Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Leder: Den største opgave

af Karl Kühn

Den kristne menigheds største og mest fundamentale opgave har til alle tider været mission og evangelisation. Der findes intet ocean uden vand, ingen by uden bygninger, ingen menighed uden medlemmer og derfor heller ingen kristendom uden mission og evangelisation.

Om den første kristne menighed læser vi: „Men de drog ud og prædikede alle vegne.“ Myndighederne arresterede dem og forbød dem at tale om Jesus, men deres svar var meget klart: „Vi kan slet ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.“ Når de blev sat i fængsel, prædikede de dér, når de kom i forhør, vidnede de for dem, som forhørte dem. Deres frimodighed rystede guvernøren Felix og fik selveste kong Agrippa til at udbryde: „Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive en kristen.“ De første kristnes vidnesbyrd gennemsyrede hele den daværende romerske verden, fordi de havde missionsånd. Den samme missionsånd som karakteriserede den første kristne menighed prægede også de første pinsemenigheder først i 1900-tallet og årene frem. Man havde en stærk trang til at forkynde evangeliet om Jesus hvor som helst og når som helst for alle og enhver. Kun der hvor den ånd findes, vokser Guds menighed.

Sjælevinderarbejdet er menighedens og den enkelte troendes største opgave. De, som har oplevet glæden ved at lede en sjæl til Jesus, kan samstemmende vidne om, at en større og rigere opgave findes ikke. Sæden er Guds Ord, såtiden er altid, og lønnen er sikker.


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Menighedsbesøg til Kenya

af Birthe Grønninger

Jeg vil gerne fortælle lidt fra en missionsrejse, som en lille gruppe fra Evangeliekirken på Frederiksberg har været på. Vi besøgte et af de missionsområder, som menigheden støtter, nemlig ‘New Life Mission’ i Kenya, ledet af Cliff Msioki. Missionen er startet af svenske pinsemissionærer for over 30 år siden. Det var en meget spændende oplevelse, som det er umuligt at gå i detaljer med, så derfor kan det bare blive et lille indblik.

Et børnehjem på stedet er blevet et godt og kærligt hjem for 46 børn i alle aldre. Disse børn repræsenterede utrolig mange skæbner. Nogle var der, fordi forældrene var døde af aids. Andre børn havde forældre, der sad i fængsel, eller var blevet efterladt på et hotelværelse af en mor, der ikke selv var i stand til at opfostre sine børn.

En eftermiddag sad jeg med en lille pige på skødet! Mit hjerte smeltede totalt, da jeg i hendes øjne så et apatisk og dybt traumatisk blik. På spørgsmålet om hvad dette barn havde oplevet, fortalte lederen, at pigen for nylig var blevet afleveret til dem af myndighederne, fordi hun var blevet misbrugt og mishandlet på forfærdeligste måde i sit hjem. Da jeg senere satte hende på en gyngehest, fik jeg dog et lille forsigtigt smil!
 
Foruden børnehjemmet var der også børnehave og 2 klasser for de yngste skolebørn samt værksteder, hvor de unge blev uddannet bl.a. til mekanikere. Der blev desuden gjort en stor indsats for at hjælpe en del familier fra et stort slumområde, som lå lige udenfor missionens grund. Disse mennesker kom til missionen og fik et dagligt måltid mad, og man hjælper dem med sko, tøj og madvarer i den udstrækning, det er muligt.
 
Nogle af de voksne giver en håndsrækning med praktiske ting på centret, og til gengæld yder man så hjælp til selvhjælp ved at give dem forskellige varer, så de kan starte en lille forretning. Vi var med ude og besøge nogle af disse familier og så den fattigdom, de levede i. Der blev også holdt kurser om hygiejne, sundhed og meget andet. desuden var man i gang med at få gravet en ny dyb brønd på missionens grund, hvorfra der kunne hentes frisk vand, som er en mangelvare i området. Tanken er, at man vil sælge af dette vand til andre, så missionscentret bliver mere selvforsørgende.
 

Efter et par dages fantastisk Safaritur, hvor vi oplevede Afrikas helt specielle og meget facinerende natur med alle de vilde dyr, kørte vi ad hullede veje til det område, hvor missionen evangeliserer blandt masaierne. Vi besøgte et hjem langt ude i bushen og havde også en fin tid sammen med de 16 drenge, der boede på missionens drengehjem.

De havde anlagt en meget stor frugt- og grøntsagshave, så hjemmet var selvforsynet med disse ting, og der var bygget en dejlig kirke på stedet, hvor masaierne samledes til gudstjenester. De var desuden i gang med at opføre endnu et hjem, da myndighederne har bedt dem om at skabe et trygt og beskyttet hjem for teenagepiger, der er flygtet fra deres hjem, fordi forældrene vil gifte dem bort mod deres vilje.

Tilbage på hovedcentret var vi med til gudstjeneste søndag formiddag. Kirken var sprængfyldt, og mange sad udenfor. Hver søndag holdes nu 4 gudstjenester for at få plads til alle. Et stort gospelkor ledte al sang og musik, og vi fornemmede Guds nærvær på en stærk måde.

Vi rejste tilbage til Danmark med et uforglemmeligt minde om et lille hjørne af Guds værk i Kenya!

Kærlig hilsen
Birthe Grønninger

Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Irland

af Tony og Agnete Simpson

Kære Missionsvenner.
I en tid hvor forretningsmetoder og strategier er i højsædet, kan det måske være lettere end nogensinde at miste synet på det enkelte menneskes værdi. For nu er der lige kommet en ny bog eller et nyt kursus, som ser så lovende ud, og så skal vi endelig gøre sådan og sådan, for så vil der komme folk, altså lige som der gør det i forfatterens eller den berømte talers kirke!
 

Spørgsmålet er dog ofte, hvorfor folk kommer, og hvad de samles om. Jesus sagde, at ingen kan være hans discipel, med mindre de er rede til at fornægte sig selv dagligt og tage korset op og følge ham. Det ord gælder også i dag. Men Jesus er også stadigvæk den Hyrde, der søger det enkelte fortabte får. Og af Guds nåde kan Han lede os til at følge i Hans fodspor i denne eftersøgning.

Vi så manden flere gange i de sidste 2-3 år. Han var høj og tynd og meget mørkhudet, men med en markant næse og en profil, der udskilte ham fra de fleste andre afrikanere, der er kommet til byen i de senere år. Men det, der markerede ham mest, var et udtryk af dyb sorg og depression, det næsten gjorde ondt at se på. Det fremkaldte i hvert fald en bøn om, at Guds kærlighed og lys på en eller anden måde måtte nå ud i dét mørke.

For 9 måneder siden så jeg ham igen, og han havde en ung kone i muslimsk dragt med sig. Parret var i glad samtale. Nogle gange var de med samme bus og stod af et stoppested før mig. En formiddag, da jeg netop havde bedt om, at vi kunne komme i kontakt med dem, var jeg på vej ned til byen. Og dér så jeg dem på vejen. Jeg hilste og spurgte, hvor de var fra. Som jeg havde ventet, var de fra et af de meget lukkede lande på Afrikas Horn.

Konen talte ikke et ord engelsk og havde kun været i Irland nogle få måneder. Manden havde været her i 4 år og klarede sproget nogenlunde godt. De skulle være et sted i byen til en bestemt tid, men jeg fik lige fortalt, at vi boede i samme bydel og tilbød, at vi gerne ville være dem behjælpelige, hvis de havde brug for det.

Vi havde ikke deres adresse, så der var ikke andet at gøre end at bede igen. Ugen efter traf jeg dem igen. Det var den unge kone, der stod på et hjørne, så det var let for mig at henvende mig til hende. Manden kom nogle få sekunder senere og var tydeligvis glad for at snakke. De to virkede så fremmede og ensomme, og jeg spurgte om de slet ikke kendte nogen her. „Har I slet ikke nogen venner her i byen?“ spurgte jeg. Manden så på mig et øjeblik og sagde: „Jo, vi har dig!“ Tænk, efter hele 4 års forløb! Og hvilket ansvar. I løbet af 3 uger traf vi hinanden ikke mindre end 4 gange som direkte svar på bøn.

Kontakten udviklede sig mere og mere. Jeg besøgte dem, og de besøgte os. Vi kunne godt tale lidt om Gud, selv om det kun var på en meget generel måde. Manden blev altid noget oprømt, hvis samtalen kom hen på det land, han var flygtet fra. „Kender I Satan?“ spurgte han, og så fortsatte han: „Det er Satan, der sætter det i hjertet på folk, at de skal dræbe og dræbe og slå ihjel!“ Jo, det kunne vi da enes om. Kort tid efter mistede vi kontakten med Hamuda og Ruth (opdigtede navne). Vi fik intet svar ved døren flere gange og troede, de var rejst til Dublin. Men vi tænkte ofte på dem.
 
For godt 3 måneder siden så vi dem igen og opsøgte dem. De havde i virkeligheden kun været bortrejst i 3-4 uger, og Ruth ventede nu deres første barn om cirka 3 uger. Jeg fandt ud af, at de havde en bærestol samt 3 små undertrøjer 3 små tynde babydragter og derudover absolut intet til barnet, som kunne ventes når som helst. Ruth spurgte mig, via Hamuda som tolk, hvordan det tøj skulle bruges til barnet! Jeg gættede på, om hun

måske kun havde set babyer svøbt i et eller andet. I løbet af godt et par uger havde vi fået fat på en masse babyudstyr ved forespørgsel i menigheden. Hamuda og Ruth er meget taknemmelige. Nu er deres lille barn godt 2 måneder gammel og trives godt.

En gang da jeg gjorde besøg hos dem, skulle jeg absolut spise sammen med dem. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at skovle sovs og kød i munden med fingrene! Jeg tror nok, jeg klarede at se glad ud samtidig.

Vi har fået fat på en bibel og andet materiale på deres sprog. Men vi må bede og vente på den rette anledning, når de selv er rede til at stille de rette spørgsmål. Det er altid først og fremmest en åndelig kamp, særlig med folk fra den baggrund. Vil I være med at bede for disse to?

Der er mange andre fortabte får, som skal opsøges én for én. En formiddag mens jeg var herhjemme og normalt ville have brugt en times tid til at være stille indfor Gud, fik jeg den indskydelse, at jeg rigtigt trængte til en spadseretur. Derfor tog jeg vores store irske ulvehund med til et sted lige i nærheden, hvor så mange lufter hunde.

Dér så jeg pigen. Selv set bagfra så hun elendig ud, som hun sjokkede af sted i sit sorte udstyr og i støvler, der så ud til at være 2-3 numre for store. Begge sider af hendes hoved var glatraget, mens en stribe af orangefarvet hår stod flere centemeter op hele vejen i midten. Desuden havde hun masser af ringe i læber, næse og øjenbryn, samt hvor det ellers kunne lade sig gøre at have dem. Men hun havde en lille hund med, så da jeg var ved at indhente hende, tiltalte jeg hende. Der mærken ikke noget til en generationskløft, når man snakker om hunde! Så vi gik og snakkede sammen på vejen hjem.

Pigen hed Mango. Jeg lagde mærke til, at hendes venstre arm var fuld af små sårsom fra nåleprikker. Stofmisbrug så vel som alkohol, regnede jeg med. Hun fortale, at hun kom fra en mindre by 50 km fra Cork, men at hun havde boet her i 4 år. Hun sage, at hun næsten aldrig tog hjem på besøg mere. Da vi kom til hjørnet, hvor jeg skulle hjem, fortsatte hun ligeud. Netop da udbrød hun pludselig: „For 14 dage siden fik jeg en lille dreng!“ Jeg regnede med, at barnet uden tvivl var i pleje på grund af hendes tilstand. Der var slet ikke anledning til at sige mere, for hun var næsten over gaden med det samme. Men jeg har bedt for Margo siden, og bedt om at få lov at træffe hende igen, det kan Gud jo arrangere.
 

Siden vi mistede vores lokaler for 2 år siden, har vi hele tiden måttet flytte fra det ene sted til det andet for at kunne samles til noget som helst. En mindre menighed i byen har et lille kirkelokale i en baggyde, og det må vi gerne låne, når de ikke selv skal bruge det. Skønt en del af vores virksomhed har måttet indstilles, har vi haft gavn af deres tilbud.

Vores afrikanske venner holder et ugentlig bønnemøde dér hver fredag aften i 1½ time. Skønt vi aldrig er med om fredagen, fik Tony den indskydelse i aftes, at han burde opmuntre dem ved at tage derned. Vores gode bror Alberto ledede mødet, og de sang og bad på fransk og lingala - som kun afrikanere kan det.

Pludselig kom der en irsk ung mand og stod indenfor døren. Da Alberto bad ham komme frem, rystede han på hovedet og tog ølflasken op af lommen som forklaring. Alberto bad meget inderligt for ham - på fransk. Så talte Tony med ham. Willy er kun 22 år, men helt ødelagt af alkohol og hårde stoffer. Det viste sig, at Tony kendte hans far i Dublin.

Forældrede er kristne, men Willy har bekæmpet Evangeliet, siden han var dreng. Den aften havde han sagt til sine drikkekammerater, at han ikke ville gå ned af den baggyde, men så gik han alligevel med dem. Han hørte sangen, og det drog ham ind. Willy faldt på knæ flere gange og råbte til Gud om hjælp. Derefter sagde han: „Kan du hjælpe mig til at komme til Jesus, men det skal være nu, for ellers bliver det aldrig!“ Han sagde senere: „Jeg forstod ikke et ord af det, den sorte mand sagde, men der var noget ved det, der rørte mig.“

Willy var temmelig alkoholpåvirket i aftes, så vi ved jo ikke, hvad de nærmeste dage vil vise, Men var det tilfældigt, at hans kammerater fik ham hen af den baggyde? Og var det tilfældigt, at det netop var den aften, Tony følte, at han skulle derhen, selv om han ikke havde gjort det før? Tilfældigt? Nej, der er Hyrden, som stadigvæk søger de fortabte! Vi priser Gud for, at Han leder og hjælper også i denne uhyre vanskelige tid.

Vil I også være med at bede om, at de fortabte må blive fundet? Og bede om, at de af vores venner, som fristes til at blive modløse på grund af vanskelighederne, må blive opmuntrede og holde ud. Og så spørger vi jer endnu en gang, om I vil være med til at bede om, at Gud vil gøre undere, så vi vil blive i stand til at få det sted i byen, som vi har bedt om i 2 år.

Først og sidst, det vi ønsker mest af alt er, at der må blive et dybtgående værk i hjerterne, der er påvirkede ag Guds Helligånd. Tak for fortsat forbøn for disse ting.

Tony og Agnete.


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Pionérarbejde blandt brasilianere i Nord-Tyskland

af Hans Osterheld, Flensborg

„I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.“ (Ap.G. 1,8).

Missionsbefalingen som Jesus gav sine disciple, har bragt evangeliet ud til alle fire verdenshjørner, og i de senere århundreder har de skandinaviske lande sendt mange missionærer til Afrika, Asien og Sydamerika, hvor evangeliet har fået stor fremgang. Men samtidigt har de skandinaviske lande og store dele af Europa, selv fjernet sig fra kristentroens normer, og har i dag et stort behov for evangelisk vækkelse.

I erkendelse af den situation er mange indfødte missionærer fra de tidligere missionslande kommet til Europa for at hjælpe og inspirere kirken og dermed også at sige til sine ’åndelige fædre’, „Tak for evangeliet som I bragte til os i sin tid! Tak for jeres tjeneste med evangeliet, som har forvandlet mange menneskers liv, og som har forandret situationen i vore lande til det bedre på mange måder. Tak, for uden jeres indsats havde vi ikke lært evangeliet at kende. Nu er vi kommet for at hjælpe kirken og opmuntre jer i at fortsætte her i Europa.“

Mit navn er Hans Osterheld, og jeg er tysk af fødsel, men boede i Brasilien i 30 år, hvor jeg fandt min brasilianske kone som hedder Lú, og vi har 3 børn (18-21-23 år). Vi blev alle kristne for en del år siden og kom med i bevægelsen ‘Jordens Salt’ (Sal da Terra), hvor jeg har tjent som pastor. Kirken ‘Jordens Salt’ har sit hovedsæde i byen Uberlândia i det centrale Brasilien og er fordelt på over 30 menigheder i landet.

I England findes der en ‘Jordens Salt’ menighed, som i de sidste 15 år har udsendt missionærer til Portugal, Irland, Holland, Tyskland, Japan, Indien, Peru og Bolivien.

Vi oplevede et kald fra Gud om at vende tilbage til mit hjemland, og i 2001 blev vi udsendt af vor kirke i Brasilien som missionærer til Tyskland.

Fra begyndelsen har ‘Jordens Salt’ lagt vægt på enheden i Kristi legeme, og det har medvirket til bedre enhed og samhørighed mellem kirker mange steder. Ud fra denne vision om kristen enhed, er vi kommet i kontakt med mange kirker i Flensborg og omegn.

Vi er meget glade for samarbejdet med de ‘Kristne i Grænselandet’ som er en gruppe af danske og tyske kristne, som mødes én gang om måneden til bøn og fællesskab, og det samme kan vi sige om ‘Evangelisk Alliance’ her i området.

Ved vores ankomst til Flensborg opstod der en gruppe af kristne immigranter især fra den portugisiske og spanske kulturkreds. I en radius af 50 km findes der cirka 2-300 sydamerikanske immigranter, som vi har kontakt med, især brasilianske kvinder som er gift med tyskere eller danskere.

Som et resultat af det har vi i 4 år regelmæssigt haft gudstjenester, hvor vi først talte på portugisisk, men hvor vi efterhånden er begyndt at bruge tysk, da sprogkundskaberne vokser hos vennerne. Vi arbejder meget på, at vore venner integreres i det tyske samfund, og derfor tilbyder vi tyskundervisning, som skaber bro mellem tyske og brasilianske familier. Vi tilbyder også undervisning i portugisisk for de tyske mænd, som har hustruer fra Brasilien.

Fra ajnuar 2005 blev vi en selvstændig ‘Jordens Salt’ menighed her i Flensborg. Den er stiftet som en forening, som vi kalder ‘Det Kristne Fællesskab Jordens Salt’. Sådan kan vi bedst støtte vor udsendermenighed i Brasilien med forskellig socialhjælp i de projekter, som de er i gang med.

Vi er meget glade for de forandringer, som Gud har gjort i mange familier, og vi takker Herren for det. Den største opgave vi har lige nu er at bygge et solidt fundament for et sundt kristent fællesskab. Endnu er vi en ‘husmenighed’, da vi holder møderne i vores hjem, både søndagsgudstjenester og ugentlige cellegrupper for tysk- og portugisisktalende. Vi lægger vægt på, at forkyndelsen omsættes i praksis i fællesskabet, og at det fungerer i det sociale samvær. Derfor står vi hele tiden til rådighed for at hjælpe og rådgive. Vi afslutter oftest møderne med kaffe og kager, mens vi hygger os sammen.

Det akutte behov vi har, er at finde et sted for vort menigheds- og foreningsarbejde, hvor vi kan invitere kirkefremmede til gudstjenester. Den fremtidige vækst kommer tilmed at være afhængig af det, da det for en almindelig tysker kan være en alt for høj tærskel at overskride, at gå til gudstjeneste i ‘præstens egen stue’!

Til sidst vil jeg minde om, hvad Jesus bad om i sin ‘ypperstepræstelige’ bøn, hvor han siger: „At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig“. (Joh.17:21)

I fortrøstning til hans hjælp og ledelse, vil vi gå fremtiden i møde med denne vision, for hvis vi prioriterer den, vil vi opleve at „der hvor brødre bor sammen i enhed … giver Herren velsignelsen, liv til evig tid“. (Salme 133; eng. overs.)

Med kærlig hilsen til alle missionsvenner.
Hans Osterheld

Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

TEE-undervisning i Tanzania

af Ingrid og Jørgen Markussen

Vi har nu været i gang med dette undervis-ningsprogram (teologisk voksenundervisning ved hjemmestudie) i snart to år i menighederne i Brødrekirken her langs Viktoriasøens sydlige og østlige kyster. Kirken bad os om at komme til denne opgave, da der er et stort behov for undervisning.

Siden starten for snart to år siden har vi haft 325 elever. Af dem er 171 holdt op af forskellige årsager. Nogle har ikke kunnet afse tid mere, andre er flyttet til en anden egn, og nogle har ikke magtet at fortsætte på grund af boglig svaghed. Ved udgangen af juni måned havde vi 154 aktive elever, og det er trods alt flere, end vi havde regnet med, da undervisningen begyndte. Da eleverne kun betaler et symbolsk beløb for bøgerne, har udgifteren til materialer derfor også været større end budgetteret med fra begyndelsen, så hjælp fra Mis-sionsfonden har været medvirkende til, at vi ikke har behøvet at sige nej til elever. 184 elever har aflagt eksamen i bog 1 ‘At følge Jesus’ - grundlæggende kristendom.

125 har aflagt eksamen i bog 2 ‘At tale med Gud’ - om bøn. 84 har aflagt eksamen i bog 3 ‘At føre mennesker til Jesus’ - evangelisation. 161 har aflagt eksamen i en eller flere af de tre bøger med gennemgang af Ny Testamente. 19 Har aflagt eksamen i del 1 af ‘Kristi liv’. Een ting er at læse bøgerne og lære stoffet. En anden ting er at omsætte det i sit liv og tjeneste. De allerfleste af vore evangelister deltager i programmet, som de får meget ud af, enten de har været på bibel-skoleophold eller ej. Da der er mangel på evangelister, har et af formålene med programmet været at kalde flere til tjeneste, og det er lykkedes. Nogle som menighedsledere, andre med forskellige tjenester i deres menighed, blandt andet søndags-skolearbejde. Nogle ønsker at komme på et ‘rigtigt’ bibelskoleophold eller læse teologi. Det er kirkens ledelse, der tager beslutning om dette. Vi kan bare forberede dem. Vi har også set, hvordan gennemgangen af bøgerne har forvandlet liv til overgivelse til Jesus. Vi får mange gode samtaler med eleverne og kan bede sammen med dem og opmuntre dem til at få orden på deres tilværelse og familieliv. I april var der 16 par, som indgik ægteskab eller fik det kirkeligt velsignet efter mange års samliv.

TEE-undervisningen har også været medvirkende til at nogle har fået kald til menighedsplantning på nye steder, og det er en meget vigtig del af oplæringen af nye kristne.

Lige før jul rejser vi hjem på orlov, da vores periode slutter. Kirken her har kaldet os til at fortsætte foreløbig for en ny periode på to år, og Brødremenighedens Danske Mission vil gerne sende os. Selv hviler vi i, at det er Guds plan for os. Vi har derfor fortsat stor brug for forbøn og økonomisk støtte til arbejdet. Blandt andet er der brug for at få en ti år gammel bil skiftet ud. Tak for støtte og forbøn indtil nu.

Kærlig hilsen
Ingrid & Jørgen Markussen.

Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Kirkebyggeri i Kenya

af Birgitte og Søren Pedersen

Kære missionsvenner.
Det er ved at være længe siden, at vi har skrevet til jer her i bladet. Først vil vi sige, at vi alle har det godt. Gud er god, og vi ved, at det kun er på grund af Guds godhed og nåde, og fordi venner og familie står sammen med os, at missionsarbejdet får lov at lykkes. Vi trives i arbejdet, også selvom der nogle gange kan være megen kamp. Til hverdag har vi travlt i arbejdet med kirkebyggeri, og om søndagen er Søren ofte ude at dele vores vidnesbyrd og Guds Ord i forskellige menigheder.
 

Der er et skrigende behov for kirker i Kenya. En søndag besøgte vi ikke mindre end 5 menigheder i en afstand af 3-3½ times kørsel her fra Eldoret. De 4 af stederne fik vi god tid til at bringe en hilsen til menigheden. Alle ønskede hjælp til en kirke. Der var dog især 2 af stederne, hvor de har et stort behov for hjælp til en kirke. Begge steder mødes en menighed med 2-300 medlemmer på en grund, hvor de har lavet et halvtag, som består af plastiksække, der er syet sammen og lagt ovenpå nogle træstolper. Efter gudstjenesterne om søndagen, tager de så plastiksækkene ned og lægger dem op igen den efterfølgende søndag. Det er ‘Guds Hus’. Vi ved, at Guds hus ikke blot er en fysisk ting, men Guds hus består af levende stene – født på ny kristne, som tilbeder Jesus i ånd og sandhed. Men vi ønsker at ære Herren ved at hjælpe med at bygge kirker, som er Herren værdig, så kirken kan være et redskab til, at Gud kan blive herliggjort og endnu flere mennesker blive frelst. Det er det, Gud har givet os et særligt kald til, og vi ønsker at være lydige imod Guds kald.

Først på året kom en desperat pastor og bad os om hjælp. Han leder en menighed, som har en kirke kun få km fra, hvor vi bor. En dag faldt kirken pludselig sammen. Heldigvis skete det ikke en søndag formiddag, så ingen kom til skade. Men pludselig havde menigheden ingen tag over hovedet, hvilket ikke er rart, når der er næsten 30 graders varme i skyggen. Menigheden startede i 1993. Gud kaldte præsten til at sige sit arbejde op for at tjene Ham på fuld tid. Han startede menigheden, og på det tidspunkt kirken brast sammen, var de ca. 300 på møderne. De startede en indsamling og fik hurtigt samlet et pænt beløb sammen.

Men så skete der det, som desværre af og til sker, når en menighed mangler ‘tag over hovedet’ – eller pludselig har store økonomiske behov: Næsten halvdelen af menigheden forsvandt. Det fortæller, hvor utroligt meget det betyder for en menighed at have en kirkebygning. Et par fra Danmark hjalp med penge til projektet, så der gik ikke lang tid, før vi rejste tagkonstruktionen til en ny og større kirke. Og allerede et par måneder senere var alle medlemmerne kommet tilbage – foruden at der er kommet mange mange nye til.

I 1997 hjalp vi en menighed med 200 medlemmer med at bygge en kirke i Busia ved grænsen til Uganda. Siden da er menigheden vokset til 1000 medlemmer! Det er virkelig høsttid her i Kenya, og mange kenyanske præster og evangelister gør et fantastisk stykke arbejde på at nå deres eget folk med evangeliet. For nogle få måneder siden hjalp vi menigheden i Busia med at udvide kirkesalen, så der nu er plads til 2000. Og da menigheden holder 2 gudstjenester om søndagen, kan 4000 komme i kirken hver søndag. Endvidere bliver der på 1. sal i den nye tilbygning plads til bibelskole og søndagsskole.

Evangeliet når ud til mange. Disciple trænes til at vinde nye disciple. Og den næste generation børnene møder også Jesus. Først på året fik vi besøg af Gorm, Lasse, Martin og Alex fra Pinsevækkelsens efterskole PVE i Mariager. De hjalp med at rejse en tagkonstruktion til en kirke. De blev næsten færdige allerede på 2. dagen. Så skal menigheden selv lægge gulv, bygge murene, montere vinduer osv., og menigheden var LYKKELIG. Endnu et Guds hus, hvor Guds Ord kan blive forkyndt.

Sidste år nåede vi at hjælpe med 102 projekter - tagkonstruktioner, hvoraf langt de fleste var kirker foruden en bibelskole og nogle ottekantede hytter til et børnehjem. I år bliver det nok knap så meget. Pladsen i værkstedet, hvor vi er nu, er trang. Og nu bliver det endnu mere trangt, idet huset, hvor det nuværende værksted er i ‘baghaven’, er blevet solgt, og den nye ejer skal selv bruge huset samt have plads til 3 biler. Vi er dog taknemmelige for, at vi har fået lov at blive ved at leje det meste af udenomspladsen, rundt om værkstedet. Men vi har måttet tømme huset, som vi har brugt som lagerplads, og vi har været nødt til at inddrage noget af pladsen i vore børns værelser til tagplader.

Vi har mere end nogensinde brug for mere plads til vort arbejde med kirkebyggeri. Det er nu 2 år siden, vi fik en grund til et nyt værksted. Det første år brugte vi på at søge om diverse tilladelser hos forskellige instanser, og på at bygge en sikkerhedsmur omkring grunden. Sidste sommer ville vi gerne have begyndt byggeriet af det nye værksted, og havde faktisk næsten alle tilladelser, men desværre blev den ene tilladelse ulovligt trukket tilbage, da en gruppe borgere rejste modstand. De nærmeste naboer er dog instillede på og har skrevet under på, at det er helt i orden for dem, at vi bygger værksted på deres nabogrund.

På grund af modstanden kan vi endnu ikke starte byggeriet af værkstedet. Gud har bekræftet, at vi skulle have netop denne grund til værkstedet, og derfor ved vi også, at de sidste tilladelser kommer i Guds time. Men tålmodigheden kan godt komme på prøve. Vær med til at bede om, at vi snart må få tilladelsen til at bygge. Gud er almægtig. Og Gud er trofast. Til Ham sætter vi vores lid. Gud velsigne hver enkelt af jer.

Kærlig hilsen
Birgitte og Søren

Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

At give evangeliet vinger

Allan Conrad på ny opgaver i Tanzania

Allan Conrad har siden 1998 været udsendt af MAF Danmark (MAF står for ‘Mission Aviation Fellowship’) som Facilities Manager i Tanzania. På MAFs flybase i Dodoma har han haft ansvar for biler, bygninger og værksteder, men fra 1. juli har han fået nye opgaver som ‘Airstrip Developer’, og han fortæller:

30 nye landingsbaner
 
„Det sidste år har jeg arbejdet halvtids på flybasen i Dodoma og halvtids med privat evangelisering i området. Men nu har MAF Tanzania bedt mig om at arbejde som ‘Airstrip Developer’. Min nye opgave er at stå for planlægning og etablering af nye start- og landingsbaner. Målet er er anlægge ca. 30 ‘airstrips’ inden udgangen af 2006". Det er lokale hospitaler og missionsorganisa-tioner, som ønsker at udbygge deres aktiviteter, og i den forbindelse er der et stort behov for nye landingsbaner i de mest utilgængelige områder i Tanzania. „Vi har allerede anlagt fire nye landingsbaner i Chidudu og Mahaka, som ligger i Kilimantinde regionen, og i Handa og Berise for AIC (Africa Inland Church). Hvor det før var en besværlig biltur på 3½ time hver vej, kan man nu komme frem til Berise med fly på et kvarter. I regntiden er det helt umuligt at nå disse steder med bil“, forklarer Allan.
 

Nye områder undersøges

Allan har sammen med en anden MAF medarbejder også foretaget research i Rufiji deltaet, der ligger ude ved kysten cirka ½ times flyvning sydøst for Dar Es Salaam. Det er et meget ufremkommeligt sumpet område, hvor 98% af befolkningen er muslimer. YWAM (Ungdom med Mission) og Gateway (amerikansk missionsorganisation) ønsker at få anlagt 5 – 6 landingsbaner i dette område, så de kan bygge nye sundhedsklinikker og skoler med henblik på undervisning og evangelisering. Den første landingsbane ved Nyamasati er allerede påbegyndt. I Syd-Masai regionen ønsker WLM (World Luthersk Mission) at få anlagt landingsbaner ved Mombo, Saama, Kibaya og Mpwapwa. Endvidere undersøges flere steder i Mbeya området og ved Kigoma i Mahali Mountains distriktet.
 

Samarbejde med lokale myndigheder

Allan taler flydende engelsk og swahili, og det er en meget stor fordel i hans nye opgave, hvor han i hverdagen har tæt kontakt med lokalbefolkningen. Først skal der skabes kontakt til den lokale landsbyledelse. De anviser et område, som Allan undersøger nærmere. Det skal være et ca. 1 km langt fladt terræn for at være velegnet som landingsbane for MAFs små pro-pelfly. Når myndighederne i det lokale distrikt og amt har godkendt placeringen, kan arbejdet begynde. „Vi er som regel af sted i en uges tid, når en ny ‘airstrip’ skal anlægges. Sammen med en anden MAF ansat og en lokal chauffør, der også sørger for madlavning og andet praktisk arbejde, slår vi vores telt op ved landingsbanen. Med landroveren medbringer vi selv alle nødvendige forsyninger af mad, vand, benzin o.s.v.“, fortæller Allan.

Lokalsamfundet i arbejde

„Nu kan arbejdet begynde. 20–30 mænd fra landsbyen kommer op ad dagen og starter med at fælde træer og buskads. Det er jo dem der frivilligt skal udføre arbejdet til gavn for deres lokalsamfund, og min opgave er mest at sætte dem i gang og vejlede dem“, siger Allan. Til at hjælpe med planering og til at trække stubbe op har Allan fået konstrueret en slags „plov“ og et spil, der er monteret foran på landroveren. „Det er kvinder og børn der rydder græsset. Ofte kommer der 50 – 200 skolebørn med deres ‘jember’ og hakker i 2 – 3 dage. Landingsbanen på ca. 1 km skal ryddes helt for græs i en bredde på 25 meter, og yderligere 10 meter på hver side skal buske og græs skæres ned i knæhøjde. Om natten hører vi ofte de vilde dyr på landingsbanen. Det er mest hyæner og vildsvin. Men vi har også set en leopard, og en aften lå der en stor Chidudu giftslange foran vores telt. Dens gift kan medføre koldbrand, så den blev fanget og slået ihjel inden vi kunne gå til ro“, beretter Allan, der i øvrigt er en erfaren storvildtjæger.

Landingsbanen tjekkes

„Når landingsbanen er færdig stedfæster jeg den med GPS koordinater, og så er den klar til at blive godkendt af de nationale luftfartsmyndigheder“, fortsætter Allan. „Den store dag, hvor landingsbanen kan tages i brug, er ved at oprinde. Men først skal MAFs chefpilot gå hele banen igennem til fods og tjekke, at den er helt i orden. Det er ikke altid interessen er så stor, når arbejdet med rydning af banen står på, men når MAF-flyet høres i det fjerne for første gang, så myldrer børn og voksne i hundredvis frem fra alle kanter. Piloten laver først et par lave kontroloverflyvninger, og lander så under stor jubel, til lyden af trommer og tungetriller“. Endnu et øde og ufremkommeligt sted i den afrikanske bush har fået flyforbindelse med omverdenen, og snart efter ankommer MAF regelmæssigt på ‘medical safari’ med et hold læger og sygeplejersker, der foretager sundhedstjek af gravide kvinder, vaccinationer af børn o.s.v. Imens kan MAF-flyet bringe personer, der har behov for hurtig behandling, til det nærmeste hospital.

At give evangeliet vinger

Allan Conrad elsker Tanzania, og det ligger ham stærkt på sinde, at tanzanianerne må komme til tro på Jesus Kristus. MAFs primære formål er netop at yde omsorg overfor mennesker i både åndelig og fysisk nød i svært tilgængelige områder. „Når landingsbanen er taget i brug får landsbyen også besøg af en evangelist. Men jeg forsøger selv at kombinere arbejdet med landingsbanerne med det, som jeg føler mig mest kaldet til: at forkynde det kristne evangelium“, fortsætter Allan. „Om aftenen viser jeg ofte kristne film på deres eget sprog swahili, og opmuntrer de kristne i området med undervisning og små seminarer. Jeg har en plan om at anskaffe en lastbil med 4-hjulstræk, og indrette den som en stor mobil biograf som en chauffør kan køre ud til de steder, hvor vi er i gang med at anlægge ‘airstrips’“, slutter Allan.


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

ProjectServe Venezuela 2005

af Anne-Sofie Lorenzen

5 danskere, 10 timer i et fly, 2 uger i Venezuela, 2 børne/teenagelejre, en masse glade venezuelanere… opskriften på ProjectServe Venezuela 2005.

Anders, Anette, Mai, Christian og jeg steg den 19. juli særdeles tidligt om morgenen om bord på flyet, der skulle bringe os til Frankfurt, hvorfra rejsen fortsatte til Cara-cas. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente. Vores første indtryk (såvel som det sidste) blev lufthavnens lange køer, og hurtigt lærte vi (eller forsøgte i hvert fald), at i Venezuela har ingen travlt (undtagen, når de kører bil)!! De første dage fik vi rig lejlighed til at vænne os til dette: Aftaler og fastsatte tidspunkter er til for den ene grund, at de så kan udskydes eller helt aflyses! Men vi fik dog et godt indblik i den venezuelanske kultur, fik spillet en hel del bordtennis og hygget os med de venezuelanske YFC’ere!

Så blev det endelig tid til at komme af sted på lejr! Vi havde alle glædet os meget, men igen vidste vi ikke helt, hvad vi skulle forvente. Efter en længere køretur, som endte med at være nærmere beslægtet med en safaritur gennem junglen end bustransport, ankom vi til lejren. En lejr ikke 'helt' i stil med de gængse danske lejre. Den lå fuldstændigt omgivet af frodige, grønne bjerge. Og naturen skulle vise sig at blive en vigtig del af flere af de store oplevelser, vi kom ud for i løbet af de næste 8 dage. Den aften, da elektriciteten gik midt under mødet, og vi i stedet trak ud på græsplænen og så op mod stjernehimlen og stjerneskud, mens vi bad og sang. Eftermiddagene ved floden, hvor vandstrømmene venligst masserede vores skuldre. Morgenstunden på toppen af Monte Zion hvor det afsluttende møde blev holdt, mens vi kunne stå og se bjergene fortsætte i, hvad synes som det uendelige.

Som team havde vi fået til opgave at stå for lege og aktiviteter, og vi nåede igennem alt fra vandstafetter, hvor få formåede at forblive tørre, tovtrækning midt i den herligste mudderpøl, lære dem lidt dansk med sangen ‘En lille and med vinger’ og diverse løbelege for rigtigt at få deltagerne trætte, hehe. Derudover hjalp vi til i køkkenet, gav vores vidnesbyrd til møderne og på toppen af bjerget sang vi Velsignelsessangen for dem. Men det som betød mest for både dem og os var de venskaber, der blev skabt. Venskaber på tværs af landegrænser og på trods af sprogbarriere. Venskaber, som, selv hvis vi aldrig ses igen, aldrig vil blive glemt. Venskaber, som har lært os lidt mere om Jesus som vores bedste ven.

Begge lejres tema var ‘Dejando huellas’ – efterladende fodspor. Hvilke fodspor har mennesker omkring os efterladt i vores liv? Hvilke spor har Gud efterladt i os? Og hvilke fodspor kan vi efterlade i andre folks liv? En ting er i hvert fald sikkert: I de dage blev der sat mange nye fodspor i mit liv. Guds fodspor. Og en masse venezuelanske fodspor.

Forhåbentlig har vi fem danskere også været med til at efterlade fodspor i venezuelanske liv!


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Børne- og ungdomsarbejde i Central Asien

af Lydia Holm

„Når Herren kalder, så svarer jeg ja.“ Denne søndagsskolesang har jeg ofte sunget som barn, og ordenes alvor griber mig gang på gang. Efter 3 år i Tanzania, en dejlig jordmoderuddannelse, og 2 år på bibelskole var jeg i 1999 klar til igen at rejse ud. Holstebro Pinsekirke udsendte mig til Central Asien. Central Asien er muslimsk og nogle af det forhenværende sovjets fattigste stater. Kriminalitet, fattigdom og håbløshed har sendt mange børn ud på gaderne.

Det er disse børn, vi arbejder med. I løbet af de seks år jeg har været her, har vi fået opbygget et stort netværk for gadebørnene. Vores organisation, som vi arbejder igennem, hedder ‘Helping Hand’, og vi har modtaget støtte fra mange store organisationer som WFP, FN, Feed the Hungry, Tear Fund med flere.

Arbejdet med gadebørnene er meget bredt. Vi har 1500 børn, som hver uge kommer i deres aktivitetsklubber.
Arbejdet er bygget op som spejderbevægelsen, og der undervises i god moralsk opførsel. Gennem disse klubber får vi kontakt med børn, som ikke går i skole. Derfor har vi startet et ’tilbage til skolen’ program, hvor vi hvert år kan rehabilitere 25 børn og sende dem tilbage til den offentlig skole.
 
Vi har også taget ansvar for 40 børn, der ikke kan bo hjemme, enten fordi de er forældreløse, hjemløse eller pga. kriminalitet, vold eller alkohol i familien. Disse børn bor på vores børnecenter ’Oasis’. Der bliver holdt tæt kontakt med familierne, som besøges hver måned, og herigennem er det nogle gange muligt at få familierne samlet igen. Børnene får hjælp til at blive uddannede enhver efter sine evner, så de bedre kan klare sig selv som voksne. Vores 4 ældste drenge er allerede flyttet ud i en lejlighed og sluses ud gennem vores ’Halvvejs hjemme’ program. De nyder at kunne klare sig selvstændigt.
 
Mission er ikke tilladt i et muslimsk land, men alligevel møder mange Jesus og vælger at leve efter sandheden,
og børnene oplever for første gang i deres liv Guds kærlighed. Nu er det børnene selv, der spreder livet og glæden videre til deres venner. Det er vidunderligt at se menneskeliv blive genoprettet. Rustam er en af de drenge, som nu er ude i ’Halvvejs hjemme’ programmet. Han har skrevet dette vidnesbyrd:
 

„Mit navn er Rustam, jeg kom til børnecenteret ’Oasis’ da jeg var 12 år gammel. I begyndelsen løb jeg ofte tilbage til gadelivet. På gaden var jeg tyv og tigger, men egentlig skammede jeg mig over det, og ønskede at jeg levede i en god familie. Jeg spurgte ofte mig selv, hvorfor jeg ikke havde det ligesom andre børn, men når det nu var sådan, så ville jeg være bandit som min far.

På ‘Oasis’ fandt jeg det meget svært at være lydig, og jeg skreg og bandede efter børnepasserne. Men da jeg blev ældre, forstod jeg, at her skulle der ikke laves ballade. Det var et meget anderledes liv, jeg havde aldrig mødt sådanne mennesker før. Da jeg kom, kunne jeg heller ikke læse og skrive, men jeg vidste, hvordan man skulle tælle penge. Jeg glemmer aldrig nytåret 1999, og jeg vidste heller intet om julen, men alle var så søde ved mig, at jeg tænkte: „Hvad er de ude på?“ De elskede mig, som om jeg var deres egen søn.

Men så kom jeg til at lære Gud at kende, og oplevede hvordan han elsker mig og vil beskytte mig, og jeg tog imod ham i mit hjerte. Efter det følte jeg mig altid dårlig tilpas, når jeg syndede, og jeg følte at jeg kunne miste noget, som var virkelig sandt, alligevel har verden nogen gange tiltrukket mig. På ’Oasis’ har jeg også set, at det ikke bare er mig, der har haft et svært liv. Det er der mange andre børn, der også har. Mange af mine bandevenner fra gaden har også fået hjælp på ’Oasis’. Gud har taget hånd om os. Nu er jeg 18 år gammel og er parat til at leve et selvstændigt liv. Der kommer sikkert problemer, men jeg er alligevel glad. Jeg elsker at leve. Tak til alle de ’cool people’ som arbejder i ’Helping Hand’.“

Rustam er en af de store drenge, som er flyttet ud i en af vores lejligheder. Vi har 2 udslusningslejligheder og behøver en tredie, så pigerne også kan begynde at flytte ud. Efter et ½ år er 2 af de 4 første drenge udsluset og klarer sig selv. Jeg er meget stolt af dem.

Hvis du skulle være interesseret i at hjælpe os med at købe den tredie lejlighed, er du meget velkommer til at sende din gave til Missionsfonden. Brug eventuelt girokortet her i bladet og anfør projektnummer 5259.


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Gensynsglæde i Tanzania

Af Tabitha og Torkild Jensen

Kort tid efter vi havde sendt sidste artikel til jer om de 4 stakkels børn, som nu er uden forældre, kom den store dreng David glæ-desstrålende og fortalte os, at hans lillesøster uden nogen vidste af det var kommet hjem til dem igen. Vi er så glade og begejstrede over det, som er sket, at vi gerne vil dele det med jer.

De tre herboende søskende var ofte meget bekymret for deres lillesøster, da de aldrig hørte noget om hende. Denne tavshed gjorde dem endnu mere bekymret, for de tænkte hele tiden på, hvordan mon hun klarer sig. Så var det, David kom til os strålende som en sol og sagde: „Naomi, min lillesøster er kommet hjem til os“ og han fortalte, at stedmoderen havde taget bussen fra Nairobi om morgenen for at aflevere hende. Desværre var der ingen som så stedmoderen, da hun bare satte pigen af og tog bussen tilbage til Nairobi med det samme. Naomi som kun var 6 år, da hun forlod Tanzania, fandt på en mirakuløs måde hen til noget af familien.
 
David var bare så glad, for familien hun fandt hen til, var hans morbrors, hvor han selv bor. Da Davids morbror og tante så, at Naomi var kommet tilbage, besluttede de uden tøven at tage sig af hende. David sendte straks bud til sine 2 andre søskende, og det blev til en fantastisk gensynsglæde for de 4 søskende og derefter stor fest. Naomi kom til Arusha uden nogen som helst bagage. Hun havde kun det med, som hun var klædt i.
 
Naomi går nu på vores skole. Desværre viser det sig, at hun har lidt meget på kostskolen i Kenya og tiden hos stedmoderen. Hun virker stadig meget nervøs og er bagud med skolegangen, men vi giver hende ekstra undervisning og håber dermed, at hun hurtigt kommer med igen. Hvis nogle snakker om Nairobi, kostskolen og stedmoderen bliver hun helt stille og urolig. Hun nægter at komme tilbage, derfor er vi klar over, at hun har lidt en eller anden form for overgreb. Hvor er vi glade for, at hun er kommet tilbage til sine søskende, og at vi nu har mulighed for at tage os af hende og vise hende Guds kærlighed, som hun virkelig har stort behov for.
 
Jeg (Tabitha) har i en periode af to uger haft meget kraftige nyrestenssmerter, hvilket jeg ikke har oplevet de sidste 30 år. Jeg fik nogle meget kraftige smerteanfald en dag, jeg skulle ud på skolen for at undervise. Jeg ville helst blive hjemme. Smerterne var så ubeskrivelig store. Et eller andet indeni mig opfordrede mig til at tage af sted alligevel, og jeg fulgte denne indskydelse. Jeg klarede undervisningen, selvom smerterne forsatte, og som de fleste sikkert ved, når en nyresten flytter sig, føles det som skarpe knive, der skærer i en. Da jeg var færdig med undervisningen, fortalte jeg børnene om mine smerter og så græd jeg. Jeg følte meget stærkt, at jeg skulle spørge børnene om at bede for mig, som tænkt så gjort. Jeg bøjede mine knæ og næsten alle børnene kom op for at bede for mig, samt et par af lærerne.
 
Det blev en meget hellig stund for os alle. Børnene græd og råbte til Gud på så stærk en måde, jeg aldrig før har oplevet. Jeg selv græd, så tårerne trillede ned af kinderne, og jeg sagde: „Kære Jesus, disse børns bønner kan du ikke undgå at høre“. Tænk sig, næste dag kom stenen ud. Jeg siger jer, at jeg var ovenud lykkelig, og jeg kunne ikke lade være at prise og takke Gud for hans meget hurtige indgreb. Nu glædede jeg mig bare til, at det skulle blive fredag igen, så jeg kunne komme af sted og fortælle børnene om Guds store mirakel. I skulle have set og hørt børnene, da de hørte mit vidnesbyrd om, at Jesus havde hørt deres bønner. Det mirakel der var sket, gik som ringe i vandet rundt i hele landsbyen, for børnene var så begejstrede, at de slet ikke kunne lade være at fortælle, hvad de havde set og hørt.
 
Tabitha og Torkild.

Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

Missionsrejse til Grækenland og Bulgarien

Af Kimmie og Peter Christensen

Kære læsere af Missions-Nyt. I maj/juni måned 2005 var Kimmie og jeg på en missionsrejse i Grækenland og Bulgarien. Vi startede i Karditsa i Grækenland. Det ligger lige midt i Grækenland og betyder meget betegnende ‘Det lille hjerte’. Det var pastor Vasilius Papanostasiou, der havde inviteret os.
 
For ikke så længe siden var han på landsdækkende græsk TV med en ½ times udsendelse om sit arbejde. Denne udsendelse ledte tv-selskabet til at producere yderligere 5 udsendelser med forskellige klip, såsom interviews med medlemmer fra kirkerne, pluk fra gudstjenester og paneldiskussioner hvor også en præst fra den ortodokse kirke medvirkede. Der blev også vist klip med en nigeriansk prædikant profet Joshua, som Vasilius samarbejder med. Gud udvirker ekstraordinære mirakler gennem Joshua, og miraklerne er vel dokumenteret på video. Efter disse udsendelser har manget ringet til pastor Vasilius med problemer af forskellig art, og Gud har grebet ind med mirakler, og hele familier er blevet frelst gennem forbøn via telefonen.
 

Det var stærke møder vi havde i Grækenland, og der var god anledning til at virke med undervisning og profeti. Selv om møderne ikke var så store, var der 4 der tilkendegav, at de ønskede at blive frelst.

Fra Grækenland gik turen til Sofia, Bulgariens hovedstad, hvor vi skulle være i 2 uger. Da vi kom, var der ikke arrangeret noget som helst. En af lederne for sigøjnerkirkerne havde lovet at arrangere en konference for kvinder, men intet var arrangeret. Men på den bibelskole, hvor vi skulle bo, var der en kvinde, der arbejdede som bibliotekar for den kirkeorganisation vi besøgte. Hun talte lidt tysk, og mit tyske var heller ikke for godt, men ved Guds hjælp lykkedes det os at kommunikere, så hun kunne hjælpe os med at ringe rundt og arrangere møderne. Hun ringede også rundt til sine egne venner, og resultatet blev, at vi i disse 2 uger havde møder næsten hver eneste dag, blandt andet på nogle af de største steder rundt om i de store byer i Bulgarien. Dette havde ikke kunnet lade sig gøre uden Guds medvirken. Vi tror, at når vi kommer til et land, er alle ting, både praktiske og åndelige, omhyggeligt forberedt af Helligånden. I Sofia var der ikke arrangeret møder, før vi kom, men Gud havde placeret Daniela dér, hvor vi skulle logere.

Det var herligt at se Helligånden flere steder udrække sin hånd med frelse og mirakler, blandt andet kom en kvinde til igen at kunne høre uden høreapparat efter forbøn. Der var også anledning til at prædike over TV. Kasanlac er en af de store byer cirka midt i Bulgarien. TV-udsendelserne når ud til 35 omkringliggende byer. Efter udsendelsen kom TV-selskabets direktør og tilbød kirken, som vi besøgte, også at bringe deres søndagsgudstjenester til en særlig fordelagtig pris.

Den sidste uge tilbragte vi i Varna hos pastor Emanuel Kanchevi. Han har startet en række kirker i området. Dels blandt etniske bulgarere og dels blandt sigøjnere.

Et sted havde en kvinde set mig i et syn og hørt prædikenen, før vi kom. Gud havde også vist hende, at hendes ryg ville blive helbredt. Da vi lagde hænderne på hende, kom Helligåndens kraft som en lynild, der slog hende i gulvet. Hun vidnede bagefter, at hun var blevet helbredt. Halleluja, Jesus helbreder, når troende i lydighed lægger hænderne på de syge.

Må Gud rigt velsigne dig i Jesu navn!

Kimmie og Peter Christensen


Missions-Nyt, Nr. 3 - 2005

MISSIONSHJØRNET: Mission i balance

af Kenneth Kühn

Mission er omsorg for hele mennesket. Mange kristne sondrer imellem det åndelige og et praktiske; det der handler om fysisk nødhjælp, og det der handler om sjælens frelse.

I virkeligheden rummer evangeliet begge dimensioner. For at forstå denne helhed må vi forstå biblens syn på mennesket. „Mennesket ikke alene har en krop, - det er en krop,“ hævdede teologen Rudolf Bultmann. Men mange kristne opfatter fortsat det fysiske som underordnet. Spørgsmålet er hvor denne misforståelse kommer fra, og hvordan den kan påvirke vores missionsarbejde.

Ånd, sjæl og legeme læren

Kilden til den skarpe adskillelse af det åndelige og det fysiske findes i den græske filosofi, der gennem tiden har haft dårlig indflydelse på kirkens lære. Platon lærte, at kroppen kun var et midlertidigt værested for den evige sjæl. Andre filosoffer delte mennesket op i tre adskilte kategorier som legeme, ånd og sind. Som sådan mente grækerne, at det fysiske og det åndelige var modsætninger, og at den fysiske verden var blevet til igennem en negativ, nærmest dæmonisk begivenhed.

Det åndelige i det fysiske

Men Guds ord understøtter ikke adskillelsen af ånd, sjæl og legeme. Da Gud formede mennesket i sit billede, skabte han det med en krop. Legemet er en del af Guds billede, og er ikke bare materielt, men dybt åndeligt. Derfor er legeme og sjæl en uadskillelig helhed i biblen: At Gud bor i vores ånd betyder, at vore legemer er „templer for Helligånden (1.Kor. 6:19).“ Vi opfordres derfor til at bringe vore legemer til Gud som en „åndelig gudstjeneste (Rom.12:1)“ Vi advares imod utugt med ordene: „Legemet…er til for Herren, og Herren for legemet (1.kor.6:13).“ Når Paulus taler om „syn-dens og dødens legeme,“ betyder det ikke, at synden sidder i kroppen, men at mennesket i sin helhedstilstand er fortabt uden Jesus. Endelig taler Biblen, om at den fysiske krop skal opstå med ordene: „…der opstår, er et åndeligt legeme“ (Kor.15:44); det vil sige en hel person domineret af Guds Ånd. Gud har omsorg for vores fysiske eksistens, og i himlen skal vores legemer fuldt ud rumme og afspejle Guds billede ligesom i skabelsen.

Jesu legemlighed

Guds mission i det nye testamente tager også livtag med den græske vranglære. I indledningen til sit evangelium hamrer Johannes en pæl igennem hele den fjendtlige indstilling til det fysiske, når han siger, at „Ordet blev kød (Joh.1:14).“ Evangeliet er ikke kropsløst og metafysisk, men tværtimod er Jesu legeme helt centralt, og Jesu mission relaterer til fysiske behov: „Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig (Heb.10:5).“ Det hele kulminerer i korsfæstelsens drama, hvor Jesus ofrer sit kød og blod på korset for at vinde sejr i den åndelige verden. Derfor siger vi til stadighed i nadver ritualet: „Dette er mit legeme som gives for jer (1.Kor.11:24).“

Mission i balance

Sammenhængen mellem det fysiske og det åndelige er vigtig for vores missionsarbejde. Det er skævt at se mission som et spørgsmål om udelukkende at møde social og fysisk nød, men det er også katastrofalt, når vi taler om Guds kærlighed uden at række ud til den fysiske elendighed omkring os. Gud har givet os et evangelium om helhed, fordi han ønsker at bringe frelse til hele mennesket. Han vil gøre sine børn til åndelige kroppe, der legemliggør budskabet om hans kærlighed i verden. En kærlighed der heler opsplittede personer, så de bliver genskabt til et udelt billede af hans herlighed. Når troen får krop, får vores mission balance og kraft til at forvandle mennesker i hele deres eksistens.


 
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede