Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Leder - af Lis Christensen

Jesus, jeg vil gi’ dig mit hjerte, - jeg vil gi’ dig det bedste, jeg har

Sådan lyder en strofe fra et lille kor, der er kommet til mig gang på
gang i den seneste tid.

Måske har du gået i søndagsskole og givet dit hjerte til Jesus og oplevet hvordan Han bor, ved troen der.
Måske har du først langt senere i livet oplevet at troen og overbevisningen voksede frem, og at Han nu bor i hjertet.
Uanset hvornår du oplevede troens under, så har det ændret din livsbane set i evighedens lys.

Hjertet er ofte betegnelse for forstand, vilje og følelser altså hele menneskets personlighed. Når hjertet er overgivet til Gud bliver hele livet sat i evighedens rette perspektiv. Undervejs i livet er det nødvendigt igen at overgive sig til Jesus. Det kan dreje sig om områder i livet, hvor vi selv har taget styringen.

Forstanden bliver oplyst af Guds levende ord, som sætter retningen. Viljen underlægger sig det, Gud vil med livet. Følelserne bliver ikke længere bestemmende for handlingerne. Det gælder i de store beslutninger: hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave, hvem skal jeg gifte mig med - og i de mange andre forhold, vi møder i livet. Når alt det er overgivet til Gud, følger en fred, som verden ikke giver. Bekymringerne om, hvad andre måtte mene, blegner i lyset af, hvad Gud mener. Tilliden til, at Gud Fader både kan og vil os det bedste øges, og erfaringen af det følger med.

Missionærerne, altså mennesker, som lod sig lede til at rejse ud med budskabet om Jesus, har oplevet Guds omsorg igen og igen. Det er en glæde at igen og igen få beretninger om, hvad Gud gør, som følge af, at Gud fik hjertet og fik lov at lede i livet på sin måde. Vi kan takke Gud for vore missionærer og takke Gud for, at Han ikke er forandret men er evigt den samme.

Uanset hvem du er, eller hvad du gør, så er det afgørende for livet, om dit hjerte lige nu er overgivet til Gud.

En har engang sagt: hvorfor nøjes med det gode, når Gud vil os det bedste?
Når Gud, som vil vores bedste, får vores bedste, bliver livet bedst.

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Kenya - af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.
For en uges tid siden hjalp vi en menighed i Kabula ved Bungoma i det vestlige Kenya med at lægge tag på deres nye kirke. Deres gamle kirke var en lerkirke, som var gammel og for lille, og den var i en meget sølle forfatning, så døre og vinduer ikke kunne lukke længere.

Vi elsker at hjælpe menigheder, som er villige til selv at gøre noget for at flere mennesker må komme til at lære Jesus at kende.
Menigheden har selv rejst murene til kirken. De har også selv været med til at betale en del af taget til kirken, og så har vi også hjulpet.

Menigheden er overbevist om, at den nye bygning vil virke tiltrækkende på befolkningen i området, så nye kommer til kirken og derefter vil komme til tro på Jesus. Det er lige præcis det, der er vores drøm og vision!

Menigheden siger også, at de nu har plads, så de kan starte en skole. Og hvis de får økonomi til det, vil de gerne have et børnehjem. Præsten og hans familie har allerede taget nogle forældreløse børn til sig, og børnene bor hos dem i deres hjem!

Blot et par km fra vores bopæl har vores medarbejder Samuel rejst tagkonstruktionen til en kirke med et helt specielt design. Menigheden plejede at samles i en midlertidig kirke af blikplader, men menigheden følte at kirken var alt for ringe til at folk fra nabolaget ville komme. De håber og tror, at når de har fået den nye kirke, så vil folk fra området komme, og menigheden vil vokse.
Det er dejligt at se, hvor dygtig vores medarbejder Samuel er blevet. Han er en af de 2 af vore medarbejdere, som ved, hvordan de skal bruge kranen på vores lastbil. Og han kan arbejde helt selvstændigt. I dette tilfælde var Søren dog forbi flere gange for at føre tilsyn med arbejdet, men det gik bare rigtig godt. Og så fik Samuel naturligvis ros.

Inden vi kom til Kenya i 1991, var Søren i året før på en kort missionstur til Kenya og Uganda. Han besøgte bl.a. en kirke, som var i en forfærdelig forfatning. Det var en kirke, hvor en tredjedel af kirkens tag var af blikplader, en anden tredjedel havde græstag, og den sidste tredjedel havde slet ingen tag. Det greb hans hjerte, at en kirke – Guds Hus - kunne se så dårlig ud. Og blot nogle minutter senere gav Gud ham kaldet til at bygge kirker, et kald som blev bekræftet på mange stærke måder for os begge.

Vi føler os privilegerede, at vi inden vi rejste til Kenya vidste helt konkret, hvad vi skulle satse på – nemlig at bygge kirker. Men det er forbundet med en enorm åndelig og økonomisk kamp, som vi slet ikke kan beskrive her. Så hvis det ikke var fordi at vi vidste, at det netop er kirkebyggeri Gud ønsker, vi skal arbejde med, så var vi holdt op og ’stukket af’ for længe siden.

Men vi ønsker bare at adlyde Gud og hjælpe vore kenyanske søstre og brødre til at få kirker, de kan være stolte af, så de også kan bruge den til at nå mennesker med evangeliet – og samtidig række ud til de nødlidende omkring dem.

Vi må dog indrømme, at vi nogle gange føler os trætte og meget magtesløse i den åndelige og økonomiske kamp, vi står i, og derfor sætter vi uendelig stor pris på, at nogen beder for os. Bed om styrke, mod, visdom og økonomi – og Guds beskyttelse af både os og vore medarbejdere samt materiel.
Gud velsigne jer.

Kærlig hilsen
Birgitte og Søren Pedersen, Kenya

Projekt 5009 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 - Tekst: ’5009 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Irland og Congo - af Agnete og Tony Simpson

Kære Missionsvenner
Før vi fik vores kirkebygning i Cork for godt er år siden, var der kun lidt eller inge anledning til ungdomsarbejde, udover søndagsskolen. Med de ændrede forhold blev der nu anledninger.
Men hvem skulle gøre det?

Så kom to af vores unge piger, Ruta og Stephanie, helt på eget initiativ - eller rettere, fordi de havde fået et kald fra Gud. De bad om de kunne få lov til at samle de unge fra menigheden fra 12 år og opefter hver anden lørdag - Om de måtte!

Nu har de holdt på med dette i snart et halvt år. De to piger, begge i 21-årsalderen, ser klart hvordan tidsånden og propagandaen i samfundet angriber de unge - ”for vi har selv været igennem det”, siger de. De har mange samtaler i gang og taler med de unge ud fra bibelen for at besvare deres mange spørgsmål. Ruta og Stephanie har det stærkt på hjerte, at de unge skal få en virkelig forbindelse med Gud og ikke bare at lære at ’lege kirke’.

Pigerne sørger selv for at bringe forfriskninger, samt lidt underholdning, som dog kommer helt i anden række. Til tider kommer der også nogle unge, som ikke er fra kirken hér. Vores afrikanske søstre holder bedemøde hver lørdag på samme tidspunkt, så sikkerhedsforanstaltninger er dermed klaret.

Congo
I Congo er grunden til kirken i Congelos helt betalt efter seneste hjælp fra Missionsfonden. Så nu skal der bygges dér, som det blev gjort i Kimwenza for 3 år siden.

Alberto har givet nogle af Tony’s bibelstudiebøger, som er oversat til fransk, til nogle missionærer fra Katanga-provinsen. Så nu kan de trykke deres egne eksemplarer dér. Det er Markus Evangeliet, Filipperbrevet, Heræerbrevet og andre - alt satser på praktisk forståelse og praktisk kristendom.

Katanga er flere tusinde km. fra de steder hvor alberto begyndte at arbejde for 5 år siden.

De rejsende folk her i Irland, evangeliserer stadigvæk i Monastereviv midt i landet, og mange rejsende kommer til møderne dér, også langvejs fra.

Vores egen Patrick fra Cork arbejder dér næsten hver uge. Han kører konstant dertil fra Cork, og det er en meget lang vej frem og tilbage - nå, men de er jo rejsende folk! Få andre kunne klare det, og de arbejder jo for Jesus.

Patrick’s far (midt i foto)er også en af de mange børn som Tony hentede til børnemøder for 45 år siden. ”Vi kastede vores brød på vandet” - og vi ”fandt det” igen 40 år senere!

Kærlig hilsen
Angete og Tony Simpson

Projekt 5076 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 - Tekst: ’5076 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Palma Mission - af Dorrit og Torben Madsen

Israel fejrer 70 år, siden de fik landet i 1948. Det fejres overalt i verden, hvor både kristne og jøder markerer dagen med festligheder og fortæller de spændende historier om Guds løfter og hvordan det gik til, at Israel blev til en nation.

Dorrit og jeg har haft glæden at være i Israel mange gange. Første gang var for over 20 år siden, hvor min mor blev 60. Hendes største ønske var at indplante et minde og en vision for Israel i os og vores børn. Siden da har vi selv startet et arbejde i Israel, så man må sige, at min mors plan lykkedes! Vi arbejder med trykning og uddeling af bibler til jøderne og andre nationaliteter i Israel, støtter menigheder i deres arbejde, støtter nødhjælp blandt fattige jøder og immigranter og samarbejder med flere organisationer for at hjælpe og velsigne Israel.

Vi har stor kærlighed til Guds folk, jøderne og tror på Guds ords profetier om Hans udvalgte folk. Guds Ord udgik fra Jesus, som var jøde. Frelsen kom fra korset, fra Jerusalem. Fra Israel udgik de gode nyheder gennem apostlene og den første menighed, og derefter spredtes Guds ord og frelse til hele verden. Bibelen taler også om, at Israel er et lys for verden. Derfor betyder det meget for os, at Israel er i centrum for det, vi gør i vores tjeneste.

Bibelen taler også klart om, at vi skal velsigne Israel og jøderne som Hans ejendomsfolk. Vi skal bede for Israel og trøste Guds folk. Derfor vil vi velsigne Israel! Ønsker du at velsigne Israel gennem vores arbejde, kan du gøre det gennem Missionsfonden.

HeartKnit
Vi støtter organisationen Pro Life’s arbejde i Jerusalem, et arbejde som hjælper mødre og deres børn i abortsager og familieproblemer. De har indtil nu reddet over 1000 babyer og er etableret med rådgivere i flere byer i Israel. For nogle år siden talte Gud til Dorrit om at hun skulle hjælpe kvinder i Israel som var kommet i sårbare situationer. Det gøres gennem strikkegaver fra HeartKnit.

En af medarbejderne, Gillian siger: Tak for det store arbejde I gør og den kærlighed, som jeg mærker er strikket ind i alle masker. Vi sætter meget pris på håndarbejdet fra HeartKnit i Danmark, som har en høj kvalitet, og som hjælper rigtig mange kvinder og deres børn.

Hearknit er en hækle- strikkegruppe, som tæller i alt 90 kvinder i Midtjylland. Vi ønsker med vores arbejde at vise Jesu kærlighed på en praktisk måde gennem vores håndarbejde. Vi vakuumpakker kufferter med vores håndarbejde og tager med og overrækker.

Kvinderne i HeartKnit’s arbejde i Danmark oplever selv en stor velsignelse, gennem at give deres kærlighed til andre på en konkret og praktisk måde. Mange af disse kvinder har selv store behov, men oplever selv at få en lettere hverdag og livskvalitet ved at give til andre. HeartKnits arbejde tiltrækker også andre kvinder udenfor kirkens egen medlemskreds og vi har fået lov til at præsentere Kristus for mange herigennem.

Alt arbejde i Danmark er frivilligt og finansieres af frivillige gaver. Kunne du tænke dig at være med, kan du henvende dig til Dorrit på 29 47 00 55 eller støtte med et beløb, som vil gå til arbejdet i HeartKnit.

ICEJ
For nogle måneder siden deltog Dorrit og jeg i den Internationale Kristne Ambassades i Jerusalem’s (ICEJ) lederkonference. Her var over 150 ledere samlet i Jerusalem, og vi mødte både messianske kirkeledere og kristne ledere fra kirker i hele verden. ICEJ gør et rigtig godt og professionelt arbejde for at repræsentere os kristne og kirker fra hele verden overfor det officielle Israel og overfor jøderne på en anerkendende og kærlig måde, så det skaber velvilje overfor regeringen og de ortodokse jøder i Israel og i hele verden. Vi samarbejder med ICEJ og kan varmt anbefale ICEJ’s arbejde, også her i Danmark.

Det var fantastisk at mødes omkring det, der sker i Israel lige nu. Vi oplevede en ny atmosfære i landet, og det var tydeligt, at Gud er ved at gøre noget nyt. USA’s anerkendelse af Jerusalem som hovedstad og det, at flere nationer nu planlægger at flytte deres ambassader til Jerusalem, viser, at profetier igen bliver opfyldt, og at det er en ny tid nu. Vi var på besøg i Knesset, hvor flere medlemmer af regeringen holdt taler for os. I alle taler blev der takket for de kristnes venskab og understreget, at vi kristne og jøder er ét i Gud, og de satte stor pris på de kristnes støtte og opbakning. Det var fantastisk at mærke, at der ikke længere er den samme modstand, og at man som kristen er velkommen i landet. En anden rapport fortalte, at antallet af messianske jøder nu officielt er 15.000, og uofficielle tal snarere er 30.000! Det er en stille vækkelse, da det ikke er mange år, siden der kun var få messianske menigheder i landet.

Enten-eller – eller både-og?
I dag er der mange, der ikke forstår, hvorfor Israel og jøderne er Guds udvalgte land og folk. Ofte er vi også påvirket at mediernes billede af deres fremstilling af Israel og de konflikter, der er i Mellemøsten. Det ser slet ikke rart ud, og nogle gange kan vi ikke se Gud eller hans kærlighed i det, der foregår. Derfor er det vigtigt at følge to principper, for at se klart.

1. Guds ord. Der er mange sandheder (og også ’fake news’) men Guds ord er SANDHEDEN! Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i Det Gamle Testamente, hvor Gud udvælger jøderne som sit folk, og hvor Han giver dem det forjættede land, Israel. Der er også mange profetier i Det Gamle Testamente om jødernes tilbagevenden til deres land, og om de tanker, Gud har for sit folk. Det kan være svært helt at få et overblik over dem alle, men det er helt klart, at Gud har en plan for Israel og for jøderne, og at de er udvalgt af ham.

2. Historien. Det er vigtigt at lære om geografien og historien, især de sidste hundrede år, og årene op til, at Israel fik landet tildelt i 1948. Medierne og politikerne ser tingene fra forskellige sider. Nogle er pro-USA, eller pro-Rusland, og i Mellemøsten er der både arabare, persere, tyrkere og jøder, der har forskellige interesser. Lige nu er der krigen i Syrien, som er ekstremt kompleks. Israel er det eneste demokrati i hele Mellemøsten og er omringet af fjender. Derfor vil der naturligvis være mange modsatrettede informationer og propaganda. Vores egne politikere er også påvirket af medier og menneskerettighedsorganisationer, hvoraf nogle er pro-palæstinensiske, og andre arbejder for udslettelse af Israel. Derfor er der brug for sandhed, og at de kristne står op for Israel og jøderne.

Når det gælder Guds frelsesplan gennem Jesu død og opstandelse, så er det også tydeligt, at Gud har inkluderet os kristne, ja hele verden i sin plan. I Det Nye Testamente læser vi, at vi ikke-jøder (hedninger), er blevet inkluderet sammen med jøderne, som er Guds udvalgte folk. Vi er derfor sammen med jøderne, alle, som tager imod Jesus og hans frelse, Guds udvalgte folk. Det er ikke et enten-eller (dermed sagt at vi troende skulle være Guds udvalgte folk i stedet for jøderne) men et både-og (at både jøder og de troende på Jesus er Guds udvalgte folk), jøderne, fordi Gud har udvalgt dem, og vi hedninger, fordi Jesus døde for alle mennesker, og vi ved tro på Jesu død for os, er Guds udvalgte folk.

Guds kærlighed rummer både jøden og hedningen. Men det spændende i Det Nye Testamente er, at der kun er frelse ved omvendelse og tro på Jesus. Mange jøder søger seriøst efter Messias. De ved ikke, at Jesus er den, de søger efter. Men der står i Bibelen, at en dag skal de opdage det og omvende sig til ham. Inden Jesus kommer tilbage, vil jøderne derfor komme til tro på Jesus, og sammen skal vi være Jesu brud! Det bliver en skøn dag, når vi skal prise Jesus sammen med jøderne! Allerede nu mærker man det, når man er sammen med jødiske kristne (messianske kristne). Der er en helt særlig atmosfære og glæde, når jøderne har omvendt sig til deres Messias, Jesus. Efterhånden som tiden nærmer sig Jesu genkomst, bliver flere og flere frelst, profetier bliver opfyldt, og Guds folk, både jøder og hedninger bliver forenet i Ham!
Dorrit og Torben Madsen, Palma-mission

Projekt 5215 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 - Tekst: ’5215 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - ’Børnenes Liv’ i Nicaragua - af Tove Visebæk

Foreningen BØRNENES LIV arbejder for at skabe håb for flest muligt af de tusinder af børn, der i Nicaragua lever et håbløst liv på
gaden.

I julen / nytåret 2011-2012 besøgte vi Nicaragua for første gang. Her så vi børn i alderen 5-15 år springe rundt mellem bilerne på de meget trafikerede gader i hovedstaden, Managua. Nogle børn vaskede bilernes ruder, når de holdt for rødt lys; nogle solgte forskellige småting, og andre stak blot hånden ind igennem åbne bilruder. Alt sammen for at tjene/tigge til lidt mad til den dag.

Ved vejsiden sad børn og spiste de madrester, som bilister havde smidt ud til dem, andre slikkede på tomme pizzabakker, sniffede lim m.v. Om natten sov de i sort plastik eller pap i grøfter eller i hjemmelavede hængekøjer i høje træer. Dette syn rørte os så dybt, at vi måtte gøre noget. Derfor stiftede vi i 2012 foreningen BØRNENES LIV. Men da vi vidste, at vi ikke selv skulle blive/bo i Nicaragua, måtte vi finde en kompetent og kristen samarbejdspartner.

Og her kunne vi konstatere, at Herren på forhånd – en måned tidligere - havde udstyret os med navn og adresse på den kirke, som skulle blive vores samarbejdspartner. Under Willow Creek konferencen i Kulturcenteret i København i 2011 blev der samlet ind til Verbo Kirken i Managua, for at også den skulle få mulighed for at afholde en Willow Creek konference. Da vi på det tidspunkt var i færd med at planlægge vores rejse til Nicaragua, bad vi om adressen til den kirke, som vi så ville besøge.

Nu samarbejder vi så med denne kirke, som er en levende pinse-kirke, der har menigheder ud over hele Nicaragua samt i andre lande i Mellem- og Sydamerika. Bob Trolese, som er kirkens leder, fik Guds kald for mere end 30 år siden og har siden da etableret mange større og mindre menigheder, etableret skoler, børnehjem og bespisningssteder for gadebørn og andre fattige børn adskillige steder i Nicaragua.

BØRNENES LIV’s bestyrelse besluttede at begynde samarbejdet via et projekt for 30 gadebørn, som skulle tilbydes husly, omsorg, sund mad, skolegang – og først og fremmest omsorg via kompetente og dedikerede kristne medarbejdere. Ligeledes var vi enige med lederne om, at børnene ud over almindelige skolekundskaber, skulle tilbydes praktiske fag, såsom landbrugs-undervisning, både med teori og praktik. Formålet med de praktiske fag er at udruste børnene bedst muligt, så de er i stand til at forsørge sig selv, enten via job, videre uddannelse eller egen lille jordlod, når de på et tidspunkt skal forlade børnehjemmet. Dette er hidtil lykkedes via private gaver, fonde, tilskud via DMRU m.v. Og derfor er vi nu klar til at gå næste skridt.

Ca. 200 børn fra lokalområdet går på Verbo kirkens skole Casa Bernabe sammen med de tidligere gadebørn. Deres forældre betaler for at have deres børn på skolen, fordi det er en god skole, og fordi de får landbrugsundervisning. Mange af forældrene er nemlig småbønder, så børnene fortæller forældrene om, hvad de har lært i landbrugsundervisningen, og på den måde får forældrene også glæde af undervisningen. Pga. dette vil vi forsøge at involvere de lokale småbønder direkte, således at de også kan komme til undervisning på Casa Bernabe, og derefter tage hjem og praktisere det, som de har lært. Det håber vi lykkes. For – på den måde når vi længere ud med undervisningen, og børnene, som bor på børnehjemmet kommer i kontakt med helt almindelige familier, får flere venner og får måske lettere ved at få job og komme videre med deres liv, når de skal forlade Casa Bernabe. Så – der er pt. mange nye tanker og planer, for vi ønsker jo at hjælpe flere - og gøre det endnu bedre.

Den allerstørste oplevelse for os, da vi besøgte børnene, børnehjemmet og skolen i denne omgang, var dog fredag aften, hvor der var koncert, og børnene sang og spillede af hjertens lyst for Herren.
Det var lovsang, der gik længere end til loftet i det store auditorium. Og det er en fantastisk glæde at være vidne til, når man samtidig ved, hvilke fortvivlede og trøstesløse forhold, disse børn kommer fra.

For at skolen kan komme videre og også involvere det omkringliggende lokale samfund i opgaven, er der behov for et nyt mindre drivhus samt såsæd både til grøntsager og frugter. Derfor vil vi være utroligt taknemmelige, hvis du / I gerne vil hjælpe til med denne opgave.
De kærligste hilsener, Tove Videbæk, formand f. Børnenes Liv.
Få flere oplysninger på www.bornenesliv.org, www.facebook.com/bornenesliv eller email: tovev@tovev.dk. Eller ring til os på tlf. 23 41 31 79.

Projekt 5214 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 – Tekst: ’5214 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Skolemission i Sydafrika - Henry Knudsen

Kære læsere af Missions-Nyt!
Jeg er, nu som en gammel missionær igen i fuld gang med skolemission i Johannesborg området. Save the World Foundation stoppede evanglisation i Gauteng Provinsen sidste år i april og alle 4 hold flyttede til Kapstaden med deres Evangelistskole. Her vil de tilbringe i det mindste 2 år og bagefter står East London i Eastern Cape for tur og derefter tales der om Namibia, så det vil tage lang tid før Johannesborg er på tapetet, og Jarrod Davidoff, der er 44 år og pastor, bygger en stor kirke i Los Angeles, så derfor opstod der et vacuum i Johannesborg området. Flere mente, at arbejdet skulle fortsætte her og mange skoleledere er villige til at åbne skolerne for evangelisation - især på grund af problemer med narkotika og knivstikkerier og også det gode eksempel som ’Save the World Foundation’ (STWF) har været i de ca 5 år, de har været i området.

Anele Mangoloti , der har været holdleder i STWF i 6 år, meddelte mig, at han nu ville starte skolemission sammen med lovsangsleder Lucas, og at de begge ønskede, jeg skulle være med i deres team.
Vi har nu kørt skolemission i et par måneder og er også blevet registreret som en non-profit-organisation, og kan bevidne, at det eneste, som begrænser udviklingen er, hvor mange penge, der er til rådighed.

Jeg er som den eneste hvide person medlem af stiftelseskomiteen og må derfor underskrive dokumenter. Jeg er tryg ved at arbejde sammen med Anele, der er 29 år. Han er en brændende kristen, som faster meget; han er gift og har en søn på seks år og tvillinger på 7 måneder.

Jeg er sikker på,at Herren er med i dette initiativ, og at vi vandrer i beredte gerninger, som Gud har lagt til rette, så derfor beder vi i tro om 1.000 kroner månedligt fra den danske pinsevækkelse, og så får den jo også et ben placeret i Sydafrika. Vi vil også kontakte store firmaer i Sydafrika angående denne sag og også Apostolsk Kirke i Danmark. Jeg har tro til at bede om støtte. Jeg takker på forhånd for jeres forståelse.

Medens der i 2009 var 60 skoler i Thembisa, midtvejs mellem Johannesburg og Pretoria, er der nu 80 skoler, de fleste med mere end 1000 elever.
Vi sætter højtalersystemet op kl 7.00, så har vi bedemøde til 7.30, derefter har vi samling, hvor alle elever og lærere er til stede og et klart evangelium bliver forkyndt. Det følges op af et alterkald og bøn for både elever og lærere.
Mens børnene går til deres klasser, beder vi lærerne om at danne en rundkreds hvor vi beder for dem og velsigner dem og skolelederen. Derefter går vi til klasserne. Nogle gange kan vi kun tilbringe nogle få minutter i hver klasse, men fornylig brugte vi 3 timer i 11 klasser på et gymnasium i Thembisa.

Vi påpejer vigtigheden af bibellæsning, bøn og kirkegang. Vi synger et par kor sammen med dem og beder for klassen og velsigner dem. Jo, vi bringer velsignelse til Sydafrikas ungdom, men bliver også selv velsignet.
STWF betaler for ’Håbets bog’, der gives til alle elever, og som udgives til 3 forskellige aldersklasser.

Det er alt for denne gang, men jeg skal holde jer orienteret om udviklingen.
Henry H. Knudsen, Sydafrika

Projekt 5495 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 – Tekst: 5495 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Missionstur med ’Hands&Feet’ - af Jakob Engell

Kære læser

Hands&Feet var på missionstur i november 2017, hvor vi rejste 3 uger til 3 destinationer: Thailand, Filippinerne og Hong Kong. Vi var en lille gruppe som besøgte en bibelskole beliggende i en flygtningelejr på grænsen til Myanmar. Vi var også en del af missionsarbejdet i Manila’s slumområder. Og, vi var med i fængselstjeneste, på et børnehjem, på en skole og medvirkende i kirker. Vi delte vidnesbyrd, prædikede, sang og spillede, legede med børn og meget mere. Læs med her om et par af de ting vi lavede.

Uddeling af 50 juleposer med fornødenheder til fattige familier
I Filippinernes hovedstad Manila findes mange slumområder, men Hands&Feet har specielt fundet en god kontakt i Baseco. Mark og Christine Pedder driver missionstjenesten ’JOHN 14:12 World Wide Ministry’ - nu på 15. år. Vi havde muligheden for at tage på handletur for at købe div. fornødenheder til fattige familier i Baseco. Vi pakkede 50 poser, som blev delt ud efter søndagsgudstjenesten, som en ekstra julegave! Mange blev glade og velsignede!

Besøg på børnehjemmet ’POCCH’
Det er altid en glæde at komme til børnehjemmet i Subic, og vi nyder at bruge tid med børnene. Vi leger, synger, snakker og spiller basket. Og af og til er børnene modige nok til at vise, hvad de er gode til. En er dygtig til at tegne, en anden har lavet armbånd, og en anden igen er godt til at skrive på engelsk. Tit bliver vi velsignet med breve og selvom de ikke rigtig har noget, får man alligevel et smykke eller en tegning med som minde. Og det er toppet af med, at de viser en fællesdans eller synger en sang, som tak for besøget. Vi elsker at være her, og kommer gerne igen!

Julegaver til børn på børnehjemmet ’POCCH’
Hvert år til jul får de store børn på børnehjemmet tildelt 1000p (125kr.), og 500p (65kr.) til dem under 5 år. D. 27. december tager alle børnene så ud og shopper! Dette er en stor dag, for til dagligt har de ikke penge mellem hænderne. Men nu har de mulighed for at blive forkælet og købe lige det, som de ønsker sig.

Dog har det fra år til år været svært for børnehjemmet at få råd til denne oplevelse. Og i år var der igen knap så mange penge at gøre med. Derfor var det en glæde for Hands&Feet at give økonomisk hjælp til julegaver til de 59 børn på børnehjemmet. Og på shoppingtur, det kom de!

Fængslestjeneste
Vi havde mulighed for at betjene fængselsfanger, da tjenesten ”Philippine Outreach Center Ministries” hver uger rækker ud til 4 fængsler. Vi var med i kvinde - og mandefængsel, hvor vi sang, delte vidnesbyrd, prædikede og kaldte til efterfølgelse af Jesus. Mange ønskede forbøn, oplevede frelse og blev opmuntrede af budskabet.

Uddover dette var vi også i en flygtningelejr, besøgte en kristen radiostation, blev vist rund på en skole og hilste på eleverne, mødtes med en bibelsmugler, og, så blev vi inspireret af de forskellige kulturer og fik nogle spændende sightseeing-oplevelser med hjem.

Hvis du har lyst til at rejse med Hands&Feet kan du søge information om kommende missionsture på www.handsandfeet.dk, eller du kan følge os på www.facebook.com/handsandfeet.dk.
Mange missionshilsner fra Jakob Engell, daglig leder af Hands&Feet

Projekt 5273 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 – Tekst: 5273 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Om Hands&Feet:
Hands&Feet er en hjælpe- og missionstjeneste, som er startet for at bringe håb til nødlidende mennesker.
Vi brænder for at komme i berøring med mennesker i trange kår - som har svært ved at få livet til at slå til. Vi ønsker at være deres hænder og fødder og gå en ekstra mil for, at bringe håb ind i deres livssituation.

Derfor er vi både diakonale, missionale og evangeliserende i vores arbejde. Vi har nød for menneskers fysiske behov og udfører humanitært arbejde fx. ved tøjuddeling, uddeling af mad og medicin, byggeri og renovering. Vi ønsker at være nærværende, vise interesse og have omsorg for syge, trængende, fængselsfanger, børn, unge og voksne. Men vi ønsker også at udbrede troen på Jesus Kristus, fx. gennem møder, bibelstudier, undervisning, forbøn og opmuntring.
Se evt. mere her:
www.handsandfeet.dk www.facebook.com/handsandfeet.dk

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Brasilien - Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro

Vi har lige holdt vores mors-dagsfest her i dag med fulde huse, 30 mødre og omkring 30 børn og 5 teenagere....Vi takker for, at det gik godt.

Raimundo har her de sidste måneder fået kontakt med en del af sin familie, han ikke kendte: en onkel på 89 år og mange fætre og kusiner, så det er lidt af en interessant udfordring for os, da det er kommet meget overraskende. En kusine fandt ham på facebook. Hans mor har han aldrig kendt, da hun døde i forbindelse med, at han blev født, og det er så hans afdøde mors familie, vi har kontakt med nu.

Vi får nok snart en form for ’adoptiv barn’ i forbindelse med åbning af en kommende filial af vores arbejde i Messejana i Sao Cristovao, der er en del af Fortaleza, en lidt tung bydel. Projektet ’Den gode Samaritaner’ som vores sekretær i bestyrelsen har startet. Vi har været med i det partnerskab igennem længere tid allerede.

Vi er også med i en trafik-kampagne, her i lokalområdet, omkring brug af reflekser eller selvlysende bånd, for at mindske ulykkesraten i trafikken, som er alt for høj især i de mørke timer.

Vi rejser snart herfra til Belem for at møde Euroclass-teamet for at rejse med dem til Amapa delstaten, og vi ser frem til tiden med dem. De er nu i Argentina. De kommer 16 stk. så det er et stort team. Vi har planlagt et program med mange skoler især, da det er deres stærke side, med megen brug af drama.

Det regner stadig meget i Amapa delstaten, og vi skal ogsaa til Marajo Oen, til Afua, saa det bliver mange oplevelser med mange mennesker og en intensiv tid, med forhaabentlig mange hjerter berørt!
Kirsten Solveig og Raimundo Pinheiro

Projekt 5630 i Missionsfonden
MobilePay til 81558 – Tekst: 5630 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - 3 dages mission i Rumænien - Af Jakob Engell

Vi var 5 personer der fik mulighed for en missionsrejse til Rumænien i 3 dage.: Karsten Møller, Berit og Jørgen Pedersen, Anette Hyldgaard og Jakob Engell. Vi kendte ikke hinanden særlig godt, men oplevede alligevel en utrolig enhed og at vi komplementerede hinanden godt i tjenesten.

Meningen med turen var at snuse til det arbejde, som organisationerne ’Rescue’ og ’Donation’ står med i Rumænien, og som smelter sammen til én ting, gennem den tjeneste som Cosmin gør. Vi skulle kigge ham over skulderen, men også være med til at betjene de mennesker vi mødte.

Om lørdagen fik vi mulighed for at besøge et fængsel i Aiud. Én gang om måneden bliver der holdt en speciel dag for udvalgte fanger, med sjov, grill og fællesskab. Her var vi med en gruppe fra en lokal kirke, og der blev spillet fodbold, leget lege og spist dejlig Rumænsk grill-mad. Vi sluttede af med en samling, hvor vi havde mulighed for at dele et Guds-ord og synge en sang for fangerne. Berit havde inden samlingen en dybere samtale med en fange, og netop der, hvor samtalen stoppede, talte Jakob nu videre, ved det ord han delte - uden at vide det. Det var vist Helligåndens inspiration.

Om eftermiddagen besøgte vi Rescue’s kontor i Cluj, hvor der 2 gange om ugen åbnes for AA’ere (Anonyme Alkoholikere). De kommer og får mad, fællesskab og opmuntring ud fra Guds ord. Jørgen delte hvad han havde på hjertet, og Anette og Jakob sang for de tilstedeværende.

Lørdag aften havde vi glæden af at blive inviteret til spisning ved et ægtepar, som også var med i fængslet om formiddagen. De har startet genbrugsbutikken ”Thabita” - opkaldt efter deres datter, som døde i et trafikuheld som 3-årig. Selvom ægteparret havde en blomstrende forretning, oplevede vi en ydmyghed og en stor glæde for Gud og familien. Da de var blevet velsignet med en god økonomi, havde de bygget 3 huse omkring deres eget, hvor så børnene og forældrene boede. Det lyder til, at man i Rumænien sætter stor pris på fællesskab, så det at sende ældre mennesker på plejehjem, er ikke så normalt som i Danmark. Man ønsker i stedet at tage sig godt af hinanden så længe så muligt - hele vejen rundt. Derfor siger ægteparret også: ”Vi sørger godt for vores børn i håb om, at de sørger godt for os når vi bliver gamle”.Aftenen sluttede med, at vi sang spontant over parret, bad for dem, profeterede og velsignede dem. De var rørte af øjeblikket - og vi følte os velsignet af at være til velsignelse.

Søndagen gik med kirke, hvor Anette delte et ord og sang en sang med Jakob, og Jakob fortsatte med prædiken. Bagefter samledes der en god flok i haven, hvor Cosmin og hans kone Monica bor. Vi spiste og havde fællesskab, og tog senere ud til en lille sigøjnerlandsby i udkanten af Cluj, som ligger på en bjergskråning. Vi havde poser med fornødenheder med, og vi gik fra hus til hus og hilste på, gav poserne, og bad for forskellige. Det var et stærkt møde med mennesker som lever i meget trange, og helt umenneskelige kår. Vi endte i et hus lidt derfra, hvor en pige på 21 år var blevet ramt 2 gange af et tog, og derfor blevet lam fra livet og ned. Som sigøjner bliver man gift væk som 13-14 årig, og hun havde allerede 3 børn. Pigens moder var utrolig glad for vi kom og græd, mens Berit omfavnede hende. Vi bad for familien, men specielt for den lamme pige. Det var et stærkt øjeblik, og moderen fik igen kram og bøn af Berit og Anette. Karsten havde styr på børnene udenfor og de kommunikerede så godt som muligt, og havde en god tid.

Det var stærkt at vi om mandagen kunne besøge et ’efter-skole-projekt’, som netop samlede mange af de sigøjnerbørn, som vi dagen forinden havde mødt i de forfærdelige livsomstændigheder. For 2 år siden søsatte ’Rescue Fundation’ dette læringsprojekt som er støttet af nødhjælpsorganisationen ’Donation’, for at give børnene nogle livsfærdigheder og for at de kunne forandre deres nærmeste verden. Tilbuddet står åbent alle ugens 5 dage, så børnene kommer efter skole - fra kl. 12:00 - 16:00, får mad når de kommer og går, får et bad, får vasket tøj, lære at stille deres sko pænt, lærer at vaske op, lærer at sige tak og goddag, og flere andre ting. Vi tog b.la. med børnene over på en lokal legeplads, hvor der flød med skrald. Så fik vi alle en skraldepose i hånden, og begyndte nu opsamlingsarbejdet. Det lærer børnene, at man ikke bare smider sit skrald, men det hører til et sted - i skraldespanden. Efter opsamlingen fik alle børn is, og ispapiret... det røg selvfølgelig i skraldespanden! Stærkt at se, hvordan denne simple læring, kan være med til at give børnene bedre færdigheder og gøre dem opmærksomme på verden omkring dem. Der ER håb!

Lige inden denne oplevelse var vi også i et kvindefængsel i Cluj, hvor vi havde to samlinger med to forskellige grupper kvinder. Her fik Anette og Berit rigtig lov at tale til kvinderne. Anette om at tilgive ud fra historien fra Biblen om Josef, der blev forrådt af sine brødre - hvorefter Anette sang for dem, til stor opmuntring. Berit havde utrolig nok fået lov at tage sit smadrede håndspejl med - både gennem lufthavns-sikkerheds-tjek og i gennem fængselstjekket (hvor vi ellers ikke måtte have nogen ejendele med). Dette spejl havde hun tabt i en livskrise, men skårene i spejlet havde dannet et kors, som for Berit talte om, at hun skulle se sig med Guds øjne, og ikke sine egne. Dette budskab fik hun lov at dele med kvinderne, hvilket rørte dem.

Da vi blev sat af ved lufthavnen mandag aften var vi fyldt med indtryk. Gud havde rørt vore hjerter og vi må nu i proces med at tænke og bede over, hvad vi skal gøre med det vi har oplevet. For nu vil vi sige tak. Tak til Karsten for at lede os, tak til Cosmin for det utrolig flotte arbejde han står i, og tak til Gud, for at gøre os bevidste om den nød - men også det store håb - som vi så i Rumænien.
Skrevet af Jakob Engell

Missions-Nyt nr. 2 - 2018 - Missionshjørnet - Af Christian Petersen

”Vi tror på Jesus Kristus på tredje dag er opstanden fra de døde”


Sådan bekender vi som en del af Den apostolske Trosbekendelse. Denne trosbekendelse rækker helt tilbage til omkring det andet århundrede efter Kristus, og troen på opstandelsen er en altafgørende del af den kristne bekendelse.


Centralt for de første kristne

Bibelen efterlader ingen tvivl om, at Jesus opstod fra de døde. Alle fire evangelier beskriver, at Jesus er opstået, og det står centralt i den første kirkes forkyndelse, fx i Peters pinseprædiken i Jerusalem (ApG 2,24 + 31-32) og i Paulus’ forkyndelse (ApG 13,33-34), herunder i hans tale på Areopagos i Athen (ApG 17,31). Faktisk talte Paulus så stærkt om opstandelsen, at athenerne var ved at få galt fat i, hvad han sagde og i første omgang troede, at han talte om opstandelsen som en selvstændig gud (ApG 17,18)!


I Paulus’ 1. brev til Korinterne 15,3-7 skriver han: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.”


I Bibelen kommer Paulus’ breve kronologisk efter evangelierne, men det interessante er, at 1. Korinterbrev efter al sandsynlighed blev skrevet, før evangelierne blev nedskrevet. Alligevel skriver Paulus: ”Hvad jeg også selv har modtaget”. Paulus bygger ikke kun på, hvad han selv har set og oplevet, men også på hvad han har modtaget.

Paulus har formentlig modtaget dette som en mundtlig overlevering fra apostlene og andre, der selv havde mødt den opstandne Jesus. Mundtlige overleveringer var på Bibelens tid en uhyre fast tradition, hvor beretninger blev præcist videregivet. Dette kaldes ofte for Jesus-traditionen, og Lukas refererer faktisk til den (Luk 1,2).


Legemlig opstandelse

For de første kristne var Jesu legemlige opstandelse et uomtvisteligt faktum. Jesus blev set i hans opstandelseslegeme af mange vidner. Det levede de for - og i mange tilfælde døde de også for denne tro og erfaring, som de ikke kunne benægte.

Det er interessant, at selvom Bibelen beskriver den tomme grav og disciplenes møde med den opstandne Jesus, så er selve opstandelsesøjeblikket ikke beskrevet: Jesus blev lagt i graven; Josef fra Arimatæa væltede en stor sten for indgangen; der blev sat soldater til at vogte graven. På tredje dagen om morgenen steg en engel ned og væltede stenen bort; kvinderne var ude for at kigge til Jesu lig, men det var der ikke. De fik at vide, at han var opstået. Senere mødte disciplene ham. Beretningerne i evangelierne varierer lidt, men de efterlader ingen tvivl om, at Jesus er opstået.


Der er mange malerier og tegninger af, at Jesus vælter sten bort enten ved egen eller englens hjælp og stiger op eller ud af graven. Men det var næppe helt sådan, det foregik. Evangelierne fortæller, hvordan Jesus kunne være til stede midt i blandt disciplene for derefter at forsvinde igen. Jesus var således på ingen både afhængig af engles hjælp til at komme ud af graven. Englen væltede ikke stenen bort, for at Jesus kunne komme ud af graven, men for at kvinderne kunne se, at graven allerede var tom.


Jesu opstandelse må ikke forveksles med en dødeopvækkelse, som fx Jesu opvækkelse af Lazarus (Johs 11), opvækkelsen af enkens søn i Nain (Luk 11,11-17) eller af synagogeforstanderens datter (Mark 5,35-43). Elias opvakte formentlig også en søn af en enke (1. Kong 17,17-24). Paulus’ opvakte den unge mand Eutykos, der faldt ud af vinduet (ApG 20, 7-12) og Peter opvakte Tabitha (ApG 9,36-41). Men disse dødeopvækkelse handler om døde mennesker, der bliver levende igen i deres jordiske legeme for at leve videre som før og på et senere tidspunkt dø igen.


Jesus er derimod opstået og lever evigt! Da vi ikke begriber opstandelseslegemet, forstår vi heller ikke, hvordan selve opstandelsen foregik. Jesu opstandelse kan ikke eftergøres naturvidenskabeligt ved et forsøg, og der er jo heller ikke lignende tilfælde, man kan iagttage. Hvordan selve opstandelsen så konkret foregik, kan vi kun gisne om, og vi skal passe på ikke at udtale os om for meget, som Bibelen ikke siger noget om. Vågnede Jesus op fra døden og lå i graven og missede lidt med øjnene i mørket, inden han gik ud igennem klippevæggen? Eller er opstandelseslegemet helt anderledes sat sammen og kan bevæge sig med tankens kraft? I så fald lå Jesus måske snarere død i graven det ene øjeblik og befandt sig i sit opstandelseslegeme et helt andet sted det næste øjeblik, uden at soldaterne opdagede det, før englen kom og væltede stenen bort? Vi ved det ikke, og det er vel heller ikke så afgørende. Det afgørende er, at Jesus er opstået!


Og han er opstået legemligt. Disciplene kunne røre ved ham (Luk 24,39) og han kunne spise (Luk 24,42) og vandre sammen med dem og tale med dem. Jesus understreger direkte, at han ikke er en ånd, men at han har kød og knogler!


Alternative og andre bortforklaringer

Der er gjort mange forsøg på at komme med alternative forklaringer på, hvad der skete Påskemorgen. Alt fra at disciplene havde taget og gemt Jesu lig og bildt andre ind, at han var opstået; at Jesus kun var skindød og selv havde forladt graven; at disciplene havde kollektive hallucinationer og bildte sig selv ind, at han var opstået, eller at kvinderne og disciplene tog fejl af graven og gik ud til en forkert - og tom - grav. Alt dette er ren spekulation og teorierne er blottet for konkrete holdepunkter.

Andre forsøg, ikke mindst indenfor liberalteologien, går ud på at omfortolke den bibelske beretning fra at Jesus opstod legemligt til i stedet at gøre det til en åndelig opstandelse (hvor hans legeme stadig lå i graven) eller til, at Jesus er opstået i hjerterne på alle dem, der tror på ham eller er inspireret af ham, altså som noget symbolsk - men ikke legemligt virkeligt.

Men det var ikke det, som de første kristne oplevede, troede og forkyndte. Ville nogen have opdigtet opstandelsen ville det havde givet bedre mening at komme med en udførlig beskrivelse af den, og i hvert fald ikke bare lade kvinder, der var lidet troværdige i datiden, være de første vidner til den tomme grav. De første kristne gav i mange tilfælde deres liv for denne tro og forkyndelse. Det ville de ikke have gjort for et bedrag, de selv havde planlagt. Faktum er, at graven var tom, og deres jødiske modstandere havde intet lig at vise frem! Jesu opstandelse havde bekræftet, at Jesu budskab er sandt. Det var det, de gik ud i verden med og forkyndte, og det forklarer kristendommens hurtige udbredelse.


Kristus er opstået - og vi skal opstå!

Bibelen levner ikke plads til anden forståelse af Jesu opstandelse end en virkelig kødets opstandelse. Paulus skriver i 1. Kor 15, 12-19: ”Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”


Der er ingen tvivl i Paulus’ undervisning: Budskabet står og falder med, at Kristus er opstået. Er han ikke opstået, så er budskabet tomt, og vi er de ynkværdigste af alle mennesker!


Men nu er Kristus opstået fra de døde (1. Kor 15,20). Og endnu mere: Det som førstegrøden af dem, der hører ham til. Dvs. alle, der hører Kristus til, skal også opstå legemligt fra de døde ligesom ham til evigt liv. Med forvandlede legemer, men stadigt legemer. Det dødelige skal iklædes udødelighed, det forgængelige skal iklædes uforgængelighed. Døden bliver opslugt og besejret (1. Kor 15,53-55). Det hører fremtiden til (2. Tim 2,18), men det kommer til at ske!


Det er det budskab, som vi har fået at forkynde for mennesker! Vi kan sige med Paulus (1. Kor 15,58): Stå urokkeligt fast og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.

Slut



Kære Missionsvenner
Før vi fik vores kirkebygning i Cork for godt er år siden, var der kun lidt eller inge anledning til ungdomsarbejde, udover søndagsskolen. Med de ændrede forhold blev der nu anledninger.
Men hvem skulle gøre det?

Så kom to af vores unge piger, Ruta og Stephanie, helt på eget initiativ - eller rettere, fordi de havde fået et kald fra Gud. De bad om de kunne få lov til at samle de unge fra menigheden fra 12 år og opefter hver anden lørdag - Om de måtte!

Nu har de holdt på med dette i snart et halvt år. De to piger, begge i 21-årsalderen, ser klart hvordan tidsånden og propagandaen i samfundet angriber de unge - ”for vi har selv været igennem det”, siger de. De har mange samtaler i gang og taler med de unge ud fra bibelen for at besvare deres mange spørgsmål. Ruta og Stephanie har det stærkt på hjerte, at de unge skal få en virkelig forbindelse med Gud og ikke bare at lære at ’lege kirke’.

Pigerne sørger selv for at bringe forfriskninger, samt lidt underholdning, som dog kommer helt i anden række. Til tider kommer der også nogle unge, som ikke er fra kirken hér. Vores afrikanske søstre holder bedemøde hver lørdag på samme tidspunkt, så sikkerhedsforanstaltninger er dermed klaret.

Congo
I Congo er grunden til kirken i Congelos helt betalt efter seneste hjælp fra Missionsfonden. Så nu skal der bygges dér, som det blev gjort i Kimwenza for 3 år siden.

Alberto har givet nogle af Tony’s bibelstudiebøger, som er oversat til fransk, til nogle missionærer fra Katanga-provinsen. Så nu kan de trykke deres egne eksemplarer dér. Det er Markus Evangeliet, Filipperbrevet, Heræerbrevet og andre - alt satser på praktisk forståelse og praktisk kristendom.

Katanga er flere tusinde km. fra de steder hvor alberto begyndte at arbejde for 5 år siden.

De rejsende folk her i Irland, evangeliserer stadigvæk i Monastereviv midt i landet, og mange rejsende kommer til møderne dér, også langvejs fra.

Vores egen Patrick fra Cork arbejder dér næsten hver uge. Han kører konstant dertil fra Cork, og det er en meget lang vej frem og tilbage - nå, men de er jo rejsende folk! Få andre kunne klare det, og de arbejder jo for Jesus.

Patrick’s far (midt i foto)er også en af de mange børn som Tony hentede til børnemøder for 45 år siden. ”Vi kastede vores brød på vandet” - og vi ”fandt det” igen 40 år senere!

Kærlig hilsen
Angete og Tony Simpson

Projekt 5076 i Missionsfonden

MobilePay til 81558 - Tekst: ’5076 / dit navn + evt. cpr.nr. til skattefradraget’