lige aktuelle: forbøn og forbøn og forbøn, og dernæst penge til vand og til mad og til lønninger, så Prayoon og Sathiyaa kan give nogle af opgaverne på Jobtræningscentret fra sig. Jeg håber, at du vil være med til at bede, og du kan støtte arbejdet ved at sende penge til Missionsfonden øremærket til Jobtræningscentret i Nakhonthai.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Børn i Indien

af Kaj Hansen, Kolding

Børn i Indien har ofte et kummerligt liv. Man skal ikke opholde sig længe i landet, før man opdager det. Mødre med skamferede børn, for at tiltrække sig medynk, tigger på gaderne, og hjemløse mødre med babyer sover på gaderne.

Iflg. UNICEF går hvert fjerde barn ikke i skole. Af de 45.000 børn der fødes hver dag, har 2-3000 hjerteproblemer. I 2005 befriede politiet 500 børn, der blev holdt som arbejdsslaver under umenneskelige forhold, i New Delhi. Millioner af børn har ingen sko eller sandaler, selvom det kan være koldt i visse egne af Indien. Mange børn bliver solgt til prostitution af fattige forældre, der har stor gæld. Mange aborter foretages, når forældrene får at vide, at det bliver en pige. Og sådan kunne man blive ved.

Der er kristne i Indien der gør en forskel. De opretter hjem og skoler, hvor børnene får undervisning, mad og pleje. Men de trænger til vores hjælp!

Der er stadig millioner af børn, der aldrig hver dag får et måltid mad, går i skole, har en seng at sove i, eller møder Kristi kærlighed. Men vi, i det rige Danmark, vi kan gøre en forskel. Vil DU være med?

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

NLO korstog til Kiomboi, Tanzania

af Hannah og Egon Falk

2216 mennesker modtog Jesus som Frelser og Herre i Kiomboi.

Der er ingen som får deres nye bil, båd eller hus m.m. med til himlen. Alt det jordiske må vi forlade, når vi dør. Det eneste vi kan få med os er mennesker, og dem vil vi have mange
af. For os er det tydeligt at det, som er vigtigst for Gud, er verdens evangelisering, derfor er det også det vigtigste for os.

Kiomboi er kun en lille by, men alligevel samledes der titusinder af mennesker til vore korstogsmøder.

Den kvindelige distriktskommissær (den øverste myndighed i distriktet), som selv flere gange var tilstede, udtalte, at hun ikke var klar over, at hun var leder for så mange dæmonbesatte mennesker, og at det efter vort korstog ville blive lettere at lede folket!

Utroligt mange, ældre og syge mennesker oplevede meget stærke helbredelser.

Undervisningsseminaret blev ledt af Pastor Jan Halvorsen fra ZOE Kirken i Sellebakk i Norge, og der samlede sig mere end 1.000 mennesker hver dag. Pastor Jans undervisning var til stor glæde, opmuntring og inspiration. Under søndag formiddags mødet i en af kirkerne, som deltog i korstoget, bød man velkommen til mere end 200 nyfrelste mennesker.

Kristus alene kan frelse verden; men Kristus kan ikke frelse verden alene derfor lad os stå sammen om den kæmpe store indhøstning.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

NLO Bibelskole

af Hannah og Egon Falk

Denne bibelskole træner og uddanner udelukkende mennesker med et klart og tydeligt kald til en åndsfyldt evangelisk tjeneste.

Eleverne er både mænd og kvinder, som går ud og starter nye menigheder i områder, hvor ingen andre kommer.

Disse mænd og kvinder er helhjertede og overgivne kristne, som satser hele deres liv på deres tjeneste.

Det første eleverne gør hver morgen kl. 5:00 er at samles til bøn udenfor deres hus dag efter dag det er også det sidste, de gør, før de går til ro om aftenen. Det er Helligåndens ild som brænder i disse elevers hjerter, og denne ild vil antænde tusinder af menneskers hjerter.

Fordi vi har en megen lille økonomisk støtte til denne bibelskole ,og fordi eleverne ingen indtægt har, er det en meget stor byrde for os at drive skolen, men fordi resultaterne, vi ser fra bibelskolen, er så enormt store, har vi ikke tænkt os at give op eller at minimere, men i tro vil vi gøre det modsatte nemlig at maksimere!

I kærlighed beder vi dig om at være med til at støtte f.eks. en elev, som for et år koster kr.

4.000, eller flere elever. Denne pris inkludere undervisning, kost, logi og skolebøger, og du vil på denne måde være med i et kæmpe missionseventyr, som bringer tusinder af mennesker ind i Guds Rige.

Missions-Nyt, Nr. 3-2007

Hilsen fra Japan

af Karl Kühn

Vi har modtaget en hilsen fra broder Yoshi Morita-San. Morita er en af de tidlige frugter af det danske missionsarbejde i Fukui-distriktet i Japan.

Som ganske ung studerende kom Morita i kontakt med missionærerne Anna Bruun og Helene Riis, der som et led i deres arbejde i byen Maruoka samlede unge mennesker til engelskundervisning. Det blev til Moritas omvendelse og frelse og efterfølgende til et livslangt engagement i missionsarbejdet i Japan i samarbejde med flere danske missionærer såsom Edith og Ib Sund Nielsen, Else og Botho Petersen og Merci og Robert Jespersen m.fl.

Morita har gennem årene følt en tilknytning til Danmark og har også haft anledning til at besøge danske menigheder et par gange. Det var en personlig stor glæde for mig at møde Morita igen, da Kaj Hansen og jeg i foråret besøgte Japan, og at glæden var gensidig, giver Morita udtryk for i et netop modtaget privat brev, hvor han skriver: „Det var vores største glæde, at du og broder Kaj kom til Japan og hjalp os med restaureringen af vores lejrsted i Mikuni. Må Gud velsigne jer!"

Nedenstående hilsen og billeder fra Morita fortæller, at den menighed, som Anna Bruun og Helene Riis fik lov at grundlægge i Maruoka for de mange år siden, stadig er levende og virker til velsignelse:

Kære venner af Missions-Nyt.

Hjertelige hilsener i Jesu Navn.

Det er min største fornøjelse at kunne fortælle jer om en glædelig begivenhed, der fandt sted her i Maruoka.

Det var en uventet vellykket evangelisationskam-pagne den 7. august. Vi havde besøg af et kristent team bestående af 35 unge koreanere, der glade vidnede om Herren Jesus. Vores kirkesal var propfuld af mennesker. Vi har aldrig haft så stort et møde før. Det koreanske hold var så optændt af ånden, at deres sang og bønner gik direkte til mange, mange menneskers hjerter.

Vi havde ikke haft meget tid til at forberede dette møde, men Gud tilrettelagde det vidunderligt. De fleste af kirkens medlemmer føler sig opmuntret til af gå et skridt videre. De har fået glæde og selvtillid nok til at planlægge et lignende arrangement til næste år. Vi er allerede gået i gang med at bede for det.

Jeres i Kristus, Yoshi Morita-San