Missions-Nyt, Nr. 2-2007

Leder

Af Kenneth Kühn

Det hellige alternativ 

Nutidens mennesker accepterer ikke absolutte normer for, hvad der er rigtigt eller forkert. Netop denne livsindstilling er en stor udfordring for os som kirke. Hvordan skal vi lære mennesker at følge Jesus uden at lære klare principper for, hvordan man skal leve som en kristen? Er det tid til at lade trompeten give klar lyd og lave korstog for en radikal kristen livsstil?

Evangeliet er først og fremmest et budskab om indre forvandling. Hvis kristenlivet ikke udspringer af et fornyet sind, bliver det en påtaget kulturel levevis, som let kan relativiseres og diskuteres. Discipelskab, som et veldefineret livsstilskoncept og hellighed som et regelret spørgsmål om rigtigt og forkert, ender i lovreligion og en kontrollerende moralisme, som er fremmed for evangeliet.

Jesu liv repræsenterede et helligt alternativ til dette. Hans hellighed var ikke centreret om at afstå fra `det forkerte' men om at leve i Guds vilje. At blive en discipel af ham er at starte en personlig vandring med Kristus, som fornyer vort indre menneske og derved lærer os at genkende det gode. Kun gennem åbenbaringen af Guds godhed i Kristus mødes menneskets dybeste længsel, der leder til sand omvendelse og indre forvandling af varig karakter.

Må hjertet i vores mission altid være at formidle indsigt i Guds vilje - det gode, velbehagelige og fuldkomne.

Kenneth Kühn

Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Paraguay

Af Laura og Bengt Axell

Musikskolen ASAF startede i 1996 på initiativ af missionær Laura Axell og hendes argentinske svigersøn, musiklærer Alberto Malisani.

Musikskolens spæde start foregik i kirkens lokaler, men snart var der så mange elever, at det var nødvendigt at leje et større sted til skolen. Et hus lige ved siden af kirken, der egnede sig vældig godt til formålet, blev udbudt til leje, så der var ikke meget at betænke sig på, og huset blev herefter hjemsted for musikskolen. Vi havde fundet ud af, at musik er et fint redskab til at samle mennesker fra forskellige samfundslag, kulturer og sproggrupper. Gennem et svensk PMU-projekt (Pinsemissionsk udviklingssamarbejde), blev det senere muligt at skaffe skolen flere musikinstrumenter og undervisningsmaterialer.

Efter næsten 10 år med utrolig mange aktiviteter i dette hus, fik vi besked på, at ejendommen skulle sælges, da ejeren var kommet i stor gæld. Huset havde allerede da været til salg en tid til en pris af 150.000,- dollar, men vi fik så tilbud om, at vi kunne købe ejendommen for 100.000,- dollar. Ejeren fik et tilbud af en araber, der tilbød at købe ejendommen kontant for 50.000,- dollar. Han havde planer om at åbne et kasino (spillebule) i ejendommen. Da vi havde lejet huset i så mange år, fik vi heldigvis førsteret til at købe ejendommen, der meget praktisk ligger lige ved siden af kirken, og hvor også flere at kirkens andre aktiviteter efterhånden har til huse.

På en eller anden måde fik vi tro på, at Herren ville give os denne bygning, så vi bad Ham hjælpe os til at gøre dette, tilsyneladende helt umulige køb, muligt. Vi havde jo så meget brug for disse lokaler, og det var næsten ikke til at bære, at disse rum, som har været til så stor velsignelse for menighedens arbejde, nu skulle forvandles til et sted med støjende musik, hvor folk mister både penge, anseelse og værdighed. Vi skrev et brev om dette til vor gode ven og forhenværende medarbejder Birthe Grønninger fra Evangelieforsamlingen på Worsaaesvej i København. Hun kender til arbejdet og forstod med det samme, hvor vigtigt dette køb var for musikskolens videre arbejde, hvor også børn og unge og ældre fra de allerfattigste slumkvarterer kan lære at spille på et eller flere instrumenter og opleve en ny og anderledes fremtid. I musikkens verden er det ikke vigtigt, hvem man er, men om man kan skabe fin musik, fungere i en gruppe eller i et orkester. Denne udfordring er også med til at holde unge væk fra gaden, da de får et andet og mere givende mål at stræbe efter. Unge, der før følte livet som meningsløst, oplever at de i stedet får selvtillid og håb.

Birthe fortalte om det til sin menighed, og hun kontaktede også Missionsfonden og flere andre, der kunne tænkes at være interesserede i at hjælpe med dette køb. Ejendommens pris på 50.000 dollar med en udbetaling på 20.000 dollars er meget under ejendommens værdi, så på den måde er det også et udmærket køb.

Missionsfonden var de første, der reagerede positivt, og de sendte et fint startbeløb. Efter dette fulgte menigheden på Worsaaesvej trop fulgt af menigheden i Vejle og nogle privatpersoner. Menigheden i Haderslev kom også med, samt en svensk menighed i Västra Frölunda. På den måde lykkedes det at samle udbetalingen, så vi kunne købe ejendommen inden udgangen af år 2006. Et køb som ville have været umuligt i vores egen kraft. Ejendommen er købt i kirkens navn og tilhører kirken i Asunción.

Efter dette har det været vældig spændende at se, hvordan Gud ville hjælpe os med at skaffe det resterende beløb på ca. 30.000 dollar, som skal betales i rater over 18 måneder, hvoraf første afbetaling var i januar. Vi fik nu besked fra PMU i Sverige, at de ville give 6.000 dollar til købet mod, at de måtte benytte et dobbelt lokale til kontor for alfabetprojektet, som menigheden også deltager i, et projekt der giver analfabeter i landet mulighed for at lære at læse. Med disse penge er der nok til de første syv rater af de i alt 18 rater, som hver især er på 1.775 dollars. Herefter venter vi med spænding på, hvad Gud kommer til at gøre, så skolen kan blive betalt i rette tid til hans ære.

For os har det været en speciel oplevelse at se, at Gud også virker på den måde, og vi tror også, at Birthe blev overrasket over, hvordan Gud brugte hende i denne sag. Vi er så taknemmelige for alt dette, så med disse linier vil vi sende menighedens, musikskolens og vores varmeste tak til alle, der har været med til at give en gave, så vi har kunnet købe skolen. Også til alle jer, der måske vil hjælpe med et bidrag, så den resterende del af afbeta-lingerne kan betales til tiden, vil vi udtrykke en stor taknemlighed.

Tusind tak kære venner! Må Gud velsignelse hvile over jer alle, der har været med til at bede for dette projekt og været med til at købe bygningen. Gud er trofast, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Dette kunne være blevet stedet, hvor der var vilde slagsmål, høj musik, fulde folk og kriminalitet, men i stedet strømmer der forsat kristen musik ud af denne ejendom. Mennesker kan gå ind på skolen, hvis de har brug for nogle, der vil lytte og bede for dem.

Udover at skolen beriger kirkernes musikliv, er den også til stor velsignelse for specielt teenagerne og de unge fra slummen, der ellers ofte er uden håb for fremtiden. Det er også stedet, hvor disse unge kommer til tro på Herren, hvorefter de er med til at evangelisere, når kirkens orkester afholder koncerter i supermarkeder og på byens torve og veje. Skolen giver også husly for tilrejsende på vore konferencer.

Vennerne her er meget taknemmelige overfor det skandinaviske pinsefolk for denne fantastiske gave, som de aldrig selv ville have haft mulighed at købe, så de sender hilsner fra Hebræer brevet 6:10 "For Gud er ikke uretfærdig, og han glemmer derfor ikke jeres arbejde og den kærlighed, I har vist ham ved at hjælpe de kristne."

Kærlig hilsen Laura og Bengt Axell

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Irland

Af Agnete og Tony Sinpson 

På et af vores møder for nogle få uger siden bad Bob om at sige noget. Bob og hans kone har været i vores kirke i over 20 år og har altid været hjælpsomme, når de kunne. Men i en del år havde Bob haft noget af en `åndelig ørkenvandring'. Kun i de sidste få måneder har Gud gjort noget nyt, og Bob er igen blevet, som han var for år tilbage. Bob forklarede, at han på vejen til mødet var blevet berørt af alle de mennesker, han havde set på gaden på den tid, folk som bare drev omkring eller var på vej til alle mulige tvivlsomme forlystelser - nogle som måske aldrig ville komme hjem mere, men ende i floden! Netop dér på mødet havde Bob fået det på hjertet, at han skulle tage ud på gaden hver søndag aften og synge evangeliske sange i en halv time før mødet.

Som sagt så gjort. Bob går og synger hver søndag aften - synge har han altid kunnet. Han går også ud, når det regner, og står hvor der er lidt læ! Som regel er der en eller to andre, der tager med for at hjælpe. For 3-4 uger siden kom en mand, Noel, med Bob til mødet, og han er begyndt at læse bibelen og er kommet to gange om ugen lige siden.

I forrige brev fortalte vi om 2 børn, Dillon og Rebekka, fra et meget vanskeligt byområde, samt om deres bedstemor, som havde lært dem om Jesus. For 2-3 uger siden kom børnene til os og var aldeles ulykkelige, fordi bedstemor var på hospitalet med mange alvorlige komplikationer efter en operation. Familien havde være tilkaldt i de sidste 2 dage, da det ikke ventedes, at hun ville overleve. Vi bad sammen med børnene om, at Gud ville gribe ind og helbrede deres elskede bedstemor. Dagen efter kom 2 glade børn og fortalte, at der lige havde været telefonbesked fra hospitalet, at hun var uden for livsfare og i bedring.

Et livsforvandlende Guds værk går stadig frem blandt sigøjnerne i store dele af verden. For nyligt havde vi besøg af Jack Boyd, en af lederne blandt de krist-ne sigøjnere i England. Han fortalte om nogle af de rejser, han jævnligt foretog til de centralasiatiske stater (i forhenværende USSR). I en af de muslimske stater spurgte han en af arbejderne dér, som havde vundet mange af muslimer-ne, om hvordan han bar sig ad med at evangelisere muslimer. „Jo, der er ganske let og enkelt," lød svaret. „Jeg beder for deres syge, og når de bliver helbredte, fortæller jeg dem om Jesus!"

Muslimerne er også begyndt at komme til Irland. Nogle af dem kommer fra et muslimsk land på Afrikas Horn. Det er et land, som er helt lukket for Evangeliet, samt et land hvor der i en årrække har været krig, kaos og anarki. I løbet af det sidste års tid kom en meget intelligent ung kvinde derfra som flygtning og bor med side 2 små børn bare 2-3 minutters gang fra os. Nula (opdigtet navn) har arbejdet for forskellige humanitære organisationer for fremme af almene menneskerettigheder, noget som absolut ikke respekteres, hvor hun kommer fra. For 1½ år siden udtalte Nula sig offentligt mod drabet af en udenlandsk humanitær arbejder, som blev skudt i landet - som så mange er blevet! Derefter blev Nula nødsaget til skyndsomt at flygte med sit lille barn. Hendes næste barn blev født her i Irland, hvor hun nu har opholdstilladelse.

Nulas mand arbejder også indenfor samme menneskerettighedsorganisationer. En af hans nære kolleger blev skudt for 2 måneder siden. Nula ansøger de irske myndigheder om familiegenfore-ning, så hendes mand kan komme her. Men han er ikke alene. Hans første kone døde fra 2 børn, Desuden har han Nulas søsters 6 forældreløse børn. Børnenes far blev skudt for 4 år siden for øjnene af sin kone. Hun fik et hjerteanfald og døde senere af chocket. Sådan hører vi beretninger om den ene efter den anden i den allernærmeste familie.

For et par måneder siden var Nula meget bekymret. Hun havde lige talt med sin mor i telefonen og fået at vide, at hendes 17 årige bror var blevet syg af tarmslyng og var svulmet op som en ballon. Der kunne ikke gøres noget på hospitalet om natten, men en læge sagde, at han behøvede en flere timers operation næste dag - hvis han altså overlevede så længe! Vi sagde til Nula, at vi ville bede om et guddommeligt indgreb, og vi ville sende bud til andre om at bede.

Næste dag var der bedre nyheder. Broderen var i bedring og behøvede ingen operation. To dage senere var han helt rask. Nula giver Gud æren for bønnesvaret. Vi har set en del af disse elendigheder på internettet sammen med Nula. Men de fleste andre steder i verden ved folk kun lidt eller intet om, hvad der foregår dér. Det er åbenbart ikke hvad som helst, der udvælges til den information, som kaldes `nyhederne'!

Siden den tid er drab og vold og krig og kaos i det land tiltaget voldsomt. En storby med flere millioner indbyggere bliver mere og mere ødelagt, og store dele er jævnet med jorden, og der er udbrudt kolera. Tusinder er dræbte, og folk flygter i panik - de fleste ved ikke hvorhen. Nula hørte senere gennem en anden kontakt, at hendes nærmeste havde måttet flygte fra byen. I flere uger vidste hun ikke, om de var i live. Endelig fik hun telefonkontakt med sin mor. Frygtelige nyheder. Det var svært at få vand eller mad, og børnene ville ikke spise af skræk! Nulas svigerinde var højgravid og var faldet så slemt, at barnet blev født og døde. Netop nu havde hun blodstyrtninger og var ved at forbløde. Der var slet ingen læge eller medicin, og Nulas mor måtte bare gøre, som hun bedt kunne. Det værste var, at Nulas mand var blevet alvorligt syg, og de havde måttet efterlade ham et andet sted.

Nula var hos os, da hun fik den besked. Vi græd sammen, og så bad vi, og vi fik bønnekæden i gang med det samme. Næste dag hørte vi om bønnesvar. Blodstyrtningerne var ophørt og Nulas mand var i bedring. Der er dog stadig brug for forbøn, da de er omgivet af livsfarer på alle sider.

Nula har fået en bibel på sit eget sprog. Da hun hørte at vi havde en sådan, bad hun selv om den. Og hun læser i den. Mere ved vi ikke, og vi må gå forsigtigt frem og kun følge Helligåndens ledelse. I det land hun kommer fra betyder det døden, om det opdages, at nogen har forladt Islam. Muslimer er jo blevet oplærte i, at Gud ikke er gift og derfor ikke kan have en søn - selv om de regner Jesus for en profet. Men vi beder om, at Jesus vil åbenbare sig for hende på en måde, som hun kan forstå. Nula har stor indflydelse på mange andre muslimer fra samme nation, som også er her. I tidens løb har Gud givet os anledninger til at hjælpe på forskellige praktiske måder, og det vi ikke kan, formår Gud. Vi beder ikke alene for familiens beskyttelse, men også om, at Gud vil åbenbare sig for dem, og gøre dem rede til at åbne sig for Evangeliet.

Netop som disse linier skrives, kom Nula og fortalte, at der lige var noget af et ophold i de værste krigshandlinger. Familien havde være i stand til at flytte hjem igen. Rundt omkring var alle husene enten ødelagte eller totalt udplyndrede for alt. Men deres hus, midt i det hele, var urørt, og intet var taget! Mon ikke det er Gud, der taler!

Fortsæt at bede for os og arbejdet her og for en ejendom til menigheden samt en indgang for Evangeliet også blandt muslimerne, som er kommet hertil. Gud formår.

Kærlig hilsen Tony og Agnete

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen

Sidst, vi skrev en hilsen til Missions-Nyt, fortalte vi, at vi netop havde fået skriftlig byggetilladelse fra kommunen til at opføre det nye værksted, som skal bruges til produktion af tagkonstruktioner til kirker, børnehjem med mere. Siden da er byggeriet skredet godt frem.

For os er det et mirakel, at vi fik byggetilladelsen i november, for vi har netop hørt, at regeringen har stoppet for godkendelser af nye byggerier på grund af korruption, såder det sidste halve år ikke er godkendt et eneste byggeri her i Eldoret! Og når vi regner ½ år tilbage, så kommer vi til november. Det vil sige, at vi fik godkendt vores byggeri i absolut sidste øjeblik! Gud er stor!

På nuværende tidspunkt er vi ved at slå lofter op, hvilket er en del af lydisolationen. Dernæst kommer arbejdet med at sætte glas i vinduerne, elarbejde, rørlægning, udluftning, en elevator, som skal bruges til at løfte materialer op og ned fra kælderdelen (lager), malerarbejde og en port skal laves og monteres. Der skal også udføres en lydtest, så ingen borgere kan komme og påstå, at vi generer dem med larm. Endelig skal der lægges gulv.

I Kenya er der rigtig mange forskellige kirkeretninger lige fra babtistkirker, metodist-, pinse-og lutherske kirker og så videre. Da vi stærkt oplever, at vi skal hjælpe alle Guds folk, har vi hjulpet rigtig mange forskellige kirkeretninger/organisationer med fortrinsvis at bygge kirker men også skoler, børnehjem og bibelskoler. Noget nyt er, at vi også i år har kunnet hjælpe med at bygge et børnehjem i Sudan med plads til 100 børn samt en skole samme sted. Indenfor mange af disse kirkeretninger er der kun 1½ til 2%, som har permanente kirkebygninger. Resten samles under et træ, i en skole eller andet lejet lokale eller under den åbne himmel. Så selvom vi i fremtiden i det nye værksted vil kunne hjælpe med flere hundrede kirker om året, vil behovet stadig være enormt, da der er 35 millioner mennesker i Kenya.

Vi takker Gud for, at Han har åbnet dørene, og vi har fået kontakter, hvor vores tjeneste falder ind i et større puslespil, hvor målet er, at mennesker hører evangeliet og oplever Guds kraft til frelse, befrielse og lægedom. For nogle få måneder siden var Søren på besøg i en menighed, hvor vi sidste sommer hjalp med at udvide kirken. Inden vi byggede første halvdel af kirken, var der 200 i menigheden. Nu er de oppe på 600 i menigheden.Det er en stor glæde for os at se, at mange menigheder blomstrer og vokser, når de har fået en kirke. Og det giver os nye kræfter, når kampene står på. Vi er ikke i Kenya blot for at se fysiske bygninger komme op her og der, men for at disse bygninger skal være redskaber til, at mennesker bliver mødt af Gud og forvandlede.

At vi er nået så langt med værkstedet er for os helt fantastisk. Det er et vidnesbyrd om Guds store trofasthed og almagt. For 4 år siden havde vi endnu ikke en grund, men på fantastisk måde bekræftede Gud, at vi skulle købe den grund, som vi bygger værkstedet på. Og i rette tid kom midlerne. Og siden da er midlerne kommet til, så vi har kunnet bygge mur og er kommet så langt, som vi er. Gud er i sandhed en stor Gud.

Flere ting er blevet dyrere, end vi først regnede med, så derfor mangler vi stadig små 200.000 kr til færdiggørelsen af værkstedet. Tak for forbøn for at vi må få midler til at færdiggøre værkstedet, at vore modstandere må bøje sig i ærefrygt for Gud og Hans værk og om Guds beskyttelse af os, vore kenyanske medarbejdere og materiel/bygninger, og at vi fortsat må opleve bygningerne blive redskab først og fremmest til menneskers frelse.

Vi ved, at om vi stod alene, så ville arbejdet ikke lykkes. Men vi er alle dele af Kristi legeme. Ikke alle kan rejse ud, men forbøn og økonomisk, moralsk og åndelig støtte er lige så vigtige funktioner, når det gælder missionsarbejde.

Gud velsigne hver enkelt af jer.

Kærlig hilsen

Birgitte og Søren Pedersen

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Missionsrejse til Indien

Af Peter Christensen

Jeg takker Gud for endnu en tur til Indien. Denne gang i 40 dage i marts/april måned. Alt gik godt. Det var første gang i mere end 30 år, at jeg rejste uden Kimmie. Hun gik hjem til Herren den 8. november. I Himlen har hun det godt! Vi bad til det sidste om, at Gud måtte rejse hende fra sygelejet. Hun havde store lidelser på grund af en stor kræftsvulst under maven.

På trods af sygdommen var hun ved godt mod og havde mange åndelige oplevelser lige til det sidste. På et tidspunkt spurgte Kimmie Herren, om Han vidste hvor mange smerter hun havde. Han svarede hende, at det gjorde Han, da tornekronen blev presset ned over Hans hoved og alle smerterne ved korsfæstelsen. Mange gange så hun hospitalsværelset fyldt af engle, og så dem endog danse, når vi bad til Herren. En ting, som jeg ved, lå Kimmie meget på sinde i dette sidste halvår af hendes liv var, at jeg må fuldføre løbet. Det lovede jeg hende også, den sidste nat som jeg fik lov at tilbringe på hospitalet, før hun døde om morgenen. Jeg tænker at fortsætte med at rejse over hele jorden med de gode nyheder om, at Jesus frelser, helbreder og gør al ting godt.

Inden jeg tog af sted på missionsturen til Indien, gav Herren mig det ord, at jeg blot skulle fortælle dem, at Jesus elsker dem. Det er jo et let buskab at bringe; men når vi tænker på det, erkender vi, at Gud ikke blot taler om kærligheden. Han handler også på den. Det betyder, at Han ikke efterlod os i synden men tog staffen på sig og blev til synd, så vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham (2.Kor. 5:21).

Når jeg i stilhed forkyndte og forklarede evangeliet, så simpelt som muligt, var der mange, der omvendte sig til Gud og modtog Jesus som frelser og Herre i deres liv. Det skete næsten dagligt, at nogen lod sig frelse. Det er så vigtigt, at gøre budskabet let forståeligt, når vi taler til dem, som ikke kender Ham. Endog mordere og kriminelle omvendte sig, når jeg forkyndte evangeliet sammen med de kirker, der havde inviteret mig.

Vi forkyndte med store højtaleranlæg ude i tæt beboede byområder og i landsbyer. Ap. Ger. 26:18 siger: „for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på Mig". Dette bibel citat beskriver præcis det der sker. Mange af dem, der modtager Jesus ved disse evangelisationsmøder, ved intet som helst om kristendom og lever deres liv i tilbedelse af afguderne og dæmonerne.

Et sted besøgte jeg en fabrik, hvor de laver T-shirts og arbejder fra 8 om morgenen til 8 om aftenen. Indehaverne tillod, at de brugte den sidste time en aften med at deltage i et møde. Da jeg spurgte dem om de ønskede, at modtage Jesus som Frelser, var der først ingen der reagerede - men så var der alligevel 2-3 stykker, der løftede hånden, og så løftede lige pludseligt hele flokken hånden, for at tilkendegive, at de ønskede at tage imod Ham. Vi kan ikke bebrejde dem, at de holder lidt tilbage, før de beslutter sig til at ville følge Jesus. Prisen for at blive en kristen er meget høj derude!

Der var mange anledninger til at undervise Guds folk, bl.a. var der en dag arrangeret en udflugt for en menighed, hvor der var anledning til i 2 timer at undervise i evangelisation. Jo hurtigere vi får de frelstes nummer fuldtalligt, des færre vil blive fortabte!

Vær med til at bakke arbejdet op i forbøn. Det betyder så meget, at der er nogen der står bag.

Må Gud rigt velsigne dig i Jesu navn,

Peter Christensen

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

På vej til Brasilien

Af Hannah Borup Mortensen

Mit navn er Hannah Borup Mortensen.

Da jeg var 8 år, gav jeg Gud et løfte om, at jeg ville være missionær. Jeg er nu lige fyldt 20 år og er på vej til Brasilien!

Kaldet til mission startede på en køretur med min far. I bilen hørte vi sangeren Keith Green. Min far fortalte, at Keith havde nået mange mennesker med evangeliet verden over gennem sine sange men var død i et flystyrt i en ung alder. Dér i bilen gav jeg Gud et løfte om at gå i Keith Greens sted, hvis Han ville bruge mig, og fortsætte Keiths arbejde med at forkynde evangeliet. Fra den dag af, var det at være missionær min største drøm. Jeg sagde som barn, at jeg ville være omrejsende `syngemissionær', når jeg blev stor, som jeg kaldte det. Ligesom Keith Green!

Da jeg oplevede kaldet, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen. Men at tage ud og hjælpe de fattige og de hjælpeløse, har altid ligget mig på hjertet. Jeg bad til Gud, lige fra jeg var 8 år, om at han måtte vise mig hvor jeg skulle hen. Da jeg blev 12, viste han mig, at det var Sydamerika. Da jeg var 16, tog jeg på efterskolen Alternas Sydamerika-hold for at lære Gud bedre at kende og for at udforske kaldet nærmere. Jeg regnede med, at Gud ville bekræfte kaldet dér. Det gjorde han helt klart også! Alterna var livsforvand-lende! Som hold hjalp vi en missionær i Bolivia, som blev kaldt Mickey, og Bengt og Laura Axell i Paraguay. Vi besøgte et børnehjem i Argentina og et børnehjem i Brasilien. De mennesker jeg mød-te på den tur, missionærer såvel som fanger i Bolivas fængsler og mest af alt børnene på børnehjemmene, gjorde STORT indtryk på mig og forandrede mit liv fuldstændigt!

Gud gjorde noget i mit hjerte, da jeg mødte de forældreløse børn og så de dødspatruljer, som dræber gadebørn, stå på Bolivias gadehjørner med geværer. På børnehjemmene var der børn, som var blevet seksuelt misbrugt, slået, og en dreng som var handikappet som baby, da hans mor havde smidt ham ud af en lastbil, fordi han var uønsket. En pige på 14 år gjorde særligt stort indtryk på mig. Hun havde mistet begge sine forældre og havde været nødt til at bo hos to onkler, som begge havde misbrugt hende. I en alder af bare 10 år havde hun født en søn, og var derefter blevet flyttet til børnehjemmet med sin søn. Jeg kunne ikke tro det.

De ting jeg så og hørte dér, knuste mit hjerte. Specielt fængselsvilkårerne. Når forældre bliver indsat i Bolivias fængsler, ryger børnene med! Der var ca. 30 indsatte men over 100 børn i de fængsler, vi besøgte. Vi fik fortalt, at om natten lånte/ lejede fangerne deres børn ud til hindanden til sexuelt misbrug. Det var svært at forholde sig til en så tragisk virkelighed. Der er over 100 millioner gadebørn i verden, og disse var ikke engang gadebørn, eller forældreløse, men indsattes børn. Så mange børn lider, og det er min store længsel, at flere vil få kald til at hjælpe dem.

Jeg blev klar over, at det var på denne tur, fik jeg kaldet til at arbejde med slum- og gadebørn. I starten af mit år på Alterna, før vi rejste til Sydamerika, kom en ide til mig om, at man via et omrejsende cirkus kunne fortælle børn om Jesus. Kort efter dette var jeg til en gudstjeneste i Stenlille Frikirke, hvor jeg er medlem. Taleren var Kirsten Solveig Larsen, som er missionær i Brasilien. Dér fandt jeg ud af, at et sådant cirkus eksisterer, og jeg besluttede mig for at tage til Brasilien og hjælpe til i `Cirkus Victoria' (Cirkus Sejr). Gud ville dog først, at jeg skulle tage et år på bibelskolen Master Commission i København. Jeg ved nu, at det blev et forberedelsens år for mig, for Gud har brugt mig og bruger mig til stadighed med de ting, jeg lærte dér. Det år ville jeg ikke have været foruden!

I sommeren 2006 tog jeg så til Brasilien for at hjælpe til i `Cirkus Victoria' blandt slummens børn. Jeg oplevede dér en stor overbevisning om, at det er dét, jeg skal med mit liv, at det virkelig er mit kald fra Gud, at jeg skal hjælpe disse dårligt stillede, men utroligt dejlige slum- og gadebørn. Jeg rejser derfor tilbage til Brasilien som voluntør fra den 25. juni 2007, og bliver der i en tid. Jeg har endnu ikke kunnet skaffe alle de nødvendige midler til det, men måske kan denne artikel lægge dig på hjerte at hjælpe mig til at blive i stand til at hjælpe dem.

Når jeg ankommer til Brasilien, skal jeg først på et 5 måneders kursus, hvor jeg skal lære noget om kulturen og om børnene og om at nå ud til disse mennesker. Derefter skal jeg hjælpe til i det arbejde, som organisationen `Youth With A Mission' har i Macapa blandt børnene i det nordlige Brasilien.

Medarbejderne i YWAM er alle frivillige og ulønnede. Jeg ønsker at være en af dem, som er med til at gøre en forskel, for jeg har set, hvordan Guds kærlighed forandrer liv. Jeg har set hårde kvinder i bolivias fængsler bryde sammen i gråd fordi Guds kærlighed rørte dem. Jeg har oplevet at en klovn i Cirkus Victoria pludselig kunne tale tegnsprog, så en døv pige forstod evangeliet og tog i mod Jesus. Så stor er Gud kærlighed, og meget mere har han til de børn, og til dig. Gud giver af kærlighed. Han ønsker at nå alle med evangeliet.

Guds kærlighed forandrer liv, og Gud elsker dig. På forhånd tak for netop din støtte, forbøn og interesse. Gud velsigne dig rigt!

Jeg kan støttes gennem projekt 5967 i Missionsfonden.

Hannah Borup Mortensen

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Ooty i Indien

Af Sankar og Esther

Under vores nylige besøg i Danmark og specielt i Græsted Frikirke har vi modtaget megen opmuntring. Vi kunne føle, at Gud binder vores hjerter sammen på en måde som aldrig før. Lad os bevare branden for Indien, lad os søge Gud, hvornår vi end er sammen. Bed for Indien. Vi er taknemlige for, at kirkens ledelse gav os mulighed for at dele vores hjerter til 3 møder og for, at I lagde ører til mine lange taler. Tak for Jeres villighed til at lytte til os og for at tage initiativ. Vi beder om, at Gud vil hjælpe os til at holde den samme hastighed i vores rejse sammen i dét at bygge Hans Rige i Indien og i Danmark og videre ud.

Vi har søgt Gud for hans vejledning i etablering af børnehjem og i relation til den nuværende regerings planer for det område, hvor grunden ligger placeret. Vi fornemmer mere og mere, at Gud vil gøre et mirakel med at få byggetilladelse på grunden, selvom vi hører nogle helt andre meldinger fra regeringens side om netop dét geografiske område. Men vi tror, at Gud, som gav os denne grund, vil bane en vej, hvor der ikke er nogen vej. Bed om, at vi må få tilladelse, så vi snart kan begynde byggeriet.

Tegningerne for børnehjemmet er klar, og efter at have forklaret vores situation for de lokale myndigheder, har arkitekten endelig søgt om byggetilladelse. Jeg har lavet en aftale om møde med præsidenten for området den 17. maj. Han fortalte mig, at det tager 2 måneder at få svar på ansøgningen. Bed om Guds gunst.

Vi er netop gået i gang med alt, hvad vi ved og forstår - i tro og forventning til Gud om, at han vil gøre et mirakel for os med at bygge børnehjemmet. Vi overlader i Guds hænder, hvad der er uden for vores kontrol. Han er en kraftfuld og kærlig Far. Han vil gøre mirakler for os venner. Lad os starte med at gøre vores del og overlade resten til Gud med hensyn til at bygge børnehjemmet.

Vi glæder os meget til at få Christel og Leif Andreasen fra Græsted Frikirke på besøg her i Ooty. De er nogle af vores venner, som har stået med os i bøn og økonomisk støtte igennem mange år, både da vi var i Danmark, og da vi rejste tilbage til Indien. Bed for dem at forberedelserne med at komme til Indien vil gå godt og for Guds forsørgelse og ledelse på enhver måde.

Vi beder for en forøgelse at vores hjerters kærlighed til Gud og til de ufrelste i Græsted, Indien og videre ud. Vi tror, at der vil komme en tid over familierne og kirken, hvor Gud vil åbne himmelens døre for et indhold af ikke bare finansiel overflod, men at vi ser Guds Rige vil blive åbenbaret gennem os. Jeg tror, at Gud har større planer for os, end vi tror og forestiller os. Lad os gå hånd i hånd. Det er mine tanker for kirken denne aften. Vi elsker Jer alle og savner Jer.

Jeg har haft en bærbar computer de sidste 3 år. Den brød sammen for nylig, og jeg mistede nogle data. Bed om, at vi må få gode computere til kontorarbejdet. Vi har en stationær computer, der er til reparation. Men selv derefter vil den ikke være tilstrækkelig til alt det, vi har tænkt at udvide vores brug af computere til. Jeg tror, der vil blive en god løsning for dette. Så hvis Herren leder dig, er du velkommen til at gøre noget ved det rent praktisk.

Bed om, at kontoret må blive etableret med kvalitetsudstyr som computer samt 2 mennesker på fuldtid med kontorarbejde. Lige nu har jeg en masse løben til møder med myndig-hedspersoner omkring tilladelse til at bygge børnehjemmet. Det er lærerigt. Fortsæt med at bede for os!

Kærlig hilsen fra

Sankar og Esther, Paul og Princy

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Albanien

Af Stella Christtreu

„Altså er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" (2 Kor 5:17) Dette var vores motto de sidste 6 måneder på `Skolen for Bibelske Studier' (SBS). Og vi har virkelig set at Gud har skabt noget helt nyt.

Den første oktober 2006 startede `Ungdom Med Opgave Tirana - Albanien' et nyt bibelstudie kursus med 3 elever: Klotilda Stojani og ægteparret Sherry Ann og Tomor Gjelo-shani og 5 medarbejdere: Jeg fra Danmark og Jeanette Buder fra Tyskland, Alison Gadsby fra England), Roza Doci og Margarita Hoxha fra Albanien.

Formålet med SBS'en er at give eleverne nogle simple værktøjer til at studere biblens bøger én for én. Hver uge gives der undervisning af skolens medarbejdere eller gæstelærere med hovedvægt på et historisk, litterær, teologisk kontekst til bibelen. Derefter skal eleverne selv studere videre. I denne proces studerer eleverne hver bibelbog 5 gange igennem fra begyndelsen til slutningen. Derved får de både et bredt overblik over de store sammenhænge i bibelen og også et mere detaljeret indblik vers for vers. Dette selvstudie afleveres til medarbejderne, hvor efter der gives feed-back til eleverne. Dette kursus er meget intenst både for elever og lærere på grund af de store mængder af læsestof, som skal gennemgås. Men samtidig lægges et solidt fundament i forståelsen af Gud, Hans væsen og Hans plan i historien gennem sit ord.

I 1967 erklærede Albaniens daværende leder Enver Hoxha (Hodja) Gud for død. Derefter begyndte en systematisk udryddelse af alle tegn på religion i landet. Kirker og moskeer blev lukket, nedbrudt eller lavet om til kulturhuse. Præster og imamer blev sat af deres poster, fængslet, landsforvist eller henrettet. Bibler og Koraner og andet religiøs litteratur brændt. En ny generation voksede op uden at kende Gud. Samtidig isolerede landet sig mere og mere fra resten af verden, og det resulterede i en ekstrem form for kommunistisk diktatur og dyb fattigdom.

Siden sommeren 1991 da evangeliet igen blev forkyndt frit i Albanien, er den evangeliske kirke vokset fra 5 til 20.000! Mange af disse nye kristne er aktivt involverede i at dele evangeliet med deres venner, lede menighederne og se deres tro mere og mere få indflydelse på det albanske samfund. Det er her Skolen for Bibelske Studier passer så fint ind i det, som Gud gør i landet. Et stærkt kendskab til Guds ord vil udruste de troende med et klart værdig grundlag at bygge en fremtid på.

Vores tre elever Klotilda Stojani, Sherry Ann og Tomor Gjeloshani er alle rustede for en spændende fremtid. Klotilda er medleder af DTS'en i Tirana, og hvert år leder hun unge troende i processen at blive Jesu disciple. Hun er typisk for de unge nye ledere i Albanien fuld af entusiasme, gå-på-mod og tro.

Langsomt rejser en ny generation sig i Albanien, som er hengivne til Jesus og med den passion at se deres land forandret og verden nået med evangeliet. Men der er ingen sejr uden kamp. Også i Skolen for Bibelske Studier måtte vi igennem mange kampe i de kun 6 måneder kurset varede.

Bare en uge før skolestart blev Sherry Ann opereret. Herefter måtte hun daglig skifte forbindinger og få renset såret. Det var meget smertefuldt og umuliggjorde at hun kunne sidde ned i mere end få minutter ad gangen. Hendes mand måtte hjælpe hende daglig i dette. Netop som vi troede at såret var groet fint sammen, viste det sig, at hun måtte igennem endnu en operation og starte forfra med behandlingen. I denne tid råbte vi til Gud om helbredelse og styrke og vejledning. Til sidst besluttede vi, at Tomor og Sherry Ann måtte tage en pause i undervisningen indtil hun følte sig bedre. Det gjorde hun først efter juleferien.

Gennem bøn og mange overvejelser blev det klart for os, at vi skulle fortsætte skolen med kun én elev, Klotilda Stojani. Indimellem inviterede vi andre til at deltage i undervisningen, men de fleste lange dage og nætter måtte hun selv sidde med studierne. Det betød også at jeg og min kollega Jeanette Buder måtte påtage os mere undervisning. Gang på gang stod vi foran udfordringer større end os selv. Mange gange var det første gang vi underviste i nogle af disse bøger som: Hebræerne, Mosebøgerne og Kongebøgerne. Men Gud gav os visdom og indsigt.

Gang på gang blev vi mindet om at Gud så os: hilsner og bønner fra venner som stod sammen med os. Pakker med alt muligt godt i til at glæde os. Økonomiske gaver til at dække husleje, telefon, mad, transport og kommunikation, bl.a. også gennem Missionsfonden. Selv gæstelærerne betalte selv deres rejse for at undervise på skolen.

Der er mange bjerge i Albanien både fysiske og åndelige. Nogle synes imponerende andre frygtindgydende. De sidste 6 måneder så vi mange `bjerge' flytte sig. Andre står over for nye bjerge. Netop nu har en nær ven sammen med sin hustru og deres 3 små børn forladt de trygge rammer i Tirana og bosat sig i Kosovo for at lede en ny missionsskole. Denne ven har tidligere været generalsekretær for Evangelisk Alliance i Albanien og én af lederne i sin lokale menighed i Tirana. Med en brændende overbevisning om at Gud vil bruge albanere til at sprede evangeliet til verdens ende, især i lande med muslimsk baggrund, har de taget et stort skridt i tro og startet missionsskolen. Ligesom hos os starter denne skole med kun én elev. Men vi har en stor Gud, som gør store ting. Så vi vil følge disse venner med stor spænding og i tillid til, at Gud vil lede dem skridt for skridt.

Må Gud velsigne jer alle sammen og inspirere jer i denne sommer ved stævner og lejre.

Stella Christtreu

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Hilsen fra Japan

Af Olaug Hansen og Aslaug Langåsdalen

De norske missionærer Olaug Hansen og Aslaug Langåsdalen skriver fra Japan efter et besøg af Karl Kühn og Kaj Hansen, der hjalp til med renovering af kirkencentret i Mikuni:

„Vi fortsætter arbejdet i Mikuni. Shiro har fået stor visdom og kraft, og nu er taget i kirken isoleret, nye plader og de sidste lister lægges på idag, regner vi med. Han holdt nok øje med hvordan I gjorde det med centertaget. Vi har malet vindueskarme og vægge indvendigt og er begyndt udendørs. Nu skal vi slibe gulvet og lakere, når det opfindsomme stillads bliver taget ned idag.

På tirsdag skal vi slibe borde og stole med sandpapir og give dem en speciel lak. Vi bliver flere om det. Denne lak var særdeles dyr, men farvehandleren, synes nok vi var nogle underlige kunder, der ikke havde så mange penge. Så han tilbød en fin slags til ¼ af prisen. Bøtterne var faldet ned under jordskælvet og kun-ne ikke sælges til ordinær pris! Vi skulle nok have malet mindst to vægge i centret, men vi tror, vi nøjes med fronten, som er mest medtaget, og i stedet for håndværkere så beder vi til, at Shiro og Onoyama får mod til at klatre lidt.

Men vi ved ikke, om vi bliver klar til søndag den 13. maj, hvor vi har planlagt at holde mødene der. Men det får være. Vi har heller ikke nok stole, men har sagt, at alle må tage en pude med at sidde på.

Der er stadig penge til de resterende mest nødvendige reparationer, og vi vil opmuntre vennene her til fortsat at gøre en indsats og vi vil skrive om det igen i nyhedsbrevet til Norge. For vi kommer ikke uden om, at balkonen har stor betydning på grund af stedets beliggenhed ved vandet, og at en renovering er nødvendig. Så selv om vi ikke har pengene dertil i hånden, har vi jo løfter. Og eftersom vi har fået et rigtig godt håndværkertilbud, satser vi på, eventuelt at låne af en beholdning, som er sat af til noget andet. Vi har set Guds velsignelse og forunderlige hjælp i forskellige ting vedrørende dette sted, så vi vil ikke begrænse Hans magt til at gøre store ting fremover.

Vi er taknemlige for fortsat forbøn. Bed om vor beskyttelse fra fjendens listige angreb. Han er specielt ivrig for at så tvivl og forvirring i brødre og søstre i menigheden i denne tid. Vi behøver visdom og åndelig klarsyn.

Hjertelig hilsen Olaug og Aslaug".

Efterskrift.

Jeg havde ingen planer eller tanker om at rejse til Japan, da jeg sidst på året 2006 ringede til de norske missionærer Olaug og Aslaug for at bede dem skrive lidt til bladets julenummer. Men da jeg hørte om deres behov, og de bad mig om at komme og hjælpe, følte jeg, at dette var en opgave, som jeg ikke kunne eller skulle afvise.

Jeg rejste sammen med min ven Kaj Hansen til Japan den 13. februar. Selv om vi, de cirka 3 uger vi var i Japan, forsøgte at arbejde så effektivt som muligt, var det for os en stor oplevelse og glæde at mærke den tro og begejstring, som vi mødte hos Olaug og Aslaug og også i menighederne i Fukui og Mikuni. Vennerne er virkelig udadvendte og målrettede i det evangeliserende arbejde. Det er deres store ønske og bøn, at Mikunicenteret skal blive et sted, hvor forskellige aktiviteter samler mennesker og hvor evangeliet forkyndes, så mange oplever Jesus i deres liv.

Vi håber derfor, at mange af bladets læsere vil tage denne sag til hjerte og gennem både forbøn og økonomisk støtte vil hjælpe vore venner i Japan med at gøre dette arbejde helt færdigt.

Kaj Hansen og Karl Kühn

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Centralasien

Af Lydia Holm

Siden Juni 2006 har jeg ladet lederne af vores organisation Oasis overtage det fulde ansvar for arbejdet i Tajikistan, og blev selv stående i baggrunden som konsulent, fordi jeg vidste, at det skulle komme til en afslutning med min indsats på Oasis i dette forår 2007.

Nu sidder jeg så og tænker tilbage på de 8 år, hvor jeg har arbejdet på Oasis i Tajikistan, og jeg vil lade mit hjerte og mine tanker fyldes af minderne om Jesu trofasthed.

Oasis blev udviklet af organisationen 'Helping Hand'. Fra at være et børnehjem med 40 børn og uddeling af fødevarer, er det blevet en summende bikube af kommende og gående børn, der bliver støttet i et program, som hedder 'Tilbage til skolen'. Dette program har nu rehabiliteret mere end 200 analfabetiske teenagere, så de kan klare den offentlige skole eller en læreplads. Det havde ikke været muligt, uden den støtte de har fået af kærlighedsfulde voksne medarbejdere, bøn, penge og samarbejdet med Livets Ord's mission.

Da `Livets Ord' bad mig om at tage udfordringen op, spurgte jeg Gud, hvordan jeg skulle gribe det an, og Hans svar var klart: „Du har modtaget så megen kærlighed, giv det videre" Det lød jo ikke så vanskeligt. Men begyndelsen blev ikke nem, fordi jeg ikke talte sproget og heller ikke kendte kulturen. Egnen var lige blevet rystet af et krigsoprør, netop som alle troede, at freden efter borgerkrigen nu var denetableret.

Jeg har flere gange været under forhør i timevis ved grænserne, kidnappet af det Usbekiske politi, stod en gang ved et busstop med mafiaens geværer rettet imod mig, har været igennem flere jordrystelser, et af dem var så kraftigt, at jeg væltede omkuld, fordi jeg ikke kunne holde mig i spænd i dørkarmen, men i alt dette var Jesus med mig, og jeg forstod bedre og bedre min afhængighed af Gud, og mit fællesskab med Jesus blev stærkere. En gang følte mine kollegaer og jeg os usikre, fordi hæren rullede ind i byen med tanks og sortskæggede soldater fra syd. Så flygtede vi til nabolandet og holdt fri. Dette blev en af mine bedste ferier nogen sinde.

På Oasis begyndte Gud at vise mig, hvordan vi skulle udvikle arbejdet, og hvad børnene behøvede. Jeg blev mange gange utålmodig, men hver gang talte Gud de samme ord til mig: „Bliv stående!" Nogle gange behøvede vi en større sum penge, end det der var muligt at finde i budgettet, f.eks. da sundhedsvæsnet kom indenfor og ville lukke vores organisation. Så kom der en repræsentant forbi fra 'Tear Fund', og gav os en donation på 56.000 kr til at reparere vores køkken og tag.

En anden gang var vi blevet nægtet den mængde elektricitet, som vi behøvede, og vi måtte skaffe et gasvarmesystem som alternativ. Denne gang mødte jeg en leder af en 'Rotary klub'. Han spurgte om vi manglede nogle penge til et projekt. „Ja-tak 30.000 kr", svarede jeg. Han samlede pengene ind, og i dag har vi det bedst opvarmede hus i hele byen.

På børnehjemmet havde vi en multihandikappet hjemløs dreng, han fik et voldsomt hjertetilfælde og døde. 2 uger inden havde han frem for alle børnene bekendt sin tro på Jesus. Der var ingen til stede, der kunne hjælpe mig med begravelsen, men Gud var der, og det blev en stærk begivenhed. En af de muslimske medarbejdere så i en drøm drengen i himlen, helbredt og strålende kom han ham imøde og fortalte, at han havde det godt. På grund af dette blev medarbejderen frelst.

I 2005 da regeringen havde besluttet at rydde op i alle de ineffektive organisationer, og dem de ikke ønskede, sendte Gud en retfærdig advokat på vor vej. Han hjalp os med at vinde retssagen, og en kvinde havde på et møde forberedt mig gennem en profeti fra Gud, at vi ville vinde sagen. Da inflationen havde gjort det svært for os at købe tøj og sko til børnene, kom der en mand forbi 'Helping Hand' i Sverige, og gav dem en pengegave, så det blev muligt at sende 2 store containere ud til os med alt det, vi kunne drømme om og mere til.

Efter mange års træning af medarbejdere blev jeg træt af at se dem forlade os til fordel for bedre betalte job i andre organisationer. Men så sendte Gud Sonja til mig, hun var så ivrig for at lære at bede fra sit hjerte og ikke bare remse de muslimske bønner op, som hun kendte uden ad men ikke forstod, og den første gang hun selv bad til Jesus, fik hun kontakt med sin skaber. Hun er blevet, som en søster for mig.

Jeg har set en del organisationer i udlandet, hvor lederne aldrig kunne forlade deres arbejde af frygt for, at det hele skulle kollapse, når de var rejst. Sådan ville jeg ikke have, at det skulle blive på Oasis. Min bøn var, at Gud ville rejse de lokale arbejdere op. Og jeg tror det største mirakel jeg har set, er hvordan Oasis er blevet forberedt til at kunne fungere med de lokale som ledere. De er der, som en kærlighedsfuld udstrakt hånd fra den lokale menighed. De er endog parate til at videreudvikle organisationen, og snart vil et nyt program blive tilført, hvor Oasis kommer til at modtage 25 kriminelle teenagere om året. De bliver dømt til at skulle genoptrænes på Oasis i stedet for at komme i ungdomsfængsel.

Nu har Gud så inviteret mig ind i et nyt eventyr med Ham, og mit svar er: „Ja". Der er intet jeg heller vil end at 'tage et spring med min elskede til det næste bjerg'. Det bliver i første omgang et 6 måneders sprogkursus i sproget Dari, som jeg skal læse i Kabul. Så må jeg se videre, hvilke muligheder der bliver lagt tilrette.

Tak til alle trofaste støtter og forbedere, og specielt tak til Holstebro Pinsekirke, der har stået bag mig i alle disse år, og som også vil gøre det fremover.

Med kærlig hilsen Lydia Holm

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Thailand

Af Birthe Steffensen

I marts måned besøgte jeg sammen med min veninde familien Maprang i Nakhonthai i Thailand i knap 3 uger. Vi var spændt på at se, hvad der var sket siden sidst og specielt med Jobtræningscentret i Nakhonthai, som styrtede sammen for to år siden i et frygteligt uvejr og først nu er genopbygget og klar til at tage i brug.

Mens vi var der, var der et sykursus for begyndere for piger og kvinder fra en af bjergstammerne i området. En koreansk missionær, som arbejder blandt bjergstammerne i Nakhonthai distriktet, havde lavet aftale med Prayoon og Sathiyaa om at ca. 20 piger og kvinder skulle have et 6 ugers kursus i skolernes sommerferie. Deltagerne var fra 11 til 49 år, så det var en interessant sammensætning. Kursisterne boede på centret, selvom det ikke er indrettet til overnatning. Et af lokalerne fungerede som sovesal, og de sov på måtter på gulvet. De var meget ivrige efter at lære og arbejdede til langt ud på aftenen hver dag.

Bibelundervisning er altid en del af hvert eneste kursus på Jobtræningscentret, og en leder for en af menighederne i distriktet har påtaget sig denne opgave. En aften da vi var der med Prayoon for at være sammen med dem, spurgte Prayoon dem, hvor mange af dem var kristne. En af de yngste piger rakte hånden i vejret som den eneste. Sikke et ansvar, der hvilede på hendes små skuldre, som det eneste vidne for Jesus i en stor flok!

Jeg var alene ude på centret en dag. Jeg ville gerne være sammen med pigerne på en anden måde end et traditionelt møde. Jeg havde lyst til at komme i dialog med dem, og jeg ved egentlig ikke, hvor godt det lykkedes, men det lykkedes mig at fange deres opmærksomhed, da jeg fortalte dem, hvordan jeg selv var blevet kristen som 19 årig, og hvordan det havde forandret mit liv, og hvilke betydning Jesus har for mit liv i dag. Det gjorde indtryk. Det var dejligt at være sammen med dem på en uformel måde. Jeg blev også glad, da jeg hørte, at en af de voksne kvinder havde ønsket at være med til et møde i Phitsanuloke, hvor der var en møderække netop den uge med en sydkoreansk prædikant. Endnu mere glad blev jeg, da jeg siden hørte, at 5 af dem havde været med til søndagsgudstjenesten i Gaeng Thung. En ung pige turde række sin hånd op og bekende sin tro som den eneste i en stor flok. Bibelundervisning og vidnesbyrd om frelsen i Jesus og livet i Jesus. Frø bliver sået for en dag at bære frugt.

Dette kursus var en generalprøve på en anden aftale, som Prayoon og Sathiyaa har indgået med samme missionær. Den koreanske mission vil gerne styrke stammebefolkningens uddannelsesmuligheder og vil derfor gerne sende børnene og de unge i forskellige skoler i Nakhonthai. De har været på udkig efter et sted, hvor børnene og de unge kan bo, og valget er faldet på Jobtræningscentret, hvor der er gode muligheder for at bygge til. Her i maj måned ved det nye skoleårs begyndelse flytter ca. 20 børn og unge ind på Jobtræningscentret. Det første halve år skal de bo i to sovesale og måske ligge på måtter på gulvet. Det er meningen, at der skal bygges to bygninger med værelser, en til drengene og en til pigerne, og det er meningen, at den koreanske mission skal påtage sig udgifterne til byggeriet, men de vil gerne have en prøveperiode for at danne sig et indtryk af, om Jobtræningscentret er det rigtige sted. Det er derfor et meget spændende halvår Prayoon og Sathiyaa har foran sig - for ikke at sige en kæmpe udfordring! Der mangler en hel del for at opgaven kan løses på en god måde, først og fremmest medarbejdere, som vil arbejde sammen med Prayoon og Sathiyaa om denne opgave, dernæst penge til lønninger til medarbejderne og til mad til eleverne.

Det er et stort trosskridt Prayoon og Sathiyaa har taget ved at påtage sig denne opgave. Jeg får sved på panden ved tanken, men det hjælper dem ikke en smule. Det er bøn, der skal til og også gerne økonomisk støtte. Vil du også være med til at bede for Prayoon og Sathiyaa Maprang og disse 20 børn og unge? Vil du også være med til at støtte arbejdet økonomisk?

Det kan du gøre ved at sende penge til Missionsfonden øremærket til Jobtræningscentret i Nakhonthai.

Projektnummer 5540 i Missionsfonden

Birthe Steffensen

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Hjælp indiens børn

Af Kaj Hansen, Kolding

Millioner af indiske børn går aldrig i skole - enten fordi de er hjemløse eller forældreløse, eller fordi forældrene ikke har råd til skolepenge og skoleuniformer. Når de ingen uddannelse får, vil de resten af livet være henvist til tiggeri eller til at blive kriminelle og stofmisbrugere.

Fra myndighedernes side gøres der intet eller meget lidt ved dette problem, men nu har kristne taget sagen op. Flere steder i Indien har de oprettet skoler, så fattige og hjemløse børn kan få almindelig skoleundervisning.

Jeg har kontakt til en sådan skole. Den har 35 elever, og efter sommerferien begynder endnu 35 børn i 1. klasse. De er stuvet sammen i to små rum i et lejet hus, men de er meget glade for at komme i skole. F.eks. er der to små piger, der gennem flere år har været låst inde i deres spartanske hjem fra tidlig morgen til sen aften, fordi moderen går på arbejde.

Foruden undervisning får børnene et måltid mad om dagen og en skoleuniform. Men det koster noget at drive selv så primitiv en skole. Lærerne skal lønnes og mad og husleje skal betales. ligesom skolen drager omsorg for både børn og forældre.

Derfor denne opfordring: Vil DU hjælpe indiske børn til at få en almindelig skoleuddannelse? Tak for din hjælp!

Projektnummer 5463 i Missionsfonden

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Kinas kristne minoritet vokser

Af Hans P. Pedersen

Frikirkepræst og forfatter Hans P. Pedersen har netop besøgt det nye Kina og bl.a. mødt kirkeledere fra den statskontrollerede `Tre-Selv-Kirke' og fra `Den Uregistrerede Kirke' i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina. Han skriver her om sine indtryk:

Der er cirka én million Miao-folk i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina. Jeg er til gudstjeneste hos dette minoritetsfolk i en afsidesliggende bjerglandsby i 2000 m højde. Den er indrammet af grønne bjerge og ligger et godt stykke vej uden for Kunming, byen med det evige forår, hovedstaden i Yunnan-provinsen.

Bjerglandsbyen har 300 indbyggere, hvoraf de 200 er kristne. De tilhører `Tre-Selv-Kirken' og har præster, der er ansat og godkendt af myndighederne. For selvom der ifølge den kinesiske grundlov er religionsfrihed i landet, er det ikke helt tilfældet. Tanken om at lade befolkningen praktisere en tro på Gud i frihed, er for skræmmende for styret. Fortsat står intet over kommunistpartiet, og religionen holdes i stramme tøjler, og kirker, templer og moskeer er under statslig kontrol. Kommunistpartiets ledere har i årevis frygtet, at religion bruges som samlingspunkt til modstand mod det kommunistiske styre. Myndighederne forlanger derfor blandt andet, at kristne borgere dyrker deres tro i patriotiske, statsligt kontrollerede kirker.

Af en af kirkens ledere får jeg fortalt, at den første kristne missionær, en englænder, kom til landsbyen i 1904. To år senere kom stammefolk fra hele området til landsbyen og blev kristne. I dag er der ti små landsbyer i området, hvorfra de kristne samles til gudstjeneste. Bjerglandsbyen, der huser fattige bønder, som hovedsagelig dyrker korn og majs og er kvægdrivere med køer, geder og bøfler, fik først en kirkebygning for 15 år siden. Inden da boede man i og samledes til gudstjeneste i små græshytter. Den nuværende kirke er fra 2001. Den bruges flittigt og ser allerede nedslidt ud.

Under gudstjenesten er bænkerækkerne fyldt med mænd og især kvinder og børn i traditionelle farvestrålende dragter, som er karakteristiske for minoritetsfolkene i området. De synger kristne salmer og sange akkompagneret af et enkelt klaver, nogle få mænd har bibler. Forsamlingen beder med stor indlevelse og lytter senere opmærksomt til en prædiken af pastor Zhou Zong Yue, der er gæstetaler fra Kunming, og som gennemgår den nytestamentlige lignelse om den barmhjertige samaritaner og betoner dens relevans i dagens Kina.

Nogle dage senere besøger jeg den regeringskontrolleret `Tre-Selv-Kirke', (selvudbredende, selvstyrende og selvfinansierende) i det centrale og moderne Kunming. Jeg bliver budt velkommen af en travl leder af
Tre-Selv-Kirkerne i Yunnan-provinsen, pastor Yu Wenliang. Han har afløst den højt respekterede men nu afdøde pastor Gu, der var leder af `Tre-Selv-Kirken' og dens bibelskole i Kunming.

Pastor Gu havde været udsat for voldsomme forfølgelser under Kulturrevolutionen, en af de mest uhyrlige forbrydelser i det 20. århundrede under formand Maos rædselsherredømme, hvor utallige kristne blev forfulgt, ydmyget, arresteret og i mange tilfælde berøvet livet i fængsler og arbejdslejre. I kirkens konferencerum på tredje sal fortæller pastor Yu, der også blev forfulgt under Kulturrevolutionen, at han selv er fjerde generation i en kristen familie, og om hvordan det var at være kristen og holde gudstjenester i små familiegrupper, da han var ung. „Efter 1960 var det ikke længere tilladt at samles til gudstjeneste, men vi holdt aldrig op med at mødes i hemmelighed og bede til Gud. Sådan var det indtil 1980, hvor vi frit kunne samles igen. Kirken er vokset stærkt i Kina siden 1980'erne, og i visse landsbyer er over 90 procent af indbyggerne kristne", siger han.

Kirken vi er i, og som pastor Yu også leder, har 7000 medlemmer, og der holdes 14 gudstjenester om ugen. Kirken får cirka 600 nye medlemmer om året. Ud over gudstjenester, der hver søndag er besøgt af 2000 kinesere og minoritetsfolk, er der søndagsskole, bibelskole, bibeloversættelsesarbejde og undervisningsprogrammer i forbindelse med socialt arbejde blandt stofmisbrugere og hiv-smittede. Pastor Yu fortæller, at der er mange stofmisbrugere og hiv-smittede i Yunnan-provinsen. Stoffet transporteres fra Myanmar, det tidligere Burma, gennem provinsen til hele verden. Kirken har bygget hjælpecentre ved grænsen til Myanmar, hvor problemerne er særlig store med heroinmisbrugere, og hvor børn og unge er de mest udsatte ofre for stofmisbrug.

Pastor Yu lægger ikke skjul på, at også `Tre-Selv-Kirken' nu og da oplever chikanerier fra myndighederne. Han beretter om nylige vanskeligheder med de lokale myndigheder. De faciliteter kirken har haft ved universitetet er inddraget og ødelagt af myndighederne, hvorfor kirken er tvunget til at finde et andet sted til undervisning og discipeltræning. Han oplyser, at der er over 30 kristne træningsskoler i Yunnan-provinsen. Eleverne får to års træning. Et års almen undervisning, da de fleste elever ikke kan læse og skrive og derefter et års bibelundervisning.

Pastor Yu fortæller, at Yunnan-provinsen har 47 millioner indbyggere, 3000 kirker og 850.000 kristne. Der er 4 Tre-Selv-Kirker i Kunming, og af byens befolkning på omkring 4 millioner er de 100.000 kristne. Yunnan har det højeste antal minoriteter i Kina. Der er 26 minoritetsfolkegrupper, som tæller 17 millioner mennesker, siger pastor Yu og oplyser, at der er omkring 200.000 kristne i Nisu-stammen, som han selv tilhører, 20.000 kristne i Kado-stammen, 1000 kristne i Biyo-stammen og nogle få hundrede kristne i Fugong-stammen i det sydøstlige Yunnan. Han understreger, at Bibelen i dag er tilgængelig på kinesisk, men at der mangler bibler, nye testamenter og evangelier på minoritetssprogene i Yunnan-provinsen. Syv minoritetsfolk har Bibelen på deres eget sprog. Andre har dele af Det Nye Testamente eller enkelte evangelier på deres eget sprog. Han nævner, at de kristne blandt stammefolkene oplever større frihed end de kinesiske kristne, fordi stammefolkene bor isoleret i bjergegnene.

Pastor Yu siger, at den største udfordring for kristne i Kina i dag er undervisning og træning. Antallet af kristne vokser hurtigt, og der er hunger efter Guds ord, og der er kun omkring 100 pastorer i hele provinsen. Han fortæller, at antallet af kristne i Yunnan i dag vokser lige så meget blandt kineserne som blandt minoritetsfolkene. I kirkerne er man meget afhængig af frivillig arbejdskraft, og at mange hjælper til, så de nye kristne kan vokse i troen.

Tidligere var de fleste kristne ældre mennesker, men nu er det især unge kinesere som kommer til kirken og mange intellektuelle og embedsmænd, siger pastor Yu inden vi skilles, og fortæller at Tre-Selv-Kirkerne i Yunnan-provinsen har gode relationer til Undergrundskirken, der nu oftest bliver omtalt som `Den Uregistrerede Kirke'.

Et andet sted i Kunming taler jeg senere samme dag med pastor Zhou Zong Yue fra `Den Uregistrerede Kirke', om de uregistrerede kristnes forhold i Yunnan-provinsen. Han fortæller mig, at `Den Uregistrerede Kirke' i Yunnan-provinsen ikke længere oplever systematiske forfølgelser fra myndighedernes side. Ved Maos magtovertagelse i 1949 blev alle kristne missionærer smidt ud af landet, og forfølgelsen af kristne begyndte. Bibelen blev forbudt og var det frem til 1980 og i perioden 1966 til 1979 var alle kirker i landet lukket. Men under Deng Xiaopings reformpolitik indledtes et mere liberalt forhold til religionsudøvelse. Siden 1980'erne er restriktionerne på det religiøse område blevet lettet. „Vi kan reelt se forandringer. Der bliver mere og mere frihed. Myndighederne ved, hvad vi kristne foretager os, men de lukker det ene øje. De slår imidlertid ned på os, hvis der opstår problemer, hvor vi overtræder loven", siger pastor Zhou Zong Yue. Han fortæller, at i de områder de danske pinsemissionærer virkede, før kommunisterne kom til magten i 1949, stagnerede arbejdet, efter at de blev tvunget til at forlade Kina. Senere viste de kristne ikke disse områder opmærksomhed og valgte at arbejde andre steder. De fleste kristne i Yunnan er i dag i de større byer, bl.a. Kunming, Dali og Lijang. Alene i Kunming samler man i huskirkerne op mod 20.000 kristne, og i huskirkene i hele Yunnan omkring 70.000 kristne. Disse tal skal lægges til de tal, der opgives af `Tre-Selv-Kirken', siger pastor Zhou Zong Yue og understreger, at mange iagttagere mener, at der er 70-100 millioner kristne i Kina i dag, men de udgør stadig kun en minoritet i en befolkning på 1300 millioner.

Artiklen fortsætter i næste udgave af Missions-Nyt med en beskrivelse af Pinsemissionens missionærer i Kina. (red.)

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Missionshjørnet: Hvad er i vente?

Af Gardar Ragnarsson

Der tales om dommedag og verdens undergang som aldrig før. Mennesker føler sig truet af voksende kriminalitet, katastrofer og terrorisme, som kendetegner livet i dag, og pulsen stiger til alarmende højder. Klimaforskere og videnskabsmænd fortæller, at jorden ikke i det uendelige kan tåle den grådige rovdrift, som finder sted på dens ressourser.

Der har været forudsagt mange dommedage gennem tiderne, men Jesus er ikke kun menighedens hoved, han er også universets Herre. Når al den lovløshed, frafald og oprør mod ham, som vi er vidner til i dag, tiltager, skal man ikke undre sig, når han, som er skaberen og ejeren af det hele, griber ind og siger: „Her til og ikke længere, mine damer og herrer. Nu er det nok!"

Et princip møder os i Skriften. Det princip at inden Gud lader sine domme falde, kommer han først med nådetilbud om hjælp, frelse, fornyelse og lægedom. „Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne." Amos.3:7

Profeten Jonas (ca. 745-800 f.Kr.) fik befaling af Gud om at gå til Nineve, den Assyriske hovedstad, som var tre dagsrejser stor, og bebude det, som Gud befalede ham. Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: „Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!" Mændene i Nineve troede på Gud; og de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragteikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med. (Jonas 3.2-10). Først 612 f.Kr. blev Nineve ødelagt, efter igen at have vendt sig tilbage til sine gamle holdninger og synder.

Hvad skete der egentlig i New York den 11. september 2001, på Bali den 12. oktober 2002 og ved den frygtindgydende Tsumani i Indonesien i december 2004 og i New Orleans og omegn den 29. august 2005? Var det bare en tilfældighed at mange menneskeliv blev revet væk, samt de enorme materielle ødelæggelser som skete? Havde Gud ikke advaret? I Noas dage havde alt kød fordærvet sine veje, og derfor måtte Gud gøre ende på udviklingen. De havde valgt ham fra. De lyttede ikke til Noas advarsler. Byerne Sodoma og Gomorra blev dømt til undergang og sat som et advarende eksempel for kommende generationer, som ikke vil omvende sig fra deres laster. Når vrede slippes løs i en udgave af naturkatastrofer, terrorisme, sygdom og pest, krig og ødelæggelse, nytter det ikke noget at komme med anklager mod Gud. Han er blevet `valgt fra' i vore retssale og lovgivning, skoler og hjem og i alt som folk foretager sig. Han er blevet bedt om at holde sig udenfor. Derfor er det ulogisk og uintelligent at komme med anklager mod ham for alt det, der sker af elendighed og ødelæggelser omkring os, som er konsekvensen af sådan et valg. Profeten Esaja siger: „Det skal gå præsten som folket, herren som trællen, fruen som trælkvinden, køberen som sælgeren, långiveren som låntageren, ågerkarlen som skyldneren. Jorden lægges fuldstændig øde, den udplyndres helt. Herren har talt dette ord. Jorden sørger og visner, verden sygner hen og visner, himlen og jorden sygner hen. Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage". (Es.24:2-6)

Sammenhængen er fuldstændig klar i det, som profeten siger, men vi har ikke villet forstå det! Forstår vi, at også gennem trængsler og sine domme kalder Gud på mennesker om at omvende sig? Dette fornægter `fremgangsteologien', men den har heller ingen fremtid, for den er bibelsk ukorrekt. Intet levende væsen forstår den totale rækkevidde af det, der sker, når folk og nationer forkaster Gud. Men vi er blevet advaret i Den Hellige Skrift, der siger, at „Den som ikke vil tro på Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham". (Joh.3:36b) Det, som vil ske med de troende, som hører Herren til i ånd og sandhed er, at Jesus vil komme ned i lufthimmelen og hente dem hjem til sig ved en bortrykkelse, før den værste trængselstid kommer over menneskeheden nogensinde. Det er hans komme for menigheden, men usynlig for verden. Trængselstiden som kommer, er en dom over ugudeligheden og frafaldet som kulminerer med Antikrists fremståen, som er inkarnationen af selveste Kristus-oprøret og Kristus-fornægtelsen, og hvis ikke den tid bliver forkortet ville intet menneske overleve. Skyggen af dette er allerede over os og er mærkbar i dag. De, som forkaster Jesus, får automatisk Lucifer, som er satan og djævelen, over sig.

Vort eneste værn og beskyttelse og frelse fra undergang er hos Jesus, vor Herre og Messias. Kirken må vågne op nu, førend det bliver for sent, for at kunne være det salt og lys i verden, som den er sat til at være, og for at kunne komme med klare svar til folkene, som råber på hjælp i deres dødsangst og forfærdelse over livets barske virkelighed. Religiøs underholdning og overfladiskhed frelser ingen. Jesus sagde: „For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet". (Matt.24:21-24)

Jesus afkorter denne tid ved selv at komme synlig ned på Olieberget hvor han stopper det blodbad, som forgår på jorden, hvor store dele af menneskeheden er omkommet, og kun 1/3 del af Israel er tilbage. (Zak.13:8-9) Da indleder Kristus sit tusind års fredsrige på jorden med Israel som hjørnestenen, for det har han lovet Israel fra fordums tid, sit udvalgte folk, som han gav løfte om, at de aldrig skulle ophøre med at være et folk. Om så Israel mange gange har svigtet, har Gud ikke svigtet dem. Derfor er „erstatningsteologien" ubibelsk. Det er et mægtigt mirakel, at Israel findes i dag, både som et folk og en selvstændig nation, og at den skal få denne placering i fremtiden trods de mangfoldige udryddelseskampagner, som er blevet rettet mod dem. Dette bekræfter Bibelens troværdighed. Det er først ved afslutningen af tusindårsriget at den totale verdens ende og undergang finder sted, hvor al ondskab bliver stoppet.

Da vil det gå i opfyldelse som vi læser i om i Skriften: „Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. … , himlene skal komme i brand og opløses og komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi `nye himle og en ny jord', hvor retfærdigheden bor. (2.Pet. 3:10-13. og Åb.21:1)

I dag har vi nåde tid. I dag er Gud at finde. Jesus, vor eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, byder os stadigvæk om at komme. „Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse". (Esajas 55:6-7)

Det, som den kristne menighed skal fæste sit øje på, er bortrykkelsen, som er Guds køreplan for sit folk. Brudgommen kommer snart, og bruden skal leve i daglig forberedelse og hellig livsførelse og forventning om, at snart skal hun få sin brudgom at se, åsyn til åsyn. Hvilken glædes dag! Derfor driver vi mission i alle dens udgaver medens det er `arbejdsdag'. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde mere. Lad os gøre fyldest i tjenesten.

Gardar Ragnarsson

 
Missions-Nyt, Nr. 2-2007 

Nye regler for skattefradrag

Af Redaktionen

15. december 2006 vedtog Folketinget nogle ændringer for skattefradrag for gaver til foreninger, kirkesamfund m.v., skattelovens § 8a og 12 stk. 3

Skattelovens § 8a ændres således, at fradragets samlede størrelse (det der i mange år var kr. 5.500) stiger til kr. 14.100 per person.

Denne ændring træder i kraft den 1. januar 2007 og har virkning fra og med indkomståret 2007.

Samtidig indføres i loven, at fradraget, både for § 8a og 12 stk. 3 (gavebreve), er betinget af, at foreningen m.v. har indberettet indbetalingen til told- og skatteforvaltningen. Hvilket vil sige, at vi hvert år pålægges at indberette de indbetalinger vi har modtaget det foregående kalenderår, og at indbetalerne, for at opnå fradrag, skal oplyse os entydig identifikation, f.eks. CPR-nummer, til denne indberetning.

Denne sidste ændring af skatteloven træder i kraft fra og med 1. januar 2008. Det vil sige, at for alle indbetalinger i 2008 og fremover vil fradraget være betinget af indberetning fra Missionsfondens side på de pågældende giveres CPR-nummer.

Vores opfordring til alle gavegivere, der fremover ønsker skattefradrag for gaverne, er derfor, at oplyse CPR-nummer ved indbetalingerne. Vi vil så registrere dette cpr-nummer, således at vi kan sikre den korrekte indberetning til skattemyndighederne, når dette forlanges af os.

Vi håber på forståelse for denne ændring af skattereglerne og de ulember det måtte medføre. Vi skal samtidig bede giverne, ved oplysning om CPR-nummer og navn o.s.v. at skrive disse ting så tydeligt som muligt, så vi undgår fejlregistreringer og dermed eventuelt manglende eller forkert skattefradrag.

Med venlig hilsen

Missionsfonden af 4/5 1964

Webbureauet Krogstrup & Hede