Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Leder: Sandhedens Ord

Af Karl Kühn

I sit 2. brev til Timotheus kalder Paulus Guds Ord for SANDHEDENS ORD.

Forfatteren og missionæren Dr. Stanley Jones har sagt meget godt, blandt andet har han sagt: „Sandheden kan kun være een ting - den kan ikke være både det ene og det andet". Mange vil sikkert være uenig med Stanley Jones i den påstand. Men hør hvad han videre siger: „Sandheden kan korsfæstes og begraves, men den står op igen den tredie dag". Hermed knytter han sandheden til Jesus, som selv siger: „Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig".

Endelig siger Stanley Jones: „Sandheden vil skabe konflikt, indtil man overgiver sig til den". Dette er klar og sand tale. Jesus er sandhedens centrum, og han knytter sandheden direkte til sin egen person, når han siger: „I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie". Og videre: „Hvis altså sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie". Johs. 8:32-36.

Martin Luther taler om sandheden, som frigør, og udtrykker sig sådan: „Ingen er så fri, som den kristne, men heller ingen er så bundet". Det lyder mærkeligt, men alligevel er det sandt, for den virkelig frie er Kristi træl, fordi han har erkendt, at sandheden er i Ham.

Paulus siger til Timotheus i 2. Tim. 2:15: „Stræb efter at træde frem for Gud, som en mand der kan stå prøve, som en arbejder der ikke skammer sig ved sit arbejde men forkynder Sandhedens Ord på rette vis".

Intet kan erstatte forkyndelsen af Guds Ord, fordi troen kommer af forkyndelsen i følge Rom. 10:17, og mennesker er, hvad de tror på.

Menigheden kaldes i Biblen for sandhedens søjle og grundvold. Gud har kaldt sine børn sammen i sin menighed ikke kun for at dele fællesskab og tanker, men for at vi dér skal lytte til og forkynde Sandhedens Ord. Må Gud hjælpe os til at forkynde ret og leve ret, for ellers snubler sandheden i porten (Es. 59:14), og vi farer vild.

 
Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Et øjebliksbillede fra Paraguay

Af Pia Hågensen

At rejse til Paraguay efter ca. 20 år er som at (gen)se en overset perle i Sydamerikas skatkiste. Klemt inde mellem Brasilien og Argentina ligger et land, der har meget at give af, men få tager det. Det besluttede vi os imidlertid som familie for en periode at gøre - for på samme tid måske at kunne give lidt igen. Til daglig er vi bosiddende i Kastrup og er tilknyttet Pinsekirken `Det Kristne Kulturcenter i København'. Vores børn er henholdsvis 7, 9 og 13 år.

Vi befinder os i San Ignacio de las Misiones, et lille sted med autentisk atmosfære, hvor menigheden Iglesia Filadelfia på nuværende tidspunkt på en særlig måde oplever at kunne gøre en forskel i og blandt en befolkning, der på mange måder trænger til hjælp af konkret karakter. Her er en udstrakt hånd på mere end én måde afgørende, og betydningen af Jesu ord: „Hvad du har gjort imod én af mine mindste, har du gjort imod mig" sættes for alvor i relief for os som familie.

I et land og et område, hvor fattigdommen er meget håndgribelig og synlig, opdager vi snart, at livets opretholdelse for en stor del af befolkningen ganske simpelt handler om overlevelse, om at få dækket de umiddelbare fysiske behov og få besvaret spøgsmålet: „Hvordan skal vi få stillet sulten i dag?". Når vi går ud til de fattigste sammen med menighedens folk med mad, basisvarer som ris, mel, olie, sukker, pasta, yerba (te) mm. ser vi, hvordan mange af dem ikke lever, men stort set kun eksisterer.

Derfor er det en stor glæde, at der er kommet en container fra Danmark med tøj, legetøj, møbler, computere, hospitalssenge og andre yderst anvendelige ting, som i den grad kan komme til nytte her. I løbet af den sidste uges tid har mellem fem- og seks hundrede mennesker været omkring centeret (CEFIF) for at modtage en pose tøj. Der har været en stemning af juleaften og dermed også stor glæde og forventning.

At få en container fra Danmark frigivet fra hovedstaden og sendt til San Ignacio var en stor udfordring. I første omgang fik centeret den besked, at det ville koste op imod 65.000 i danske kr. i moms, skat og afgifter af få containeren her til byen. Men kirken gik i bøn, og hvad to eller tre bliver enige om at bede om, det hører Gud, og Han besvarer vores bøn. Efter mange „forhandlinger" og samtaler/møder med forskellige offentlige og højerestående personer, lykkedes det at få skåret omkostningerne ned til ca. 11.000 danske kr. Det var et stort, et tiltrængt og et meget velkomment bønnesvar!

I centeret ser vi, at en stor flok knokler mange timer hver dag for gennem dette projektarbejde (støttet af IAS) at kunne investere i børnenes fremtid. Medarbejderne er meget trofaste og givende over for børnene - og det til et månedligt beløb (ca. 450 danske kr), der ligger langt over mindstelønnen - hvis og når der er penge i kassen til at betale løn overhovedet. Må Gud velsigne dem rigeligt for deres indsats.

Menigheden har i forbindelse med `Vennernes dag' i San Ignacio (den 30. juli) afholdt et stort arrangement, hvor der blev inviteret venner og bekendte til en stor venskabsaften. Forud for arrangementet lå mange timers forberedelse i form af faste, bøn, øvning af dans/mime/sang samt praktiske tiltag. Og på selve aftenen, da arrangementet løb af stablen, var kirken proppet. Salen var mere end fuld, og ca. 300 mennesker deltog. Mere end 50 personer tilkendegav den aften, at de ønskede at lære Jesus at kende. Opfølgningsarbejdet er nu i fuld gang, og deri ligger som bekendt en stor opgave. 66 personer er tilmeldt et kursus, hvor de nu skal gennemgå nogle af de vigtigste grundprincipper i Guds ord.

Generelt oplever menigheden en ny og forfriskende tid. På et møde for nylig rørte Helligånden på en særlig måde ved mange, og 15 blev døbt med Helligånden den aften. Mange talte i nye tunger og fik en ny oplevelse og erkendelse af, hvad vi har i Kristus.

Næste store udadvendte arrangement ligger i denne uge, hvor vi den 16. august kan fejre `Børnenes dag'. Menigheden/centeret har planlagt en masse forskellige spændende og sjove aktiviteter forskellige steder i byen. Arrangementet kommer til at strække sig over flere dage, og der kommer f.eks. klovne og underholder. Der bliver også delt små gaver ud til børnene.

For nogle dage siden var menighedens ledere samlet. Under mødet blev de opsøgt af et par, som er forældre til en dreng på ca. 2 år, der var meget syg af en alvorlig lungebetændelse. Pastor Estéban tog med hen på hospitalet for at bede for drengen. Da de ankom til hospitalet, havde drengen fået hjertestop og var død. Lægerne havde forgæves forsøgt at genoplive ham ved hjælp af elektrochok. Personalet havde allerede fjernet slanger og drop fra drengen, da han jo var død. Men Estéban bad for drengen, og han åbnede sine øjne. Han var erklæret død, men Gud vakte ham til live igen. Drengen blev suget i lungerne for den dødbringende betændelse og spurgte så efter mælk. Han var helt frisk og sulten!

For et par dage siden var en dame fra menigheden på arbejde. Hun er jordemoder, og i forbindelse med en fødsel skulle hun ringe efter en læge. Men hun kom imidlertid til at ringe forkert, og fik fat i en fremmed og meget ensom dame. Jordemoderen undskyldte og sagde, at hun vist havde fået forkert nummer. Damen i den anden ende sagde, at det havde hun ikke, for hun havde lige slugt en masse piller og ventede på at dø. Jordemoderen skyndte sig at ringe efter en ambulance. Da den ankom til damens hus, var hun bevidstløs, men det hele endte godt, damen kom til udpumpning og overlevede. Hun var meget glad og taknemmelig for, at hun fik kontakt med damen fra menigheden. Guds timing viste sig endnu engang at være perfekt.

Jeg vil slutte min rejsebeskrivelse af med at fortælle om endnu et bønnesvar og om en helt speciel pige fra menigheden, men det er også en opfordring og anmodning til jer om forbøn for hende. Barbera er 16 år og tjener Gud. Hun er aktiv i børnearbejdet, er med i dans og koreografi, er altid parat til at yde en ekstra indsats og er i det hele taget en pragtfuld pige, som viser ansvar og træder i karakter. Hun vil gerne læse medicin og uddanne sig til læge for på den måde at kunne være med til at hjælpe sit folk. For nogle måneder siden led hun af en forfærdelig mavepine og kunne ikke holde maden i sig. Hun fik konstateret mavesår, men på samme tidpunkt fandt lægen en ondartet knude i Barberas ene bryst. De danske missionærer, Peter og Anne-Lise Madsen besøgte byen og kirken på det tidspunkt og bad for hende. I søndags kunne hun vidne om, at Gud har helbredt hende for mavesår, og at hun er helt rolig og sikker på, at Gud også har fjernet knuden i brystet. Hun kan spise normalt, og har ingen gener eller smerter i brystet længere.

Mange hilsner fra familien Hågensen: Thomas, Pia, Dianna, Lucas og Emil
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Thailand

Af Sathiyaa og Prayoon Maprang

Kære læsere af Missions-Nyt.

Sidst fortalte vi om de 100 nye børn, som vi havde sagt ja til at modtage i Elevcentret i Gaeng Thung. Det er gået fint med at få dem til at blive en del af fællesskabet i elevcentret og i menigheden, og vi siger tak for jeres forbøn.

Vi er bekymret for den menighed, som Compassion ikke længere vil arbejde sammen med. Der er en alvorlig splittelse i den menighed, og det var derfor, Compassion lukkede projektet der. Teamet i Gaeng Thung har besluttet sig for at forsøge at mægle, og den 3. august havde vi det første møde. De to grupper ser ud til at være langt fra hinanden, men vi vil fortsætte forsoningsarbejdet og vil sætte stor pris på jeres forbøn også for dette.

Der er godt nyt om Jobtræningscentret i Nakhonthai. Byggeriet er næsten færdigt. Eleverne fra Gaeng Thung og deres forældre brugte en weekend på at påbegynde muren rundt om centret. Som altid mødte de talstærkt op. I sidste halvdel af august måned påbegyndes arbejdet med at lægge vand ind, og i oktober eller november skulle det første kursus så kunne påbegyndes, efter at arbejdet har ligget stille i halvandet år. Det glæder vi os meget til.

Vores to danske voluntører Anders og Johanna har snart været her i 3 måneder. Johanna har været en del syg, og vi har været bekymrede for hende. Anders og Johanna har været gode til at skabe kontakt til børnene og de unge. De har ikke undervist dem så meget i engelsk, men de har lavet mange ting sammen med dem og snakket meget engelsk med dem. De har været mere som venner end som lærere. Udover English Camp har de været rigtig meget sammen med Sathiyaas team i Naa Gai Khia og Prayoons team i Gaeng Thung, og begge teams har været meget glade for fællesskabet med dem og for deres engelsk undervisning. Vi vil savne dem, når de rejser.

Med kærlig hilsen og tak for støtte og forbøn.

Sathiyaa og Prayoon Maprang
og Birthe Steffensen
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Nyt initiativ i Indien

af Esther og Sankar

Kære venner! Hermed hilsen fra Ooty. Tak til Gud for at han giver os mulighed for at leve for Ham, elske Ham og tjene Ham og at fuldføre Hans plan for vores liv. Lad glæde, fred og overflod af Herrens velsignelse være vores del over de kommende år. Må dette år bære en rig høst i Indien og videre ud. Lad den fattigste fattige sige: „Jeg er rig" den svage sige: „jeg er stærk" og folk som er bundne udråbe, at de er frie. Jeg har reflekteret over, hvad Herren har gjort de sidste 10 år i tjenesten, og vi ser også, hvad Gud vil gøre for os de kommende 10 år. Vores bøn og længsel er, at vinde børnene for derigennem at vinde hele nationen.

Vi har købt en grund, hvorpå vi ønsker at bygge bl.a. et børnehjem. Vi har endnu ikke fuldført hele betalingen. Vi skal samtidig betale 3.000 rupies (ca. 500 kr.) i skat, fordi det er landbrugsjord. Der ligger et faldefærdigt hus på grunden, men der er elektricitet. Men det er en fordel at betale nu, frem for når der er kommet nye bygninger på grunden, da det vil hæve prisen. Vi takker Gud for den økonomiske støtte fra mennesker i Indien og i Danmark. De har lige siden starten rundhåndet støttet os i arbejdet med at overtage grunden.

Vi har erfaret Guds hånd på mange måder, at Han er interesseret i dette, og at Han ønsker at velsigne, hvad vi gør. Det er et privilegium for os at være en del af, hvad Gud er ved at gøre i Indien. Tak at I vil gå hånd i hånd med os i tro på Gud for resten af pengene til grunden. Det drejer sig USD 2.300 (ca. 14.000 kr.) Vi håber at være færdige med at betale for grunden før vi, hvis alt går vel, kommer til Danmark i oktober..

Vi har haft dåbsgudstjeneste på vores nye grund. Der var samlet ca 70 mennesker. De var fra Ooty fra en af de kirker, vi har fællesskab med. Det var meget opmuntrende at have så mange mennesker til at besøge vores ejendom, så den allerede bliver brugt til formålet. De kommer til at lære stedet at kende, og stedet er meget velegnet til dåbsgudstjenester. Og det går meget hurtigere med at tage stedet i brug, end jeg havde forventet. For en uge siden brugte en af præsterne det til 3 dages bøn og faste. I dag blev 10 mennesker døbt i floden overfor ejendommen.

Tak for forbøn for vores ungdomskonference i Chennai, hvor der deltog ca. 100 unge. Målet var at lære disse unge at vandre med Herren og søge Gud for Hans vilje og hjerte for deres vej fremover.

På en rejse, der gik gennem et jungleområde, stødte vi på en mand, der havde levet i skjul i junglen hele sit liv, i over 80 år. Vi prøvede at komme i kontakt med ham for at fortælle ham om Jesus. Han lyttede interesseret, men afslog alligevel vores tilbud til ham om at flytte tilbage til civilisationen. Bed til Gud, at vi får chancen for at møde ham igen, så vi kan fuldende denne lille evangelisation.

Helligånden har ledt os til endnu et nyt lokalområde, der hedder Vc Colonay. Et område hvor 90% af mændene drikker alkohol. Det har påvirket os voldsomt at se, hvormeget børnene i disse familier lider. Vi har for nylig besøgt området og uddelt skoleuniformer og undervisningsmaterialer. Vi har planer om at leje et lille hus her for at starte et aftenstudie og en bedegruppe. Bed om, at vi må finde det hus, som vi har brug for.

Bed for vores forberedelser til at besøge Danmark og vores venner dér.

Gud velsigne Jer

Hilsen fra Sankar, Esther Paul and Princy
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

En hilsen fra Tasjkent

af Lydia Holm

Et spændende halvt år er gået efter vores sejrrige rettergang, og efter vi blev opdaget af UNICEF. Vores kontakt med UNICEF har betydet, at vi har 10 skolebørn mere i vores skoleprogram, hvor vi underviser store skolebørn, der er analfabeter, fordi de faldt ud af skolesystemet i de små klasser. Børnene lærer at læse og skrive, de får en sund middagsmad og har mange talentudviklende fag om eftermiddagen. UNICEF betaler for disse børn, og vi har fået stor anerkendelse som organisation. Børnene falder til ro hos os, og en af pigerne sagde: "Det er så fredfyldt her, ingen slår mig, og ingen driller mig."

Efter min tur til USA i efteråret 2005 har jeg også fået godt gang i undervisningen af personalet. Vi er 24 i alt. I et tilfælde, hvor jeg havde undervist om tilgivelse, tog Helligånden over på en speciel måde, så vores to mest hårdkogte russiske lærere spontant bad de øvrige medarbejderne om tilgivelse for deres ikke altid så pæne opførelse. De har været meget hovmodige, fordi de var rigtigt læreruddannede.

Jeg har været leder af arbejdet i mere end 7 år, og nu begynder vi at måtte sige farvel til mange af dem, der er vokset op på børnecenteret. I år bliver det 4 drenge og 3 piger, som rejser videre ud i fremtidens liv. Billedet viser de 4 drenge og mig selv. Jeg bliver kaldt 'Big Mama'.

Fra venstre står Faruk på 17 år. Han rejser til Rusland for at studere på universitet på en IT linie kaldt 'Beskyttelse af information på nettet'. Han blev udtaget i sin klasse som bedste elev, og hans studier vil blive sponsoreret af universitetet. Det var politiet, som i 1999 bragte Faruk til 'Oasis'. Han gik på gaden og solgte plastik poser, fordi hans mor var død, og faren, som drak, forlod ham og rejste til Rusland for at søge arbejde.

Nummer 2 fra venstre er Sasha, han er 19 år og lige blevet færdig som mekanikker. Han vil gerne være prædikant, og har fået mulighed for at studere på Lives Ords Bibelskole i Moskva. Han spiller piano i kirkens lovsangsgruppe og kan nu få lov til at videreudvikle sine evner. Sasha kom til 'Oasis' i begyndelsen af 1998. Hans mor lever som tyv, og hans bror og søster lever fortsat på gaden, de ville ikke med på `Oasis' den gang. Nu er Sasha flyttet til Moskva og har allerede fået arbejde som vinduespudser, så kan han forsørge sig selv under studierne.

I midten står jeg 47 år gammel stolt og glad og for resten 'bedstemor' til Aziz, som jeg kan fortælle om i timevis. Desværre er han ikke med på billedet. Til venstre for mig står Jura, han er 18 år, og skal på samme linie og universitet i Rusland som Faruk. Jura kommer fra en familie med alle former for misbrug, og han blev nogle gange låst inde i deres lejlighed i månedsvis, derfor kom han ikke så ofte i skole, men på 'Oasis' har han været så flittig de sidste år, at den Russiske debutant også udvalgteham til at studere i Rusland. Roma helt til højre i billedet har haft svært ved skolegangen, men han er dygtig til alt praktisk arbejde, han har en tante i Rusland, som har lovet at finde en mesterlærer til ham, så kan han lære at restaurere lejligheder.

Desuden rejser 3 af pigerne ud i verden. To piger tager på bibelskole i Dushanbe, som er hovedstanden i Tajikistan, Veronica skal tilbage og studere i 2007 og Dasha skal tage et massagekursus og må til at klare sig selv. Den tredje pige Sarifa tager med Faruk og Jura til Rusland. Hun har også fået et sponsorat og vil studere til socialrådgiver på universitetet. For en måned siden var vi nød til at skjule hende for familien, som mente, at hun skulle sælges som kone nr. to til en mand, hun ikke kendte. Det er godt, at Gud allerede har bestemt noget andet for hende. I al hemmelighed har vi nu fået hende fløjet til Rusland, og menigheden der har taget godt imod hende, og hun har fået arbejde i en forretning, så hun kan også forsørge sig selv under studierne.

Som I kan forstå, er hvert enkelt af disse gadebørns liv et kæmpe mirakel. Bed fortsat for dem. Det som verden foragter, har Gud udvalgt. Det umulige bliver muligt i Hans hænder. Vi kommer til at se disse gadebørn som ledere og repræsentanter for Guds rige på jorden.

Kærlig hilsen Lydia Holm

 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Missionstur til Letland

af Anne-Sofie Lorentzen

I påskeferien var vi en gruppe på ca. 14 mennesker fra Apostolsk Kirke i Lyngby, som tog på missionstur til Letland. Vi skulle være af sted i 6 dage og bl.a. besøge et børnehjem, et Blå Kors-hjem samt medvirke ved diverse møder.

Vores første indtryk af Letland var køreturen fra lufthavnen i Riga til menighedscentret i Platone, en lille by med nogle få hundrede beboere. Udover hvor fladt landet er, så var noget af det, der slog os, den store kontrast mellem de nye store byggerier og de russiske, ikke altid særligt opmuntrende barakker, mellem den moderne storby og og de fattige bønder ude på landet, der levede på en så primitiv måde, som man ikke lige regner med at finde en times flyvning fra København.

I Letland er ca. en tredjedel af befolkningen russisk taler russisk, tænker russisk. To dage var vi på besøg i et russisk område, hvor vi besøgte en menighed i byen Gardene. Menigheden har til huse i en gammel russisk officerskole, og ved siden af lå en hel række fuldstændig ens beboelsesbarakker blandt træerne. Indenfor var der mørkt og faktisk koldere end udenfor! Lys og varme er der ikke mange penge til! Da jeg gik op ad trappen til pastor Marinas kontor på 1. sal, kunne jeg ikke lade være at lytte til mine fodtrin og tænke på dengang, det var tunge militærstøvler, der slog klik mod gulvet. I den rungende og mørke gang var det ikke svært at forestille sig. Men en helt klar forskel er der på dengang og nu: Forskellen i atmosfæren! Måske er forholdene beskedne, men hjertevarmen er stor! Pastor Marina bor selv i bygningen, og udover at lede menigheden bespiser hun og hendes medhjælpere hver middag ca. 40 børn fra kvarteret, og for nogle af børnene er dette dagens eneste måltid. At være sammen med disse børn og se deres glæde ved at få lov til bare at lege og være børn, samt hvordan de sugede vores opmærksomhed til sig, var en stor oplevelse for hele teamet.

En anden helt særlig oplevelse var vores besøg på Blå Kors-hjemmet i udkanten af Riga, som også har til huse i en gammel russisk bygning. Letland er det land i verden, hvor befolkningen i gennemsnit drikker mest! Dette medfører mange brudte familier samt stor nød og fattigdom. Heldigvis er der nogen, der tager kampen op! Hjemmet ledes af en tidligere alkoholiker, som har droppet at leve for flasken og nu i stedet lever for Jesus, og som ønsker at hjælpe andre til at gøre det samme. Da vi var på besøg på hjemmet boede der ca. 200 mænd, mens der om vinteren, hvor det let kan blive ned til 20 minusgrader, bor langt flere. Igen er forholdene små, men håbet skinner igennem.

Vi havde på forhånd fået at vide af vores værter i Letland, at vi ikke skulle regne med, at vi kunne få lov til at optræde og dele vores historier, men efter en rundvisning i huset, blev vi vist ned i deres kirkesal, og scenen var vores i hvert fald for en stund! Vi viste vores dramastykker, sang lovsange for og med dem og et par af os delte vores historie og fortalte om, hvordan Jesus har gjort en forskel i vores liv. Lige pludselig blev der en hvisken og snakken nede blandt mændene, og lidt efter fortæller tolken, at nu vil deres kor gerne have lov til at synge for os! Så det 8 mand store kor bevæger sig op mod scenen. Rytmeboksen bliver tændt, den ene af mændene begynder at klimte på keyboard'et, projektoren starter op og viser første vers, lettisk tekst og storladen naturbaggrund. Sangen går for alvor i gang, og koret begynder at synge. 8 ru, dybe stemmer brager løs, tydeligt stolte over at få lov til at vise os, hvad de kan. I starten er vi lettere overvældede, men hurtigt er vi helt med. Synge med kan vi ikke, lettisk og russisk overgår vores formåen! Men at klappe til musikken er et internationalt sprog, så der mødes vi, mens vi nyder koncerten! En ting er i hvert fald sikkert: det er helt anderledes end de koncerter, vi normalt går til! Og vi kan ikke lade være at smile af det komiske ved hele situationen, men ligeså meget pga deres smittende glæde ved at synge!

Efter et veloverstået besøg sidder jeg i bilen og tænker over hele oplevelsen. Vi troede, at vi skulle komme og synge for dem, gøre en masse for dem! Men i virkeligheden så var noget af det, der betød mest for dem, at vi ville bruge tid på at lytte til dem! At tjene andre kan gøres på så mange forskellige måder!

Alt i alt havde vi en fantastisk tur til Letland! Vi oplevede hver især noget nyt med Gud, vi mødte et nyt land og et nyt folk, smagte ny mad, dannede nye relationer. Men noget af det, der betød allermest, var fællesskabet med hinanden. Selvom vi på forhånd kendte hinanden, så fik vi set helt nye sider af hinanden: så hinandens morgenhår, hjalp hinanden med at træde ud i nye udfordringer, oplevede at tjene sammen skulder ved skulder. At tage af sted sammen som menighed på missiontur kan helt sikkert anbefales! Bedre teambuilding end at tjene Gud sammen findes ikke!

Anne-Sofie Lorenzen
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Rapport fra volontørarbejdet i Nakhonthai

af Anders og Johanna Haldrup

Det er nu 2 måneder siden, vi forlod den kendte tilværelse i Århus og drog afsted til Nakhonthai i Thailand. Utroligt mange ting er sket siden da, og vi har fået en ny tilværelse blandt nye mennesker og under helt andre forhold. Selv efter så lang tid har vi endnu ikke helt vænnet os til thai-stil og thailandsk kultur. Nærmest alting er anderledes, fra det vi kender. Hver dag lærer vi noget nyt, og det er spændende at opleve en så fremmed kultur, men af og til savner vi nu alligevel velkendte Danmark.

Vi blev taget super godt imod af Prayoon og Sathiyaa Maprang, som er evigt søde, og som tager sig godt af os. Vi har et godt forhold til de to, og vi glemmer tit aldersforskellen på 20 år. Prayoon og Sathiyaa leder hver deres team i Compassion, og det arbejde har vi fulgt en del. Vi har gennem perioder undervist deres teams og har bygget et venskab op med dem, som vi glæder os meget over!

Juni måned var spækket med oplevelser og nye indtryk fra hele Phitsanuloke provinsen. Vi var på en masse små ture med Prayoon og Sathiyaa, hvor de viste os deres land og introducerede os for utallige kirker og mennesker. Vi sugede til os af oplevelser og indtryk og brugte samtidig tiden på at lære dem en masse engelsk. Vi har blandt andet været på en fantastisk jagttur med Prayoon og to unge mænd fra hans team: Doi og Bok. På denne tur vandrede vi en skov tynd, badede i en flod, og undervejs nedlagde vi 13 gekkoer og en slange med en slangebøsse! Det var også fedt, fordi vi på en afslappet måde fik snakket en masse engelsk med de to unge mænd, og vi har haft et helt specielt forhold tii dem siden. Thailænderne er generte og er ikke til at presse noget ud af i en undervisningssituation, men så snart de er på hjemmebane, glider det nemmere.

I løbet af måneden var vi på en enkelt English Camp og underviste Prayoons team over en uge. lnden vi havde sagt ja til opgaven som volontører i Nakhonthai, overvejede vi, om vi havde noget at give til de mennesker, der ventede på os dernede. Opgaven lød spændene: „Lær dem noget engelsk, og vær der som kristen bror og søster". Det mente vi godt vi kunne, ud fra den erfaring vi har fået, når Gud havde brugt os som undervisere for børn og unge i Danmark. Men allerede på den første English Camp kunne vi mærke, at det var usædvanlig hårdt at stå foran 100 børn (9-11 år), 20 teammedlemmer og andet godtfolk fra området, med følelsen af at ville give så meget, men at være bundet på hænder og fødder af mangel på information om børnenes engelske kunnen, uvidenhed om tider og program og selvfølgeiig sprogbarrieren. Det er blevet til stor frustration for os, at så mange mennesker bruger så meget tid på at lave English Camps og fylder et dagsprogram ud med 4 timers undervisning ved os.

Undervisningen skaber afstand mellem os og børnene. Vi kan ikke leve op til deres forventninger om at lære noget. Vi vil så gerne finde en arbejdsform, hvor vi kan gøre en forskel. Blandingen af mange lejre i juli, kombineret med at Johanna har ligget syg i godt 10 dage, har været hårdt for os. Vi har følt, at vi ikke gavnede, men at vi mere var en byrde og en fejlinvestering. Dette har ikke noget med menneskene her at gøre. De bekymrer sig oprigtigt for os og vil hjælpe, men det har med tilrettelæggelsen og omstændighederne at gøre.

Vi har, som følge af dette, taget en god snak med Prayoon, som var meget forstående og imødekommende. Han vil ændre programmet for de kommende lejre, så vi bliver sat fri til at kunne være sammen med børnene, fortælle vores vidnesbyrd, lege med dem og synge med dem. Vi tror på, at det er en langt mere konstruktiv model for alle parter, og vi har stor forventning til, at den sidste måned bliver en positiv oplevelse for alle.

Alt i alt har vi det godt og nyder at være her, men vi har brug for forbøn og forståelse fra alle sider i denne situation.

De bedste hilsner fra Thailand, Anders og Johanna
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

25 års jubilæum i den danske afdeling af

'Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem'

af Stig Christensen

Lørdag den 12. august fejrede den danske afdeling af Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem (ICEJ) sit 25 års jubilæum i Betesda i København. Der kom omkring 200 gæster. Familien Popov fra Finland spillede og dansede. Sergei Popov er professionel violinist og Helene Popov balletdanser. Endvidere medvirkede datteren Helene.

Finansdirektør Timothy King fra hovedkontoret i Jerusalem viste en billedkavalkade over ICEJs historie og virke siden starten i 1980. Der er nu 55 mennesker knyttet til arbejdet i Israel. De fleste er frivillige medarbejdere, der opholder sig i landet i en kortere eller længere periode, og så er der en lille gruppe fastansatte. I årenes løb er der blevet skabt et internationalt netværk med afdelinger og kontakter i over 100 lande. Timothy King kommer fra USA, men har nu været knyttet til ambassaden siden starten i 1980.

Fra fælleskomiteen for Israels organisationer i Danmark bragte Tove Videbæk en hilsen og holdt et foredrag over emnet: EU's politik over for Israel. Dette foredrag blev bragt i sin helhed i Udfordringen i uge 33.

Senere gav Timothy King en redegørelse for den nuværende konflikt og fortalte om nogle af de anledninger, hvor Den Kristne Ambassade havde ydet konkret hjælp med mad til familier og ældre fattige, der var i beskyttelsesrum, mens raketterne forårsagede omfattende ødelæggelser af byområder og startede store skovbrande i det nordlige Israel. Ambassaden havde indtil nu brugt godt 100.000 dollars på denne nødhjælp. Ambassaden havde også været med til at bringe mange børn i sikkerhed i det sydlige Israel.

Formanden for bestyrelsen i Jerusalem, nordmanden Leif Wellerup, bragte en hilsen fra bestyrelsen og fortalte om noget af arbejdet i den norske afdeling. Formanden for den danske afdeling, sognepræst Stig Christensen, sluttede dagen med at præsentere alle de frivillige, der i det daglige er med til at få arbejdet klaret. Både Timothy King og Leif Wellerup talte om Ambassa-dens formålserklæring:

At vise omsorg for det jødiske folk og især for staten Israel ved at sætte fokus på ordet i Esajas 40,1: Trøst mit folk, trøst det! Siger jeres Gud.

Endvidere at opmuntre kristne til bøn for Jerusalem og landet Israel.

At være et center, hvor kristne fra hele verden kan blive orienteret om, hvad der finder sted i landet Israel og blandt det jødiske folk med det formål at skabe den rette holdning til Israel.

At stimulere kristne ledere, kirker og organisationer til at øve indflydelse i deres lande på vegne af det jødiske folk. At påbegynde eller hjælpe med projekter i Israel, omfattende økonomisk indsats for at hjælpe alle, som lever i Israel, uanset race, baggrund eller religion.

At øve forsonende indflydelse mellem arabere og jøder.

En af de store opgaver, der er brugt megen tid og mange penge på, er at hjælpe fattige jøder hjem fra det tidligere Sovjetunionen.

Vi sender gratis vores blad `Et ord fra Jerusalem', hvor man løbende kan blive orienteret om forholdene i Israel og også ofte vil få en noget anden vinkel på begivenhederne i Mellemøsten end den, man får i dagspressen.

Bladet kan bestilles på telefon 35 39 53 36.

Stig Christensen
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Kvindekongres i Argentina

af Anita og Marino Paserini

Kære Missionsvenner.

Som lovet i sidste artikkel, sender vi en lille hilsen om den kvindekongres vi havde d.13 maj. Det blev til et uforglemmeligt møde, hvor vi samlede 260 kvinder fra 4 provinser, 18 menigheder og fra 10 forskellige kirkesamfund. Det var første gang at sådan et møde blev holdt i byen Crespo, og det blev omtalt i avisen og radioen. Vi lejede et stort lokale af kommunen, og der var vi så fra kl.16 til kl.22, hvor vi havde hele to prædikener med te og kager ind i mellem.

Emnet var først og fremmest om kvindens plads i hjemmet, familien, kirken og i samfundet. Der blev også drøftet problemer som normalt angriber familierne, såsom skilsmisse, narkotika, uhelbredelige sygdomme, utroskab, bankerot og meget andet. Til sidst blev der kaldt frem til forbøn, og der blev bedt for rigtig mange, som netop havde et eller flere af disse problemer. Vi ser også, at det skaber store konflikter i hjemmene, når kvinden er tvunget til at arbejde ude, på grund af den ekstra intægt det giver, og på den måde glemmer at respektere, hvem der er hjemmets overhoved.

Vi takker Gud for, at vi kan holde sådanne sammenkomster, det er en hjælp for mange til at få orden på deres liv, åbne nye horisonter og komme nærmere til Gud, som kan løse alle problemer. Det var samtidig en stor glæde at se oprigtige hjerter søge Ham, som er LIV OG HÅB.

På vores rejser rundt omkring i provinsen oplever vi mange ting. Senest besøgte vi en pastor, som for 3 år siden begyndte et arbejde helt ude på landet ca. 15 km. fra hovedvejen. Det var helt fantastiskt at se dette arbejde. Menigheden samles under et stort træ, i alt ca. 150 nyfrelste. Og humøret fejler ikke noget; en dag sagde pastorfruen til en søster: „Hør, du har vist glemt at lukke døren, der er gennemtræk". Det var midt om vinteren. Først nu har de samlet midler til at bygge en kirke og ikke bare en kirke, men også et køkken og spisesal, så de fattige i området kan få varm mad en gang om dagen.

Medarbejder- og vennekredsen bliver større efter hver rejse, og det glæder os. Vi ser også, at der stadig er nogle, som giver afkald på alt for at tjene Gud. I denne egoistiske verden vi lever i, skal der virkelig stor og oprigtig kærlighed til Jesus for at tjene. Det er ikke nok med arbejdslyst og penge. Vi takker for varme tanker og forbøn.

Kærlig hilsen Anita og Marino Paserini
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Sydafrika

af Henry og Ruth Knudsen

Kære venner i Danmark.

Jeg var inviteret til at undervise ved Påskestævnet i Welkom-området i Orange Fristaten. Temaet for stævnet var „It is time to move on." Jeg tog med Translux-bus til området , da begge missionens biler skulle bruges til transport af fødevarer fra Wool-worths. Da jeg kom til Fristaten besøgte jeg først menigheden I Theunissen, hvor Daniel Mahoko, vores tidligere medarbejder, er leder. Her gav jeg et ½ times indslag om vækst, hvor jeg brugte bibelen, bøn, samfund med andre kristne, vidnesbyrd, og hvor vigtigt det er at adlyde Gud. Jeg overnattede hos pastor Daniel den nat. Han er blevet gift med en meget tiltalende Sotho-talende kvinde. Næste morgen kørte vi til Welkom-området i 2 taxier, som kom for sent, og derfor gik vi glip af morgenmødet, som blev afholdt i den lokale kirke. Resten af stævnet fandt sted i et telt, der var rejst på nabogrunden. Alle møder var stærke og åndsfyldte. Desværre kunne jeg ikke følge med i alt, da sproget var Sesotho, og jeg kun fik hovedlinierne hvisket på engelsk i mit øre. Mange kor velsignede os med deres sange.

Jeg fik anledning fredag eftermiddag til at tale om udvikling i discipelskab og havde Daniel Mahoko som tolk for de ca. 600 tilstedeværende. På opfordring gjorde jeg også et alterkald, og mange unge og flere ældre gik frem til forbøn og indviede sig på ny til Herren.

Lørdag eftermiddags- og aftenmøde gik op i hinanden, idet de havde offergang, og alle 18 menigheder, der var repræsenteret skulle syngende gå 2 gange rundt i teltet, før de kunne lægge deres bidrag i tæpper, der blev holdt oppe af 2 personer. Det var herligt, men som sagt meget langtrukket, og udbyttet var ikke anstrengelserne værd, idet de kun indsamlede ca. 2000 Rand, og selve aftenmødet, hvor jeg skulle have talt, blev annuleret. Til gengæld havde jeg påskemorgen, hvor jeg talte om 6 beviser for at Jesus stod op af graven, og hvad det betyder for os i dag, og jeg påpegede også, at "to move on" ikke altid betyder at flytte til et andet sted, men ofte må forstås åndeligt som fornyet indvielse, modtage ny åbenbaring om Guds vilje for ens liv, og for menigheder kunne det betyde nye initiativer til at række ud til samfundet, inklusiv socialt arbejde, noget som de slet ikke har udnyttet til fulde.

Pastor Daniel Mahoko fik eftermiddagsmødet, hvor han som nybagt kasserer for området begyndte sin prædiken med at give 50 Rand til flere af de allerfattigste på stævnet. Penge som han på opfordring havde indsamlet fra alle pastorerne. Derefter talte han om at så og høste, give og modtage, og han fik forsamlingens bifald på en sådan måde, at ikke bare blev stævnets omkostninger dækket ind af kollekten, men der blev et overskud på næsten 7000 Rand. Selv jeg fik 200 Rand plus et takkebrev med opfordring til at betjene dem en anden gang. Halleluja!

Vi har vist Jesusfilmen i et center kaldet 'EKURHULENI' (Fredens Plads) i det centrale Johannesborg. Bygningen tilhører regeringen, men centret ledes af 2 reformerte kirker, som ikke altid er helt enige om ledelsen, og uden for centret er der holdeplads for 100 taximinibusser om natten, og alt muligt finder sted her; så det er en udfordring. Mr. Mpange, som på nuværende tidspunkt er den ledende person, siger, at vi må komme og vise flere film og få dem, der holder til her, bragt til frelse, da der ikke er mange kristne i området. Det vil vi gøre, og vil I så bede om, at det må ske. Fire modtog Jesus som deres frelser ved vores første filmmøde. Amen.

Min 70 års dag forløb godt, da vores hjemmegruppe havde arrangeret spisning og sørget for, at nogle tidligere medlemmer var til stede. Jeg modtog gaver fra hver familie og fik også et lille ord med på vejen, hvor jeg blev takket for at være et godt eksempel for andre, og det blev også nævnt, at tømmerfirmaet havde fået et ekstra skub fremad, da vi begyndte at bede for omsætningen. Selv fejrede vi begivenheden ved at spise sammen med vores nærmeste medarbejdere på det berømte Ribhouse i Boksburg, hvor priserne er rimelige, men maden knaldgod.

Vi kommer begge hjem til Danmark et smut i september. Vi lander i København mandag den 11. og flyver tilbage onsdag den 4. oktober. Hvis nogen menigheder er interesseret i et besøg, kan det arrangeres ved at kontakte vores e-mail adresse eller gennem forstander Georg Berthelsen, Horsens. Vi ser frem til at se kendte ansigter. Det bliver måske vores sidste besøg i Danmark, da vi jo som tidligere nævnte har besluttet at blive hernede, og også er skrevet op for hurtig optagelse på et alderdomshjem for begge, eller en enkelt, når det bliver aktuelt.

Kærlig hilsen fra Ruth og Henry Knudsen
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Missionshjørnet:

Urkristen kristendomstype og menighedsliv

af Gardar Ragnarsson

Ofte tales der og skrives om, at vi må tilbage til aposteltiden for at hente vore forbilleder for troslivet og dets forvaltning. I erkendelsen af manglende fremgang og kraft i dag, afprøves mange metoder og former i det kristne arbejde, men uden de forventede resultater. Det afføder frustrationer og følelse af afmagt som forårsager mange desperate eksperimenter.

Ved at granske den første tid i kirkehistorien finder vi mennesker, som var i brand for Herrens sag. Det ser ud til at den usynlige og evige verden var mere virkelig for dem end den synlige. Omstrålet af det himmelske lys og troens overbevisning ofrede de med glæde livet for deres Herre og Mester.

De var frie og ukomplicerede. Menighederne var frie fra hierarkiet fra den mosaiske struktur, og de havde ingen betænkeligheder med at bryde med de gamle forskrifter. Apostelen Paulus var f.eks. den stærkeste talsmand for friheden i Kristus. Samtidig byggede apostlene ikke et nyt hierarki omkring sig selv som et udslag af deres autoritet. De var brødre iblandt brødrene, ydmyge og beskedne og blandede sig med menigheden, og man fulgte deres eksempler, fordi man så, hvordan de levede for Herren. De havde tiltro, som er en af grundforudsætningerne for sandt lederskab.

Den enhed, som opstod blandt de første kristne, var bygget på Kristi kærlighed, som blev udgydt ved Helligånden i deres hjerter. Derfor holdt de fast ved apostlenes lære, fællesskabet, og ved brødsbrydelsen og bønnerne. Nådegaverne og tjenesterne fungerede frit i menigheder-ne, hvor hele spektret var med, både hvad angår det sociale og det åndelige arbejde. Ingen behøvede at opbygge sin egen organisation omkring sin egen tjeneste og person. De levede i Åndens frigørende væsen og støttede hinanden og virkede sammen som lemmer på det samme legeme.

Denne frihed og den personlige kontakt i det almene præsteskab er ved at forsvinde i kirken i dag, hvor man lægger alt i hænderne på præsten eller forstanderen som så skal `drive' arbejdet på vegne af menigheden. Denne belastning er noget, som ikke alle tåler. Mange bryder sammen og er udbrændte i dag på grund af denne usunde udvikling.

Det som kirken trænger til i dag er ikke mere `maskineri' i form af nye organisationer, metoder og alle mulige påhit og underholdning, men folk, både mænd og kvinder, som Helligånden kan bruge som redskaber i udbredelsen af evangeliet, og som forkynder hele dets sande indhold uden frygt.

Gud kommer ikke til maskiner, men til mennesker. Helligånden udgydes ikke over metoder, men mennesker som vandrer med Gud. Siden vil de samme mennesker finde de relevante metoder i deres givne omgivelser, ledet af Gud, som er i pagt med evangeliets renhedskrav og indre væsen.

Det tog ikke mere end godt 200 år af kirkens tid at falde fra den frie form og liv som kendetegnede den første tid. Cyprianus var den som formulerede tesen om, at alt trosliv og menighedsliv skule have sin vej gennem biskopiatet og kontrolleres af det. Det var begyndelsen til pavedømmet og middelalderens mørke.

Gardar Ragnarsson
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Tak for støtte!

af Ingrid og Jørgen Markussen

Kære missionsvenner.

Der er nu gået tre måneder siden vi forulykkede med bilen. Det har været en fysisk og psykisk hård tid, men samtidig har det været en tid, hvor vi har fået en masse omsorg og forbøn fra missionsvenner i mange sammenhænge. Helt fra Færøerne kom en gave i et brev, men desværre uden afsenderadresse. Ad denne vej vil vi gerne sige tak til giveren, hvis vedkommende læser dette.

Arbejdsmæssigt har vi jo været sat „ud af spillet" en tid, og vi har været utålmodige, fordi der har været en hel del problemer med at få en ny bil gennem bureaukratiet i Dar Es Salaam. Ventetiden har måske alligevel været et led i en større plan fra Herrens side, så vi kunne blive helt klar til at gå igang med opgaverne igen. Vi har dog kunnet holde gang i TEE-grupperne her i Mwanza by, og vi har også ved hjælp af lokale menighedsmedlemmer nogle steder gang i kirkebyggeri og byggeri af et præstehus.

Vi har netop nu fået besked fra Dar Es Salaam om, at formaliteterne med bilen er ved at være på plads, så i løbet af en uges tid regner vi med at være mobile igen. Det har været en stor styrke for os i disse måneder at vide os omsluttet af venners forbøn og Herrens omsorg på alle måder.

Kærlig hilsen, Ingrid og Jørgen Markussen
 

Missions-Nyt, Nr. 3-2006

Fra storbyens slum til et liv i frihed

vidnesbyrd af Oluf Borremark

Forkastelsen.

Jeg er født i København i 1942 og mine forældre var alkoholikere. Da jeg var tre måneder gammel, glemte de mig udenfor et værtshus, hvorefter myndighederne fjernede mig fra hjemmet. Jeg kom til en elskelig plejefamilie, som jeg boede hos i 15 år, men alligevel gik det helt galt. Som 6 årig faldt jeg pga. nysgerrighed ned gennem en trappeskakt fra fjerde sal. Det slog mig ikke ihjel, men gav mig kraniebrud, lårbensbrud, og jeg udbrød, at jeg nok aldrig ville blive et helt menneske igen.

Jeg blev en vild knægt, og som 12 årig begyndte jeg at stjæle og drikke. Skolen interesserede mig ikke, men det gjorde sprutten til gengæld. Jeg spekulerede meget over, hvorfor mine forældre havde forkastet mig og smidt mig væk. Jeg tænkte, at jeg var blevet kasseret, fordi ingen kunne holde mig ud, og mit mål blev at drikke mig ihjel. Jeg ville heller ikke stå tilbage for kammeraternes pralerier, og på grund af mine mindreværdsfølelser var jeg bange for at miste dem. Jeg var så bundet til dem, at jeg ikke kunne bryde ud.

Børnehjem og misbrug

Fra 15 års alderen røg jeg ud og ind af mange forskellige ungdomshjem, og jeg blev mere og mere vanskelig, stjal stadigvæk, men drak nu kun i smug. Ingen skulle bestemme over mig, men alle har brug for kærlighed, og den fandt jeg hos de andre drenge, der var ligesom mig. Vi kunne i det mindste give hinanden en følelse af varme og omsorg, også seksuelt. Jeg blev også seksuelt misbrugt af en voksen på et af hjemmene, og disse ting blev starten på homoseksualitet, og jeg troede virkelig på, at jeg var til mænd.

På min 18 års fødselsdag fik jeg for første gang livstegn fra min mor; et fødselsdagskort. Jeg stak af og fandt hende, men da jeg stod uden for hendes dør og præsenterede mig, sagde hun bare, at hendes søn var død for mange år siden. Endnu en forkastelse. Så besluttede jeg, at nu var alt andet ligegyldigt, og jo hurtigere jeg drak mig ihjel, jo bedre.

Som 21 årig kom jeg på en landbrugsgård i Humlebæk, men mit drikkeri blev værre og værre. En god ven, en kristen taxachauffør, sagde: „Oluf, hold dog op med al det drikkeri, du ødelægger jo dig selv". „Nej, det vil jeg altså ikke din ....., ingen skal bestemme over mig, jeg skal nok selv finde ud af, hvad jeg vil, og nu vil jeg bare køre derudaf".

Møde med kristendommen

Under min opvækst var jeg kommet meget i Øbro Biograf på Lyngbyvej i København; den blev købt af Pinsekirken. I en kæmpe brandert tog jeg derind og råbte og skreg, at de havde stjålet vores biograf og kaldte dem hyklere og bedragere. Vagterne kom hen til mig og sagde: „Du skal tage imod Jesus". „Aldrig i livet", sagde jeg og truede med slagsmål og fornægtede Gud i kraftige vendinger.

I 1965 blev jeg inviteret til et Billy Graham møde i Forum. Da han talte om Guds Rige og sagde: „Du skal fødes på ny", tænkte jeg: „Aldrig i livet, det kan du godt droppe, for det vil jeg ikke have noget med at gøre". Selv om jeg kunne lide musikken og sangene og skulle have aftenen til at gå, lavede jeg ballade og var ved at komme i slagsmål med vagterne.

Jeg fik arbejde på B&W Skibsværft og kom på antabus, men det hjalp heller ikke. Jeg prøvede at forandre mit liv, men drak stadigvæk lige meget, indtil en god arbejdskammerat gav mig en traktat. I den stod der det kendte vers fra „Den lille Bibel" (Joh. 3.16): „For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Jeg tænkte: „Nej, nu kan det være nok. Det vil jeg ikke". Jeg var træt af livet, var rastløs og ville vandre på landevejen, og hvis det ikke hjalp, ville jeg tage mit eget liv. En nat sov jeg på B&W, og om morgnen spurgte man mig, hvad jeg lavede dér? Jeg svarede: „Der må da være en Gud, der kan hjælpe mig".

Homoseksualitet og ægteskab

I 1965 blev jeg alligevel gift med en kvinde, men det ægteskab duede ikke, for jeg blev forelsket i en mand. Dette dobbeltliv vidste min kone ikke noget om, men jeg foretrak i 1967 at blive skilt og leve sammen med denne mand. Jeg var fuldt ud overbevist om, at han og jeg skulle giftes, ja, der var endda en præst, der var parat til vie os. Alligevel fornemmede jeg, at hvis jeg skulle have et barn, så skulle jeg jo have en kvinde.

Omvendelsen

I 1968 inviterede en kollega mig ud i den kirke, hvor jeg før havde lavet ballade. Jeg tog derud temmelig beruset og var ved at gå igen, men for ikke at såre ham, blev jeg. Vi gik ind til et bedemøde, hvor folk lå på knæ, og jeg tænkte, at det måtte jeg også hellere gøre. Jeg blev spurgt: „Tror du på Jesus. Tror du, at Han kan hjælpe dig". Jeg svarede: „Ja". Da jeg bad til Jesus, var det en fortvivlet bøn, men jeg bad om at blive løst fra alt det, der tyngede mit liv. Det var et enten eller - leve eller dø, jeg kunne bare ikke mere.

Så skete der noget i mit hjerte. Jeg mærkede en fred, der blev sænket ned over mig. Hjemme smed jeg al spiritus og piller ud og var fra det øjeblik sat fri fra alt. Da jeg begyndte at læse i Det Nye Testamente (1.Korinth, kap.6 vers 9), opdagede jeg, at det er Gud en vederstyggelighed, når to af samme køn ligger med hinanden. Så måtte jeg erkende, at jeg var skabt til kvinder og ikke til mænd. Dette fortalte jeg til min ven og sagde, at det ikke kunne blive ham og mig. Han truede med at tage sit eget liv, men det kunne jeg ikke gøre noget ved.

Denne omvendelse har holdt lige siden, for Jesus har magt. (Læs også 3. Mosebog, kap. 20 vers 13). Efter et par år med op og nedture besluttede jeg en dag: „Nu skal det være slut, nu vil jeg virkelig følge dig, Jesus. Lad det koste, hvad det vil".

Nu er mit liv helt forandret, og jeg har gennem de sidste 37 år arbejdet som kristen blandt alkoholikere og narkomaner m.m., for at de også kan komme til at kende Jesus og opleve den herlighed, det er at være frelst og sat fri. I 1969 opsøgte jeg min mor, og fik hende med til nogle møder, og hun blev herlig frelst, men måtte bagefter ikke komme i kirke for sin mand. Jeg fik et jævnt godt forhold til hende, men hun døde desværre i 1973, men jeg er sikker på, at hun nu er hjemme hos Jesus.

Nyt ægteskab og dødsoplevelsen

Jeg mødte i 1972 en dejlig, enlig kvinde med fire børn, Bodil. Hun havde ingen penge og var for første gang på vej til Halmtorvet for at prostituere sig selv. Vi var gamle barndomsvenner, og jeg stoppede hende og fik hende med til et møde i min kirke. Hun var ikke kristen, men blev det hurtigt, og vi giftede os og fik to børn sammen.

For 15 år siden døde en af Bodils drenge 23 år gammel af kræft. Denne oplevelse gjorde, at jeg fik et hjertetilfælde og kom på hospitalet, hvor jeg oplevede noget usædvanligt. Jeg blev bortrykket, ligesom krænget ud af mit eget legeme, og jeg kom en tur ned i Helvede. Der så jeg mennesker med forvrængede ansigter, og de skreg og gik med lænker. Der var meget varmt, og de var næsten helt forbrændte. Det var uhyggeligt. Så kom jeg en tur i Himmelen med gader af guld med glade mennesker, og jeg så, hvor jeg skulle bo, det pragtfuldeste sted med blomster i alle regnbuens farver. Der var en stemning af den dejligste lovsang, fred og harmoni, og der var et ubeskriveligt smukt og pragtfuldt lys. Midt i al dette så jeg vores nylig afdøde søn, Henrik, som det smukkeste, strålende lys. Jeg så Jesus som en strålende lysets engel, og jeg sagde til Ham: „Lad mig få lov til at komme hjem til dig". Pludselig var billedet væk, men det var ligesom om, Han sagde: „Nej, du skal tilbage til jorden for at fortælle om, hvad du har oplevet". Lægerne, der i mellemtiden havde kæmpet for mit liv, sagde til min hustru, at „miraklet var sket", da jeg kom tilbage til bevidsthed, og jeg sagde: „Jesus, du er min helbreder".

I dag er jeg førtidspensionist og kommer i en evangelisk kirke. Jeg er næstformand i Foreningen Kristne Forretningsmænd, Vestegnen afdeling i Ishøj, og har et pragtfuldt liv i Jesus.

Oluf Borremark

Webbureauet Krogstrup & Hede