Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Leder: „Du kan blive rig i din tro"

af Annelise Matina Larsen

I søndagsskolen var vi samlet om teksten fra Matt 6 vers 19-21: „Saml jer ikke skatte på jorden .... Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler."

Vi så på onkel Joakim i Anders And bøgerne. Han er meget rig men altid splitterrasende og arrig. Han er altid bekymret for sin formue. Hvordan kan vi så i stedet for 'samle skatte i himlen'? En dreng svarede: „Du kan blive rig i din tro." Prøv at forklare hvad du mener." „Jo, jeg kan tro på Jesus og oplever, at han hjælper mig og hører bøn, og han sørger for, at jeg kan blive rig i min tro."

„Ja, Herre Jesus lad os alle blive rige i troen på dig", sådan måtte jeg tænke. Samme dreng havde leget på et høloft dagen i forvejen og mistet sin mobiltelefon. Vi blev enige om, at bede om hjælp til at lede de rigtige steder. Telefonen blev fundet, men det blev en biting. Den bekendelse han havde udtalt i søndagsskolen, fik betydning for ham i det virkelige liv. Det fungerer at bede til Jesus. Han hører bøn, og drengen vil altid huske dette med: 'at blive rig i sin tro'.

Må du også i dit hverdagsliv, din tjeneste og i dit kristne fællesskab være stærkt knyttet til Jesus Kristus. Det er det vigtigste for os, at troen er rettet mod jesus, troens bane- og vanebryder og fuldender.

Troen skal ikke have focus på din egen selvudvikling, eller på din materielle værdi, eller på de nye metoder, der hele tiden popper op, og sidst men ikke mindst skal det ikke være andre, der udtaler, hvad du skal tro og mene.

Lad Ham være din fører og vejleder i din åndelige udvikling. Lad din tro afspejle sig i skatte, der er samlet i himlen. Lad ikke metoder tage pladsen fra dit nære fællesskab med Jesus. Lad Jesus være den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.

Så vil du blive rig i din tro!
 


Missions-Nyt, Nr. 2, 2005
 

Irland

af Agnete og Tony Simpson

Ved et kort familiebesøg i England i februar måned fil vi også anledning til at besøge en af sigøjnermenighederne i nærheden af London. Vi kom til deres bibeltime en onsdag aften. Det var et uventet besøg, men vi kendte en del af de tilstedeværende fra vores samarbejde med dem i de senere år, i særdeleshed fordi Tony har undervist på deres bibelskole i nogle år. Der var en forsamling på 170-200, som var samlede den onsdag aften, ikke om nogen underholdning men om Guds Ord! Endnu engang en illustration af at „De, der intet var, udvalgte Gud!"

I det lokale arbejde i Cork by har vi haft tilfælde, hvor folk er gået fra os og søgt andre steder hen, fordi Guds Ord gik dem for nært på livet. Nogle har også ønsket det, der er mere stille og højtideligt, mens andre ville have en form med meget mere larm og underholdning! Vi takker Gud for, at de bedste er tilbage og stadig trofast holder ud og søger at bringe Evangeliet ud på enhver måde, enten i byen eller landsbyerne, privat eller offentligt. Der uddeles hundredevis af traktater hver uge, og vi finder dem så at sige aldrig smidt på gaden! Tony er lige nu i færd med at skrive en ny traktat. Bare i de sidste par uger har vi haft 3 henvendelser fra traktaterne per telefon og e-mail. En af disse indeholdt mange spørgsmål om bibelen, fremprovokeret af traktaten.

Vi arbejder stadig under vanskelighederne ved at have mistet vores ejendom i Cork for snart 2 år siden. Den kompensition vi fik, er ikke tilnærmelsesvis stor nok til at købe et andet sted. Vi har truffet en del folk, som plejede at komme, og som har udtrykt, at de stadigvæk gerne ville komme men kan ikke, fordi vi ikke har et centralt sted at samles mere, og så tilføjer de, at de beder om, at vi må få et sted i byen! Den gamle ejendom vi havde, var såmænd i brug 7 dage om ugen. En del af disse aktiviteter har måttet indstilles.

Fire gange om ugen holder menigheden 'flyttedag'. Der er en del kufferter med bibler, sangbøger og andet udstyr, der skal flyttes fra det ene sted til det andet, hver gang vi skal samles. Vi beder om, at Gud vil gøre mirakler for os angående en ejendom i Cork. Mon der er nogen af læserne, der vil være med og vil gøre dette til et bønneemne?

Hver måned samles vores menighed til særlig bøn en lørdag formiddag, og 14 dage efter er der en månedlig bønnenat. Om formiddagen er det mest vores irske venner, der kommer. Men vores afrikanske venner foretrækker natten. Da kan de uhindret koncentrere sig.

Bønnenatten ledes altid af en af vores afrikanske venner, og foregår både på fransk, lingala og engelsk. Den varer fra kl. 23 til kl. 2. Ja nogle gange når vi ikke har været der, er de fortsat til daggry! De har som regel en halv snes børn med, men de ville vist knap nok forstå, hvad vi mente, hvis vi foreslog, at det ville være et problem. Børnene falder oftest i søvn på gulvet på nogle dyner. Dog ikke alle. To små piger på 6 og 9 år kom fra Congo for nogle måneder siden for at være hos deres onkel og tante her i Cork. Jeg så på den lille 6-årige Christiva, som sad med lukkede øjne og bad lige så hengivent som nogen af de voksne, og så kiggede jeg på klokken, det var kl. 1.50 om morgenen!

Vi har lige haft en week-end ved vestkysten for menigheden. Det var et sted med meget gode faciliteter, som vi kunne leje til en rimelig pris fra fredag til mandag. Næsten alle fra menigheden var med. Vi havde en taler fra England, Tom Walker, som vi ofte har haft. Ordets forkyndelse formiddag og aften var af højeste kaliber, og alle, både unde og ældre, sætter stor pris på vores bror Tom. Han er lige blevet 81 år!

Mange havde glædet sig til samværet og rekreationen med naturskønhed og sportsfaciliteter, alt sammen godt og vigtigt. Vores afrikanske venner ønskede at bruge anledningen til særlig koncentreret bøn, for der var jo så store behov både i menigheden og rundt omkring. De begyndte med bøn fra kl. 6 til 7.30, hvorefter det var tid til at tage sig af børnene. Derefter var der det sædvanlige bønnemøde en time før formid-dagsmødet. Men efter formiddagsmødet ledte afrikanerne igen en bønnetid frem til kl. 14, hvorefter de endelig tog sig tid til at spise. Efter aftenmødet tog de igen en time til bøn. Flere og flere af 'os hvide' kom til disse specielle bønnetider, hvor mange forskellige emner blev ført frem for Gud, også med hjerteransagelse og søgen i Guds Ord for svar. Efterhånden integrerede folk virkelig godt med hinanden, også på trods af visse sprogvanskeligheder. De fleste af os har mærket, at vi har nået en ny åndelig dimension.

Vores afrikanske venner kommer for det meste fra det stakkels ulykkelige Congo, hvor cirka 4 millioner mennesker har mistet livet siden midt i halvfemserne. Disse kære venner elsker Guds Ord og er sig meget bevidste, at de har noget at lære af os i den retning. Men mon ikke det er 'os hvide' der har mest at lære af dem?

Vi fortsætter alle, som Gud giver os nåde dertil, for at nå folk i Irland med Evangeliet. Det budskab der alene er Guds kraft tilfrelse for enhver som tror, hvad enten de er rige eller fattige, sigøjnere, irere eller flygtninge og indvandrere.

Tak for forbøn,

Tony og Agnete


Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

En stemme fra Amazon-landet

af Kirsten Solveig Larsen

Der bliver talt om truede dyrearter og træer i regnskoven, men der eksisterer også en truet generation af opvoksende børn, der samtidig, set med troens øjne og en forvandlende Guds kraft, repræsenterer en potentiel hær af missionærer, der kan være stærkt medvirkende til, at de sidste 3% af Amazon-landets unåede bliver nået.

Amazon-landet dækker et geografisk område, der er på størrelse med Vesteuropa. Mere end 20 millioner mennesker bor dér i omkring 36.000 spredte og isoleret beliggende flodbebyggelser - de såkaldte flodindianere. Derudover godt 200 stammer af oprindelige indianere, der taler 170 forskellige sprog. De bor i landsbyer på typisk 30 til 100 mennesker, men der kan også være landsbyer op 400 til 500 indianere. De udgør til sammen en indiansk befolkning på godt 270.000 af de 20 millioner. Der er et stort behov uddannelse over 80 % af disse folk er analfabeter. Det betyder også, at mange børn ikke ved, hvordan de skal beskytte sig selv mod sygdomme. Og meget få i disse fjerntliggende bebyggelser har hørt de gode nyheder om Jesus Kristus.

I de sydligere dele af Brasilien, der er langt rigere befolket, eksisterer der desværre en vis diskrimination af det nordlige, og det er meget vanskeligt at overbevise en brasilianer, der kommer fra det sydligere i landet, om at drage mod nord. For det repræsenterer for dem særlige risici, som for eksempel pådragelsen af tropesygdomme, en sundhedsskadelig sol og kvælende varme. Så der skal være helt specielle stærke motiver for at komme til Nord.

Det mærker vores missionsorganisation også på forskellig måde, for selv om vi i UMO på landsplan har omkring 1600 fuldtidsmissionærer (langt hovedparten, over 90% er nationale), der arbejder i landet, er det kun lidt over 220 af dem der arbejder i det nordlige, i Amazon-landet.

Behovene her er imidlertid meget store specielt for at nå ud til den store del af de spredte og isolerede flodindianerbebyggelser. En del af disse er mennesker med sår på sjælen, der kom til området i forrige århundrede under et opsving i gummiindustrien, der dog hurtigt blev afløst af den kunstige gummi, og efterlod dem uden job og midler til at rejse fra området igen, og de bosatte sig derfor, og nogle blev gift med lokale.

Det store spørgsmål er så, hvem skal række ud til disse bebyggelser med hjælp? Det er åbent for os som kristne, til forskel fra de oprindelige indianere, hvor så godt som al indsats fra missionærernes side er forbudt, hvilket også giver meget trange arbejdsvilkår for eksempel for `New Tribe Mission' og Bibeloversætterne `Wycliffe', der nedskærer deres aktiviteter i Amazonområdet i disse år. Der må så tages mere kreative tiltag i brug som for eksempel evangelisering af disse indianere, i forbindelse med deres eventuelle handelsture til byer i området, eller oprettelse af bibelskoler, hvor det er nogle af de få kristne indianerne selv, der bliver udrustet og styrket til at række ud til deres egne eller andre stammer.

Jeg har arbejdet i regionen i over 13 år, og jeg har min fortrøstning til dels i, at vi nu får lov at se, at vores indsats iblandt de socialt dårligt stillede i slumområderne ja, oftets deciderede sumpbebyggelser, der er opstået i forbindelse med urbaniseringer, bærer frugt. Vi har nu tidligere slumbørn, der er blevet hjulpet af fadderskabsordning eller deltaget i børne- og ungdoms programmer, der melder sig under fanerne, og gerne vil tage UMOs Discipelskabstræning Skole (DTS) eller anden uddannelse for at være med til at række ud. Tidligere gadedrenge, der har fået et personligt møde med Jesus, og som ønsker at blive brugt til at række ud til de unåede, og samtidig er villige til at gå, hvor det kommer til at 'koste' noget.

Men der skal selvfølgelig midler til, så vi er i gang med at få en form for støttestruktur op at køre for de såkaldte nationale evangelister og kirkeplantere. Det kan være hårdt at se på, at nogle mister modet og ikke fortsætter i opgaverne, fordi de ikke har den nødvendige støtte. For jeg tror på, at jo mere vi som udlændinge, bare kan være katalysatorer for, at de lokale kristne for mod og ressourcer til at virke selv, jo bedre. Vort kald er at være som jordemødre, hvor den unge generations visioner og drømme, givet af Gud, får lov at blive født og vokse. Så vi også selv træder mere tilbage. Hvis du, der læser dette, skulle føle dig tilskyndet til at stå bag en lokal medarbejder, der har stillet sig betingelsesløst til rådighed for Gud, med forbøn og/eller økonomisk støtte, så kontakt os. I UMO Macapa er vi en gruppe på en halv snes mennesker i missionen. Marine Reach, UMOs skibsmission på verdensplan, planlægger også fremtidigt at gøre noget for at række ud langs floderne, og at skabe et netværk imellem eksisterende små initiativer med både og klinikker.

I perioder af året tager vi til mindre byer inde i landet med såkaldte børnekampagner kaldet 'Vitoria Cirkus', hvor vores klare hensigt er, at nå børn med budskabet om Jesus på en kreativ og dynamisk måde, og samtidig være med til at udfordre til mission. Også ud fra den kendsgerning, at langt de fleste missionærer får deres kald inden de fylder 12 år. Der er gerne et team af unge fra nationale menigheder, der herigennem får en anderledes korttids mis-sionsoplevelse, og vi har normalt også få, der kommer til fra andre lande for at være med, og danske deltagere vil være velkomne også. Vi planlægger også i nærmeste fremtid, med tosprogede DTS-kurser på engelsk og portugisisk, at åbne for flere nationaliteter. Vi modtager også gerne korttidsvolontører især til arbejdet med slumfamilierne i Macapa og fadderskabsordningen 'JIREH', der i dag formidler støtte til over 100 børn i alderen fra 3 til 16 år. Mange børn og unge er meget taknemmelige for den hjælp, de har fået herigennem, og det drejer sig om hundredvis gennem de sidste 9 år, hvor ordningen har fungeret. Den udmønter sig ikke alene i praktisk hjælp, men er gået over og blevet også en igangsætterydelse i mange familier. Især en gruppe på over 30 kvinder fra slummen har nu deres egen symaskine, og har deltaget eller deltager i tilskære- og sykurser på kontaktcentret 'Shalom' eller kommunecentret 'Ararat'. Et møbelværksted er under opførelse ved rehabilitetscenteret 'El Shaddai', hvor der skal være mulighed for arbejdsløse fædre og helt unge mænd fra slumfamilierne at lære et håndværk og få bedre muligheder på arbejdsmarkedet eller ved opstart af egen virksomhed. Et decideret sundhedsarbejde sker ud fra vores kommunecenter 'Ararat', og et mere mobilt arbejde med teams til det indre af landet er under opbygning. Især kvinderne og børnene er vores største målgruppe i dette arbejde.

Vi forsøger også, i det omfang vi overkommer det, at lave kurser, holde seminarer, workshops med mere henvendt til lokale menigheder og kristne, der ad den vej bliver inspireret og mobiliseret til at fortsætte og at række længere ud i deres eget arbejde, hvor også den yngre generation er i fokus. Det kan på forskellig måde være hårdt, men samtidig også utrolig rigt, at få lov at tjene Herren i Amapa-delstaten i Amazon-landet, og jeg er helt afhængig af jeres forbøn.

Kirsten Solveig Larsen
 

 
Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Tanzania

Af Tabitha og Torkild Jensen

Kære elskede venner af Missions Nyt. I 5. Mosebog 24:19 minder Gud os om, at vi ikke må glemme de faderløse og enkerne!

En dejlig sommerdag med masser af sol og varme blev familien Davidsen gift, og fik senere 4 dejlige raske og sunde børn. De kom i en velfungerende pinsekirke, hvor faderen var ældste og moderen hjalp til i kirken med forskelligt. Faderen havde et godt arbejde, og alt gik godt, og de levede et lykkeligt familieliv, lige indtil faderen begyndte at leve livet let.

De havde efterhånden været gift i en del år og børnene var begyndt at blive store. Den ældste gik nu i 7. klasse. Faderen tog det ikke længere så nøje med sit Gudsforhold, og han begyndte at gå på bar, hvilket førte ham ind i liv med forhold til andre kvinder. Dette udsvævende liv forsøgte han at leve i det skjulte, og det stod på i et par år, indtil en dag hans kone fandt ud af, at han var hende utro. Præsten talte meget kærligt med ham om at komme tilbage til Herren, men han ville desværre ikke lytte og omvende sig og kunne dermed heller ikke længere være ældstebror. Konen ønskede at blive skilt, da dette ikke var til at leve med, og hun var også bange for tanken om at blive smittet med aids.

En dag kom hun grædende til os sammen med børnene og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Den ældste skulle i gymnasiet. Han ville så gerne læse videre, da han var dygtig skolemæssigt. Det havde hun ikke penge til. Samtidig var hun syg på grund af astma. Først sendte vi hende til læge, og dernæst besluttede vi at hjælpe drengen videre, så han kunne komme i skole.

Vi fik efterhånden et meget nært forhold til hende og børnene, og derfor kom det som et chok, da vi fik budskabet om, at moderen var død. Hun døde af Aids. Hvor hun havde fået det fra, var ikke så svært at regne ud, og da hun i forvejen var svag på grund af astma, havde hun ikke nok modstandskraft i sig, hvilket forårsagede den hurtige død. Børnene græd og var dybt ulykkelige. Moderen havde tilsyneladende vidst, hvor det bar hen, for inden sin død havde hun fundet et hjem til hver af børnene. Faderen levede så usselt og dårligt, at han overhovedet ikke var i stand til at tage sig af børnene. Han havde mistet sit arbejde og levede som dranker.

Børnene kom ikke til at bo sammen, men blev spredt, hvilket de er meget kede af. Et år efter moderens død giftede faderen sig igen med en kenyaner og flyttede straks til Kenya. Den yngste af børnene på 6 år, tog de med sig, men de andre tre var den nye kone ikke interesseret i at beholde, så de måtte pænt blive alene tilbage. I dag går de to ældste i gymnasiet og den yngste dreng er elev på vores skole i tredje klasse. Børnene har ingen kontakt til faderen og hans nye kone, og sidste nyt er, at deres far sidder fængslet i Kenya for at have solgt narkotiske stoffer. Dette er meget svært for børnene at vide deres far er i fængsel på ubestemt tid, og hans nye kone er negativ overfor de store børn. Ofte tænker man, hvor er det dog forfærdeligt for børnene, at de altid er taberne, selvom de ingen indflydelse har på situationen. Den ældste dreng kommer ret ofte hos os, og en dag græd han i mine arme og sagde: „Mama du aner ikke, hvor svært det er at være uden forældre og så være den ældste. Jeg skal tage alle beslutningerne for mig selv og mine mindre søskende". Han skulle bl.a. stille med sin fødselsattest for at rykke op i næste klasse i gymnasiet, og han anede ikke, hvor han skulle lede. Dette er bare en ud af mange ting, han selv skal finde ud af.

Denne beretning er desværre ikke et enkeltstående tilfælde, men hverdagskost i dette land. Vi prøver at hjælpe, der hvor vi kan, men ofte føler vi, det er bare en dråbe i havet, det vi gør. Men et er sikkert, nemlig det at hjælpe børn i sådanne situationer har Guds velbehag.

Vores skole har nu 350 elever. Skolen har efterhånden fået et godt ry. Ud af en vurdering af 185 skoler, blev vores nr. 6, hvilket vi synes er et pænt resultat, da vi er nystartede og ikke har så megen erfaring endnu. Vi har 68 'hjertebørn' på skolen, samt 10 andre børn i Arusha området, som vi hjælper med deres skolegang.

Vi har for ganske nyligt haft et seminar for præster og deres koner på skolen, hvilket var til stor velsignelse. Skolen er velegnet til formålet, da den har alle de nødvendige faciliteter, så som klasseværelser der kan bruges til at sove i, toiletter/bad, køkken, spisesal og så børnekirken til at holde møderne i.

Vi kører så ofte som muligt ud i bushen med vores bil og trailer og forkynder evangeliet for børnene, især i muslimske områder. Samtidig bygger vi kirker sammen med vores gode ven Friedhelm fra Tyskland, og vi har netop haft seks kirkeindvielser. Fried-helm rejser rundt i forskellige kirker i Tyskland og samler penge ind til dette projekt. Han er en Guds gave til dette meget vigtige arbejde. Vi nu i fællesskab igang med at bygge kirke nr. 84.

Vi vil gerne sige tusind tak til enhver, der læser Missions-Nyt. Tak for jeres forbøn og de gaver, som vi har modtaget. Jeres støtte er helt uvurderlig for vores missionsarbejde. Må Jesus rigt velsigne og belønne jer 100 fold tilbage.

Kærlig hilsen fra jeres forlængede arme i Tanzania, Tabitha og Torkild.
 


Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Mission blandt farsitalende i København

af Christian Petersen

Det iranske og øvrige farsitalende miljø i København blev kraftigt evangeliseret i løbet af april 2005. Netværkskirken, som er en lille nystartet kirke med gudstjenester ved Skt. Hans Torv i København, har haft besøg af to energiske bibelskolestuderende fra den farsitalende bibelskole ELAM i London. Nima og Mohammad var som led i uddannelsen i København og tog straks fat på at arrangere samvær for og evangelisation blandt iranere. Det var så tydeligt, at de virkelig brænder for, at andre iranere skal lære Jesus at kende og opleve Guds kærlighed. I løbet af 3 uger lykkedes det at få kontakt til over 20 iranere, som deltog i samlingerne og for en dels vedkommende også i Netværkskirkens gudstjenester.

Iranere er generelt åbne og modtagelige for evangeliet. Nogle blev kraftigt berørt af evangeliet og mindst én gav klart til liv til Jesus. Andre gav udtryk for, at dette var det bedste fællesskab, som de havde oplevet siden, at de kom til Danmark. Mange iranere oplever en åndelig søgen, og flere møder Jesus gennem stærke åndelige oplevelser.

Mohammad, den ene af bibelskoleeleverne, havde opsøgt en kirke i Iran og fået et Lukas-evangelium. Da han hjemme ville åbne det for at læse i det, begyndte ham at græde, allerede da han så på den første blanke side. Han blev chokeret over sin egen reaktion og skyndte sig at lægge det væk. Da han tog det frem igen nogle dage senere, gentog det sig. Han talte tøvende med sin bror om det, der også havde haft taget bogen frem for at læse i den, og han havde oplevet det på samme måde. De fik læst Lukas-evangeliet, som gjorde stort indtryk på dem. Inden de tog til England, gemte de bogen i nogle bekendtes hus.

Da Mohammad og hans bror over telefonen fra England fortalte dem, at de var blevet kristne, blev de bekendte chokerede og forsøgte at tale dem fra det. Mohammad fortalte dem, hvor de havde gemt Lukas-evangeliet og fik dem til at læse det, for at de kunne diskutere sagen på et mere kvalificeret grundlag. Resultatet er blevet, at der nu holder en husmenighed til hos de pågældende.

Nima, den anden af bibelskoleeleverne fortæller selv: „Jeg er iraner, født i England, men opvokset i Iran. Jeg kom tilbage til England i 1999 og begyndte at arbejde på en nat-club. Mine eneste interesser var penge, disco og druk. Jeg var langt væk fra Gud, blandt de tabte får uden hyrde. Da jeg blev arbejdsløs, kom jeg i tanke om Gud, fordi jeg havde så mange problemer. Jeg bad Gud hjælpe mig med mine problemer, men fik ikke noget svar.

Så blev jeg ven med en anden iraner, som bad mig gå med ham i kirke. Han var ikke kristen, men ville gerne vide noget om kristendommen, da han mente, at det kunne styrke hans ansøgning om ophold i England. Jeg ønskede at græde, når jeg hørte sangen i kirken, men jeg gjorde det ikke. Jeg sagde til mig selv, at det var musikken, som talte til mig, ikke Gud, som gjorde det.

En anden ven forslog mig at læse Johannes-evangeliet. Jeg følte, at Herren tog fat i mig og sagde til mig, at jeg var nødt til at følge Jesus, som var den eneste måde, hvorpå jeg kunne være sammen med Gud. Jeg bekendte mine synder og lukkede Jesus ind i mit hjerte. Jeg havde fundet sandhed, og mit hjerte fik fred. Efter at jeg modtog Kristus, forandrede Helligånden mit liv. Nogle venner opmuntrede mig til at tage på bibelskole. Jeg bad over det, og vidste, at Herren har kaldet mig til tjene Ham."

Vi tror på, at der er en særlig åbenhed for iranere for evangeliet netop nu, og det er vigtigt, at vi som kristne ikke forspilder denne mulighed, også selvom det må betyde, at vi skal række ud til en gruppe mennesker, som vi ikke er vant til.

Det er vores bøn, at denne åbenhed kan blive en indgang til andre dele af indvandrermiljøet i Danmark.
 

Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Bengt Axell 60 år, efter 40 år i evangelisationens tjeneste

af Birthe Grønninger

Bengt Axell blev født den 29. april 1945 i Billingsfors i Sverige, da hans forældre Inger og Gunnar Axell var forstanderpar i Dalslånged. To år senere flyttede familien til Danmark for at forberede en missionstjeneste i Argentina. For at lære det spanske sprog bosatte familien sig i Amerika, hvor Bengt begyndte skolen som syvårig. Da Bengt var ni år gammel, rejste familien til Argentina, hvor forældrene startede det første børnehjem i byen City Bel, syd for Buenos Aries. I denne tid blev Bengt bevidst om sin kristne tro og lod sig døbe. Da han blev 14 år, flyttede familien til øen Apipe Grande i den nordlige del af Argentina for at bygge endnu et børnehjem. Bengt påtog sig at dyrke jorden og tage hånd om landbruget, så der blev skabt et underhold til børnehjemmets børn. Han dyrkede forskellige afgrøder som mandioca, majs, jordnødder, vandmeloner og plantede mange frugttræer som apelsiner, citroner, grapefrugt, advocados og bananer.

Mens Bengt tjente på børnehjemmet på øen Apipe Grande, blev han ramt af en svær tarminfektion forårsaget af amøber og malaria. Han blev meget syg og lå for døden, da han så sit liv rulle forbi som i en film, og han sagde da til Herren: "Hvis du lader mig leve, vil jeg tjene dig, som du ønsker det, og hvor du ønsker det". Gud gav ham livet tilbage og fornyede det kald, som han allerede da bar på. Bengt blev så sendt til Sverige for at genvinde helbredet og ville derefter uddanne sig som mekaniker. Han kom til Give i Danmark, hvor han mødte sin hustru Laura Boesenbæk, datter af bilforhandler Mathilde og Alfred Boesenbæk.

Den 22. juli 1967 giftede det unge par sig og drog ud til en fælles missionstjeneste, hvor det vigtigste altid har været sjælevinderarbejdet og opbygning af nye menigheder. Dog forsatte Bengt samtidig med arbejdet for børnehjemmets forsørgelse.

Det unge pars første mål var at bygge en livskraftig menighed i byen Ituzaingo, som ligger på fastlandet, fire timers bådrejse fra øen, hvor børnehjemmet lå. I denne tid fødtes familiens to ældste børn, David og Cristina. Pionerarbejdet blev nu udvidet til også at omfatte byerne San Antonio på øen Apipe grande, San Miguel, Loreto, Ibaibate og Itati, inden de fik en kaldelse i 1975 til menigheden i Corrientes, som lå i ruiner på grund af forskellige omstændigheder. Tre måneder senere blev menigheden genoprettet med 40 medlemmer.

Det unge ægtepar fortsatte deres evangeliske tjeneste med iver og glæde, og gennem de næste 14 år voksede menigheden i hovedstaden Corrientes fra 40 til 1.500 medlemmer, og arbejdet kom til at tælle mere end 50 udpostmenigheder i og udenfor provinsen med omtrent samme antal medlemmer som i hovedstaden. I disse år startede Bengt Axell også det evangeliske radioarbejde gennem IBRA Radio Danmark. Idag har menigheden egen radiostation, der sender kristne programmer 17 timer i døgnet. Familiens tre yngste børn Ruben, Diana og Tirsa blev født i Corrientes.

Bengt stod fortsat som leder af børnehjemmet Filadelfia på øen Apipe Grande. På grund
af en stor oversvømmelse måtte børnehjemmet flyttes ind til fastlandet, hvor PMU financierede opbygningen af et helt nyt børnehjem. Bengt var leder af dette byggeprojekt samtidig med, at han var forstander i Corrientes.

Gennem missionsarbejdet kom familien i kontakt med mange børn og familier, der led stor økonomisk nød. Dette fødte tanken om at bygge et børnecenter i byen Corrientes, så flere børn kunne få en mere effektiv hjælp til en bedre fremtid gennem fadderskabsarbejdet. I 1992 byggedes så det første børnecenter i byen Corrientes, som siden blev til flere, og som kom til at omfatte omkring 1.000 børn fra familier, der lever i slummen.

I 1989 overgav Bengt Axell ledelsen af arbejdet i Corrientes til en medarbejder, Nicolas Poleyko og flyttede med familien til hovedstaden Asuncion i Paraguay, hvor menigheden i mange år var gået tilbage i medlemstal. Bengt Axell, der er en utrættelig Herrens tjener, brugte den første tid i Asuncion til at bygge menigheden op igen efter retningslinierne i Guds ord og inspirere til evangelisation. Der blev bygget en fælles nordisk bibelskole. Siden kom også kassettebibelskolen til, hvor medarbejdere i tjeneste, via kassettebånd, kan læse teologi med en universitets grad. Arbejdet i Paraguay udviklede sig og omfatter nu ca. 165 menigheder med ca. 3.500 medlemmer.

I den første tid i Asuncion tid fik Laura og Bengts ældste søn David, som da var universitetsstuderende, tro til at købe otte timers radiotid på en komersiel radiostation og sælge tiden til forskellige menigheder i byen, og derved opstod så den første kristne radio i Paraguay.

Familiens fem børn har været aktivt med i tjenesten fra de var helt små og til de afsluttede deres universitets studier. De tre ældste børn har siden bosat sig i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge med sine familier, hvor de nu tjener i deres respektive menigheder på forskellige måder. De to yngste bor fortsat i Parguay og er aktive der.

Bengt Axell fik, for ikke længe siden, en vision om at opbygge 40 nye menigheder i løbet af ti år gennem evangelisation i byer, hvor evangeliet endnu aldrig er blevet forkyndt. Det var en tros satsning, og der måtte bygges et evangelisationscenter. Ud over dette, behøvedes også en lastbil, hvor evangelisterne kunne bo under kampagnerne, da man jo skulle arbejde i byer, hvor der ikke fandtes nogle evangeliske kristne i forvejen. Ligeledes var det nødvendigt med en påhængsvogn, der kunne fragte udstyret og også kunne bruges som platform under evangelisationskampagnerne. Gud var med i dette, og vore venner har oplevet mange undere. Blandt andet fik pinsemenigheden i Åmål tro for, at de skulle give lastbilen, som de også ombyggede til campingvogn med sovepladser til 6 - 7 evangelister.

Dette arbejde pågår stadig! Når de enkelte evangelisationskampagner er gennemført, indsættes en medarbejder, der kan føre arbejdet videre på stedet. Den nye menighed bygger så selv den kirke færdig, som evangelisterne begynder at bygge samtidig med, at der holdes kampagne. Grundstammen til den nye menighed er dem, der bliver vundet for Gud under kampagnerne.

Vi ønsker Bengt Axell varmt tillykke med den runde dag, som fejres med "åbent hus" den 30. april 2005, hos sønnen Ruben Axell i Blåhøj.
 

 
Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Nyt besøg i Japan

Af Christian Petersen

Fra d. 29. april til d. 8. maj 2005 besøgte Kenneth Kühn og Christian Petersen pinsevækkelsens gamle missionsområde i Japan. Det er området ved vestkysten med bl.a. byerne Komatsu og Kanazu. Den konkrete anledning til besøget var, at Kenneth Kühn var inviteret som hovedtaler på en konference for pinsekirkerne i området.

Selvom der ikke i de seneste år har været udsendte missionærer fra Danmark i området, er der for kirkerne en klar identitet i, at de udspringer fra en missionssatsning fra Danmark: De kalder selv området for 'det danske område' og mange fortalte os uopfordret og uafhængigt af hinanden om missionærernes arbejde, og om hvordan de selv var blevet frelste gennem arbejdet. Mange i Danmark har nok for længst glemt Anna Bruun og Helene Riis, men i området i Japan var de i hvert fald ikke glemt: En moden dame kom hen til os og kunne på dansk synge nogle linier af: „Jesus elsker alle små…", som hun havde lært af Anna og Helene, og andre nævnte, at de kom til at tænke på dem, når de hørte os tale dansk sammen.

Ved siden af det danske område ligger 'det norske område', hvor der stadig er missionærer fra Norge i aktivitet. Bl.a. Bunkyo Gospel Center i byen Fukui med cirka 300.000 indbyggere. Kirken er en aktiv lille kirke med mange unge, som er ledt af to modne kvindelige norske missionærer Aslaug og Olag. Kenneth talte her til gudstjenesten om formiddagen på engelsk med tolkning til japansk og på engelsk ved deres engelsk gudstjeneste om eftermiddagen. Japanerne er et venligt folkefærd, som i det offentlige rum altid er utroligt smilende og hjælpsomme. Det er også travle mennesker med arbejdsdage, som er noget længere end i Danmark og med blot en enkelt uges sommerferie. Man får let det indtryk, at der i japansk kultur ligger en værdi i at præstere noget, at leve op til forventningerne og gøre det med et smil. Dette kan naturligvis ikke altid lade sig gøre, og derfor var det dejligt at opleve den åbenhed og følsomhed, der var i kirken, og hvor der var plads til også at kunne blive rørt følelsesmæssigt og give udtryk for problemer. Det var dejligt og opmuntrende at se, hvordan kirken på denne måde er et sted, hvor man kan være sig selv og være mere åben om sine følelser, end det omkringliggende samfund lægger op til. Samtidigt var det godt at se, hvordan de i kirken også havde det godt sammen socialt.

Det var en glæde her at møde det gamle missionærbarn, Joan Jespersen, der nu for længst er voksen, og som er rejst til Japan som frivillig medarbejder i en kortere periode. Joan boede jo i mange år sammen med sine forældre Merci og Robert Jespersen, der arbejdede her som missionærer. Joan taler japansk og hjalp noget med at tolke for os. Vi mødte også en anden dansktalende ung kvinde, Edina, som er veninde til Joan, og som er på studieophold i området.

På konferencen, som strakte sig over to dage, deltog lidt over 100 mennesker. I Japan er det svært at holde fri fra arbejde, og hvor vi i Danmark måske ville holde et stævne over 5-7 dage, må man i Japan altså nøjes med 2 dage. Det var dejligt at mærke fællesskabet og samhørighedsforholdet mellem kirkerne og også fornemme den afgjorthed, der ligger i deres tro. Kenneth talte netop om tro på konferencen og opfordrede til udholdenhed og
til at turde tage nye skridt.

Det var dejligt at mærke den varme, vi blev modtaget med fra japanernes og missionærernes side, som virkede opmuntrede over besøget fra Danmark.

I Japan sættes det at være ung ikke i højsædet på samme måde som i Danmark og erfaringen spiller en væsentlig rolle. Måske derfor ses også en række modne forstandere, som omgærdes med stor respekt. Dejligt var det også at se, hvordan yngre kræfter medvirkede ved lovsangen. Det er vores bøn, at også ungdomsfronten må styrkes, og at der må ske en vækst af unge i kirkerne.

Japan er et land uden væsentlige kristne elementer i kulturen og der er derfor ikke, som vi har være vant til herhjemme, noget grundlæggende kendskab til eller fordomme om kristendommen. Derfor er det naturligvis dejligt, at vi kan rapportere, at der er kristne kirker og miljøer spredt rundt omkring, som lys i det åndelige mørke. Japan har dog forsat markant brug for forbøn og anden støtte, ikke mindst til en aktiv indsats.

Bunkyo Gospel Center har ofte haft frivillige korttidsmedarbejdere fra andre lande til at hjælpe i arbejdet og efterlyste konkret, om nogle var interesseret i at tage ud og hjælpe fx med engelskundervisning. Hvis nogen er interesseret, kan der læses mere om kirken på deres hjemmeside: www.17.ocn.ne.jp/~wwjd/ eller kontakt Kenneth Kühn herom.
 

 
Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Missionsfonden er igen godkendt til at give skattefradrag

Med udgangspunkt i, at Missionsfonden i sine vedtægter fastslog at ville formidle efter giverens ønske, inddrog Told&Skat Missionsfondens mulighed for at give skattefradrag for gaver givet til fonden fra den 1. januar 2005.

Efter ændring af fondens vedtægter og omlægning af praksis, kunne vi atter ansøge om godkendelse til at give fradragsret i henhold til Ligningslovens paragraffer 8a og 12 stk.3.

Ultimo april 2005 fik vi besked om, at vi atter var godkendt efter ovenstående paragraffer. For §8a (det såkaldte 6.900 krs' fradrag) fra 1. januar 2005, og for §12 stk.3 (der vedrører gavebreve) fra 1. januar 2006.

Ændringen i vedtægter og omlægningen af praksis betyder, at de tjenester og missionsarbejder der fremover vil kunne modtage uddelinger fra Missionsfonden, skal være forhåndsdefineret som et uddelingsberettiget projekt i Missionsfonden. Det indebærer også, at der blandt andet at der som udgangspunkt skal forefindes et ansøgningsforhold som grundlag for eventuelle uddelinger.

Vi vil på de efterfølgende sider liste de projekter og projektområder, Missionsfonden på nuværende tidspunkt har godkendt som uddelingsberettigede. Yderligere ansøgningsskemaer kan rekvireres hos Missionsfonden enten på telefon 47174040 eller via e-mail på mfond@mail.dk.
 


Missions-Nyt, Nr. 2 - 2005
 

Missionshjørnet: Pinsens betydning i tjenesten

Af Gardar Ragnarsson

Vi stilles ofte overfor det faktum, at der er usynlige magter, som står os i mod i det arbejde, som skal udføres for Herren. Der kan opstå uforklarlige problemer, som ikke logisk hænger sammen, som kommer de ud af den klare luft. Dr. Oswald Smith skrev for mange år siden i en bog således: „en tiltænkt scene i den usynlige verden, hvor mørkets fyrste holdt rådslag med sine undersåtter og dæmoner om, hvordan de skulle forsøge at hindre missionærerne i deres arbejde". Der er stor virkelighed i det han skriver, og vi gør klogt i at være opmærksomme på dette perspektiv. Apostelen Paulus siger: „Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensher-skerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef. 6:12).

Da Jesus gav disciplene missionsbefalingen om at gå ud til alle folkeslagene, forkynde evangeliet for alle mennesker, døbe, undervise og bygge Herrens værk, sagde han; „men I skal blive her i byen indtil I bliver iført kraft fra det høje". De skulle nemlig få en åndelig udrustning og evner til at formidle det glade budskab, med deres liv i ord og gerning. Jesus vidste bedre end alle andre, hvad der venter dem, som går ud i tjeneste for hans rige. Mennesker, uanset deres menneskelige ressourcer, begavelse og uddannelse, penge og organisationer samt gode vilje, er ikke nok i sig selv. Det skal mere til! Løfter om himmelsk hjælp er givet os af Gud. De er godt underbyggede med mange profetiske udtalelser både fra GT og NT, og som stadfæstes på mange måder i vore dage.

Da den historiske Pinsedag kom dér i Jerusalem, hvor alle disciplene blev fyldt med Helligånden og begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at tale, skabte det stor forundring og kaos. Da sagde folk til hinanden: „Hvad kan dette være?" Så trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: „Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere." (Ap.G. 2:14-18)

Ud af dette af Gud skabte kaos som opstod, kom det resultat, at omkring tre tusinde sjæle tog imod Ordet på den dag og blev døbt og føjet til menigheden. Hvilken vidunderlig indhøstning var dette ikke, og af en anden orden end disse første kristne havde forventet.

Hvis de første kristne behøvede denne kraftmanifestation i den situation, som da rådede, behøver vi endnu mere den visdom og kraft og de evner, som ligger i denne erfaring, nu i afslutningen af disse 'sidste dage', hvor satan sætter alt ind mod Guds værk for at prøve at stanse det. Men ved Guds hjælp skal det ikke lykkes ham. Gud er stærkere, visere og klogere, og han giver ud af sine skatte til alle sine tjenere og til alt sit folk, som beder. Peter sagde: "Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde" (Ap.G. 2:39). Denne oplevelse var ikke bare beskåret til de første kristne, men er til alle kristne i alle generationer.

Ofte ud af uorden, menneskelig set, virker Gud ved Helligånden i sin visdom og kraft, som er både mennesker og onde åndemagter overlegen. Guds orden er nemlig af en helt anden standard end menneskers. Guds dårskab er visere end menneskene. Korsets dårskab er Guds kraft til frelse for dem som tror. Pinsens dårskab er effektivitet og kvalitet i tjenesten. Lad os være åbne for denne dimension og få den mere ind, for da handler vi klogt.

I al den globalisering og de teknokratiske forandringer som foregår, både ude og hjemme, hvor både kultur og mission er inde i store omstruktureringer, lægges der ofte store byrder og udfordringer på alle Guds tjenere. Lad os dog ikke i den tilpasning og justering som tit kræves, arbejde på at fjerne Guds dårskab. Lad os være ydmyge og ikke sortere den fra. Lad os ikke glemme, at det er Talsmanden, Helligånden som fremdeles kan overbevise de sekulariserede og såkaldte 'moderne' mennesker om synd, retfærdighed og dom, mennesker, som ikke har nogen forkundskaber om kristentroens indhold. Det er pinse i funktion.

Bønnen i Højsangen er stadig relevant, hvor bruden beder: "Nordenvind, vågn, søndenvind, kom, blæs gennem min have, så dens vellugt spredes." (Høj.4:16). Pinse er spredelse af evangeliet. Pinse er mission. Pinse er indhøstning. Pinse er ledelse. Pinse er kraft af Guddommelig karakter. Pinse er vision. Pinse er glæde. Pinse er salmesang. Pinse er tungetale og profeti. Pinse er tegn og undere. Pinse er vækst. Pinse gør evangeliet virksomt.

Jesus sagde: "Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner…" (Joh.15:26-27a) Hvis menighederne skal kunne gøre fyldest i sin tjeneste både indad og udad, hjemme og ude på missionsmarkerne, trænges der til ny pinse.

Gå afsides med Herren og hent kraften hos ham. Giv dig god tid til det. Uanset hvad vi så kalder det, vil du få bønnesvar, så det igen kan siges: "Efter at han (Jesus) nu ved Guds hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den således, som I både ser og hører" (Ap.G. 2:33).

Det er pinsedelen og den karismatiske del af kristenheden som vokser hurtigst i man-ge verdensdele i dag, for Gud er trofast og stadfæster sine løfter. Han vil igen udruste sit folk med sin visdom og kraft. Vi behøver ægte pinse, for den herliggør og ophøjer Jesus.
 

 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede