Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Leder

Af Elly Lohse Bruun

Tilbedelse

Tilbedelse er at udtrykke sin kærlighed og beundring til Gud. I den menighed, jeg hører til, søger vi for tiden at blive stærkere i tilbedelsen. Gud vil nemlig gerne, at vi tilbeder Ham. Jesus sagde til kvinden ved Sykars brønd, at Faderen søger mennesker, som vil tilbede Ham i ånd og sandhed. Gud vil ikke, at vi skal være religiøse, men Han ønsker en intim forbindelse med sine børn. Han vil være med i hele vores liv.

Paulus opfordrer os til, at alt hvad vi har for, skal vi gøre af hjertet som for Herren. Jeg synes, det er så vidunderligt, at for at tjene og tilbede Gud skal vi ikke udføre særlige og svære opgaver, men blot inddrage Ham i vores dagligdag.

Sommetider synger vi:

Når jeg skuer din herlighed,

når jeg mættes af din kærlighed

og når alting omkring mig blir` skygger i lyset af dig.

Når med glæde jeg søger dit hjerte,

når din vilje den helt bliver min

og når alting omkring mig blir` skygger i lyset af dig.

# Jeg tilbeder dig, jeg tilbeder dig,

ja, det er mit liv at tilbede dig. #

Hver gang vi synger sådan, tænker jeg på, at det er meget nemt at tilbede Gud, når jeg ser Hans herlighed; men det er uendelig meget større, når jeg kan synge, at selv når der er ting, som jeg ikke kun oplever som skygger men derimod som virkelige problemer, vil jeg alligevel tilbede Gud og takke for, at Han stadig elsker mig og vil være sammen med mig.

Vi har bestemt al mulig grund til at tilbede den almægtige Gud, som elsker os så højt, at Han betalte prisen for vores frelse og desuden har lovet aldrig at svigte os.

Lad os beslutte altid at tilbede og takke Ham, uanset hvordan vi føler.
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Irland

Af Tony og Agnete Simpson

„Jeg er bange for fremtiden!" Sådan sagde en 10-års dreng til os for nyligt. Verdens forandringer og usikkerhed kan blive en byrde, selv for børn.

Der er nok intet andet land i Europa, som har gennemgået en så forhastet udvikling som Irland har, bare i de sidste få år - og store omvæltninger medfører både nye muligheder så vel som nye farer.

Den gamle katolske fanatisme, samt frygt for alt, der bare var `anderledes', er så at sige forsvundet. Folk er nu overbelastede med teknologisk information samtidig med, at der kun er få holdepunkter tilbage i deres værdisæt. De bombarderes jo konstant med den ide, at intet nødvendigvis er rigtigt eller forkert i livet, for alt er jo bare `synspunkter' som i øvrigt skal regnes for lige værdifulde, om end de er stik modsatte! Men sådan lærer `den nye tolerance'! Er det så mærkeligt, at så mange unge her tager deres eget liv?

Selv har vi i mange år set en lignende tankeudvikling andre steder i verden, samt dens forskellige tragiske følger. Men det er svært for folk her, som bare er i en lidt mere moden alder, at fatte de nye tankemåder.

For 8-10 år siden havde de fleste irske børn aldrig set et afrikansk ansigt. I dag vrimler det med afrikanere på gaden i Cork. Størsteparten er flygtninge, men der er også en del læger og sygeplejere, samt mange studerende. Østeuropæere har næsten væltet ind i landet. I dag udgør fremmedarbejdere 10% af arbejdskraften i landet. Der er nu dobbelt så mange biler i landet, som der var for mindre end 10 år siden. Det kolosale økonomiske opsving har også medført stor materialisme samt en større forjagethed, sidstnævnte er noget, som absolut ikke passer ind i irenes temperament!

Udviklingen er jo ikke noget, vi hverken skal eller kan forsøge at modvirke. Men det er en udfordring til os som kristne at forsøge at forstå folks tankegang og deres stressede forvirring, så vi kan bringe dem det samme uforanderlige Evangelium. Synd har ikke forandret sig, selv om de fleste synder i dag har fået `navneforandring'! Behovet for omvendelse har heller ikke forandret sig, selv om en del bekendende kristne ikke lader til at turde fremholde det. Men Gud være lovet, Hans kraft til frelse har heller ikke forandret sig.

trodt af alle forandringer har mange irere stadigvæk en stærk bevidsthed om bønnens betydning og magt. Ved juletid besøgte Tony en af de omrejsende familier i byen. Manden, som absolut ikke levet som en kristen, tog Tony med udenfor og bad om forbøn for en tragisk familiesituation. Da de kom indenfor, var der to, der bad om forbøn for helbredelse. En ung mand kom ud lidt senere og ønskede, at Tony skulle bede for ham personligt. Da Tony endelig satte sig i bilen for at køre hjem, kom en yngre mand og satte sig ind hos ham i bilen. „Vil du ikke nok bede for mig, jeg har en fængselsdom hængende over mig", lød det.

Da vi for et par uger siden evangeliserede i byen som sædvanligt en lørdag eftermiddag, kom en mand i nød og ville tale med os. Tony og Edwin måtte bede for ham der på stedet, mens folk gik forbi.

Chucks, en af vore afrikanske venner, som måtte flygte fra politisk forfølgelse og tortur, har langt om længe fået opholds- og arbejdstilladelse her. Nu forsørger han sin familie som taxachauffør. Han bruger anledningen til at spille kristne sange i taxaen. Det førte til, at en passager bad Chucks om han ville bede for ham, hvilket han gjorde på stedet, noget ganske naturligt for en afrikaner.

Men hvordan er det så med resultaterne, når der bliver bedt? Ja, det er ikke altid, vi véd om det, i hvert fald ikke med det samme. Men vi véd, og vi ser, at Gud hører. En af vore gode venner, Mary, vidner altid om Jesus, og hun beder konstant, og vi hører ofte om bønnesvar. En kristen veninde fra en anden del af landet talte med Mary i telefonen for nogle måneder siden og fortalte om, at hendes svoger var alvorligt syg af kræft, og lægerne gav intet håb. Men Mary og veninden enedes om dér i telefonen, at de ville bede alvorligt om, at han ville blive helbredt. Forleden søndag formiddag vidnede Mary om, at veninden lige havde telefoneret og sagt, at svogeren var blevet fuldstændig rask - og lægerne fatter det ikke!

En af vores sigøjnervenner fortalte os, at hans kone var blevet frelst for en del år siden. Men selv havde han været en så stærk modstander, at hvis han så hende med biblen, ville han rive den fra hende og smide den langt væk. Til sidst opgav hun det hele på grund af hans forfølgelser, men hun følte sig meget fordømt over det. Hun havde dog en søster, som var en kristen og bad for ham uophørligt. Sådan forløb det en del år. En dag kørte han i sin varevogn og lyttede til noget musik. Pludselig talte Gud til ham, at han skulle overgive sit liv til Ham, og det skulle være nu. Det hele kom så pludselig og var så overvældende, at han begyndte at græde og kunne ikke holde op. Det blev en radikal omvendelse - efter at hans svigerinde havde bedt for ham hver dag i 14 år! Nu, 4 år senere, var han på sigøjnernes bibelskole.

I hverdagen beder vi naturligvis om, at Gud vil lede os ret i hvert skridt. Ofte forstår vi ikke rigtigt hvordan det sker, men Gud svarer. Cork er en storby på størrelse med Aalborg med mange broer over de to flodarme i byens centrum, og der er meget ensrettet trafik. En dag i juletiden kom vi til at køre forkert og befandt os på noget af en omvej. Dér så vi pludselig Anthony, som vi havde mistet kontakten med, men som vi ofte bad for. Vi fik talt med ham, og det var netop på rette tid og sted, at vi havde kørt `forkert'! Jo, Gud leder som svar på bøn.

Dillon og Rebekka er fætter og kusine. De to børn på henholdsvis 10 og 11 år bor 15-20 minutters gang fra os og 15 minuters gang fra det forsamlings- og sportscenter, hvor vi har vores søndagformiddags gudstjenester. De to børn kom sidste år sammen med deres bedstemor Cathrine, som vi ikke havde haft kontakt med i nogle år. De kom om søndagen i nogle uger, men derefter så vi dem ikke i nogle måneder. Vi kendte bedstemoderen udmærket. Hun blev frelst for cirke 25 år siden fra et forfærdeligt miljø og slemme personlige forhold. Det blev en helt radikal forvandling, som kunne ses og mærkes af enhver, som kendte hende. Forholdene ændrede sig, og familien kom i kirken, og de fire børn gik i søndagsskolen. Men efter nogle års forløb forværredes forholdene igen, og Cathrines helbred knækkede sammen og har aldrig været godt siden. Men på trods af alt har hun hele tiden holdt fast ved Jesus, selv om vi kun så hende med flere års mellemrum, når vi en gang imellem kunne hjælpe hende. Det var en af de gange, hvor hun havde det en smule bedre, at hun begyndte at komme med børnebørnene. Efter et par måneders forløb så vi dem ikke i en tid, fordi hun ikke havde det så godt. Men så begyndte de to børn selv at komme - helt alene, og søndagsskolelærerne anede ikke at de kom fra et vanskeligt miljø, før vi forklarede situationen. Dillon og Rebekka var nemlig så ivrige med at bede og tale om Jesus, at søndagsskolelærerne havde troet, at de måtte komme fra et kristent hjem! Nej, langt fra! Men det er Cathrine, der har gjort, hvad hun kunne. En stakkels kvinde, hårdt medtaget af livet, vil de fleste måske sige. Men ikke desto mindre har hun en skat, som ikke kan tages fra hende. Hun har Jesus. Og den skat har hun trofast givet videre til de to børnebørn.

Efter at vi ikke havde set dem i nogle uger, kom de igen ved juletid. De har også besøgt os flere gange herhjemme. Vi sagde til dem, at vi havde bedt for dem, dengang vi ikke havde set dem i et stykke tid. „TAK!"

svarede de begge to i munden på hinanden og med stærkt eftertryk. Jo, de to børn ved vist mere, end vi aner, om bøn! Når de besøger os, nyder de at kunne snakke og spørge uden at forstyrres af et bragende TV, og så gør de sig selv hjemme og spørger om bibelen, såvel som om løst og fast. Det var ved en sådan anledning de 10 årige Dillon pludselig udbrød „Jeg er bange for fremtiden!"

Vil I være med at bede for den ret så unge bedstemor Cathrine, som livet har forældet før tiden, samt for børnenes to familier, men i særdeleshed for Dillon og Rebekka og for deres fremtid?

Med hjertelig hilsen

Tony og Agnete
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Brasilien

Af Kirsten Solveig Larsen

Mange besøger Brasilien, men få stifter nok bekendtskab med den nordlige del af landet, og virkeligheden her er kendt af få, ja, selv af få brasilianerne, specielt hvis de er fra andre sydligere regioner af landet, og normalt har de ikke nogen stor trang eller begejstring for at komme til at kende Amazon regionen.

Amazon området er langt bagud sammenlignet med resten af landet. Der findes også et meget højt antal af dårligt fungerende familier, som har dybe sår og traumer, som kun Guds kærlighed kan helbrede. Tidligt i barndommen pådrager børnene i slumkvar-terene sig ofte store traumer, og de kan let føle sig oversete i de voksnes evindelige daglige kamp for at overleve.

Specielt ude på landet har kvinder en lav status, lavt selvværd og udannelsesniveau. Et af målene med de kvindekurser, vi kører på lokalcentret, er at få dem til at fungere i et socialt netværk. De går måske ikke rundt og frygter fremtiden, men de ved, at de er sårbare, og de mangler tillid, også de kristne kvinder. De er tit meget opofrende, og de lider af træthed, apati og manglende overskud næsten daglig. Det skyldes, at de lider af anæmi, ofte kronisk manglende røde blodlegemer i blodet, og ofte har de mange graviditeter og børnefødsler med kort interval forværret dette problem sammen med malaria og en ikke så alsidig næringsrig daglig kost.

Kvinderne kæmper mod svære odds, men alligevel brænder de efter at lære mere. De har ofte oplevet mange svigt, lige fra barndommen af, og de kan i starten have svært ved at tro, at vi er der, fordi vi vil deres bedste, og at vi ikke har en skjult dagsorden. Ofte er de alene med en stor familie. De bruger mange kræfter og bekymringer på simpelthen at få familien til at overleve. Vi opmuntrer kvinderne til at få træning, genoptage deres skolegang og udnytte deres kundskaber til at producere ting til eget brug eller med salg for øje. På den måde kan de forbedre deres egen og deres families livsvilkår.

Vi arbejder fortsat med masser af børn i kraft af fadderskabsordningen, der har en række danske faddere og som vokser støt. Omkring 50 børn kommer i direkte skole-styrkende fritidsaktivitetsprogrammer på lokalcentret Ararat og El Shaddai centret, der nu også har et træværksted. Og samtidig arbejder vi også mere direkte sammen med Missionen ` Lifewords' og ` Pavement' projektet, hvor vi enkeltvis rådgiver børn, der har været udsat for traumer, og vi er også med til at arrangere træningskurser for folk fra kirkerne, skolerne og institutionerne, der hungrer efter råd og vejledning til at håndtere vanskelige børn og teenagere.

Vi bruger mange ressourcer på at lave børnematerialer som f.eks. teaterdukker, og på at træne og undervise børnemedar-bejdere, for at få endnu flere engageret, så endnu flere børn kan høre om evangeliet. Det vigtigste er at se på barnet med et kristent menneskesyn. Det er Cirkus Victoria især med til. Alene det faktum, at vi er omkring 45 voksne mennesker, der kommer til en mindre by inde i landet, og bruger vores tid, energi, evner og kreativitet på at række ud til børnene igennem et 5 dages gratis program, efterlader de voksne med et måbende og til tider misundelig blik. Og værre bliver det, når de får at vide, at vi som teammedlemmer selv betaler for hele arrangementet, også vores egen kost og logi, og at vi ikke har nogle politiske kandidater, der støtter os. Men hvad gør vi ikke for at få lov at få det privilegium at kalde et smil frem på et i forvejen alt for alvorligt lille barneansigt. Og helt klart gør vi det, fordi Herren har lagt det på vores hjerter. Kom og oplev det selv i juli 2007, hvis du kan!

Vi planlægger endnu en tosproget DTS- Bibelskole af 5 måneders varighed. Det foregår på engelsk og portugisisk her fra august 2007. Nærmere informationer kan indhentes hos os.

Vi undgår ikke at bryde ind i kulturen, hvor vi end bringer evangeliet. Der, hvor kulturen går på tværs af kristendom, er kulturen svær at fastholde. Også hvor primitive indianere i årtusinder er blevet fastholdt i deres `ret' til at dræbe stammens handikappede børn. Menneskerettighedserklæringen eksisterer jo for at skulle efterleves. Det er vigtigt for os også at understrege, at kvinderne har stor værdi, ligeså børnene, ja, at vi i virkeligheden alle er ens ind for Gud. Ja, som I kan forstå, så vi har rigtig mange bolde i luften, så der er muligheder for involvering på mange områder, og vi oplever en støt vækst i antallet af medarbejdere, hvilket vi glæder os over. Nogle er kommet ud af mange års misbrug af alkohol eller stoffer eller af kriminalitet, andre har store sår med sig fra barndommen og ungdommen af, på grund af opvækst i de dårligt fungerende familier, og andre igen har levet på gaden. Men Gud virker genopbyggende i deres liv. Det er dog har ikke alle af dem, der har evner til at påtage sig et decideret lederansvar, men kan gå ind i mindre krævende og mere beskyttede arbejdsområder i missionen, hjulpet på vej af andre.

Besøg eventuelt vores hjemmeside på adressen www.amazonkids.dk

Kirsten Solveig Larsen
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Kirkebyggeri i Tanzania

Af Ingrid og Jørgen Marcussen

Vil I hjælpe os med at bygge kirker i Tanzania? Sådan spurgte Ingrid og Jørgen Markussen fra Tanzania os.

De skriver ....

„Vi er i et missionsområde. Seks nye menigheder er startet op, siden vi kom hertil i august 2003. Mange nydøbte kristne er kommet til i de år, vi har været her. De fleste af dem er unge, som stadig bor hjemme hos forældre eller andre i storfamilierne, og de kan derfor ikke yde de store bidrag til byggeri hverken med penge eller arbejdskraft. Disse unge kristne yder hvad de kan! De kan bare ikke lave alt af ingenting. Materialerne til byggeri er meget dyre. Cement, tømmer og blikplader.

Det er de `gamle' i familien, og de er ofte ikke kristne, der bestemmer over pengene og de unges tid. Det er også de `gamle', der bestemmer, hvornår de unge er gamle nok, til at de må flytte hjemmefra og selv begynde at bestemme over deres egen tid og midler. Det sker tit først omkring 30 års alderen, fordi forældrene har brug for deres arbejdskraft. Men de nye kristne gør alt, hvad de kan for at tjene i menigheden.

Der har ude i landsbyerne været en hel del tørke med derpå følgende mangel på mad og penge. De unge nye kristne har det derfor også svært på det økonomiske plan. De skal hele tiden søge daglejerarbejde for at skaffe mad til storfamilien. Det kan tit være svært for dem at få fri fra arbejdet hjemme og ude, så de kan være med til TEE-undervisningen, der jo er bibelskoleundervis-ning som hjemmestudie, hvor vi så kommer på besøg en gang om måneden for at holde seminar og overhøre dem i det, de har læst siden sidst.

I år er der kommet masser af regn, så der bliver arbejdet i markerne med fuld energi af alle. Vi beder om, at det må blive til en god høst i år. Det er virkeligt tiltrængt.

Menighederne har brug for en kirkebygning til Gudstjenester og møder. De synes det er flovt at fejre Gudstjeneste under et træ eller presenning. De synes ikke det er spor romantisk. Det er vist kun nogle hvide gæster, der kan se det romantiske i det. Det er jo ligesom i gamle dage, hvor forfædredyrkerne ofrede under et træ, siger de kristne.

For menighederne er det at ære Gud, også at have en pæn kirke. Selv om det efter danske forhold er meget primitive kirker, vi hjælper dem med at bygge. Hvis vi lytter til de kristne her og virkelig hører, hvad de beder om hjælp til, så er det helt sikkert uddannede TEE-evangelister og kirker.

De ønsker at blive ledet af nogen der ved, hvad de taler om. Vi holder gudstjenester og underviser mange steder under meget simple forhold. Under et træ eller en presenning. Nogen steder i et blikskur som solen bager på, og hvor der let bliver 40 graders varme. Det er ikke romantisk, men hårdt arbejde, og det trætter meget. Vi er meget glade for vores arbejde, og bliver godt modtaget alle steder, men det her er vores barske arbejdsvilkår til hverdag. Vi er nu gået i gang med vores sidste år her i Tanzania.

For cirka 20.000 kr. kan vi bygge en landsbykirke. Vi mangler penge til at bygge tre. Kan I hjælpe os med én af dem? Så gør I det muligt for os, at hjælpe dem med at få bygget endnu en kirke, inden vi rejser hjem til Danmark!

Guds fred og mange hilsener

Jørgen og Ingrid Markussen, Tanzania"

Denne opfordring tog vi til os i Missionsfonden, og vi kunne på forhånd hjælpe dem med den første kirke. Er der mon nogen blandt læserne, der vil være med til at sikre de næste?

Brug eventuelt girokortet her i bladet og anfør `Kirke i Tanzania'. På forhånd tak.
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Peru

Af Helmi Castro

Gud elsker også pastorfamilier!

Hvad ville du sige, hvis du aldrig havde kunnet holde en dag fri med din familie - eller en uge på ferie? Utænkeligt, ikke sandt?!

Men for de peruanske pastorfamilier kan den slags blot være en drøm, som er umulig at gøre til virkelighed på grund af den store fattigdom. Dybt i hjerterne var der en længsel og et skrig: Gud, har du virkelig også set os?!

Så i december indbød vi til to dages forkælelsesferie for pastorfamilierne! Vi havde tænkt at invitere ca. 60 personer, men hvordan skal man dog kunne sætte en grænse, når der er så mange?! Så til sidst var vi oppe på 95 deltagere! Vi lejede alle værelserne på det bedste hotel ud til Stillehavet (+ nogle flere værelser på et andet hotel, da pladserne var fyldt op!).

Alle mødte op med store forventninger! Ved hver seng lå der et mannakorn, velkomst samt et lækkert stykke chokolade! Derefter holdt vi velkomstmøde. Maden var tip top med to retter! Hygge og gode møder. Og så var vi alle, i alle aldre, ude at gå tur ved stranden til solnedgang. Om aftenen spiste vi en julemiddag, og det var bare så lækkert ( jeg blev bare nød til at bede om en ekstra portion!), mens vi hørte dejlig julemusik.

Om aftenen havde vi en stor talent- konkurrence med uddelelse af, ikke `Oscars' men `Davids' (hyrder!)! Det var meget festligt! Alle deltager vandt deres `David'! Og så fik hver familie en stor pakke med julemad og godter til at tage med hjem .Vi sluttede aftenen af med nogle store, lækre kager lavet af jeres flittige udsendte medarbejder! Alle gik glade i seng - men vi sad nu til ud på natten og talte med et præstepar, som var meget kede af det og trængte til at tale med os.

Om morgenen efter en dejlig morgenmad holdt vi vores sidste møde, og så var der middagsmad - og badning i svømmebassinet, hvor alle spillede bold mod familien Castro, indtil det var tid til at vende hjem til den, for nogle, noget barske hverdag! Men med nyt håb og nye kræfter!

Behøver jeg at fortælle, at vi var ret så trætte men også så lykkelige for det, vi kunne få lov til at gøre for Guds tjenere?!

Er det ikke fantastisk?! Og hele herligheden fik vi ned på en pris på cirka 15.000 kroner! Hvor er de penge givet godt ud!

De, som tjener Herren under så store afhold og prøvelser, skal sandelig også vide, at de er elsket og set! Jeg ved, at Herren ønsker dette, men han behøver også redskaber dertil, og det er vi glade for at kunne være! Og pastorerne oplever, at med et glad sind, er det meget nemmere at være til velsignelse for deres menigheder.

Tak for jeres forbøn og støtte!
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Mindeord

Af Annelise Matina Larsen

Litzy Kessler

at søge sine rødder i Guds Rige

 

Du skal være dig og ikke nogen anden,

ikke Henrik eller Hanne eller mig,

du skal finde det i dig, som du vil bruge,

og du glæder Gud ved blot at være dig.

Du skal søge dine rødder i Guds Rige,

du skal finde i Hans kærlighed dit jeg,

du skal bede om at blive i Hans vilje,

så du elsker Ham, fordi Han elsker dig.

Holger Lissner, 1984

Litzy Kessler: Livstidsmissionær, efter hun havde modtaget Jesus som sin frelser.

Hun var sat i brand for at tjene Gud og forkynde Evangeliet. Litzy havde 2 perioder på missionsmarken. Først i Indien fra 1947 til 1951. Siden var hun i Japan fra 1957 til 1961.

Litzy var et menneske, der ligesom Jesus var kendt med lidelser, sygdom, foragtet, en som ikke blev regnet for noget. Men Litzys trøst og tillid var, at Jesus tog vores sygdomme, Han tog vores lidelser. Han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vores synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred. Ved Hans sår blev vi helbredt. Han trådte i stedet for syndere.

Litzy Kessler fuldendte livsløbet kort før sin 86 års fødselsdag i 2006. Hun døde efter et par år på plejecentret Kredsens Hus på Frederiksberg.

Hun har vundet livets sejrspris, og er nu hjemme hos Far i himlen. Jeg er sikker på, at hus møder Dalpals, som var hendes altmuligmand. Han huggede storetåen af, så den hang i en las. Citat fra Litzys dagbod: „Jeg havde 2 dåser salve, en med svovl i, og en med mentol. Det var over 8 år gammelt. Hjælp!! Kom svovlsalven på - et stykke tøj om - og så gik han hjem - aften! Næste morgen gik jeg til morgenbøn. Dalpals var der, ingen klud om. Gud havde ladet det gro sammen, mens han sov. GUD formår ALT, det er os der begrænser Ham". Citat slut.

Jeg er sikker på, at Litzy møder japanere i himlen sammen med taxichauffører og hjemmehjælpere fra Danmark og søndagsskolebørn fra Evangelieforsamlingen på Frederiksberg.

Vi var 4 unge, som midt i 80'erne tog i sommerhus for at holde ferie, bade og bede. Hos købmanden i Ellinge Lyng mødte vi Litzy, som også boede dér om sommeren. Det blev til et langt venskab for mit vedkommende. Jeg har haft megen brevveksling og telefonsamtaler med Litzy, og hun har sat sig dybe spor i mit liv. (Se artikkel i Missions-Nyt Nr. 2 - 2003)

Da jeg skulle skrive denne artikel, ringede jeg til Lis og Irene. På stående fod skulle de fortælle, hvad de først kom i tanker om, når jeg nævnte Litzy.

Lis: „Indien og børnene der. Hun brændte for mission. Hun var et bønnens menneske. Hun kunne rumme os `grønskollinger'. Før der overhovedet var en menighed i Ølstykke, blev vi bedt om at bede for byen, fordi vi kendte nogle unge i området. Litzy var trofast i forbøn og glædede sig med os over, at der blev etableret en menighed dér".

Irene: „ Litzy var meget smilende og mild af væsen, men også sårbar. Hun var meget offervillig - hun gik `planken ud' - gav sig helt. Som ældre isolede Litzy sig. Tillid til mennesker var ikke stor. Hun havde sin tillid alene hos Herren. Litzy levede i Guds nærvær. Hun havde altid noget godt at fortælle om Guds trofasthed og hjælp."

Jeg vil slutte med at lade Litzy selv komme til orde. Jeg fandt et indlæg, som Litzy havde sendt til menighedsbladet i Evangelieforsamlingen på Frederiksberg (fra ca. 1985).

Citat: „Den ovenstående salme af Holger Lissner greb mit hjerte. Vi lever i et samfund, hvor vi helst skal være ens alle sammen - er man bare lidt anderledes, ja så skal man kanøfles, mobbes eller fryses ud.

Men det har aldrig været Guds vilje med den enkelte af os. Hele bibelen er fyldt at underfulde sandheder om lige det modsatte. Esajas 64 vers 7 siger: „Men nu Herre! Du er vor far, vi er leret, og du er den der former os, og et værk af din hånd er vi alle-sammen".

Og hvilket værk! Alle er vi forskellige, unikke. Hver med sine talenter, sit temperament ..., men efter vi har taget imod Jesus Kristus som vor personlige frelser, da får vi samme mål med vort liv, menlig det som står i Efs. 2 vers 10: „For vi er Hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt færdige, at vi skulle vandre i dem".

For at kunne følge Jesus, som vi af hjertet gerne vil, må vi være frigjort, som Paulus nævner det i Gal. 5 vers 1: „Til frihed har Kristus frigjort os, stå derfor fast, og lad jer ikke atter lægge under trældomsår".

Kristus har frigjort os, men det er os, som må stå fast, og ikke lade os binde af nogen eller noget.

Ovenstående dejlige salme vidner om, at vi faktisk er under trældom af hinanden, ellers havde Holger Lissner ikke behøvet at begynde hver linie med et: du skal - du skal ikke, men han ender heldigvis hver vers med et: du ærer Gud - du følger Gud - du fryder Gud ved at VÆRE dig. Altså: ej en slave længere, MEN ET BARN AF GUD.

Må Gud velsigne og opmuntre os til daglig at lade os fylde af Helligånden, så vi kan tjene Jesus og blive i Guds vilje med vort liv" Citat slut.

Hun søgte sine rødder i Guds Rige,

hun fandt sit jeg, i Hans kærlighed,

hun bad om at blive i Hans vilje,

hun elskede Ham, fordi Han elskede hende.

Ære være Litzy Kesslers minde.


Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Kristentro i Island - del 2

Af Gardar Ragnarsson

Plymouth Brødrene.

Begyndelsen på Brødrenes arbejde i Island startede i 1897, hvor en engelsk mand ved navn Alexander Marshall kom til landet. Han sejlede med en kystbåd omkring landet, og i hver havn uddelte han traktater, og folk tog i almindelighed godt imod det kristne læsestof. Efter hjemkomsten til England skrev han nogen artikler om turen og sagde at „Island er en mark, hvid til indhøstning".

En ung mand, ved navn Frederick H. Jones, som læste denne beretning, fik pludselig et kald fra Gud om at rejse derop for at vie sit liv i tjenesten for sin Herre og mester. Året efter tog han af sted til Island.

Han tilhørte Brødremenigheden i England, som er en uafhængig kirkeretning som tilstræber sig at være fri fra menneskers traditioner. De er bibeltro og lægger vægt på evangelisering, og der forkyndes troendes dåb med fuld neddykkelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, efter at folk er kommet til omvendelse.

Efter at have virket en tid i byen HúsavíkNordlandet, slog han sig ned i Akureyri, som er den næststørste by i Island. Den ligger ved bunden af en lang fjord i Midt-Nordlandet.

Snart kom nogle til omvendelse, men han nåede ikke at føre de ny-omvendte videre. Han led af sukkersyge, og på grund af svækket helbred måtte han rejse tilbage til England hvor han døde af sin sygdom i 1905. Han nåde dog, i den korte tid han fik i Island, at købe af en byggegrund i Akureyri og bygge en mødesal med tilhørende lejlighed som fik navnet ` Sjónarhæð' ( Udsigtshøjen)

Der var ikke gjort nogen planer om, hvem der skulle tage arbejdet op efter Jones. De som var kommet til tro begyndte at gå til møder i Frelsens Hær. Men Gud havde sine planer.

Jones havde skrevet hjem til England om arbejdet i Island og den åndelige situation. En ung troende mand, som læste brevene, blev berørt af det, han læste, og han fik den forståelse, at deroppe levede `sovende engle' (det vil sige kristne som sov) som bare skulle vækkes op. Hans navn var Arthur Charles Gook. Han ankom til Akureyri den 3. januar 1905.

Det første som Mr. Gook (sådan blev han tituleret) gjorde, var at studere sproget som han med tiden beherskede nok så godt. I den første tid blev hans prædikener tolket til islandsk. En del kom til tro, og der dannedes en god kerne omkring ham, hvor man trofast kom sammen til bibellæsning og bøn.

I den første tid rejste han en hel del med evangeliet, samtidigt som han hjalp folk med medicin, og derigennem fik han mange kontakter til mennesker, som bad om hjælp, der ofte resultaterede i, at han kom til åndelige samtaler med dem.
Med tiden fandt han dog ud af, at islændingerne ikke var nogle `sovende engle' som kun skulle vækkes, men at de var „døde i deres overtrædelser og synder" og trængte til at omvende sig og „opstå til et nyt liv i Kristus Jesus" ved troen på Den Herre Jesus Kristus.
 
 

Gook var en stærk debattør. Han endte ofte med at skrive artikler i bladene, hvor han argumenterede for kristentroen mod fjender og tvivlere af kristendommen.

1912 startede Gook udgivelsen af bladet `Nordlyset' som fik en stor udbredelse. Ligeledes udgav han bøger, som han selv skrev eller oversatte fra engelsk. Den bedste tid i arbejdet oplevede han i årene 192426, da en hel del blev frelst, døbt og tillagt menigheden. 1926 fik han rettigheder som menighedens forstander til at forrette vielser og begravelser.

Et betydningsfuldt børnearbejde blev drevet ud fra menigheden i mange år, og et lejrsted for børn blev anskaffet i 1945 på nordlandet, og fungerer det endnu. Mange hundrede børn har gennem årene nydt godt af opholdene på lejren i sommermånederne, hvor de har fået Guds Ord sået i deres hjerter. En broder, ved navn Bogi Pétursson, har frem for alt lagt et stort arbejde i lejren, og i over 40 år stod han med det ledende ansvar. Nuværende leder er Árni Hilmarsson.

I gennem årene kom der stor hjælp fra deres trosfæller på Færøerne til at opbygge stedet og til at vedligeholdelde det, og uden deres trofaste hjælp havde det ikke været, hvad det er i dag. Mange færinger har også hjulpet til med det daglige arbejde i sommertiden og gør det fremdeles.

Arthur Gook forlod Island i 1955 efter 50 års arbejde. Han døde 1959. I Akureyri er der nu kun nogle få medlemmer tilbage. Sæmundur Jóhannesson, hans mangeårige medarbejder og redaktør for „Nordlyset" skrev lidt nedslået om Brødremenighedens arbejde i bladet: „Resultaterne ser ud til at være små efter næsten 63 års arbejde".

Måske i forhold til indsatsen kan det se sådan ud, men kun evigheden kan svare endeligt på det spørgsmål, som i alt andet kristent arbejde på jorden. Det, som det menneskelige øje ikke kan se, ser Gud.

Løfter er givet om, at Guds Ord ingenlunde vender tomt tilbage. I evigheden vil mange overraskelser møde os, når vi ser den store indhøstning fra øst og vest, nord og syd, i dens fulde bredde og højde.

I dag er der et brødrearbejde som kaldes for ` Akurinn' (Marken) i Kópavog, som er forstad til Reykjavík, under ledelse af Jógvan Purhús fra Færøerne, og det som kendetegner samlingen er, at de fleste familierne har en eller anden tilknytning til hans hjemland.

Gardar Ragnarsson
 

 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Missionshjørnet

Af Karl Kühn

Udtrykket `tidens fylde'betyder den af Gud bestemte- eller fastsatte tid. Vi finder udtrykket i forbindelse med Jesu første komme til verden, idet Paulus skriver i Gal.4:4 „I tidens fylde udsendte Gud sin søn født af en kvinde født under loven."

Når talen falder på en anden bibelsk sandhed nemlig Jesu anden komme eller Jesu genkomst til jorden, så møder man blandt kristne i dag ofte samme holdning, som allerede kom til udtryk i den kristne verden på apostlen Peters tid „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?" 2. Pet.3:4. I dag udtrykt sådan: „Det med at Jesus kommer snart, har vi nu hørt om i mange, mange år, men der er faktisk ingen, der ved noget om, hvornår han kommer. I den forbindelse er det godt at minde hinanden om, at der findes en af Gud fastsat tid for opfyldelsen af løftet om Jesu genkomst, og at Gud ikke har ladet os være uvidende om, hvornår tidens fylde nærmer sig.

Profeten Daniels bog er interessant læsning. I Dan.2 læser vi om, hvordan den babyloniske kong Nebuka-nezer har en drøm, hvor han ser en kæmpe billedstøtte bestående af flere slags materialer. Daniel tolker drømmen og fortæller kongen, at billedstøtten repræsenterer 4 verdensriger

1. Det babyloniske, som Nebuka-nezer selv repræsenterede,

2. det medopersiske,

3. det græske, og

4. det romerske verdensrige (repræsenteret af den nederste del af støtten) En sten, som ikke er kastet af menneskehånd, rammer billedstøttens fødder, og hele billedstøtten knuses. Daniel får her at vide, at når et fremtidigt romerrige er på scenen, så vil Gud gribe ind i historien - så vil `tidens fylde' være inde.

Sådan skete det. Det var i romer-rigets første tid, at Guds egen søn trådte ind i historien „født af en kvinde født under loven". Ved Jesu første komme, hans død og hans opstandelse fik verdensrigerne og den dyriske og sataniske ånd, som gennemsyrer dem (Dan.7 og 8), dødsstødet. Det skete i tidens fylde.

Men Daniels profeti blev ikke endeligt opfyldt med Jesu første komme. Stenen, som ramte billedstøtten, har endnu ikke opfyldt hele jorden, sådan som Daniel 2:35 lover. Det tusindårige fredsrige, hvor Herren skal være konge over hele jorden (Dan.9:9), er endnu ikke oprettet. Men når den dag kommer, hvor Jesus iflg. Sak.14:4 igen sætter sine fødder på Oljebjerget, da er menighedens tid og arbejdsdag på vores jord forbi, og Jesus har hentet sin brud til de himmelske boliger (l .Tess.4:16-18). Når vi som kristne siger, at Jesus kommer snart, så tænker vi på tidens fylde i forhold til menighedens bortrykkelse. Spørgsmålet er så, om Guds Ord klart peger på, at tidens fylde snart er inde?

Vi oplever ting i dag, som burde være tankevækkende for os som Guds folk, og jeg vil her blot pege på to ting:

For det første: Daniel så i sine syner det 4. verdensrige (Romerriget) som et forfærdeligt dyr. Dersom vi går til Johs .Åb. og læser om Johannes' syner vedrørende endens tid i Åb.13, så ser Johannes et lignende mærkeligt og forfærdeligt dyr stige op af folkehavet. Vi forstår, at det første Romerriges ånd og natur igen skal beherske verden en kort tid i tiden omkring Jesu genkomst. Det var verdensherskeren kejser Augustus som regerede, da Jesus kom første gang. Han fandt det for godt, at hele verden skulle skrives i mandtal. Han ønskede mere kontrol med sine undersåtter måske mest af skattemæssige grunde. Det genopståede Romerrige i endens tid vil også have sin kejser, som vil og har al mulighed for at registrere og have fuld kontrol med enhver i sit rige, en kejser som forlanger fuld loyalitet og underkastelse (Antikrist). Når vi i dag oplever at Europa samles, grænser nedbrydes, og der tales fra mange hold begejstret om globalisering, da kommer tanken: Mon tidens fylde nærmer sig, dagen hvor et nyt rige opstår på romerrigets grund. Daniel får at vide, at „synet gælder endens tid" og når Antikrist tilintetgøres, da skal „riget og herredømmet og storheden som tilhørte alle rigerne, gives til den Højestes hellige" Dan.7:27 (til den tid vil stenen, ifgl .Dan.2, opfylde hele jorden).

For det andet: Da Jesus talte med sine diciple om sin genkomst, brugte han et billede fra naturen. Han sagde: I skal lægge mærke til figentræet og alle de andre træer, og i Math. 24:32 „Når figentræet knoppes, så skønner I, at sommeren er nær." Der er ingen tvivl om, at figentræet er et billede på Israels folk og land. Når Israels folk igen samles i deres land, så kan vi skønne, at Jesus kommer snart. Vi oplever i dag, at figentræet knoppes! Det jødiske folk, som samles i deres fædres land, har topprioritet i dagens nyhedsformidling. Staten Israels oprettelse er, ifølge mange politikeres mening, hovedproblemet i verdenspolitikken og den største hindring for verdensfreden. Samtidig er Guds menighed så mærkelig stille i dag, når det gælder talen og forventningen om Jesu genkomst. Man spørger sig selv, om det var den tilstand, Jesus forudså, når han i Math 25:5 siger: Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.

Måtte Gud i sin nåde og ved sin Ånd igen vække sin menighed, så vi forstår, at missionens sag stadig er Guds hjertesag, at Herrens ærinde har hast, og at tidens fylde snart er inde - Jesus kommer snart.
 

Missions-Nyt, Nr. 1-2007

Nye regler for skattefradrag

Red.

15. december 2006 vedtog Folketinget nogle ændringer for

 

skattefradrag for gaver til foreninger, kirkesamfund m.v.,

 

skattelovens § 8a og 12 stk. 3

Skattelovens § 8a ændres således, at fradragets samlede størrelse (det der i mange år var kr. 5.500) stiger til kr. 14.100 per person.

Denne ændring træder i kraft den 1. januar 2007 og har virkning fra og med indkomståret 2007.

Samtidig indføres i loven, at fradraget, både for § 8a og 12 stk. 3 (gavebreve), er betinget af, at foreningen m.v. har indberettet indbetalingen til told- og skatteforvaltningen. Hvilket vil sige, at vi hvert år pålægges at indberette de indbetalinger vi har modtaget det foregående kalenderår, og at indbetalerne , for at opnå fradrag, skal oplyse os entydig identifikation, f.eks. cpr-nummer, til denne indberetning.

Ikrafttræden af denne sidste ændring af skatteloven fastsættes af skatteministeren, og dette er ikke sket endnu. Men vi kan risikere at skulle indberette, hvad vi har modtaget og fremover modtager i 2007.

Vores opfordring til alle gavegivere, der fremover ønsker skattefradrag for gaverne, er derfor, at oplyse cpr-nummer ved indbetalingerne. Vi vil så registrere dette cpr-nummer og kople dette og tilhørende navn sammen med denne og tidligere indbetalinger i 2007 i samme navn, således at vi kan sikre den korrekte indberetning til skattemyndighederne, når dette forlanges af os.

Vi håber på forståelse for denne ændring af skattereglerne og de ulember det måtte medføre. Vi skal samtidig bede giverne, ved oplysning om cpr-nummer og navn o.s.v. at skrive disse ting så tydeligt som muligt, så vi undgår fejlregistreringer og dermed eventuelt manglende eller forkert skattefradrag.

Med venlig hilsen

Missionsfonden af 4/5 1964

Webbureauet Krogstrup & Hede