Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Leder: Nu er julen her igen - alle småbørns bedste ven....  

Af Erna Nielsen

Hvert år lyder disse toner, og i adventstiden glæder vi os over julens komme med dens fester og dejlige samvær med familie og venner.

Når døren går op til det strålende juletræ, synger vi gerne med på alle de gode gamle julesalmer og glæder os over juleevangeliet med budskabet om, at Jesus var kommet til vores jord. Netop det, at han kom, er det vi skal glæde os over. Hans mor Maria fik besked på at kalde ham Jesus. Han skulle frelse sit folk.

Det er på grund af navnet Jesus, at vi idag kan komme til Gud og kalde ham far.

Det er navnet Jesus, der frelser og kan give os fred i vores hjerter.

Det er i dette navn, vi kan bede om Guds velsignelse over vores liv og bede om hjælp til selv at kunne være til velsignelse for andre.

„Så lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind med glædestårer takke Gud

for miskundhed og nådebud."

Glædelig Jul og velsignet Nytår.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Den omvendte Ali-Baba!

Af pastor Massoud Fouroozandeh, Odense

Islam er efterhånden blevet en permanent del af det religiøse liv og udgør i dag den næststørste religion i Danmark. Muslimer og deres traditioner er ikke længere noget, man kun læser i eventyrbøgerne for at falde bedre i søvn om natten, tværtimod!

I de sidste 30-40 år, har Danmark oplevet en stor og kontinuerlig indvandring af muslimer med forskellige nationaliteter. Det har været en bred vifte, alt lige fra den arbejdssøgende pakistaner til den politiske flygtning fra Iran, eller muslimen der søger en bedre tilværelse i landet, hvor der „flyder med mælk og honning". Derfor er muslimen ikke længere en skikkelse i eventyrhisto-rierne, hvor Ali-Baba hærgede Bagdad med sine fyrretyve røvere. Nu findes Ali- Baba i døgneren nede på hjørnet af gaden, eller han kan være din lokale grønthandler med de solmodne appelsiner. Ja hans børn kan endda gå i samme skoleklasse som dine børn.

Alt dette indikerer en ny æra med nye udfordringer, ikke blot for samfundet alene men også, hvis ikke endnu mere, for kristne og kirken. Danmark har igennem en lang årrække specialiseret sig i at `outsource' forkyndelse af evangeliet til primært muslimske lande i form af mission. Til dette formål har kirken investeret og brugt unægtelig mange penge på udrustning af sine missionærer, i lande, som af forskellige årsager, ikke er åbne for mission. Det vil sige, at barrieren ofte har været større end frugten, idet det fremmede sprog, kultur og almen dannelse på missionsmarken har været forskellig fra missionærens.

En overvindelse eller en bedre forståelse af missionsmarkens normer kræver normalt en masse tid og ressourcer. Alt sammen noget der kan spares, hvis missionæren selv stammer fra missionsmarken, da det fremmede sprog ikke længere er fremmed, kulturen er mere end velkendt, og den almene dannelse er en selvfølge! Her har vi brug for den omvendte Ali-Baba, som er blevet omvendt ved Guds kærlige ord.

Nu behøver Ali-Baba ikke længere være røveren på jagt efter mælk og honning. Han kan faktisk være den efterhånden nødvendige og efterspurgte missionær, der kan vinde de fyrretyve røveres hjerter for Jesus. På overfladen er han stadig den mørke fremmed med det grove skæg, men i sit indre besidder han Jesu kærlighed for de resterende `røvere'.

Han kan nå dem, fordi han forstår dem. Han kan være iblandt dem, fordi han er dem! Og omvendt, lytter de til ham, fordi de har tillid til ham. For dem er han ikke engang den mørke fremmed med det grove skæg, men blot Ali-Baba med en nyt budskab. Et budskab der handler om Guds betingelsesløse og fordomsløse kærlighed, der gælder enhver, uanset nationalitet, som påkalder Guds navn (Rom 10,12-13).

Her bliver frugten større og barriererne mindre, og dog ikke desto mindre udfordrende, idet Ali-Baba godt nok besidder den nødvendige `knowhow' men ikke de nødvendige midler i modsætning til den gamle missionær, der nok har uendeligt med midler, men måske for lidt `knowhow'.

Hvad mon kirken kan gøre i denne problematik? Kan kirken overhovedet inddrages? Svaret må være meget enkelt! Kirken har ikke alene pligt, men også et essentielt behov for at hjælpe og støtte de nye i deres nye tro. Vil man ikke investere i Guds Rige nu, har man heller ikke noget at høste senere!

Det må altså være en selvfølge, at ikke alene missionsbefalingen er lige så gældende i dag som for 2000 år siden, men ligeledes andre bibelske værdier og befalinger såsom; at hjælpe hinanden, at give kærlighed og ligeværdighed uden diskrimination (1 Kor 9,13-14).

Konklusionen må være, at den tidligere fremmede Ali-Baba med det grove skæg og det nye hjerte skal støttes åndeligt såvel som økonomisk på lige fod som den gamle missionær. For i denne nye æra er der behov for nye sække til de nye vine! Derfor har kirken brug for at insource missionen, da missionsmarken ikke længere kun hører hjemme i `langbortistan', men også her lige uden for vores dør.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Peru

Af Helmi Castro

Helmi, vågn op"! Felipe vækkede mig. Det var stadig nat, men han ønskede, at vi skulle bede, for Herren havde vist ham, at nogen var i fare. Senere på morgenen vidste vi hvilken familie, det drejede sig om, og jeg ringede til moderen, som ikke er en kristen. „Næ nej" sagde hun, „vi er skam alle så lykkelige, og alt er bare så godt! Mine børn har det også fint!".

Om eftermiddagen fik jeg sådan en nød for hendes ældste søn, og Felipe sagde, at det var bedst, om vi tog hen og så til ham. Kvinden blev overrasket over at se os, og endnu mere over, at vi gerne ville tale med hendes søn. „Han er træt", sagde hun, „Men kom med ind på hans værelse". Vi bad om at få lov til at tale med ham alene. Han lå i sin seng med røde øjne.

Han er ikke en kristen, men vi fortalte ham, hvordan Herren havde vist os, at hans liv var i fare. Han begyndte at græde. „Jeg lå faktisk her og forberedte mit selvmord", sagde han. Bag en familie med en fin facade var der en masse forfærdelige realiteter. „Jeg hader mig selv, for det jeg gør, de ting, som jeg har hadet min far for at gøre", sagde han. Vi prøvede at overbevise ham om Guds kærlighed og plan for hans liv, for hvorfor skulle Gud ellers gribe ind og sende os, hvis ikke det er fordi, han er elsket af Gud? Og til sidst bad vi sammen med ham. „Hvad er der i vejen", spurgte moderen. „Ingenting, mor, ingenting" svarede sønnen. Det kunne ikke andet end slå mig, hvordan det er muligt fuldstændigt at ignorere et familiemedlems alvorlige tilstand, indtil det er for sent.

„Gå hen på hospitalet med så og så mange dollars til følgende person". Jeg havde lige sat en stor kage i ovnen til vores pastormøde, så kunne det mon ikke vente til den var færdig? Jeg gik op og så på hvor mange penge, vi havde. Det var lige det beløb, som Herren havde sagt. Jeg tænkte på, om det kunne være lidt mindre, men nej! Kagen besluttede jeg at lade være som „et brændoffer til Herren!", og så af sted. Søsteren til ham, som var syg, sad trist på bænken udenfor intensivafdelingen. Der var ikke mange chancer for at han kunne overleve. Da kom lægen ud og bad om tre poser blod (her betaler man alt selv!), for patienten havde store indre blødninger. Hun begyndte at græde: „Jeg har ikke flere penge". Herren ved alt, og han ville give liv til den mand. Jeg vidste, at han ville overleve, for hvorfor skulle jeg ellers bruge vores penge på det?! Og hvis jeg ikke var taget af sted?!

„Denne pastorfamilie har ikke noget at spise". „Gå hen til disse personer, de behøver at tale med nogen". „Betal denne persons studier". Den slags ordrer oplever vi, at Herren giver os. Og tænk, hvis vi ikke hører det eller gør det?! Hvis nu vi blot hører en brøkdel af det, som Herren siger til os! Jeg tror, at vi alle er svaret på manges behov, men vi er ikke klar over det! Tænk hvis alle, som kalder sig kristne, bare én gang om ugen lod sig bruge og sende af Herren til et specifikt behov (det behøver ikke altid at koste penge). Jeg tror, at det ville have en enorm virkning i hele verden! Eller er det en åndelig gave, som blot nogle enkelte skal have? Jeg tror det ikke; mange gange undskylder vi os bare med vores fine forklaringer på alt! Herrens hjerte banker for at hjælpe mennesker over det hele, men vi er alt for lidt følsomme til at høre og gøre! Hvor jeg bare ønsker, at disse Guds ledelser må tage til! Kærlighedsbudbringere som viser, at Gud har set helt specifikke behov i menneskers liv! Det er den bedste prædiken, om hvem Jesus er, som vi kan give et menneske! Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange, at jeg ikke har hørt efter!

Det er snart jul. Jesus blev netop sendt med glædesbud til fattige (fattige, ikke blot materielt) og til dem, som trænger! Og hvis han ikke havde hørt, hvad hans fader sagde til ham? Hvis han ikke havde forstået, hvad der var hans mission, hvad var der så blevet af alle os? Hvis Jesus havde været helt optaget af sin egen smerte og sit eget liv? Jesus var altid på rette plads på rette tidspunkt. Lad os hjælpe ham at komme til nogen flere! Vi er alle en del i Herrens frelsesplan for verden! Tak for jeres forbøn og støtte til os her i Peru!

Vores hjerter banker for at hjælpe nogle af pastorernes børn med at komme til at studere. Vi har set, at mange af disse unge er virkelig talentfulde, men deres forældre har ikke penge til at give dem den uddannelse, som de drømmer og beder om, og det er en dyb smerte og frustration i familiernes dagligdag. For ca. 500 kr. om måneden kan vi sende én på universitetet.

Glædelig Jul og et velsignet Nytår.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Japan

af Olaug Hansen og Aslaug Langåsdalen

Kære missionsvenner, som i mange år trofast har støtttet arbejdet for japanernes frelse.

Vi har haft god kontakt og samarbejde med missionærer, besøgende fra Danmark og de japanske menigheder, som er knyttet til den danske mission. I dag har vi deltaget i fælles bønne- og planlægningsmøde, hvor de også var repræsenteret. Vi kan glæde jer med, at forstanderen som tog over i Kanazu efter Jespersens, igen deltog efter en 3 måneders sygdomsperiode. Han var overanstrengt på grund af fuldtidsjob og megen rejsen frem og tilbage, da han ikke bor på stedet. Han har bestemt sig for at stoppe med sit job og gå ind i fuldt menighedsarbejde.

En lille solskinshistorie fra Kanazu. Den 28. januar 1966 gav Helene Riis og Anna Brun det Nye testamente til en lille pige, som kom til søndagsskolen. År er gået. Missionærene flyttet til Komatsu, og denne familie har oplevet både skilsmisse og flytning, men er nu bosat her i byen. For vel et år siden blev vi bekendt med en dygtig fløjtespil-lende ung pige. Hun kommer ofte på besøg og har spillet ved enkelte anledninger. Mens hun øvede hjemme på den for os kendte melodi til `Jesus elsker alle små' begynte moderen pludselig til hendes store overraskelse at synge hele sangen på engelsk. Moderen var den lille pige, som havde fået det Nye testamente, hun huskede godt missionærene og hvad hun havde lært, og viste os stolt denne skat. I dag inviterede forstanderen i KanazuTomoko, som datteren hedder, til at spille til en julekoncert, de skal afholde i en offentlig hall i byen. Vi håber moderen også kommer med. Bed inderligt for denne familie og specielt for Tomoko, at de må blive frelst. Men en ting er sikkert, Guds ord skal ikke vende tomt tilbage..... „men Ordet gør min vilje og udfører mit ærinde" Es.55.11.

Vi arbejder i en menighed i Fukui by, hvor det er 1 kirke pr. 20.000 indbyggere. For tiden er vi 3 norske missionærer på holdet, men desværre ingen danske! Cirka 40 kommer til søndagsmødene, også flere kinesere som studerer i byen. Vi har en enestående fin og dygtig japansk medarbejder, og et ungt ægtepar som vil gå på bibelskole i nær fremtid. Menigheden driver forskjellige udadrettede virksomheder, bl.a. cafe 2 dage om ugen, som er godt besøgt af ufrelste, og den månedlige pizzaaften samler overfyldt hus. Ellers er engelskundervisning og kunst fremdeles et atraktivt middel til at nå ud.

Fra næste år har vi lovet at hjælpe til i en lille menighed i Mikuni, en by ude ved kysten, som vil være uden forstander. Sammen med dem har menigheden her også taget ansvar for at starte og drive evangelisering i og ud fra et lejrsted i samme by, som kun har været lidt brugt i flere år. Vi har fået tilbud om ungdomsteam, som kan komme, men her er der også behov for unge mennesker og andre, som kan gøre en indsats på kortere eller længere tid. Skulle der mon findes nogen sådanne i Danmark, og menigheder som har tro for at sende dem ud? I så tilfælde kan de kontakte Karl eller Kenneth Kuhn i Missionsfonden.

Her har der været julepynt i forretningene siden 1. oktober, og nu i november er der hele tiden julesang i varehusene. Kirkene forbereder også. Her i byen skal 4 menigheder have fælles julekoncert den 12. december med bl.a. fælles gospelkor. Den store julefest holdes i menigheden den 24. i år. December er en ekstra god måned for at nå folk med evangeliet i Japan.

Vi ønsker jer alle en velsignet julehøjtid.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Ny Guinea

Af Sophia og Jacob Sode
 

"Tusind kroner i bøde eller tre måneder i fængsel ! Ingen diskussion, Vi er kommet for at anholde dig og tage dig ud til Bomana fængsel". Det var heldigvis ikke mig, men vores havemand, de ville have fat i. Vi har i lang tid haft fornemmelsen af, at der var noget der knirkede i hans familieliv, men han ville ikke ud med det. Nu kunne det så ikke undgås. Stakkels Bob, som han hedder. For mange år siden tog vi ham ind, efter at han var blevet løsladt fra fængslet for mord. Han var kommet til at slå en mand ihjel. Det var en skurk, som havde voldtaget hans datter, og da Bob fik fat i ham, tævede han ham, så han døde. Man skal ikke tage loven i sin egen hånd, så Bob endte i fængsel.

Da han så kom ud, var der selvfølge straks nogen som ville gengælde deres døde bror, så Bob kom altså her for sikkerheds skyld, og har været her lige siden, selvom han ikke sover her mere. Han holder pænt rent og er nogenlunde trofast. Familielivet har det åbenbart været anderledes med. Hans kone havde forladt ham.

Så skete der det, at en `dame' fra Bobs landsby i højlandet skrev til ham og sagde, at hendes mand ikke ville have hende mere, og om ikke Bob ville sende penge til en billet til Port Moresby, så kunne de flytte sammen. Bob faldt for fristelsen, konen kom, men det varede ikke længe før en mand fra højlandet kom og ledte efter sin kone. Jeg har faktisk truffet ham og spurgt ham lidt ud. Havde han sendt konen bort? Næ, det havde han bestemt ikke, de havde børn sammen. Har du flere koner? Spurgte jeg ham, ja, han havde tre i alt. Og han ville absolut ikke af med nogen af dem. Manden gik til politiet og fik dem på sin side, og nu ville de altså arrestere vores havemand.

Hvad skal man da gøre i sådan en situation? Medens Bob gik for at hente sin tandbørste og sæbe, talte jeg med politiet. Kunne vi ikke komme til en bedre ordning, for fængsel gavnede jo igen. Jo, om vi ville betale de 1000,00 kroner. Så kunne Bob betale dem af til os lidt efter lidt. Så det gjorde vi. Bob var lettet. Men vi så gerne, at Bob kommer til at takke HERREN for den hjælp, han fik gennem os, og at han må lære at leve det kristne liv, han bekender sig til. Der er ikke et ord for `tak' i de indfødtes sprog, de siger bare: „Du har gjort godt". Men ikke engang det sagde han. Stakkels mand.

Sådan er det på Ny Guinea. Livet for de indfødte er meget indviklet. De er sjældent taknemmelige og mangler ofte glæden over tilgivelsen i Herren Jesus Kristus. Det er ligesom historien om de spedalske Jesus helbredte, kun een kom tilbage og sagde tak.

Hvad os angår har vi det begge godt, og vi ER taknemmelige, vi har oplevet så meget herligt herude, og heldigvis husker man jo bedst solskinsoplevelserne.

Vores ven David kommer ofte ind et lille smut, selvom han er en meget travl mand på sit arbejde. Men en skatteopkræver er ikke populær. Særlig kineserne hader ham, for de vil altid snyde med told og skat. Det er blevet så galt, at David altid må have en politieskorte hvor han end går. Bed venligst for at han må blive bevaret fra ondt.

Herren bevare jer alle og tak for forbøn.

 
Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Tanzania

Af Hanne og Egon Falk

Vi er igen kommet hjem fra korstog. Denne gang i byerne Kahama og Bunda, som har efterladt dybe spor og minder i vort sind, og som emdnu engang har overbevidst os om nødvendigheden af at forkynde Evangeliet til frelse for nationen.

11-15 oktober var vi i en byen som hedder Kahama. Pladsen, vi havde fået til rådighed af myndighederne til brug for vores korstog, lå midt i byen, hvor mange mennesker boede og færdedes hver dag. Allerede den første dag kom der flere tusinder for at se, hvad som skulle ske, og for at lytte til forkyndelsen om Jesus Kristus.

18-22 oktober holdt vi det næste korstog i den mindre by Bunda. Det er stadig utroligt for os, hvor mange mennesker der egentlig bor sådanne steder. Der var op til 10.000 mennesker på møde hver dag. Begge steder oplevede vi, at mange mennesker var syge og havde behov for hjælp. I Kahama var der flere som vidnede om, at de havde været lamme i den ene side eller havde problemer med at gå, men efter forbøn blev de helbredt. Bl.a. var der en yngre kvinde, som var den eneste kristne i sin familie. Hendes fader sagde til hende: "Gå du hen og bliv bedt for af de kristne, så du kan blive rask, for det tror du jo på". Pigen blev bedt for og blev helt rask! Mange var også plagede af onde ånder, og specielt i Bunda virkede netop dette meget voldsomt. En mor med en syg datter bragte alle de remedier, troldmanden havde givet hende, så vi kunne brænde det. Efter hårde kampe så vi mange, som med stor glæde fortalte om, hvordan de oplevede at blive sat fri, og de bekendte Jesus som deres Frelser. Ialt 4024 modtog Jesus som deres Herre og Frelser.

Vi ønsker alle læsere en velsignet jul med ønsket om Guds fred og et godt nytår. Tak for al støtte og forbøn. Gud velsigne jer.

 
Missions-Nyt, Nr. 4-2006
 

Kenya

Af Birgitte og Søren Pedersen
 

Kære venner og forbedere.

Snart er endnu et år gået. Når vi ser tilbage, så har det været et år med mange kampe, men hvor vi også har set, at Gud gør sit værk.

Som vi tidligere har fortalt, havde vi sidste år en retsag, fordi en gruppe borgere ikke ønskede, at vi skulle opføre et værksted til vores arbejde med kirkebyggeri på den grund, hvor vi på en meget stærk måde oplevede, at Gud bekræftede, at vi skulle bo og bygge værksted. Ja, for os er dette sted blevet som et løftesland, som et Kanaan, Gud har givet os.

I november sidste år vandt vi så retsagen. Alligevel har det været en stor kamp at få den sidste godkendelse fra kommunen, da ovennævnte borgere stadig har prøvet at stoppe byggeriet. Ja, der har været kamp på til det sidste. Men hvad Gud har startet, det vil han fuldføre. Og vi har nu endelig fået kommunens skriftlige godkendelse, efter at det på et byrådsmødemøde blev enstemmigt vedtaget. Nu kan disse borgere ikke stoppe os.

Det er længe siden, vi startede byggeriet af kælderdelen, hvor den mere larmende del af arbejdet kommer til at foregå. Og vi har fået gravet ud til resten af værkstedet.

Vi har endnu ikke alle de midler, som skal bruges til værkstedet, men vi har tillid til, at Han, som har begyndt sit værk også vil fuldføre. Da Moses med Israels folk brød op fra Ægypten, var det også i tillid til, at Gud ville være med dem og sørge for dem. De adlød Guds tale, og Gud var med dem. Selvom der var mange kampe undervejs, oplevede de en dag at gå ind i det land, som Gud havde lovet dem. Gud er stor. Han holder sine løfter. Han er trofast. Det er vores vidnesbyrd gennem de 15½ år, hvor vi har arbejdet i Kenya, og det er også vores vidnesbyrd gennem det sidste år.

I år har vi haft specielt travlt med at bygge børnekirker i samarbejde med en amerikansk missionær. 88 børnekirker er det blevet til i alt. Steder hvor børnene nu, i stedet for at samles under et træ eller ude i det fri under den skarpe sol eller i regn, kan samles i læ og skygge for at blive undervist i Guds Ord og for at tilbede Gud. Som amerikaneren siger, så er disse børn fremtidens menighedsledere, pastorer og bibelskoleledere. Og vi ved, at børnene hører Guds rige til. Derfor er det også skønt at se menigheder satse på netop at nå børnene med evangeliet.

Vi har også i år hjulpet til med opførelsen af endnu et børnehjem, hvor nu næsten 100 børn er flyttet ind, og de har fået et helt nyt liv. Alle børnene har mistet både deres far og deres mor. Men nu har de et sted, hvor de kan få dækket deres behov, også behovet for kærlighed, og ikke mindst, opleve Guds kærlighed. Samme sted har vi også hjulpet med at bygge skole. Dette børnehjem og skole er også bygget i samarbejde med amerikanere, som netop har været ude for at indvie børnehjemmet og for at give børnene en legeplads. Tænk, hvad det gør i sådanne børn, som ikke har haft nogen til at tage sig af dem før. I alt vil vi, i løbet af 2006, nå at hjælpe med i alt omkring 170 bygninger: børnekirker, kirker, børnehjem og skolen ved børnehjemmet.

Vi er så taknemmelige for alt, hvad Gud gør for os. Vi ved, at vi intet kunne gøre selv. Uden Guds velsignelse og indgreb kunne vort arbejde ikke lykkes. Og det ville heller ikke lykkes, om ikke Gud gav os medarbejdere både blandt kenyanerne, andre missionærer og familie og venner i Danmark, som beder for os og som støtter vores arbejde økonomisk.

Vi vil gerne, om I specielt vil være med til at bede om følgende:

At byggeriet af værkstedet må forløbe glat

At vi må få de sidste midler til færdiggørelsen af værkstedet (ca. 200.000 kr).

At Gud må beskytte os som familie, vore medarbejdere og vort materiel.

At Gud må røre de mennesker, som længe har kæmpet imod det værk, som Gud gør for os m.h.t. det nye værksted. Ja at de må se, at det er Guds værk.

Vi ønsker jer alle en rigtig velsignet og glædelig jul.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Irland

Af Tony og Agnete Simpson

Kære missionsvenner.

Hvor vi end færdes blandt folk, findes der mennesker, som er knuste og sønderbrudte. Og selv om vi ikke kan undgå at se noget af det, når Gud åbner vores øjne, så forstår de fleste mennesker at skjule det bag en vis facade. Men Gud ved, hvor de mennesker er, og hvor Han kan finde dem. En af de ting Jesus kom for var netop at bringe lægedom, „for de hvis hjerte er knust", og det gør Han stadig i dag. Derfor er overskriften på vores nyeste traktat „Broken Hearts Healed" (Lægedom for knuste hjerter).

Vi var på vej til en konference cirka 200 km. herfra, og vi havde været i den by mange gange i årenes løb og kendte vejen til bestemmelsesstedet ganske udmærket. Men da vi var lige i nærheden af stedet, fandt vi pludselig, at vi var kommet på forkert vej, og vi kørte noget rundt uden at kunne finde vejen igen. Da vi holdt og spurgte en dame, der gik på det modsatte fortov, kom hun helt over til bilen for at hjælpe. Hun gav en meget grundig forklaring og var utrolig venlig. Vi takkede, og Tony gav hende en af de nye traktater. Så snart hun så overskriften, begyndte hun at græde og klarede lige at sige: „Åh, det er dét, jeg behøver, det er netop dét, jeg behøver!" Hun blev ved med at græde og trykkede Tony i hånden til farvel.

Selvfølgelig fandt vi vores bestemmelsessted med det samme, for der var aldeles ingen logisk årsag til, at vi ikke fandt det første gang. Men nu forstod vi, at Gud havde en bestemt årsag, og vi har bedt for denne dame siden.

Foruden traktater, som uddeles i mængder hver uge, har vi i sommer fået et blad til brug for evangelisering. Det er et 16-siders blad, som er meget moderne i præsentation og temmeligt iøjnefaldende. Men skønt budskabet er aktuelt præsenteret, er det ikke `udvandet' af den grund, en kombination der kan være svær at finde! Bladet er udgivet af en sammenslutning af evangeliske kirker i Irland. Vi har også været med til at bringe lidt af indholdet. Det er en sammenslutning af kirker af forskellige baggrunde, og kirker som i det store hele ikke er med på alle mulige nye læresætninger og påfund, men som holder fast ved bibelske linier. I vores menighed fik vi 9.000 blade, så folk kan uddele dem i deres eget nabolag. Bladene bliver også godt modtaget, når vi holder friluftsmøde i byens centrum hver lørdag. Vi har haft en del henvendelser fra de blade både på e-mail og mere direkte. Så vi fortsætter med at „så ved alle vande".

For nogle få dage siden fil vi bud fra vores missionærpar, Ming og Brenda i Cambodia. De bad om særlig forbøn, fordi de netop for tiden er under særligt angreb fra mørkets magter. Det sker jævnligt på de tidspunkter, hvor buddhisterne har deres festivaler, at alt muligt begynder at gå galt på en helt unaturlig måde. Nu har Ming lige døbt 4 nye kristne i en landsby, og siden da er det, som om alle mørkets magter har raset, ikke alene mod Ming og Brenda og deres børn, men de nyomvendte i landsbyen er under særligt uhyggeligt angreb og er fristet til at vakle i deres standpunkt. Sidste søndag formiddag tog vi det bønneemne særligt på hjerte i menigheden i Cork. Der er mange specielle enkeltheder i den sag, som europæisker kristne ofte har svært ved at forstå. Men vores afrikanske venner i menigheden forstår det lige præcist, og de beder med en særlig forståelse.

Efter formiddagsmødet kørte Tony og jeg til Dublin, hvorfra vi tog båden til Wales og nåede sigøjnernes bibelskole ved aftenstid. Her er vi netop mens dette skrives. Sigøjnerne lejer stedet her i en måned, hvor de så har en meget intensiv undervisning for deres nye prædikant-kandidater. Tony skal undervise i nogle få dage. Det er femte gang, vi er her, og det er stort at se, at det Guds værk, som foregår iblandt sigøjnerne, stadig går frem. Og det går frem uden at være præget af nye og skiftende metoder og menneskelige programmer. Det er bøn og tro og Helligåndens virke i hjerterne samt nødvendigheden af total afhængighed af Gud og en sand kristen ydmyghed, som bliver fremholdt. Andre `metoder' hører vi ikke om, men hvad skulle de også med dem, for de har jo det ægte! Må Gud bevare dem på den vej. På fredag skal vi køre herfra til Irlandsbåden igen, og derefter køre til vi når hjem til Cork igen ved midnatstid for at være parat til weekenden igen.

Tak for jeres forbøn, ikke mindst netop i denne tid, og for det stående bønneemne om en ejendom til menigheden og arbejdet her i byen Cork.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Indien

Af Esther og Sankar

Vi er allerede ved at komme til enden af dette år. Vi har så mange ting, vi er taknemmelige til Gud for. Hans trofasthed, og muligheden for at være aktiv deltager i, hvad Han gør i disse tider. Han er al vores pris værd.

Gud har igen og igen mindet os om omhyggeligt at søge Ham for enhver detalje i vores liv. Dem, der søger Ham vil finde Ham. Han er Gud og belønner dem, der omhyggeligt SØGER HAM. Vi har lært, at det er så let at finde løsninger og svar på de problemer eller forandringer, vi møder i vores daglige liv. Men Gud har arbejdet med os, for at vi ikke skulle læne os op ad vores erfaring eller løse problemerne på egen hånd, men SØGE efter Guds ledelse og efter, hvad der er på Hans hjerte angående vores daglige problemer og besværligheder. Det har været tider med at søge Hans ansigt og desperation for at høre Hans stemme. Vi blev mindet om Paulus´ bøn i Filliperbrevet 1, 9-10: Bøn om at „jeres kærlighed må vokse mere og mere i kundskab og dybde og i indsigt, så I må være i stand til at bedømme, hvad der er bedst og være rene og uangribelige på Jesu Kristi dag, fyldt med retfærdigheds frugter, som kommer gennem Jesus Kristus til ære og pris for Gud".

Sabbatpausen har været en af de mere hårde beslutninger at træffe. Efter vi startede på denne pause er mange ting gået galt. Det var mærkeligt, at vi alle fire blev syge en efter en. Og sidste måned havde vi alle 4 feber på samme tid, og Esther havde smerter i sit knæ. Og i går var der noget andet galt, så Esther var på hospitalet hele dagen. Vi hentede hende hjem i dag, hun har hvilet sig og føler sig nu meget bedre. Dette er usædvanligt. Vi føler, at det har været et angreb på os som familie og tjeneste, men vi er på den vindende side. Sejren tilhører os.

Vores ønske og plan om at tage en pause i arbejdet er blevet kortet ned fra 8 måneder til 4 måneder. Paul og Princy´s skoleleder vil ikke anbefale, at de er væk fra skole efter anden uge i april. Især ikke Paul, fordi han skal til en eksamen. I disse 4 måneder vil vi gerne være 3 måneder I Danmark og 1 måned til en konference for at få nye imput, måske lederskole i Toronto eller et andet seminar eller konference. Det betyder, at vi nu tænker på at tage af sted 29. nov. og så være tilbage i Indien første uge af april.

For nylig havde jeg en snak med en rejsearrangør her i Ooty angående vores flybilletter. Det ser ud til at december er højsæson for flyrejser. Derfor overvejer vi at booke flybilletter til d. 29. november i tro på, at de danske visa vil komme før d. 29. november. Hvis vi ikke booker billetter snart, får vi måske slet ikke nogen, eller også bliver prisen høj. En af vores venner på Færøerne lovede os for nogen tid siden, at han ville betale vores billet. Et stykke tid spekulerede vi på, om han mente den fra Indien til Danmark, eller den fra Danmark til Færøerne. Det var et følsomt emne, og vi tøvede med at spørge ham, hvad han mente. Men i dag d. 4. nov. Ringede han igen til os for at høre til, hvordan vores forberedelser gik. Han nævnte, at han ville betale billetten fra Indien til Danmark for os alle 4. Det er et mirakel. Det var en stor opmuntring for os, eftersom vi har gået gennem usikkerhed samtidig med, at vi ikke har fået visa til at besøge Danmark, og heller ikke havde penge til billetten. Men vi har erfaret mange gange, at den vind, der blæser på os, kan Gud bruge til at føre os til bedre at kende Ham. Det er vidunderligt at vide, at vi har en elskende Far, som ønsker det bedste for os, og Han er aldrig forsinket.

Vi har haft et hus til undervisningsbrug de sidste godt 5 år. Nu har ejeren selv brug for huset, så vi har afleveret det. Det var et stort skift for os ikke at have det sted mere. Det hus havde været en stor velsignelse for os. Men vi tror, at Herren har noget bedre i vente for os i den kommende tid. De sidste to måneder har ikke været lette for os. Den ene efter den anden af os har været syge, og der har også været problemer i tjenesten. En af vores stabsmedlemmer, Solomon blev forelsket i en af pigerne på tjenesteteamet, og det skabte nogle problemer og uorden i arbejdet (det har bl.a. noget med den indiske kultur at gøre) Vi gjorde vores bedste med at rådgive ham, men han ønskede ikke at søge Guds vilje på dette område. Efter mere end 3 måneders overbærenhed blev det for smertefuldt for vores team, og vi besluttede, at det ville være godt for os som team og godt for Solomon at være ude af tjenesten i nogen tid. Lige nu er han i Chennai hos sine forældre.

Vær med os i at prise Gud for Hans trofasthed i at sørge for de behov, vi som team har. Det var meget opmuntrende for os at vide, at I alle beder for os. Vi priser Gud for den ekstra pengegave, der er blevet givet til os til støtte til vores arbejde i Ooty.

Tak Gud for at det nu går bedre med vores helbred. Bed sammen med os om at det danske visum vil komme før d. 29. november. Bed for Thilager og Stephen for Guds visdom og ledelse, når de skal lede tjenesten og projekterne, mens vi er væk. Bed om, at vi må blive klar til juleprogrammerne i forskellige områder i Ooty i Light House klubberne og i aftenstudiecentrene.

Bed om at vi må få gode flyforbindelser. Vi stoler stadig på Gud for de sidste beløb til at dække rejseomkostninger og lufthavnsskat og sygeforsikring for os 4, som kræves, før vi forlader Indien.

Må Gud give os alle sin fred og glæde. Vi glæder os så meget til snart at se Jer alle.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Kristentro på Island

Af Gardar Ragnarsson

Island ligger geografisk i det nordvestlige hjørne af de Nordiske lande og befolkningen er af henholdsvis Norsk og Keltisk oprindelse. De oprørske norske bønder var på flugt fra den strenge Harald den Hårfagre, og kom til Island i år 870 og medbragte de afguder, som de såkaldte `vikinger' var berømte for, samt deres barske måde at leve på. Det var hedninger af værste skuffe.

Men før de kom, havde folk fra Irland, de kristne `paper' slået sig ned på øen. De var sandsynligvis flygtet fra de forfølgelser, som rasede i Europa. Der findes både stednavne og levninger, som bekræfter deres tilstedeværelse. Befolkningen bestod derfor først af kristne og så siden af hedninger.

130 år efter at de første nordmænd kom, gik landet over til kristentroen ved et parlamentarisk folketingsvalg på Thingvalla, og da måtte hedningene kaste deres afguder, som var indviet til Thor og Odin, fra sig. Det islandske `Althing' er det ældste fungerende parlament i verden.

Landet er tre gange større end Danmark, og indbyggertallet er i dag på godt tre hundrede tusinde. Der tales et sprog, som ligger tættest på det oldnordiske sammenlignet med de øvrige skandinaviske sprog. Hver islænding kan uden større problemer læse de gamle håndskrifter. Islandsk har altid været folkets sprog, både i det kirkelige og offentlige rum, og det hører til det Nordiske kulturområde.

Island har haft nogle kristne `lysfakler' gennem tiderne, og én af dem var præsten Hallgrímur Pétursson (1614-1674). Han skrev de kendte Passionssalmer, som er en åndeligt skat og litterært storværk, der har sat dybe spor efter sig i det islandske åndsliv.

Passionssalmerne blev færdigskrevet 1659 og er på 50 ialt + tillægssalmen som hedder: `Om dødens uvisse time'. Hver salme er på mange vers, og i 1666 udkom de første gang på tryk, men var dog allerede før det kendt ved at blive spredt omkring i afskrevet form. Guds Ords sædekorn nåede således ud til hele befolkningen.

I alle hjem fandtes Passionssalmerne som folk læste flittigt, og som mange lærte udenad. Børnene lærte at læse ved dem, og i salme 44 vers 19 er den bøn, som hvert barn kendte, og som mange kender i dag, og som er den almindeligste bøn i tilføjelse til `Fadervor':

„Vær du, Gud Fader, Fader min i Frelserens Jesu Navn. Før mig ved hånden, ud og ind. Så ingen synd jeg favne."

Den Almægtige Gud, som vidste hvad der lå foran, var i gang med sin forberedelse for nationens liv og fremtid. Han havde udvalgt sig et redskab og udrustet det på en usædvanlig måde.

Passionssalmerne er sikkert, næst efter selve den Hellige Skrift, Islands mest læste og mest elskede bog, og de har stået i langt højere yndest hos folket end selve de gamle Sagaer.

Det 17. og 18. århundrede hører til de mest trængselsfulde tider i det islandske folks liv med naturkatastrofer, vulkanudbrud og farsotter. Grønlandsisen lagde sig uvanlig tæt op ad vest- og nordlandet og lukkede for normal sejlads med medfølgende kulde til følge. Folket var i dyb armod og folketallet dalede til omrent det halve, og en udslettelse truede. Da overvejede en i Danmark nedsat kommission i rammeste alvor muligheden for at flytte hele den islandske befolkning ned til de jydske heder. Det var sikkert vel ment, men blev dog ikke til noget.

Det var den åndelige arv fra Hallgrímur, der gav folket Gudstro og mod til at holde ud i nøden, og heri lå uden tvivl hemmeligheden, for at folket oplevede den opdrift, der skulle til for at kunne overleve, formidlet til dem i den form, den blev skænket til Hallgrímur af Gud. Endnu i dag oplæses der hver år fra Passionsalmerne i den `Stille Uge' op til påskehøjtiden i den Islanske Radio.

Til minde om ham står `Hallgrímskirke' i Reykjavik som en `bautasten'. Den blev indviet den 26. oktober 1986 og er det prægtigste gudshus i hele landet og kan ses allevegne fra, når man kommer til Reykjavík, enten det er i et fly, båd eller bil. Kirkespiret rager højt op over byen, som en finger der peger mod himmelen for at minde folket om, at der findes en Gud som lever, og at vejen til ham alene er gennem hans Søn Jesus Kristus. Det er salmernes hovedtema.

Fridrik Fridriksson, stifteren af KFUM og KFUK på Island, var i det sidste århundrede et vigtigt talerør for kristentroens grundsandheder. Hans liv og virke blev til stor velsignelse for tusindtals unge mænd og kvinder. Han blev født 25. maj 1868. Som ung studerende kom han til Torshavn på Færøerne med skibet, som dengang sejlede i rutefart til København. Det siges, „at på grund af dyb hjertesorg" havde han planlagt at lade sig forsvinde mellem Island og Danmark. Men da skibet anløb Torshavn fik han kontakt med gudsmanden William Sloan, og der gik han til møder og fik den åndelige hjælp, som gav ham troens fulde frelsesvished og hvile i Gud. Efter det rejste han til Reykjavík som et nyt menneske.

Senere kom han til Danmark for at studere ved Københavns Universitet. Han fik kontakt med KFUM, hvor han virkede i en tid til stor velsignelse. Efter hjemkomsten til Island læste han til præst i Reykjavík og 2. januar 1899 startede han det islandske KFUM og lidt senere samme år KFUK.

Desværre havde spiritismen infiltreret den Lutherske Folkekirke i begyndelsen af århundredskiftet. En ung teologistuderende i København, Haraldur Níelsson, som var islænding, var i modsætning til Fridriksson, grebet af Georg Brandes fritænkeri. Som bekendt var Brandes jøde, men han var i oprør både mod jødedommen og kristendommen, et oprør som han arvede fra sin mor. Der blev sagt om Brandes: „Jøde, som han var, ville han ikke være, og en dansker, som han ville være, var han ikke". Denne spaltethed og hans kløvede sjælsliv med hensyn til egen identitet prægede hele hans liv og virke inden for tro og politik. Det forstyrrede danskernes åndsliv og kultur og gav okkultismen frit spil. Hans forelæsninger ved Københavns universitet er berømte. Mange unge lyttede til den `nye stem-me' og blev inspireret af den. Haraldur var én af dem. Han blev siden professor i teologi ved Reykjavik Universitetet, hvilket gav ham gode muligheder for at påvirke unge studerende med den nye ideologi. Dette skadede den Islandske folkekirke, og har siden givet den et dårligt ry. Og det forstyrrede også islændingenes åndsliv.

Universitetet blev et arnested for bibelkritik, nyteologi og fritænkeri. Den såkaldte `bran-desisme' åbnede for spiritisme under dække af `åndelig granskning og alternativ søgning' i strid med Bibelens klare lære, og greb om sig med frafald fra kristentroens grundtanker, og mange har i dag stadigvæk problemer med at løsrive sig fra okkultismens dæmoner. Derfor var og er arbejdet i KFUM og KFUK en vigtig modvægt mod frafaldet.

Den frelsesvished Fridrik Fridriksson oplevede som ung, prægede hele hans liv. Tyngdepunktet i hans teologi var „Jesus Kristus Guds Søn". Utallige er de drenge som fik at høre hans kærlige formaning: „Mit barn, vælg Jesus og følg ham, thi han er vejen, sandheden og livet"!

Dette budskab var han viet til hele sit liv. Han døde 9. marts 1961. Mange af `Fridriks drenge' blev siden ledende mænd indenfor forretningslivet og det liberale erhverv, politik og kultur, og en del er præster i den islandske folkekirke i dag.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Missionshjørnet

Af Kenneth Kühn

Mission i en høj-moderne tid.

Vi lever i en tid hvor stress og udbrændthed er blevet en folkesygdom. Måske er det en reaktkion på at vores tid er inde i stærke og omstillingskrævende forandringer. Globaliseringen, medierne og de nye teknologier gør verden stadig mindre, men også mere kompleks og uoverskuelig. Nogle sociologer mener, at det kun er ca. 30 procent af menneskene der reelt kan overskue kompleksiteten i vores såkaldt høj-moderne tid.

Før levede vi i mere traditionelle rammer med homogene kulturer. I dag lever vi i en flydende og grænseoverskridende verden hvor samfundet skal forholde sig til mange kulturer, sprog og værdi sæt. Vores sociale samværsformer er i forandring. Tidens kommunikationsteknik skaber mennesker der netværker globalt på bekostning af nærvær og opmærksomhed i det lokale. I arbejdslivet betyder den øgende globale konkurrence, at vi tvinges til stadig mere effektivitet for at opretholde vores høje levestandart og velfærd.

Alle disse faktorer påvirker os som mennesker både åndeligt, mentalt og fysisk. Som kristne må vi spørge os selv, hvad det skal betyde for vores kristenliv og missions arbejde. Jeg vil pege på to perspektiver:

1. Vi må søge stilhed og fordybelse for at bevare det åndelige liv. I en tid med store kontakt flader, overkommunikation og heftig aktivisme er det mere nødvendigt end nogensinde, at vi søger stilheden i vores personlige liv med Gud. I skriften er ørkenen det sted hvor mennesker blev formet og dannet af Gud. Helt fra Abraham, Moses og Elias til Johannes døberen, Jesus og Paulus, tilbragte Guds tjenere tid i ørkenens nøgne og stille landskab, hvor intet kunne forstyrre sanserne. Her kunne ånden fordybe sig i Guds mysterier og fyldes med hans liv. Ud af ørkenen kom mennesker med åndelig kraft og indsigt til at formidle Guds riges virkelighed til deres samtid. Det samme er nødvendigt i dag.

2. Vi må følge med tiden og gøre brug af de nye muligheder. Det er for let bare at stå af udviklingen og vente på Jesu genkomst. Gud er også Herre i høj-moderniteten og det der kan virke uoverskueligt og negativt for mennesker kan rumme store anledninger for evangeliet.

Guds rige udbredes ikke gennem problemorienterede kulturpessimister og sortseere men gennem visionære tjenere, der ser muligheder i tiden. Vi har en pligt til at følge med, hvis vi skal lære den næste generation at leve som kritiske børn af deres tid, der finder vej ind i et rigt åndeligt liv som disciple af Jesus midt i den høj-moderne kompleksitet. Kun gennem positiv medlevenhed kan vi tage et åndeligt ansvar.

Jeg tror, at kirken i det høj-moderne kaldes til at være et missionerende fællesskab, der balancerer mellem åndelig fordybelse og gudgiven forståelse af tidens farer og muligheder. Et fællesskab der kender sin kaldelse og lever i afhængighed af ham, som giver fred og kraft midt i forandringernes stressende hvirvelvinde.
 
 

Missions-Nyt, Nr. 4-2006

Centralasien

Af Lydia Holm

Alle vores 68 børn har det godt. Specielt spændende er det at følge de 9 unge, som er rejst fra hjemmet Oasis for at begynde deres eget liv. De holder alle kontakt med os hver uge ved at ringe eller skrive mails. Vitalik er på studietur og evangeliserer i Kirgisistan i denne urolige tid. Han skrev et mail hjem: „Du skal ikke bekymre dig om mig 'big mama', jeg har det godt". Vi er meget stolte af dem alle sammen. De har fået et liv, som de ved, er bare af nåde. En dag skal I få lov til at møde dem i himlen `i den støjende afdeling' råbende og prisende den levende Gud.

Mine tidligere breve har for det meste handlet om de gadebørn, som vi har taget hånd om i Tajikistan. Denne gang, har jeg lyst til at fortælle jer lidt om, hvordan vi arbejder og om alle de herlige lokale medarbejdere, som Oasis har.

Jeg har nu arbejdet 8 år i Tajikistan. En af mine bønner til Gud var, at vi måtte opbygge et arbejde, som kunne fungere på lokale hænder ud fra den lokale menighed. Det er nu meget tæt på at lykkes. Jeg aftrådte den praktiserende lederstilling i foråret 2006 og har siden kun arbejdet som konsulent for de lokale ledere.

2 gange om ugen underviser jeg på Oasis. Den ene undervisning er for børnepasserne. Vi vælger et emne, der så skal være det gennemgående tema for den kommende uge. Børnepasserne underviser så børnene med det undervisningsmateriale, de har fået.

Den anden undervisning er for alle medarbejderne. Vi er 24 medarbejdere i alt med alle vores skolelærere. Det er en sådan undervisning, du ser på billederne. Vi har studeret emner om Gud og frelsen, men også hvad bibelen har at sige om misbrug, afgudsdyrkelse, fristelser, vores behov, familien, vores identitet, tilgivelse, omvendelse o.s.v.

Fra begyndelsen havde vi kun en lille håndfuld kristne medarbejdere, og få af dem havde uddannelse. Vi forsøgte at holde en ligevægt i forholdet een til een. Lidt efter lidt blev nogle frelst og andre gik. Vi oplevede en atmosfære omkring børnehjemmet så fyldt af fred, at mange besøgende udefra nævnte det. Derfor tog vi frimodigt ufrelste ind og forventede, at de ville blive frelst. Hvis de ikke blev frelst inden for 3 måneder, var det foruroligende for os. For at leve i et muslimsk land, må man holde en balance af tro, frimodighed og visdom.

Tajikerne er modne til høst. Efter sovjets fald i 1991, blev der dagligt hver eftermiddag vist en kristne tegneserier for børn, som hed `Super Book' og derefter `Club 700'. Fra disse programmer har de fleste deres baggrundsviden om Bibelens Gud og hans mirakelliv i dag. Stort set alle medarbejdere, som er blevet frelst, har set disse programmer som børn. Nargiza husker, hvordan hun løb hjem fra landsbyskolen for at nå at se programmerne, og hver dag bad hun med på frelses bønnen, fordi hun følte en stæk længsel i sig efter denne Gud. Derfor var det så nemt for os at komme og bare høste den modne frugt.

Et lille Bibelskoleteam kom på besøg i 1997. De gik ind på det Engelske Fakultet, og fik lov til at tale med de studerende i timerne. Bagefter tilbød de en tid for bøn for alle, som ønskede det. Dengang blev Nargiza og mange andre frelst. Der har siden været en vedvarende Guds ild til frelse på det fakultet, og i meningheden har vi mange engelsktalende tajikere til at hjælpe med at tolke, når udenlandske gæster besøger byen.

Der er så mange flere herlige historiere at fortælle, men det må I vente med at læse om til næste gang.

Webbureauet Krogstrup & Hede