Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Leder: Opfyld jorden

Af Kenneth Kühn

Babel betyder forvirring. Det var Gud selv, der engang forvirrede menneskene i deres forsøg på at centralisere deres kræfter og skabe sig et navn for at ikke at blive spredt på jorden. Denne beretning er kulminationen på de elleve forhistoriske kapitler i biblen, som beskriver den faldne menneskehed og leder frem til frelseshistoriens begyndelse med Abrahams kald. Men det er også en beretning om nutiden.

I vores verden bygges der babelstårne som aldrig før. Tidsånden dyrker myten om det moderne, ordnede og kontrollerede fremskridt gennem centralisering og overstyring. Men Guds tanke var fra starten at sprede og mangfoldiggøre sin skabning. Derfor er han stadig den, der forvirrer menneskers planer for at realisere sine egne. Han sender kaos og forfølgelse for at drive os ud af Jerusalem til randen af vores verden. Dér midt i adspredelsen bliver Jesus vores eneste center, og dér åbenbarer han sin kraft igennem de svage og hjemløse. Gå ud i alverden, lyder kaldet. Rejs som Abraham væk fra de velkendte strukturer ud i ødemarken og bliv alene med din Gud. Der kan han velsigne dig og gøre dig mangfoldig.

Vi beder om at dette nummer af Missions Nyt må inspirere Jesu disciple til at spredes og nå endnu længere ud. Lad os samtidig huske at støtte dem, der går foran i missionsarbejdet verden over.
 

Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Hilsen fra det sydlige Paraguay

Af Lise-Lotte og Esteban Laniec

Kære Venner.
Vi er Herren meget taknemlig for at få lov til at tjene ham og få lov til at se, at menigheden vokser. Nu er der 1294 medlemmer, 10 pastorer, 20 ældstebrødre, 10 evangelister, 14 menighedstjenere, 6 menighedstjener-inder, 46 søndagsskolelærere og cirka 700 børn som kommer regelmæsigt i søndagsskolen. Der er 45 kirkebygninger, mens der bliver holdt møder på i alt 68 steder.

Som I kan forstå, er det en dejlig flok af medarbejdere, vi har, men alligevel mangler der endnu flere. I de sidste år har vi, ud over at evangelisere, også haft den glæde at kunne hjælpe og undervise den stab af yngre og nye medarbejdere, som er i menigheden, og det er bare dejligt at se, at menigheden vokser rundt omkring.

Her i San Ignacio er vi nu oppe på 104 medlemmer, og der er utroligt mange unge, så det er kun dejligt, at de også har en ung pastor, nemlig vores svigersøn Pablino.

Denne gang vil vi fortælle lidt om vores nye center, som hedder `Centro de Formacion Integral Filadelfia'. Det åbnede i februar 2004 her i San Ignacio med hjælp fra DANIDA og International Aid Service.

Det er et center, hvor mennesker kan komme for at få forskellige former for undervisning, og først og fremmest er det for enlige forsørgere. Mariana vores ælste datter, står som den daglige leder for centret. Hun er uddannet som lærer. På centret lærer de at strikke, sy, brodere nationale broderier, hækle og male på stof, alt sammen noget som kan laves både i fælleskab og individuelt.

I det år som er gået, har der været i alt 200, som har fået undervisning, hvoraf de 20 nu er uddannede syersker, og glæden var stor, da de fik deres diplom her i december måned. Med det diplom kan de søge arbejde på en fabrik eller på en systue, eller også kan de selv sy tøj til andre, noget der bruges meget her. Alle de forskellige håndarbejder som kvinderne her har lært, kan de producere og sælge af, og på den måde er det en hjælp til de daglige udgifter. Vi har i årets løb haft udstilling af de ting som er fremstillet på centeret, og også dér blev mange ting solgt. Ud over håndarbejde var der også 250 elever, som fik undervisning i brug af computere.

Foruden voksnenundervisningen passer vi også elevernes børn, mens de undervises, og nogle får deres børn passet hos os, mens de er på arbejde. Der er børn fra 0-6 år, fordelt efter alder i forskellige rum. Der er vuggestue fra 0-2 år, så er der grupper fra 3-4, 4-5 og 5-6 år som er børnehaveklassen. I år er der indskrevet 80 børn til børnehaven og 30 til vuggestuen. Der forbereder børnene sig på at komme i skole og klare sig i første klasse. Her er det meget almindeligt, at hvis man ikke kan følge med, `sidder man over' et par år, og til sidst går man bare ud af skolen, fordi man er flov over at gå i første eller anden klasse og være for `gammel'. Folk som har råd til det, sender deres børn til private skoler, hvor de får undervisning inden at de skal begynde i skolen. Andre børn har aldrig holdt en blyant i hånden, før de når skolealderen.

Det vi gør på centeret, er at hjælpe disse fattige børn, som ellers ikke kunne klare sig, så også de kan få mulighed for at komme frem i livet. Mange af disse børn er underernærede og har sår og lus. Mange kommer med deres ben fyldt med jordlopper, som gnaver sig ind under huden, hvor de så lægger æg. Efter 14 dage kommer der cirka 20 andre ud og gnaver sig ind under huden ved siden af eller andre steder på benene eller kroppen, og så begynder processen forfra. Lille José på 5 år var et af disse børn, og det tog flere måneder at få alle jordlopperne ud, idet de skal tages ud én efter én. Men til sidst kunne han gå normalt, uden at noget generede ham.

Når børnene er nye hos os, må de igennem en `hovedrengøring', og vi giver dem også et bad inden de bliver hentet af deres forældre, så de kan slappe af, når de kommer hjem og bare `nyde' deres børn. Det er klart, at vi glæder os over hvert barn, som kommer, og specielt når vi ser den forandring, der sker, både kropsmæssigt når de får noget god mad at spise, og også når vi ser, at de bliver i stand til at klare det, de skal lære i skolen. Ofte vil de ikke engang med hjem, når de bliver hentet. Vi har andre børn, som er blevet efterladt af deres forældre, og som naboer eller tanter eller onkler har taget sig af, og som nu er på centeret og bliver passet om dagen.

På et center som dette, hvor mange mennesker kommer og går, kommer vi i forbindelse med en hel masse mennesker. Mange nye kommer også på møderne, hvor de efterhånden ændrer deres syn på de `evangeliske', som de kalder os. Også forholdet til byens autoriteter er helt anderledes. Nu ser de ikke mere på os som nogle, der `bare' vil have folk til at skifte religion, men ser at vi vil det bedste for folk, som har behov for hjælp. Vi har altid hjulpet både her og der, men det har ikke været så massivt som nu. Vi er Herren taknemlig for dette nye arbejdsområde, og selvom det er Mariana, som står for den daglige ledelse, så er vi også med i dette arbejde.Hvis du føler for at støtte dette dagcenter for børn, så behøver vi faddere fra Danmark, for at det kan køre videre økonomisk, da der i DANIDA-programmet ikke er løn, hverken til dem som passer børnene eller dem der underviser dem. Derfor har vi brug for din hjælp til at fortsætte. Hvis du ønsker flere oplysninger så kan du kontakte os per e-mail i Paraguay: elaniec@itacom.com.pyeller gennem vores kontaktperson i Danmark Ulla Nielsen på telefon 46364105 eller e-mail ulni@get2net.dk

Kærlige hilsener fra Esteban og Lise-Lotte Laniec



Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Voluntør i Israel

Af Cecilie Gregersen

Mit navn er Cecilie Gregersen og jeg er 21 år gammel. Den 14. januar 2005 vendte jeg hjem til Danmark efter 4½ fantastiske måneder som volontør i Jerusalem gennem Dansk Jødisk Venskab.

„Hvorfor lige Israel?", er et spørgsmål jeg ofte er blevet stillet, ikke mindst af israelere, der finder det interessant, at der findes mennesker, som har lyst til at rejse til det terrorhærgede Israel for at arbejde som frivillig. Personligt valgte jeg Israel af flere grunde. Jeg havde først og fremmest lyst til at prøve noget helt andet end Danmark; opleve et nyt land, møde en ny kultur, et nyt folk og opleve deres måde at tænke og leve på. Min tro på Bibelen og kendskab til det jødiske folks historie og plads i denne var absolut også en drivkraft og så ikke mindst at jeg oveni alt dette samtidig kunne få lov til at opleve den velsignelse og glæde, det er at få lov til at gøre og være noget for andre.

I Jerusalem arbejdede jeg på et af den jødiske organisation AKIM's hjem for voksne med psykiske og fysiske handicap. Beboerne på Beit Julia, som er hjemmets navn, var udelukkende jøder. De havde meget forskellige nationale baggrunde, og der kunne fortælles mange spændende historier. Da de aldersmæssigt var mellem 35 og 75 år, var der også ofre fra Hitlers nazityskland blandt beboerne. Der var bl.a. en mand der som ganske lille dreng blev sparket i hovedet af en SS-officer og som efterfølgende fik mén for resten af livet. Dette er værd at bemærke i en tid, hvor vi igen og igen hører om fornægtelser af holocausts eksistens.

De ansatte bestod både af arabere og jøder, religiøse og sekulære, og det var en speciel og meget positiv oplevelse for mig som kristen. Man respekterede hinanden og talte om hverdagsting og kunne have det sjovt og hyggeligt sammen. Rent praktisk bestod arbejdet i alt lige fra ledsagelse til tandlæge og fester i forbindelse med de jødiske højtider, til vasketøj der skulle ordnes, sengetøj der skulle skiftes, hvad vi nu lige kunne finde på af kreative aktiviteter m.m., og så blev der drukket spande af te og kaffe.

Min periode i Israel har bestemt været med til at styrke min tro og min overbevisning om, at Gud ikke har glemt sit folk Israel, men at Han står ved sine løfter. „Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra." Sådan står der i Jeremias kapitel 29 vers 14, og det er en realitet i dag. Gadebilledet i dag er en vidunderlig blanding af jøder fra mange forskellige lande, og stadig flere vælger at vende hjem til Israel.

Men en vigtig ting som vi ikke må glemme, er at også jøderne har brug for mødet med Jesus. Der er efterhånden en hel del messianske menigheder i Israel og mange spændende projekter i gang, også danske, for på forskellige måde at komme ud med evangeliet om Jesus til israelerne. Som eksempel kan det nævnes, at Den Internationale Kristne Ambassade i samarbejde med menigheder fra hele landet står bag en musical `Pagten', som handler om Guds trofasthed mod sit folk gennem hele historien. Musicalen er blevet set af tusinder af israelere og er blevet meget vel modtaget. At evangelisere blandt israelere er ikke så lige til, og man møder ofte modstand. De som står i arbejdet har brug for vores opbakning og forbøn!

Cecilie Gregersen
 

Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

En kontrast til miljøet

Af Johannes Fuchs

På det hårde Vesterbro i København har Kontaktcenter Klippen tre aftener om ugen dørene åbne for områdets narkomaner. Omkring 125 misbrugere har deres gang i Kontaktcenteret.

Klippen boede for mange år siden på Gasværksvej på Vesterbro, men på grund af byfornyelsen måtte Klippen flyttes til Abel Cathrines Gade i 1992. For tre år siden måtte vi igen pakke og flyttede til den nuværende adresse, Lille Colbjørnsensgade 9, København V.

Formålet med Klippens arbejde er at hjælpe og motivere misbrugere til en ny start på livet og til at få genetableret sociale og menneskelige relationer til familie og samfund. Målgruppen er primært unge narkomaner og prostituerede, men også en del `ældre' blandingsmisbrugere. Klippen ledes af præst Johannes Fuchs. I Klippen arbejder 25 frivillige medarbejdere.

Klippen bygger på det kristne menneskesyn. Vi tror at mennesket uanset dets situation er unikt og skal værdsættes som sådant. Alle skal have mulighed for at udvikle de evner og gaver, som er givet det enkelte menneske.

Lad os kikke indenfor en tilfældig aften:

Klokken er 19, og det team, der er på arbejde, mødes. En tænder fyrfadslysene på bordene, og en anden er ved at brygge de første kander kaffe. Lidt efter samles alle for en orientering fra sidste aften, hvor Klippen havde åbent. Bogen med meddelelser gennemgås, og man taler om, hvem vi særligt skal nå i aften. Nogle gør kurvene med kaffe og kakao klar til at have med på gaden. Til sidst beder man for aftenen.

Klokken 19.30 kommer de første gæster, og for 80% af vore besøgende er det mennesker, vi kender. Gæsterne kommer ind og går med det samme hen til disken med de gratis madder og den varme kaffe. Finder så et godt bord og sætter sig. Klippens medarbejdere byder velkommen, lader dem finde en plads, og sætter sig så sammen med dem. Lidt efter er alle i fuld gang med at tale sammen. En dæmpet, hyggelig stemning breder sig i lokalet. En gæst kommer og ser meget forfrossen ud. Medarbejderne tager gæsten med ind i på kontoret. Her er nyt tøj, som er sponsoreret af et tøjfirma. Gæsten klæder om til noget varmt tøj. Selv et par helt nye varme sokker kan vi glæde vor gæst med. Gadeteamet er nu i fuld gang omkring Hovedbanegården, som er samlingssted for mange misbrugere. De uddeler varm kaffe og kakao samt små visitkort med Klippens adresse og åbningstider.

Holdet kommer tilbage ca. 20.30 - alene eller med et par gæster, de har 'samlet op' på vejen, og så kommer der en overheadprojektor frem med tekster til gospelsang. Det betyder, at det er tid til en mini-gudstjeneste. Det er noget, mange ser hen til. At synge med på sangene og lytte til budskabet er noget, man er sammen om. I hverdagen er man alene med sine problemer og sin kamp for stoffer. Her er man fælles. Det er en god følelse. Her er ikke forskel på medarbejder og misbruger - alle samles omkring gudstjenesten. En tidligere misbruger er kommet fra et rehabiliteringscenter for at berette om sin vej ud af misbruget. Der lyttes, og da han er færdig, klapper alle af ham. Efter denne faste del af aftenen er der en gæst, der spørger om en personlig samtale. Han vil gerne vide, hvordan han kan komme ud af sit misbrug. Der motiveres til et møde med sagsbehandler, og gæstens ansigt lyser op, da han får at vide, at der er en behandlingsgaranti for narkomaner på 2 uger. Gæsten er meget motiveret. Vi håber også, hans sagsbehandler er.

Klokken er ved at være 22, og gæsterne er så småt ved at finde deres plastikposer. Nogle får et franskbrød med hjem til lidt morgenmad. En vil gerne have noget franskbrød med til at give ænderne. Det er også i orden. Klippen har nok brød. En bager giver os alt det, der er på hylderne, når forretningen lukker.

Nu er lokalet tømt, og en dejlig stemning fylder lokalerne. Medarbejderne ved, hvilken opgave de har. Der skal ryddes op, vaskes borde af og fyldes op med sukker/flødepulver til næste aften.

Medarbejderne evaluerer aftenen. Nåede vi målet? Fik vi talt med dem, vi skulle osv. Lidt efter er lyset slukket, og livet på Vesterbro fortsætter.

Klippens adresse: Kontaktcenter Klippen, Lille Colbjørnsensgade 9, 1703 København V

Telefon 43622123, E.mail: j.fuchs@webspeed.dk . Åbent: Mandag, onsdag og fredag kl. 19.30 til 22.00
 

Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Rikkes vej fra misbrug til frihed

Et vidnesbyrd

Rikke voksede op i en forstad til København. Hendes barndom var præget af håbløshed. Hun beskriver sig selv som en lille, indesluttet pige, som var præget af at have en far, som altid arbejdede, og en mor, der var alkoholiker.

Som 10-årig oplever Rikke sin første krise og finder sammen med nogle, der er ældre end hende selv. Men de har alle det tilfælles, at de kommer fra utrygge og ukærlige hjem. Som 12-årig begynder Rikke at ryge hash og at stjæle og pjække fra skolen. Snart bliver hun smidt ud af skolen, og som 14-årig bliver hun også smidt ud hjemmefra. Rikke flytter sammen med sin kæreste, og de prøver ved fælles hjælp at komme på fødderne igen. Men da Rikke er 17 år, bliver hun gravid, og da hun føder sit barn, finder hendes kæreste ud af, at han absolut ikke er klar til at være far. Derfor må Rikke pakke sine ting og finde et nyt sted til sig selv og den nyfødte baby.

Rikke er et `let bytte', og en mand, som er gennemført psykopat, viser stor interesse for Rikke denne skrøbelige lille pige uden nogen form for selvtillid. Manden er narkoman, og inden længe er Rikke det også. Han sidder i fængsel to gange, mens de er kærester, og tiden i fængslet går med at fantasere om, hvordan Rikke er ham utro. Så da han bliver løsladt, opsøger han straks Rikke og gennemtæver hende. Den sidste gang så alvorligt, at hun bliver indlagt og må flygte til Jylland under ny identitet. Han ryger tilbage i fængslet, og Rikke er tilbage på Vesterbro som en dybt afhængig narkoman, der tjener til stofferne på Halmtorvet.

En aften, hvor Rikke ellers havde forladt sin lejlighed for med en pistol at begive sig ud for at slå sin læge ihjel, fordi han havde `sladret' til de sociale myndigheder, så endte hun i stedet for med at besøge Klippen, og her mødte hun kærlighed og varme. Hun havde længe søgt efter en mening med livet, og pludselig vidste hun, at hun havde fat i noget af det rigtige. Den aften i Klippen gjorde noget ved hende, og hun sagde ja til at komme med i kirke om søndagen. I kirken blev Rikke mødt af Guds kærlighed på en måde, så hun overgav sit liv til Jesus. Hun græd, så hendes billige make-up flød ned over pastorens pæne jakke. Kort tid efter kom Rikke i behandling på Betesda. Der var hun i 1 år og 10 måneder, og derefter 3 måneder i udslusning.

Rikkes liv tog en dramatisk vending den efterårsdag i 1997, hvor hun gav sit liv til Jesus, og i dag er Rikke fuldstændig genoprettet både i ånd, sjæl og legeme. Hun har været stoffri siden. Rikke er blevet gift med Per, der også var tidligere misbruger, og som er blevet rehabiliteret fra Sønderholm Centret. Sammen har de et fælles barn, og Rikke venter sig igen.

Som misbruger har man ofte gæld til op over begge ører, men miraklet er sket, og de har købt eget hus med have, som familien nyder. Rikke har taget kørekort, og hun har afsluttet sin HF-eksamen og er parat til at starte på lærerseminariet.

Rikke har et ønske for enhver, som læser dette: at de må få lov at opleve sådan som hun selv har oplevet det at Guds kærlighed kan fylde ethvert tomrum og rejse ethvert menneske op, uanset hvor dybt det er faldet!
 


Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

TEE-arbejdet i Tanzania

Af Ingrid og Jørgen Markussen

Ingrid & Jørgen Markussen er udsendt af Brødremenigheden til at arbejde med evangelisation og TEE-undervisning i distriktet omkring Viktoriasøen i Tanzania.

„ at opbygge Kristi legeme, -"Efe. 4:12b.

Paulus taler i Efeserbrevets 4. kapitel om kaldet til forskellige tjenester i kirken: som apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Formålet med kaldelsen til disse forskellige tjenester er: „at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme." Der er en overordnet linie i dette: Kald, beredelse, tjenestegerning, opbyggelse af Kristi legeme, som er hans sande kirke her på jord, hvad navn den så end benævnes med.

Vi er taknemlige over kaldet til at være med i denne store opgave som evangelister, men først og fremmest som lærere, undervisere. Både i Brødrekirken, men også i de andre kirker, som vi har kendskab til, er der et stort behov for undervisning i Guds ord. Det er det, den sande kirke, Jesu Kristi legeme, er bygget på. Nogle tager sig af den høje musik og de store møder i byerne. Må Herren velsigne dem i deres tjeneste. Vores kald er undervisning ude i landsbyerne, hvor man ofte føler sig glemt eller tilsidesat.

Når vi har startet programmet op et nyt sted, har rigtig mange meldt sig. Som tiden går, viser det sig, at nogle ikke evner at følge undervisningen i normalt tempo. Måske manglende læseevne eller fatteevne. Nogle holder derfor op, mens det andre steder lykkes at holde dem i gang i nedsat tempo. Andre har gode evner og vil gerne, men får ikke den nødvendige tid sat af til daglig læsning. På den baggrund er en del holdt op, men nogle af dem er igen kommet med efter nogen tid, når et nyt hold er startet op.

Vi har glædet os over nogle, som på grund af manglende skolegang, eller som ikke har læst bøger og indlært stof i mange år, og derfor havde svært ved at læse, efter nogen tid er blevet gode til det. Normalt forlanger vi, at de har gjort den 7-årige grundskole færdig. Vi har en ung mand som elev. Han har aldrig gået i skole, da han skulle vogte kvæg, men hans far lærte ham den svære begyndelse i læsekunsten. I begyndelsen var det meget vanskeligt for ham at stave sig igennem stoffet. Nu læser han næsten flydende og afløser menighedens evangelist. Det er en stor glæde i arbejdet at se ham, og flere andre som har haft det næsten lige så vanskeligt med at læse, udvikle sig både med læsefærdighed og indsigt i Guds ord. Især Ingrid har opmuntret dem til at fortsætte og haft tålmodighed og udholdenhed med dem. Nogle af eleverne er helt nye `kristne'. De har ønsket at blive kristne og får gennem TEE-undervisningen lagt en grundvold at bygge på. Det er en stor glæde for os, at 10 elever er blevet døbt og flere er på vej.

Nogle af vore elever har taget imod kald til at undervise i søndagsskole og til at evangelisere i nye landsbyer. Nogle er blevet ledere af en menighed. Kristi legeme opbygges.

Ved slutningen af 2004 havde vi 127 aktive elever fordelt på 17 hold. Det ser ud til, at antallet har stabiliseret sig. Enkelte holder op på grund af flytning eller andet. Nye grupper bliver startet, når der er mange nok til det.

Meget kan mennesker miste: De kan blive bestjålet, høsten kan slå fejl, elefanterne kan ødelægge markerne, helbredet kan svigte. Men det, et menneske har lært, kan ingen tage fra det. Derfor er undervisning den bedste investering i opbyggelse af Kristi legeme.

Tak til Missions-Nyts læsere for forbøn og støtte til den tjeneste, vi er kaldet til. Må Herren rigt velsigne jer. Lad os fortsat stå sammen i opgaven med at opbygge Kristi legeme.

Jeres, Ingrid og Jørgen Markussen.
 

Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Missionsrejse til Nigeria

Af Kimmie og Peter Christensen

Kære læsere af Missions-Nyt!

I november 2004 havde Kimmie og jeg en vidunderlig missionsrejse til Nigeria.

Det var `Live by the Word of God Ministries Int.', som havde arrangeret rejsen i samarbejde med forstanderen for `Elim Kirkerne' og `Ungdom med Opgave'. `Live by the Word of God Ministries Int.' er en tjeneste for handicappede i Nigeria, men har også startet en kirke i Ibadan, der er Vestafrikas største by.

Fra 1991 til 1993 var vi udsendt som missionærer for Sudanmissionen til det nordlige Nigeria, og det var derfor en stor oplevelse for os at gense landet. Denne gang var det i syd i Ibadan og Lagos.

Der var møder hver dag, og Gud gav os mulighed for at prædike og undervise i mange forskellige kirker både store og små, samt ved offentlige kampagner, i bibelskoler og på deres årlige kirkestævne, som de netop afholder på dette tidspunkt af året. Vi så mange modtage Jesus som deres frelser, 132 i alt. Den sidste morgen før vi skulle hjem, var der 26 som blev frelst. Det var på et offentligt kampagnemøde søndag morgen kl. 7, hvor flere hundrede søgte Gud. Det er fantastisk at se sådan en iver. Vi takker også Gud for, at han strakte sin hånd ud med lægedom og mirakler. På møderne blev for eksempel en ung mand helbredt for døvhed efter forbøn, og en ældre kvinde fik sit syn igen.

Kristendommen er på fremmarch i Nigeria. Vi prædikede i flere store kirker, hvor der gives en gedigen undervisning af deres egne ledere. Vi var også flere steder, hvor præsten bor i et stort hus og familien har to Merzedeser, som er nigerianernes foretrukne bil næst efter en firehjulstrukken Toyota. Guds folk passer deres præster godt, og Guds velsignelse er også over deres egne økonomier. Årsagen til denne fremgang er, at de tror på og praktiserer tiende og offergaver, og derefter er i forventning til, at Gud gør sin del.

Der var anledning til at undervise på 2 forskellige bibelskoler. Den første i 4 dage som afsluttedes den sidste dag med en stor gudstjeneste, hvor eleverne modtog deres eksamensbeviser. Vi prædikede og profeterede over hver enkelt elev. Det næste sted var på `Redeemed Camp's bibelskole for fremtidige præster. `The Redeemed Church' er Nigerias største kirkeretning, og `Redeemed Camp' er en hel by med blandt andet to banker. Det er her den engelske prædikant Benny Hinn skal afholde sin kampagne i april i år.

Vi var begge to syge i næsten en uge, og det var kun med stort ubehag, vi kunne gennemføre alle møderne i den periode. En nat vækkede Herren mig midt om natten, og forklarede at sygdommen var på grund af den intense åndelige kamp, der er over Nigeria. Ydermere fortalte han mig, at muslimerne lever i et åndeligt mørke, og at de virkelig hader mørket. Herren befalede os at fortælle dem om lyset! Det ord er til kristne alle steder, der fortæller muslimerne om Guds lys! Spændingen mellem muslimer og kristne er meget stor i Nigeria. For eksempel har 12 af de nordlige provinser indført den islamiske `sharia' lovgivning. I syd derimod er det som om kristendommen har overtaget. Efter at Herren havde talt til mig, var jeg rask.

Vi opfordrede de unge på bibelskolerne til at genvinde alt det, vi kristne har mistet til fjenden i Nordafrika. Hele Nordafrika var kristent gennem mange hundrede år, før Islam kom. Der er to hovedårsager til at kristendommen faldt. Uenighed og mangel på mission! Den Koptiske kirke i Ægypten lå i strid med den Ortodokse kirke i Byzants, og bad ganske enkelt muslimerne om at hjælpe sig i krigen. Det gjorde de. Men samtidig indtog muslimerne Ægypten.

Stridsemnet mellem den Koptiske og den Ortokdokse kirke var, om Jesus havde een natur, hvor det guddommelige og det menneskelige var blandet sammen, eller to naturer: een guddommelig og een menneskelig. Det er på tide, at vi som kristne kommer ind i en sådan enhed, at vi tror og tænker ens! Fil. 2.2: „.så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, en dåb, en Gud". For så vidt angår den manglende mission havde de nordafrikanske kristne dengang en tendens til at være mystikere, søjlehelgener! Det er naturligvis altid godt at søge Gud, men det er overordentlig vigtigt, at vi kommer til det punkt, hvor vi baserer vores frelse og helliggørelse på tro og ikke kun på, hvad vi oplever gennem de 5 sanser. En anden fare ved mysticisme er, hvis vi i den grad overgiver os til bøn og åndelig søgen, at vi glemmer at udføre det, som Jesus har befalet os, nemlig at gøre alle mennesker til Hans diciple.

Så konklusionen er, at vi både beder og arbejder, ikke det ene uden det andet. Dette forstod mystikerne ikke, og som følge heraf havde de ikke evangeliseret Afrika, inden Islam kom. Ydermere var det en svag kristendom, som ikke kunne holde stand mod Islams fremstormen i dens første århundreder.

Det er på tide, at vi kristne bliver lys, og når det er sket, må vi fortælle andre om lyset, som er vores elskede Herre Jesus Kristus, så også muslimerne kan blive kristne og modtage det evige liv.

Må Gud rigt velsigne jer i Jesu navn.

Kimmie og Peter Christensen
 


Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Voluntør i Thailand

Af Henriette Dinisen

Henriette kom tilbage til Danmark sidst i november måned 2004 efter 3 måneder som voluntør i Nakhonthai, Thailand. Hun boede sammen med Lydia hos familien Maprang, og deres hovedopgave var at undervise i engelsk på elevcentrene i Gaeng Thung og Na Gai Khia samt familien Maprang. Efter hjemkomsten skriver Henriette blandt andet:

„Det har været en utrolig spændende og udfordrende tur, som har givet mig mange uforglemmelige minder og venskaber. På turen overskred jeg gradvist flere og flere af mine fysiske og psykiske grænser og opdagede med stor forbavselse, at jeg kunne klare mere end før antaget. Jeg blev hele tiden skubbet ud i situationer, som jeg aldrig havde forestillet mig, og der var ikke andet at gøre end at forsøge at føre mig frem på bedste måde.

Kulturen, landet og ikke mindst de mennesker vi mødte, har på mange måder åbnet min horisont og forståelse og har lært mig, at den danske måde ikke altid behøver være den eneste måde eller den bedste måde. Det var ikke uden tårer, vi tog afsked med Thailand, og jeg håber selvfølgelig snart at kunne besøge dem alle igen.

Henriette Dinesen"
 


Missions-Nyt, Nr. 1 - 2005
 

Missionshjørnet

Af Christian Petersen

I min personlige bibellæsning studsede jeg over en vending, som vel ikke er central for den beretning, den indgår i, men som alligevel viser noget om menneskers måde at opfatte deres samtid på.

Det er i 1. Sam. 25, hvor David i den periode, han er på flugt fra Saul, har søgt tilflugt i ørkenen og herfra sender bud til Nabal om at få noget mad til sig selv og sine mænd. Selvom det må være indlysende for de fleste i Israel, der har ulejliget sig med at sætte sig ind i situationen, at David ikke alene har retten på sin side, men at han også samtidig kæmper og vinder krige for Israel, afviser Nabal ham, formentlig for egen vindings skyld, med ordene: „Nu om dage er der så mange trælle, der rømmer fra deres herre."

Jeg blev ved med at grunde over ordene „nu om dage." De blev udtalt for flere tusinde år siden, og antyder dermed, at allerede den gang mente man, at tingenes tilstand ikke var, som de var engang, at udviklingen gik i en uheldig retning eller kort og godt, at 'verden var gået af lave'.

I vores tid kan vi også opleve, at 'nu om dage' er tingene ikke (så gode), som de var engang. Sådan kan jeg i hvert fald selv have det. Fx lever vi nu i en informationsteknologisk tid, hvor man via mobiltelefoner og bærbare computere med trådløse inter-netforbindelser kan være online hele tiden. Man kan dårligt gå en tur i skoven og koble lidt af, uden at mobiltelefonen ringer. Hvis man slukker den, må man forvente at blive mødt med den lettere bebrejdende konstatering: „Jeg prøvede at ringe, men din mobil var slukket."

Der er web-kameraer, som i forbindelse med computere og internettet gør, at jeg kan se den, som jeg taler i telefon med i Australien. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan jeg langt billigere end tidligere og i løbet af en enkelt dag rejse til den anden ende af verden. Vores verden og hverdag i dag er væsentligt anderledes, end den var for blot 10-15 år siden, og ubeskrivelig anderledes end den var for de mennesker, der levede i begyndelsen af 1900-tallet. For nogle hundrede år siden kunne en almindelig oplyst mand følge med i, hvad der skete af udvikling indenfor alle de forskellige videnskaber. I dag kan en ekspert, der arbejder fuldtid med et område, knapt følge med i en lille niche indenfor sin egen videnskab. Da jeg var barn i 70'erne og starten af 80erne, tog man billeder med sit kamera, gik til fotohandleren og fik dem fremkaldt, hvorefter man gik hjem og sendte ét af dem med brev til en ven i udlandet. Nu tager man billederne med et digitalkamera og sender dem alle sammen via internettet (papirfremkaldelse er så unødvendig). Eller man vælger den hurtige løsning: Tager billedet med sin mobiltelefon og sender det straks til sin vens telefon, hvor i verden han ellers er.

Vi lever nu i en globaliseret verden, hvor nyheder kommunikeres i et tempo, der langt overgår tidligere tiders, og hvor vi i en fragmenteret hverdag skal forholde os til et hav af dagsordener i en stadig stigende hastighed, som vi måske slet ikke er skabt til. Man kan have blandende følelser knyttet til det, men det er sikkert, at vi bliver nødt til at forholde os til, at 'nu om dage' er tingene anderledes, end de var engang. De er mere foranderlige, usikre og uforudsigelige end tidligere.

Hvad betyder nu denne foranderlige verden for budskabet om frelse ved tro på Jesu stedfortrædende død og Hans opstandelse? Ingenting for budskabet, heldigvis. Det er det samme evigt uforanderlige, som det altid har været. Men måske betyder det noget for, hvordan vi kommunikerer og præsenterer det. I dag bryder mange mennesker sig ikke om objektive sandheder og vil ikke mene, at man entydigt kan forholde sig til et spørgsmål som: Findes Gud? Sagen anskues mere med udgangspunkt i, at det, der er rigtigt for dig, behøver ikke at være det for mig. Denne relativisme kan skurre i ørerne på kristne mennesker, for vi ved jo, at Gud er til, eller at spørgsmålet i hvert fald ikke er afhængigt af, om det enkelte menneske tror det eller ej.

Alligevel kan vi med fordel forholde os til denne tilgang hos mennesker, hvis vi ønsker at nå dem med Evangeliet. Hvis vi møder et menneske og udstråler den holdning, at du skal mene og tro det samme som mig, hvis du vil være en del af vores kirke, så skræmmes personen måske væk. I stedet kan vi møde mennesker med en tilgang, der siger, at vi accepterer dig, som du er, der hvor du er i din åndelige vandring. Vi kan favne mennesker og i stedet for straks at forklare dem alle sandhederne (som vi nu har opfattet dem), lade det udvikle sig i en dialog, som giver anledning til refleksion. Vi kan give tid til processen, frem for at forvente en øjeblikkelig omvendelse. Menneskers længsel retter sig jo bevidst eller ubevidst mod Gud, og selvom den enkeltes gudsbillede kan være forskelligt fra vores, vil Gud gennem en proces kunne lede mennesker frem til en erkendelse af Ham. Vi kan let forivre os og mene, at vores gudsforståelse er indlysende rigtig, hvilket andre da må kunne forstå. Men respekten for præster på en prædikestol, det talte ord og envejskommunikation er ikke så stor, som den var engang. Mennesker vil selv være med i processen og reflektere over deres gudsbillede.

Jeg siger naturligvis på ingen måde, at vi skal forlade en bibelbaseret tro. Men i kristendommen er åbenbaringen af Gud central. Vi kan let opfatte troen som noget forklaret, eksakt og objektivt. Men hvem af os kan egentligt til fulde forstå og forklare fx et så centralt begreb som Jesu forsonende død og opstandelse? „Det kan ej forklares, det kan kun erfares, hvor saligt, der er hos Jesus", synger vi i en sang af N.L. Ridderhof. Netop disse linier udstråler klart, hvor vigtig åbenbaringen, som Helligånden giver, er i kristentroen.

Jesus er den samme, evangeliet er det samme, kraften er den samme som altid. Men hvis vi som kristne vil nå ud med Evangeliet i dag på en nutidig måde til det moderne menneske, skal vi måske indstille os på, at det kan være nødvendigt at tilpasse kommunikationsmidlerne, gudstjene-sterne og måden vi gør tingene på.

Og det gør vi gerne for at nå mennesker med evangeliet, ikke?

Christian Petersen
 

 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede